Jeg har adopteret

Hun hedder Zakia (som betyder 'smuk' på dayak) og hun er en skøn, lille energibombe på ca. 4 år.
Og så har hun det smukkeste rustrøde hår.
Over hele kroppen.

Zakia som helt lille

Jeg vil gerne rette en stor tak til Majsen for at inspirere mig. Faktisk har jeg haft en forkærlighed til de indonesiske primater siden folkeskolen, hvor mit værelse var klistret til med billeder og plakater af orangutanger i alle afskygninger. Jeg har i mange år kendt til Lone Dröscher Nielsens imponerende indsats på Borneo. Jeg har bare ikke kendt til muligheden for at adoptere ungerne på centeret. Ikke før jeg læste Majsens indlæg :-)
Der var i dette tilfælde ikke langt fra tanke til handling - og det føles fantastisk godt.
En dag håber jeg, at jeg kommer til at besøge Zakia i hendes rette element. Det er en gammel drøm, som nu har fået tilført nyt brændstof.

Der er masser af skønne billeder og fantastiske (og desværre også grumme) historier om projektet, aberne og centeret her. Læs med og lad dig hellere end gerne inspirere.
En adoption koster i øvrigt blot 900 kr. om året, dvs. 400 af dem er fradragsberettigede - bare til orientering, i tilfælde af, at det skulle være økonomien, der er bestemmende for, om du har lyst til at støtte ;-)

At lære er at leve

Oprydning og udrensning. Eller er det udryddelse og oprensning? Begge er vist dækkende, fra hver sin vinkel.
I løbet af denne uge har jeg undgået kød (på nær et enkelt stykke kylling) og har kun drukket vand (bortset fra to kopper Yogi-the og et glas hyldeblomstsaft) - ingen stimulanser i form af kaffe og alkohol. Hovedsageligt indtaget letfordøjelige fødevarer. Nok søvn og lidt over 100 km på cykel.

Frelst? Eller bare langhåret?
Egentlig har ugens kost- og velværeprogram været en optakt til den forestående weekend, men det er også meget tæt på der, hvor jeg gerne vil være permanent. Jeg tilstræber ikke en fanatisk diæt, men en afbalanceret og velovervejet kost, der ikke trækker for store veksler på min krop under fordøjelsen. Jeg ville ikke være asket, jeg vil bare være sund og stærk. Og foreløbigt føles det helt rigtigt.

En meningsfyldt tilværelse for mig, er en tilværelse i bevægelse. Jeg skal rykke mig for at føle, at livet giver mening. Forstået på den måde, at jeg er permanent fortaler for nysgerrighed og åbenhed - jeg er vel, hvad nogle ville kalde søgende. Eller lærdomshungrende.
Mit mantra kan koges ned til 'At lære er at leve' (og her passer H.C. Andersens filosofi om 'at rejse er at leve' jo fint ind, hvis man vel at mærke får udvidet sin horisont, mens man rejser).
En anden filosofi, jeg har gjort til min egen, er den om, at man, hvis man vil af- eller bekræfte en fordom, må opsøge grundlaget for den. Det var bl.a. derfor jeg i sin tid valgte at flytte til København (men det er en helt anden historie).

Jeg har acceleret på det spirituelle plan de seneste år, men der er fortsat mange områder i den alternative verden, der får mine naturvidenskabelige antenner til at knitre, så det hele stritter på mig. Alligevel er jeg en hel del af disse områder ret nysgerrig efter at finde ud af, hvor meget, der er humbug, og hvor meget, der rent faktisk virker. Jeg ved godt, at hvad der virker for andre, ikke nødvendigvis virker for mig, men så har jeg i det mindste et grundlag at føre en diskussion på. Jeg forsøger at finde en balance mellem min skepsis og min nysgerrighed, mellem rationel tilgang til tingene og åbenhed overfor de aspekter, vi ikke kan måle og veje.

Denne søgende balancegang har efterhånden givet mange sjove, skæve, tankevækkende, tårevædede og slåensigforpanden-agtige oplevelser. Jeg er både blevet af- og bekræftet i antagelser, jeg har lært nye ting (jubiii), og jeg har erfaret, at det er en rigtig, rigtig god ide at følge anbefalinger fra folk, man respekterer og tror på, hvis man søger efter fx en alternativ behandler. Området er en gråzone, og det kan være SÅ svært at gennemskue, om folk rent faktisk kan de ting, de hævder at kunne.

