HELT klar!

Afrejsen fra øen skete i et gråt morgengry, men solen nåede lige at titte igennem på vej over Fyn, men kun for atter at forsvinde, så det føltes som at køre inden i en sky, da vi krydsede Storebælt. Vejret har ikke for alvor været med os, så af mangel på ordentligt julevejr, har jeg været et smut i gemmerne efter dette snevejrsbillede.

Norge 2005

Eftermiddagen er blevet brugt på fremstilling af hjerter og stjerner, mens bromand og min far har kreeret en juletræsfod i værkstedet (for nogen kan heldigvis et trick eller to med et svejseværk). Nu er træet pyntet og niecen har hjulpet flittigt (så der hænger lidt mere pynt på den nederste grenkrans end på resten af træet, grin).

Vi er således ved at være klar. Helt klar. Der koges grød og smuttes mandler til ris a la mande og her dufter lifligt af glögg, som skal nydes under konfektfremstillingen om lidt, når niecebarnet er blevet puttet. Lige nu går den vilde - og let overgearede - jagt gennem stuen, for det har været en lang og begivenhedsrig dag for den bette stump. Af samme grund venter vi med at lægge gaverne under træet, for når man kun er 2½ år gammel, er det næsten ikke til at forstå, at man ikke bare må åbne det hele med det samme.

Jeg tror, jeg glæder mig lige så meget til i morgen, som hun gør...

Dette bliver nok det sidste indlæg fra min hånd i år, for d. 26. stikker Skipper og jeg af til Sverige for først at returnere den første dag i det nye år. Vi har lånt en hytte inde midt i skoven og prioriterer således en omgang tiltrængt tosomhed i broderlandet. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig glædelig jul med alt hvad dertil hører af fryd og fred, samt et godt og lykkebringende nytår. Jeg vil glæde mig til flere gode stunder i bloglandskabet med jer alle i 2008.

Pas på jer selv og hinanden!

Varme hjerter - og sokker

Jeg ankom i god behold til fødeøen i går aftes efter en usædvanlig veltimet rejse med DSB. Ikke én eneste lille forsinkelse gjorde de sig skyldige i på min færd.
Hjemme hos mine forældre ventede en knitrende ild i brændekomfuret, dejlig mad og to varme katte, den ene meget stor, den anden meget lille. Hold da op, hvor kan sådan en lille killing smelte mit hjerte! Lige nu ligger han og sover i skødet på mig, efter at det langt om længe gik op for ham, at han IKKE fik lov at sætte potepræg på dette indlæg. Dansende tastaturfingre er åbenbart særligt fristende for sådan en størrelse.

I dag har jeg været på julevisitter. Først hos Charlotte, som tog imod med et varmt kram og efter en rundvisning på matriklen også varm the på kanden. For at det ikke skal være løgn, fik jeg også et par af hendes varme, strikkede sokker! Hos Charlotte er der masser af hjertevarme at hente og jeg kørte da også hjem derfra med et smil på læben og en rigtig rar fornemmelse i maven. Iklædt al denne varme og mit kamera gik jeg på jagt efter rimfrostmotiver på hjemvejen, men dem må I vente med at se, til jeg igen kommer i nærheden af min egen computer.

Efter frokost stod der endnu en julevisit i programmet, denne gang hos en gammel gymnasieveninde, som jeg kun ser en enkelt gang eller to om året, men som jeg genoptager tråden med hver eneste gang, som om det var i sidste uge, vi senest havde set hinanden. Den slags venskaber er uerstattelige! Og hendes hjem emmer af kærlighed, faktisk buler hun selv af det lige i øjeblikket, for deres lille pige på snart tre år skal være storesøster i februar - omtrænt samtidig med at min egen nevø kommer til verden. Charlotte havde givet mig et par bittesmå, strikkede sokker med til babyen og de faldt i rigtig god jord, selvom det vakte glad forundring at modtage en gave fra en fremmed. Den slags varmer også.
Det blev til nogle hyggelige timer med mere varm the samt imaginære pandekager og ditto ostegrød (?!? OSTEGRØD ?!? Børns fantasi er så herlig!), og dagen har således bragt masser af point lige ind på karmakontoen.

