31.8.08
Vi gjorde det sgu'
Vi fik lukket de sidste huller efter den famøse fenderliste, som har været anstødsstenen til hele det efterhånden meget omsiggribende renoveringsprojekt. Nu mangler vi bare alt det, der er fulgt i kølvandet. Men ét - meget stort - kryds kan nu sættes på to do-listen.
29.8.08
Dagens dosmerseddel
Kagekonen og Therese fortæller om deres indkøbssedler. Kagekonen skal bage bryllupskage og Therese fejre fødselsdag - jeg skal ingen af delene, og det er vist ingen overdrivelse at sige, min dosmerseddel ser en anelse anderledes ud end deres:
Købe:
Små pensler
120 cm træliste 27x27mm
Slibehoveder til Dremel'en
Stålbørster til vinkelsliberen (1 grov + 1 fin)
Gas/dampfiltre (3M 6059 ABEK EN 141)
Bestille nyt åndedrætsværn (3M 6000) str. S
Malertape
Ny (billig) vinkelsliber?
Hulskærersæt?
Og på kærestens seddel stod der i morges:
Hente stål
Der er vist ingen, der ikke kan gætte, hvad vi skal i weekenden...
Købe:
Små pensler
120 cm træliste 27x27mm
Slibehoveder til Dremel'en
Stålbørster til vinkelsliberen (1 grov + 1 fin)
Gas/dampfiltre (3M 6059 ABEK EN 141)
Bestille nyt åndedrætsværn (3M 6000) str. S
Malertape
Ny (billig) vinkelsliber?
Hulskærersæt?
Og på kærestens seddel stod der i morges:
Hente stål
Der er vist ingen, der ikke kan gætte, hvad vi skal i weekenden...
28.8.08
Ville du redde et andet menneskes liv, hvis du kunne?
For knapt et år siden skrev jeg på opfordring et indlæg om, at det at være knoglemarvsdonor. Dengang skrev jeg også, at jeg ville vende tilbage med et indlæg om organdonation – jeg fik bare ikke gjort mere ved det, men nu har Thereses indlæg om at tage stilling givet mig det fornødne skub.
Jeg har været registreret som organdonor siden 1994. Ja, jeg var meget ung, da jeg tog stilling, men har aldrig ændret mening eller været den mindste smule i tvivl. Min familie blev orienteret om min beslutning med det samme, vi fik en god snak om dette alvorlige emne. Jeg håber og tror, at de vil respektere mit ønske, hvis jeg skulle dø på en måde, så nogle af mine jordiske rester kan genbruges og redde tilværelsen for et andet menneske - eller måske endda flere. Så synes døden ikke så formålsløs. Og noget af mig ville tilmed leve videre efter min død. Det er da magisk. Samtidig tror jeg ikke, jeg selv ville tøve med at takke ja til et transplantat, hvis jeg var så syg, at det var afgørende for, om jeg kunne leve en tålelig tilværelse. Hvis et nyt hjerte fx var afgørende for, om jeg kunne leve længe nok til at se mine børn vokse op. Nu er det jo ikke aktuelt, men det skader ikke at tænke tanken - hvis man gerne vil kunne modtage, skal man så ikke være villig til at give? Præcis som med bloddonation.
Jeg ved selvfølgelig godt, at de pårørende er følelsesmæssigt voldsomt berørte i det øjeblik, de bliver bedt om at træffe valget, for i de tilfælde, hvor en mulig organdonation kan komme på tale, har døden oftest været meget brat og uforudset. Efter lang tids sygdom er der sjældent noget, der kan transplanteres. Altså har de pårørende i de færreste tilfælde haft tid til at vænne sig til tanken – og de kan tilmed stå i den situation, hvor de skal tage stilling til om en respirator skal slukkes. Det er barskt og i sådan en situation er det forståeligt, hvis overblikket og den rationelle tænkning bliver rangeret ud på et sidespor og overskygget af sorg og alt andet end rationelle handlinger.
Men helt ærligt synes jeg, det burde være forbudt at omstøde afdødes ønske. For mig handler det om at respektere en beslutning, som afdøde har truffet, og derfor er det så vigtigt, at man som organdonor får taget en god snak med sine pårørende under omstændigheder, hvor ingen er på sammenbruddets rand. Jeg ønsker inderligt, at min beslutning bliver respekteret, hvis det bliver aktuelt, men samtidig må jeg jo også respektere andre menneskers valg, selvom deres valg måtte vise sig at være et fravalg. Vigtigst for mig er det nu en gang, at valget er truffet – at vi har taget stilling og har formidlet vores ønske videre til vores nærmeste. Det er dét, der tæller.
Der hvor jeg en gang skal hen efter min død, skal jeg ikke bruge min krop. Der er ikke mange ting i denne verden, som er helt sikre, men at vi en dag skal dø, og at vi ikke kan bringe vores hylster med os på vores videre færd (hvis der overhovedet er en sådan) er nok hvad jeg vil betegne som stensikkert! Og jeg er at den faste overbevisning, at man kan lave en meget smuk begravelsesceremoni, selvom der mangler nogle organer. I afskedsstunden tror jeg faktisk, det er meget, meget vigtigere, at det bliver gjort på en smuk måde, på det rigtige sted, i den rigtige stemning, med de rigtige ord – og for nogle de sange/salmer, der er rigtige for dem. Jeg har valgt at ville kremeres, og de eventuelt manglende gram aske kan jeg ikke se skulle kunne ændre ved noget for min familie. Derimod kan de ændre en hel masse for en anden som fx Toke, som Therese fortæller om. Eller for mennesker som min ven og hans storebror, der begge er transplanterede. Den forskel vil jeg gerne bidrage til, hvis jeg skulle dø, mens der stadig er nogle af mine organer, der kan bruges til noget.
Har du taget stilling?
Jeg har været registreret som organdonor siden 1994. Ja, jeg var meget ung, da jeg tog stilling, men har aldrig ændret mening eller været den mindste smule i tvivl. Min familie blev orienteret om min beslutning med det samme, vi fik en god snak om dette alvorlige emne. Jeg håber og tror, at de vil respektere mit ønske, hvis jeg skulle dø på en måde, så nogle af mine jordiske rester kan genbruges og redde tilværelsen for et andet menneske - eller måske endda flere. Så synes døden ikke så formålsløs. Og noget af mig ville tilmed leve videre efter min død. Det er da magisk. Samtidig tror jeg ikke, jeg selv ville tøve med at takke ja til et transplantat, hvis jeg var så syg, at det var afgørende for, om jeg kunne leve en tålelig tilværelse. Hvis et nyt hjerte fx var afgørende for, om jeg kunne leve længe nok til at se mine børn vokse op. Nu er det jo ikke aktuelt, men det skader ikke at tænke tanken - hvis man gerne vil kunne modtage, skal man så ikke være villig til at give? Præcis som med bloddonation.