Jeg er ikke blevet hippie, jeg sidder ikke permanent i lotusstilling og lever af hirseflager og urteafkog, jeg taler ikke med mine møbler og jeg vil ikke pludselig finde på at gå til numerolog. Jeg tror heller ikke på skæbnen, men er tværtimod ret overbevist om, at vi selv i meget høj grad har indflydelse på, hvor vi havner henne, og hvad der sker undervejs. Og jeg tror på, at hvis jeg skal udvikle mig og lære nyt, kan det kun ske, hvis jeg selv er åben overfor mulighederne.

I denne weekend har jeg derfor sat både lørdag og søndag af til at være i selskab med en Reikimester. Jeg er blevet stillet i udsigt, at disse dage vil blive startskuddet til en udrensning af mine chakraer (som min kæreste ikke tror på, selvom han dyrker yoga! Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Jeg vil ikke forsøge at overbevise ham om det modsatte af hans overbevisning, men kan bare konstatere, at yogaen virker for ham) - om det kommer til at kunne mærkes, kan jeg forhåbentlig fortælle mere om om tre ugers tid.

Destination ukendt

Jeg har ikke arme, men tentakler. Og det er vældig praktisk og slet ikke nogen skræmmende oplevelse. Jeg styrer rutineret amfibiekatamaranen uden sejl og fortøjer den under havets overflade, låser den inde i en grotte med direkte, underjordisk adgang til kælderen under rådhuset i Ærøskøbing. Der hvor min barndoms bordtennisbord stadig står. Jeg har ikke tid til ping-pong i dag, for jeg skal hjælpe med en søsætning og løsner varsomt tøjklemmerne, der holder den fine, røde båd fast til beddingsvognen i den helt rigtige vinkel. Solen bager, vandet glitrer, båden er så formfuldendt – heldigvis er der masser af hjælpende hænder…

Pludselig bliver det lyst. En hånd rusker mig nænsomt og en stemme fortæller, at jeg får hele sengen til at bevæge sig, fordi jeg ligger så uroligt.
Drømmeekspressen har været på nye togter.
Jeg aner aldrig, hvor jeg ender…og jeg har ikke fundet ud af, hvor man kan indløse billet til præcis samme destination igen. I dag er en af de dage, hvor jeg gerne var taget tilbage. Jeg er ved at revne af nysgerrighed.

Træt og utæt kæreste

I morges, da jeg tog afsted til arbejde, efterlod jeg kæresten under dynen med et 'God bedring'. Ansigtskuløren var gæragtig og øjnene blanke.
Lige efter jeg var gået, begyndte hans mave at vinke farvel til sit indhold - både og.

I løbet af dagen har vi jævnligt sms'et, mens jeg har guidet til riskagernes opbevaringssted og forsøgt at yde fjernomsorg. Energiniveauet bølger tilsyneladende lidt op og ned, sikkert i takt med feberens rasen - men nu kan han i det mindste holde lidt mad i sig.

Jeg håber, han bliver hurtigt frisk igen - og at det ikke er noget, der smitter...



Aften-update:
Skipper er oprejst, men har feber og er i det hele taget lidt slatten i det.
Jeg har buldret en solid tomatsuppe sammen og en lille portion har nu opholdt sig i hans mave i et par timer uden at komme retur, så der er håb forude.

Fine finner

Da jeg havde fødselsdag, ønskede jeg mig bl.a. et par fuldfodsfinner. Altså dykkerfinner til varmtvandsbrug af den slags med fast hæl og ikke med regulerbar hælrem, der kræver en inderstøvle. Sådan nogle har jeg nemlig i forvejen og er vældig godt tilfreds med, men af og til ville det være rart bare at kunne hoppe i finnerne med bare fødder.

Jeg fik ønsket opfyldt. Faktisk var jeg så privilegeret (eller forkælet om man vil) at få flere par finner i udvalg, så jeg kunne teste dem og vælge lige præcis det par, der føltes bedst. For ét er at prøve finner på land, noget andet er at tage dem i brug i vandet. Nu er det bare ikke lige vejr til udendørs tests af den slags, der kræver, at man hopper i vandet, så forleden tog jeg finnerne med i svømmehallen og tiltrak en hel del undrende blikke.

