Mandevenlig kæresteshoppetur

ENDELIG!!!
Tre koøjer remonteret i bagbord side! Og det var sådan cirka, hvad vi nåede af fremskridt på det gode skiw denne weekend, fordi hele lørdagen forsvandt i shopping. Nu gør skipper og jeg det ikke så meget i shopping i ordets mest almindelige forstand - jeg kan faktisk ikke mindes at vi nogensinde har været i en tøjbutik sammen (sportstøj og outdoorgrej tæller ikke!). Næh, butikkerne vi aflagde besøg i går, var af den slags, som de fleste mænd eeeeelsker og som jeg - heldigvis - også selv holder af at frekventere.
Med andre ord fik vi (endnu en gang) brugt en mindre formue på byggematerialer og værktøj, og nu burde vi vist være klar til at begynde at montere ny isolering, så vi kan få genskabt det invendige af båden. En af milepælene har været koøjerne, som skulle monteres før isoleringen, men fordi vi har haft lidt af en udfordring med at få malet dem (der er sikkert andre end os, som har bemærket, at det regner en del i det her land), har det taget meget længere tid, end vi havde forestillet os. Men NU er ruderne altså i, og vi kan krydse endnu et punkt på doklisten.

:-)

Reklamer og kastanjer

Efter endt undervisning i Svanemøllen havn valgte jeg at cykle langs søerne hjem. Man skal ikke altid vælge den samme vej (for tænk, hvis man gik glip af noget, blev mosgroet eller noget...). Telefonens kamera fik fanget lidt farver og genspejlinger fra de multikulørte lysreklamer ved Dronning Louises bro.

Efter endt fotosession hoppede jeg på cyklen igen og fortsatte min færd, blot for at blive afbrudt to minutter efter. Jeg blev beskudt! Med et lille smæld blev jeg ramt lige i knolden - oppefra...

Cykelstien vidner om, at det lige nu er højsæson for runde, blanke, brune frø, som slipper deres piggede skjold og falder til knold (eller bare til jorden).

Jeg er sikker på, at der findes en hel flok små nisser (eller måske er det gnomer?), som huserer i kastanjetræernes kroner og konkurrerer om at ramme forbipasserende cyklister. Nisse eller gnom - en af dem kan i hvert fald bryste sig af at have ramt plet i aften...

UPDATE

Jeg er tilsyneladende ikke ene om at blive bombarderet. Både Emme og Liselotte har lidt samme tort.

Mine øjne kom først!

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at min header her på bloggen - som for nyligt gennemgik en mindre facadeforvandling - har fået en mistænkelig lighed med Camilla Lærke Mors' (det er hende, som skriver chick-bloggen på Politiken.dk).
Det er da rigtigt observeret - men faktisk har jeg bare været så fantasiforladt, at jeg har genbrugt fra min hjemmeside. Den har aldrig ændret udseende, og eftersom den er to år ældre end frk. Mors' blog, er det nok ikke mig, der har lavet et rip off.
Men helt ærligt, sandsynligheden for at hun til gengæld har været forbi min gamle side er nok ikke ret stor, så måske har hendes webjonglør bare fået samme ide som min gjorde i sin tid.
Og SÅ er der vist ikke mere at sige om det.

Et vift med et cykelstyr

Nu, hvor jeg har lovet mig selv og alle andre, at jeg ikke vil tale i telefon, mens jeg cykler, tænkte jeg, at jeg da godt lige kunne sende en bette sms, samtidig med at jeg forcerede Halmtorvets brosten her til aften. Nu er det så lige, at der står en række hertilogikkelængerehvisdueribil-piller, som man normalt sagtens kan køre imellem, når man er på cykel. Men man kan til gengæld ikke køre OVER dem.
Fandt jeg ud af.
På den hårde måde.
Slog mig nu ikke ret meget, eneste skramme var en ny og grundig hudafskrabning liiiige der, hvor huden næsten var helet, efter at jeg fik venstre langemand for tæt på en loddekolbe i sidste uge. Af alle steder er det lige den legemsdel, der tager af for faldet?!? Det er selvfølgelig meget praktisk, hvis der nu SKAL være huller i betrækket.
Sms'en blev ikke skrevet færdig, før jeg var vel fremme ved destination lånelejlighed, for jeg begynder så småt at tro, at nogen/noget/universet (?) prøver at fortælle mig noget - ikke med en vognstang, men med et cykelstyr. Det er vel også noget mere tidssvarende...

Mon jeg nu har lært det?!

