Ferietid

Så ramte den også mig - ferien. Og lige nu skinner solen, så jeg klager ikke. Det gør min mave derimod, for den synes, det er lææænge siden, den sidst fik noget at spise (det passer ikke, men det er åbenbart en af de dage). Jeg er i humør til indisk mad, så nu vil jeg køre ud på havnen og gå i gang med en gang kartoffelkarry med agurkeraita til. Agurkerne er de sidste af dem, vi fik med fra øen, og de smager SÅ meget bedre end nogen, man kan købe her i byen. Og så er det ikke en gang løgn. Vel bekomme og god ferie.

When Graphic Artists Get Bored

I får lige denne her på falderebet, inden jeg holder ferie de næste fire uger sammen med skipper. Det betyder nemlig, at det er tvivlsomt, hvor megen aktivitet, der bliver her på bloggen - men kommer jeg forbi, skal jeg lade jer vide, hvordan projektet skrider frem.

Grønne tastaturfingre

I dag har jeg rundet 650. Tekster altså. Så mangler jeg bare at skrive ca. 2800 mere.
Jeg sidder hver dag og skriver små tekster om haveplanter til brug i en stor database, som gerne skal være færdig ved årsskiftet. Til hver eneste sort i databasen skal der knyttes en tekst (med specifikationer om udseende, blomstringstidspunkt, optimale vækstvilkår og den slags) og to billeder - så jeg sidder også og beskærer billeder i hobetal.
Og jeg hygger mig faktisk! Nogle ville måske finde det trivielt, men der er jo - i sagens natur - ikke to tekster, som er ens, eftersom der ikke er to sorter, der er det. Og så kan jeg jo ikke løbe fra, at jeg godt kan lide planter - og ikke kun de vilde af dem. Hvis jeg ikke var blevet botaniker, var jeg måske blevet gartner...
Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, at jeg så bor på en båd, hvor det vildeste inden for botanikken, som må slæbes levende ombord, er en potte basilikum eller persille i ny og næ. Men så meget desto mere nyder jeg at kunne beskæftige mig med planter i mit job. Også selvom det for øjeblikket kun er på teoretisk basis.

Træterapi

Weekenden på fødeøen blev for en stor dels vedkommende brugt udendørs. Mens Sjælland stadig kæmpede med vandmasserne, viste vejrguderne sig mildere stemt på de sydligere himmelstrøg, og vi nød et par dage med høj sol.
Og træterapi.
Det voldsomme blæsevejr 27. juni, som delte landet i to, havde ikke bare flået hindbærbuskene og jordet majsene, men havde fået flere store popler til at miste fodfæstet. Nu hvor vi var hjemme på visit, kunne vi jo passende give en hånd med, så mens skipper fik lov at larme med motorsaven, var resten af os fuldt beskæftiget med at slæbe, hugge, stable og rydde.

Man sover ikke bare fantastisk oven på en hel dag udendørs, der er også noget terapeutisk ved at gå og arbejde i og med naturen. Og for mig er det nærmest meditativt at stable en stak af nyhugget brænde...

Westend Action

Jeg oplever et vist spændingsmoment forbundet med (også) at have bolig på Vesterbro. Udover de hjemløse, luderne og hashklubberne - og narkomanerne og den tilsyneladende uendelige debat om dem og det lovede sundshedsrum - så oplever man også mere spektakulære ting i kategorien "action". Sidste år var der fx skuddrama i min opgang, og for fem dage siden oplevede vi en voldsom brand lige rundt om hjørnet (dvs. jeg sov jo bare fra den). Sidstnævnte sag er dog opklaret. Og de fleste dage er her nu ganske fredeligt.

Hjem til fødeøen

Skipper og jeg tager sydpå i dag, mens vi venter på, at X99 skal blive færdig med deres World Cup. Vi kan alligevel ikke få båden på land, så længe havnen er fyldt med kapsejlere og deres campinglejr, så vi må væbne os med tålmodighed og krydse fingre for, at det lader sig gøre i næste uge. Og hvorfor ikke fordrive noget af ventetiden i det sydfynske øhav?
Vejrudsigten for den del af landet ser i øvrigt også bedre ud end for København de næste dage (så fik jeg sneget vejret ind igen - måske skal jeg gøre det til en sport, at hvert blogindlæg skal indeholde ne kommentar til vejrliget?! Nej vel?). Er spændt på at se, hvor meget af mine forældres have, der er blevet hærget af blæsevejret, som lammede færgetrafikken for nogle dage siden... Forhåbentlig er der stadig et modent hindbær eller ti tilbage :-)