Som en anden rutineret skoshopper prøvede jeg det ene par efter det andet, så forskellige finner på hver fod - frem og tilbage i bassinet gik det, mens opmærksomheden var rettet mod fornemmelsen i lægge og fødder, vægten af finnerne samt hastigheden jeg skød i forhold til forbruget af kræfter.

Forskellene var på nogle punkter marginale, og beslutningen var slet ikke let, men til sidst faldt valget alligevel på Plana Avanti Tre fra Mares. Nu glæder jeg mig bare til at skulle bruge dem i saltvand! Helt vildt faktisk. Det er år og dage siden, jeg har været ude at dykke og det bliver ikke til noget i halvandet års tid endnu - mindst. Men derfor kan man jo godt glæde sig. Og hygge sig med lidt småsnorkleri i mellemtiden.

Mental memo #3

Det er en god ide at huske at pudse næse, INDEN man tager kulfiltermaske på og får epoxymaling på hanskerne!

Mental memo #2

Man skal ikke lægge sin spritnye (firma)telefon i samme lomme som sandpapiret!

Nu har tasterne vintagelook og giver indtryk af, at jeg har sendt en kvart million sms'er allerede...og telefonen er kun to uger gammel...

Mental memo #1

Man skal være varsom med at tage nylonstrømper på, når ens hænder har været i sving med sandpapir i flere dage!

(På cykelturen hjem i nat - efter lækker middag hos skippers fætter og dennes græske kæreste - var jeg dog glad for, at det endte med lange bukser i stedet for nederdel...)

I gang igen - i slow motion

Vejret harmonerer ikke rigtig med vores planer for påsken.
Faktisk er det et problem, at vi ikke kan fragte noget udendørs, uden at det bliver vådt. Og når man skal male med epoxymaling, er det desværre strengt nødvendigt, at emnet, man skal male, er knastørt... Heldigvis har vi indtil videre kunnet klare det med indpakning i opklippede sorte sække, men det er ikke nogen optimal situation.

I morgen er det min intention at få proppet og spartlet nogle huller i dørkpladen fra toilettet, fordi vi har besluttet at sløjfe vasken derude af hensyn til pladsen (vi bruger alligevel altid vasken i kabyssen og bruger toiletvasken til opbevaring), så jeg krydser fingre for, at det ikke er for koldt til at få spartelmassen til at hærde.

Vi var ellers topmotiverede og glædede os ligefrem til at få værktøjet i hænderne igen efter flere måneders vinterdvale med kun sporadiske fremskridt. Med udsigt til flere sammenhængede fridage var der lagt i ovnen til at kickstarte renoveringen og komme op i gear igen, så vi kan begynde at mærke, at vi atter bevæger os i retning mod målet. Med så langvarigt et projekt har vi ikke behov for alt for lange pauser, hvor der ikke sker noget.

I går opdagede vi til vores gru, at den fugemasse, vi har brugt til montering af koøjerne for mange, mange måneder siden, ikke rigtig er hærdet ordentligt, og at der allerede er kommet rustdannelser i kabyssens koøje. Store og inderlige suk undslap os synkront, da de kedelige realiteter fes ind. En 'ommer' med andre ord. Af de mere tidskrævende. Men ikke endnu, for vejret indbyder ikke rigtig til at pille koøjer ud.

Fik jeg sagt, at jeg er lidt uvenner med vejret lige for tiden?

Glædelig gæslingetid

Jeg er ikke religiøs - end ikke bare lunken tilhænger af kristendommen. Vor tids oplevelse af muslimers jihad og følgerne deraf er vel ikke meget værre end korstogene for tusind år siden? Hvad der ikke er blevet begået af vold, mord og ødelæggelser i Kristi navn og retfærdiggjort på baggrund af religiøse dogmer... Man kan så sige, at de kristne har bevæget sig lidt videre og ikke længere åbenlyst går i krig i guds navn - men det er en hel (brandvarm og betændt) diskussion for sig, og er egentlig slet ikke grunden til dette indlæg.