Hjemme igen har resten af dagen stået på produktion af julepynt til brormands juletræ, gaveindpakning, og pakning af bilen, så den er klar til i morgen tidlig, hvor mine forældre og jeg tager afsted med færgen for at køre mod Sjælland, inden trængslen på vejene bliver alt for stor.
Det blev en kort visit på øen denne gang, men jeg er glad for, at jeg tog turen hjem, for jeg trængte. Og det er altså ikke rigtig jul, hvis ikke jeg er på Ærø i december.

Der skal øl til

Aftenen blev vellykket helt igennem (bortset fra kartoffelmosens konsistens, for vi faldt i snak og så belv den lidt for lind).
Der blev fortalt røverhistorier, anekdoter og nyt fra nær og fjern - især fjern. Vi lo meget, spiste en masse og skyllede efter med årets julebryg fra Rise Bryggeri på Ærø. Mine forældre havde foræret os nogle flasker Strong Rudolph, og den gik rigtig godt til mørbrad, østershatte og rosa champignon i rødvinssauce med frisk timian.

Hjemme hos os kan vi godt lide specialøl. Faktisk synes vi efterhånden, at livet er blevet for kort til almindelige pilsnerøl. Og når man har det sådan, kan man jo kun fryde sig over, at der har været et veritabelt boom af mikrobryggerier gennem de seneste år. Specialøllene nærmest fosser ud på markedet og med lidt nysgerrighed og lyst til at prøve sig frem, er der noget at finde for enhver smag.

Rise Bryggeri blev stiftet i 1884 og siges at være landets næstældse bryggeri. Mellem 1956 og 2004 blev der dog ikke brygget øl her, men nu er produktionen genoptaget og det lader til at gå ganske hæderligt for det lille bryggeri. Deres øl sælges ikke blot lokalt på øen, men forhandles i Coop Danmarks butikker over hele landet.

Om gårsdagens øl skriver de:
Strong Rudolph er brygget af vand fra Rise, Pale Ale bygmalt, hvedemalt, karamel bygmalt, samt sukker. Engelsk First Gold samt Goldings humle er tilsat under urtkogningen i 2 tempi og den anvendte overgær fuldender denne traditionelt bryggede Jule Ale. Farven er dyb mørkerød og smagen er fyldig, rund og blød med god aromatisk humlekarakter.

SKÅL!

I aften...

...kommer en af mine allerbedstesteste venner på besøg. Faktisk sidder han lige om lidt i et fly fra Schweiz, hvor han har pitstoppet på sin færd fra Sydafrika. Her residerer han i øjeblikket, mens han forsker i dyre-plante-interaktioner. Men det var slet ikke det, jeg ville fortælle om, for det gør han meget bedre selv her.
Nej, jeg ville blot dele med jer, hvor meget jeg glæder mig til at se ham igen, for det er så længe siden, at jeg ikke kan huske, hvornår det skete sidst. Måske var det en hastig kop mokka midt i København for et års tiden siden? Det skulle ikke undre... Og det er i hvert fald mere end halvandet år siden, jeg har besøgt ham sidst (i Zürich).

Vores venskab strækker sig langt tilbage - faktisk har vi netop rundet ti år - og det er et af den slags, der sagtens kan tåle lange afstande og sporadisk kontakt. Heldigvis. For Dennis er blevet alvorligt og uhelbredeligt smittet af troperne og kommer næppe til at bo permanent her i landet på denne side af pensionsalderen - om nogensinde. Men det er også rart at kende folk, som man kan besøge ude i verden, når man trænger til luftforandring. I 2003 tog jeg fx halvanden måned til Mauritius for at fungere som feltassistent på Dennis' pHd-projekt - og fik samtidig en tiltrængt opladning af de mentale batterier efter i en periode ikke at have været helt på toppen. Jeg kunne ikke have gjort noget bedre for mig selv. Og Mauritius vil for altid have en helt særlig status i mit hjerte. En passion som jeg ved, jeg deler med min ven.

