Smittet af Madames begejstring og drevet af et udtalt ønske om at finde inspiration til en kostomlægning bestilte jeg for noget tid siden Ninka-Bernadette Mauritsons bog Kernesund familie sådan! hos Saxo.com. I går fik jeg endelig mulighed for at hente bogen på posthuset, men stor var skuffelsen, da kuverten viste sig kun at indeholde følgesedlen. En eftersøgning er iværksat hos PostDanmark, men at dømme ud fra den arbejdsramte postmedarbejders sukkende reaktion på problematikken, tvivler jeg på, at det kommer til at gå hurtigt med at opstøve min bog.
Altså skrev jeg en mail til Saxo og klagede min nød (samtidig med at jeg var så fræk at foreslå, at de brugte samme type forsendelsesemballage som Amazon). De svarede ekspedit. Det er ikke første gang de oplever, at bunden går ud af deres forsendelser og bøger forsvinder. De har fluks sendt en ny bog afsted og hvis jeg er heldig, kan jeg få den allerede i denne uge. Det er da god kundeservice! Nu håber jeg bare, det bliver i en mere solid emballage...
Hvad jeg skal gøre med den første bog - i tilfælde af at det utopiske skulle ske hos PostDanmark og de rent faktisk finder den - melder historien ikke noget om.
31.10.07
Grå er dagens farve(g)lade
Har følt mig som en postsæk hele dagen.
Sådan lidt grå i betrækket, ru indeni og helt umulig at placere, så der ikke er et hjørne, der stikker ud et eller andet sted.
Er øm af at have ligget under dynen hele formiddagen og på randen til en allergisk reaktion oven på al den selvomsorg, jeg har ydet, siden jeg vågnede. Er der mon en grænse for, hvor mange mandariner og hvor meget varm solbærsaft med ingefær et menneske kan kapere på en dag?
Tog tilløb et par timer og vovede mig til sidst ud iført vinterstøvler og hue (og en hel masse andet selvfølgelig) med en lille hurtig bibliotek-Netto-cykelhandler-ekspedition for øje. Havde en eller anden vanvittig ambitiøs ide om, at man da sagtens kan stå og lappe cykel, selvom ens hovede er ved at eksplodere, når det vender nedad! Jeg har ikke fået taget hul på projektet endnu...men lappegrejet ligger klar!
På vej hjem oplevede jeg ikke bare en, men TO gange, at en tilfældig voksen passerende smilede til mig (og alle dem med partipamfletter er slet ikke talt med). Tror nok, at mit ansigt som svar fortrak sig i en grimasse, der kunne minde om et smil, men jeg sneg mig alligevel til at spejle mig i næste butiksvindue for at undersøge, hvad der dog kunne fremkalde sådanne spontane smil på en ordinær oktoberonsdag. Min spejling viste dog ikke noget latterfremkaldende, fortalte mig bare at postsækfornemmelsen ikke var helt ved siden af - så måske var det i virkeligheden medlidenhed, jeg blev mødt med?!
Hvad end det var, så var det godt at få en dosis - både af frisk luft, nye forsyninger af læsestof og kalorier samt af fremmede smil.
Sådan lidt grå i betrækket, ru indeni og helt umulig at placere, så der ikke er et hjørne, der stikker ud et eller andet sted.
Er øm af at have ligget under dynen hele formiddagen og på randen til en allergisk reaktion oven på al den selvomsorg, jeg har ydet, siden jeg vågnede. Er der mon en grænse for, hvor mange mandariner og hvor meget varm solbærsaft med ingefær et menneske kan kapere på en dag?
Tog tilløb et par timer og vovede mig til sidst ud iført vinterstøvler og hue (og en hel masse andet selvfølgelig) med en lille hurtig bibliotek-Netto-cykelhandler-ekspedition for øje. Havde en eller anden vanvittig ambitiøs ide om, at man da sagtens kan stå og lappe cykel, selvom ens hovede er ved at eksplodere, når det vender nedad! Jeg har ikke fået taget hul på projektet endnu...men lappegrejet ligger klar!
På vej hjem oplevede jeg ikke bare en, men TO gange, at en tilfældig voksen passerende smilede til mig (og alle dem med partipamfletter er slet ikke talt med). Tror nok, at mit ansigt som svar fortrak sig i en grimasse, der kunne minde om et smil, men jeg sneg mig alligevel til at spejle mig i næste butiksvindue for at undersøge, hvad der dog kunne fremkalde sådanne spontane smil på en ordinær oktoberonsdag. Min spejling viste dog ikke noget latterfremkaldende, fortalte mig bare at postsækfornemmelsen ikke var helt ved siden af - så måske var det i virkeligheden medlidenhed, jeg blev mødt med?!
Hvad end det var, så var det godt at få en dosis - både af frisk luft, nye forsyninger af læsestof og kalorier samt af fremmede smil.
These (scooter) boots are made for walking...
Jeg ville gerne sige, at det var Mariannes indflydelse, der fik mig til at bryde mit fodtøjscølibat (på erobringsfronten forstås, jeg går altså ikke barfodet på denne årstid) - men jeg må vist tage ansvaret selv.
Og her er de så - mine fødders nye bedste venner. De hedder Gidigio og er håndsyede i Italien, blødt og petroleumsblåt (blitzlyset snyder lidt) kalveskind på rågummisåler.
Mit nye bekendtskab begyndte den aften, hvor jeg havde været til cabaret. Jeg fulgtes med initiativtageren, som var til fods og blev derfor i gåtempo ført forbi en oplyst butiksrude. Bag ruden stod de. Og var BLÅ. Og så var nogen blevet forhekset. Prisen var ikke at se, men jeg er ikke sikker på, det ville have haft en afgørende betydning, hvis den havde været synlig. For jeg var solgt på en måde, som jeg sjældent bliver det, når det kommer til ting. Men det var lørdag nat og temmelig koldt, så derfor blev det kun til et kort stop for at beundre.
Den følgende torsdag kørte jeg forbi på vej hjem fra Svanemøllen - og støvlerne var der stadig...suk...stadig lige dragende. Og blå! Og jeg forstod at her var der tale om noget, jeg blev nødt til at gøre noget ved.
Næste dag ringede jeg til butikken for at forhøre mig om prisen - og da de fortalte, at der kun var et enkelt par tilbage i min størrelse, var der ikke tid til ret meget mere af den indre argumenteren for og imod. Min indre støvleelsker overbeviste mig med sit "du har jo ikke holdt nogen efterårsferie", og mine fødder overbeviste mig, da de fik støvlerne på. For de sidder fantastisk.
Og jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Jeg er sikker på, at støvlerne er magiske.
Og her er de så - mine fødders nye bedste venner. De hedder Gidigio og er håndsyede i Italien, blødt og petroleumsblåt (blitzlyset snyder lidt) kalveskind på rågummisåler.
Mit nye bekendtskab begyndte den aften, hvor jeg havde været til cabaret. Jeg fulgtes med initiativtageren, som var til fods og blev derfor i gåtempo ført forbi en oplyst butiksrude. Bag ruden stod de. Og var BLÅ. Og så var nogen blevet forhekset. Prisen var ikke at se, men jeg er ikke sikker på, det ville have haft en afgørende betydning, hvis den havde været synlig. For jeg var solgt på en måde, som jeg sjældent bliver det, når det kommer til ting. Men det var lørdag nat og temmelig koldt, så derfor blev det kun til et kort stop for at beundre.
Den følgende torsdag kørte jeg forbi på vej hjem fra Svanemøllen - og støvlerne var der stadig...suk...stadig lige dragende. Og blå! Og jeg forstod at her var der tale om noget, jeg blev nødt til at gøre noget ved.