Jeg holder af foråret og af lam og kyllinger (af dyrebørn i det hele taget!), men de har jo i virkeligheden ikke meget med korsfæstninger og genopstandelse at gøre. Lige så lidt som sild og snaps og æg har det. Derfor vil de næste dage ikke have anden betydning for mig, end at de udgør en kærkommen miniferie med sammenhængende tid til fritidssysler.

Det skal dog ikke forhindre mig i at ønske jer alle en glædelig påske og lade disse bløde forårsbebudere følge ordene på vej.

Solskinsdryp

Solen bager ind på min ryg - forstyrrer i skærmen, men jages ikke på flugt. Jeg nænner det ikke.
Udenfor jager solen til gengæld sneen på flugt, og de våde efterladenskaber drypper lystige melodier på de persienner, jeg ikke har trukket ned.

Dagen er begyndt...

Fred og finér

Jeg er alene om at holde skansen i dag. De andre holder enten ferie eller arbejder hjemmefra, så jeg har hele det store, lyse kontor for mig selv. Det er ikke så ringe, for så kan jeg lytte til de radioprogrammer jeg har lyst til (længe leve P1), og få meget mere fra hånden, end når de andres telefoner hele tiden ringer.

Til gengæld betyder det også, at jeg pludselig må udfylde nogle andre jobfunktioner udover dem, der er mine til daglig. Det kommer der nogle sjove telefonsamtaler ud af, men indtil videre er det vist gået meget godt.

Jeg vil tage mig den luksus at holde lidt tidligere fri og låne firmabilen hjem, så jeg kan nå forbi Krydsfinér-Handelen i Rødovre, inden de lukker. Vi har nemlig planer for påsken og det kommer næppe bag på nogen, at det handler om båden og renoveringsprojektet. En ny, fin bordplade i rustfri stål skal monteres i kabyssen, og til det skal vi bl.a. bruge teknisk krydsfinér, også kaldet aeroplan birk, som fås i helt ned til 0,4 mm tykkelse.
Teknisk krydsfinér er bare ikke gængs lagervare i almindelige trælaster og byggemarkeder, så netop i sådan en situation er det rigtig rart at kende nogen med et CVR-nr. (for Krydsfinér-Handelen sælger ikke til private).

Jeg glæder mig sådan til at komme i gang igen!

Cykler, solfangere og færger til tiden

På Ærø ligger verdens største solfangeranlæg. Vi er meget stolte af det, og skynder os at udvide det, hver gang der andre steder i verden bliver bygget anlæg i samme størrelse.

Billedet herover er fra i går, hvor solen stod højt over den lille ø. I dag har anlægget ikke helt så meget at bestille, men vejret i sydhavet er da i det mindste bedre end her på Sjælland, hvor sneen lige nu hvirvler rundt.
Sol eller ej, senere i dag får det store anlæg fint besøg, for den amerikanske ambassadør skal bese det med egne øjne - og planen er, at han skal på cykeltur med øens borgmester (der også er min gamle skoleinspektør). Øen er alletiders til cykeltræning og -turisme, så Hr. Cain kan forberede sig på nogle gode bakker og skønne udsigter.
Hvis han ellers når den næste færge. For færgen fra Svendborg sejlede til tiden, selvom ambassadøren ikke nåede frem i tide, og nu er han og hans følge i stedet på vej til Langeland for om muligt at nå til Ærø via en anden af øens mange færgeruter.

Under alle omstændigheder er det PR til en lille ø, der - som så mange andre af de danske øer - lider den tort at flere flytter fra øen end til øen. En udvikling, som der heldigvis arbejdes meget aktivt på at få vendt.

Læs mere om ambassadørbesøget her og her.

Familiepleje mm.

Torsdag havde jeg et møde på Tåsinge og da jeg nu var i nabolaget, valgte jeg at afspadsere om fredagen så jeg jeg kunne snuppe en forlænget weekend på fødeøen i det sydfynske øhav.

Det blev til nogle rigtige dejlige dage - godt begyndt med en visit hos Johanne, der viste sig at være præcis så dejligt og varmt et menneske i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog. Det er en fornøjelse, når den slags møder kan lade sig gøre - når bånd kan knyttes på tværs af generationer og geografiske afstande - og det bekræfter mig blot endnu en gang i min lovprisning af bloggen som kommunikationsplatform.