Hot news

I hverdagene sker det af og til, at jeg - at logistiske årsager - sover på land. Nærmere betegnet i en lejlighed på Vesterbro. Således også natten til i dag. I morges lugtede lejligheden bare ikke, som den plejer. Vinduet i stuen havde stået på klem, og lugten, som havde bredt sig, mindede mest af alt om bål. Sådan lidt spejder-/Skt. Hans-agtigt, uden at være rigtig påtrængende.
Jeg undrede mig godt nok lidt over at støde på lige netop den lugt på et tidspunkt, hvor det regner så meget, som det gør for øjeblikket (SÅ! Nu skriver jeg om vejret IGEN! Beklager!), men der var ingen røg, og jeg skulle ud af døren...
Faktisk var det først, da jeg ved frokosttid skimmede dagspressen på nettet, at forklaringen på lugten indfandt sig.
Lige rundt om hjørnet har der været ildebrand i nat og jeg har intet - absolut intet - hørt. Ikke en eneste lille, forkølet sirene har kunnet forstyrre min søvn. Dette kunne lede til at konkludere, at jeg har boet for længe i en by, hvor sirener er hverdagskost. Det kunne også lede til at tro, at jeg ville være blevet en bekymrende dårlig vagthund, hvis det havde været mit lod i livet. Jeg vælger at tro, at jeg nok skal vågne, hvis mit eget liv er i fare.


Skudt i dag, kl. 19.30-ish...

Fordel = lempe?

Jeg kender en tænksom lille fyr på syv somre, som er en knag til at levere spørgsmål, der ikke sådan liiige lader sig besvare. Seneste problemstilling er denne: "hvad er det modsatte af en ulempe? Der er jo ikke noget, som hedder 'en lempe". I mangel af bedre bruger vi ordet 'fordel', hvis umiddelbare modstykke egentlig burde være 'bagdel' - det ville være logisk, men det er det jo ikke. Det er ikke nemt... Og det får mig til at tænke på et lille digt om det danske sprog, som en sprogforbistret chilener engang har skrevet:

Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE,
men flertal af GÅS er GÆS - ikke GÅSE.
Vi taler om FOD - er der flere, si'r vi FØDDER,
men skønt vi siger FLOD, vi aldrig siger FLØDDER.
Er der EN, hedder det DEN, er der TO, si'r vi DISSE.
Hvorfor fa'en hedder PEN i flertal så ikke PISSE?

At flertal af MAND er MÆND - ikke MÆNDER
er svært at forstå, når en TAND bli'r til TÆNDER.
Og skønt et flertal af AND som bekendt hedder ÆNDER,
så hører man aldrig, at SPAND bli'r til SPÆNDER.

En anden mærkværdighed her til lands
i tredie person det er HAN, HAM og HANS.
Er det så sund logik - ja, derom spø'r jeg kuns
at man ikke om damer siger HUN, HUM og HUNS?

At SYNGE i datid på dansk er SANG,
men GYNGEs imperfektum er ikke GANG.
Og hvem kan forstå, hvorfor SPRINGE er SPRANG,
når BRINGE ikke i datid er BRANG?
Korrekt hedder datid af BRINGE jo BRAGTE,
hvor er så logikken, når man siger BAGTE
på basis af infinitiven AT BAGE?

Et andet eksempel: det hedder AT TAGE.
Det bøjes i datid ved, at man siger TOG. ...
Skulle BAGE så ikke give BOG?
Når BRINGE er BRAGTE,
skulle BAGTE være BINGE,
men så måtte RAGTE være datid af RINGE
dog RAGTE det findes på dansk faktisk ikke,
derfor må vi hellere la' spørgsmålet LIGGE.

Digtet og meget mere er at læse på Den Danske Online Ordbog

Blogboddies

Forleden blev jeg spurgt om årsagen til, at jeg blogger. Jeg skal spare jer for den fulde version af mit svar her, men det handler for mig en hel del om fællesskab. Min blog bliver ikke læst af voldsomt mange, men jeg har indtryk af, at der eksisterer en mere eller mindre trofast lille læserskare, hvoraf jeg er på fornavn med et par håndfulde. Og blandt dem tæller selvfølgelig familie, frænder og venner.
Af disse er flere også selv blogskribenter, og at læse deres skriblerier om stort og småt får mig til at føle, at de ikke befinder sig helt så langt væk, som den fysiske afstand angiver. En er fx lige rejst et halvt år til Sydafrika, en anden bor pt. i USA, og så er der godtfolket i Jylland, landsdelen som af og til føles milevidt herfra (hvilket den jo reelt også er).
Kommentarfunktionen og den heraf affødte interaktion udgør en form for uformel og let vedligeholdelse af denne del af mit sociale netværk. Og så synes jeg vel egentlig også bare, at det er ret hyggeligt...