Næste dag ringede jeg til butikken for at forhøre mig om prisen - og da de fortalte, at der kun var et enkelt par tilbage i min størrelse, var der ikke tid til ret meget mere af den indre argumenteren for og imod. Min indre støvleelsker overbeviste mig med sit "du har jo ikke holdt nogen efterårsferie", og mine fødder overbeviste mig, da de fik støvlerne på. For de sidder fantastisk.
Og jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Jeg er sikker på, at støvlerne er magiske.
30.10.07
Truuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuut!
Sagde min næse!
Igen og igen og igen.
Og SÅ tog jeg hjem fra arbejde...
...og truttede videre...
Igen og igen og igen.
Og SÅ tog jeg hjem fra arbejde...
...og truttede videre...
Savn...
Skipper sejler en gang om ugen sammen med sin far i dennes båd. Herreturen er hellig og jeg skatter den nok næsten lige så højt, som de to ude på sundet. For han bliver i så godt humør.
Men det er jo ikke kun kæresten, der får abstinenser...og jeg må indrømme, at jeg savner det.
Savner friheden
Vinden
Bevægelserne
Duften
Udfordringerne
Trætheden bagefter
Nærværet og samværet
Men båden står forsat på land og sejladssæsonen synger på sidste vers, så jeg må væbne mig med tålmodighed.
29.10.07
Powerbrunch
Dette er blot et udpluk af brunchmenuen i Malmø. Toppet op med bl.a. brød fra Emerys, græsk yoghurt med vanille og friske multebær, æblecider og perlende champagne var der ikke et øre, der kunne rokke efter et par timer.I går var jeg helt øm i maven - ikke af at spise, men af at grine.
Dejlig mad og dejligt selskab.
Hvad mere kan man ønske sig (bortset fra mere plads i maven)?
26.10.07
Må man tage geden med sig over sundet?
I morgen skal jeg til fødselsdagsbrunch i broderlandet hos hende her.
Det er med slet skjult begejstring, jeg ser frem til en tur over til de blågule - for jeg er jo skabssvensker og har slet ikke gæstet andra sidan i år, så abstinenserne er til at tage at føle på efterhånden.
Kvindemennesket ønsker sig oplevelser, friluftsgrej eller en ged. Nu er det bare sådan, at jeg ikke er helt sikker på, om jeg overhovedet må tage en ged med til Sverige?!?
Og hvordan pakker man den i øvrigt ind?
En løsning må findes snart, for i morgen tidlig damper jeg af med Swebus Express.
Efter brunchen er der lagt op til byvandring og selvom vejret ikke tegner til at blive fantastisk, så skal det gøre godt med noget frisk luft oven på de obligatoriske blåbærpandekager og hvad menuen nu ellers byder på af kaloriefyldte glæder.
Jeg håber, jeg når en tur forbi DesignTorget, som er en af mine absolutte favoritter – og måske skal der kigges efter et par bukser. Jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil gå ind i Akademibokhandeln.
Heller ikke selvom der er rea.
Det bliver ikke let, men jeg må være standhaftig.
Det er med slet skjult begejstring, jeg ser frem til en tur over til de blågule - for jeg er jo skabssvensker og har slet ikke gæstet andra sidan i år, så abstinenserne er til at tage at føle på efterhånden.
Kvindemennesket ønsker sig oplevelser, friluftsgrej eller en ged. Nu er det bare sådan, at jeg ikke er helt sikker på, om jeg overhovedet må tage en ged med til Sverige?!?
Og hvordan pakker man den i øvrigt ind?
En løsning må findes snart, for i morgen tidlig damper jeg af med Swebus Express.
Efter brunchen er der lagt op til byvandring og selvom vejret ikke tegner til at blive fantastisk, så skal det gøre godt med noget frisk luft oven på de obligatoriske blåbærpandekager og hvad menuen nu ellers byder på af kaloriefyldte glæder.
Jeg håber, jeg når en tur forbi DesignTorget, som er en af mine absolutte favoritter – og måske skal der kigges efter et par bukser. Jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil gå ind i Akademibokhandeln.
Heller ikke selvom der er rea.
Det bliver ikke let, men jeg må være standhaftig.
25.10.07
Der er længe, længe til...
I går ringede min bror. Der er to måneder til juleaften, men han ville da gerne lige vide, hvor jeg har tænkt mig at holde jul.
!??!?!?!?
Altså, der er TO MÅNEDER til!!! Det kan jeg da ikke svare på endnu...
Det eneste, der er helt sikkert er, at det i år ikke bliver på øen. For mine forældre har indvilget i at holde jul hos brormand (snedigt af ham, for de har også inviteret min svigerindes forældre, så i år slipper de for delesologvind(ogjulestemning)lige-dilemmaet. Og med stor mave og to mdr. til termin forstår man jo godt, at svigerinden gerne vil stå med hele arrangementet.
Eller, øhhh???
Forstår dem nu godt. Men har det faktisk lidt underligt med det. Ikke fordi jeg descideret ikke kan lide hendes forældre, men de er jo ikke min familie - og det handler nok mest af alt om, at jeg bare ikke kan huske, hvordan det er ikke at holde jul på Ærø.
Skipper er fanget i delesologvind(ogjulestemning)lige-dilemmaet pga. det 21 århundredes klassiske familiestruktur. Så i år skal han holde jul, der hvor han holdt jul for to år siden. Jeg ved, at han gerne ville have holdt jul sammen med mig, hvis det havde været på øen - men det bliver måske lidt trist, hvis vi bare er os to i mine forældres hus.
Og mens min svigerindes familie ikke er min familie, er de da endnu mindre hans familie, så min egen families arrangement i år betyder, at kæresten og jeg med al sandsynlighed tilbringer aftenen hver for sig. Det gør ikke noget, vi kommer til at få mange juleaftenener sammen i de kommende år. Så ingen stress på den front.
Et splitsekund drømte jeg dog om, at han og jeg bare stak af til hytten i Sverige, men er ret sikker på, at familierne på begge sider vil stille sig lidt undrende overfor den løsning. Der er i forvejen mange, som ikke helt forstår den måde vi bor på, så det er ikke fordi vi absolut behøver deres accept - men lige netop julen...hmmm...
Julen har aldrig før været kilde til stillingtagen, for Ærø var bare stedet, hvor julefreden sænkede sig og træet blev pyntet med levende lys.
End of story.
Jeg ved godt, det hører med til at være voksen, at man skal tage stilling til den her slags ting, men julen får altså alligevel barnet op i mig (og så er jeg nok en lille smule traditionsbunden lige netop på det punkt).
Jeg synes det er svært.
Nogen gode forslag? Erfaringer?
!??!?!?!?
Altså, der er TO MÅNEDER til!!! Det kan jeg da ikke svare på endnu...
Det eneste, der er helt sikkert er, at det i år ikke bliver på øen. For mine forældre har indvilget i at holde jul hos brormand (snedigt af ham, for de har også inviteret min svigerindes forældre, så i år slipper de for delesologvind(ogjulestemning)lige-dilemmaet. Og med stor mave og to mdr. til termin forstår man jo godt, at svigerinden gerne vil stå med hele arrangementet.
Eller, øhhh???
Forstår dem nu godt. Men har det faktisk lidt underligt med det. Ikke fordi jeg descideret ikke kan lide hendes forældre, men de er jo ikke min familie - og det handler nok mest af alt om, at jeg bare ikke kan huske, hvordan det er ikke at holde jul på Ærø.
Skipper er fanget i delesologvind(ogjulestemning)lige-dilemmaet pga. det 21 århundredes klassiske familiestruktur. Så i år skal han holde jul, der hvor han holdt jul for to år siden. Jeg ved, at han gerne ville have holdt jul sammen med mig, hvis det havde været på øen - men det bliver måske lidt trist, hvis vi bare er os to i mine forældres hus.
