Det har aldrig været min intention at denne blog skulle handle en hel masse om livet som forsøgsperson eller som donor. Men der har alligevel været en øget koncentration af indlæg om det den seneste tid. Det er jo også en del af min tilværelse, og stillingtagen generelt, men stillingtagen til donation i særdeleshed, er en af mine mærkesager. Det er ikke organdonation, jeg vil skrive om i dag (det får vente lidt), og dette indlæg bliver kun til nu, fordi jeg har fået en opfordring.
Jeg har nemlig fået en mail fra Savannahs far.
Savannah er en lille pige på 8 år og hun er alvorligt syg af en medfødt sygdom, der om ganske få år kommer til at tage livet af hende. Med mindre en knoglemarvsdonor findes i tide. Selv efter at have screenet 11,6 mio. registrerede knoglemarvsdonorer, er det endnu ikke lykkedes at finde en egnet donor. Disse 11,6 mio. er vel at mærke det samlede antal mennesker, der har valgt at lade sig registrere på verdensplan! Med andre ord udgør de mindre end 2 promille af jordens samlede befolkning. Og det er bare ikke godt nok. Jeg nægter at tro, at vi ikke kan gøre det bedre!
Jeg er selv på tiende år registreret som donor, men jeg har endnu ikke givet marv til et andet menneske. Til gengæld har jeg to gange fået udtaget knoglemarv til brug i kræftforskning.
Og NEJ, det er IKKE farligt! Raske mennesker har overskud af knoglemarv, og vi danner lynhurtigt nyt, så man skal altså ikke være bange for, at det kan føre komplikationer med sig at donere.
Der findes to måder at tage knoglemarv på, men jeg har kun prøvet den ene. Det sker med en kraftig kanyle og marven suges fra hofteskålen omme ved lænden under lokalbedøvelse. Når bedøvelsen letter, kan man få fornemmelsen af at have fået et kraftigt blåt mærke. Den ene gang mærkede jeg ingenting, den anden gang var jeg øm et par dage. Ar har jeg ikke kunnet se efterfølgende (heller ikke med et spejl, smil – jeg er ikke blevet mere smidig med tiden).
Den anden metode er mildere og forgår ambulant ved at man "høster" stamcellerne direkte fra blodet, efter at man som donor i nogle dage forinden har fået en dosis af et stof, som vi allerede har i kroppen, og som trigger frigivelsen af stamcellerne fra marven til blodbanen.
Det er altså hverken besværligt eller farligt at være knoglemarvsdonor. Måske kommer man aldrig til at donere marv, men ved at lade sig registrere, er man med til at øge mulighederne for de mange, der har brug for knoglemarv for at kunne blive helbredt for sygdomme, som ellers i mange tilfælde er dødelige. Og rigtig mange af disse patienter er børn – af gode grunde, for uden marv bliver de ikke særlig gamle. Til gengæld er statistikken god for dem, som rent faktisk får en donor, der matcher i vævstype.
Hvis det lykkes at finde en donor til Savannah i tide, har hun gode chancer for at blive ældre end de 10-12 år, som lægerne spår i dag. Og hun kan undgå at spise de 52 piller dagligt, som hun lige nu er nødt til.
Dette indlæg er ikke skrevet som et forsøg på følelsespornografisk at fremstille en lille piges kamp for at overleve. Jeg har heller ingen trang til at ville fremstille mig selv som specielt idealistisk eller heltindeagtig. Jeg har udelukkende skrevet det, fordi jeg gerne vil være med til at slå fast, at det er ukompliceret at være donor. Der er ikke noget hokus-pokus forbundet med det, og hvem ved – måske får vi også selv en dag selv brug for det? Eller et af vores børn eller børnebørn gør? Hvis du allerede er bloddonor, har du sikkert allerede tænkt lignende tanker – og forskellen på at give blod og marv er altså meget lille.
Er du allerede bloddonor? Så spørg om knoglemarvsdonation næste gang, du er i blodbanken for at blive tappet. Det kan ikke være lettere. Jeg skal lige understrege, at der ikke er penge at tjene her, men tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med den tid, der bruges på en eventuel donation vil selvfølgelig blive erstattet. Og du kan være med til at gøre en kæmpe forskel. Det handler faktisk om liv eller død...
Mere om
Savannah og om
knoglemarvsdonation generelt.
Den slags varmer godt nok!
