Først rammes Færøerne af en tsunami og så skælver jorden på Island.
Verden er af lave...
30.5.08
29.5.08
Affald og ansvar
Sidste år lå København på en absolut sidsteplads blandt tolv storbyer i Norden og Baltikum hvad angik renhed. Turisterne synes, her er møgbeskidt. Det synes jeg også. Og jeg synes faktisk, det bliver værre og værre.
Folk er nogle forbandede svin!
Og ja, jeg generaliserer, for jeg nægter simpelthen at tro på, at det kun er en enkelt eller to, der ikke kan finde ud af at ramme affaldsspandene eller skodde sine cigaretter i et askebæger. Det kræver en vis indsats at svine en hel millionby til.
Jeg mener ikke, at vi skal have Singapore-tilstande og begynde at udskrive bøder for at bortkaste affald på ureglementerede steder, og jeg mener heller ikke, at vi - i stil med Paris - skal bruge sindssyge mængder vand til at skylle affaldet væk fra gaderne, men jeg ønsker mig noget så inderligt, at vores kollektive bevidsthed ændres til et fælles ønske om at holde byerne - såvel som naturen - fri for affald. Hvis alle følte, at de have et medansvar, hvis alle var stolte af at bo, hvor de boede - ville vi så ikke se en ændring til et mere rent bymiljø?
Hvorfor er det okay at smide sine skod, sit slikpapir, sine tomme øldåser, plastikkrus og -flasker på gaden, når man aldrig ville gøre det hjemme på sit eget gulv? Okay, der findes også mennesker, der er fuldstændig ligeglade med, hvor uhumsk der er i deres hjem (jeg VED det, jeg har engang arbejdet for hjemmeservice! Der var et sted, hvor de havde holdt hest indendørs…), men det er forhåbentlig mere undtagelsen, end det er reglen?
Jeg mener på den anden side heller ikke, at vi skal svøbe hele København ind i Feng Shui-principper og uddele små præmier for vel udført affaldssortering, men vi kunne jo starte med at få opstillet en vognpark af askebægre til de stakkels rygere, der er tvunget udendørs med den nye rygelov og så i samme ombæring få sat nogle flere affaldsspande op rundt omkring. Det er vel en forudsætning for, at folk bortskaffer deres affald det rigtige sted – for selv i min allermest idealistiske og vilde fantasi kan jeg ikke forestille mig, at vi kan lokke folk til permanent at bære rundt på en affaldspose, så man kan tage sit skrald med hjem til containeren, affaldsstativet eller skakten ved ens bolig.
Det har hjulpet meget, at der er blevet opstillet containere til gratisaviserne på togstationerne, men de ligger stadig og flyder i gadebilledet, så der skal åbenbart flere til – og nu lader det til, at 7-eleven, Tulip og McDonalds melder sig på arenaen i kampen mod affaldet (man kunne ellers fristes til at tro, at de to mastodonter var godt tilfredse med, at deres logoer blev spredt vidt og bredt i form af al den brugte emballage, der ligger rundt omkring…). Der er hermed potentielt udsigt til flere affaldsstativer rundt omkring.
Med flere muligheder for at komme af med sit affald kommer vi et skridt i den rigtige retning, men jeg tror desværre ikke, det er gjort med det – folk er nødt til at føle et ansvar eller i det mindste en forpligtelse til at yde deres del af indsatsen for at affaldet havner på rette sted.
Jeg håber virkelig, at det lykkes at opfylde kommunens plan om at København skal være Europas reneste by inden 2015.
Folk er nogle forbandede svin!
Og ja, jeg generaliserer, for jeg nægter simpelthen at tro på, at det kun er en enkelt eller to, der ikke kan finde ud af at ramme affaldsspandene eller skodde sine cigaretter i et askebæger. Det kræver en vis indsats at svine en hel millionby til.
Jeg mener ikke, at vi skal have Singapore-tilstande og begynde at udskrive bøder for at bortkaste affald på ureglementerede steder, og jeg mener heller ikke, at vi - i stil med Paris - skal bruge sindssyge mængder vand til at skylle affaldet væk fra gaderne, men jeg ønsker mig noget så inderligt, at vores kollektive bevidsthed ændres til et fælles ønske om at holde byerne - såvel som naturen - fri for affald. Hvis alle følte, at de have et medansvar, hvis alle var stolte af at bo, hvor de boede - ville vi så ikke se en ændring til et mere rent bymiljø?
Hvorfor er det okay at smide sine skod, sit slikpapir, sine tomme øldåser, plastikkrus og -flasker på gaden, når man aldrig ville gøre det hjemme på sit eget gulv? Okay, der findes også mennesker, der er fuldstændig ligeglade med, hvor uhumsk der er i deres hjem (jeg VED det, jeg har engang arbejdet for hjemmeservice! Der var et sted, hvor de havde holdt hest indendørs…), men det er forhåbentlig mere undtagelsen, end det er reglen?
Jeg mener på den anden side heller ikke, at vi skal svøbe hele København ind i Feng Shui-principper og uddele små præmier for vel udført affaldssortering, men vi kunne jo starte med at få opstillet en vognpark af askebægre til de stakkels rygere, der er tvunget udendørs med den nye rygelov og så i samme ombæring få sat nogle flere affaldsspande op rundt omkring. Det er vel en forudsætning for, at folk bortskaffer deres affald det rigtige sted – for selv i min allermest idealistiske og vilde fantasi kan jeg ikke forestille mig, at vi kan lokke folk til permanent at bære rundt på en affaldspose, så man kan tage sit skrald med hjem til containeren, affaldsstativet eller skakten ved ens bolig.
Det har hjulpet meget, at der er blevet opstillet containere til gratisaviserne på togstationerne, men de ligger stadig og flyder i gadebilledet, så der skal åbenbart flere til – og nu lader det til, at 7-eleven, Tulip og McDonalds melder sig på arenaen i kampen mod affaldet (man kunne ellers fristes til at tro, at de to mastodonter var godt tilfredse med, at deres logoer blev spredt vidt og bredt i form af al den brugte emballage, der ligger rundt omkring…). Der er hermed potentielt udsigt til flere affaldsstativer rundt omkring.
Med flere muligheder for at komme af med sit affald kommer vi et skridt i den rigtige retning, men jeg tror desværre ikke, det er gjort med det – folk er nødt til at føle et ansvar eller i det mindste en forpligtelse til at yde deres del af indsatsen for at affaldet havner på rette sted.
Jeg håber virkelig, at det lykkes at opfylde kommunens plan om at København skal være Europas reneste by inden 2015.
28.5.08
Magiske hænder
Jeg startede dagen i dag med at tage til Ordrup, hvor jeg tilbragte halvanden time i selskab med en kvinde, hvis hænder har udrettet underværker på min krop. Hun praktiserer nemlig kranio-sakralterapi (KST), dvs. fjerner der spændinger i kroppen, der belaster centralnervesystemet - og selvom behandlingen i sig selv er utroligt blid (det gør slet ikke ondt), så er effekten mærkbar.
Jeg har gennem de seneste måneder haft en nerve i klemme, der ved pludselige stød i kroppen (som kan udløses af noget så banalt som at forcere en kansten på cykel) eller kast med hovedet har sendt en pludselig - men heldigvis hurtigt aftagende - og brændende smerte hen over kraniet, fra nakke til pande. Det føltes lidt som blive pisket med en tyk tråd fra en brændmand! SVIRP! Med andre ord var det meget, meget ubehageligt.
Jeg slog det hen nogen tid, men piskeriet blev hyppigere, og derfor valgte jeg til sidst at prøve KST for at komme af med skidtet. Jeg kendte ikke nogen her i hovedstadsområdet, men fik en behandler anbefalet af Gitte. Jeg har det bedst med at finde behandlere via anbefalinger fra pålidelige mennesker, og det er sådan set underordnet om det er tandlæger, læger eller alternative behandlere. Jeg anser anbefalinger som det langt bedste reklame. Og så en god mavefornemmelse selvfølgelig.
Jeg har kun prøvet KST én gang før, i Århus, da jeg havde siddet i specialesumpen i flere måneder og bare trængte til at forkæle min krop efter endelig at have afleveret specialet. Det var på høje tid at få løst op for nogle af alle de spændinger, der var fulgt med i kølvandet på de mange timer foran computeren. Jeg husker det som ret godt - men slet ikke så godt, som det var i dag.
Hun var virkelig, virkelig god!
Årsagen, til at nerven blev klemt af spændinger i nakken, ligger åbenbart helt nede i min lænd, så for fremtiden skal jeg være mere bevidst om min holdning. Jeg har ikke rygsmerter, så de advarselssignaler får jeg ikke, men man kan jo sige at klemte nerver i nakken også er en slags advarsel... Jeg har en forholdsvis rank og stærk ryg, men den megen sidden ved et skrivebord i dagligdagen kan jo udfordre selv den stærkeste ryg og jeg må nok også til at erkende, at det bare ikke er alting, som kroppen kan restituere sig ud af alene.