Klasse-kundeservice

I dag er det røde lyn blevet kørt i pit hos BenBen (som ingen hjemmeside har, derfor intet link - men kig efter på Enghavevej).
DMI varsler fortsat regn, så jeg er blevet enig med mig selv om at se det som en kærkommen lejlighed til at få rettet baghjulet op. Det er ikke så skævt, at det egentlig kan kaldes ekset, men jeg må indrømme, jeg er lidt hys med lige netop denne legekammerats velbefindende... og skivebremsen har desuden ikke lydt helt tilfreds den seneste tid. Da jeg kom hjem fra arbejde, ringede jeg for at høre, hvornår de lukker cykelbiksen - og det var så fem minutter for sent...men hvis jeg da ville komme forbi inden for de næste ti minutter, ja så ville man godt vente på mig og lynet!
Det er den slags små serviceoplevelser, der gør glad.

Farveflyttedag

Det er vist mest en kvindeting, det med at flytte rundt på møblerne, når en forandring er tiltrængt (eller måske er der bare for mange kvinder, som har for få hobbies?). Jeg kender i hvert fald ingen mænd, som kunne finde på det frivilligt. Det er blot en konstatering, ingen fordømmelse eller noget, der bare ligner.
Nu er det ikke sådan, jeg går rundt med nogen indebrændt trang til at ommøblere, og det er jo heldigt, når hele møblementet er skruet fast (hvilket egentlig er ret smart, når det blæser og skuden gynger) - men et enkelt sted fik jeg faktisk lyst til at se lidt forandring. Hér!
Syntes pludselig at det blev så dystert med den sorte baggrundsfarve - eller også trængte jeg bare til lidt modvægt til det fremherskende vejrlig disse dage - og besluttede at give bloggen en tur med paletten. Overvejer dertil alvorligt at holde flyttedag til wordpress, men kan ikke lige overskue det i skrivende stund, så det får vente. Kan heller ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt bloggen nu er blevet en tand for pastel-happy. Er ikke sikker på, at den er heeeelt mig, men nu får layoutet en chance.

Vandcykelsjov

Man ved, at det regner mere end jævnt meget, når man får slået en kontaktlinse løs af dråberne, som hamrer en i møde på cykelturen.
Det føltes som om, jeg var gennemblødt helt ind til knoglerne, da jeg kom hjem fra arbejde idag, og jeg tvivler på, at mine cykelsko når at tørre til i morgen.
Jeg har ikke lige fået monteret skærme på det røde lyn endnu, så jeg fik grus (og sikkert også andre sjove ting som formuldede blade og snegleslim) helt op i nakken og mellem tænderne, hvilket altså normalt kun sker, når jeg kører i skoven.
Folk gloede godt nok lidt, da jeg kom drønende, men egentlig tror jeg ikke så meget, det var p.g.a. min påklædning (i morges var det altså fint vejr til de korte cykelbukser!) - det var nok nærmere ad det fjollede grin, der sad plantet i mit ansigt det meste af vejen hjem. Jeg kunne alligevel ikke blive mere våd, så hvorfor prøve at zigzagge sig fri af cykelstiens vandhuller og floddeltaer, når man kunne ræse lige igennem med kaskader af vand til følge?! Jeg genkendte noget, der mindede om følelsen af at være et vandpythoppende barn - og hvor var det dog befriende.
Nu overvejer jeg, om man kan montere en snorkel på sin cykelhjelm?

Musen og nissen

Min tro væbner udi kontorlivets sysler, den trådløse mus, var forsvundet fra sin plads på skrivebordet, da jeg ankom i morges. Temmelig mystificeret ledte jeg de få steder, der umiddelbart var at lede... ingen mus, men dens modtager var der stadig, så hvis nogen havde "lånt" den, var det ikke verdens kløgtigste låner. Nå, jeg kunne jo bare bruge en anden mus, men hvis der nu rent faktisk var ugler i mosen, ville det være en lidt for strudseagtig tilgang til tingene. Og jeg ville stå med et forklaringsproblem senere, når jeg ikke kunne redegøre for, hvordan min mus var bortkommet. Ilde til mode fortalte jeg de andre, at jeg var bange for, at nogen havde været lidt vel langfingrede - det er altså ikke nogen skæg situation, for jeg var en af de allersidste, som gik i fredags og siden havde der vel kun været rengøringsfolk i bygningen? Og de virker altså ikke som nogen, der ville nappe en mus! Hmmm... Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev enige om, at jeg hellere lige måtte kigge efter en ekstra gang, inden vi offentliggjorde forsvindingsnummeret.
Som sagt så gjort - men da jeg anden gang uden held havde gennemgået skufferne, tjekket bag skrivebordet og i papirkurven, ja så måtte jeg jo i gang med at lede de usandsynlige steder. Og sørme om ikke den lille grå gnavernavnebror havde lagt sig på ryggen inde i et hjørne bag min pilatesbold! Hvordan den så er havnet der, det vil jeg lade kontornissen forklare, hvis jeg en dag støder på den.