Og mens min svigerindes familie ikke er min familie, er de da endnu mindre hans familie, så min egen families arrangement i år betyder, at kæresten og jeg med al sandsynlighed tilbringer aftenen hver for sig. Det gør ikke noget, vi kommer til at få mange juleaftenener sammen i de kommende år. Så ingen stress på den front.
Et splitsekund drømte jeg dog om, at han og jeg bare stak af til hytten i Sverige, men er ret sikker på, at familierne på begge sider vil stille sig lidt undrende overfor den løsning. Der er i forvejen mange, som ikke helt forstår den måde vi bor på, så det er ikke fordi vi absolut behøver deres accept - men lige netop julen...hmmm...
Julen har aldrig før været kilde til stillingtagen, for Ærø var bare stedet, hvor julefreden sænkede sig og træet blev pyntet med levende lys.
End of story.
Jeg ved godt, det hører med til at være voksen, at man skal tage stilling til den her slags ting, men julen får altså alligevel barnet op i mig (og så er jeg nok en lille smule traditionsbunden lige netop på det punkt).
Jeg synes det er svært.
Nogen gode forslag? Erfaringer?
Når drømme bliver virkelighed
I går bragte Politiken.dk en artikel, som fik mit mundvand til at pible. Og pludselig sad jeg og fik voldsom lyst til sushi. Jeg havde dog allerede indkøbt halvdelen af de ting, jeg skulle bruge til en helt anden menu. Kæresten var på fotooptagelse, så det skulle være noget, der var let og hurtigt at lave, når han kom hjem på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Sådan er det bare. Og jeg har det faktisk ret okay med, at vores måltider ikke er skemalagte. Det HAR jeg prøvet! Og måske en dag med tiden kan det være, at vi er nødt til at skemalægge igen - men lige nu er det rart for os begge, at vi kan være fleksible på den front.
Bip bip, en sms tikkede ind - "Er på vej nu. Hvis det er ok med dig, så tager jeg mad med hjem". En halv time senere smovsede vi i misosuppe, sake og sushi. Og han anede ikke noget om hverken Politikens artikel eller om mine sushidrømme.
Alligevel følte jeg mig svært forkælet ;-)
Bip bip, en sms tikkede ind - "Er på vej nu. Hvis det er ok med dig, så tager jeg mad med hjem". En halv time senere smovsede vi i misosuppe, sake og sushi. Og han anede ikke noget om hverken Politikens artikel eller om mine sushidrømme.
Alligevel følte jeg mig svært forkælet ;-)
23.10.07
Vive l'amour!
Kæresten er kommet tilbage fra Paris og med sig havde han blomster og chokolade - til mig. Men nu skal I ikke med det samme tænke, at det da ikke var særlig originalt.
For det første skal det ses i lyset af, at han ikke normalt strør om sig med den slags klichéer. Skipper er bare ikke den type. Og han passer nok i virkeligheden rigtig godt til sådan en som mig ;-)
For det andet var det ikke blomster i form af en buket, og faktisk er det forkert at omtale min lille nye ven i flertal, for den er ganske enestående - til gengæld kan jeg slet ikke stå for den. Jeg har fået en Pocket Plant.
For det første skal det ses i lyset af, at han ikke normalt strør om sig med den slags klichéer. Skipper er bare ikke den type. Og han passer nok i virkeligheden rigtig godt til sådan en som mig ;-)
For det andet var det ikke blomster i form af en buket, og faktisk er det forkert at omtale min lille nye ven i flertal, for den er ganske enestående - til gengæld kan jeg slet ikke stå for den. Jeg har fået en Pocket Plant.
Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg med sindsro har kunnet kalde mig selv botaniker al den tid uden at eje sådan en lille fætter. Den er da et musthave for plantenørd som jeg! Og meget, meget godt tænkt af kæresten.
Sidst, men ikke mindst, var chokoladen ikke en eller anden tilfældig stor æske, for som chokoladekender på chokolademesse i Paris må man jo opsøge en chokolatier som fx troldmanden Pierre Marcolini og herfra hjembringe et styk meget fornemt indpakket chokoladehjerte i hvid chokolade med lakrødt overtræk.
Jeg tror aldrig, jeg vil komme til at sætte tænderne i det. Det nænner jeg simpelthen ikke...måske er jeg alligevel mere romatisk anlagt, end jeg går og bilder mig ind?
Ild og stjerner
Det blev klokken mere end varslet, før jeg stod på stationen og ventede på at kunne komme hjem efter aftenens kursus. Men så har jeg til gengæld også fået genopfrisket de ting, man skal vide om hypotermi og brandslukning. Samt set et par film fra Søsportens Sikkerhedsråd fra 1972, hvor lyd og mundbevægelser ikke var synkroniseret, så det lignede en dårlig tysk reklame med dansk tale. Budskabet gik dog ikke tabt, men der blev fnist lidt i krogene. Hvorfor laver man ikke noget, der er lidt mere tidssvarende?! Mangler man midlerne? Eller viljen?Nå, men den praktiske del bestod i at udløse en redningsflåde og derefter foregik den mest interessante del af aftenen udendørs.
Nu har jeg prøvet at bruge både CO2-slukker, ABC-pulverslukker og brandtæppe - vel at mærke til ildslukning i 3D og farver. En ram lugt af friture bredte sig efterhånden, for det brændbare materiale, vi skulle øve os på, var planteolie i en gryde - relativt let at kontrollere for aftenens underviser fra Falck, og samtidig en god illustration af, at også madolie kan skabe problemer, hvis man ikke er varsom.Hele seancen foregik med udsigt til blikstille, natsort vand og med et strålende stjernetæppe over os (men her måtte mobilens kamera dog kapitulere, så dem må I drømme jer til). Ikke så dårlig en måde at bruge en mandag aften på, men NU vil jeg se dyner og håbe på, at jeg aldrig nogensinde får brug det, jeg netop har lært.
22.10.07
Kontaktlinser på vrangen
Mine øjne har en af de dage, hvor det føles som om, kontaktlinserne er blevet vendt forkert (jeg HAR tjekket, de vender rigtigt). Verden er lidt udflydende og øjnene let kløende. Det er ikke fordi jeg er søvnig... Måsker er det reminiscenser fra weekendens nærkontakt med glasuld?
Ét er sikkert, jeg skal have skiftet til briller, inden jeg skal ud og slukke brande i aften!
Jeg skal nemlig på søsikkerhedskursus, som er et af kravende for at kunne blive indstillet til Y3-eksamen.
Ét er sikkert, jeg skal have skiftet til briller, inden jeg skal ud og slukke brande i aften!
Jeg skal nemlig på søsikkerhedskursus, som er et af kravende for at kunne blive indstillet til Y3-eksamen.
20.10.07
Herlig dag på havnen
Skipper er taget til chokolademesse i Paris. Er det ikke bare nitten at have et job, der fordrer den slags ofre! Eller...? Selvom han har travlt, håber jeg, det lykkes ham at nyde det hele lidt alligevel. Og ja, jeg HAR forsøgt at snige mig med som assistent, men den gik ikke. Altså har jeg hele weekenden for mig selv.
Overvejede at tage hjem til fødeøen, men med udsigten til tilbagerejse samme dag som efterårsferien slutter, betænkte jeg mig. I stedet gik jeg på foranledning af spontant indfald i biffen og så tøse-/feel good-film i går sammen med en veninde, der lige er kommet hjem fra Kenya. Må nu nok indrømme, at det var de femhundrede Afrikafotos og chaien bagefter, som gjorde aftenen vellykket. Ikke filmen. Men pyt.
