Frugt i frisk luft

I går var jeg med chefen på eksursion til pometet. Det er et herligt sted, og lige nu, hvor alting modner, er der helt fantastisk. Vi skulle som udgangspunkt blot snakke brug af billeder og betaling for disse, men som bonus fik vi en rundvisning af pometmesteren selv. I begyndende smuskregn vandrede vi således række op og række ned mellem æble-, pære-, blomme-, valnødde-, fersken-, abrikos- og mirabelletræer, bærbuske, vinstokke og rabarber mens en strøm af anekdoter, fakta og smagsprøver flød os i møde. Pometmester Claus boblede nærmest over af entusiasme, så det var svært ikke at blive smittet af hans begejstring. Han er simpelthen en brønd af viden. Jeg fik bl.a. opklaret, hvordan den rigtige rosinblomme ser ud, og lærte, at røde varianter af æblesorter har tykkere skal og færre aromastoffer end de grønne og gule varianter.

Kronprins Frederiks taffelæble

Jeg nød rundvisningen på flere planer og med mange sanser. Jeg kender en del som ville have nydt det mindst lige så meget. Han, som uden tvivl ville have sat allermest pris på det, lever desværre ikke længere, men jeg tror nu alligevel på, at bedstefar gjorde os selskab for en stund... han snuppede nok også en blomme eller to...

Zoo by Night

I går aftes, i mørket, gik jeg rundt i zoologisk have. Der var kun Sus og jeg - og dyrene.
Det lyder som noget fra en drøm, og det føltes også til tider som en sådan, men den er god nok. I august har zoo åbent til 21.30, og så tæt som vi er på september nu, når solen at gå ned, inden zoo lukker. Og i går var det gråt og regnfuldt indtil ved 19-tiden, så der var kun ganske få andre gæster end os. Det giver en helt anden fornemmelse at være i den gamle have, når man har den for sig selv og oven i købet i mørke. Specielt tropehuset, som med fugtig varme og forunderlige lyde af nataktive dyr gav en fornemmelse af virkelig at være i en jungle, mistede sine grænser. Mørket slugte dem, og der skulle kun et lillebitte stænk fantasi til for at teleportere os til helt andre breddegrader.
Men alting har en ende, det har tropehuset i zoo også, og uden for mit vindue er der denne morgen ikke det mindste spor af lianer eller kæmpesommerfugle - og mindst af alt af varme. Det eneste, der kunne minde om noget tropisk, er luftfugtigheden...

Havgusen kalder

Jeg tager til Nordjylland i dag. Har ikke set min bedstemor i snart et år - og det er ikke fordi jeg ikke har haft lyst. Undskyldninger er der desværre nok af, men mest af alt er det nok et spørgsmål om, at jeg ikke synes, det er særlig festligt at bruge 2x6 timer på transport, hvis man kun har en weekend til at tage på bedste-besøg i. Men nu flexer jeg og tager afsted lige om lidt, mødes med min mor i Odense om nogle timer og kører med hende resten af vejen. Måske med en lille afstikker til en planteskole, men ellers bare direkte til bakkerne i Vendsyssel.

Og jeg glæder mig mere og mere, jo nærmere vi kommer gensynet. Ikke blot med b.mor, men også med farmor, moster & co. Og med Vesterhavet, som har en ganske særlig plads i mit hjerte. Jeg lavede mit feltarbejde til specialet i de nordjyske klitter, og det var her, jeg for alvor fik Tannisbugten og havgusen ind under huden. Den del af Vesterhavet har måttet lægge øre til mine største glæde og sorger, bare bølgerne, saltsprøjtene og jeg. Jeg har råbt i blæsten og jublet på sandet. Og nu bor jeg gudhjælpemig i den modsatte ende af landet og har det som om, jeg svigter en god ven ved at komme så sjældent på visit. Men havet er ligeglad, det er kun mig, som savner.

