Et liv i luksus

Her kommer jeg til at træde indenfor i aften.

Vi skal bo lige midt i Paris, på New Hotel Roblin, der ligger på Place de la Madeleine, bare 4 minutter fra operaen, 2 minutter fra Galeries Lafayette, 8 minutter fra Louvre og Champs Elysées. Mere centrat bliver det vist ikke.

Jeg glæder mig til tre dage i luksus, for normalt er det ikke den her form for inkvartering, jeg går efter, når jeg er ude og rejse. Det er jeg alt for nærig til. Men kæresten bestemmer, for han betaler. Det er hans julegave til mig - og jeg brokker mig ikke. Jeg morer mig bare over komfortkontrasten til vores forrige get away.

Jeg er jo også så tøset, at jeg synes, den her slags småting er for lækre.

Hotellet og flybilletterne er det eneste, der er arrangeret, resten improviserer vi os frem til. vi har besluttet at tage skippers Mac med, så vi venter med at tjekke aktuelle udstillinger etc., til vi er kommet frem. Jeg regner dog ikke med at blogge i løbet af tiden dernede, men jeg lover at dele med jer, når jeg er hjemme igen.

Vores fly letter 18.25 - det er lige om lidt...

Skønne ukendte

Jeg ved ikke, hvem hun er, men jeg er ret vild med hende her...

***************************** UPDATE **************************

Jeg er ikke blevet mindre vild med hende, efter at jeg har fundet ud af, at hun på spørgsmålet om, hvad hun gjorde for at komme til at se så glad ud, svarede:

"I smoke 4 packs of cigarettes a day", she said. "Before I go to bed, I smoke a nice big joint. Apart from that, I drink a whole bottle of Jack Daniels every week, and eat only junk food. On weekends I pop a huge number of pills and do no exercise at all."
"This is absolutely amazing at your age!!!!", says the passer-by. "How old are you?" "Twenty four", says the lady.

Navnet

Hvorfor egentlig ”Reiters Bureau”?

Det er ikke kun fordi, mit efternavn kun ligger en enkelt tast fra Reuter. Og det er i hvert fald ikke, fordi det er en platform for dyugfriske nyheder. Faktisk er navnet meget ældre end denne blog. Man kan, hvis man er biologistuderende i Århus stadig støde på fænomenet i papirudgaven. Og da er indholdet et ganske andet, end det er her på siden.
Jeg kan ikke præcis huske, hvornår det opstod, men vi skal helt tilbage til foråret 1999. Jeg havde da været en del af redaktionen på de studerendes blad, Bio-Geo Bladet, 1½ år og en vittig sjæl fandt på, at ”Opslagstavlen” bag i bladet skulle omdøbes til ”Reiters Bureau”. Og det blev bare hængende - også efter at jeg stoppede som redaktør i 2002.

Bureauet er blot en enkelt side, som regel placeret på bladets næstsidste side, og indeholder absolut intet af lødig karakter. På siden har man i årevis, måned efter måned, kunnet læse citater af den slags, som i tidligere tider ville være blevet kaldt finker. Altså dem, der i et gammelt idiom ryger af panden. Ofte er der tale om udtalelser, der med en tilpas hormonpåvirket tankegang resulterer i en ikke særlig stueren udlægning. Og det kan næppe overraske nogen, at der er masser af den slags tankegang blandt unge studerende.
Andre gange er det bare unge, nye studerende, der spørger, før de tænker. Og indimellem finder man udtalelser, der med årene er blevet til talemåder.

Her får I lige et lille udpluk (af dem, der ikke er sjofle, for jeg gider ikke mærkelige google-søgninger):

"Hvis man ikke har nogen guldkorn, kan man altid komme med nogen popcorn" (Stine, 1999)

"Hvis man sprænger trommehinden, kan man så trække vejret med ørerne?"Søren, Hold 7 (i chordatøvelser) "

”Jeg tror, at du havde en MEGET tålmodig pædagog i børnehaven!” Gregers (molekylærbiologi-instruktor) til Sara (hold 2, 2000)

"Kvinder snorker ikke, de spoler baglæns" (Olm 2001)

Med andre ord udtalelser, der er mange gange sjovere, hvis man kender dem, der bliver citeret.

Da jeg skulle finde på et navn til bloggen, lå det lige til højrebenet at genbruge Reiters Bureau (jeg havde ydermere en forventning om, at den nye redaktion på Bio-Geo Bladet sikkert snart fandt på noget andet). Egentlig er min blogtitel AllReiter, men da jeg på et tidspunkt havde et firma med det navn, valgte jeg at holde tingene adskilt.