Jeg ved selvfølgelig godt, at de pårørende er følelsesmæssigt voldsomt berørte i det øjeblik, de bliver bedt om at træffe valget, for i de tilfælde, hvor en mulig organdonation kan komme på tale, har døden oftest været meget brat og uforudset. Efter lang tids sygdom er der sjældent noget, der kan transplanteres. Altså har de pårørende i de færreste tilfælde haft tid til at vænne sig til tanken – og de kan tilmed stå i den situation, hvor de skal tage stilling til om en respirator skal slukkes. Det er barskt og i sådan en situation er det forståeligt, hvis overblikket og den rationelle tænkning bliver rangeret ud på et sidespor og overskygget af sorg og alt andet end rationelle handlinger.
Men helt ærligt synes jeg, det burde være forbudt at omstøde afdødes ønske. For mig handler det om at respektere en beslutning, som afdøde har truffet, og derfor er det så vigtigt, at man som organdonor får taget en god snak med sine pårørende under omstændigheder, hvor ingen er på sammenbruddets rand. Jeg ønsker inderligt, at min beslutning bliver respekteret, hvis det bliver aktuelt, men samtidig må jeg jo også respektere andre menneskers valg, selvom deres valg måtte vise sig at være et fravalg. Vigtigst for mig er det nu en gang, at valget er truffet – at vi har taget stilling og har formidlet vores ønske videre til vores nærmeste. Det er dét, der tæller.
Der hvor jeg en gang skal hen efter min død, skal jeg ikke bruge min krop. Der er ikke mange ting i denne verden, som er helt sikre, men at vi en dag skal dø, og at vi ikke kan bringe vores hylster med os på vores videre færd (hvis der overhovedet er en sådan) er nok hvad jeg vil betegne som stensikkert! Og jeg er at den faste overbevisning, at man kan lave en meget smuk begravelsesceremoni, selvom der mangler nogle organer. I afskedsstunden tror jeg faktisk, det er meget, meget vigtigere, at det bliver gjort på en smuk måde, på det rigtige sted, i den rigtige stemning, med de rigtige ord – og for nogle de sange/salmer, der er rigtige for dem. Jeg har valgt at ville kremeres, og de eventuelt manglende gram aske kan jeg ikke se skulle kunne ændre ved noget for min familie. Derimod kan de ændre en hel masse for en anden som fx Toke, som Therese fortæller om. Eller for mennesker som min ven og hans storebror, der begge er transplanterede. Den forskel vil jeg gerne bidrage til, hvis jeg skulle dø, mens der stadig er nogle af mine organer, der kan bruges til noget.
Har du taget stilling?
27.8.08
Nedtælling til opladning
Jeg må se det i øjnene.
Jeg trænger til ferie.
Jeg har jo ellers spenderet to hele dage af kvoten i løbet af sommeren. Og så var det vist alligevel ikke helt nok. Ikke så meget på grund af mit daglige arbejde, men mere på grund af de ekstra arbejdsopgaver, jeg har været nødt til at løfte, mens kollegerne har holdt ferie. Dette er ikke klynk, blot en konstatering af, at jeg desværre ikke er så omnipotent, som jeg gerne vil være. Batterierne er ved at være flade, og det er på tide at hive stikket for en stund. Mest af alt for at lade mentalt op. Få elimineret nogle stressfaktorer. Og her kommer bådprojektet selvsagt ind i billedet.
For det er da ingen hemmelighed, at der lægges mange kræfter og meget energi på havnen. Og den lille detalje med ikke at have kunnet bo i sit hjem i over et år har faktisk vist sig at være en større stressfaktor end først antaget. Bevares, det har været fint, at vi har kunnet fremleje en møbleret lejlighed, men følelsen af at ens liv er pakket ned forsvinder aldrig helt og nu er vi begge ved at have nået et punkt, hvor det er ved at være nok. Og for at det ikke skal være løgn, er vi faktisk nødt til at flytte igen. Ikke tilbage til vores hjem, men derimod til endnu en landfast adresse. Forhåbentlig bliver det kun et par måneder, indtil båden er blevet gjort beboelig, men det er lidt en streg i regningen. Altså står de næste dage på flytning, så det ikke behøver at foregå i det bebudede højtryksvejr i weekenden. Det skal udnyttes på båden i stedet. Vi har lige noget, vi skal have ordnet...
På mandag kan jeg forhåbentlig få lagt fast, hvornår jeg kan holde ferie. Det bliver i september, så meget ved jeg.
Og det er lige om lidt.
Det skal gøre godt...
Jeg trænger til ferie.
Jeg har jo ellers spenderet to hele dage af kvoten i løbet af sommeren. Og så var det vist alligevel ikke helt nok. Ikke så meget på grund af mit daglige arbejde, men mere på grund af de ekstra arbejdsopgaver, jeg har været nødt til at løfte, mens kollegerne har holdt ferie. Dette er ikke klynk, blot en konstatering af, at jeg desværre ikke er så omnipotent, som jeg gerne vil være. Batterierne er ved at være flade, og det er på tide at hive stikket for en stund. Mest af alt for at lade mentalt op. Få elimineret nogle stressfaktorer. Og her kommer bådprojektet selvsagt ind i billedet.
For det er da ingen hemmelighed, at der lægges mange kræfter og meget energi på havnen. Og den lille detalje med ikke at have kunnet bo i sit hjem i over et år har faktisk vist sig at være en større stressfaktor end først antaget. Bevares, det har været fint, at vi har kunnet fremleje en møbleret lejlighed, men følelsen af at ens liv er pakket ned forsvinder aldrig helt og nu er vi begge ved at have nået et punkt, hvor det er ved at være nok. Og for at det ikke skal være løgn, er vi faktisk nødt til at flytte igen. Ikke tilbage til vores hjem, men derimod til endnu en landfast adresse. Forhåbentlig bliver det kun et par måneder, indtil båden er blevet gjort beboelig, men det er lidt en streg i regningen. Altså står de næste dage på flytning, så det ikke behøver at foregå i det bebudede højtryksvejr i weekenden. Det skal udnyttes på båden i stedet. Vi har lige noget, vi skal have ordnet...
På mandag kan jeg forhåbentlig få lagt fast, hvornår jeg kan holde ferie. Det bliver i september, så meget ved jeg.
Og det er lige om lidt.
Det skal gøre godt...
25.8.08
Vis mig din tatovering
Eller rettere: Fortæl mig om den. Eller om dem. Eller om den eller dem, du drømmer om at få. Hvor, hvor mange, hvad. Eller om hvorfor du ikke har nogen, ikke vil have nogen eller har fortrudt - og måske fået dem fjernet igen.