Af og til må man give den lidt hjælp.
Det har den så fået i dag.
Jeg har gennem de seneste måneder haft en nerve i klemme, der ved pludselige stød i kroppen (som kan udløses af noget så banalt som at forcere en kansten på cykel) eller kast med hovedet har sendt en pludselig - men heldigvis hurtigt aftagende - og brændende smerte hen over kraniet, fra nakke til pande. Det føltes lidt som blive pisket med en tyk tråd fra en brændmand! SVIRP! Med andre ord var det meget, meget ubehageligt.
Jeg slog det hen nogen tid, men piskeriet blev hyppigere, og derfor valgte jeg til sidst at prøve KST for at komme af med skidtet. Jeg kendte ikke nogen her i hovedstadsområdet, men fik en behandler anbefalet af Gitte. Jeg har det bedst med at finde behandlere via anbefalinger fra pålidelige mennesker, og det er sådan set underordnet om det er tandlæger, læger eller alternative behandlere. Jeg anser anbefalinger som det langt bedste reklame. Og så en god mavefornemmelse selvfølgelig.
Jeg har kun prøvet KST én gang før, i Århus, da jeg havde siddet i specialesumpen i flere måneder og bare trængte til at forkæle min krop efter endelig at have afleveret specialet. Det var på høje tid at få løst op for nogle af alle de spændinger, der var fulgt med i kølvandet på de mange timer foran computeren. Jeg husker det som ret godt - men slet ikke så godt, som det var i dag.
Hun var virkelig, virkelig god!
Årsagen, til at nerven blev klemt af spændinger i nakken, ligger åbenbart helt nede i min lænd, så for fremtiden skal jeg være mere bevidst om min holdning. Jeg har ikke rygsmerter, så de advarselssignaler får jeg ikke, men man kan jo sige at klemte nerver i nakken også er en slags advarsel... Jeg har en forholdsvis rank og stærk ryg, men den megen sidden ved et skrivebord i dagligdagen kan jo udfordre selv den stærkeste ryg og jeg må nok også til at erkende, at det bare ikke er alting, som kroppen kan restituere sig ud af alene.
Af og til må man give den lidt hjælp.
Det har den så fået i dag.
27.5.08
Dårligt gemmested
Man skal ikke gemme hemmeligheder i klædeskabet, hvis man beder sin kæreste om hjælp til at lokalisere dette og hint. Det måtte kæresten sande i går, da han, helt fladmast efter en lang dag på jobbet, med kort varsel var nødt til at pakke for at rejse til London. Han havde en del besvær med at finde forskellige beklædningsgenstande, som jeg på husmoderlig vis havde lagt på plads i klædeskabet, og derfor forbarmede jeg mig over den stakkels mand og gav mig i kast med at hjælpe ham. Mellem tøjet fandt jeg en lille, klar plastikpose af den knitrende slags, som man bruger til frugt og grønt i supermarkederne - og troede, den var havnet der ved et uheld. Om det nu var frygt for at komme til at smide noget ud, der ikke skulle bortskaffes eller om det var ren og skær nysgerrighed skal jeg ikke kunne sige, men overrasket blev jeg i hvert fald over at finde en halskæde i posen.
Hvad skulle jeg gøre? Jeg burde måske have ladet som om, jeg ikke havde set den, men eftersom jeg havde taget alting ud af skabet for at skabe lidt overblik og efterfølgende orden, var det lidet sandsynligt, at jeg ikke ville være stødt på posen. Nu var det jo slet ikke sikkert, at smykket var til mig, men hvorfor så gemme den blandt sit tøj? Hmmmm....altså konkluderede jeg, at det var bedst at montere et glimt i øjet og bare sige, at hvis det ikke var meningen, jeg skulle have set den halskæde, så var det nok et dårligt sted at gemme den.
Hvad skulle jeg gøre? Jeg burde måske have ladet som om, jeg ikke havde set den, men eftersom jeg havde taget alting ud af skabet for at skabe lidt overblik og efterfølgende orden, var det lidet sandsynligt, at jeg ikke ville være stødt på posen. Nu var det jo slet ikke sikkert, at smykket var til mig, men hvorfor så gemme den blandt sit tøj? Hmmmm....altså konkluderede jeg, at det var bedst at montere et glimt i øjet og bare sige, at hvis det ikke var meningen, jeg skulle have set den halskæde, så var det nok et dårligt sted at gemme den.
Han fik godt nok et lidt træt udtryk i ansigtet...
Da skipper kom hjem fra Thailand medbragte han ikke blot de famøse øreringe men også en meget smuk halskæde og en festlig tunika (samt en flammende orange blækspruttebamse!), så jeg var så rigeligt blevet begavet, men klædeskabets fund var altså købt for at have en overraskelse på lager, hvis jeg en dag skulle have haft en øvdag eller andet, der indbød til lidt hverdagsforkælelse.
Da skipper kom hjem fra Thailand medbragte han ikke blot de famøse øreringe men også en meget smuk halskæde og en festlig tunika (samt en flammende orange blækspruttebamse!), så jeg var så rigeligt blevet begavet, men klædeskabets fund var altså købt for at have en overraskelse på lager, hvis jeg en dag skulle have haft en øvdag eller andet, der indbød til lidt hverdagsforkælelse.
Alene tanken gjorde mig da helt blød.
Så nu har jeg en underlig blanding af dårlig samvittighed over at have berøvet ham glæden ved at kunne overraske mig, og over at have rodet i hans ting (men altså, manden bad jo om hjælp og posen var af klar plastik - hvad havde han regnet med?) og glæde over at have sådan en betænksom kæreste OG en smykke, som er lige mig (for nu var der jo ingen mening i at gemme den længere, og så kunne jeg lige så godt få den med det samme).
Så nu har jeg en underlig blanding af dårlig samvittighed over at have berøvet ham glæden ved at kunne overraske mig, og over at have rodet i hans ting (men altså, manden bad jo om hjælp og posen var af klar plastik - hvad havde han regnet med?) og glæde over at have sådan en betænksom kæreste OG en smykke, som er lige mig (for nu var der jo ingen mening i at gemme den længere, og så kunne jeg lige så godt få den med det samme).
Skulle jeg have ladet som ingenting og bare gemt posen i skabet igen?
26.5.08
Hist hvor vejen...
En sut, to læbepomader, en baglygte, brugte papirlommetørklæder, en cykelhjulsrefleks, to plastikskeer fra Paradis-is, en hårnål, en glaskugle, tretten kulørte plastikpropper, adskillige stykker sammenkrøllet slikpapir, en møtrik, en handske til højre hånd og en strikket fingerdukke, der ligner en albinokænguru.
Dette er ikke indholdet af mine lommer, ej heller af min taske. For genstandene har selskab af en fæl bunke glasskår, en hel masse plastikflasker og krus, endnu flere flade såvel som intakte øl- og sodavandsdåser samt en hel uhyrlig mængde cigaretskod.
Og hvor er dette svineri så lokaliseret?
Jo, jeg har såmænd bare bevæget mig på en cykelsti i det indre København. Observationerne ovenfor blev gjort søndag eftermiddag på strækningen mellem den østligste Sortedamssø og Tivoli, alt imens jeg i sneglefart bevægede mig af sted i intens spejden efter den ørering, jeg havde tabt.
Jeg havde tilbragt formiddagen med at spise brunch i Charlottehaven sammen med tre skønne kvinder og den enes lille charmetrold af en datter. Gamle studiekammerater fra Århustiden, der nu alle er bosat i hovedstadsområdet – hvor heldig kan man være. Ved tolvtiden brød jeg op for at køre på havnen, hvor skipper allerede var i fuld gang med weekendens gøremål (vi gik i gang med styrbord side i lørdags – STOR sejr endelig at tage hul på anden halvdel af projektet!).
Nu er jeg jo ikke ligefrem berømt for at bevæge mig i et sindigt tempo, når jeg cykler, og i den stride vind kom det høje tempo altså til at koste en ørering. Øreringene var en gave fra kæresten, nyligt hjembragt fra Thailand og det var første gang, jeg havde dem på, så det var en temmelig nedtrykt Lotte, der ved ankomst til havnen kunne konstatere, at sættet nu var reduceret til kun en ørering.
Hvad gør man? Tror man på, at man kan finde den igen? Eller forestiller man sig, at der allerede er en anden, der har fundet den og samlet den op? Giver man op og tænker, det var ærgerligt?
Nej! Man begiver sig af sted igen, op på cyklen og så begynde forfra på turen.
Det tager lang tid, kan jeg godt hilse og sige. Så lang tid, at jeg blev helt bange for, at jeg ville ende med at stirre mig så blind på alt det skrald, der lå langs vejene, at jeg slet ikke ville opdage målet for min eftersøgning, hvis jeg skulle støde på det.