Så derfor.

Kridsekradse

Fornemmelsen i min hals er gået fra smergellærred til korn 180 i løbet af natten. Nu håber jeg, vi ikke bevæger os i retning af noget endnu mere grovkornet. Sandpapir skal IKKE være inden i min hals. Slet ikke nu, dagen før vi stikker af til Paris!
Så jeg sidder og søber ingefærafkog, mens jeg i mit stille sind undres over, hvad der får folk til at tage deres syge børn med på arbejde, så de kan smitte kollegerne, så de kan tage det med hjem til deres kærester. Det sker heldigvis ikke ret ofte her hos mig, men på skippers arbejdsplads er det ikke sjældent at små feberhede, hostende, rødøjede unger bliver slæbt med på kontoret.

Jeg ved godt, at vi lever i et samfund, hvor alle har frygtelig travlt, men man gavner jo ingen ved at sprede sygdommen til sin arbejdsplads.
Det er tåbeligt, men det er da allermest synd for børnene!


(Altså undskyld, det er ikke min mening kun at skrive syrlige revseindlæg, men det gør ondt i min hals, hrmmmfff. Jeg lover, jeg skriver noget mindre surt næste gang!)

Skandaløs brug af F16

Hvem er den idiot, der har fundet på, at en flok håndboldspillende herrer skal ekskorteres hjem af jagerfly, bare fordi de har vundet EM?
Bevares, det er da flot, at de har vundet (ikke at det kan bringe mit pis bare i nærheden af kogepunktet, men sådan har jeg det jo med stort set al sport), men der er to knapper, der bliver får et eftertrykkeligt tryk hos mig, når jeg ser den slags idioti udført ved højlys dag og ud over hele sendefladen.

Den første - og største - knap er min 'miljøknap'. Jeg kan ikke med min allerallerbedste vilje finde nogen som helst brugbare argumenter for eskorten. Kun argumenter imod. For hvor meget CO2 fik Danmark ikke lige knaldet ud i atmosfæren på den måde?
Og for at sætte det groteske i situationen endnu mere i perspektiv, blev indslaget om gulddrengendes hjemvenden vist lige efter et indslag om spildevandsslam, der også vejer på vores CO2-budget - på den forkerte side. At Danmark således i går på ganske kort tid blev en røvfuld skattekroner fattigere og en balje CO2-udslip rigere - på grund af en EM-titel - VORHERRE BEVARES hvor er det latterligt!!!

Den anden knap, som slet ikke er så stor som miljøknappen, er en slags 'generel undren'-knap (som nogen sikkert vil udråbe til at være en feminist-knap i dette tilfælde). For hvorfor er det nu lige, at det er på sin plads med F16-flyeskorte til håndboldHERRERNE, når det aldrig har været set, de mange gange håndboldKVINDERNE har vundet. Hvilket de, så vidt jeg erindrer trods min udtalte grad af sportsignorans, har gjort oftere og mere eftertrykkeligt end herrelandsholdet. VORHERRE BEVARES hvor er det pinligt!!!

Hvis vi nu bare undlod at sende de forbandede fly i luften, uanset om vi har fået herrehold eller kvindehold på sejrsskamlen - tak! Der må være andre og mere miljøvenlige måder, man kan udtrykke sin stolthed og opbakning på.
Det var bare det, jeg lige ville være morgensur over.

Hav en god dag!
Og husk at spare på dit CO2-udslip, for Danmark er bagud i regnskabet.

Moth Smoke

Jeg holder meget af Salman Rushdie. Han er en bragende historiefortæller, og hvis man interesserer sig bare lidt for den del af verden, for Indien og Pakistan, som oftest udgør kulisserne i hans bøger, er han blot endnu mere læseværdig. Derfor var jeg nysgerrig efter at stifte bekendtskab med en forfatter, som af flere er udråbt til at kunne løfte arven fra forfattere som Rushdie og Naipaul.

Mohsin Hamid debuterede i 2000 med sin prisvindende 'Moth Smoke'. Den er oversat til ti sprog efterhånden, dog endnu ikke til dansk. Afskrækkes man ikke af dette faktum, er bogen meget anbefalelsesværdig. Den er relativt hurtigt læst, men udgør et fint lille vindue, som åbnes til det moderne Pakistan, en muslimsk nation, som undervejs på sin vej mod modernisering gennemsyres af korruption og spillen med de nucleare muskler overfor resten af verden og ikke mindst storebroderen, Indien.