Vi kender hinanden på godt og ondt. Vi har været vidner til hinandens tilværelser, med alle deres op- og nedture, forelskelser og brud, triumfer og nederlag. Vi kan nørde og tale germlish, være stille og larme sammen. Le og græde. Og vi ved, hvordan hinandens prutter lugter. Det er okay. Meget okay.

I aften skal han møde min kæreste for første gang. Jeg håber, de kommer godt ud af det med hinanden.

Juletræet

Jeg skal, som mange af jer allerede ved, ikke holde jul i mit barndomshjem i år. For første gang nogensinde. Og det har taget mig nogen tid at forlige mig med tanken. For lige så nysgerrig, rejselysten, nomadeagtig og frygtløs når det kommer til at prøve nye ting, som jeg på mange måder er, lige så traditionsbunden er jeg, når det kommer til julen.

Rør blot ikke ved min ga-amle jul

Jul, jul, jul, jul, jul

Rør blot ikke ved min ga-amle jul

Jeg talte med min bror (som jo lægger hus til d. 24.) om det, og han fortalte, at der da også havde været palaver på deres matrikel, om hvordan julen skulle smage og se ud. To menneskers forskellige traditioner skal nu fusioneres og blive til noget fælles. Det kan godt være en udfordring. En udfordring jeg ikke selv har stået overfor endnu, men som jeg alligevel har gjort mig en tanke eller to om. Fx er jeg stokkonservativ, når det kommer til juletræet.

I mit univers går træet til loftet, lysende er af stearin og der skal både flagguirlande (fra min fars barndoms jul) og lametta (fra min mors barndoms jul) på. Jeg er ikke specielt nationalistisk, men jeg synes, juletræet ser bart ud uden flagene...det er underligt, som man kan have sine ideer.

Der skal være rød-hvide flettede hjerter, hvide flettede stjerner, små glaskugler i sølv, (Peter har den gren så kær-)trommer, gamle papirsengle og små mus, fugle og truttende basunengle i træ.

Da min bror og jeg var små, var træet selvfølgelig mere kulørt, pyntet med skæve, barnekreerede musetrapper, glanspapirguirlander og kræmmerhuse, men med tiden er det blevet mere stilrent og ligner efterhånden noget, der kunne være taget ud af en Morten Korch-film.

Pynterækkefølgen er heller ikke ligegyldig. Først stjernen, der lige akkurat strejfer loftet, og så lysene, fyrretyve styk. Altid. Hverken flere eller færre. Dernæst flagene, to guirlander - MED uret rundt. Så stjerner og derefter resten, inden der afsluttes med lametta.

Til sidst placeres pakkerne under træet.

Og så venter man spændt på næste dags aften, hvor min far går i forvejen og tænder lysene, mens resten af os tager ud af bordet, laver the og finder konfekt og frugt frem...og så slukkes alt det øvrige lys, inden dørene slås op og man står og lader julefreden og varmen fra de fyrre lys strømme mod sig.

Det er det smukkeste træ, vi nogensinde har set. Hvert år.

I år ved jeg ikke, hvordan det kommer til at se ud, men ét er sikkert. Det går til loftet og der er flagguirlander og levende lys på. For min bror har en rem af huden og har også en tradition eller to, som han vil kæmpe for at holde i hævd.

Er det bare os, der har det sådan?

Gaverne er i hus

Eller det vil sige, jeg mangler at hente en på posthuset.
Men så er der ellers også ved at være styr på hvem, der skal have hvad og hvornår.
Det føles rart!
Nu kan julen godt komme an :-)

Endelig under tag!

Det er flere måneder siden, vi byggede skelettet. Solidt og understøttet de rigtige steder, polstret på alle skarpe hjørner, så det ikke skamfiler og slider hul.
Siden er den ene weekend efter den anden gået, uden at der blev gjort mere ved projektet. Ikke af mangel på lyst eller energi, men af mangel på stille vejr - eller af mangel på hænder. Hvis det endelig har været stille en weekend, er det ramlet sammen med, at enten den ene eller den anden ikke har kunnet deltage. Og alene er det ikke muligt. Lige meget, hvor stædig man er...