Da jeg nåede Rådhuspladsen havde jeg fået tænkt rigtig mange tanker om årsagen til at jeg skulle tabe øreringen. For måske var det i virkeligheden et hint om, at jeg burde sætte tempoet lidt ned? Ikke bare på cykelstien, men sådan helt generelt… For jeg blev jo pludselig overhalet af ALLE – også af de langsomme konecykler, ladcyklerne fyldt med børn og rulleskøjteløberne - ja selv en fyr på skatebord gav mig baghjul. Og jeg overlevede!
Jeg havde efterhånden fået overbevist mig selv om, at det måtte være det, der var lektien og min tiltro til, at jeg skulle genfinde øreringen var begyndt at hænge i en meget tynd tråd, da jeg pludselig – ud for Tivolis sydøstlige udgang – spottede det famøse smykke!
En lille tak blev sendt til universet og så gik det ellers af sted mod havnen, dog i et mere adstadigt tempo end vanligt…
Dette er ikke indholdet af mine lommer, ej heller af min taske. For genstandene har selskab af en fæl bunke glasskår, en hel masse plastikflasker og krus, endnu flere flade såvel som intakte øl- og sodavandsdåser samt en hel uhyrlig mængde cigaretskod.
Og hvor er dette svineri så lokaliseret?
Jo, jeg har såmænd bare bevæget mig på en cykelsti i det indre København. Observationerne ovenfor blev gjort søndag eftermiddag på strækningen mellem den østligste Sortedamssø og Tivoli, alt imens jeg i sneglefart bevægede mig af sted i intens spejden efter den ørering, jeg havde tabt.
Jeg havde tilbragt formiddagen med at spise brunch i Charlottehaven sammen med tre skønne kvinder og den enes lille charmetrold af en datter. Gamle studiekammerater fra Århustiden, der nu alle er bosat i hovedstadsområdet – hvor heldig kan man være. Ved tolvtiden brød jeg op for at køre på havnen, hvor skipper allerede var i fuld gang med weekendens gøremål (vi gik i gang med styrbord side i lørdags – STOR sejr endelig at tage hul på anden halvdel af projektet!).
Nu er jeg jo ikke ligefrem berømt for at bevæge mig i et sindigt tempo, når jeg cykler, og i den stride vind kom det høje tempo altså til at koste en ørering. Øreringene var en gave fra kæresten, nyligt hjembragt fra Thailand og det var første gang, jeg havde dem på, så det var en temmelig nedtrykt Lotte, der ved ankomst til havnen kunne konstatere, at sættet nu var reduceret til kun en ørering.
Hvad gør man? Tror man på, at man kan finde den igen? Eller forestiller man sig, at der allerede er en anden, der har fundet den og samlet den op? Giver man op og tænker, det var ærgerligt?
Nej! Man begiver sig af sted igen, op på cyklen og så begynde forfra på turen.
Det tager lang tid, kan jeg godt hilse og sige. Så lang tid, at jeg blev helt bange for, at jeg ville ende med at stirre mig så blind på alt det skrald, der lå langs vejene, at jeg slet ikke ville opdage målet for min eftersøgning, hvis jeg skulle støde på det.
Da jeg nåede Rådhuspladsen havde jeg fået tænkt rigtig mange tanker om årsagen til at jeg skulle tabe øreringen. For måske var det i virkeligheden et hint om, at jeg burde sætte tempoet lidt ned? Ikke bare på cykelstien, men sådan helt generelt… For jeg blev jo pludselig overhalet af ALLE – også af de langsomme konecykler, ladcyklerne fyldt med børn og rulleskøjteløberne - ja selv en fyr på skatebord gav mig baghjul. Og jeg overlevede!
Jeg havde efterhånden fået overbevist mig selv om, at det måtte være det, der var lektien og min tiltro til, at jeg skulle genfinde øreringen var begyndt at hænge i en meget tynd tråd, da jeg pludselig – ud for Tivolis sydøstlige udgang – spottede det famøse smykke!
En lille tak blev sendt til universet og så gik det ellers af sted mod havnen, dog i et mere adstadigt tempo end vanligt…
23.5.08
Koffeinfri kvalitetssøvn
Vidste du, at en ordinær kop kaffe indholder ca. 200 mg koffein?
Og at koffeinens halveringstid er 3-8 timer for mænd og endnu længere for kvinder (helt op til 12 timer, hvis man tager p-piller)?
Vidste du, at hvis blodet indeholder mere end 150 mg koffein, når du lægger dig til at sove, så vil du ikke kunne gennemgå en fuld søvncyklus i løbet af natten?
Den dybe søvn ligger altid først i søvnperioden, uanset om man sover om natten eller om dagen, så selvom den eneste kaffe, man drikker, er aftenkaffen og koffeinindholdet er halveret, når man er halvvejs eller sidst i søvnperioden, så ER skaden sket og den dybe søvn forpasset.
Vores fysisk restitution hænger meget nøje sammen med at kroppen får lov til at befinde sig i den dybe søvn (stadie 4), og for stort indtag af koffeinholdige drikke (det er jo ikke kun kaffe, der indholder stoffet) kan derfor resultere i, at man vågner om morgenen og føler sig træt - på trods af at man har sovet otte timer - hvorefter man snupper sig en kop kaffe for at komme i gang. Det klassiske mønster viser, at morgenkaffen typisk efterfølges af et par kopper eller fire i løbet af dagen.
På den måde får man ophobet så meget koffein i blodet, at det på ingen måde kan nå at forsvinde eller bare nå under de maksimale 150 mg - med det resultat at man igen kommer gennem en nat uden den dybe søvn og restitutionen i fuldt omfang. Så vågner man og føler sig træt, snupper en kop kaffe for ligesom at komme i gang... og lynhurtigt er der skabt en afhængighed. Der skal faktisk ikke ret meget til. Og mange gange får man meget mere end de 200 mg pr. kop - så det er slet ikke så underligt, hvis man ikke synes, man fungerer ordentligt uden sin daglige kaffe.
Cola er også en koffeinsynder - og Cola Light endnu værre (fordi vi ikke får dopamin-kicket af sukkeret, har producenterne nemlig tilsat mere koffein i light-udgaverne), men man skal ikke sidde og føle sig fuldstændig frelst, hvis man holder sig til the og er totalt afholdende på kaffe- og colafronten, for the er altså heller ikke fri for koffein. Theblade indeholder faktisk mere koffein end kaffebønner, men der anvendes en mindre mængde the end kaffe pr. kop, og der skal derfor drikkes en hel del mere the, for at opnå de samme niveauer af koffein i kroppen, som hvis man holder sig til kaffe. Sort the er værst, mens hvid og grøn the indeholder mindre.
Mørk chokolade indeholder mere koffein pr. gram end færdigbrygget the gør. Det samme gælder for en række smertestillende medicin (pr. tablet!) - så der er med andre ord mange kilder til koffeinen.
Nu er dette ikke en hetz mod kaffe (jeg nægter at diskutere cola, for jeg rører det ikke). Jeg holder faktisk meget af en god kop mokka - og koffein har jo også gode egenskaber. Kroniske kaffedrikkere kan tilmed i en vis grad opbygge en form for immunitet overfor nogle af de effekter, koffeinen har. Jeg har selv i perioder drukket rigtig meget kaffe. Som studerende var det tilmed rigtig dårlig kaffe, sort som tjære og på nogle billige bønner brygget på kaffemaskine. Føj!!!
Da jeg første gang oplevede den dundrende hovepine, jeg fik, når jeg slet ikke drak kaffe, gik det op for mig, at min krop var blevet afhængig, og siden har jeg erkendt, at jeg vægter min maves velbefindende og min søvn langt højere end et dagligt indtag af kaffe.
Og så nyder jeg den sorte bryg så meget desto mere de gange, hvor jeg snupper en dampende kop.
Hvad med dig, er du koffeinafhængig?
Og at koffeinens halveringstid er 3-8 timer for mænd og endnu længere for kvinder (helt op til 12 timer, hvis man tager p-piller)?
Vidste du, at hvis blodet indeholder mere end 150 mg koffein, når du lægger dig til at sove, så vil du ikke kunne gennemgå en fuld søvncyklus i løbet af natten?
Den dybe søvn ligger altid først i søvnperioden, uanset om man sover om natten eller om dagen, så selvom den eneste kaffe, man drikker, er aftenkaffen og koffeinindholdet er halveret, når man er halvvejs eller sidst i søvnperioden, så ER skaden sket og den dybe søvn forpasset.