Jeg besluttede, at jeg ville bruge weekenden på at prøve at få monteret kabyssen, så der er en god overraskelse til skipper, når han kommer hjem. Første skridt på vejen til det projekt, bestod i at få monteret ny isolering. Bevæbnet med gigantisk glasuldskniv og to store baller glasuld var jeg klar til at gå i sving - men så ringede brormand. Han havde akut fået en opgave i København, men samtidig var min svigerinde ikke hjemme, så fasterassistance var påkrævet. Niecen og jeg havde derfor et par hyggelige timer på havnen, hvor der både er legeplads, mennesker med rare hundehvalpe, som godt vil snakke med en toårig og masser af andre spændende ting at kigge på på sådan en eftårslørdag i fantastisk vejr.
Det var jo ikke lige med i planen, men faktisk viste det sig at være rigtig heldigt, for nu kunne jeg få en hånd med en opgave, som enten krævede at man enten var to om det eller havde tre meter lange arme. Og det var vel at mærke en lille detalje, som ville have forhindret mig i at nå videre i dagens projekt. Så ekstra bonus oven i besøget af niecen.
Da de var kørt, gik jeg i sving, og i løbet af et par timer havde jeg fået isolering og dampspærrer monteret. Så kunne vægpladerne monteres - og for at gøre en lang historie kort, så tog det nok fem gange så lang tid, som hvis vi havde været to om det. Nogen gange er det godt at være stædig (og at have lange arme)!
Nu ligger jeg og slår mave på sofaen og glæder mig til at vise skipper, hvor meget jeg har nået. Og der er en hel dag i morgen til at nå endnu længere. Tror, han bliver svært tilfreds med sin kæreste, når han kommer hjem (ellers er han et skarn!).
Har lige fået dette billede fra ham via mms - jeg synes, det er dejligt at leve i en tid, hvor den slags er muligt...
19.10.07
Tiltrækkende træ
Jeg møder af og til ham her. I mere end et år cyklede jeg forbi dagligt uden at se ham - men nu kigger jeg efter ham, hver gang jeg passerer.
Han er der altid, myreflittig og i al slags vejr.
Mindre flittig, men nok så trofast er ham her
De bor her, i en gammel pil ved østbredden af Skt. Jørgens sø 
Hvem der har lavet dem, og hvornår, ved jeg ikke, men det må være noget tid siden, for træet ligner næsten sten
Han er der altid, myreflittig og i al slags vejr.
Mindre flittig, men nok så trofast er ham herDe bor her, i en gammel pil ved østbredden af Skt. Jørgens sø Hvem der har lavet dem, og hvornår, ved jeg ikke, men det må være noget tid siden, for træet ligner næsten sten18.10.07
Karma ind på kontoen
Jeg nåede at være boligsøgende i tre dage. Gjorde egentlig kun en aktiv indsats for at finde bolig én gang. Sendte nemlig én mail (til mange godt nok) - og fik på få timer hele tre tilbud om tag over hovedet. Den første, som meldte sig på banen, bliver også hende, jeg skal dele adresse med fremover.
For hun tror på karmaloven.
Det var hendes argument for at tilbyde mig et værelse trods det, jeg havde opfattet som en mental opbrugt kvote på lejerfronten.
Jeg tror også på karmaloven. Absolut. Og ikke mindre nu.
Jeg skifter derfor Vesterbro ud med Østerbro, får flere kvadratmeter til mit habengut for færre dukater. Stedet er cool, det spøger kun en lille smule (eller det vil sige, det gør det vist ikke en gang længere) og min nye udlejer/bofælle er übercool. Så jeg er glad og kan med en god fornemmelse i maven krydse en udfordring af på listen. Tænk at noget, som kan virke så overvældende, kan løses så let...
Hvis ikke det er god karma, så ved jeg ikke, hvad det er.
For hun tror på karmaloven.
Det var hendes argument for at tilbyde mig et værelse trods det, jeg havde opfattet som en mental opbrugt kvote på lejerfronten.
Jeg tror også på karmaloven. Absolut. Og ikke mindre nu.
Jeg skifter derfor Vesterbro ud med Østerbro, får flere kvadratmeter til mit habengut for færre dukater. Stedet er cool, det spøger kun en lille smule (eller det vil sige, det gør det vist ikke en gang længere) og min nye udlejer/bofælle er übercool. Så jeg er glad og kan med en god fornemmelse i maven krydse en udfordring af på listen. Tænk at noget, som kan virke så overvældende, kan løses så let...
Hvis ikke det er god karma, så ved jeg ikke, hvad det er.
Et gok i bolignød(d)en
Min boligsituation er lidt uortodoks.
Jeg lejer et lille værelse i et bofællesskab på Vesterbro. På den måde har jeg en folkeregisteradresse, et sted at hente min post, at vaske tøj og ikke mindst at opbevare ting. Nogen har vel gættet, at dette uforpligtende ord, ”ting”, dækker over adskillige meter bøger (og fodtøj). Der står også et par symaskiner, nogle orkideer, en computer og pt. desuden en hel masse bådinventar.
Men jeg bor der egentlig ikke.
For kæresten og jeg bor jo i båden. Når vi altså ikke lige har splittet den ad for at renovere den. Mens det står på (som det fx har gjort de sidste fire måneder), låner vi svigermors lejlighed. Hun bor nemlig i sommerhuset det meste af året. Nu vil hun imidlertid gerne snart flytte tilbage til byen. Og båden er ikke ligefrem indflytningklar endnu.
For nu at komplicere tingene yderligere, skal jeg flytte til nytår. Hvorhen vides ikke. Jeg har blot fået besked om, at lejligheden, som jeg lejer førnævnte værelse i, skal sælges.
Velkommen til du glade boligsøgningsudfordring – nu har jeg heller ikke set noget til dig i over to år, så velkommen tilbage!
Jeg lejer et lille værelse i et bofællesskab på Vesterbro. På den måde har jeg en folkeregisteradresse, et sted at hente min post, at vaske tøj og ikke mindst at opbevare ting. Nogen har vel gættet, at dette uforpligtende ord, ”ting”, dækker over adskillige meter bøger (og fodtøj). Der står også et par symaskiner, nogle orkideer, en computer og pt. desuden en hel masse bådinventar.
Men jeg bor der egentlig ikke.
For kæresten og jeg bor jo i båden. Når vi altså ikke lige har splittet den ad for at renovere den. Mens det står på (som det fx har gjort de sidste fire måneder), låner vi svigermors lejlighed. Hun bor nemlig i sommerhuset det meste af året. Nu vil hun imidlertid gerne snart flytte tilbage til byen. Og båden er ikke ligefrem indflytningklar endnu.
For nu at komplicere tingene yderligere, skal jeg flytte til nytår. Hvorhen vides ikke. Jeg har blot fået besked om, at lejligheden, som jeg lejer førnævnte værelse i, skal sælges.
Velkommen til du glade boligsøgningsudfordring – nu har jeg heller ikke set noget til dig i over to år, så velkommen tilbage!
17.10.07
Krydderurternes konge
I forlængelse af mit forrige indlæg:
Min næse lader sig gerne forføre af krydderurter, og frisk koriander og basilikum slås om førstepladsen blandt favoritterne. Det bliver dog nok sidstnævnte, der går af med sejren - og det er egentlig ikke så sært, når man tænker på navnets etymologi.
Ordet basilikum nedstammer nemlig fra det græske βασιλεύς (basileus), som betyder konge (helt præcist "folkets leder"). Navnet er nært beslægtet på mange af de europæiske sprog: basilíka på islandsk, vasilki [васильки] på russisk, bosiljak [босиљак] på serbokroatisk, bozilok på albansk, bazsalikom på ungarnsk, bazalka på tjekkisk, busuioc på rumænsk, osv. osv.
