"Det er godt, du ringer," svarede Jon. "Jeg formor, at du har fået mit brev?"
Linien er fra Libri di Luca, som jeg pt. er i fuld gang med, og som jeg lige fra kapitel et har været opslugt af. Jeg vil ikke kaste mig ud i en længere anmeldelse her, for dem er der allerede mange af på nettet, bl.a. denne. Jeg er overvejende enig, faktisk er jeg meget begejstret og har ikke andet at udsætte på bogen, end at korrekturlæsningen vist har haltet en anelse. Og det er da lidt en skam, når det nu er en bog, hvor kærligheden til bøger og det skrevne sprog er et af de centrale temaer. Det er ikke kun i ovenstående linie, den er gal, men indtil videre er det det mest grelle eksempel.
Jeg formoder, at 'moder' er blevet til 'mor' i 'formor'?!?
31.10.08
Sankt Gertruds glans
Vores sæsonindikator melder nu om, at vinteren nærmer sig. Glansen er efterhånden gået af Sankt Gertrud, og der er ikke længe til, at grenene rækker mod himlen i helt nøgen tilstand. De sidste par dage har en forfrossen due siddet i træet, pustet op til en kugle af grå fjer for at holde varmen. Den så lige så forhutlet ud, som træet efterhånden gør.
Jeg kom til at tænkte på udtrykket med Sankt Gertrud, og på at mange sikkert bruger masser af talemåder, mundheld og vendinger, som de dårligt husker eller slet ikke kender oprindelsen af. Hvis nogen ikke skulle vide, hvorfor vi bruger den om Sankt Gertrud, kan jeg fortælle at "Sankt Gertrud er helgen for rejsende og vejfarende, og tidligere stod små kapeller med træfigurer til hendes ære ved befærdede vejkryds. Når malingen og forgyldningen skallede af, sagde man, at "nu er glansen gået af Sankt Gertrud".
Der findes flere forklaringer på dette udtryk, heraf også en, der specielt relaterer sig til Sankt Gertruds Kloster i København: I 1397, hvor Dronning Margrethe den Første regerede, var Sankt Gertruds Kloster drevet af et broderskab, der stillede kapellet til rådighed for handelsrejsende, vejfarende og håndværkere på valsen. Sankt Gertrud er skytsengel for de vejfarende, og de havde god brug for ly, da mord, overfald og plyndring hørte til dagens uorden i her midt i Rosengårdskvarteret, som bestod af små, lerklinede huse med knejper og anden lyssky virksomhed. Klosteret blev ødelagt under den store brand i 1728, men blev genopbygget endnu prægtigere i 1731. Under englændernes bombardement i 1807 regnede kanonkugler og brandbomber ned over klosteret, og bygningens smukke tårn gik i brand og styrtede ned." (Ordbogen over faste vendinger).
Men den Sankt Gertrud, som står uden for vinduet og med sit løvfald fortæller, at vi går en kold tid i møde, kommer heldigvis til at genvinde sin glans. Med lidt tålmodighed skulle vi gerne kunne se den vende tilbage med løvspringet til foråret. Det er slet ikke nogen trist ting at se frem til.
Jeg kom til at tænkte på udtrykket med Sankt Gertrud, og på at mange sikkert bruger masser af talemåder, mundheld og vendinger, som de dårligt husker eller slet ikke kender oprindelsen af. Hvis nogen ikke skulle vide, hvorfor vi bruger den om Sankt Gertrud, kan jeg fortælle at "Sankt Gertrud er helgen for rejsende og vejfarende, og tidligere stod små kapeller med træfigurer til hendes ære ved befærdede vejkryds. Når malingen og forgyldningen skallede af, sagde man, at "nu er glansen gået af Sankt Gertrud".
Der findes flere forklaringer på dette udtryk, heraf også en, der specielt relaterer sig til Sankt Gertruds Kloster i København: I 1397, hvor Dronning Margrethe den Første regerede, var Sankt Gertruds Kloster drevet af et broderskab, der stillede kapellet til rådighed for handelsrejsende, vejfarende og håndværkere på valsen. Sankt Gertrud er skytsengel for de vejfarende, og de havde god brug for ly, da mord, overfald og plyndring hørte til dagens uorden i her midt i Rosengårdskvarteret, som bestod af små, lerklinede huse med knejper og anden lyssky virksomhed. Klosteret blev ødelagt under den store brand i 1728, men blev genopbygget endnu prægtigere i 1731. Under englændernes bombardement i 1807 regnede kanonkugler og brandbomber ned over klosteret, og bygningens smukke tårn gik i brand og styrtede ned." (Ordbogen over faste vendinger).
Men den Sankt Gertrud, som står uden for vinduet og med sit løvfald fortæller, at vi går en kold tid i møde, kommer heldigvis til at genvinde sin glans. Med lidt tålmodighed skulle vi gerne kunne se den vende tilbage med løvspringet til foråret. Det er slet ikke nogen trist ting at se frem til.