Vores fysisk restitution hænger meget nøje sammen med at kroppen får lov til at befinde sig i den dybe søvn (stadie 4), og for stort indtag af koffeinholdige drikke (det er jo ikke kun kaffe, der indholder stoffet) kan derfor resultere i, at man vågner om morgenen og føler sig træt - på trods af at man har sovet otte timer - hvorefter man snupper sig en kop kaffe for at komme i gang. Det klassiske mønster viser, at morgenkaffen typisk efterfølges af et par kopper eller fire i løbet af dagen.På den måde får man ophobet så meget koffein i blodet, at det på ingen måde kan nå at forsvinde eller bare nå under de maksimale 150 mg - med det resultat at man igen kommer gennem en nat uden den dybe søvn og restitutionen i fuldt omfang. Så vågner man og føler sig træt, snupper en kop kaffe for ligesom at komme i gang... og lynhurtigt er der skabt en afhængighed. Der skal faktisk ikke ret meget til. Og mange gange får man meget mere end de 200 mg pr. kop - så det er slet ikke så underligt, hvis man ikke synes, man fungerer ordentligt uden sin daglige kaffe.
Cola er også en koffeinsynder - og Cola Light endnu værre (fordi vi ikke får dopamin-kicket af sukkeret, har producenterne nemlig tilsat mere koffein i light-udgaverne), men man skal ikke sidde og føle sig fuldstændig frelst, hvis man holder sig til the og er totalt afholdende på kaffe- og colafronten, for the er altså heller ikke fri for koffein. Theblade indeholder faktisk mere koffein end kaffebønner, men der anvendes en mindre mængde the end kaffe pr. kop, og der skal derfor drikkes en hel del mere the, for at opnå de samme niveauer af koffein i kroppen, som hvis man holder sig til kaffe. Sort the er værst, mens hvid og grøn the indeholder mindre.
Mørk chokolade indeholder mere koffein pr. gram end færdigbrygget the gør. Det samme gælder for en række smertestillende medicin (pr. tablet!) - så der er med andre ord mange kilder til koffeinen.
Nu er dette ikke en hetz mod kaffe (jeg nægter at diskutere cola, for jeg rører det ikke). Jeg holder faktisk meget af en god kop mokka - og koffein har jo også gode egenskaber. Kroniske kaffedrikkere kan tilmed i en vis grad opbygge en form for immunitet overfor nogle af de effekter, koffeinen har. Jeg har selv i perioder drukket rigtig meget kaffe. Som studerende var det tilmed rigtig dårlig kaffe, sort som tjære og på nogle billige bønner brygget på kaffemaskine. Føj!!!
Da jeg første gang oplevede den dundrende hovepine, jeg fik, når jeg slet ikke drak kaffe, gik det op for mig, at min krop var blevet afhængig, og siden har jeg erkendt, at jeg vægter min maves velbefindende og min søvn langt højere end et dagligt indtag af kaffe.
Og så nyder jeg den sorte bryg så meget desto mere de gange, hvor jeg snupper en dampende kop.
Hvad med dig, er du koffeinafhængig?
20.5.08
1-2-3 bog-tag
Jeg er blevet tagget af Marianne.
Det er såre enkelt:
1. Pick up the nearest book
2. Open on page 123
3. Find the fifth sentence
4. Post the next three sentences
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you
Jeg er pt. i gang med flere bøger, men den, der ligger øverst i bunken lige nu, er Middlesex af Jeffrey Eugenides, som Nille tidligere har skrevet om og som jeg fluks købte efter at have læst hendes anbefaling.
The only way my father could think of to instill in me a sense of my heritage was to take me to dubbed Italian versions of the ancient Greek myths. And so, every week, we saw Hercules slaying the Nemean lion, or stealing the girdle of the Amazons ("That's some girdle, eh, Callie?"), or being thrown gratuitously into snake pits without textual support. But our favorite was the Minotaur...
Det er en helt igennem superb bog indtil videre (jeg er ca. halvvejs) - jeg håber, at den bevarer sit høje niveau indtil slutningen. Kan varmt anbefales.
Nu har denne her bogleg jo kørt i et stykke tid efterhånden, og jeg har ærlig talt ikke rigtig overblik over, hvem der 'mangler' at blive tagged, så jeg vil blot kaste bolden op til jer, der måtte have lyst til at lege med. Fortæl os, hvad I læser lige nu og hvad der står på side 123.
Det er såre enkelt:
1. Pick up the nearest book
2. Open on page 123
3. Find the fifth sentence
4. Post the next three sentences
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you
Jeg er pt. i gang med flere bøger, men den, der ligger øverst i bunken lige nu, er Middlesex af Jeffrey Eugenides, som Nille tidligere har skrevet om og som jeg fluks købte efter at have læst hendes anbefaling.
The only way my father could think of to instill in me a sense of my heritage was to take me to dubbed Italian versions of the ancient Greek myths. And so, every week, we saw Hercules slaying the Nemean lion, or stealing the girdle of the Amazons ("That's some girdle, eh, Callie?"), or being thrown gratuitously into snake pits without textual support. But our favorite was the Minotaur...
Det er en helt igennem superb bog indtil videre (jeg er ca. halvvejs) - jeg håber, at den bevarer sit høje niveau indtil slutningen. Kan varmt anbefales.
Nu har denne her bogleg jo kørt i et stykke tid efterhånden, og jeg har ærlig talt ikke rigtig overblik over, hvem der 'mangler' at blive tagged, så jeg vil blot kaste bolden op til jer, der måtte have lyst til at lege med. Fortæl os, hvad I læser lige nu og hvad der står på side 123.
Ærlige sjæle
I onsdags, efter min fotosafari, måtte jeg betale 85 kr. (!!!) i parkeringsafgift for at have firmabilen parkeret natten over. Så mange småpenge havde jeg ikke lige på mig, men så er det jo heldigt, at automaterne også tager kort. Nu er det bare sådan, at man skal HUSKE at tjekke, om man har fået sit dankort med sig, når man har betalt i en af Københavns parkeringsautomater. Automaterne siger nemlig ikke nogen høj lyd, der husker en på det...
Fortsættelsen på historien kan I nok gætte?
Jeg havde kontanter (sedler, som automaterne jo ikke tager) i pungen, og derfor nåede jeg helt hen til indkøbene efter fyraften i går (dvs. fem dage senere), inden jeg konstaterede, at jeg manglede det famøse dankort. Ét er, at man står der som en anden idiot og må sige, at man alligevel ikke vil have alle de varer, man lige har lagt op på båndet - noget andet er processen med at spole den mentale film tilbage, samtidig med at man haster hjem for at lede alting igennem. Kun for at konstatere, at kortet ER væk. Et hurtigt tjek på netbanken kunne dog berolige med, at der ikke var trukket andre beløb på kortet, end dem jeg brugte i onsdags. Herefter ringede jeg til PBS for at spærre kortet - men de kunne fortælle, at der slet ikke var et visa-dankort tilknyttet den konto, jeg opgav. Ikke længere i hvert fald.
???
Det viste sig, at min egen bank allerede havde spærret kortet! I dag ringede de nemlig for at fortælle, at en ærlig sjæl havde ringet til dem og fortalt, at hendes mand havde fundet mit kort i en automat. Jubiii for mennesker med moral! Historien kommer således blot til at koste et nyt visakort - og et par flasker rødvin i findeløn til de venlige mennesker.
Og SÅ kan det være, jeg har lært at tjekke en ekstra gang, om jeg har fjernet kortet fra automaten, når jeg har betalt!
Fortsættelsen på historien kan I nok gætte?
Jeg havde kontanter (sedler, som automaterne jo ikke tager) i pungen, og derfor nåede jeg helt hen til indkøbene efter fyraften i går (dvs. fem dage senere), inden jeg konstaterede, at jeg manglede det famøse dankort. Ét er, at man står der som en anden idiot og må sige, at man alligevel ikke vil have alle de varer, man lige har lagt op på båndet - noget andet er processen med at spole den mentale film tilbage, samtidig med at man haster hjem for at lede alting igennem. Kun for at konstatere, at kortet ER væk. Et hurtigt tjek på netbanken kunne dog berolige med, at der ikke var trukket andre beløb på kortet, end dem jeg brugte i onsdags. Herefter ringede jeg til PBS for at spærre kortet - men de kunne fortælle, at der slet ikke var et visa-dankort tilknyttet den konto, jeg opgav. Ikke længere i hvert fald.
???
Det viste sig, at min egen bank allerede havde spærret kortet! I dag ringede de nemlig for at fortælle, at en ærlig sjæl havde ringet til dem og fortalt, at hendes mand havde fundet mit kort i en automat. Jubiii for mennesker med moral! Historien kommer således blot til at koste et nyt visakort - og et par flasker rødvin i findeløn til de venlige mennesker.
Og SÅ kan det være, jeg har lært at tjekke en ekstra gang, om jeg har fjernet kortet fra automaten, når jeg har betalt!
19.5.08
Kaptajn Klap
Weekenden har bragt yderligere fremskridt.
ENDELIG har vi fået lukket et hul i dækket, hvor den gamle skorsten havde været monteret, og hvor pladen var tyndslidt af rust. En fin ny lap blev passet til og svejset i, hvorefter kanterne blev slebet til med vinkelsliber, inden det hele til sidst fik en gang syre (der forhindrer ny rustdannelse).