Iberiske navne for planten (albahaca på spansk, alfavaca på portugisisk og alfàbrega på katalansk) er låneord fra arabisk, hvilket afsløres af prefixet al-. Det arabiske ord for basilikum er al-habaqa [الحبق].
Erba reale (italiensk), herbe royal (fransk), Königskraut (tysk) og koningskruid (hollandsk) betyder alle "kongens krydderurt" og menes at være en oversættelse af det græske navn.
Legenden fortæller, at der groede basilikum der, hvor det hellige kors i sin tid stod. Der er tilmed dem, som mener, at man tidligere har brugt basilikum til at fremstille medicin til konger af. Og sidst, men ikke mindst, bliver basilikum af mange kogebogsskribenter stadig betragtet som kongen over alle krydderurter.
Jeg er ikke selv i tvivl om, hvorfor netop denne urt har fået dette navn.
Update 18. oktober:
Jeg har netop erfaret, at der er fundet basilikumkranse i pyramidernes gravkamre og at planten er blevet brugt som elskovsurt i det gamle Grækenland og Rom. I antikken troede man simpelthen at basilikum havde magiske kræfter og blev derfor også brugt som generelt tryllemiddel. Lidt om snakken er der måske, i hvert fald har forskning indenfor stress, kræft, diabetes og strålingsskader vist, at en del af stofferne i de forskellige sorter af basilikum har gavnlig virkning på disse problemer.
Min næse lader sig gerne forføre af krydderurter, og frisk koriander og basilikum slås om førstepladsen blandt favoritterne. Det bliver dog nok sidstnævnte, der går af med sejren - og det er egentlig ikke så sært, når man tænker på navnets etymologi.Ordet basilikum nedstammer nemlig fra det græske βασιλεύς (basileus), som betyder konge (helt præcist "folkets leder"). Navnet er nært beslægtet på mange af de europæiske sprog: basilíka på islandsk, vasilki [васильки] på russisk, bosiljak [босиљак] på serbokroatisk, bozilok på albansk, bazsalikom på ungarnsk, bazalka på tjekkisk, busuioc på rumænsk, osv. osv.
Iberiske navne for planten (albahaca på spansk, alfavaca på portugisisk og alfàbrega på katalansk) er låneord fra arabisk, hvilket afsløres af prefixet al-. Det arabiske ord for basilikum er al-habaqa [الحبق].
Erba reale (italiensk), herbe royal (fransk), Königskraut (tysk) og koningskruid (hollandsk) betyder alle "kongens krydderurt" og menes at være en oversættelse af det græske navn.
Legenden fortæller, at der groede basilikum der, hvor det hellige kors i sin tid stod. Der er tilmed dem, som mener, at man tidligere har brugt basilikum til at fremstille medicin til konger af. Og sidst, men ikke mindst, bliver basilikum af mange kogebogsskribenter stadig betragtet som kongen over alle krydderurter.
Jeg er ikke selv i tvivl om, hvorfor netop denne urt har fået dette navn.
Update 18. oktober:
Jeg har netop erfaret, at der er fundet basilikumkranse i pyramidernes gravkamre og at planten er blevet brugt som elskovsurt i det gamle Grækenland og Rom. I antikken troede man simpelthen at basilikum havde magiske kræfter og blev derfor også brugt som generelt tryllemiddel. Lidt om snakken er der måske, i hvert fald har forskning indenfor stress, kræft, diabetes og strålingsskader vist, at en del af stofferne i de forskellige sorter af basilikum har gavnlig virkning på disse problemer.
Duftende minder
Rundt omkring i blogosfæren er jeg efterhånden stødt på mange indlæg om at at tage på sanseture, om at huske at give sig tid til at sanse.
Jeg synes, vores sanser er fantastiske instrumenter, og at de erindringer, som knyttes til de ikke så let reproducerbare sanseindtryk, er dybt fascinerende.
Syns- og lydoplevelser kan ved hjælp af kamera og lydoptager forholdsvist let lagres til eftertiden, mens smag og lugt er så individuelt opfattede, uhåndgribelige og svære konkret at bringe med sig, endsige videregive.
Jeg binder mange minder og fornemmelser op på dufte. Dufte af alle slags, men særligt inden for botanikken. Ud over mandel- og citrusblomster er de største favoritter blandt blomsterduftene nok de oplagte i form af syrener og violer (indbegrebet af forår, længere dage og begyndende varme. Løfter om bare tæer).
Dertil vil duften af de smukke, hvide, formfuldendt enkle blomster fra Frangipani (eller Plumeria, af nogen misvisende kaldet Tempeltræ, men Frangipani er ikke det samme som Gingko) altid røre en række af mine bedste erindringstråde knyttet til blomster.
Jeg synes, vores sanser er fantastiske instrumenter, og at de erindringer, som knyttes til de ikke så let reproducerbare sanseindtryk, er dybt fascinerende.
Syns- og lydoplevelser kan ved hjælp af kamera og lydoptager forholdsvist let lagres til eftertiden, mens smag og lugt er så individuelt opfattede, uhåndgribelige og svære konkret at bringe med sig, endsige videregive.
Jeg binder mange minder og fornemmelser op på dufte. Dufte af alle slags, men særligt inden for botanikken. Ud over mandel- og citrusblomster er de største favoritter blandt blomsterduftene nok de oplagte i form af syrener og violer (indbegrebet af forår, længere dage og begyndende varme. Løfter om bare tæer).
Dertil vil duften af de smukke, hvide, formfuldendt enkle blomster fra Frangipani (eller Plumeria, af nogen misvisende kaldet Tempeltræ, men Frangipani er ikke det samme som Gingko) altid røre en række af mine bedste erindringstråde knyttet til blomster.
Frangipani vokser i de fleste egne i troperne, så det er alt sammen minder fra rejser, jeg forbinder med dem. Allerførste møde med dem var i en lille lerskål med vand, der stod ved siden af min seng på Salomonsøerne. Huset stod på pæle og var bygget et godt stykke oppe ad en skråning, hvilket betød, at det første syn, som mødte mig hver morgen, var et tungt åndende Stillehav.
Så duften er for mig knyttet til synet af oceanet, lyden af skrattende miner birds på taget, smagen af pomelo og hjemmelavet yoghurt, afternoon G&T - følelsen af velvære helt ind i knoglerne.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så velsignet blottet for bekymringer siden. De største spekulationer bestod stort set i, hvorvidt jeg skulle købe ananas til 1 eller 2 S$ (som på det tidspunkt stod i 1,75 kr.) – er man ikke privilegeret så?!?
Så duften er for mig knyttet til synet af oceanet, lyden af skrattende miner birds på taget, smagen af pomelo og hjemmelavet yoghurt, afternoon G&T - følelsen af velvære helt ind i knoglerne.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så velsignet blottet for bekymringer siden. De største spekulationer bestod stort set i, hvorvidt jeg skulle købe ananas til 1 eller 2 S$ (som på det tidspunkt stod i 1,75 kr.) – er man ikke privilegeret så?!?
16.10.07
Silva #2
På forandledning af Madame kommer her en lidt uddybning:
Det siges at gennemsnitsmennesket kun anvender 2-3 % af sin mentale kapacitet. Forestil dig, hvordan livet ville se ud, hvis du øgede andelen med blot nogle få procent! Dette var mit incitament til at prøve Silvametoden.
Metoden er udviklet at José Silva, der startede med at interessere sig for hypnose og indlæring. Kort fortalt går det ud på at lære, hvordan man gennem mental træning aktivt bringer sin hjerne på alfaniveau, hvilket svarer til den frekvens hjernen har, når man dagdrømmer eller drømmer under søvn (7-14 Hz). Hjernen er højeffektiv ved denne frekvens og dette kan man udnytte. Ved at kunne ”gå på niveau” i vågen tilstand, kan du træne dig op til at blive bedre til at træffe de rigtige beslutninger, forbedre hukommelsen, øge intuitionen. Man kan også anvende teknikken til at bryde med uhensigtsmæssige, fastlåste mønstre og man kan tilmed få bugt med søvnproblemer.