Pust-wraummm-støn-dyt-bååååttt-pust

Min far udtalte forleden, at han, når det var tid til at skulle under mulde, ville se tilbage og bl.a. huske sin datter som "hende, der var forpustet". Og det var ikke en hentydning til min formkurve og iltoptag, men derimod til det faktum, at jeg altid har (lidt for?) mange bolde i luften - og til at jeg kan være lidt af en prøvelse at føre en samtale med.

Først for seks år siden fik jeg min første mobiltelefon. Det første år blev den kun brugt yderst sporadisk og næsten kun til sms'er. Efter at have overgivet mig til dette apparats berettigelse i min tilværelse (fordi jeg er så lidt hjemme) udviklede jeg siden en vane med at ringe til folk, mens jeg cyklede - for li'som at kunne udnytte tiden til det yderste.

Det er der kommet nogle ret sjove samtaler ud af i tidens løb, specielt i en periode, hvor jeg boede på Trøjborg i Århus (øverst på bakken) og fragtede mig selv rundt på min farmors gamle Raleigh uden gear (pust støn) - men nu må det være slut!

Headset til trods kan det nemlig ikke undgås, at den stakkel, jeg vælger at ringe til, mens jeg cykler, får blæst og trafikstøj ufiltreret med som soundtrack til samtalen. Det kan jeg ikke være bekendt. Så travlt har ingen altså!

Undskyld!

Isen er usikker!

Helt ærligt! Det kan de altså ikke være bekendt...
Det ikke bare føles for tidligt, det ER for tidligt!

Snapdragon?!

I am a Snapdragon What Flower Are You?

Man er vel botaniker!

Luftkasteller

"If you have built castles in the air,
your work need not be lost.
That is where they should be.
Now put the foundation under them."

– Henry David Thoreau

Abrikosgas

Så så man så Lotten sidde og blive lidt indeklemt i et let indelukket lokale. Fugtigt hår, vådt regntøj til tørring og liiige en tørret abrikos eller syv for meget i maven. Man sidder der, ene høne på holdet, og ved, at hvis man siver en lille svovlvind nu, vil den angiveligt ikke kunne undgå at blive bemærket...men jeg har lært, at det man ikke kan holde i hænderne, det må man slippe - og således også denne lille overflødige gasproduktion. Måske opdagede de andre den virkelig ikke, måske var de bare for høflige til at bemærke det - under alle omstændigheder var jeg glad for, at jeg havde sat mig bagerst.
Jeg kom uundgåeligt til at tænke på årene med rigtig mange fibre i diæten og rigtig megen maveaktiverende motion, men det er vist kun Karen (min gamle romakker), som til fulde ville have kunnet følge mine tanker. Hold op, hvor har vi pruttet meget! Og grinet meget af samme årsag.
Men hvorfor er det lige, at prutter er sjove?

Forventningens glæde

I aften starter jeg på Yachtskipper III-kursus og jeg glææææder mig. Det er snart et halvt år siden, jeg sidst har været på skolebænken, og nu er jeg jo udstyret med en umættelig videbegærlighed (inden for en lang række meget forskelligartede emner, men galskaben rækker altså ikke til, at jeg ønsker mig at lære ALT), så det er unægteligt med en vis portion forventning, jeg om lidt begiver mig afsted mod Svanemøllen.

Dyb forundring

Jeg har fundet den første ting at skrive på årets julegaveønskeseddel.


Og det er ikke denne lille fyr, selvom den er kær... næ, det er såmænd en bog - go figure!
Men selvfølgelig ikke en hvilken som helst bog.
Det lille væsen herover (som egentlig ikke er så lille endda med sine 25 cm) - lydende navnet Dumbo Octopus - lever i havets dybeste dyb og er fotograferet af Claire Nouvian, som er ophavskvinde til en hel bog om dybhavsfauna. Jeg forundres til stadighed over fantasifuldheden i disse skabningerns udseende. Skulle nogen få lyst til at se flere af Claires fantastiske billeder af fantastiske kræ, kan man - uden at købe bogen - gøre det her.

Sporene slettes

Tid er mere værd end penge. Penge, man har brugt, kan jo forholdsvis let erstattes af andre - mens tid, som er gået, for altid er forsvundet.
Jeg er ikke velhavende i økonomisk forstand - men jeg føler mig alligevel rig. Og uanset hvordan man vælger at bruge sin tid, så er det vel det, det handler om...at sætte pris på det, man har, de ting man gjort og ikke fortryde de valg, man har foretaget. Tiden sætter sine spor, mens vi selv sætter spor på vor vej gennem tilværelsen.
Ikke alle lige vedvarende.
Og det er nok godt det samme.

Skal - skal ikke?

Jeg har i syv året været den lykkelige ejer af en 14 fods Lynæs sejljolle, som jeg holder meget af. Men jeg har også en kæreste med en båd, som jeg også holder meget af (både kæresten og båden). Faktisk bruger jeg meget mere tid på og i sidstnævnte båd end i førstnævnte, som derfor står på land på Ærø.