Sikke et svineri!!! Det tog to timer at gøre rent efter den affære - og jeg fik fornøjelsen af at gøre det alene. Det var nu ikke med kærestens gode vilje, at den kedelige del blev overladt til mig, men på trods af omhyggelig brug af beskyttelsesbriller havde en vildfaren metalsplint desværre fundet vej til hans venstre øje og boret sig godt ind i hornhinden. Så mens han tilbragte fire timer i venteværelset på skadestuen, gik jeg i sving med støvsugeren.
Han havde heldigvis været så forudseende at tage både lekture og computer med, for belært af erfaringen vidste han godt, det sikkert ville komme til at tage lang tid (sidst tog det SYV timer!). Han fik set adskillige programmer på dr.dk - længe leve trådløst internet! - mens han ventede på at komme til.
Selve indgrebet var hurtigt overstået. Da han endelig kom hjem, var det med klap for øjet - dog blot en hvid bandage, som beskyttelse indtil bedøvelsen lettede, og blinkerefleksen atter blev funktionsdygtig. Vi jokede lidt med, at han burde have haft en sort en af slagsen - i hvert fald ville han nok have faldet lidt metroseksuelt igennem, hvis han havde været ægte pirat. Nu er vi, af gode grunde, ikke fans af pirater og heldigvis er han klapfri i dag - så enden på historien blev alligevel god.
Og her til morgen har det nysvejsede fået en gang maling, så endnu en ting kan krydses af på doklisten.
ENDELIG har vi fået lukket et hul i dækket, hvor den gamle skorsten havde været monteret, og hvor pladen var tyndslidt af rust. En fin ny lap blev passet til og svejset i, hvorefter kanterne blev slebet til med vinkelsliber, inden det hele til sidst fik en gang syre (der forhindrer ny rustdannelse).
Sikke et svineri!!! Det tog to timer at gøre rent efter den affære - og jeg fik fornøjelsen af at gøre det alene. Det var nu ikke med kærestens gode vilje, at den kedelige del blev overladt til mig, men på trods af omhyggelig brug af beskyttelsesbriller havde en vildfaren metalsplint desværre fundet vej til hans venstre øje og boret sig godt ind i hornhinden. Så mens han tilbragte fire timer i venteværelset på skadestuen, gik jeg i sving med støvsugeren.
Han havde heldigvis været så forudseende at tage både lekture og computer med, for belært af erfaringen vidste han godt, det sikkert ville komme til at tage lang tid (sidst tog det SYV timer!). Han fik set adskillige programmer på dr.dk - længe leve trådløst internet! - mens han ventede på at komme til.
Selve indgrebet var hurtigt overstået. Da han endelig kom hjem, var det med klap for øjet - dog blot en hvid bandage, som beskyttelse indtil bedøvelsen lettede, og blinkerefleksen atter blev funktionsdygtig. Vi jokede lidt med, at han burde have haft en sort en af slagsen - i hvert fald ville han nok have faldet lidt metroseksuelt igennem, hvis han havde været ægte pirat. Nu er vi, af gode grunde, ikke fans af pirater og heldigvis er han klapfri i dag - så enden på historien blev alligevel god.
Og her til morgen har det nysvejsede fået en gang maling, så endnu en ting kan krydses af på doklisten.
16.5.08
Når banjobolten brækker
Vi fik - som nogen måske husker - installeret ny motor i båden sidste år i påsken. Allerede på jomfrurejsen fik vi problemer i form af en fejlmelding fra den elektroniske olietryksmåler. Det viste sig, at der var et generelt problem hos Volvo på lige netop denne type kontakt, samt at vi ikke ville kunne få en ny, før de havde løst problemet. Den defekte kontakt blev derfor afmonteret og et ordinært manometer monteret som en midlertidig løsning. Det betød, at vi ikke kunne tjekke olietrykket uden at fjerne trappen i salonen - hvilket i praksis er noget rod - men da vi jo kort tid efter skulle have båden på land, væbnede vi os med tålmodighed og koncentrede os om andre ting.
Forleden skulle jeg så montere den nye - og efter sigende velfungerende - kontakt. Kontakten sidder på en bolt, som skal skrues ind i en såkaldt banjobolt, der er skruet ind i motorblokken, men jeg syntes godt nok, at gevindet gik enormt stramt, og allerede halvvejs inde sad det nærmest fast. Jeg konstaterede sukkende, at mine armkræfter syntes at være svundet fælt ind over vinteren. Altså valgte jeg at ty til det gode gamle trick med at benytte sig af rå kropsvægt og lænede mig godt ind over svensknøglen.
Stille og roligt fik jeg skruet kontakten yderligere et par millimeter ind, hvorefter jeg med hele vægten af overkroppen vælter ind over motoren. Den slags får man skrammer af...
Først troede jeg, det bare var svenksnøglen, der var smuttet for mig, men så opdagede jeg, at banjobolten sad fast på kontakten, som stadig sad i nøglen. Hurtigt blev opmærksomheden flyttet fra de blødende knoer til banjobolten. Til min store hjertebankfremkaldende forskrækkelse, viste det sig nemlig at det kun var noget af bolten, jeg havde afmonteret. Gevinddelen var brækket af og sad fortsat på sin plads - INDE i motorblokken!
Forleden skulle jeg så montere den nye - og efter sigende velfungerende - kontakt. Kontakten sidder på en bolt, som skal skrues ind i en såkaldt banjobolt, der er skruet ind i motorblokken, men jeg syntes godt nok, at gevindet gik enormt stramt, og allerede halvvejs inde sad det nærmest fast. Jeg konstaterede sukkende, at mine armkræfter syntes at være svundet fælt ind over vinteren. Altså valgte jeg at ty til det gode gamle trick med at benytte sig af rå kropsvægt og lænede mig godt ind over svensknøglen.
Stille og roligt fik jeg skruet kontakten yderligere et par millimeter ind, hvorefter jeg med hele vægten af overkroppen vælter ind over motoren. Den slags får man skrammer af...
Først troede jeg, det bare var svenksnøglen, der var smuttet for mig, men så opdagede jeg, at banjobolten sad fast på kontakten, som stadig sad i nøglen. Hurtigt blev opmærksomheden flyttet fra de blødende knoer til banjobolten. Til min store hjertebankfremkaldende forskrækkelse, viste det sig nemlig at det kun var noget af bolten, jeg havde afmonteret. Gevinddelen var brækket af og sad fortsat på sin plads - INDE i motorblokken!
Det var lige før, jeg mærkede koldsveden bryde frem - i hvert fald kan jeg garantere, at pulsen accelerede - og det var med tilkæmpet rolig stemme, at jeg i al hast ringede til brormand. Jeg turde simpelthen ikke sige noget til kæresten, før jeg havde talt med sagkundskaben. Den motor har voldt os så mange kvaler, at jeg ikke rigtig kunne bære tanken om at have ødelagt en vital del. Jeg havde intet overblik over skadens omfang, jeg vidste bare, at det her kunne vi ikke klare alene og at motoren var ubrugelig, så længe det ikke blev fikset...
Brormand, som jo (til alt held for os) lever af at montere bådmotorer og udøve marineservice, kunne heldigvis straks berolige mig med, at det slet ikke var spor svært at få sådan en smule gevind ud. Den slags findes der selvfølgelig noget ganske særligt værktøj til. Han spurgte smøret, om jeg slet ikke havde opdaget, at kontakten havde konisk gevind?!?!
DUH!
Nej, selvfølgelig havde jeg ikke hældt x antal kilo dødvægt hen over en svensknøgle, hvis jeg havde vidst, at jeg ikke skulle blive ved med at skrue på skidtet!!!
DUH!
Nej, selvfølgelig havde jeg ikke hældt x antal kilo dødvægt hen over en svensknøgle, hvis jeg havde vidst, at jeg ikke skulle blive ved med at skrue på skidtet!!!
Efter således at være blevet beroliget, kunne jeg nu fortæller skipper, at jeg havde lavet ulykker, men at de ikke var større, end at de kunne klares med brormands assistance og en ny banjobolt. Han nåede at blive rimeligt gærfarvet i ansigtet af bekymring, inden jeg var færdig med at fortælle, men så gik det heldigvis op for ham, at der ikke var sket noget alvorligt. Han havde endda overskud til at sige nååå, da han så mine skrammer.
I dag var brormand så forbi og vupti, i løbet af tre minutter havde han skruet det afbrækkede gevind ud. Nu kan jeg så vente på, at der ankommer en ny banjobolt og så forsøge mig med endnu en montering. Denne gang skruer jeg ikke helt så hårdt, det kan jeg godt garantere.