Hovedpersonen Daru er ingen helt. Faktisk slet ikke. Hans historie spindes i et nuanceret mønster ved brug af et kor af de impliceredes stemmer. Med andre ord har historien mange fortællere, og Hamid mestrer kunsten at væve dem sammen uden at tabe sin læser undervejs. Jeg synes dog afgjort, at det er Darus egen stemme, drivende af tragisk ironi, der er den mest interessante. Netop fordi han er så gennemført, bærer man over med, at nogle af de øvrige bliver en tand for flamboyante fra tid til anden.

Jeg vil ikke løfte sløret alt for meget for handlingen, men blot røbe, at hele persongalleriet er mere eller mindre antihelteagtige. Det er ganske befriende, for selvom de alle rummer mindre kønne sider, er det svært ikke også at få et blødt punkt for de fleste af dem.

Darus historie er egentlig banal, med et liv, der kører helt skævt efter en fyring. Rammen er en retsag, hvor Daru står tiltalt for et mord han måske-måske ikke har begået. Først til allersidst finder man ud af, hvordan det hænger sammen, efter at hans sociale, fysiske og personlige deroute er blevet udpenslet fra mange vinkler.

Hans nedadspirallerende situation reflekterer samtidig Pakistans usikre fremtid, som den så ud i 1998 (og som vel egentlig ikke synes at være blevet ret meget mindre kaotisk, den seneste politiske udvikling taget i betragtning).

Bestemt ikke nogen uinteressant, lille bog. Hvis jeg kunne finde det danske ord for 'page turner', ville jeg have brugt det...

(Hæs)blæsende fredag

Der har været übertryk på hele dagen, så de eneste ord fra min side her på bloggen i dag må desværre nøjes med at blive:

God weekend!

Jeg vil selv holde fri med god samvittighed, for i dag har jeg lagt foreløbigt sidste hånd på databasen. Lidt over 2900 sorter er nu oprettet, hvilket betyder, at jeg har lavet over 1,2 milioner anslag på syv måneder (og det er vel at mærke kun i databasen, for alle dem på bloggen her, på andres blogs, i mails, breve etc. tæller slet ikke med i det regnskab).

Det kræver vist en fredagsøl!

Men først må jeg ud i blæsten...brrrrr...

Bombebryster

Ordet brystbombe har fået en helt ny betydning!
I dag kan man på politiken.dk læse, at silikoneimplantater eksploderer, når de puttes i en krematorieovn. Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen, at væske i en tætslukket beholder vil begynde at koge og skabe overtryk ved den form for varmepåvirkning, men der er sikkert ikke særlig mange, der egentlig har tænkt over problematikken.

Og det er nok heller ikke de overvejelser kvinderne gør sig, når de sidder og vejer for og imod implantaterne. "Skal jeg belaste mine pårørende økonomisk efter min død, fordi jeg vil have forskønnet barmen?" For man er nødt til at operer skidtet ud for ikke at ødelægge krematorieovnen, og det er ikke nogen billig affære.

Artiklen nævner desværre ikke noget om de miljømæssige konsekvenser af silikonen...

Morgenens tankeeksperiment: Hvordan ville sådan et fremtidsscenarie være blevet modtaget for hundrede år siden?

Himmelblå drømme

Når det nu mest er de grå nuancer, der er i brug udendørs i øjeblikket, kan man passende iføre sig sin imaginære snorkel og fridykke lidt i den elektroniske skrivebordsskuffe med billeder. På den måde er der en chance for at tilgodese behovet for blå himmel.
Det mest blå billede, jeg lige kunne finde er fra 2003, fra tiden på Mauritius.

Faktisk er denne hvidhalede tropikfugl (Phaethon lepturus) fanget i min søger på Gabriel Island, der er en lille, ubeboet lavaklat ca. 15 km nordøst for Mauritus, hvor vi fik lokket kystvagten til at sejle os over. Skønt - og meget priviligeret - at have øen helt for sig selv i flere timer, inden der kom en katamaranfuld turister forbi med deres BBQ.

Lige nu føles det som om, det er meget, meget langt væk at gå med bare ben i bagende sol og med bølgebrus og fugleskrig i ørerne.

Men man kan jo altid drømme lidt...

Afspadsering

Jeg afspadserer i dag.

Da jeg var barn og min mor med mellemrum afspadserede, brød jeg min lille hjerne med, hvad hun dog lavede. Jeg kunne ikke koble overarbejde med fri til at spadsere. Og hun spadserede jo slet ikke. Der gik faktisk mange år, før jeg helt fattede, hvordan det hang sammen. Men ordet synes jeg stadig er underligt...nok fordi jeg ikke aner noget om etymologien (endnu).