De fleste har en mening om tatoveringer, hvad enten de er for eller imod denne form for kropsudsmykning, som mange tidligere forbandt med sømænd, men som i dag er blevet mere og mere almindelig blandt menigmand og -kvinde. Frederik d. 9. var helt sikkert været med til at øge accepten, men jeg synes først, det er inden for det seneste årti eller to, man ligefrem har kunnet se et boom herhjemme. Flere og flere lægger hud til nålen og lader sig udstyre med alverdens mere eller mindre fantasifulde tegninger. Nogle tegner selv, nogle vælger fra tatovørens katalog, nogle bestiller en personlig tegning. Nogle vælger farver, andre vælger rent sort. Nogle opdager, at når de først har fået én, vil de have flere.
Men hvorfor?
Etymologien bag "tatovering" begynder i Polynesien, hvorfra ordet "tatu" eller "tatau", som betyder at markere/strege, blev lånt af engelske sømænd i det 18. århundrede, og siden blev til det engelske 'tattoo'. Tatovering har været udbredt blandt polyneserne, hos bestemte stammegrupper i Philippinerne, på Borneo, i Afrika, Nord-, Mellem- og Sydamerika, i Japan, Cambodia, Kina, New Zealand, Mikronesien og Europa. I den eurasiske kultur kender man til tatoveringer helt tilbage fra yngre stenalder! Kristendommens udbredelse betød et fald i hyppigheden af tatoveringer, fordi de mange steder blev dømt hedenske, men heldigvis er verden da kommet videre.
Når en dansker går ned til Tattoo Jack for at få sig en tusch, kan der ligge mange grunde bag - årsagerne kan være kosmetiske, sentimentale eller magiske. Folks tatoveringer kan også symbolisere et tilhørsforhold til en bestemt religion, en særlig gruppe (herunder selvfølgelig kriminelle grupper - meget illustrativt beskrevet i filmen Eastern Promises med Viggo Mortensen) eller et etnisk tilhørsforhold. Mange gange er der tale om at ville markere en særlig hengivenhed (både over for levende og døde) eller begivenhed. Fx giver det symbolikken større vægt, at det er en hel del sværere at fjerne en bryllupstatovering end en vielsesring.
En del af de oprindelige formål med tatoveringer finder næppe fodslag i dagens Danmark. Tatoveringer har været brugt til at markere status, rang og beståede manddomsprøver, har fungeret som symboler på frugtbarhed, spirituel og religiøs hengivenhed, amuletter og talismaner - men har også været forbundet med straf, identifikation af slaver, kriminelle og udskudte. Et grumt eksempel på dette er tvangstatoveringen af jøder i koncentrationslejre under anden verdenskrig.
Igennem de seneste ti-femten år er tatoveringskulturen eksploderet, specielt i Japan, USA og Europa - i takt med at pigmenter og udstyr er blevet bedre, tatovørerne er blevet dygtigere og selvfølgelig forstærket af en øget fokus på denne version af menneskets trang til kropsudsmykning. Der er simpelthen gået mode i det. De negative associationer er blevet færre, specielt i forholdt til tatoverede kvinder og tatoveringer er simpelthen blevet mere accepterede i almenhed.
Måske hører du til blandt dem, der synes at tatoveringer er det mest afskyelige, du kan komme i tanke om - men faktisk kan teknikken også bruges til noget ganske fornuftigt, nemlig til kosmetiske formål som fx rekonstruktion af øjenbryn på brændsårsofre og brystvorter på brystopererede.
At lade sig tatovere er et valg. Et valg der er sværere (og meget, meget dyrere) at rette op på end piercinger, hårfarve og frisure. Og derfor bør man altid vælge med omhu og måske forsøge at tænke 70-års-scenariet igennem...det kan godt være, den her tribal-tatovering er stangsmart på en 25-årigs spændstige krop, men vil den være lige så smuk, når halvdelen forsvinder i rynker? Og vil du stadig være fantastisk glad for at have en stor, kulørt Daffy Duck på ballen, når du rammer rollatoralderen?
Når jeg tænker efter, kender jeg faktisk ganske mange, som har valgt at lade sig tatovere og fordi jeg er sådan et nysgerrigt menneske, kender jeg også en del af historierne bag. Der er historier om kærlighed, om store/enestående/drastiske begivenheder, fuldskab, væddemål og sejre af både fysisk og mental karakter. Og så er der selvfølgelig de tatoveringer, der er valgt, blot fordi deres bærer synes, de er pæne.
Tatoveringer er noget man vælger. Til eller fra. Hvad har du valgt?
- Og så for sjov: hvad tror du, jeg har valgt?
De fleste har en mening om tatoveringer, hvad enten de er for eller imod denne form for kropsudsmykning, som mange tidligere forbandt med sømænd, men som i dag er blevet mere og mere almindelig blandt menigmand og -kvinde. Frederik d. 9. var helt sikkert været med til at øge accepten, men jeg synes først, det er inden for det seneste årti eller to, man ligefrem har kunnet se et boom herhjemme. Flere og flere lægger hud til nålen og lader sig udstyre med alverdens mere eller mindre fantasifulde tegninger. Nogle tegner selv, nogle vælger fra tatovørens katalog, nogle bestiller en personlig tegning. Nogle vælger farver, andre vælger rent sort. Nogle opdager, at når de først har fået én, vil de have flere.
Men hvorfor?
Etymologien bag "tatovering" begynder i Polynesien, hvorfra ordet "tatu" eller "tatau", som betyder at markere/strege, blev lånt af engelske sømænd i det 18. århundrede, og siden blev til det engelske 'tattoo'. Tatovering har været udbredt blandt polyneserne, hos bestemte stammegrupper i Philippinerne, på Borneo, i Afrika, Nord-, Mellem- og Sydamerika, i Japan, Cambodia, Kina, New Zealand, Mikronesien og Europa. I den eurasiske kultur kender man til tatoveringer helt tilbage fra yngre stenalder! Kristendommens udbredelse betød et fald i hyppigheden af tatoveringer, fordi de mange steder blev dømt hedenske, men heldigvis er verden da kommet videre.
Når en dansker går ned til Tattoo Jack for at få sig en tusch, kan der ligge mange grunde bag - årsagerne kan være kosmetiske, sentimentale eller magiske. Folks tatoveringer kan også symbolisere et tilhørsforhold til en bestemt religion, en særlig gruppe (herunder selvfølgelig kriminelle grupper - meget illustrativt beskrevet i filmen Eastern Promises med Viggo Mortensen) eller et etnisk tilhørsforhold. Mange gange er der tale om at ville markere en særlig hengivenhed (både over for levende og døde) eller begivenhed. Fx giver det symbolikken større vægt, at det er en hel del sværere at fjerne en bryllupstatovering end en vielsesring.
En del af de oprindelige formål med tatoveringer finder næppe fodslag i dagens Danmark. Tatoveringer har været brugt til at markere status, rang og beståede manddomsprøver, har fungeret som symboler på frugtbarhed, spirituel og religiøs hengivenhed, amuletter og talismaner - men har også været forbundet med straf, identifikation af slaver, kriminelle og udskudte. Et grumt eksempel på dette er tvangstatoveringen af jøder i koncentrationslejre under anden verdenskrig.