Den brækkede banjobolt efter lillebrors redning
Kontakten med gevindet, som jo helt tydeligt er konisk!Man bliver aldrig rigtig god til at stå på ski, hvis man er så forsigtig, at man aldrig falder, man bliver aldrig en hurtig jollesejler, hvis man er bange for at vælte med båden - og sådan er det vist med de fleste ting. For at blive god, for at lære hvor grænserne for ens formåen går, skal man turde at vove pelsen - eller huden på knoerne om man vil.
Tre konstateringer, der kom ud af dette:
- Man skal huske at tjekke, om gevindet er konisk, hvis man synes, det går usædvanligt trægt.
- Jeg er ikke så slap, som jeg frygtede.
- Jeg er glad for, at dette ikke skete ude på en eller anden lille atol, hvor brormand ikke fluks kunne komme forbi med sin værkstøjskasse. Skal jeg begå den slags brølere, er det helt klart smartest at gøre det nu.
Efterspil: Min brors chef (ja, mit lille stunt er selvfølgelig blevet genfortalt i frokoststuen til megen moro) mente, at jeg skulle have haft lov til at stege lidt længere, inden jeg fik at vide, at der ikke var nogen ko på isen. Jeg er faktisk MEGET glad for, at lillebror ikke lavede fis lige netop i den situation!
15.5.08
Kanylekøb
Zette har lige skrevet en skæg lille historie om et suspekt køb af usle øl midt på dagen. Det fik mig til at tænke på en lignende oplevelse jeg havde for nogle år siden i Århus.
Det var dengang, hvor jeg roede ni gange om ugen. Mine hænder så ud derefter - dvs. godt med hård hud og vabler i forskellige stadier. Meget lidt feminint.
Det allerbedste til at prikke hul på vabler med er som bekendt (? i hvert fald for nogen) en kanyle. Den er skarp, steril og kan frembringe et meget fint, lille hul, der lige er stort nok til at tømme vablen igennem, men ikke så stort at alt muligt fælt kan finde ind og skabe problemer. Det bedste er nemlig at lade vablen sidde, så huden danner et naturligt plaster, mens ny hud dannes.
Kanyler kan man være heldig at tiltuske sig hos sin mor, hvis hun er sygeplejerske som min, men når man er løbet tør, og moderen bor langt væk, OG man har nogle vabler på størrelse med tekopper (mindst!), må man krybe til korset og gå på apoteket.
Så stod jeg der - lidt for tynd (fordi jeg jo var letvægtsroer), midt på formiddagen - og havde ikke andre ærinder på apoteket end de famøse nåle. Der blev skulet noget, da jeg fremsagde mit ønske (og i ren og skær provokation med tanke på et par ventende damer i pels undlod jeg at dæmpe stemmen, men bad bare med tydelig røst om at få nogle kanyler) - faktisk så apotekeren så skeptisk ud, at jeg måtte vise ham mine håndflader. Med et ahaaa-udtryk i ansigtet fik han fluks fremtryllet det, jeg var kommet efter, men da denne fremvisning foregik med ryggen til de ventende damer, forestiller jeg mig, at mit dubiøse foretagende har givet anledning til lidt sladder over kaffekopperne senere på dagen.
Tøhø!
Det var dengang, hvor jeg roede ni gange om ugen. Mine hænder så ud derefter - dvs. godt med hård hud og vabler i forskellige stadier. Meget lidt feminint.
Det allerbedste til at prikke hul på vabler med er som bekendt (? i hvert fald for nogen) en kanyle. Den er skarp, steril og kan frembringe et meget fint, lille hul, der lige er stort nok til at tømme vablen igennem, men ikke så stort at alt muligt fælt kan finde ind og skabe problemer. Det bedste er nemlig at lade vablen sidde, så huden danner et naturligt plaster, mens ny hud dannes.
Kanyler kan man være heldig at tiltuske sig hos sin mor, hvis hun er sygeplejerske som min, men når man er løbet tør, og moderen bor langt væk, OG man har nogle vabler på størrelse med tekopper (mindst!), må man krybe til korset og gå på apoteket.
Så stod jeg der - lidt for tynd (fordi jeg jo var letvægtsroer), midt på formiddagen - og havde ikke andre ærinder på apoteket end de famøse nåle. Der blev skulet noget, da jeg fremsagde mit ønske (og i ren og skær provokation med tanke på et par ventende damer i pels undlod jeg at dæmpe stemmen, men bad bare med tydelig røst om at få nogle kanyler) - faktisk så apotekeren så skeptisk ud, at jeg måtte vise ham mine håndflader. Med et ahaaa-udtryk i ansigtet fik han fluks fremtryllet det, jeg var kommet efter, men da denne fremvisning foregik med ryggen til de ventende damer, forestiller jeg mig, at mit dubiøse foretagende har givet anledning til lidt sladder over kaffekopperne senere på dagen.
Tøhø!
Oasevandringer
København er fyldt med små og store oaser, når man kigger rigtigt efter. Og her tænker jeg ikke på Kongens Have, Frederiksberg have og Søndermarken, der i hele sommerhalvåret er tæt tilplastret. Der findes så mange andre - og mere fredfyldte - steder, man kan søge i ly for trafik og larm.
Et af disse steder er haven på det Biovidenskabelige Fakultet (tidligere KVL), på Grønnegårdsvej 15, Frederiksberg. Her findes ældgamle træer, smukke bede, løgplæner og en lille sø med ænder (og lige nu også småbitte ællinger). De fleste af planterne er der skilte på, så man kan orientere sig om navnene, hvis man er interesseret. Man kan også følge med på en gratis rundvisning, fx om aftenen den anden torsdag i måneden.
Haven bruges flittigt af studerende, der dels spiser medbragt mad, dels terper pensum - men reglementet forbyder larm og boldspil, så man er sikret fred og ro, hvis man begiver sig ind i haven.
Et andet åndehul finder man ved Frederiksbergs Runddel. Her ligger indgangen til Det Kgl. Danske Haveselskabs Have, som blev grundlagt i 1830. Denne have er endnu mere sparsomt befolket og en af dens store styrker er inddelingen i rum, som betyder, at haven virker større, end den egentlig er, samtidig med at man får fornemmelsen af, at man har den næsten for sig selv.
Eneste umiddelbare minus er lugten af fiskefilet og pommefrites i det allersydøstligste hjørne, som støder lige op til en restaurant (og udsugningen fra dennes køkken). Hørmen er dog meget lokal og forsvinder hurtigt, når man bevæger sig væk fra hjørnet.
Haven er åben hver dag fra solopgang til -nedgang. Og det koster ikke en klejne at besøge den.
Et af disse steder er haven på det Biovidenskabelige Fakultet (tidligere KVL), på Grønnegårdsvej 15, Frederiksberg. Her findes ældgamle træer, smukke bede, løgplæner og en lille sø med ænder (og lige nu også småbitte ællinger). De fleste af planterne er der skilte på, så man kan orientere sig om navnene, hvis man er interesseret. Man kan også følge med på en gratis rundvisning, fx om aftenen den anden torsdag i måneden.
Haven bruges flittigt af studerende, der dels spiser medbragt mad, dels terper pensum - men reglementet forbyder larm og boldspil, så man er sikret fred og ro, hvis man begiver sig ind i haven.
Et andet åndehul finder man ved Frederiksbergs Runddel. Her ligger indgangen til Det Kgl. Danske Haveselskabs Have, som blev grundlagt i 1830. Denne have er endnu mere sparsomt befolket og en af dens store styrker er inddelingen i rum, som betyder, at haven virker større, end den egentlig er, samtidig med at man får fornemmelsen af, at man har den næsten for sig selv.Haven rummer en hel del sjældne planter og mange fine detaljer (heriblandt også en del små statuer af kornfede engle, som nok kan trække smil, hvis man er til den slags).
Eneste umiddelbare minus er lugten af fiskefilet og pommefrites i det allersydøstligste hjørne, som støder lige op til en restaurant (og udsugningen fra dennes køkken). Hørmen er dog meget lokal og forsvinder hurtigt, når man bevæger sig væk fra hjørnet.
Haven er åben hver dag fra solopgang til -nedgang. Og det koster ikke en klejne at besøge den.
14.5.08
Fotosafari
I embeds medfør har jeg nu i to dage været ude at skyde. Væk fra kontor og computer, smurt ind i solcreme og bevæbnet med et dejligt, digitalt Nikon spejlreflekskamera har jeg været vidt omkring i min søgen efter egnede motiver.
Temaet var ikke så overraskende haveplanter. Udfordringen bestod i at finde nogle helt bestemte nogen af slagsen - nemlig dem, vi mangler billeder af i databasen. Sjovt nok har vi allerede fået billeder af alle de almindelige, dvs. nogle af de allermest almindelige har vi så ikke - måske fordi folk ikke tager billeder af helt igennem ordinære ting?! Eller fordi de har tænkt, at de billeder havde vi nok allerede i forvejen?
Summa summarum var det tid for en tur i marken for kontornusseren.
Jeg har NYDT det!!!
Og faktisk var det ikke kun repræsentanter fra planteriget, jeg havde fornøjelsen af.