Men i går skete det endelig!
Over 100 kvadratmeter presenning blev lagt på, surret fast efter alle kunstens regler, og brædder blev sømmet udenpå til at holde dugen nede mod skelettet. Som små forfrosne katte på et ikke særlig varmt plastictag kravlede vi rundt i højderne og hamrede.
Det tog næsten seks timer og til sidst var det så buldrende mørkt, at vi måtte have både projektører og pandelamper i brug for at se, hvad vi foretog os. Men vi var nødt til at fortsætte, for den slags kan man ikke gøre halvt. Det er enten eller, hvis man ikke vil finde tingene flået i stykker eller fløjet væk, næste gang man dukker op.
Færdige blev vi. Kl. 21 i går aftes kunne vi lettede konstatere, at vi havde lavet decembers største indpakningsevent. Der mangler bare en stor, rød sløjffe...

Det gode skib er nu trygt under tag, og hun skal med garanti ikke pakkes ud før en gang til næste år!

I må tænke jer til et billede at kæmpepakken, for da vi endelig var færdige skyndte vi os bare at komme hjem i varmen og glemte alt om at tage billeder.

Man behøver ikke hæmme udviklingshæmmede

Det sker af og til, at jeg om morgenen deler bus med en ung fyr, der skiller sig lidt ud fra mængden. Og det er ikke piercinger, kulørt hår eller spraglet tøj, jeg taler om. Tværtimod er han ret afdæmpet i sin fremtræden.

Det første hos ham, der fangede mit øje, var hans grønne jakke med Skov- og Naturstyrelsens logo. Det var sikkert ikke det, der ville have fungeret som blikfang for ret mange andre, men som tidligere underviser på skovskolen i Nødebo er jeg altid lidt nysgerrig, når jeg møder skovuniformen. Det jo kunne være en af mine tidligere studerende. Det var det imidlertid ikke, for jeg har kun undervist skov- og landskabsingeniører og titlen på hans jakke lød ’Skovhjælper’.
Og først efter at have konstateret dette, gik det op for mig, at han besad disse umiskendelige ansigtstræk, som vidner om, at han har Downs syndrom.

Jeg blev sgu så glad. Ikke fordi han har Downs selvfølgelig, men fordi han tydeligvis befandt sig godt i sit arbejdstøj, trofast på vej til dagens dont. Og så føles det altså rart at vide, at der nogle steder i dette samfund er rummelighed nok til at give ham og flere af hans ligemænd et meningsfyldt arbejde.
Det viser sig, at han arbejder som medhjælper på Naturcenter Herstedhøje sammen med en god håndfuld andre udviklingshæmmede som et led i et projekt, der nu har to år på bagen og indtil videre kun har været én stor succes. Lige nu er disse mennesker faktisk selv i færd med at istandsætte det, der skal blive deres eget hus i skoven. Huset skal fungere som et hovedkontor for et ”rejsehold af udviklingshæmmede skovhjælpere”, som får til opgave at rykke ud til forskellige opgaver i Vestskoven.

Der er mere om projektet i seneste nummer af Skov- og Naturstyrelsens nyhedsbrev.

Flere af den slags projekter, tak! De er berigende for alle :-)

Gratis mobiltelefon fra Ericsson

SÅ ER DEN GAL IGEN!!!

Har lige modtaget en mail med ordlyden:

Hej alle
Ericsson deler mobiltelefoner ud via internet! Gratis ! Man tager kampen op mod Nokia, som gør det samme, for at gøre mærket Ericsson kendt på markedet. Man deler den nye WAP mobil ud gratis og alt hvad man skal gøre er at sende denne mail til 8 personer. Så får man efter ca. 2 uger en Ericsson.
Hvis du sender mailen til 20 personer får man en Ericsson R320 WAP-telefon.
Vigtigt. mailto:
En kopi skal sendes til anna.swelung@ericsson.com.
Dette er ikke snyd. Det fungere! Giv dig selv en herlig gave.


Det ER snyd! (Og det staves fungerer - ikke fungere!!!)