Ikke desto mindre afspadserer jeg i dag.

Lige nu er jeg et på biblioteket for en kort bemærkning, og senere skal jeg ind på studieskolen for at tage deres (gratis og uforpligtende) spanskprøve, så jeg kan finde ud af, hvilket niveau, jeg skal starte på i februar. I samme ombæring skal jeg møde Rasmine for første gang. Hun kan meget mere spansk end jeg, og alligevel vil hun gerne følges med mig, hvilket jo er alletiders. Jeg er sikker på, jeg får min sag for, hvis jeg skal forsøge at følge med hende, men det kan jo være motivation nok i sig selv, hvis man ikke kan lide at sakke agterud.
Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang.

Og nu vil jeg (af)spadsere ud i solen.

Med få ord

Jeg er blevet udfordret af Sister. Og udfordringer sidder jeg jo sjældent overhørigt, så her er mit svar. Reglen er, at man kun må svare med ét ord og det har bestemt ikke været let at begrænse sig på lige netop den front.

1. Hvor er din mobil? Forhåndenværende
2. Din kæreste? Kompletterende
3. Dit hår? Nordisk
4. Din mor? Havemenneske
5. Din far? Havmenneske
6. Din favoritting? Livet
7. Hvad drømte du om i nat? Hukommelsestab
8. Hvad drikker du helst? Vand
9. Drømmebilen? Praktisk
10. Hvilket rum er du i nu? Kontorlandskab
11. Din eks? Emigreret
12. Din største skræk? Stilstand
13. Hvad vil du være om ti år? Tilfreds
14. Hvem var du sammen med i går aftes? Skipper
15. Hvad er du ikke? Selvhøjtidelig
16. Det sidste du gjorde? Computeropstart
17. Hvad har du på? Bimmelim (vel har jeg ej, men det er alt for nærliggende at skrive "tøj")
18. Din favoritbog? (Sorry, titlen er på mere end et ord)
19. Det sidste du spiste? Pletskud
20. Dit liv? Nuanceret
21. Dit humør? Amplituderigt
22. Dine bedste venner? Uvurderlige
23. Hvad tænker du på lige nu? Etordssvar
24. Din bil? Hvilken?
25. Hvad gør du lige nu? Underholdes
26. Din sommer? Bådrenovering
27. Civilstatus? Optaget
28. Hvad er der på dit tv lige nu? Intet (jeg ser jo ikke TV samtidig med at jeg skriver dette vel)
29. Hvornår lo du sidst? Godnatkyssende
30. Hvornår græd du sidst? 2007 (jeg har altså ikke medregnet blogindlægsfremkaldte rørelsestårer)
31. Skole? Tilbagevendende

Er der nogen derude, der har lyst til at lege med?

Mini-Feedreader-kursus

*****************************************************
Update! Vores allesammens husejer har lige gjort mig opmærksom på, at www.blogbot.dks favorit-fane og iGoogle kan præcis det samme som Feedreader, uden at der skal installeres noget. Man skal bare have en konto/profil. Det lyder som en lettere løsning, uden at jeg dog har undersøgt sagen selv.
*****************************************************

Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke Feedreader-superbruger. Men jeg har lovet at (forsøge på at) forklare, hvordan man på en let måde sparer noget tid, når man (som visse i lørdagens selskab) har lige lovligt mange blogs, man gerne vil holde øje med, men synes det tager lang tid at tjekke hver enkelt.

Feedreader er et af mange forskellige gratis programmer, der kan "tage på besøg" rundt i bloglandskabet til blogs, man selv vælger ud. Når der er sket noget nyt, får man det at vide (hvis bloggen ellers har feeds, man kan lade Feedreaderen hente), og hvis ikke der er kommet nye indlæg siden sidst, sparer man tid ved ikke selv at skulle ind og tjekke manuelt.

Start med at lukke alle de programmer, du ellers måtte have gang i. Dernæst downloades Feedreader her (der er flere muligheder, men jeg tror dette er den hurtigste).
Tryk på Installer i linien Please download 3.12 alpha from our site as Installer or as Zip file og følg resten af instruktionerne - så er der vist ikke mere hexerei i det. (Jeg har ingen erfaring med at downloade Feedreader som zippet fil, og det andet fungerer fint for mig). Jeg har valgt kun at have en genvej i min proceslinie, men man kan også vælge at have den på sit skrivebord. Når programmet kører, vil det lille ikon i proceslinien lyse orange, når der er nye indlæg på en eller flere af de blogge, du har sat Feedreaderen til at opdatere hos. Hos mig kører programmet hele tiden, så jeg skal overhovedet ikke foretage mig andet end at lukke op, når der er nye indlæg.

