Dag 10 - tæt på målet

Status på udfordringen er, at det er gået godt.
Jeg synes, jeg har gennemført med acceptabelt resultat - især hvis man ser bort fra desserten og de to glas vin på Hotel Koldingfjord. Det var også den aften, hvor det blev så sent, at jeg ikke fik mine 8 timers søvn.
Med andre ord har jeg en succesrate på 90%, hvis man er grov og helt skærer den ene dag ud af systemet.

Det er okay. Og jeg har det godt.

Men helt ærligt, jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at drikke så meget vand. Måske når jeg genoptager min cykeltur til og fra arbejde, så noget af væsken kan svedes ud i stedet for de uendeligt mange toiletbesøg, som jeg er lige lovlig træt af. De 2-2½ liter er vel også bare vejledende? Der må da være forskel på ens behov, alt efter om man har et stillesidden eller et mere aktivt job?

Bortset fra væskeindtaget synes jeg ikke, det har været voldsomt svært at gennemføre, for de fleste ting har jeg allerede integreret i min dagligdag for længe siden - men jeg har dog opdaget, at jeg slet ikke er så god til at give mig selv "tid alene med mine tanker". Og jeg har fuldstændig overset den allerførste linie i udfordringen. Jeg skylder dermed at fortælle mig selv 50 gange at "jeg er på vej til en bedre tilstand af sundhed og energi".
Jeg fatter ikke helt, hvordan jeg kunne overse den linie, men jeg har altså først opdaget den nu - og nu er det i hvert fald for sent i forhold til selve udfordringen.

Altså må jeg nok se i øjnene, at jeg alligevel ikke kan danse rundt med armene over hovedet i anledning af de 90%. Hvad succesen skal nedjusteres til, ved jeg ikke helt, men jeg er stadig tilfreds.

Og det er vel det vigtigste?

Arbejde i nye omgivelser

Her har jeg lige siddet og spist morgenmad. Altså ikke på badebroen, men oppe ved buegangen.
Om lidt begynder generalforsamling og årsmøde - jeg håber det bliver en lige så god oplevelse, som hotellet har været.

Dag 8 - med løbsk blære

Det går fint med udfordringen.
Faktisk får jeg - mod forventning - sovet, som jeg skal.
I morges blev det til en halv times hæsblæsende cykling liggende skråt i vinden, men ellers har det mest været powerwalking, der har gjort det ud for de 30 daglige minutter.
Jeg har ikke lagt noget videre om på kosten, og der har ikke været mange ting, jeg har måttet takke nej til.

Faktisk har den største udfordring vist sig at være alt det vand, jeg skal indtage. Min blære er altså ikke meget større end en vindrue, eller sådan føles det i hvert fald, når jeg for hundredesyttende gang drøner ud på det lille hus. 2½ liter vand er faktisk meget...
Selvfølgelig kan jeg så glæde mig over de ekstra skridt, der bliver taget i den anledning - også selvom pulsen ikke kommer nævneværdigt op af den øvelse.

Røde knæ, vådt hår og store grin

Jeg havde niecebarnet med i DGI-byens børnebassin lørdag eftermiddag. Hendes far skulle arbejde og hendes lillebror, det ellers var bestilt til d. 22. har stadig ikke besluttet sig for at forlade sin mors mave, så der var brug for lidt hvile hjemme på matriklen. Altså fik jeg lov at lege med niecen hele dagen.
Vi tog med bus til hovedbanegården, hvilket er en sjov og anderledes oplevelse, når man låner en 2½ årigs synsvinkel. Gennem hendes øjne er de fleste ting både nye og spændende. Til daglig tænker jeg ikke synderligt over, hvor mange busser, der egentlig kører i København, men sådan en lille splint, der ikke bor her til daglig, bliver helt overstadig over alle de store, gule busser!

