Mere drøm end mareridt

Stadigvæk

På trods

Heldigvis

At tåge rundt

Jeg har gjort det tusind gange før. Med held. I går gik det galt og kantstenshoppet resulterede i et nærstudie af fortovsfliserne. Nu ligner jeg en, der har fået en ordentlig en på skrinet. Hvad jeg jo egentlig også har... Jeg har i hvert fald flere skrammer end min cykelhjelm. Måske man skulle overveje en integralhjelm i stedet? Eller bare lade være med at kantstenshoppe når man er segnefærdig. Måske...

Tøserne i tårnet

Foto: Henrik Moltke

Vi havde en fantastisk hyggelig - omend meget intens - dag, hvor alting klappede.
Selv Brabrand sø viste sig fra sin bedste side! Søen der ligger øst-vest, kan virkelig vise tænder og gør det gerne i den fremherskende vindretning her til lands (og vands), men i går var roerne begunstiget med en let vind fra nord det meste af dagen, og løbene kunne derfor afvikles rettidigt og uden de store vejrmæssige udfordringer vi ellers husker fra tidligere regattaer (fx måtte de rykke DM sidste år pga. vejret!).

Karen, min gamle romakker, og jeg tog afsted fra hovedstaden kl. 7 og tog direkte ud til rostadion, da vi nåede til Århus. Et kvarter efter sad vi i dommertårnet og fulgte slagets gang lige til den sidste båd var nået i mål ved 18-tiden. Derefter fik vi et lift ind til vores gamle klubhus på havnen og efter nogle hyggelige timer med fællesspisning, drøftelse af dagens begivenheder og afstøvning af gamle historier fra fælles stunder, gik turen atter tilbage til København. Kl. 2 ramte jeg puden, og SÅ var der godt nok heller ikke mere tilbage på energikontoen. Dagen var tilmed startet i underskud, da jeg først kom hjem fra epoxyhelvedet på havnen klokken kvalme natten forinden. Men tre timers søvn er åbenbart nok, i hvert fald gik lørdagen over al forventning og jeg fortrød ikke et sekund, at jeg valgte at takke ja til rollen som speaker endnu en gang.

Fancy fredagsaftendress

Jeg har en date i aften. Med en dejlig dame på ca. 11 ton. Hun har lidt problemer med uren hud, som jeg har lovet at hjælpe hende af med... Lyder det ikke som en skøn måde at bruge en fredag aften på?

Torsdagstrivialiteter?!

I går gik det op for os, at sandblæseren ikke havde været grundig nok. Efter at have fjernet 500 kg pulveriseret sand iblandet ditto rust, fik vi syn for sagen. Der sidder stadig en hel del rust tilbage. Selvfølgelig primært i de fuldstændigt ufremkommelige hjørner og kroge.
Og da det er komplet meningsløst at begynde at smøre for 10000 kroner (nej, der er desværre ingen tastefejl!) drikkevandsgodkendt epoxymaling på, før tankene er HELT fri for rust, måtte den grumme konklusion blive, at vi selv skulle i gang med at få den sidste rust sandblæst. Det sidder nemlig på steder, hvor det ikke er muligt at komme til med mekanisk værktøj af nogen art.

Det var mildt sagt et nedslået par, der gik til køjs hjemme hos os i går aftes efter at have brugt timer på at hente kompressor, slæbe sandsække og udbedre afdækningen.
Tanken om de mange uforudsete, ekstra arbejdstimer er én ting, tanken om at have betalt en håndfuld tusindlapper for noget, der ikke er i orden er en anden - men tanken om, at vi måske ikke kan nå at blive færdige, før skidtet ruster mellem hænderne på os, er næsten ubærlig.
Der findes ikke meget, der er lige så sårbart som blottet, nøgent stål. Bare for lige at blive mindet om, HVOR sårbart det er, kom jeg til at dryppe en lille dråbe kondens fra mit støvværn, da jeg stod på hovedet i styrbords tank, for at kigge op i hjørnerne. Selvom jeg i al hast fik tørret dråben væk, var der alligevel dannet en rustplet efter bare et par timer! Altså går vi lige nu rundt med nerverne uden på tøjet og krydser alt, hvad krydses kan, for at vi når det, inden vi bliver slået tilbage til udgangpunktet.