Jeg betragter metoden som en udvidet form for meditation. Nichts weiter (indtil videre). Jeg havde selv nogle meget, meget stærke oplevelser på kurset, hvoraf nogle er en tand for private til denne blog (er du oprigtigt interesseret, så send mig gerne en mail). Men som nævnt i forrige indlæg, skal jeg først til at lære at bruge værktøjerne og forhåbentlig gøre dem til en integreret del af min dagligdag. Heri ligger nok en udfordring, for jeg er - som så mange andre - et vanemenneske. Foreløbigt er jeg dog blevet en knag til at falde i søvn og rimeligt god til at huske remser (hvilket er ret smart, når man læser søvejsregler) :-)
Man kunne godt fristes til at mene, at der er et vist religiøst tilsnit i nogle af de filosofiske tanker bag Silvametoden (fx får man indprentet, at de evner, man opøver, kun kan bruges til positive formål) – men man kan jo vælge at være åben og lade resultaterne tale for sig selv.
Hvis man vil, kan Silvametoden blive andet og mere end blot mentaltræningsteknikker, men skulle en ny og mere positiv vinkel snige sig ind i ens livsanskuelse – ville det så gøre noget? Øget positiv tænkning har vist aldrig skadet nogen…
Det siges at gennemsnitsmennesket kun anvender 2-3 % af sin mentale kapacitet. Forestil dig, hvordan livet ville se ud, hvis du øgede andelen med blot nogle få procent! Dette var mit incitament til at prøve Silvametoden.
Metoden er udviklet at José Silva, der startede med at interessere sig for hypnose og indlæring. Kort fortalt går det ud på at lære, hvordan man gennem mental træning aktivt bringer sin hjerne på alfaniveau, hvilket svarer til den frekvens hjernen har, når man dagdrømmer eller drømmer under søvn (7-14 Hz). Hjernen er højeffektiv ved denne frekvens og dette kan man udnytte. Ved at kunne ”gå på niveau” i vågen tilstand, kan du træne dig op til at blive bedre til at træffe de rigtige beslutninger, forbedre hukommelsen, øge intuitionen. Man kan også anvende teknikken til at bryde med uhensigtsmæssige, fastlåste mønstre og man kan tilmed få bugt med søvnproblemer.
Jeg betragter metoden som en udvidet form for meditation. Nichts weiter (indtil videre). Jeg havde selv nogle meget, meget stærke oplevelser på kurset, hvoraf nogle er en tand for private til denne blog (er du oprigtigt interesseret, så send mig gerne en mail). Men som nævnt i forrige indlæg, skal jeg først til at lære at bruge værktøjerne og forhåbentlig gøre dem til en integreret del af min dagligdag. Heri ligger nok en udfordring, for jeg er - som så mange andre - et vanemenneske. Foreløbigt er jeg dog blevet en knag til at falde i søvn og rimeligt god til at huske remser (hvilket er ret smart, når man læser søvejsregler) :-)
Man kunne godt fristes til at mene, at der er et vist religiøst tilsnit i nogle af de filosofiske tanker bag Silvametoden (fx får man indprentet, at de evner, man opøver, kun kan bruges til positive formål) – men man kan jo vælge at være åben og lade resultaterne tale for sig selv.
Hvis man vil, kan Silvametoden blive andet og mere end blot mentaltræningsteknikker, men skulle en ny og mere positiv vinkel snige sig ind i ens livsanskuelse – ville det så gøre noget? Øget positiv tænkning har vist aldrig skadet nogen…
Silva
Hvad kan man have til fælles med både Richard Bach, Shirley MacLaine og Majbritte Ulrikkeholm? Sikkert mere end jeg ved af, men et er sikkert - de har været på samme kursus som jeg (dog ikke samtidig). Faktisk deler vi den oplevelse med over end en million andre, for kurset udbydes efterhånden på mere end 30 sprog og i 111 lande. I Danmark har man kunnet følge kurset rundt omkring i landet siden 1985.
Det handler om Silvametoden. Mentaltræning uden hokus pokus. Blot en bunke redskaber til fremme af øget fokusering, bedre søvn, større koncentration – og en hel del til, hvis man vil.
Jeg havde en lille portion (sund?) skepsis med i bagagen, da jeg troppede op, og enkelte ting, som blev sagt på kurset (mest af mine medkursister) var da også en smule for langhårede for mig. Men jeg gik derfra som et rigere menneske, rystet og rusket i mit eget lille verdensbillede.
Menneskets hjerne besidder en forunderlig og forbløffende kraft. Det er bare så lidt af den, vi bruger til daglig. De fleste af os. Der er jo nogle, som faktisk mestrer at udnytte deres ressourcer. Det vil jeg også gerne blive bedre til - derfor dette kursus. Nu har jeg fået redskaberne, så gælder det bare om at træne brugen af dem.
(Det er tilmed så sindrigt, at man, når man først én gang har deltaget, uden yderligere betaling kan genopfriske kurset til enhver tid. Uanset hvor i verden, man har lyst til at gøre det).
Er der nogen derude, som har erfaringer med mentaltræning og har lyst til at dele disse?
Det handler om Silvametoden. Mentaltræning uden hokus pokus. Blot en bunke redskaber til fremme af øget fokusering, bedre søvn, større koncentration – og en hel del til, hvis man vil.
Jeg havde en lille portion (sund?) skepsis med i bagagen, da jeg troppede op, og enkelte ting, som blev sagt på kurset (mest af mine medkursister) var da også en smule for langhårede for mig. Men jeg gik derfra som et rigere menneske, rystet og rusket i mit eget lille verdensbillede.
Menneskets hjerne besidder en forunderlig og forbløffende kraft. Det er bare så lidt af den, vi bruger til daglig. De fleste af os. Der er jo nogle, som faktisk mestrer at udnytte deres ressourcer. Det vil jeg også gerne blive bedre til - derfor dette kursus. Nu har jeg fået redskaberne, så gælder det bare om at træne brugen af dem.
(Det er tilmed så sindrigt, at man, når man først én gang har deltaget, uden yderligere betaling kan genopfriske kurset til enhver tid. Uanset hvor i verden, man har lyst til at gøre det).
Er der nogen derude, som har erfaringer med mentaltræning og har lyst til at dele disse?
15.10.07
En lille sulten Susan Himmelblå har gnavet silhouetter...Glimmer og solskin
Jeg har været bortrejst fra computerland det meste af weekenden. Fredagens gensyn var bonuspoint lige ind på karmakontoen, og der går med garanti ikke syv år igen, før vi ses!
Lørdag stod den på en af de - efterhånden sjældne - vagter i Luffeland og om aftenen var der dømt crazycabaret. Morten Aagaard gav den hele (b)armen som bakkesangerinden Miss Eliza iklædt guld, glamour og flabede bemærkninger med glimt i øjet. Det var ganske enkelt befriende at kaste lattermusklerne ud i fri dressur og skråle med på Solituuuuuudevej.
Søndagen blev tilbragt på havnen, i solen.
Endnu et par punkter kan nu stryges fra doklisten og dermed rykkede vi endnu et skridt nærmere at kunne genoptage livet i båden. Det glæder mig, for det begynder at være en lille smule anstrengende ikke rigtigt at bo fast nogen steder. Jeg synes egentlig selv, jeg er ret fleksibel og hurtig til at omstille mig - men der er bare nogen årstider, hvor faste rammer er mere attraktive end andre...