Don Popfugl her mødte jeg i Det Danske Haveselskabs have ved Frederiksberg Runddel, hvor han spadserer frit omkring - og i Rosenhaven på Allégade stødte jeg på en dame, der var ude og lufte sine to sumpskildpadder. Det er ikke syn, man møder hver dag...
Temaet var ikke så overraskende haveplanter. Udfordringen bestod i at finde nogle helt bestemte nogen af slagsen - nemlig dem, vi mangler billeder af i databasen. Sjovt nok har vi allerede fået billeder af alle de almindelige, dvs. nogle af de allermest almindelige har vi så ikke - måske fordi folk ikke tager billeder af helt igennem ordinære ting?! Eller fordi de har tænkt, at de billeder havde vi nok allerede i forvejen?
Summa summarum var det tid for en tur i marken for kontornusseren.
Jeg har NYDT det!!!
Og faktisk var det ikke kun repræsentanter fra planteriget, jeg havde fornøjelsen af.
Don Popfugl her mødte jeg i Det Danske Haveselskabs have ved Frederiksberg Runddel, hvor han spadserer frit omkring - og i Rosenhaven på Allégade stødte jeg på en dame, der var ude og lufte sine to sumpskildpadder. Det er ikke syn, man møder hver dag...
Flere billeder fra min fotosafari følger i morgen. Nu vil jeg nemlig logge af, lave en kop jasminthe og slænge benene i vandret position i selskab med en bog, imens skipper kæmper med lidt hjemmearbejde i form af et logo, han har lovet at lave til en anden skipper.
11.5.08
Rødspætte uden sol
Mens størstedelen af befolkningen tilsyneladende er søgt udendørs i det fantastiske vejr, har jeg brugt weekenden indendørs.
Jeg kan afsløre, at det er en blandet fornøjelse at gå inde i en sort stålbåd og jonglere med glasuld, når solen brager ned udenfor og gør båden til en bageovn! Jeg kan ydermere afsløre, at man efter sådan en dag ligner en rødspætte, fordi glasuld+sved=små røde prikker (der klør). Så jeg kan godt med lidt god vilje godt ligne en af dem, der har slænget de vinterblege ekstremiteter uden tilstrækkeligt højt faktortal. Forskellen er bare, at efter et brusebad og en omgang aloe vera er rødmen allerede på retræte og jeg kommer med garanti ikke til at skalde.
Det har været nogle lange dage på havnen, men jeg har nået en masse og glæder mig til at vise kæresten resultatet af sliddet. I morgen tidlig kommer skipper nemlig hjem fra filmoptagelser fem tidszoner herfra. Så er det slut med at være græsenke. Ti dage er også nok.
Jeg kan afsløre, at det er en blandet fornøjelse at gå inde i en sort stålbåd og jonglere med glasuld, når solen brager ned udenfor og gør båden til en bageovn! Jeg kan ydermere afsløre, at man efter sådan en dag ligner en rødspætte, fordi glasuld+sved=små røde prikker (der klør). Så jeg kan godt med lidt god vilje godt ligne en af dem, der har slænget de vinterblege ekstremiteter uden tilstrækkeligt højt faktortal. Forskellen er bare, at efter et brusebad og en omgang aloe vera er rødmen allerede på retræte og jeg kommer med garanti ikke til at skalde.
Det har været nogle lange dage på havnen, men jeg har nået en masse og glæder mig til at vise kæresten resultatet af sliddet. I morgen tidlig kommer skipper nemlig hjem fra filmoptagelser fem tidszoner herfra. Så er det slut med at være græsenke. Ti dage er også nok.
9.5.08
Farveløs føde?
GÆT EN VARE!
Jeg kunne simpelthen ikke dy mig for (med et glimt i øjet) at spørge ekspedienten, om jeg ikke skulle hjælpe dem af med denne NN-karton - der var jo end ikke en stregkode, så faktisk kunne de slet ikke sælge den.
Jeg fik lov, men kun ved at love at jeg ikke blev syg af indholdet. Det var jo ikke til at vide om det var en ualmindelig bleg karton mælk, der havde sneget sig over for at mænge sig med den koldpressede æblejuice, hvor jeg havde lokaliseret den.
Nu stod der rent faktisk en udløbsdato pålydende sidst i august, så jeg gættede på, at der nok ikke var tale om et fordærvet mælkeprodukt sp.
Vel hjemme viste det sig - som håbet - at være en lækker juice. Helt gratis.
Frækhed belønnes!
Farvelademad
Der er mange fordele ved at være voksen (og flyttet hjemmefra).
En af dem er, at man kan spise præcis, hvad man har lyst til. Og i denne uge har de fleste af mine måltider været både flydende og usædvanligt kulørte:
Gul eller rød morgenmad
Grøn frokost
Rød eller grøn aftensmad
Jeg har nemlig støvet blenderen af og er gået smoothie-berserk.
Som den svenske kok fra Muppetshow står jeg morgen og aften og høøødibøøødii-dropper en skønsom blanding af frisk og frossen frugt og grøntsager, HUSK, hørfrø- og tidselolie, ris- og soyamælk, grøn the og krydderier i maskinen. Som inspirationsgrundlag har jeg brugt Kernesund Familie, men nu foregår det mest bare på slump. Brum-brum og fem minutter senere er måltidet gledet ned.
Forleden morgen tænkte jeg (eller var det en lille mor-stemme der talte?), at jeg nok hellere måtte spise morgenmad i stedet for kun at drikke den, så jeg gav mig i kast med at koge en portion af Altid Mæt Grød - men altså...SNORK! hvor tager det lang tid at lave, og bagefter skal man vente på, at grøden er afkølet nok til, at den kan spises. Grødkogning og -indtagelse blev lynhurtigt henvist til weekenderne, hvor der er bedre tid. Og hvor jeg ikke skal ud og cykle en hulens bunke kilometer lige efter. For sådan en portion grød lander solidt.
Men faktisk mætter mine smoothies også forbløffende godt - de giver bare en langt mindre tung fornemmelse i maven.
På arbejde er frokosten nærmest altid grøn (dog med andre farveindslag også) - længe leve en kantineordning med righoldigt udvalg i salatbufeten (så kunne nogen blot ønske sig, at den lune ret var lidt mere fantasifuld...).
Jeg er vild med kulørte måltider!
En af dem er, at man kan spise præcis, hvad man har lyst til. Og i denne uge har de fleste af mine måltider været både flydende og usædvanligt kulørte:
Gul eller rød morgenmad
Grøn frokost
Rød eller grøn aftensmad
Jeg har nemlig støvet blenderen af og er gået smoothie-berserk.
Som den svenske kok fra Muppetshow står jeg morgen og aften og høøødibøøødii-dropper en skønsom blanding af frisk og frossen frugt og grøntsager, HUSK, hørfrø- og tidselolie, ris- og soyamælk, grøn the og krydderier i maskinen. Som inspirationsgrundlag har jeg brugt Kernesund Familie, men nu foregår det mest bare på slump. Brum-brum og fem minutter senere er måltidet gledet ned.
Forleden morgen tænkte jeg (eller var det en lille mor-stemme der talte?), at jeg nok hellere måtte spise morgenmad i stedet for kun at drikke den, så jeg gav mig i kast med at koge en portion af Altid Mæt Grød - men altså...SNORK! hvor tager det lang tid at lave, og bagefter skal man vente på, at grøden er afkølet nok til, at den kan spises. Grødkogning og -indtagelse blev lynhurtigt henvist til weekenderne, hvor der er bedre tid. Og hvor jeg ikke skal ud og cykle en hulens bunke kilometer lige efter. For sådan en portion grød lander solidt.
Men faktisk mætter mine smoothies også forbløffende godt - de giver bare en langt mindre tung fornemmelse i maven.
På arbejde er frokosten nærmest altid grøn (dog med andre farveindslag også) - længe leve en kantineordning med righoldigt udvalg i salatbufeten (så kunne nogen blot ønske sig, at den lune ret var lidt mere fantasifuld...).
Jeg er vild med kulørte måltider!
8.5.08
Naturnatten
De fleste kender - eller har i det mindste hørt om - Kulturnatten.Men hvor mange er bekendt med, at der nu findes en pendant i form af Naturnatten?
Naturnatten afholdes mellem lørdag den 31. maj og søndag den 1. juni og der er arrangementer på 31 forskellige steder rundt omkring i landet, typisk i naturområder i nærheden af store og større byer. Tanken er, at man ikke skal bruge for megen tid på transport.
Så har du lyst til at sove i en trækrone, lytte til natravnens eller nattergalens sang, fange insekter eller gå med på flagermusejagt bevæbnet med en detektor, der kan omsætte flagermusenes ultralyde til lyde, der er hørbare for menneskeører - så tag de fornuftige sko og ditto tøj på og tag på opdagelse den sidste nat i maj.