Svømmehallen var, som ventet, proppet til bristepunktet, men når man ikke skal svømme og blot er med som legekammerat og ’vagthund’, så gør det ikke så meget. Udstyret med badeble, Katvig bikini (som min fjollede mor har købt til hende i et anfald af bedstemorkådhed), svømmevinger og skumbælte kastede den lille frøken sig lystigt ud i bølgerne og havde efter alt at dømme en fest af en eftermiddag. Selv de knubs, hun fik på knæene (fordi hun ikke ville lytte til fasterens velmente formaning om at gå i stedet for at løbe på det glatte gulv) kunne ikke slå skår i glæden. Tværtimod blev hudafskrabningerne stolt vist frem, da faderen hentede hende om aftenen.

Efter halvanden time frøs jeg som en lille hund, men pigebarnet var hverken blå eller kold, for hun opretholdt et imponerende aktivitetsniveau hele seancen igennem. Sjovt var det at iagttage, hvordan hun blev mere og mere modig. Lagde sig både på maven og på ryggen, da hun var blevet fortrolig med opdriften fra vinger og bælte. ’Jeg svømmer, jeg svømmer’ ytrede hun storgrinende, mens hun krabbede af sted med hænderne på bunden. Hun ville dog ikke ud, hvor hun ikke kunne bunde, men lur mig om ikke hun tage det skridt med, næste gang hun kommer i nærheden af et bassin.

En lille vandhund er hun i hvert fald.

Panda Gate Defender

Jeg har set mig gal på vores firewall. Jeg ved godt, at den er der for vores (og vores datas) skyld - men når man føler sig afskåret fra omverdenen, så bliver sikkerheden en hæmsko snarere end en tryghed.

I går blev jeg isoleret fra alt, hvad der hedder noget med smartlog, wordpress, blogspot eller flickr - og sikkert en hel masse andet, som jeg ikke opdagede, jeg var forhindret adgang til. Når jeg forsøgte mig, blev jeg mødt af Panda Gate Defender. Som jeg ikke kan kommunikere med og ikke få til at opføre sig anderledes. Hrmfff!

I dag har jeg så fået overtalt IT-afdelingen til at slække lidt på lænkerne - for når isolation ikke er selvvalgt, er det godt nok ikke nogen sjov oplevelse!
Og det gælder vist, uanset om isolationen er fysisk eller elektronisk.

Min sparsomme - men meget højt skattede - private brug af internettet i arbejdstiden er (i min verden) at sidestille med de rygepauser, jeg skåner min arbejdsplads for at holde. Jeg er sjældent på nettet i mange minutter, men jeg ved af erfaring, at jeg trives bedst på en arbejdsplads, hvor der er plads til den slags. Jeg tror ikke på, at jeg bliver en mindre effektiv medarbejder af den grund.
Det er nok nærmere omvendt!

Dag 3 - dagligdagsluksus

Jeg har en af de der dage, hvor jeg bare gaaaaaaber og drømmer om min seng - på trods af, at jeg har fået mine otte timer og lidt til i nat. Jeg startede dagen med et møde i Helsingør, så jeg kunne snuppe en halv time ekstra under dynen, inden jeg rumlede afsted med toget.
Chefen og jeg fulgtes fra mødet, og da han skulle have klaret en hel bunke opkald (og gerne taler med store armbevægelser), fik jeg lov at overtage rattet i hans spritnye, toplækre VW Passat. Det kan godt være, det er en dyr dyt, men den er godt nok også komfortabel af køre i! Og det fik mig da til at vågne op for en stund.

Jeg kunne aldrig selv finde på at bruge så mange dukater på en bil, men derfor kan man jo godt nyde lidt lånt luksus.
Bare en gang imellem.
Så er nydelsen sikkert også så meget desto større end hvis man altid havde adgang til det.

I aften vil jeg forkæle mig selv med et karbad og en omgang med Brown Sugar Body Scrub fra Max Havelaar. Det er en lidt billigere luksus, men den velvære, man indkasserer, er til gengæld mærkbar. Måske kan det også få mig til at vågne lidt op ;-)


PS: Alt det der vand, man skal drikke i disse dage, resulterer godt nok i en hyppig besøgsfrekvens der, hvor man kun kan sende sig selv...

Dag 2 - en dyr omgang

Det går indtil videre helt, som det skal med udfordringen.