Igennem de seneste ti-femten år er tatoveringskulturen eksploderet, specielt i Japan, USA og Europa - i takt med at pigmenter og udstyr er blevet bedre, tatovørerne er blevet dygtigere og selvfølgelig forstærket af en øget fokus på denne version af menneskets trang til kropsudsmykning. Der er simpelthen gået mode i det. De negative associationer er blevet færre, specielt i forholdt til tatoverede kvinder og tatoveringer er simpelthen blevet mere accepterede i almenhed.
Måske hører du til blandt dem, der synes at tatoveringer er det mest afskyelige, du kan komme i tanke om - men faktisk kan teknikken også bruges til noget ganske fornuftigt, nemlig til kosmetiske formål som fx rekonstruktion af øjenbryn på brændsårsofre og brystvorter på brystopererede.
At lade sig tatovere er et valg. Et valg der er sværere (og meget, meget dyrere) at rette op på end piercinger, hårfarve og frisure. Og derfor bør man altid vælge med omhu og måske forsøge at tænke 70-års-scenariet igennem...det kan godt være, den her tribal-tatovering er stangsmart på en 25-årigs spændstige krop, men vil den være lige så smuk, når halvdelen forsvinder i rynker? Og vil du stadig være fantastisk glad for at have en stor, kulørt Daffy Duck på ballen, når du rammer rollatoralderen?
Når jeg tænker efter, kender jeg faktisk ganske mange, som har valgt at lade sig tatovere og fordi jeg er sådan et nysgerrigt menneske, kender jeg også en del af historierne bag. Der er historier om kærlighed, om store/enestående/drastiske begivenheder, fuldskab, væddemål og sejre af både fysisk og mental karakter. Og så er der selvfølgelig de tatoveringer, der er valgt, blot fordi deres bærer synes, de er pæne.
Tatoveringer er noget man vælger. Til eller fra. Hvad har du valgt?
- Og så for sjov: hvad tror du, jeg har valgt?
24.8.08
Hvem sagde hviledag?
Vi er stadig i gang - nu på 13. time... jeg tror, vi kommer til at sove tungt i nat!
23.8.08
To do or not to do
Dagens nedbørsmængde blev vendt fra at være en sten i skoen (vi har opgaver, der skal laves på båden, som kræver tørvejr!) til at være et incitament til tiltrængte hjemmesysler. Første prioritet var en revidering af vores allestedsnærværende to do-liste, som blev påbegyndt for snart to år siden, og som har været under stadig udvikling siden. Med en sommersæson, der er ved at gå på hæld, var det tid til at omrokere lidt og få fremhævet de allermest presserende gøremål.
Vores dokliste er stadig lang, og for at kunne holde styr på alle opgaverne er de inddelt i flere kategorier - først og fremmest efter hvornår tingene SKAL være færdige. Her spiller vejret, specielt temperaturen, en afgørende rolle, fordi den maling vi bruger, kræver en vis temperatur for at kunne hærde.
Herudover er der selvfølgelig en logisk rækkefølge i prioriteringen - visse opgaver kræver, at andre opgaver enten løses først eller først bagefter. Fx er der ingen ræson i at isolere, før der er malet og inden det slebet rust. Dernæst er der også andre faktorer, som leveringstid på udstyr (bl.a. tager det 4-6 uger at få vores nye forluge hjem fra USA) og andre menneskers tidsplaner.
Vi er nu nået dertil, hvor vi for alvor skal i gang med de opgaver, der kræver at andre aktører skal på banen. Det er ved at være tid til at gå sejlgarderoben igennem og snakke med sejlmageren om, hvad vi skal have skiftet ud og suppleret med. Det er tid til at beslutte hvilke ankre, vi vil have ombord, så vi kan få fremstillet ankerspryd til montering i stævnen. Vi skal have fremstillet doradekasser og have tegnet og bestilt en garage til skydekappen over nedgangen fra cockpittet. Og så videre, og så videre...
To do-listen er nu revideret og mere overskuelig - fylder kun 3 A4-sider og har fået farvekoder efter prioritering og ansvarsområder. Fx er det mig, der har fået ansvar for at undersøge, om der findes et alternativt produkt til at coate vores vandtanke med. Vi har via brormand fået anbefalet et produkt, der koster den nette sum af 630 kr literen - ex moms - og det kræver en helt bestemt overflade-ruhed for at kunne binde, hvilket sandsynligvis betyder, at vi ikke selv kan stå for sandblæsningen. Altså en halvpebret løsning. Problematikken består selvfølgelig i, at vi ikke vil male med noget, der ikke er drikkevandsgodkendt, og eftersom der ikke længere er så mange, der har drikkevandstanke af jern, er markedet for den slags produkter ikke særlig stort. I hvert fald ikke til hobbybrug. Da selve skroget udgør den ene side af tankene, og da tankene er integrerede i selve apteringen, kan vi ikke bare erstatte dem med nye i rustfrit stål (selvom det ville være skønt) - så vi må arbejde med det, vi har og således prøve at finde den mest forsvarlige løsning rent sundhedsmæssigt og dernæst økomisk.
I morgen (som er blevet i dag, inden dette indlæg er postet) tegner vejrudsigten lysere, og derfor er planen at tage ud på havnen fra morgenstunden - det fremgår af listen, at der er nok at tage fat på...
Vores dokliste er stadig lang, og for at kunne holde styr på alle opgaverne er de inddelt i flere kategorier - først og fremmest efter hvornår tingene SKAL være færdige. Her spiller vejret, specielt temperaturen, en afgørende rolle, fordi den maling vi bruger, kræver en vis temperatur for at kunne hærde.
Herudover er der selvfølgelig en logisk rækkefølge i prioriteringen - visse opgaver kræver, at andre opgaver enten løses først eller først bagefter. Fx er der ingen ræson i at isolere, før der er malet og inden det slebet rust. Dernæst er der også andre faktorer, som leveringstid på udstyr (bl.a. tager det 4-6 uger at få vores nye forluge hjem fra USA) og andre menneskers tidsplaner.
Vi er nu nået dertil, hvor vi for alvor skal i gang med de opgaver, der kræver at andre aktører skal på banen. Det er ved at være tid til at gå sejlgarderoben igennem og snakke med sejlmageren om, hvad vi skal have skiftet ud og suppleret med. Det er tid til at beslutte hvilke ankre, vi vil have ombord, så vi kan få fremstillet ankerspryd til montering i stævnen. Vi skal have fremstillet doradekasser og have tegnet og bestilt en garage til skydekappen over nedgangen fra cockpittet. Og så videre, og så videre...