Nimbus, som den hedder, er en kilde til dårlig samvittighed - ikke fordi der sker noget ved at lade den stå pakket ind på land, men fordi både nu engang er beregnet til at ligge i vandet og til at blive sejlet i.

Jeg har dog ikke haft nogen intentioner om at sælge, men nu har jeg to gange inden for mindre end en måned fået henvendelser gående på, om jeg dog ikke kunne tænke mig at skille mig af med fartøjet. Henvendelser fra potentielle købere forstås. Uden at jeg overhovedet har annonceret med at ville sælge. Det er en attraktiv lille sejlbåd, let at sejle og meget, meget bjergsom - men desværre laves de ikke længere, så de, der stadig eksisterer, er sjældent svære at komme af med.

Men hvad gør man? Jeg må jo indrømme, at jeg realistisk set nok ikke kommer til sejle i den de næste par år eller fire - men kan jeg få mig selv til at sælge? Og til hvilken pris? Og er prisen i så fald det værd? Det er ikke nemt. For der er selvfølgelig også følelser, nostalgi og minder involveret...

Der må tænkes og summes lidt, inden beslutningen træffes.

At nå sine mål

Dagen startede med, at Skipper erklærede, at han faktisk var ret godt tilfreds med, at vi ikke lå i vandet (med båden altså). Vandet stod helt op under det øverste bræt på broerne, mens broerne ved slæbestedet var helt under vand. Nattens blæsevejr - som blot fortsatte hele dagen - havde gjort sit til at fylde havnen med adskillige ekstra liter.
Jeg måtte smile lidt og give ham ret, for den bekymring havde vi ikke brug for oven i alle dagens planlagte gøremål. For dem havde vi nok af.
Kunsten er jo at indstille mængden af mål og delmål efter både tid og mentale såvel som fysiske kræfter, således at man får udnyttet disse ressourcer - men også uden at det bliver urealistisk og uoverskueligt at nå det hele. Det er sørme ikke altid, det lykkes for os. Meget ofte drømmer vi om at nå mere, end vi kan overkomme. Men i dag har været en god dag. Vi har nået det, vi havde planlagt - og lidt til. Oven i købet uden at det gik ud over the-pauserne med havkik og hjemmebagte ingefærkiks
Der er blevet slebet, spartlet, malet, pudset, savet, skruet og leget med PU-lim til den helt store guldmedalje. Og så er der tilmed blevet ryddet op! Dage som denne er det en fornøjelse at være gørdetselv-bådebygger.

Filetfabrikken sælger ud

Er det bare mig, eller vækker dette skilt (set på havnen i Gilleleje) nogle halvlumre associationer?

Globale godter

Da Sara & Co. besøgte os i sommerferien, havde de taget denne the med fra staterne. Og den er ret fantastisk. Vi har fundet ud af, at den især går godt i selskab med friske scones... Jeg er rigtig glad for spiselige souvenirs, det eneste problem er bare, at når de er fortæret, er det svært at få fat i nye forsyninger. I de år, hvor Dennis havde sin vante gang på Mauritius, fik jeg jævnligt forsyninger af den lokale vanillethe, men hvad gør vi, når den sidste dråbe af Venezuelas bedste rom er drukket? Jeg har faktisk aldrig mødt den glade giver ude i virkeligheden - men en dag kommer det til at ske, det er jeg sikker på. Og så kan det jo være, vi kan få en ny flaske. Ellers må vi jo hente den selv... spiselige minder, uhmm...

Brudenkjolekreationen

Jeg lovede (en gang før sommerferien, undskyld!) at uploade nogle billeder af den brudekjole, jeg havde syet. Det være hermed gjort. Se dem her.

Der blæste en vældig vind...

Jeg fik, sådan som jeg havde længtes efter, en date med Vesterhavet, da jeg var i Vendsyssel. Og det blev en af den slags møder, der trak spor flere dage efter. Vi slog et smut forbi Maarup Kirke og kørte derfra videre til Rubjerg Knude. Tanken var at trampe helt op til fyrtårnet, men vi måtte kapitulere halvvejs. Der var ganske enkelt ikke plads til mere sand i hverken næse eller øjne. I stedet kørte vi til Harrerenden og spiste en is, inden vi til sidst slog et slag forbi Skallerup Klit, hvor vi kunne konstatere at vandet absolut ikke indbød til andet end en lille soppetur. Altså kommer 2007 til at blive et år uden en Vesterhavsdukkert for mit vedkommende. Det er en skændsel... Men til gengæld havde jeg sand med hjem til København, det havde gemt sig i ører og hårbund.