Lørdag stod den på en af de - efterhånden sjældne - vagter i Luffeland og om aftenen var der dømt crazycabaret. Morten Aagaard gav den hele (b)armen som bakkesangerinden Miss Eliza iklædt guld, glamour og flabede bemærkninger med glimt i øjet. Det var ganske enkelt befriende at kaste lattermusklerne ud i fri dressur og skråle med på Solituuuuuudevej.
Søndagen blev tilbragt på havnen, i solen.
Endnu et par punkter kan nu stryges fra doklisten og dermed rykkede vi endnu et skridt nærmere at kunne genoptage livet i båden. Det glæder mig, for det begynder at være en lille smule anstrengende ikke rigtigt at bo fast nogen steder. Jeg synes egentlig selv, jeg er ret fleksibel og hurtig til at omstille mig - men der er bare nogen årstider, hvor faste rammer er mere attraktive end andre...
12.10.07
Fortid eller fremtid?
Kender I det?
Man starter på nyt studie. Man bliver venner. Man bruger rigtig meget tid sammen. Man kommer tæt på hinanden. Nogen gange helt ind under huden synes det.
Den ene skifter studie – man ses selvfølgelig stadig.
Den anden opsluges af et kæresteforhold – men man ses fortsat.
Den ene flytter til en anden landsdel – kontakten glider hurtigt ud.
Hvorfor nu det? Var vi virkelig færdige med at give hinanden noget? Tilsyneladende...
I hvert fald for en tid. For pludselig en dag, seks år senere, efter at den anden også er flyttet til anden landsdel, mødes man tilfældigt (hvis man tror på tilfældigheder altså) – og udveksler telefonnumre efter et hastigt ”vi bliver da nødt til at mødes over en kop mokka”. Og så sker der ikke mere.
Intentionerne er gode nok, men tiden er en anden. Både den ene og den anden har lagt livet som studerende bag sig og mærker nu på egen krop og kalender, hvad det vil sige at have et 37 timers job. Udskyder man det fordi man alligevel ikke tror, man har mere at sige til hinanden? Eller fordi man har andre prioriteter? Andet fokus?
Måske var tiden bare ikke helt moden til det. I hvert fald gik der yderligere et år uden videre kontakt. Så en dag opdagede jeg, at det dagen forinden var hendes fødselsdag. Dvs. jeg troede, vi var i oktober, men egentlig var det stadig september, så i stedet for at min tillykke-sms kom en dag for sent, kom den en måned for tidligt.
Og NU skal vi mødes!
Lige om lidt faktisk.
Det er med en rigtig god fornemmelse i maven, jeg har set frem til dette møde de sidste par uger. For selvom vi begge har rykket os, selvom vi på mange planer er helt andre steder nu, end der hvor vi var, da vore stier i sin tid skiltes, så tror jeg faktisk ikke på, at vi ikke længere har noget at give hinanden.
Jeg ved godt, man kan vokse fra hinanden, og har med tiden også lært at acceptere, at nogle venskaber bare har begrænset holdbarhed – men denne gang tror jeg faktisk, at det er anderledes. Det bliver spændende at se, om jeg får ret.
Man starter på nyt studie. Man bliver venner. Man bruger rigtig meget tid sammen. Man kommer tæt på hinanden. Nogen gange helt ind under huden synes det.
Den ene skifter studie – man ses selvfølgelig stadig.
Den anden opsluges af et kæresteforhold – men man ses fortsat.
Den ene flytter til en anden landsdel – kontakten glider hurtigt ud.
Hvorfor nu det? Var vi virkelig færdige med at give hinanden noget? Tilsyneladende...
I hvert fald for en tid. For pludselig en dag, seks år senere, efter at den anden også er flyttet til anden landsdel, mødes man tilfældigt (hvis man tror på tilfældigheder altså) – og udveksler telefonnumre efter et hastigt ”vi bliver da nødt til at mødes over en kop mokka”. Og så sker der ikke mere.
Intentionerne er gode nok, men tiden er en anden. Både den ene og den anden har lagt livet som studerende bag sig og mærker nu på egen krop og kalender, hvad det vil sige at have et 37 timers job. Udskyder man det fordi man alligevel ikke tror, man har mere at sige til hinanden? Eller fordi man har andre prioriteter? Andet fokus?
Måske var tiden bare ikke helt moden til det. I hvert fald gik der yderligere et år uden videre kontakt. Så en dag opdagede jeg, at det dagen forinden var hendes fødselsdag. Dvs. jeg troede, vi var i oktober, men egentlig var det stadig september, så i stedet for at min tillykke-sms kom en dag for sent, kom den en måned for tidligt.
Og NU skal vi mødes!
Lige om lidt faktisk.
Det er med en rigtig god fornemmelse i maven, jeg har set frem til dette møde de sidste par uger. For selvom vi begge har rykket os, selvom vi på mange planer er helt andre steder nu, end der hvor vi var, da vore stier i sin tid skiltes, så tror jeg faktisk ikke på, at vi ikke længere har noget at give hinanden.
Jeg ved godt, man kan vokse fra hinanden, og har med tiden også lært at acceptere, at nogle venskaber bare har begrænset holdbarhed – men denne gang tror jeg faktisk, at det er anderledes. Det bliver spændende at se, om jeg får ret.
Lad fodtøjet fortælle
Kvinder har noget med sko (og støvler)
Der er en udtalelse, som er så fortærsket, at det er blevet en universel sandhed – i hvert fald i den vestlige verden (jeg forestiller mig, at der er steder på kloden, hvor andre ting får større fokus). Jeg er ingen Sex and the city-girl, ej heller en sand Imelda Marcos, men jeg kan altså ikke se mig fri for, at jeg i tidens løb alligevel har brugt rigtig mange dukater på at klæde mine fødder på. Hvis nogen skulle finde på at kaste et kig på mit fodtøj, vil vedkommende opdage, at fodtøjssortimentet tilmed er repræsenteret i mange forskellige kategorier. Og af det kan man nok udlede et eller andet om ejeren af fodtøjet…
For der er gummistøvler, sejlerstøvler, vinterstøvler og vandrestøvler (og –sko)
Der er sikkerhedssko, cykelsko, skøjter og rulleskøjter side om side med et righoldigt udvalg af sneakers og klipklapper i forskellige farver og grader af udtrådthed
Der er guldstilletter og tårnhøje støvler, der er sko til at løbe i, til at danse i og til at klatre i
Der er frække sko, fjollede sko og fine sko
Der er praktiske, ufikse sandaler og fikse, upraktiske sandaler
Og så har jeg slet ikke fortalt om de sko og støvler, som ikke længere er i brug, men som jeg endnu ikke nænner at smide ud (jeg glemmer jo aldrig, hvordan jeg spinkede og sparede i månedsvis for at kunne købe de sejeste cowboystøvler for 15 år siden. Eller hvad med de Doc Martens som jeg købte, første gang jeg var i England alene…dem kan man da ikke bare skille sig af med?)
Hvad fortæller dit skoskab mon?