To do-listen er nu revideret og mere overskuelig - fylder kun 3 A4-sider og har fået farvekoder efter prioritering og ansvarsområder. Fx er det mig, der har fået ansvar for at undersøge, om der findes et alternativt produkt til at coate vores vandtanke med. Vi har via brormand fået anbefalet et produkt, der koster den nette sum af 630 kr literen - ex moms - og det kræver en helt bestemt overflade-ruhed for at kunne binde, hvilket sandsynligvis betyder, at vi ikke selv kan stå for sandblæsningen. Altså en halvpebret løsning. Problematikken består selvfølgelig i, at vi ikke vil male med noget, der ikke er drikkevandsgodkendt, og eftersom der ikke længere er så mange, der har drikkevandstanke af jern, er markedet for den slags produkter ikke særlig stort. I hvert fald ikke til hobbybrug. Da selve skroget udgør den ene side af tankene, og da tankene er integrerede i selve apteringen, kan vi ikke bare erstatte dem med nye i rustfrit stål (selvom det ville være skønt) - så vi må arbejde med det, vi har og således prøve at finde den mest forsvarlige løsning rent sundhedsmæssigt og dernæst økomisk.
I morgen (som er blevet i dag, inden dette indlæg er postet) tegner vejrudsigten lysere, og derfor er planen at tage ud på havnen fra morgenstunden - det fremgår af listen, at der er nok at tage fat på...
22.8.08
Postkort fra Hallmark
Så er endnu en hoax i omløb!
Jeg har før skrevet om hoaxes, bl.a. powerpointpræsentation 'Welcome to the matrixpps..' og den gratis mobil fra Sony Ericsson, og jeg kan ikke opfordre nok til, at man udøver selvjustits, inden man i ren og skær hjælpsomhed (eller panik?) videresender skidtet.
Gør det til en vane at google, inden du videresender. På den måde kan du meget, meget hurtigt finde ud af, om der er noget om sagen, eller om der er tale om endnu en af de kædebrevsagtige spammails, som opfordrer til at videresende til hele dit adressekartotek. Jeg ved godt, at det er i en god mening - jeg har selv tidligere ladet mig narre, så det er ikke bare noget, jeg siger - men det er misforstået godhed at holde liv i hoaxes. Hvis du virkelig vil hjælpe dine medmennesker, så SLET skidtet i stedet for at videresende det.
Hvis du således får en mail med følgende ordlyd:
LÆS & Videresend !
Videresend denne advarsel, blandt venner, familie og kontakter!
I løbet af de næste par dage. Forsøg ikke at åbne nogen besked med et bilag med titlen 'Postkort fra Hallmark ', uanset hvem de sendte den til dig. Det er en virus, der åbner et postkort billede, som 'brænder' hele harddisken C på din computer. Denne virus vil blive modtaget af nogen, der har din e-mail-adresse i deres kontakt liste. Derfor er du nødt til at advare alle dine kontaktpersoner, er det bedre at få det budskab 25 gange end at modtage virus og åbne det.
Hvis du modtager en mail kaldet postkort, »skønt sendt til dig fra en ven, må du ikke åbne den! sletden omgående..Sluk computeren øjeblikkeligt.
Dette er den værste virus bebudet af CNN. Det er blevet klassificeret af Microsoft som den mest ødelæggende virus nogensinde. Denne virus blev opdaget af McAfee i går, og der er ingen reparation endnu for denne type virus. Denne virus ødelægger harddisken, hvor vigtige oplysninger opbevares.
Giv dine venner. HUSK: Hvis du sender dem, du vil være til gavn for alle
har du altså bare fået en hoax. SLET SLET SLET DEN!!!
Denne hoax har i følge Urban Legends været i omløb siden begyndelsen af 2008 og er på et eller andet tidspunkt blevet oversat til (dårligt) dansk. Men mange hoaxes er meget, meget ældre - de får lov at leve videre, netop fordi velmenende mennesker bliver ved med at sende dem.
STOP DET!
Jeg har før skrevet om hoaxes, bl.a. powerpointpræsentation 'Welcome to the matrixpps..' og den gratis mobil fra Sony Ericsson, og jeg kan ikke opfordre nok til, at man udøver selvjustits, inden man i ren og skær hjælpsomhed (eller panik?) videresender skidtet.
Gør det til en vane at google, inden du videresender. På den måde kan du meget, meget hurtigt finde ud af, om der er noget om sagen, eller om der er tale om endnu en af de kædebrevsagtige spammails, som opfordrer til at videresende til hele dit adressekartotek. Jeg ved godt, at det er i en god mening - jeg har selv tidligere ladet mig narre, så det er ikke bare noget, jeg siger - men det er misforstået godhed at holde liv i hoaxes. Hvis du virkelig vil hjælpe dine medmennesker, så SLET skidtet i stedet for at videresende det.
Hvis du således får en mail med følgende ordlyd:
LÆS & Videresend !
Videresend denne advarsel, blandt venner, familie og kontakter!
I løbet af de næste par dage. Forsøg ikke at åbne nogen besked med et bilag med titlen 'Postkort fra Hallmark ', uanset hvem de sendte den til dig. Det er en virus, der åbner et postkort billede, som 'brænder' hele harddisken C på din computer. Denne virus vil blive modtaget af nogen, der har din e-mail-adresse i deres kontakt liste. Derfor er du nødt til at advare alle dine kontaktpersoner, er det bedre at få det budskab 25 gange end at modtage virus og åbne det.
Hvis du modtager en mail kaldet postkort, »skønt sendt til dig fra en ven, må du ikke åbne den! sletden omgående..Sluk computeren øjeblikkeligt.
Dette er den værste virus bebudet af CNN. Det er blevet klassificeret af Microsoft som den mest ødelæggende virus nogensinde. Denne virus blev opdaget af McAfee i går, og der er ingen reparation endnu for denne type virus. Denne virus ødelægger harddisken, hvor vigtige oplysninger opbevares.
Giv dine venner. HUSK: Hvis du sender dem, du vil være til gavn for alle
har du altså bare fået en hoax. SLET SLET SLET DEN!!!
Denne hoax har i følge Urban Legends været i omløb siden begyndelsen af 2008 og er på et eller andet tidspunkt blevet oversat til (dårligt) dansk. Men mange hoaxes er meget, meget ældre - de får lov at leve videre, netop fordi velmenende mennesker bliver ved med at sende dem.
STOP DET!
20.8.08
19.8.08
Har du wordlet i dag?
Dagens absolutte favoritleg rundt omkring i bloglandskabet må uden tvivl være Wordle! Jeg har indtil videre spottet wordling hos Anita, Anne, MrsCute, Catarina og Fru Nielsen. Lur mig om ikke der er kommet flere til, inden dagen er omme.
Jeg har selvfølgelig også moret mig med overspringshandlingen (klik på billedet for at se det i større format). Rart at se, at 'glad' er et af de fremhævede ord.
Det er harmløse løjer, og egentlig meget skægt, men jeg er nu lidt skuffet over, at den tilsyneladende kun inkluderer de seneste par indlæg og ikke hele bloggen. Se dét kunne have været sjovt.
Og så forstår jeg ikke helt at funktionen med at fjerne alle de mest almindelige danske ord ikke har fanget 'så'...det er da et temmelig almindeligt ord, er det ikke?