I dag var det så planen, at kæresten skulle køre på havnen og begynde at sandblæse med vores eget (hobby)udstyr, mens jeg var på arbejde. Men det meste af formiddagen er gået med at finde ud af, hvor man skaffer motorolie til en kompressor, der er løbet tør. Nu tør jeg dårligt nok ringe og høre, hvordan det går, for jeg kan ikke rigtig rumme tanken om flere modløse ord lige nu. Jeg mangler at mobilisere noget mentalt overskud, for der er lidt lavvande i kassen lige nu, må jeg desværre erkende. Heldigvis har jeg udsigt til endnu en uges ferie fra og med i morgen, og lørdag har jeg frikvarter fra projektet hele dagen. Måske det er nok til at få fyldt batterierne op.
Det løser sig. Det SKAL det.

Det er ikke nogen helt lille udfordring vi står overfor her! Rigtig mange ting, som vi tidligere har maset med, synes pludselig legende lette...nu håber jeg bare ikke, at vi kommer til at stå over for en masse forhindringeri fremtiden, der får denne til at virke let! Vi oplever udfordringer på dette renoveringsprojekt, som nok ville tage pippet fra nogle, men som vi prøver at fokusere på som lærerige og styrkende. Vi bliver hele tiden klogere og stærkere - og trods genvordighederne rykker vi os også hele tiden nærmere målet. Også selvom det ikke går helt så hurtigt, som vi kunne have ønsket.
Og vores udfordringer er jo i virkeligheden INGENTING ved siden af så mange andres, de fylder bare meget i vores tilværelse.

Skøn snail mail

Så fik man lige et postkort fra Seychellerne.
Afsendt i maj! Det kan man da kalde langsom ekspedition... Jeg gad nok vide, hvilken rute det kort har taget for at komme til Danmark?
Nu vidste jeg jo godt, at min kære ven var så heldig at deltage i et bryllup med sand mellem tæerne på en ø i det Indiske Ocean, men jeg vidste ikke, at han havde haft overskud til at betænke mig med et postkort og overraskelsen var derfor ekstra stor over at modtage hans hilsen så mange måneder efter.
Måske har der siddet en lille postnisse et sted og besluttet at tilbageholde kortet og så først lade mig modtage en dosis tropisk stemning og lokkende ord om en fantastisk destination nu, hvor sommeren er rejst sin vej fra Danmark.
Uanset hvordan og hvorfor, var det dejligt med en kulørt og kærlig hilsen på en gråvejrsdag!

Sand

Første etape af ferien er forbi.
Jeg har været på to dages kursus for at hjernen ikke skal sande til.
Imens er bådprojektet til gengæld tilsandet. Og det er ganske sandt.
For i morges kom en mand med en sandblæser forbi, og imens jeg skriver disse ord, kæmper kæresten med at fjerne sand fra hele båden. Om jeg når at hjælpe til er op til DSB.
Jeg brugte de sidste to feriedage på at dække af og forsejle, men det viste sig at adgangen alligevel ikke kunne blive via mastehullet, sådan som vi havde aftalt, hvilket betød, at de måtte gå ind via nedgangslugen - som derfor ikke kunne lukkes tæt.
Når man sandblæser, kommer der støv O V E R A L T, hvor man ikke har forsejlet og således har jeg fået sms'er om ørkenlignende tilstande, hvor vi helst ikke havde set sandet lægge sig...
Nu er jeg på vej hjem fra kursus til kæresten, der på femte time svinger støvsugeren - jeg er spændt på at se, hvad der gemmer sig under sandet. Om vandtankene nu er fine og fri for rust, lige til at begynde at male.
Jeg håber det.

Sommeraftenstemning

Noget tyder på, at jeg har fået timet min ferie ganske godt...

Lauras souvenir

Activ er hjemme

Er i dette øjeblik nede for at tage del i velkomsten!