Når programmet er installeret, åbnes det og du kan begynde at lægge feeds ind fra de blogs, du gerne vil holde et vågent øje med. I venstre side, over den kolonne, der hedder 'Alle nyheder' er der en lille knap. Tryk på den og skriv webadressen på den blog, du ønsker at få feeds fra. Så søger Feedreader selv efter de feeds, som den pågældende blogskribent giver adgang til. Jeg vælger konsekvent bare RSS.
Sådan fortsætter du med alle de blogs, du vil have hjælp til at følge med i.

Under 'Filer' kan du vælge 'Feed administration' og her kan du vælge, hvor tit Feedreaderen skal opdatere hos den enkelte blog.

Der er selvfølgelig flere muligheder, end dem jeg har ridset op her, men det er rigeligt for mig, og på den måde kan jeg fast holde mig opdateret på de tyve blogs, jeg er fast gæst hos, uden at det koster unødvendigt meget tid.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ligefrem kan agere hotline, men jeg vil forsøge at svare efter evne, hvis der er nogen der har spørgsmål til ovenstående.
God fornøjelse.

Dagen før dagen

I morgen eftermiddag skal jeg på én gang mødes med både husejeren, madammen, hende med meningerne, hende med himlen og havet, hende med kagerne, hende der ror om mandagen, hende med smilet samt tre-fire andre. Størstedelen er en fast del af min hverdag, og jeg aflægger de fleste af dem besøg dagligt (bortset fra weekenderne, der som regel er helliget andre ting).
Vi diskuterer alverdens emner, inspirerer hinanden, får afløb for frustrationer og bekymringer, deler store og små begivenheder, erindringer og drømme. Opskrifter, tips og ideer ryger i en lind strøm fra den ene til den anden.

Alt sammen i den digitale verden.

I morgen mødes vi i tre dimensioner, med lugt og lyd på. Nogen har mødt hinanden før, andre ser hinanden for første gang. For mig bliver det første gang med dem alle - og jeg glæder mig!
Mit bedste bud er, at det bliver både muntert og knashyggeligt.
Først og fremmest er jeg sikker på, at det bliver ordrigt!

En bid af en bog

Hver morgen på alle hverdage modtager jeg en lille bid af en bog pr. mail.
Bogen har jeg ikke selv valgt, og hver mandag skiftes den ud med en anden.
På den måde får jeg inspiration og introduceres til nye forfattere helt uden at skulle foretage mig andet end at bruge 5-10 minutter på at læse dagens bid. Man får kun første kapitel forærende på denne måde, så når/hvis jeg er blevet fanget, er jeg nødt til selv at købe eller låne bogen til videre læsning.
Bogbidderne er en gratis service fra biblioteket, som alle kan melde tilmelde sig lige her.

God læselyst!

Brugt billig kvali

Jeg har en meget dyr cykel - og nu har jeg også en meget billig.

Den dyre tør jeg ikke bruge til almindelig bykørsel, for jeg har i tidens løb mistet ikke mindre end otte cykler til lidt for langfingrede folk, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Min taktik har de seneste år været at køre bykørsel på nogle faldefærdige skrammelkasser, som ikke udstråler den mindste gnist af 'stjæl mig', men det har så betydet, at de sidste tre cykler jeg har ejet, er forsvundet ud af mit liv ved simpelthen at bryde sammen.

Den seneste cykel, som var en pensioneret udlejningscykel, gik til de evige cykelmarker midt på Langebro. Bagnavet sagde et højt og opgivende knas, og så var der udsigt til en reparation, der ville blive ti gange så dyr, som cyklen havde været.

Nu er der så taget en ny taktik i brug. Endnu en brugt cykel er blevet erhvervet. Billigt! Og denne gang er der tale om langt bedre kvalitet til prisen. Det kan godt være, den derfor også har lidt mere appeal til en potentiel tyveknægt, men det kan jeg godt leve med, når den kun står mig i 300 kroner. Det er da et fund!

Nu skal jeg bare have den hjem fra Glostrup. Det mest indlysende er at cykle på den, så det gør jeg. Selvom det nok betyder, at jeg i morgen er en kende træt i mine i forvejen ikke helt restituerede ben.

Farvel til burkalooket

Nu har I vist set mig i øjnene længe nok.
Bloggen har været udsat for endnu en farveflyttedag - vi må se, hvor længe det holder.