Pony-passiar
Mens japanske turister knipsede løs med H.C. Andersen i søgeren, faldt jeg pladask for dette usædvanlige motiv (stedet taget i betragtning).
Lige bag statuen gik en lille brun pony og hyggede sig, tilsyneladende upåvirket af larmen fra trafikken og den ivrige fotografering ved mindesmærket for den gamle digter.
Det er ikke hver dag man spotter en hest på græs midt i indre by! Men hvor skulle turisterne vide det fra?
Jeg måtte nødvendigvis spørge dens menneske, om den tit fik sig en lille snack langs boulevarden, men svaret var, at den normalt holdt til på en legeplads og blot var taget til rådhuspladsen for at deltage i Store Legedag, som løber af stabelen hele dagen i dag.
En lille donation
Jeg er på vej i banken. Blodbanken. Det er et år siden sidst, så det er ved at være på tide. Karantænen har ikke været frivillig, så jeg er glad for, at den endelig er overstået.
18.8.08
Sort arbejde
Vores vandtanke er pivrustne. Indvendig! Det har taget nogen tids mentalt tilløb at kaste sig ud i opgaven, men nu er der taget hul på bylden og vejen tilbage eksisterer ikke.I første omgang er det styrbords tank, der står for skud. Til en start har jeg fjernet så meget som muligt af rust og gammel coatning manuelt. Og DET er noget, man bliver sort af. Især på hænderne.
Hvorfor ikke bare bruge hansker? Til nogle arbejdsopgaver er det bare lettere ikke at have hansker på. Jeg troede i øvrigt også, at jeg kunne vaske snavset af igen, men det er ikke lykkedes helt - så nu sidder jeg med sørgerande og er glad for, at jeg ikke har et job, som kræver velplejede hænder.
16.8.08
Pride på første parket
Perfekt timing!
Jeg havde en af mine sjældne lørdagsvagter og Copenhagen Pride-paraden kom forbi netop som det var fyraften.
Altså slog vi vinduerne op, åbnede en kold øl og nød en gedigen omgang fest og farver i solen.
Første video fra Danmarksekspeditionen
Så har Activ forladt Island og forbindelsen til kæresten er afbrudt, indtil de når det Grønlandske mobilnet.
15.8.08
Blomsterblomsterblomster
Det var en skøn dag på Fyn i onsdags. Masser af skønne planter og mange af dem med blomster eller frugter på. Det er dage som denne, hvor jeg nyder mit arbejde maksimalt.I dag bliver også en god dag, det kan næsten ikke andet. For i dag står programmet på Garden Living Fair i Frederiksborg Slotshave. Desværre ikke samtidig med Anne, men det skal nok blive godt alligvel. Især hvis vejret holder.
13.8.08
12.8.08
Farvel til Fighter
Jeg har lige fået en meget trist meddelelse.
Fighter blev dræbt i går. Han var alt for lidt bange for biler, og det blev desværre hans skæbne.
Den lille kat, der bosatte sig hos mine forældre i efteråret, havde vokset sig til lidt af en personlighed. En frygtløs lømmel, som klatrede i træer, gik med i drivhuset, når der blev vandet og hoppede op på vasken for at iagttage en, når man børstede tænder. Han fulgte en som en lille hund og var altid klar på leg og gale streger.
Nu er hans lys brat blevet slukket, og hans jordiske rester ligger i fryseren og venter på, at mine forældre kommer hjem fra ferie.
Og jeg sidder og snøfter og har så meget grød i stemmen, at jeg har været nødt til at stille telefonen om til receptionen, mens jeg får styr på mig selv. Jeg siger til mig selv, at han havde et godt liv, så længe han var her, men det gør mig ikke mindre ked af det.
Tænk at man kan blive så berørt af, at en kat dør...
Fighter blev dræbt i går. Han var alt for lidt bange for biler, og det blev desværre hans skæbne.
Den lille kat, der bosatte sig hos mine forældre i efteråret, havde vokset sig til lidt af en personlighed. En frygtløs lømmel, som klatrede i træer, gik med i drivhuset, når der blev vandet og hoppede op på vasken for at iagttage en, når man børstede tænder. Han fulgte en som en lille hund og var altid klar på leg og gale streger.
Nu er hans lys brat blevet slukket, og hans jordiske rester ligger i fryseren og venter på, at mine forældre kommer hjem fra ferie.
Og jeg sidder og snøfter og har så meget grød i stemmen, at jeg har været nødt til at stille telefonen om til receptionen, mens jeg får styr på mig selv. Jeg siger til mig selv, at han havde et godt liv, så længe han var her, men det gør mig ikke mindre ked af det.
Tænk at man kan blive så berørt af, at en kat dør...
11.8.08
Godt selskab...
...det er Marianne leveringsdygtig i.
Snakken gik og tiden fløj. Vi fik hilst på havfruen og isbjørnene, fik rundet Trekroner og Halvandet, sejlede forbi kongeskibet, to gigantiske krydstogtskibe og sørme om vi ikke også fik set verdens største aktive sejlskib, det russiske Sedov (oprindeligt tysk, men overdraget til Sovjetunionen som krigsbytte efter 2. verdenskrig). Vejret var med os, og turen rundt i Københavns havn foregik i tørvejr og overvejende sol. Først langt senere, da vi sad med en kop varmt på Café Wilder åbnede himlen sig.
Alt i alt en helt igennem prima måde at tilbringe en fyraften på.
Gensyn på kanalerne
Marianne og jeg har snakket om det et par gange tidligere, men NU bliver det faktisk til noget, for hun er i København, og vi har begge tid til en tur. Vi tager således på kanalrundfart i eftermiddag. Og jeg har fået fribilletter til DFDS Canal Tours, så vi snupper luksusudgaven.
Jeg ser frem til at være i godt selskab og til at få genset København fra vandsiden.
Jeg ser frem til at være i godt selskab og til at få genset København fra vandsiden.
10.8.08
Genforenet
Efter seks ugers adskillelse var det rigtig, rigtig dejligt at få kæresten hjem igen.
Så enkelt kan det egentlig siges. Men jeg glæder mig nu til, at han har fået indhentet de sidste to døgns mangel på søvn og til, at han lander mentalt også.
Jeg forestiller mig, at det må være lidt vemodigt at sige farvel til de andre efter så lang tid og så mange uudslettelige og intense oplevelser sammen med dem og det stolte skib. Dertil har jeg ikke glemt, hvor surrealistisk det var i sin tid selv at komme hjem fra Grønland til larmen og hastigheden i København. Der går nogle dage, før man er akklimatiseret.
Dagen i dag er passeret i langsomt tempo. Jeg har handlet og læst, han har sovet og pakket lidt ud - og så har vi været på havnen for en kort bemærkning. Mest bare for at bese fremskridtene og for at finde frem til en løsning på koøjeproblemet, som vi begge kan stå inde for. Og ellers har vi lavet så lidt som muligt, hvilket har føltes helt uvant. Lige så langsomt falder der ro over mig og jeg har ikke længere så travlt, for nu er det faktisk fysisk umuligt at nå mere, inden han kommer hjem. Han er her jo nu. Brun i ansigtet og med barkede hænder. Vejrbidt og vindblæst.
