Bedre som brugt

Ens krop føles bare bedre, når den bliver brugt. Når ens muskler får den der varme, trætte fornemmelse, der opstår, når man har arbejdet fysisk eller trænet hårdt - eller bare har bevæget sig hele dagen. Når man er mør, uden at hjernen føles som en støvbold sidst på sæsonen, men bare føler træthed og tyngde i lemmerne.
I modsætning til mit tidligere aktivitetsniveau (okay, det var så også lidt for meget af det gode til tider, det indrømmer jeg gerne), er det desværre ikke en fornemmelse, jeg har hver dag længere. Jeg er dog netop kommet hjem fra et udmattende stævnemøde med klatrevæggen, og jeg tvivler ikke på, at jeg kommer til at sove rigtig, rigtig godt i nat.
Brugt og træt og glad!

Blanke klatter og minder om Hitchcock

Kæresten og jeg tog ud at sejle i går og afsted det gik i masser af vind og bølger og sol. FANTASTISK dejligt at få luftet sejlene og mærke bådens forårskådhed. Efter 11 timer i god fart nåede vi trætte til Gilleleje, hvor noget, der syntes at være hele nordkystens samlede bestand af sølvmåger, havde besluttet sig for at byde os velkommen. Velkomsten var ikke kun af visuel karakter krydret med de karakteristiske skrig - næææh, de havde også sørget for en duftkulisse af den slags, man dårligt kan ignorere. Tilsyneladende havde vi fortøjet ved deres yndlingsbro, i hvert fald bar broens brædder tydeligt præg af deres visitfrekvens.
Lugten af fisk og muslinger har jeg ikke noget imod, men når disse først har været en tur gennem en måge, ja så kan begejstringen nu alligevel ligge på et meget lille sted. Især når man ikke kan undgå at slæbe efterladenskaberne med om bord... Sejlerlivets glæder er jo mangfoldige, og mågelort hører vel med - men det kan anbefales at styre uden om de nylavede og stadig blanke klatter ;-)
Hørm og bæ blev dog for en stund glemt, da vi opdagede, at mågeflokken småfornærmet havde slået sig ned ganske få meter fra båden - hele den af Hitchcockske dimensioner gigantiske flok vel at mærke. Surt skelede de til skibet, der havde bemægtiget sig deres favoritbro, men på trods af deres ry for at være frygtløse og absolut ligeglade, så vovede de sig (heldigvis) ikke nærmere. Det var desværre for mørkt til at billederne, vi skød, blev gode - men at kigge ud af koøjet og være i øjenhøjde med en hel horde måger er et syn, man ikke glemmer lige med det samme.

Forårsfornemmelser

Forår er for mange forbundet med kulørte krokus og kåde pipfugle, forkølelser og øget interesse for det andet køn. Efter denne årets første rigtige forårsweekend er jeg kommet til at tænke på, hvad jeg selv forbinder med forårets komme. Sjovt nok knytter mange af mine forårsfonemmelser sig til hændelser på havnen, for her er det blevet forår:

• Når man efter vinteren første gang vasker båd uden at have hansker på
• Når man kan skrue ned for varmeblæseren om dagen
• Når man kan spise frokost i cockpittet uden at være pakket ind som en forfrossen Michelinmand
• Når der bankes, slibes, males og larmes i livlig aktivitet på havnen, fordi de andre bådejere begynder at komme ud af dvalen
• Når man henter sejlene frem fra skuret og monterer den løbende rig, så man er klar til årets første tur.

Vores sæson starter rigtig tidligt i år, for det er faktisk planen, at båden allerede næste weekend skal have lidt luftforandring. Turen går mod Kalundborg og projekt motor, der sættes i værk i påsken. Vi kommer til at gå fra de nuværende 20 hk til hele 75 hk - men her er altså tale om potensforøgelse, der ikke bare kan tilskrives forårets komme.

Giv den (tåre)gas!

Forestil jer følgende scenarie:

Lotten kommer cyklende fra Skovshoved mod Vesterbro (hun har været på kursus, så hun kan blive dygtig til at navigere). Klokken er omkring 22.30 og hun har efter fem timer på skolebænken bare lyst til at komme hjem og gå omkuld. Lige inden Sct. Hans torv begynder næsen at løbe helt afsindigt og det klør og kradser i gane og svælg - hun overvejer, om hun pludselig er blevet allergisk overfor et eller andet, men kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen, for det er jo længe siden, hun har spist noget - måske er det bare en usædvanlig forkølelse, der er ved at indfinde sig (der er jo også mange, der går og er syge for tiden).

På Nørrebrogade er der tæt af hætter og sort tøj, hjelme med visir og jysk, kortklippet kompakthed, masser af bål og blink, kvælende røg, væltede skraldespande, krøllede cykler, baldrede ruder og løse brosten - præcis som det sandsynligvis vil blive fremhævet i medierne de næste dage og sikkert også uger.
Efter forgæves at have forsøgt at snige sig forbi Blågårds Plads (der er jo laaangt til Runddelen derfra, så der er nok fredeligt nok...forkert!), må den lille kursist - med sit søkort i rulle og stor rygsæk (og sikkert tilsvarende store øjne) - sande, at hun må vende om. Efter nogen zigzaggeri og en større omvej lykkes det at komme over på den fredelige side af søerne og herfra er resten af færden begivenhedsløs.

Omkring Planetariet registrerer Lotten godt nok, at nu løber næsen ikke længere, og kløen er også væk, men det er faktisk først langt senere, hjemme i varmen, at koblingen indtræffer. Med en følelse af at være temmelig naiv må hun konstatere, at hun er blevet udsat for tåregas uden at fatte det - men okay, hun fældede jo heller ikke en tåre, vel!