Synkronicitet

I søndags var jeg ude at løbe. For første gang siden 31. december 2006. Og nej, det er desværre ikke en tastefejl, for i mere end et år har jeg ikke haft mine løbesko på. Det burde derfor ikke have overrasket mig, hvor ømme mine ben ville blive efterfølgende. Men jeg troede vel, at en lille tur på 6-7 km ikke ville være så slemt, når jeg nu har cyklet så meget i sommer. Pffff... jeg skulle blive klogere. Selve løbeturen gik godt, rigtig godt - men jeg har jo også sparet på kræfterne i flere måneder efterhånden. Det var først dagen efter, jeg blev mindet om, at jeg er et helt almindeligt menneske med en krop, der reagerer helt almindeligt. Tak skal du ellers have! Man skulle tro, jeg havde løbet en maraton, så ondt har det gjort.

Det første år i København løb jeg meget. Jeg var holdt op med at ro, men formen var stadig god og en lille tur på 15 km kunne ikke tilnærmelsesvis mærkes i benene dagen efter. Så købte jeg min drømmecykel og der blev længere mellem løbeturene. Efterhånden gik der mere og mere tid med andre ting, vi gik i gang med at renovere båden, og løbeskoene fik lov at samle støv. Nu samler cyklen også støv, for jeg er for øm over den til at den må komme udendørs på vejsaltårstiden. Altså er formkurven støt for nedadgående og jeg har besluttet at det er på tide, at kurven knækkes. Ikke kun via løb, men jeg har endnu ikke besluttet, hvilket supplement, der skal til.

Flere har spurgt, hvorfor jeg egentlig ikke bare begynder at ro igen. Bare en gang i mellem.
Det kan jeg simpelthen ikke.
Årsagen findes på billedet.

Ratzeburg Regatta 2004. Det er mig uden kasket.

Foto: Finn Andersen

Synkroniciteten kommer ikke af sig selv. Og det er i den type balance, man skal være, før det føles rigtigt. For mig. Jeg ved jo, hvordan det føles, når mandskab, båd og årer i perfekt balance glider gennem vandet. Og jeg ved, hvor meget, det kræver at opnå den balance. Det kan man desværre ikke, hvis man kun træner et par gange om ugen, for der ligger virkelig meget arbejde bag den sublime rooplevelse - og jeg er færdig med at prioritere sport som det første i mit liv.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ville blive irriteret på mig selv, når båden vippede, når jeg ikke fangede vandet ordentligt, når jeg skivede åren for sent, når jeg ikke holdt begge skuldre lige, når jeg åbnede i hoften for tidligt. Når det ikke kørte for mig. Så derfor lader jeg være. Jeg stoppede mens legen stadig var god og jeg savner det stort set aldrig.

Jeg savner at være i god form, savner at vide, at min krop er en velsmurt, stærk og smidig maskine. Men der er andre måder til at opnå denne følelse, og roningen er ikke længere min sport.

Så jeg tøffer videre i løbeskoene, indtil jeg finder på noget andet.

Booking 7045xxx/Paris/lidt at glæde sig til...

Sådan lød overskriften på den seneste mail fra kæresten.

Min julegave er dermed booket og vi stryger afsted på forlænget weekend til Paris d. 31. januar.
Som han sagde, da jeg pakkede et lille Eiffeltårn ud til jul, så ville han allerhelst have givet mig en færdigrenoveret båd, men da det ikke er muligt, ville han gerne forære mig lidt opmuntring, mens vi venter på mere fordelagtige temperaturer til arbejde på havnen. Det er derfor helt bevidst at vi tager afsted uden for sæsonen, og lur mig, om ikke det går hen og bliver alletiders.

Jeg har været i Paris flere gange, men aldrig sammen med en kæreste, så jeg glæder mig. Ikke mindst fordi kæresten er hjemmevant i både byen og sproget (han har boet i Frankrig). Mit eget franske kan ligge på et ret lille sted efterhånden, for det er jo med det som med så meget andet. Use it or loose it.
Jeg ville gerne have genopfrisket mit fransk, men førsteprioriteten er lige nu at blive bedre til spansk. Men det er en helt anden historie.

De uperfekte

Hun går rundt på den modsatte perron og taler i mobiltelefon. Håret er på plads, bukserne er ålestramme og der er kik til et bart stykke solariebrun talje under den korte dunjakke. Hendes - utvivlsomt meget dyre – sylespidse støvler har så høje hæle, at hun ligner en gammel, gigtplaget stork, når hun bevæger sig.