Beklager at være en partykiller, men hellere det end en spammer.
Jeg ringede til Sony Ericsson, for at være sikker i min sag, inden jeg postede dette indlæg, men de bekræftede blot min mistanke om, at der er tale om spam-mail og at de desværre ikke var kommet i gratisuddelingaftelefoner-humør. Ærgerligt nok. Kunne sådan set godt bruge en ny telefon, for min egen er blevet angrebet af en omgang kanikkelængerefotografereellerviseindholdaftilsendtemmsbeskeder-noget og garantien er udløbet...for en måned siden...

Nåmnn, så kom jeg da lige i tanke om en femte ting at sætte på årets julegaveønskeseddel.

Update: Har lige fået dette link til Vandrehistorienyt, der handler om netop denne type hoaxes. Desuden er den omtalte mobiltelefon en otte år gammel model!

Nemme numre

Min farbror har fødselsdag i dag. Det er ikke sådan, at jeg er specielt hardcore til at huske fødsesdage, men lige hans er lagret for altid. Faktisk er det ikke kun hans, der er let at huske, for hans storebror, min far, er født d. 6/6.
Min mor kom til verden 9. april - Danmarks besættelse (og mine forældre blev gift samme dag, så der kun er en dato at huske på) og hendes storebror har fødselsdag d. 24. december.
Min bror deler dato med Kronprins Frederik - faktisk er det kun mig, der ikke har en (for andre) lethuskelig fødselsdato.
Jeg husker den dog stadig selv, men der er desværre flere og flere af andres fødselsdage, jeg først kommer i tanke om, når de er passeret. Jeg tror egentlig ikke så meget, det er fordi jeg bliver dårligere til at huske datoer, men mere fordi der kommer flere og flere til. Fx er jeg virkelig ikke særlig god til at huske, hvornår mine venners børn er født. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke gerne vil, der er bare efterhånden så mange af dem... Det kunne være smart, hvis man kunne skifte ikke aktuelle fødselsdage (fx på gamle kærester), som man godt kan, men ikke behøver at huske, ud med nogle som man ikke kan, men gerne vil huske...

Og hvor vil jeg så hen med det?
Vel bare sige tillykke til onklen og huske mig selv på, at jeg snart skal have købt en ny kalender.

Er du god til det med datoer???

I mål

Hele weekenden læste jeg til eksamen, bådrenoveringen blev sat på standby og fokus blev holdt på bøger og opgaver.
I går kom jeg gennem stopprøven og gik videre til den mundlige eksamen i søret, sejladsplanlægning, navigation, meteorologi, søvejsregler, kommunikation og sømandsskab.

Nu ejer jeg et stykke papir, der fortæller, at jeg er yachtskipper af 3. grad.

Pyyyyyhh...

Urkraft

I morges, da mit vækkeur ringede, kunne jeg ikke slå det fra. Jeg havde ligget på min hånd og fingrene var følelsesløse, så på bedste dukkefilmsmaner måtte jeg banke hele håndfladen ned i knapperne for at få uret til at tie. Det var faktisk lidt komisk og mens mine fingre langsomt vågnede til live i en sky af prikkende fornemmelser, måtte jeg undertrykke en boblende latter for ikke at forstyrre skippers søvn yderligere.

Oplevelsen fik mig til at tænke på Clocky, uret, der løber sin vej, så du ikke kan slå det fra eller trykke på snooze.

Havde jeg haft sådan et ur, ville morgenens hændelse have været endnu mere faldepåhalenagtigt. Jeg er ikke sikker på, jeg ville have kunnet fange et ur med min dukkehånd. Det kunne have været kønt at ligge og rode på gulvet og forsøge at fange en kæk (og kontinuerligt kimende) klokke under sengen! Er helt sikker på, at jeg ville blive meget lidt populær på den konto.

Hvis du sidder og tænker 'hvorfor ikke bare bruge den anden hånd?', kan jeg afsløre, at det overhovedet ikke faldt mig ind. Klokken næstennat, netop purret af hitilstanden tænker jeg ikke nødvendigvis særlig konstruktivt - hvis jeg overhovedet tænker.
Tingene kører på rutine og instinkt.
Og jeg har ikke installeret nogen programmer, der kan håndtere små knapper med lammede fingre.