Jeg fik sat kryds ud for samtlige punkter i går og toppede op med to timers (fødselsdagsgave-)kurbad i Frederiksberg Svømmehal.
Kom i seng i fornuftig tid og fik hevet mine otte timer hjem uden større anstrengelser.

Jeg er lige nu lidt bagud på vandindtaget, men dagen er endnu ung, og jeg er optimistisk. Mave- og armbøjningerne er i hus, jeg har lavet første runde vejrtrækningsøvelser og jeg er ikke blevet frisket af noget sødt.
Og i morges fik jeg indfriet dagens motionsportion på min cykel.

Jeg skulle nemlig et smut forbi lægen hos Danmarks Rederiforening, så jeg kunne få lov at betale 562,50 for 7½ minuts konsultation.
Jeg skulle have en syns- og høreprøve, så jeg kan få mit sønæringsbevis som yachtskipper, og den slags kan man selvfølgelig ikke få hos sin egen læge! Næ nej, det skal der en autoriseret søfartslæge til.
Pffff!
Det var mere en formsag, end det var en seriøs test, men nu har jeg i hvert fald et fint stemplet (og meget dyrt) stykke papir på, at jeg ikke er rød-grøn farveblind (hvilket kvinder pr. definition slet ikke kan blive - og så er der alligevel 0,5 % af os, der er det) og at jeg ser fint nok med mine kontaktlinser på, til at jeg må føre et skib.

Måske man skulle blive søfartslæge?
Jeg gad da godt have et job, hvor min timeløn var 4500 kr!

Dag 1

Morgenstatus:

Powerwalk fra Amager til hovedbanegården, ca. 35 min.
Arm- og mavebøjninger lavet
Første omgang vejrtrækningsøvelser er lavet (de er svære, men der sker ting og sager)
Den første halve liter vand er indtaget

Det skal nok blive godt :-)

Klar til en udfordring?

Jeg har lige fået denne udfordring - og jeg begynder i morgen.
Er der nogen, der er friske på at følge trop?


10-dages udfordring fra Coach MacDonald

Mentalitet
Sig til dig selv hver dag, 5 gange: "jeg er på vej til en bedre tilstandaf sundhed og energi."
Træk vejret! Tag to gange om dagen, hvor du sætter tungen lige bag fortænderne, trækker vejret ind over 4 sekunder, holder vejret i 7 sekunder og puster ud over 8 sekunder. Gentag 4 gange

Kost
Drik mindst 2-2½ liter rent, frisk vand hver dag
Drop alt saftevand, sodavand, cola & cola light
Drop næsten alt eller alt slik og junk food

Træning
Forpligt dig til 30 minutters motion, hvor du har pulsen oppe viapowerwalking, jogging eller cykling hver dag
Forpligt dig til 10 mavebøjninger og 10 armbøjninger hver dag

Søvn
Forpligt dig til at gå i seng på næsten samme tidspunkt hver dag i 10 dage og afsæt 8 timer til at sove
Afsæt 4 gange i løbet af 10 dage hvor du tager 15 minutter til "tid alene" med dine egne tanker

I dag...

...er det 30 år siden, jeg så sådan her ud... (om eftermiddagen - for om morgenen, så jeg sådan her ud). Der er kommet flere rynker og erfaringer til siden, kan jeg vist godt afsløre.

Dagen er startet med stearinlys, friskpresset juice, nybagt brød fra Lagkagehuset og masser af pakker. Brormand havde åbenbart lavet et hemmeligt møde med kæresten i går, så der var også gaver fra familien. Det har væltet ind med sms'er og opkald siden kl. 8, så da jeg flex-sent mødte ind på pinden, var jeg simpelthen nødt til at sætte mobilen på lydløs.

Sikke et luksusproblem!

I aften står den på god middag og ikke så meget mere - men i morgen skal jeg i kurbad med en kær veninde og bagefter ud at spise. Og så kan jeg vist heller ikke forlange mere på sådan en helt og aldeles urund føsser.

PS: Solen skinner altså oppe over skyerne. Og jeg konkurrerer med en kollegas svigermor, så måske er det ikke helt min skyld, at det er gråvejr...