Han sidder overfor mig i bussen og tildeler mig et afmålt nik, inden han igen retter blikket ud mod vintermørket. Han ser ud som om han befinder sig godt i cowboystøvlerne, oilskinfrakken og stetsonhatten. Men der er lidt skæl på skuldrene og leverpletter på hænderne. Højre tommelfinger er pakket ind i et ikke helt frisk plaster.

Hun går foran mig på banegården. Håret er tykt og blankt, ravnesort og misundelsesværdigt for sådan en som mig, med fint, nordisk hår. Hun bevæger sig gennem menneskemængden, som om hun dansede. Let og ubesværet. Hun standser og vender sig for at tjekke togtiderne på skærmen. Næsten hele venstre side af hendes cafe latte-farvede ansigt udgøres af et stort modermærke.

Han er to meter høj, distingveret og gråsprængt. Ulastelig i sin uldfrakke og sine nypudsede sko. Måske har han været i teateret? Alt ved ham emmer af kontrol og balance. Der er ingen pletter, krøller eller revner i lakken. Indtil han begynder at gå og hans højre fod dropper.

De sætter sig overfor mig i S-toget. Det perfekte, renskurede par. Ikke en bums, ikke et hår der sidder forkert. De ligner noget, der er klippet ud af et blad. Et par levende, glathudede mannequiner.
Jeg lader ikke blikket dvæle ved dem. Der er for megen fernis efter min smag.
De er glemt igen med det samme. I modsætning til resten af galleriet.

Jeg holder så meget af dem. De skæve, lidt bulede, kantede og ridsede, kiksede og kejtede. De uperfekte. Dem, der er gået lidt ud af facon. Dem, der skiller sig lidt eller meget ud.
Det er dem, der gør iagttagelsessporten interessant. Ikke de identitetsløse, polerede glansbilleder.

Ferieminder

På sådan en grå og regnfuld morgen skal der lidt kulør til. Fx et solnedgangsbillede fra den svenske skovsø... Det er kun lidt over en uge siden, vi kom hjem derfra, men jeg ville ønske vi skulle derop igen i morgen.

Fortsættelse følger ikke

Han havde store nyheder. Fortalte sin søster, at kæresten var blevet gravid på trods af at hun havde taget sine p-piller. Han HAVDE talt efter. Og han HAVDE spurgt hende, selvom det var blevet tolket som mistillid. Nej, han ville ikke sige noget til deres forældre, før kæresten var mindst fem måneder henne og det hele var sikkert. Termin i september, så det hele var stadig helt nyt. Faktisk havde de kun lige været ved lægen tidligere i dag. Altså, de havde jo ikke engang helt fundet ud af, hvad de skulle gøre. Det var ikke planlagt, men nu var det sket, og de ville jo godt have børn. Med hinanden. Hvad tror du, moster vil sige?
Han sad og gestikulerede, talte på fingre og forklarede med hele kroppen. Søsterens kommentarer hørte jeg ikke, for hun var slet ikke tilstede. Alligvel var det ikke kun hans mund, der talte.

Normalt er jeg helst fri for folks personlige mobilsamtaler alle vegne, men denne her blev jeg alligevel - i ly af min bog - nysgerrigt ved med at lytte til. For han var både glad og rystet og nervøs og euforisk på én gang. Og han kunne slet ikke sidde stille.
Det var lige før jeg var kørt videre med toget bare for at få fortsættelsen med, men mit stop var før hans.

Jeg må gætte mig til resten...

Glad i låget

SOLEN SKINNER

!!!

Jeg bliver helt klappeihænderneogråbejubiii-agtig glad. For ih hvor jeg dog trænger i denne tid. Trænger til lys og blå himmel og varsler om længere og lunere dage. Jeg ved godt, vinteren knapt er begyndt, men efteråret har varet så længe, synes jeg.
Så nu suges der sol. Gennem ruderne på kontoret vel at mærke.

Kold krig?

Eller bare: Du der ko, bliv lige væk fra min jord!?

Killingen

Jeg lovede jo i sidste måned at vise jer vidunderet, når jeg selv havde set ham.
Her har I ham, Fighter, den lille laban med den perfekte øjenmakeup. Han hjalp glad og villigt til med indpakning af julegaver, når han ikke lige var på opdagelse udenfor.
Han trives og er vist som killinger er flest - bare meget dejligere selvfølgelig.

Nyt net

Nyt år, ny start, nyt kontor.

Jeg er rykket fra mit eget lille, kubiske enevælde til et åbent kontorlandskab med to (snart tre) andre. Det har både fordele og ulemper, men indtil videre er det så nyt, at jeg ikke vil dømme i sagen om fred og ro versus kollegialt fællesskab.