I pose og sæk

Jeg har valgt at sige ja til at speake, for der findes jo faktisk en løsning på dilemmaet, så det kan lade sig gøre, uden at der skæres i den tid, som var tiltænkt bådprojektet i september.
Det koster en ekstra feriedag, men den betaler jeg gerne for at få i både pose og sæk.
Fornemmelsen i maven er rigtig og jeg glæder mig til en dag i roregi.
Alt er godt :)

Til alle jer, der kommenterede på forrige indlæg: Tak for jeres gode, konstruktive indspark!

Dagens dilemma

Jeg er ud af det blå blevet spurgt, om jeg vil være speaker til Aarhus Open Regatta i år. Oven i købet i selskab med min gamle romakker - præcis som i ’gamle’ dage. Vi har tidligere ageret fanfare- og mikrofonbestyrere fra dommerhuset ved Brabrand sø, senest ved DM i roning i 2005, og det har været nogle skægge og gode oplevelser. Sådan en oplevelse ville jeg virkelig gerne have igen, men der er et aber dabei...


Dilemmaet består i, at regattaen løber af stabelen d. 20. september – dvs. midt i den periode, hvor vi har planer om at intensivere vores renoveringsprojekt, så vi kan nå at blive klar i år med de ting, der kræver at vejret er med os.

Suk! Der skal tænkes nu. For på den ene side vil jeg meget, meget gerne lægge stemmen hæs som speaker for en dag, ikke mindst fordi det vil betyde et gensyn med rigtig mange fantastiske mennesker fra min tid som roer. På den anden side er jeg også ved at være tyndslidt over, at vi stadig ikke kan bo i båden.


Nu tænker I sikkert, at ’det er jo bare en enkelt dag’, men det er det ikke, for der skal lægges rejsetid til, og derudover har jeg jo allerede afsat tre dage til at trave i det svenske i slutningen af september. Desuden skal jeg også på kursus i to dage. Pludselig er der ikke meget tilbage af september.



Lige nu ønsker jeg mig mere end (ret meget) andet at få nogle flere timer i døgnet…

Vendedag

På Danmarksekspeditionens blog har indlæggene været ustadige som vejret, uregelmæssige i deres hyppighed - sådan må det nødvendigvis være, når selve ekspeditionen er hovedfokus og internetforbindelsen hundedyr - men der er lige kommet et nyt indlæg, hvor kaptajnens søster, Josephine, skriver levende og malerisk om nordlys, hvalskeletter og brændeovnsvarme - og dertil en finurlig fortælling om mandskabets højtideligholdelse af en af søens stolte traditioner. Hun beskriver vendedagen således:

Det går i sin enkelhed ud på, at den 1. i hver måned defilerer den samlede besætning under andægtig tavshed ud i motorrummet, hvor pin-up-kalenderbladet bliver vendt, efter man først har taget behørigt afsked med sidste måneds model, og vendt og drejet fordele og evt. ulemper ved denne. Når man har sikret og forhørt sig grundigt om, at ingen har smugkigget på næste måneds dame, vender maskinmesteren bladet, mandskabet sukker og ånder tungt. Og vi kan nu begynde beåndede samtaler om fordele- og evt. ulemper ved septemberpigen.

Jeg kan slet ikke stå for den slags...

To dage tilbage

Efter nogle trælse dage med mavekramper og overdrevent stort søvnbehov, er jeg nu ved at være mit gamle jeg igen. Det kunne også lige passe andet, når nu jeg skal starte ferie fra i morgen ved fyraftenstid. En hel uge væk fra kontoret har jeg udsigt til og ingen tvivl om, at det bliver en fest! Også selvom - eller måske især fordi - det kommer til at blive en fest foregående iklædt den klædelige kombination af Kansas og knofedt.

Activs arktiske eventyr - en ny rekord

Det er lykkedes for Activ, det sidste af de sejlførende træskibe til ishavssejlads, at gøre landfald længere mod nord end nogle af af de andre, der har været på ekspedition langs Grønlands nordøstkyst.
Jeg sender mine varmeste lykønskninger og digitale skulderklap til kaptajn Jonas Bergsøe og besætningen.
Læs mere om bedriften her.