Der er en udtalelse, som er så fortærsket, at det er blevet en universel sandhed – i hvert fald i den vestlige verden (jeg forestiller mig, at der er steder på kloden, hvor andre ting får større fokus). Jeg er ingen Sex and the city-girl, ej heller en sand Imelda Marcos, men jeg kan altså ikke se mig fri for, at jeg i tidens løb alligevel har brugt rigtig mange dukater på at klæde mine fødder på. Hvis nogen skulle finde på at kaste et kig på mit fodtøj, vil vedkommende opdage, at fodtøjssortimentet tilmed er repræsenteret i mange forskellige kategorier. Og af det kan man nok udlede et eller andet om ejeren af fodtøjet…
For der er gummistøvler, sejlerstøvler, vinterstøvler og vandrestøvler (og –sko)
Der er sikkerhedssko, cykelsko, skøjter og rulleskøjter side om side med et righoldigt udvalg af sneakers og klipklapper i forskellige farver og grader af udtrådthed
Der er guldstilletter og tårnhøje støvler, der er sko til at løbe i, til at danse i og til at klatre i
Der er frække sko, fjollede sko og fine sko
Der er praktiske, ufikse sandaler og fikse, upraktiske sandaler
Favoritdanseskoen (som har gummisål og kan bære ens fødder gennem mange timers festlighed)
Og så har jeg slet ikke fortalt om de sko og støvler, som ikke længere er i brug, men som jeg endnu ikke nænner at smide ud (jeg glemmer jo aldrig, hvordan jeg spinkede og sparede i månedsvis for at kunne købe de sejeste cowboystøvler for 15 år siden. Eller hvad med de Doc Martens som jeg købte, første gang jeg var i England alene…dem kan man da ikke bare skille sig af med?)
Hvad fortæller dit skoskab mon?
11.10.07
Vent lige lidt med regnen...
...for jeg skal ud at cykle lige om lidt. Hele dagen har jeg siddet og kigget ud på en blå oktoberhimmel, og nu hvor jeg er ved at pakke skoletasken med søvejsregler og slige sager for at begive mig afsted til kursus i Svanemøllen, ja så begynder det at regne! Altså!!!
10.10.07
Festlig filmrotte
I går hankede jeg op i kæresten og drog ud på mission "antisofadyr". Vi er blevet lidt forfaldne til at dvæle lovlig længe over ligegyldigheder på TV (for sådan et apparat står der nemlig - uheldigvis - i den lejlighed, vi låner, mens båden er under renovering). Jeg indrømmer gerne, at det ikke lige er hver dag, jeg har mentalt overskud til dybsindige, intellektuelle film - og så er det desværre helt utroligt let at "komme til" at zappe rundt på kanalerne.
Derfor tænkte jeg, at vi trængte til at få lidt luftforandring, gerne krydret med en omgang lattermuskelmotion. Pixars nyeste kreation, Ratatouille, har fået fantastiske anmeldelser, og forventningerne blev til fulde indfriet.
Filmen kan varmt anbefales.
Derfor tænkte jeg, at vi trængte til at få lidt luftforandring, gerne krydret med en omgang lattermuskelmotion. Pixars nyeste kreation, Ratatouille, har fået fantastiske anmeldelser, og forventningerne blev til fulde indfriet.Filmen kan varmt anbefales.
Bastardpopkunstner søges
Hvad ville der ske, hvis man tog The White Stripes' "Blue Orchid" og erstattede noget af det rockede med pailletglimmerdisco? Ville det så lyde som Scissor Sisters? Og hvad ville der mon ske, hvis man gik et skridt videre og blandede de to ting sammen?
Sidder og ønsker, jeg havde evner inden for bastardpopkreationer...
Sidder og ønsker, jeg havde evner inden for bastardpopkreationer...
8.10.07
Enhjørningens spejl
I morges kom en drillesyg blishøne pedalerende og forstyrrede vandoverfladen, netop som jeg trykkede udløseren. Ellers havde spejlingen været noget nær fuldkommen. Bag træernes gyldne løv gemmer Enhjørningens Bastion sig, flankeret af Panterens Bastion mod øst og Kalvebod Bastion mod vest. Hver morgen cykler jeg her langs Stadsgraven og følger løvfaldets gradvise indtog, mens jeg snor mig frem mellem de øvrige cyklister på stien. Denne morgen lod jeg mig dog overhale for at give tid til rigtigt at nyde synet...
4.10.07
Blogormen skal lære nyt
Jeg skal på kursus i morgen. Og lørdag og søndag med. Ser faktisk rigtig meget frem til det, for det har været planlagt længe og har figureret som et ønske endnu længere.
Men som den blogorm, jeg nu en gang har erkendt, at jeg er, er det med et lille strejf af klemsel, jeg må konstatere, at jeg de næste tre dage nok ikke kommer til at tage på rejse i blogland endsige opdatere her på siden.
Tre dage går dog hurtigt, og med al den lærdom, jeg forventer, jeg skal have proppet ind i hovedet, bliver der nok alligevel slet ikke levnet plads til at tænke i blogbaner.
Så på gensyn om nogle dage.
Og god weekend :-)
Men som den blogorm, jeg nu en gang har erkendt, at jeg er, er det med et lille strejf af klemsel, jeg må konstatere, at jeg de næste tre dage nok ikke kommer til at tage på rejse i blogland endsige opdatere her på siden.
Tre dage går dog hurtigt, og med al den lærdom, jeg forventer, jeg skal have proppet ind i hovedet, bliver der nok alligevel slet ikke levnet plads til at tænke i blogbaner.
Så på gensyn om nogle dage.
Og god weekend :-)
Ma mére sur la mer
Så går hun lige der. Min mor. Ved havet.Jeg kommer til at holde mere og mere af det billede...
3.10.07
Om lidt er de væk...
Masteskov i oktobersolnedgangSæsonen går på hæld og de første både er allerede sat i vinterhi på land. Langsomt tømmes havnebassinet og aktiviteten daler i takt hermed.
Hver årstid har sin charme og denne er ingen undtagelse...
Kære bilist!
Når det nu er blevet så koldt om natten, at duggen lægger sig tæt og tungt, kunne du så ikke tænke dig at tørre bilruderne af, så du kan se ud, I N D E N du kører ud og laver højresving hen over cykelstierne!?!?!?
Det kan godt være, mine fortænder er skæve, men jeg vil faktisk gerne beholde dem...
Det kan godt være, mine fortænder er skæve, men jeg vil faktisk gerne beholde dem...
2.10.07
Nevø i sigte
Åhhhh, jeg ELSKER, når min bror ringer og er glad i låget! Hans glæde er simpelthen noget af det mest smittende, uanset om det er begejstring over en skivebremse til en downhill-cykel eller om det er noget på privatfronten. Jeg glemmer aldrig den dag, han ringede og fortalte, at hans kæreste havde sagt ja til at gifte sig med ham. Lige der, midt i Løvbjerg på Trøjborg stod jeg og havde lyst til at hoppe op og ned af glæde.
Det har efterhånden i et stykke tid været officielt, at min niece skal være storesøster til februar - men dagens scanning kunne altså afsløre, at det bliver til en lillebror.
Og min bror er ved at revne af stolthed, for sikke nogle store cojones ungen allerede er udstyret med!
Så sad man der for sig selv og kluklo på kontoret med en god fornemmelse i maven.
Det har efterhånden i et stykke tid været officielt, at min niece skal være storesøster til februar - men dagens scanning kunne altså afsløre, at det bliver til en lillebror.
Og min bror er ved at revne af stolthed, for sikke nogle store cojones ungen allerede er udstyret med!
Så sad man der for sig selv og kluklo på kontoret med en god fornemmelse i maven.
1.10.07
Undskyld, hvis jeg støjer
Min kæreste sendte mig dette billede i morges. Sammen med et digitalt "opvågningskys".Mon han prøver at fortælle mig, at jeg larmer meget, når jeg står op (halvanden time før han selv skal op)???
Jeg synes ellers selv, jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at vække ham... men det er ikke let at være lydløs, når gulvet i lånelejligheden knirker som en bedre gyserfilmslydkulisse. Jeg savner at træde ud på dørken om morgenen. I båden ved jeg præcis, hvor jeg skal træde, hvis jeg vil liste mig afsted og lade skipper forblive i sin søde søvn.
Abonner på:
Opslag (Atom)