Det skal lige sive ind hos mig også.
Så enkelt kan det egentlig siges. Men jeg glæder mig nu til, at han har fået indhentet de sidste to døgns mangel på søvn og til, at han lander mentalt også.
Jeg forestiller mig, at det må være lidt vemodigt at sige farvel til de andre efter så lang tid og så mange uudslettelige og intense oplevelser sammen med dem og det stolte skib. Dertil har jeg ikke glemt, hvor surrealistisk det var i sin tid selv at komme hjem fra Grønland til larmen og hastigheden i København. Der går nogle dage, før man er akklimatiseret.
Dagen i dag er passeret i langsomt tempo. Jeg har handlet og læst, han har sovet og pakket lidt ud - og så har vi været på havnen for en kort bemærkning. Mest bare for at bese fremskridtene og for at finde frem til en løsning på koøjeproblemet, som vi begge kan stå inde for. Og ellers har vi lavet så lidt som muligt, hvilket har føltes helt uvant. Lige så langsomt falder der ro over mig og jeg har ikke længere så travlt, for nu er det faktisk fysisk umuligt at nå mere, inden han kommer hjem. Han er her jo nu. Brun i ansigtet og med barkede hænder. Vejrbidt og vindblæst.
Det skal lige sive ind hos mig også.
8.8.08
7.8.08
Uventet besøg
Jeg fleksede i går og gik lidt tidligere fra arbejde, for jeg havde meget på programmet og ville også gerne i seng i ordentlig tid.
To do-listen rummede posthusbesøg (altid en køoplevelse, når man gør det efter fyraften), indkøb (også en køoplevelse) og pitstop på havnen for at male (jeg er i gang med noget, der skal males løbende inden for intervaller af maks 24 timer, for at undgå at skulle slibe imellem omgangene, så der er ikke noget med at springe over) samt forberedelser til et lille gæstebud i aften.
Posthus og indkøb forløb efter planen, men da jeg havde været på havnen en times tid, indløb der besked om at mine forældre grundet vindretning og -styrke ikke havde kunnet sejle til den planlagte feriedestination og i stedet var lige i farvandet. I bogstaveligste forstand. Mindre end en time senere anløb de havnen og bød på aftensmad. Nu overrender min familie og jeg jo ikke ligefrem hinanden, for distancerne lægger en kraftig dæmper på den aktivitet - og mine forældre havde tilmed taget min morbror og hans kæreste samt min lille fætter med sig - så jeg lod båd være båd og besluttede at jeg godt kunne leve med at måtte slibe næste gang.
Altså endte jeg med at blive trakteret på havnen og kom først hjem ved 22-tiden. hvor jeg så skulle i gang med at lave ananas-carpaccio til i dag.
Planer bør altid laves med elastik, hvor det er muligt - men i går blev elastikken strukket uventet meget, og det kommer til at kunne mærkes i dag. Heldigvis er det et par skønne og uhøjtidelige kvinder, jeg får på besøg i aften, og de tilgiver mig nok, hvis jeg kommer til at gabe lidt.
To do-listen rummede posthusbesøg (altid en køoplevelse, når man gør det efter fyraften), indkøb (også en køoplevelse) og pitstop på havnen for at male (jeg er i gang med noget, der skal males løbende inden for intervaller af maks 24 timer, for at undgå at skulle slibe imellem omgangene, så der er ikke noget med at springe over) samt forberedelser til et lille gæstebud i aften.
Posthus og indkøb forløb efter planen, men da jeg havde været på havnen en times tid, indløb der besked om at mine forældre grundet vindretning og -styrke ikke havde kunnet sejle til den planlagte feriedestination og i stedet var lige i farvandet. I bogstaveligste forstand. Mindre end en time senere anløb de havnen og bød på aftensmad. Nu overrender min familie og jeg jo ikke ligefrem hinanden, for distancerne lægger en kraftig dæmper på den aktivitet - og mine forældre havde tilmed taget min morbror og hans kæreste samt min lille fætter med sig - så jeg lod båd være båd og besluttede at jeg godt kunne leve med at måtte slibe næste gang.
Altså endte jeg med at blive trakteret på havnen og kom først hjem ved 22-tiden. hvor jeg så skulle i gang med at lave ananas-carpaccio til i dag.
Planer bør altid laves med elastik, hvor det er muligt - men i går blev elastikken strukket uventet meget, og det kommer til at kunne mærkes i dag. Heldigvis er det et par skønne og uhøjtidelige kvinder, jeg får på besøg i aften, og de tilgiver mig nok, hvis jeg kommer til at gabe lidt.
5.8.08
Kort og godt
Lige for tiden savner jeg denne frisure rigtig, rigtig meget!!!Og det er ikke kun pga. temperaturen, for den er jo faldet til noget mere udholdeligt (at arbejde inde i et sort stålskib, når solen bager, og det er 30 graders varme udenfor, er en lun fornøjelse, kan jeg godt afsløre), men jeg har IGEN fået maling i håret.
Der er ikke ret meget plads at bevæge sig på, der hvor jeg er i gang i øjeblikket, og så kommer garnet (og en hel del legemsdele) nemt i vejen, når man skal nå helt ind i krogene. Lige nu ønsker jeg mig kortere hår, kortere ben og kortere krop. De lange arme er praktiske nok, men det vil sikkert se lidt vel orangutanagtigt ud, hvis ikke proportionerne følges ad...
Måske er det lettere bare at leve med tingenes tilstand og så tage et tørklæde om håret? Eller måske må jeg ofre en af mine buffs?
4.8.08
Kulturel kajakpolo
I lørdags havde jeg sat min gamle romakker stævne og sammen tog vi afsted til Bryggen for at snuse lidt til årets Kulturhavn-arrangementer. Det primære trækplaster for os var kajakpoloen, hvor Noras Hus (som vi kender tilbage fra studietiden) skulle spille kamp. Og jeg skal da lige love for, at der er tale om en publikumvenlig sport! Kampene varer 2x10 minutter og der er høj intensitet i spillet hele tiden. Banen har tilmed en længde, der gør hele kampen let at overskue.
Efter damekampen snuppede vi lige en herrekamp også - og hvis der havde været knald på hos damerne, så var der hæsblæsende action hos herrerne! Det var helt umuligt ikke at blive revet med.
Jeg er tit cyklet forbi Københavns kajakpolohold, når de træner på kanalen ude ved Christiania, men jeg havde aldrig set en rigtig kamp, så det var lidt af en oplevelse. Og jeg fik sådan lyst til at prøve selv. Spillerne ser ud, som om de har det sjovt - selv når det går vildt for sig.
Jeg tror, jeg ville elske det.