Hvad kosteskabet gemte

Mit barndomshjem tilhørte en gang en købmand. Faktisk rummede det både butik, lager og beboelse for købmanden og hans datter. Han var blevet enkemand i en forholdsvis ung alder men giftede sig aldrig igen og fik ikke flere børn. Da købmanden døde, solgte hans datter huset til mine forældre. De blev forlovet i det hus, og indtil jeg flyttede hjemmefra, havde jeg aldrig boet andre steder. Huset er et stort, gammelt skrummel fra 1939 med knirkende gulve og skæve døre, men bortset fra dem, er der ikke meget, som i dag fremstår i sin oprindelighed indendørs. For mine forældre har renoveret, revet ned, bygget op og bygget om. Hele første sal blev oprindelig brugt som lager, men er i dag inddraget til beboelse. Herfra er der den mest fantastiske udsigt.

Det har været en lang proces, og undervejs er der kommet både sjove og pudsige ting for dagens lys. På det gamle lager lå der fx bunker af gamle aviser og ugeblade, hvoraf et bredt udvalg fortsat lever et hengemt liv på loftet (for den slags antikviteter skiller man sig da ikke bare af med!) – for ikke at tale om en hel kasse fuld af ubrugte, brune papirsposer påtrykt ”Byggryn”. Der er i årenes løb blevet pakket mange pakkekalendergaver ind i de poser…

Fra den centrale spisestue er der forbindelse til bryggers, køkken, stuer, trappe til første sal, spisekammer og kosteskab. Kosteskabet er egentlig ikke et skab, men en lillebitte entre mellem spisestuen og en nu afblændet dør ud til haven. Her opbevares også en hel del andet og mere end koste (jeg tror kun, der er tre i alt - hvis man tæller gulvskrubben med), men der var en brevsprække i den dør, der i dag adskiller spisestue og kosteskab, så min far lavede et fint skilt, med et ord, der var langt nok til at kunne dække sprækken – og sådan blev kosteskabet født.

Da turen for mange års siden kom til renovering af dette lille rum, gik vi i gang med at rive det oprindelige tapet ned. Hist og her faldt det underliggende puds af i store flager og pludselig kom disse to skæve ansigter til syne. Tegnet i børnehøjde for en menneskealder siden.

Krudthår og smilehuller

Kender du det? Du sidder ved siden af nogen i toget eller bussen, som du simpelthen ikke kan få dine øjne fra. Igen og igen søger dit blik dette eller disse mennesker. Og når du møder deres blik, smiler du og de smiler igen. Ikke et ord veksler I, men du føler dig privilegeret over at have mødt dem, glad for at være tilskuer. En lille smule rigere, når I skilles.

Det skete for mig forleden. Hele vejen på min tur med linie B delte jeg vogn med fire smukke, afrikanske kvinder. Dette i sig selv er jo ikke noget enestående i dagens Danmark, men deres udstråling, energien og deres humør gjorde dem umulige at ignorere. De støjede ikke trods deres åbenlyse munterhed - og deres indbyrdes, utvivlsomt kærlige, drillerier gav ellers anledning til mangt et fnis og latterudbrud.

Jeg forstod ikke mange ord af deres samtale. Ind i mellem kom der lidt engelske gloser med stærk accent, men ellers foregik det meste på et ikke identificeret, men ret eksotisk sprog. Det var egentlig ligegyldigt, for der var ingen tvivl om, hvad deres fokus var. Den ene havde ladet sine fletninger klippe af, og nu skulle resterne af hendes ekstensions redes ud af et viltert afrokrus, som efter alt at dømme kun nødigt gav slip. Med hver sin tandstikker sad de øvrige tre og grinede, pjattede, snakkede og redte fletningstumper ud, mens kvinden i centrum sad foroverbøjet med hovedet i skødet på den ene af dem.

De var helt opslugt i dette klanagtige fællesskab, så åbenlyst velkomne i hinandens intimsfærer og en integreret del af hinandens tilværelse. De kendte hinanden, nød hinandens selskab og var tilsyneladende fuldstændig og aldeles upåvirkede af, at de sad i et S-tog omgivet af nysgerrige medpassagerer. Jeg kan ikke forestille mig, at det kun var min opmærksomhed, de tiltrak.