The rules for being human

Da du blev født, kom du ikke med en manual - disse guidelines vil få tilværelsen til at fungere bedre:

1. Du vil modtage et stk. krop. Måske kan du lide den, måske hader du den, men det er den eneste ting, du er sikker på, du vil komme til at beholde resten af dit liv.

2. Du vil komme til at lære. Du er indskrevet i en fuldtids informationsskole kaldet "Livet på planeten Jorden". Alle mennesker og hændelser er en universel underviser.

3. Der findes ingen fejl, kun erfaringer. Vækst er en eksperimenterende proces. 'Nederlag' er lige så meget en del af processen som 'succes'.

4. Lektier repeteres indtil de er lært. De bliver præsenteret for dig i forskellige former, indtil du har lært det - og så kan du gå videre til næste lektion.

5. Hvis du ikke tager ved lære af de lette lektioner, bliver de blot sværere. Når du kommer klar af indre modstand, vil din ydre verden forandres. Smerte er den metode, som universet påkalder sig din opmærksomhed med.

6. Du vil vide, at du har lært en lektie, når dine handlinger ændres. Visdom bygger på øvelse. En lille smule noget er bedre end en hel masse ingenting.

7. 'Der' er ikke spor bedre end 'her'. Når dit 'der' bliver et 'her', finder du blot et nyt 'der', som ser endnu bedre ud end 'her'.

8. Andre er kun spejlinger af dig selv. Du kan ikke elske eller hade en anden, uden at det reflekterer noget, du elsker eller hader i dig selv.

9. Din tilværelse er dit valg. Livet leverer lærredet, men du kreerer maleriet. Tag ansvar for dit liv - ellers gør andre det.

10. Du får altid, hvad du beder om. Din underbevidsthed er afgørende for, hvilke energier, oplevelser og mennesker du tiltrækker - derfor er den eneste ufejlbarlige metode til at finde ud af, hvad du gerne vil have, at se på, hvad du allerede har. Der findes ingen ofre, kun elever.

11. Der findes ikke rigtigt eller forkert, men der findes konsekvenser. Det hjælper ikke at moralisere. Fordømmelser fastholder blot mønstre. Bare gør dit bedste.

12. Dine svar findes i dig selv. Børn tager imod vejledning fra andre, men efterhånden som vi modnes, må vi lære at stole på vore hjerter. Du besidder større viden end det du har hørt, læst eller er blevet fortalt. Alt, hvad du behøver at gøre, er at se, lytte og have tillid.

13. Måske glemmer du alt det her.

14. Du kan genopfriske, hvornår du vil.


(Frit oversat fra If Life is a Game, These are the Rules af Cherie Carter-Scott )

Venter på dagen

Vækkeuret ringer, men udenfor har natten ikke rigtig givet slip endnu. Mørket er krydret med lydene fra Amagerbrogade og regnen som pisker mod ruden. Det frister o v e r h o v e d e t ikke! Mod sædvane snupper jeg en snoozer og slumrer ni minutter ekstra, inden den lune dyne modvilligt forlades.
En portion grovvalsede med økosultanas og sojamælk – hold op, det føles sundt! Og lidt frelst… Jeg tjekker lige spejlet for at være sikker på, at jeg ikke er blevet helt fodformet i løbet af natten. Der er dog ikke noget som helst hippieagtigt og frelst over min limegrønne skaljakke, så jeg retter lettet på de 59 lag tøj og kaster mig ud i det våde mørke.

Det kan godt være, min bycykel er af ældre model - en pensioneret udlejningscykel med gedebukkestyr, købt på Ærø for en flad halvtredser – men den kan køre stærkt! Og da jeg sidder i linie B og rumler mod Glostrup er der alt, alt for varmt med alt det tøj. Det er ikke sært, vores kroppe protesterer på denne årstid. Varmt inde, koldt og vådt ude, varme der fordamper, fanges under tykke lag af tøj og efterlader en afkølende, klam fornemmelse – og et massivt bombardement fra nysende, hostende, harkende medpassagerer. Det er i hvert fald en udfordring at undgå at blive forkølet eller det, der er værre.