Efter damekampen snuppede vi lige en herrekamp også - og hvis der havde været knald på hos damerne, så var der hæsblæsende action hos herrerne! Det var helt umuligt ikke at blive revet med.
Jeg er tit cyklet forbi Københavns kajakpolohold, når de træner på kanalen ude ved Christiania, men jeg havde aldrig set en rigtig kamp, så det var lidt af en oplevelse. Og jeg fik sådan lyst til at prøve selv. Spillerne ser ud, som om de har det sjovt - selv når det går vildt for sig.
Jeg tror, jeg ville elske det.
1.8.08
Solen formørkes
Selvom man ikke befinder sig i Gobi-ørkenen, Novosibirsk eller det nordlige Grønland, hvor dagens solformørkelse er total, kan man godt få et fint indtryk af den, når den fra kl. 10.38 vil være tiltagende, indtil den topper 11.33. På vore breddegrader vil kun en fjerdedel af solen formørkes, men det vil stadig kunne mærkes på lyset.
Da jeg var barn, sværtede vi selv stumper af vinduesglas med en brændt korkprop, når vi skulle se solformørkelser - det virkede fint, men jeg er ikke så sikker på, at det har været godt for vores øjne. Så husk formørkelsesbriller, fremstillet til formålet, hvis du vil kigge direkte mod solen.
Læs meget mere på Videnskab.dk.
Fugemasse og frustrationer
En eller anden har en gang sagt følgende:
Man skal ikke lade røven synke,
før brættet knækker.
Det prøver jeg så at lade være med.
Jeg er i gang med at ompakke det utætte koøje. Dvs. jeg har fået så helt igennem ringe vejledning af de ansatte i den lokale biks på havnen, at jeg endte med ikek at ville bruge noget af det, de anbefalede. Altså kunne jeg ikke få fikset det i går, som jeg ellers havde planlagt. Og nu lover DMI regnvejr, dvs. projektet må udskydes. Men jeg skal jo også først have fat i ny fugemasse. For den, jeg - efter anbefaling i butikken - brugte sidste år, er slet ikke hærdet og har suget en masse skidt rundt i kanten af koøjet, hvor den har været eksponeret for vejret. Det er ikke godt nok, og derfor prøver jeg at finde ud af, om der findes et bedre produkt, som ikke suger skidt.
Er der noget, som slet ikke harmonerer med mit temperament, så er det fornemmelsen af at blive talt ned til - specielt af en, der ikke ved, hvad han taler om, men ikke vil indrømme det. Når jeg spørger specifikt til UV-bestandighed, hærdetid, om man skal bruge primer etc., kan jeg simpelthen ikke bruge vævende måske-svar til noget. Og jeg kan slet, slet ikke bruge oplysningen om, at 'det her er den samme fugemasse som bruges på alle X-bådene'. Pffff! Det er da meget muligt, men det, jeg har brug for, er noget, der kan holde til en jordomsejling, ikke bare til kapsejlads i hjemlige farvande. Så rodede han sig ud i en forklaring om, at det også er den slags fugemasse, man bruger til bilruder! Som om jeg nogensinde har set en bil, der sejlede rundt om jorden!!!
Jeg beherskede mig, sagde at jeg ville tænke over sagen, svor indvendigt, at det er sidste gang, jeg har sat mine ben i den butik. Og gik ud og satte mig på molen, mens jeg ringede og hældte vand ud af ørerne til bådebyggeren, der sjovt nok godt kunne høre, at jeg var så hidig, at man ville kunne svejse med mig. Aldeles rødglødende og pænt forurettet (fordi jeg stod med fornemmelsen af ikke at blive taget seriøst - måske fordi, jeg er af hunkøn?!).
Nåmn, faderen min kunne selvfølgelig komme med gode råd og i dag må jeg se, om jeg kan finde tid til at ringe til Masnedø for at få noget vejledning om, hvad jeg skal købe. Indtil jeg får fat i ny - og forhåbentlig meget bedre - fugemasse, er der selvfølgelig masser af andre projekter, jeg kan fortsætte med. Jeg kommer ikke til at kede mig.
Så brættet er ikke knækket, og tålmodigheden overlevede endnu en prøvelse.
Man skal ikke lade røven synke,
før brættet knækker.
Det prøver jeg så at lade være med.
Jeg er i gang med at ompakke det utætte koøje. Dvs. jeg har fået så helt igennem ringe vejledning af de ansatte i den lokale biks på havnen, at jeg endte med ikek at ville bruge noget af det, de anbefalede. Altså kunne jeg ikke få fikset det i går, som jeg ellers havde planlagt. Og nu lover DMI regnvejr, dvs. projektet må udskydes. Men jeg skal jo også først have fat i ny fugemasse. For den, jeg - efter anbefaling i butikken - brugte sidste år, er slet ikke hærdet og har suget en masse skidt rundt i kanten af koøjet, hvor den har været eksponeret for vejret. Det er ikke godt nok, og derfor prøver jeg at finde ud af, om der findes et bedre produkt, som ikke suger skidt.
Er der noget, som slet ikke harmonerer med mit temperament, så er det fornemmelsen af at blive talt ned til - specielt af en, der ikke ved, hvad han taler om, men ikke vil indrømme det. Når jeg spørger specifikt til UV-bestandighed, hærdetid, om man skal bruge primer etc., kan jeg simpelthen ikke bruge vævende måske-svar til noget. Og jeg kan slet, slet ikke bruge oplysningen om, at 'det her er den samme fugemasse som bruges på alle X-bådene'. Pffff! Det er da meget muligt, men det, jeg har brug for, er noget, der kan holde til en jordomsejling, ikke bare til kapsejlads i hjemlige farvande. Så rodede han sig ud i en forklaring om, at det også er den slags fugemasse, man bruger til bilruder! Som om jeg nogensinde har set en bil, der sejlede rundt om jorden!!!
Jeg beherskede mig, sagde at jeg ville tænke over sagen, svor indvendigt, at det er sidste gang, jeg har sat mine ben i den butik. Og gik ud og satte mig på molen, mens jeg ringede og hældte vand ud af ørerne til bådebyggeren, der sjovt nok godt kunne høre, at jeg var så hidig, at man ville kunne svejse med mig. Aldeles rødglødende og pænt forurettet (fordi jeg stod med fornemmelsen af ikke at blive taget seriøst - måske fordi, jeg er af hunkøn?!).
Nåmn, faderen min kunne selvfølgelig komme med gode råd og i dag må jeg se, om jeg kan finde tid til at ringe til Masnedø for at få noget vejledning om, hvad jeg skal købe. Indtil jeg får fat i ny - og forhåbentlig meget bedre - fugemasse, er der selvfølgelig masser af andre projekter, jeg kan fortsætte med. Jeg kommer ikke til at kede mig.
Så brættet er ikke knækket, og tålmodigheden overlevede endnu en prøvelse.
Abonner på:
Opslag (Atom)