7.5.08
6.5.08
Hjemløst solskin
Tandløse Lillian siger, at det gode vejr skyldes hendes fødselsdag. Måske siger hun det på alle årests solskinsdage, måske var det virkelig hendes fødselsdag - jeg valgte at tage hendes ord for gode varer og fik en lille sludder, imens jeg betalte lidt ekstra for den måneds Hus Forbi.
De år, jeg boede på Vesterbro, købte jeg næsten altid Hus Forbi af ham med det umulige navn, der står ved Netto i Valdemarsgade. Af og til blev det hos en af sælgerne ved Istedgade-indgangen til Hovedbanegården. Siden har jeg af og til fået mig en sludder med Jakob ved Netto på Christmas Møllers Plads, men ham har jeg ikke set siden en gang i vinter og nu køber jeg Hus Forbi på Christianshavn, hvor den ene sælger ved Super Brugsen også har en lille tjans med at stable indkøbskurvene. I dag havde jeg dog et ærinde i Klareboderne og derfor blev det Lillian på Kultorvet, der fik mine småpenge i kruset i dag.
Jeg holder af mine små samtaler med de skæve eksistenser, og jeg synes Hus Forbi er et rigtig godt koncept, som jeg meget gerne bakker op om. Jeg bryder mig ikke om tiggeri, men når man betaler for sin gadeavis, giver man ikke almisser. Sælgerne selv synes, det er en mere værdig måde at komme til penge på og det er nok i virkeligheden endnu mere vigtigt, end at jeg har det godt med at finde pungen frem. For det handler ikke om beløbets størrelse, men om princippet.
Køber du også Hus Forbi?
De år, jeg boede på Vesterbro, købte jeg næsten altid Hus Forbi af ham med det umulige navn, der står ved Netto i Valdemarsgade. Af og til blev det hos en af sælgerne ved Istedgade-indgangen til Hovedbanegården. Siden har jeg af og til fået mig en sludder med Jakob ved Netto på Christmas Møllers Plads, men ham har jeg ikke set siden en gang i vinter og nu køber jeg Hus Forbi på Christianshavn, hvor den ene sælger ved Super Brugsen også har en lille tjans med at stable indkøbskurvene. I dag havde jeg dog et ærinde i Klareboderne og derfor blev det Lillian på Kultorvet, der fik mine småpenge i kruset i dag.
Jeg holder af mine små samtaler med de skæve eksistenser, og jeg synes Hus Forbi er et rigtig godt koncept, som jeg meget gerne bakker op om. Jeg bryder mig ikke om tiggeri, men når man betaler for sin gadeavis, giver man ikke almisser. Sælgerne selv synes, det er en mere værdig måde at komme til penge på og det er nok i virkeligheden endnu mere vigtigt, end at jeg har det godt med at finde pungen frem. For det handler ikke om beløbets størrelse, men om princippet.
Køber du også Hus Forbi?
5.5.08
Jeg gik mig ud om kvælden
Johannes indlæg om gøgens visit fik mig til at mindes en sang, som min mor altid sang (og sikkert stadig synger - jeg har ikke spurgt hende) et par strofer af, når vi hørte gøgen i aftenskumringen. Erindringen kan spille en et puds, men jeg forbinder gøgens kukken med noget både sørgeligt og opløftende. Efter at have gravet lidt lykkedes det at finde hele sangen, og selvom det kun er de to første vers, jeg rent faktisk kan genkalde mig fra barndommen, passer stemningen i sangen meget godt med det, jeg hidtil har forbundet med gøgens kukken om aftenen.
Jeg gik mig ud om kvælden
hvor skoven stod så smuk
mens gøgen sad i ellen
og kukkede kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Jeg spurgte den, hvor mange
hvor mange år endnu?
Den svarede med lange
sørgmodige kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Engang skal andre træde
i vore jægerspor
og andre fugle kvæde
i skovens løvsalskor
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Men er du rigtig jæger
med skov og Pan i pagt
da tøm kun glædens bæger
og skøn på mindets magt
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Gik sol i guldglans under
et skær på himlens står
hvor dag i drømme blunder
med roser i sit hår
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Således gode minder
lidt guld i purpur sår
og aldrig helt forsvinder
hin glans fra svundne år
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Vær ej mod aften bange
når dagen går på hæld
og skyggerne bli’r lange
sig sænker fredfyldt kvæld
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Se timeglasset rinder
brudt bli’r hver vandringsstav
men alle lyse minder
dig følger til din grav
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Det er da smukt, er det ikke?
Jeg gik mig ud om kvælden
hvor skoven stod så smuk
mens gøgen sad i ellen
og kukkede kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Jeg spurgte den, hvor mange
hvor mange år endnu?
Den svarede med lange
sørgmodige kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Engang skal andre træde
i vore jægerspor
og andre fugle kvæde
i skovens løvsalskor
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Men er du rigtig jæger
med skov og Pan i pagt
da tøm kun glædens bæger
og skøn på mindets magt
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Gik sol i guldglans under
et skær på himlens står
hvor dag i drømme blunder
med roser i sit hår
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Således gode minder
lidt guld i purpur sår
og aldrig helt forsvinder
hin glans fra svundne år
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Vær ej mod aften bange
når dagen går på hæld
og skyggerne bli’r lange
sig sænker fredfyldt kvæld
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Se timeglasset rinder
brudt bli’r hver vandringsstav
men alle lyse minder
dig følger til din grav
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:
Det er da smukt, er det ikke?
4.5.08
Havblik
Mit batteri har været lige så fladt som vandet, så jeg har været afskåret fra at berette om de sidste par dages sejlads. Der har nu heller ikke været meget at berette om - desværre. Romregattaen vil blive husket for at det tog fem timer at komme op til mærket, fordi der stort set ingen vind var. Hvem, der vandt, står hen i det uvisse, for vi valgte at lade være med at sejle tilbage til Flensborg, dels fordi vi ikke ville kunne nå tilbage for sejl inden for den fastsatte tid, dels fordi vejrudsigten ikke lovede ret meget vind til at bringe os de 50 sømil hjem i dag. Altså returnerede vi til Sønderborg, hvor vi gik til ro efter 12 timers magsejlads, der ikke kunne bringe ret meget sved på panden.Vi troede ikke, det kunne blive meget værre, men i dag har vi slet ikke haft sejlene oppe, for vinden er udeblevet totalt. Altså måtte hjemturen foregå pr. motor, hvilket jo ikke lige er min kop the. Men solen skinnede og selskabet var godt, både ombord og ved siden af båden.
Vi har simpelthen set så mange marsvin i dag! Når en lille, sort rygfinne kløver vandoverfladen så tæt på, at man kan høre udblæsningen fra åndehullet, flækker ansigtet som en træsko og man tager sig i at stå med et fjollet smil på - de små hvaler har samme glædespredende effekt som deres fætre, delfinerne. Og deres svenske navn, tumlere, er så meget mere sympatisk og rammende end det danske. Tumlernes følgeskab var stort set det eneste, der kunne fremkalde krusninger på havoverfladen i dag. Der blev slappet maksimalt af.
Nu sidder jeg i toget på vej retur til storbyens larm. De mentale batterier er blevet ladet op i takt med at den ene sømil efter den anden er blevet tilbagelagt. Det har været helbredende at trække vejret i havluft, at have fødderne plantet på et dæk i bevægelse og at mærke bådens glid gennem vandet. Alt sammen noget, der kan omsættes til motivation i forhold til mit og kærestens bådprojekt. Alt i alt en god weekend, selvom kapsejladserne både fredag og lørdag var nogle tamme affærer.
(Faktisk blev løbet fredag afblæst, da vinden ganske enkelt var for svag)
2.5.08
Trængsel på startlinien
Starten gik en halv time senere end først varslet men vinden er stadig svag... Vi fik ikke timet det optimalt og slukkede motoren for tidligt - så vi har endnu ikke passeret linien her 7 minutter senere. Men der kan nå at ske meget på de mange sømil til Flensborg - jeg skal nok prøve at opdatere undervejs.
Masteskov i morgensol
Der var ikke meget liv på Sønderborg havn ved 7-tiden i morges, men nu er der ved at ske noget rundt omkring på de forskellige både. Vi har netop været oppe og proviantere et par basale fornødenheder (fx løb vi tør for tørgær i går, da jeg slumpede nogle kanelsnegle sammen midt mellem Ærø og Als) og tager nu tilløb til at gøre sejlklar, så vi ikke kommer for sent til dagens start, der går kl. 11. Vejret er smukt men der er nærmest ingen vind, så det kan godt gå gen og blive en langsommelig affære.
1.5.08
Fyret rundes
Dagen startede med gråt regnvejr og meget svag vind, men nu er solen brudt igennem og vinden frisket, så det er i fin stil vi 10.30 passererer Skjoldnæs fyr. Det er helt igennem skønt at være på søen igen for fulde sejl.
Abonner på:
Opslag (Atom)