Bladrer lidt planløst i en gratisavis, læser hist og pist, forarges over det urimelige i, at trekvart million nødhjælpskroner skal gå til en mand, der selv har valgt at skifte spor og køre med Ny Arrogances diligence. Vil ikke starte min dag med et aftryk af syrlighed, så jeg læser herefter et par filmanmeldelser og hygger mig med tanken om at sidde i biografens mørke, holde i hånd, lade sig underholde.
På stationen er der trængsel, i bussen videre er der heldigvis bedre plads. Jeg savner den daglige cykeltur til og fra arbejde. Men salt på vejene er no-go for min kørelangt-cykel, og jeg vinder et kvarters søvn, ved at bumle afsted med det offentlige...

Ind på pinden, tænde lys, tænde stearinlys, brygge en kop the, tjekke mail og blogs, skrive et lille indlæg – og SÅ er der dømt arbejdarbejd. Udenfor er det stadig mørkt - lidt mindre mørkt end da uret bimlede mig vågen, men dog ikke særlig meget lysere.

Hvornår bliver det mon dag i dag?

Det åbne land

På tirsdag udkommer tredie bind af Naturen i Danmark, Det åbne land, som er det bind, jeg har været billedredaktør på.
Jeg var til reception med de involverede i forgårs og har derfor allerede fået et snigkik i bogen - og det ser ikke helt tosset ud. Når man, som jeg, har siddet med næsen i det i flere måneder, kan man ikke undgå med det samme at spotte ting, som hører til i skønhedsfejl-kategorien - smuttere, som der nok ikke er så forfærdelig mange andre, der vil lægge mærke til, men som jeg synes, er lidt ærgerlige. Jeg har dog ikke fundet ret mange, og jeg er for min part rigtig godt tilfreds. Jeg har ikke stået for tekstredaktionen og har kun skimmet efter 2. ombrydning, så jeg har mange timers læsning til gode.

Bogen kommer til at stå fint på hylden ved siden af de to første bind i serien, Havet og Geologien, og med tiden håber jeg at kunne føje de sidste to bind, som får titlerne Skoven og De ferske vand, til.
De skal 'bare lige' laves først.

Det har været en særdeles lærerig oplevelse at stifte bekendtskab med forlagsverdenen og arbejdsgangen i forbindelse med en bogudgivelse af denne kaliber, hvor der er over tyve forskellige forfattere og rigtig mange flere fotografer tilknyttet. Jeg er ikke bange for at kaste mig over et lignende projekt en anden gang, gerne med tekstredaktion også, men lige nu har jeg vist ikke råd til den slags projekter. Ikke på fuld tid i hvert fald, men gerne som freelance i al den fritid, jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til (pffffff). Der er simpelthen ikke nok dukater i det.
Og dukater skal jeg til at samle på, for selvom lykken ikke er ussel mammon, som Madame skrev så rigtigt om i går, så er der desværre nogle drømme, der kræver en vis form for finansiering for at kunne føres ud i livet.

Og imens jeg lægger planer og drømmer om dukater og fjerne kyster, kan jeg læse om naturen i det åbne land i Danmark - det er ikke så ringe endda.

Vil selv, kan selv

Ansporet af Andreas indlæg om moslergenet og den tilstundende højtid, har jeg været en tur ned af barndomserindringernes forunderligt snoede stisystemer for at ende foran bogreolen. For her gemmer sig nemlig en bog, der samler de to ting.
Astrid Lindgren skrev "Vist kan Lotta nästan allting" i 1977 - og mine forældre mener, at det var fordi hun havde hørt rygter om en helt bestemt lille, stædig pige på en ø i det sydfynske. I hvert fald har de aldrig lagt skjul på, at de mente, der var visse uomtvistelige ligheder mellem mig og hovedpersonen.

Historien handler om pigen Lotte, der er af den overbevisning, at hun kan ALT. Inklusive redde julen, da resten af familien sidder modløse over det faktum, at alle juletræshandlere i hele byen melder udsolgt. Hun skaffer et juletræ og redder julen - dog (selvfølgelig) ikke helt alene. For hun kan jo ikke ALTING. Men næsten da.