Sommerens sutter

Hele sommeren sidder de der. Når vejret tillader det, finder man dem på bænke og plastikhavestole. Lige over for maleværkstedet på havnen. Og fordi jeg har haft min næsten daglige gang der de sidste par måneder, er de nu begyndt at hilse på mig. Sutterne. Men det er ganske harmløse sutter, og de har på skift næsten alle sammen rejst sig fra flokken og stukket den afslørende, rødsprængte næse indenfor i værkstedet for at spørge, hvad det mon var, jeg gik og malede på. Hele kabyssen har fået en omgang hvidt, og nu er turen kommet til loftpladerne - så mine møder med sutterne er ikke forbi, blot er de henlagt til timerne efter fyraften. Mens august går på hæld bliver suttemøderne færre, men indtil videre klynger vi os vist alle til de timer, der fortsat minder om sommer.

En sand historie

Når man sandblæser, er det en god ide at pakke alt det, som IKKE skal sandblæses, godt ind. Inklusive sig selv. Men på trods af kedeldragt, støvværn, høreværn, sikkerhedsbriller og bandana - ja så fik jeg sand allevegne. Og jeg mener virkelig OVERALT. I ørerne, under neglene, mellem tænderne og tæerne. Selv i underbukserne! Og selvom det nok ikke er sandt, så føltes det også som om, der kom sand bag kontaktlinserne. Det er sandt at sige ikke nogen fornøjelse at udføre selve sandblæsningen, men det er så sandelig en sand tilfredsstillelse at se det endelige resultat.

Og nu hvor bagbord side er overstået, kan jeg begynde at indstille mig på at skulle i gang med styrbord side også - for der er sandsynligvis lige så meget, der kræver en gang sand. Og hvad laver skipper så imens? Jo, han får fornøjelsen af vinkelsliberstøv og svejsegas - og jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at bytte... det invasive sand til trods.

Tunge, tavse ben

Kender I det? Man har været på stikkerne hele dagen, og så sker der noget besynderligt med ens krop, hvis man drikker et glas vin til sin aftensmad. Mine ben har fået lov at træde grundigt i pedalerne i dag (40 km, og en vældig masse blæst), så lidt træthed er da okay - men det føles som om, de har suget al vinen til sig og derefter valgt at opgive at kommunikere med resten af min krop. Med det resultat at de er gået i strejke på sofaen (vi låner lejlighed på Amager, mens vi renoverer båd - og der er både sofa og karbad og fjernsyn!), og nu er resten af lemmerne tvangsindlagt til at følge trop. Det ville nu være fikst, hvis man blot kunne nøjes med at sende de trætte legemsdele i seng, mens resten kunne gøre som det nu passede dem. Så avanceret er jeg desværre ikke, og derfor er der dømt hvile i solidaritet med de nonkommunikative, restituerende ben. Nu håber jeg bare, at der bliver kontakt med dem igen på denne side af midnat, så jeg kan lokke dem til at bære mig ind i seng... Imens jeg venter, er det godt, den bærbare computer og det trådløse net er opfundet.

At springe ud

... som Lotte - det gjorde jeg vist, da jeg blev født. Der har aldrig hersket tvivl om, hvad jeg skulle hedde. Ikke ligesom min bror, der skulle have heddet Mette-Marie. Nok meget godt, han slap for det.



Plakaten her har min gode ven, Peter, skudt og sendt mig sammen med lidt filosoferen over, hvad det mon egentlig vil sige, at springe ud som Lotte. Hvordan er man, når man er en Lotte? Nu har jeg jo fået Peters bud, men det kunne være skægt at høre andres...

Børn til salg?

???

Har de virkelig babyer på udsalg? Eller er der blot tale om et meget, meget lille udsalg (det er da selverkendelse)? Set i går på Roskildevej.

Slut på "ferien"

I mandags bankede hverdagen på min dør (eller rettere den lånte lejligheds dør), og dermed blev der sat punktum for dette års sommerferie. Den har været våd...


... men den har også været produktiv. Vi har fået streget en dejlig masse punkter på denne etapes dokliste (som pt. er på seks A4-sider!) og er dermed kommet drømmen et skridt nærmere. Og når man blot husker sig selv og hinanden på, hvorfor man gør det - ja så gør det ikke noget at bruge fire uger med rust og sand og maling ;-)