Resten af weekenden stod den bl.a. på en mindre sejltur (åh hvilken lise for sjælen atter at have fornemmelsen af hav under fødderne), besøg af min morbror og hans familie (bl.a. min fætter på bare 7 - næsten 8! - år, der fik lokket mig til at støve mit gamle Ludo-spil af) og masser af underholdning leveret af den lille Fighter, som slet ikke er så lille længere. Han er for alvor i lømmelalderen nu og er ét stort energibundt, der, kombineret med en umættelig nysgerrighed, resulterer i, at man næsten med usvigelig sikkerhed hele tiden har en kat om benene - uanset om man går i haven eller på toilettet.

Søndag slog jeg et slag forbi brormand og fik hilst på familieforøgelsen. Den lille nye nevø er et behageligt bekendtskab, nem og mild - ganske som hans far var det, da han var spæd (sin søsters absolutte modstykke, for jeg var vist noget nær rædselsfuld. Kolikbarn og MEGET vågen!). I morges sad jeg så og spiste havregryn sammen med niecebarnet, der ikke var udelt tilfreds med, at jeg ikke ville komme tilbage i aften, når jeg havde været på arbejde.

Hvad svarer man, når en lille pige på snart tre år siger 'Jeg savner dig så meget'???

En tur i det digitale arkiv

Jeg ville egentlig bare lave sådan en lille stream, som man også kan se hos Husejer, men det kan jeg simpelthen ikke gennemskue, hvordan man gør.
I stedet fandt jeg ud af, at jeg kunne lade jer få et kig i det digitale fotoalbum på denne måde:

Potentiel bombetrussel

I lørdags tog jeg - bevæbnet med kærestens boremaskine i tilhørende kasse og min egen i tasken - et smut i Bellacenteret for at give en hånd med at rigge af efter en messe arrangeret af YouSee. Det var Innovationlabs gigantiske stand, der skulle pakkes sammen, og efter timer med sved på panden og høj puls, fordi der var nogen, som havde undervurderet arbejdsbyrden, hoppede jeg atter ombord i metroen og satte mig til rette for at køre mod Christianshavn.
Det skete første efter en halv times ventetid og gentagne forsikringer over højtaleranlægget om, at NU var det lige før, de var klar til at køre. Nå pyt, jeg måtte jo væbne mig tålmodighed og krydse fingre for at kæresten fandt på at gå i gang med aftensmaden, mens jeg sad og blomstrede på en gennemført kedelig station. Ikke et eneste interessant menneske at iagttage.

Da jeg kom hjem, opdagede jeg til min gru, at jeg havde efterladt en af boremaskinerne i metroen. Vel at mærke ikke min egen. Kæresten (som faktisk var i fuldt sving i køkkenet) tog det pænt. Faktisk grinede han og erklærede, at jeg vist ikke længere havde noget at lade ham høre hvad angår at være distræt. Pokkers!
Dernæst blev vi enige om, at lige netop sådan en grå boremaskinekasse ville kunne virke mistænkelig, anbragt i ensomhed i en metrovogn. Altså ringede jeg fluks til politiet og fik en snak med en særdeles venlig og taknemmelig politimand, der kunne fortælle, at de ikke havde modtaget nogen anmeldelser om en mystisk kasse. Han lovede at kontakte metroen og dermed tage eventuel panik i opløbet.

Hos metroens hittegodsservice har jeg siden fået oplyst, at der ikke er blevet indleveret nogen boremaskine. Ærgerligt at folk ikke er mere ærlige i dette land. For at gnide lidt ekstra salt i såret (?) fik jeg disse ord med på vejen fra hittegodsdamen: ”Af skade bliver man klog, men sjældent rig min ven!” Min ven!?!? Hun har da ret, men altså, mage til malplaceret kækhed…pfff! Tænk, hvis det havde været noget, der var endnu dyrere, jeg havde mistet?

Er det bare mig, eller var det liiige en tand for flabet?

Aktion Pingu

Jeg holder kraftigt på, at man skal værne om barnet i sig selv - og i alle andre, der ikke har valgt at tage voksenlivet alt for alvorligt og højtideligt. Jeg stemmer for, at der skal være plads til at lege og til at lade fantasien løbe løbsk. Selvfølgelig ud fra princippet om frihed under ansvar.