Jeg tror faktisk, mine forældre har ret i deres formodning, for jeg var i mange, mange år et glimrende eksempel på intakt omnipotens. Jeg besad - og besidder i nogen grad stadig - en (naiv?) tro på, at alle begrænsninger kan ryddes af vejen. At jeg kan, hvad jeg vil og sætter mig for.
Mine nærmeste vil uden tvivl smile og nikke bekræftende over disse ord, men man behøver egentlig ikke kende mig ret godt for at vide, at jeg er en vaskeægte kanselv-vilselv-gørdetselv. Eller en 'mosler', som Andrea kalder det. Der er da tidspunkter, hvor jeg må erkende, at jeg ikke kan ALTING. Men så næsten da.

Vist nok.
Vist så!

Førjuleudpakning

Jeg tager forskud på 'glæderne' og pakker ud inden jul. Flyttekasser vel at mærke.
Flytningen gik rigtig, rigtig godt, det gik som en leg med fire stærke mænd og to ditto kvinder. Tricket var at bestille en 3X34 og have alting båret ned i gadeplan (pga. regnen havde vi sat det hele i cykelparkeringen) inden bilen kom.
Trylle, trylle, trylle, så var den grønne varevogn fyldt. Folk ind i personbiler og afsted i hælene på flyttelæsset det gik. En presenning på fortorvet, endnu flere hænder til at tømme og mere trylletrylle, så var læsset losset. I kæder det gik til hhv. kælder og 2. sal, og på mindre end to timer var alt mit habengut (samt en hel del af skippers og skudens) flyttet ind på ny adresse.
3X34-manden fik 410 kroner og så skulle jeg ikke spekulere over at hente og aflevere flyttebil eller trailer. Det kunne næppe have været lettere.

Tilbage er der 'blot' at pakke ud. I går fik jeg samlet reolen og skrivebordet, samt pakket alle (ikkekælder-) kasser ud - for selvom planen ikke er descideret at bo der, så må det godt se lidt beboet ud. Ikke mindst fordi værelset skal kunne fungere som gæsteværelse.
Og det bliver faktisk ret hyggeligt. Når jeg selv skal sige det ;-)

Op på mærkerne!

Jeg har altid sat julemærker på min julepost. Da jeg efterhånden skriver flere mails end papirbreve- og kort, er jeg blevet stor fan af e-julemærket, som man køber og installerer i sin mailsignatur.

Jeg har desværre lige opdaget, at gmail ikke vil lege den leg, så nu sidder jeg med et julemærke, jeg ikke kan hitte ud af at installere. Her på bloggen er det dog intet problem, så hermed en lille hilsen til jer i blogland.

Støt julemærkesagen!

Jeg googler lige min hjerne...

...for familien har udbedt sig årets ønskeseddel!
Det er slet ikke let, for det, jeg ønsker mig allermest (fred i verden, en ny regering og at båden er færdigrenoveret) kan ingen give mig, endsige pakke ind eller putte under nogetsomhelst juletræ.

Foreløbigt har jeg fundet på fire ting til listen. Og de tre af dem er bøger...no surprise...
To af bøgerne er lærebøger til det spanskkursus, som Rasmine og jeg skal begynde på næste år (tænkte, det ville være endnu en motivationsfaktor, hvis jeg rent faktisk havde de rigtige bøger). Den sidste har jeg omtalt her.

Hukommelsesgooglingen resulterer da også i andre søgeresultater, men det er primært ting, som ingen har råd til at give mig - jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om, hvem der skal forære mig en motorcykel, en satelittelefon, en ny computer eller et fuldt sæt sejlertøj fra Musto. Men en røde sydvest er en overkommelig sag og derfor sat på ønskesedlen - og udgør dermed den fjerde ting - den som ikke er en bog.

Enten husker jeg ikke ret godt eller også har jeg bare alt, hvad jeg behøver? Jeg tror det er en kombination, for jeg føler mig faktisk ret tilfreds og ikke særlig savnfyldt til daglig - det er da priviligeret.