Jeg var meget, meget tæt på at spørge dem, om jeg måtte fotografere dem. De var så fascinerende i deres mutualisme, og de tre sæt mørke hænder begravet i genstridigt krudthår var rene øjenmagneter - men jeg kunne ikke få mig selv til at forstyrre…det ville have været for påtrængende og en overskridelse af en grænse, som jeg muligvis selv er med til at skabe, men som jeg valgte at respektere.
Billedet af dem eksisterer jo alligevel i bedste velgående på min nethinde.


Prøv at forestille dig et tilsvarende scenarium med fire blege, skandinaviske kvinder.
Billedet vil ikke rigtig blive andet end komisk vel?

Valenhvadfornoget?

Godt man ikke er nødt til at begrave nogen af sine kære i disse dage. Altså godt i det hele taget, men især godt at det ikke er nu, hvor roser er to til tre gange dyrere end normalt, uanset om de skal bruges til kister eller frierier. Bare fordi nogle snedige blomster- og chokoladeforhandlere har fundet ud af at score kassen på historien om en gammel, helgenkåret munk, der gik med til at vie soldater, der skulle afsted til fronten på trods af forbud herom (altså forbud om ægteskab ikke om krigsdeltagelse).

Jeg kan slet, slet ikke tage det seriøst.
Hvorfor er det lige netop i dag, vi skal huske at fortælle vores kære, at vi elsker dem? For at købe aflad, fordi vi ikke gør det resten af året?
Det håber jeg sørme ikke!

Jeg ville synes, det var pinligt at gøre noget særligt ud af i dag. Pinligt fordi det i mine øjne sender et helt forkert signal. Sådan lidt i stil med 'Jeg glemmer det til daglig, så det er vel nok godt, at detailbranchen kan huske mig på det (og i samme ombæring tjene fedt på denne lille service)'. Det kan næsten ikke blive mere uoriginalt, når kærlighedserklæringer og frierier henlægges til en bestemt dato!

Det skævvrider samtidig vores relationer. For hvad med dem, der ikke får blomster, eller kort eller små hjerteformede chokolader i dag? Betyder det så, at der ikke er nogen, der elsker dem?
Vel gør det da ej! Men hvis nu man er sådan en, der rent faktisk går op i Valentines Day, og ens nære IKKE gør det, så har man da et problem.

Jeg er da heldig, at min kæreste - lige som jeg selv - synes at kommercialiseringen af kærligheden er helt og aldeles rædselsfuld, for jeg ville faktisk ikke blive glad for at modtage en "ekstraordinær", købt kærlighedsærklæring i dag. Fordi det lige netop er i dag. Alle andre dage på året bliver jeg glad for at blive husket på kærligheden, men i dag ville det virke forkert.

Hvor er overraskelsesmomentet henne, når man kan kigge i sin kalender for at se, hvornår man kan forvente en kærlighedserklæring?! Hvor er al den dybfølte omtanke henne, når man en hel uge i forvejen flere gange dagligt gøres opmærksom på, at NU er det tid til at "overraske".

Sikke noget fis!

Jeg stemmer for, at vi gør ALLE dage til potentielle hjerte-dage. Uden at vi ufrivilligt skal overøses med pink og rødt, blomster og balloner, plysbamser og chokolade hvorend vi vender øjet. Lad dog folk selv bestemme og hold op med at indføre den ene amerikanske skik efter den anden her i landet.

Pffff....

Nåmmnn, glædelig solskinsdag til alle jer derude, som jeg holder af :-)

Dalende sol

Fanget d. 8. februar på bedstemors matrikel...

Frem af gemmerne

Min bedstemor blev 85 i fredags. Hun ønskede ikke, at der skulle laves en masse hurlumhej i den anledning, men vi var dog alligevel en flok af familiens medlemmer, som gerne ville forsøge at gøre dagen til en god oplevelse for den bedagede dame.
Hun kan ikke længere se, kan blot skelne lys fra mørke. Til gengæld er lugtesansen eminent, og hørelsen får elektronisk hjælp, så helt afskåret fra omverdenen er hun jo ikke - men det giver alligevel nogle udfordringer af forskellig art. Som regel tager hun det i stiv arm og med kulkældersort galgenhumor, og denne weekend var ingen undtagelse. Humøret var højt og der var liv og glade dage i det store hus.