I dag har skipper fødselsdag. Han har et blødt punkt hvad angår pingviner og jeg har en svaghed for fantasifuld indpakning - så da jeg for nogen tid siden hos kagekonen faldt over dette link, blev ideen til et pingupakkebjerg født. Jeg anskaffede cernit i sort, hvid og orange, og så gik søster krea ellers i sving. Først blev der rullet, trillet, skåret og modelleret, og så blev hele den brogede familie proppet en halv times tid i ovnen, så de kunne holde faconen.

En udfoldet papirklips blev puttet i 'hånden' på den ene af pingvinerne, for der skulle selvfølgelig være et flag på pakkebjerget.

Nede under al sneen gemte sig fødselsdagsgaver fra min familie og jeg - men skal jeg være helt ærlig, var det nok i virkeligheden pingvinerne, der bragte de største smil frem på fødselarens ansigt. Det var faktisk også det mest personlige indslag... ikke at der ikke var tænkt over gaverne, men denne gang var der ingen hjemmelavede iblandt.

Til maverne var der friskpresset juice af blodappelsin, mango, ananas og æble, brød fra Lagkagehuset, Søbogårds blåbærsyltetøj (anbefalet af Madame forleden), honning og græsk yoghurt samt en god kop keemun fra Perchs.

I går var der fødselsdagsmiddag for den ene halvdel af skippers familie, og i morgen er det den anden, der står for tur. I aften skal vi til gengæld ud til et vennepar, der disker op med middag - så der er dømt sociale dage og behørig fejring!

Jeg drømmer om...

...friskfangede rejer, nyplukkede citroner fra min mors træ, hjemmebagt brød og lange, lune, lyse sommeraftener. Aaaahhh...



Billedet er fra sidste sommer, hvor naboen havde fanget for mange rejer til at de kunne spise dem allesammen selv. Det var ikke noget stort offer at hjælpe dem af med en skålfuld ;-)

Transatlantisk pakkepost

Dollaren er lav i øjeblikket. MEGET lav. Derfor er vi blevet dobbelt belønnet for at have brugt rigtig, rigtig lang tid på research og overvejelser om hvilket ankerspil, vi skulle installere på båden.
Dels har vi (forhåbentlig) fundet det helt rigtige til vores behov, og dels har vi faktisk været så længe om at træffe beslutningen, at vi har sparet hvad der svarer til det meste af fragten – og det er ret meget, når vi snakker om en pakke, der næsten vejer det samme som mig og som skal sendes med FedEx over Atlanten og hertil via Paris.

I går ankom det så.

Ankerspillet, der vil komme til at gøre vores tilværelse som sejlere lettere.

Når man vil sejle, som vi har intentioner om, har man seriøst brug for ankergrej, man kan stole på, og som man ikke bliver fysisk overbelastet af at betjene.

Vi har valgt at dobbeltgardere os med et spil fra Lighthouse, der kan fungere både elektrisk og manuelt - og så er det tilmed et meget smukt spil. Synes vi.

Det føltes næsten, som om det var juleaften og skipper var helt ærgerlig over, at vi ikke kunne prøve det med det samme. Men før vi kommer så langt, er der en masse svejse- og monteringsarbejde, der skal overstås – og nå ja, så skal båden jo også lige tilbage i sit rette element, inden vi dropper krogen og tester det nye isenkram for alvor.

Men en dag kommer det til at sidde, nogenlunde som det gør på dette billede:

En ny verdensborger

Kl. 2.48 i nat blev jeg vækket af en sms med ordlyden:

1:53 blev han født og han er helt perfekt og moderen har det godt og faderen er stolt

Min bror har med andre ord fået en søn, min niece er blevet storesøster, og jeg har fået en til bette rolling at være faster for.

Så gør det ikke noget, at man bliver revet ud af sin søde søvn!

Nåmnnn deeeet....

Majsen er bestemt ikke er bleg for at dele oplevelser af både den tunge og den mere skægge karat, og de seneste par indlæg fra hendes tastatur har fremkaldt store grin her. Derfor vil jeg gerne kvittere med et 'du er ikke den eneste'-indlæg.

Jeg var jo et smut på Hotel Koldingfjord i sidste uge i forbindelse med kædens generalforsamling og årsmøde. Jeg skulle egentlig ikke bidrage med andet end min tilstedeværelse, så kædens medlemmer kunne få sat ansigt på hende telefonstemmen inde fra hovedkontoret. Det samme gjaldt selvfølgelig den anden vej rundt, for størstedelen af dem havde jeg indtil da kun kommunikeret med via mail eller telefon.