Det meste af dagen i går gik med at vente på at IT-afdelingen aflagde visit, så min internetforbindelse kunne komme til at fungere. Lige så lidt som jeg havde savnet at være på nettet hele den sidste uge, lige så meget følte jeg mig amputeret over ikke at kunne komme ’på’ nu, hvor jeg var kommet tilbage til civilisationen.

Afhængig?!?
Det tror jeg nok...

Vildmarken tur-retur

Julen blev hjerternes – og de lyserøde gavers – fest. Niecebarnet nød hurlumhejen og vi andre nød hende og hendes nærmest utrættelige begejstring. Der er alt andet lige noget ganske særligt over at opleve julen gennem et barns øjne. I det hele taget var juledagene hyggelige og fredfyldte. Ingen stress, ingen krav eller forventninger om at sidde lårene af hinanden.
Der var plads til både afslapning foran brændeovnen og aktivitet i haven med motorsav og kløveøkse (min familie KAN ikke sidde stille i flere dage ad gangen - jeg har det jo ikke fra fremmede). Det endte således med at blive en rigtig god oplevelse, selvom jeg måtte holde jul uden for mit barndomshjem.

2. juledag teamede jeg op med kæresten for at stikke af til broderlandet. Vi lejede en bil i Malmø og kørte nordpå, besteg i vores nye, firhjulede ven Hallandsåsen og skiftede gråvejr ud med opklaring. Ved Varberg ændrede vi kurs mod vest, kørte gennem topidylisk Emil fra Lønneberg-land for til sidst at forsvinde blandt høje fyrre- og birketræer. Hytten, vi havde lånt, ligger på en lille landtange i en sø en halv times gang fra nærmeste hjulspor.

Der er ingen elektricitet eller rindende vand og toiletbesøg foregår på et lille das. Med andre ord en tilværelse ret meget lig vores hverdag i båden. Nogle ville sikkert mene, det er en tand for primitivt, men den slags liv generer mig ikke. Tværtimod synes jeg, det sætter vores civiliserede verdens bekvemmeligheder i perspektiv og viser, hvor meget af vores forbrug, der egentlig er dybt overflødigt. Jeg holder virkelig meget af at tage et karbad i ny og næ, men hold da op, hvor er det noget fråds!
Jeg har det faktisk helt godt med, at jeg i en uge ikke har bidraget ret meget til udledningen af kuldioxid ud over det brænde, vi har hældt i pejs og brændekomfur samt det stearinlys og petroleumslamper vi har haft tændt. Lidt paradoksalt kostede det selvfølgelig benzin at komme op til hytten – så måske går regnskabet alligevel ikke helt i nul… men så længe vi var der, føltes det godt.

Det var ikke luksus, vi søgte, men fred og ro. Og DET fik vi! Det blev en uge med blandet vejr.
Først en hel del gråvejr og blæst men siden klarede det op og verden blev frostklar og solbeskinnet. De sidste par morgener havde Kong Vinter været forbi og drysset rim over landskabet, samt gjort søen til lidt af en udfordring at forcere. Og forceres skulle den, hvis vi ville have andet end pasta nytårsaften. Man skulle ikke tro det, men en lille robåd kan godt fungere som isbryder, hvis viljen og kræfterne er store nok.

Vi fik landskabet for os selv. Vi så ikke et øje i nærheden af hytten hele ugen. Til gengæld havde vi dagligt besøg af et egern, der gennemførte sin daglige rutine fuldstændig upåvirket af, at der sad to nysgerrige mennesker og fulgte dens færden. Dog ville den ikke lade sig forevige, ligesom den helt fænomenalt smukke stjernehimmel, vi fik fornøjelsen af, heller ikke gjorde det.
Men der var nok af andre smukke motiver at boltre sig med.

På trods af årstiden og mange af træernes noget nøgne udseende, på trods af, at græs og bregner stod visne og livløse, besad omgivelserne en utæmmet skønhed, der hver eneste dag bragte vitaminer til øjnene. Jeg vil ikke komme med en længere roman om tiden i det svenske, men blot lade billederne og jeres egen fantasi fortælle resten.

Svenskrød idyl

Rustrøde skønheder

Her hoppede der netop et energisk egern..

Morgenudsigt fra køkkenet

Kong Vinters pynt

Isbrydningen overstået

Vores helt egen punkerelg

En uge i tosomhed i vildmarken var balsam for sjælen (og for parforholdet, smil), så nu er både mentale og fysiske batterier fuldt opladede og klar til at tage hul på det nye år og de udfordringer, det måtte bringe.

Jeg håber også, I andre er klar!