For hun nægter at kaste håndklædet i ringen, nægter at flytte fra det hus, som hun og min bedstefar lod opføre i midten af 50'erne. Pyt med, at hun har otte pakker kærgården i køleskabet, fordi hun ikke kan se, hvad der gemmer sig derinde, pyt med at vinduerne ikke bliver pudset, når hun nu alligevel ikke kan se ud af dem. Og pyt med at der er lidt ukrudt mellem fliserne. Det er ikke disse ting, der afgør, om der er kvalitetsfølelse i hendes hverdag.

Til gengæld betyder det alverden, om bogbussen og blindebiblioteket er samarbejdsvillige, om der kommer nogen og kaster sne (selvom det ikke har været noget større problem denne vinter), at hjemmehjælpen hjælper hende med at få høreapparaterne i (for man kan ikke mærke forskel og når man er blind, er det ligemeget, at der er blå tekst på det ene og rød på det andet apparat), og at hun kan få mad udefra (selvom hun ikke kan fordrage de udkogte grøntsager). Og det betyder en masse, når nogen vil tage hende med på tur i haven og fortælle hende hvilke blomster, der blomstrer. For fantasien og erindringen er også intakte.

Min bedstemor mente, at vi bare kunne dække fødselsdagsbordet med de sædvanlige ballonglas, som kan gå i opvaskemaskinen, men hendes stædigste barnebarn bedyrede, at når man fylder 85, må man gerne drikke af de krystalglas, som ellers kun kommer frem juleaften. Hvis ikke man skulle gøre det på sådan en fødselsdag, så ved jeg da ikke, hvornår man ellers skulle.

Til jul er det kun de voksne, der får lov, men da jeg jo aldrig selv har været der juleaften, dækkede jeg med krystallerne hele bordet rundt. Det er noget pjat, at en syvårig ikke må drikke af antikke glas! (Og der skete ingenting, tværtimod tror jeg, at ungerne var meget stolte over at få lov at drikke af de fine voksenglas). Altså skulle der flere glas på bordet, end der har været i hvad der skulle vise sig at være RIGTIG lang tid - i hvert fald at dømme efter de glas, jeg fandt i skabet.

Billedet er desværre lidt rystet, men giver vist alligevel et meget godt indtryk af før- og eftertilstanden. SÅ er det sjovt, at vaske op!

Bordet var smukt og enkelt, og jeg tror, at bedstemor tilgav mig min stædighed.

Pariserpostkort

Vi har jo begge været der før, og derfor har vi valgt at holde os så langt væk som muligt fra de værste turistfælder, dvs. de klassiske attraktioner som monumenter, kirker, museer og store butiksgader. Vi tager ikke metroen, men går rundt til alle destinationer - og helst via de små gader. Vi har kun én mission med weekenden, for der skal hældes hygge og karmapoint ind på kontoen. Mange af pointene hentes på den kulinariske front.

Franskmændene kan bare noget med mad. Og med at præsentere deres madvarer, så man får lyst til at købe det hele!

Vi smovser i fedtede snegle, lækre oste, galettes, crepes og croques, café creme med æbletærte til - og lam, der er så mørt, at det kan tygges med øjenbrynene. Den daglige askese hvad angår mæleprodukter og hvidt brød er blevet rangeret ud på et sidespor i denne weekend, for den slags afholdenhed skal ikke komme i vejen for smagsløgenes fest, når der er dømt ferie.

Men det hele handler jo ikke om mad, og selvom vi forsøger at undvige turisterne (som der heldigvis ikke er så mange af i februar måned), kan det ikke helt lade sig gøre. For solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg insisterer på at vi går op og nyder udsigten og kontrasterne på Montmartre. Altså aflægger vi Sacre Coeur en lille visist.