Vi (kontornisserne) ankom onsdag aften, hvor alle medlemmerne allerede havde tilbragt to dage på lederkursus. Da vi kom ned til restauranten stod der en stor flok inde i et lille barlokale og udenfor i bløde møbler, sad der et par stykker, som jeg straks blev præsenteret for af en af mine mednisser. Min mednisse gik i et ærinde og forlod mig således blandt disse nye bekendtskaber, der kun udgjorde en brøkdel af den samlede flok, som vi skulle spise sammen med. Jeg tænkte, at jeg lige så godt selv kunne tage runden inde i barlokalet. Vise mig som lidt udadvendt og imødekommende med andre ord. Jeg behøver da ikke andre til at præsentere mig. Tænkte jeg.

Jeg startede fra en ende af, men studsede godt nok lidt over, at det var nogle halvtøvende håndtryk, jeg modtog - og navnene på dem, der præsenterede sig, ringede absolut ingen klokker. Da jeg var nået et godt stykke gennem rækken, fornemmede jeg nogen, der tiskede bag min ryg og vendte mig om med et 'I er slet ikke fra Bo Grønt vel?'

De var så en flok fra The Body Shop, der var på konference!

Nåååhhmmnnn deeeet... Hvad gør man andet bare at grine og fortælle, at man er helt ny og ikke kender dem, man skal møde? (Mens man tænker, at det var da godt nok lidt kææækset).

Jeg fortrak hastigt ud til flokken i de bløde møbler, og de måtte måbende se til, da barlokalet kort tid efter tømtes og dem, der kom ud derindefra leende spurgte mig, om jeg da ikke skulle med dem ind i restauranten og spise!

Grejdronninger elsker netundertrøjer!

Norske Brynje er blevet en af mine rigtig gode venner inden for de seneste par år. Det er ikke et bekendtskab jeg plejer særlig regelmæssigt, men i perioder er det næsten dagligt. Jeg har netop genoptaget det og har en stærk fornemmelse af, at jeg de næste mange uger kommer til at prise mig lykkelig for Brynjes selskab.

Årsagen til begejstringen skal findes i det faktum, at jeg er begyndt at cykle på arbejde igen og på de 16 km er der god grund til at glæde sig over, at det primært er næsen, som bliver kold. Tricket er, næppe overraskende, flere lag - vel at mærke i de rigtige materialer. Personligt har jeg - udover venskabet med netundertrøjen fra Brynje - allieret mig med Icebreaker, der laver det mest fantastiske uldundertøj af merinould, der kan maskinvaskes.

Altså, netundertøj inderst (fidusen er jo, at den varme, man producerer, 'fanges' i den forholdsvis stillestående luft i nettet og derfor isolerer mod kulde udefra) og dernæste to tynde lag uld for til sidst at gemme det hele under en tynd, vind- og vandtæt skaljakke (min har praktiske refleksstriber)
På understellet holder jeg mig til vinterløbetights med windstopper på lårene (selvfølgelig med en fiks lille polstret cykelbuks inderst, så man sidder godt i sadlen). Og så har jeg netop fået et par meget lidt kønne, men helt fantastiske neoprengalocher til mine cykelsko. Tørre, varme fødder trods sjap og kulde!

Ovenstående er ikke tænkt som et reklameindslag, men jeg har selv mange gange ladet mig inspirere rundt omkring i bloglandskabet, og når vi nu ikke lever længe nok til at gøre ALLE erfaringer selv, er der hermed lidt inspiration til frossenpinde, udendørsentusiaster og cykelmyg.

Icebreaker gør mig i øvrigt ikke kun selskab på cyklen, men er en fast del af min garderobe det meste af året, i hverdagen hvor jeg bare sidder på en kontorstol såvel som når der dyrkes udendørs aktiviteter (det er selvfølgelig også fantastisk, når man sejler!). Uld kommer ikke til at lugte og det holder en varm, selv hvis det skulle blive vådt - i modsætning til kunststof. Og nej, det kradser IKKE.

Har du gode tricks til at holde varmen udendørs?