Søndag beslutter vi ydermere at tage på Musee de la Marine, hvor ingen af os tidligere har været. Museet er næsten 200 år gammelt og ligger på Place du Trocadéro med udsigt til bl.a. Eiffeltårnet. Efter at have bevæget os igennem den franske søfartshistorie på godt og ondt slentrer vi tilbage mod centrum langs Seinen. Uden at anstrenge os holder vi trit med en stor kulpram, der trods fuld kraft på maskinen kun snegler sig op mod den stærke strøm. Turbådene, der går den modsatte vej, stryger til gengæld forbi i al hast.

Langs kajen ligger en hel park af husbåde. Vi møder bl.a. Andrea. Og jeg sender husejeren en varm tanke. Jakkerne åbnes og hanskerne pakkes væk, for her er læ og varmen fra den blege februarsol er mærkbar.

Vi finder endnu en café og sætter os for at dyrke favoritdisciplinen people watching - vi indsnuser stemningen, drikker kaffe, lytter til samtaler på fransk, finsk, tysk, engelsk, spansk og italiensk, vi snakker, læser og skriver postkort. Kæresten har fået friske forsyninger af akvarelfarver i en lille hyggelig butik i latinerkvarteret, og nu bliver nogle af weekendens indtryk omsat til udtryk. Vi har ingen hastværk, for vi har ingen faste planer. Vi improviserer og vi nyder det.

Det er slet ikke så tosset at være i Paris lige nu.

Stoppet...

...i næsen, tung i bøtten og med en fæl rallen i lungerne.

Har ligget underdrejet siden tirsdag og er kun online for en kortere bemærkning.
Måtte droppe koncerten med The von Bondies (skippers julegave fra The Firm), men det lader heldigvis ikke til, at jeg gik glip af det helt store. Og hvor ER jeg dog glad for, at dette her ikke stod på, mens vi var i Frankrig!!!

I går var jeg helt fladmast, men i dag er kurven atter for opadgående, så selvom jeg et øjeblik tvivlede på at gennemføre planen, ser det nu ud til alligevel at lykkes. Altså samler jeg mig sammen, pakker mit grej, pakker mig selv ind og hopper på toget i aften. Seksenhalv time senere står jeg forhåbentlig på perronen i Hjørring og kan se frem til en weekend i familiens skød. Er godt nok ikke særlig oplagt, men hvad gør man ikke, når ens bedstemor fylder 85 ;-)

God weekend til jer alle!

Pandekagedag

I dag, første tirsdag efter fastelavn, er det den årlige pandekagedag.
I den anledning får I her min mælkefri opskrift på speltpandekager, som både kan bruges som mad- og dessertpandekager.

Til 2-4 personer:

Ca. 4 dl speltmel (fx en blanding af fint og groft)
1/2 tsk salt
(1½ tsk rørsukker - udelades, hvis man vil lave madpandekager)
(1 tsk kardemomme - udelades, hvis man vil lave madpandekager)
3 æg
4-5 dl usødet soyadrik
3 spsk olie (fx. solsikkeolie. Olien skal ikke have for kraftig en smag)

Bland mel, salt, (sukker og kardemomme). Pisk æg og mælk sammen og rør det i melet. Pisk olien i og lad dejen hvile ca. 30 min. Rør i dejen inden bagningen. Tilsæt evt. lidt mere soyadrik, hvis konsistensen er for tyk.

Da der er olie i dejen, behøves man kun putte en lille smule olie på panden til den første pandekage.

Bon appetit

Savner Paris...

...men har desværre lidt for meget om ørerne i dag, til at fortælle om vores tur.
Sandpapiret i min hals gik heldigvis mere eller mindre i dvale, mens vi var afsted, men er nu forvandlet til en regulær lungeraslende hoste, som har holdt mig vågen hele natten. Så ikke nok med, at der ligger stakke af ophobede opgaver (bare fordi man er væk en enkelt fredag!), så er jeg også ramt af den her "jeg-har-ikke-sovet-og-ikke-fordøjet-Paris-og-kan-ikke-rigtig-tænke-sammenhængende"-fornemmelse, som nok allerbedst behandles med søvn. Søvn som jeg lige nu må nøjes med at drømme om...