30.10.08
Kære (mad)dagbog
Som eliteroer førte jeg træningsdagbog. Træneren lavede udførlige planer til os med ugens træningspas med detaljer om kadence, distance og tid. Der var ikke noget at tage fejl af. Jeg noterede resultaterne, skrev om min fysiske tilstand og skadestatus, skrev bemærkninger om eventuelle vejrmæssige udfordringer. Sideløbende hermed loggede jeg også samtlige fødevarer, jeg indtog. Døgnets 24 timer. Det var et nødvendigt og effektfuldt redskab til at opnå de mål, min romakker og jeg havde sat os, for vi skulle jo ikke bare passe træningen, vi skulle også sørge for at tabe nok kropsfedt til at komme ned på de magiske 57 kg. Det lykkedes, og en af grundene var netop trænings- og maddagbogen.Sådan en dagbog lyver ikke, forudsat selvfølgelig at man ærligt og vedholdende fører den. Den er ens hukommelsesprotese. Jeg kan således gå tilbage og se, at jeg for præcis treethalvt år siden spiste to skiver rugbrød med røget filet og hytteost til frokost. Og at jeg om formiddagen havde spist en gulerod og en fiberkiks. Til morgenmad 60 g grovvalsede havregryn med skummetmælk. Og at der var vestenvind på Brabrand Sø. Alt i alt en helt ordinær dag som letvægtsroer.
Sådan ville det ikke helt se ud i 2008.
I dag er jeg tilbage på min normalvægt, min fedtprocent har fundet et sundt leje og jeg har fået mine former og min cyklus igen. Jeg har til gengæld også fået en temmelig middelmådig kondition og har ikke nær så mange kræfter længere. Og den eneste form for dagbog, jeg fører, er denne weblog. Men jeg overvejer faktisk at genoptage madloggen. Fordi den måske ville kunne holde mig på den kostkurs, som jeg i mere eller mindre zigzaggende stil har holdt gennem de seneste år. Det gik rigtig godt hen over sommeren, min hud har ikke set så sund ud i årevis og jeg følte, jeg havde masser af energi. Nu er der gået efterårshygge i den, og jeg blomstrer som en teenager (på den helt forkerte måde). Mine overvejelser om igen at føre dagbog over min kost handler altså ikke om, at jeg vil tabe mig, for det vil jeg faktisk nødigt, men om, at jeg gerne vil tilbage på sommerens niveau.
Det kræver nogen disciplin at føre dagbog over sin kost. Og man er nødt til ikke at snyde, hvis det skal give nogen som helst mening. Det er komplet idioti og spild af tid at snyde, for den eneste man narrer er sig selv. Altså går den ikke at ’glemme’ at notere det ekstra stykke med laks, man sagde ja til til moster Gerdas fødselsdag. De tre glas rødvin lørdag aften skal også med. Og den Tivolistang man lod sig friste til i køen i Netto. For selvom man måske er eneste læser af sin madlog, så har alene TANKEN om at se de ekstra kalorier (eller hvad det nu måtte være, man forsøgte at neddrosle eller helt undgå) sort på hvidt i loggen, en præventiv effekt. Fx er jeg glad for, at jeg ikke fører maddagbog nu, for jeg ville være blevet flov over for mig selv, hvis jeg skulle have noteret mine indtagelser i går. Ikke fordi jeg spiste kage, men fordi jeg spiste så meget af den. ”Jamen du kan da tåle det!?” Næh, selvom jeg er slank, selvom mit kredsløb er godt og min fordøjelse fin, så er der ingen mennesker, der har godt af at råæde sukkerbomber, når deres daglige kalorieindtag i forvejen så rigeligt dækker det, kroppen reelt har behov for. Heller ikke selvom de er slanke.
Jeg er ikke og vil ikke være fanatiker. Jeg har brugt år af mit liv på stram diæt, fordi jeg havde et klart mål for øje, men det vil jeg ikke igen. Det er slet ikke det, jeg sigter imod. Jeg overvejer bare at få lidt struktur på kosten igen. Om det skal være en old school-papirudgave af en kostdagbog eller om jeg skal forsøge mig med en online en af slagsen, det har jeg ikke besluttet endnu.
Hvis der er andre, som overvejer en online madlog, så findes der gratis løsninger her:
Fitday
My Pyramid Tracker
Nutrition Data
Spark People
Og en dansk af slagsen, som dog koster lidt at bruge, finder man på Madlog.dk.
The World For
Min faster stemmer dørklokker i USA, hjælper på frivillig basis til i Obamas valgkampagne. Hun bor der ikke, men er derovre et par måneder, netop i en tid, hvor der kan skrives historie.
Mit bidrag er væsentlig mere beskedent, men jeg giver det gerne videre:
Dear Friends,
One of the most important elections in United States history will take place this November 4, 2008. While only US citizens may vote in this election, much of the world is watching the race very closely. Faced with a growing financial crisis, climate change and global energy challenges, we all know that an uncertain future will be greatly defined by the next US president. For better or worse, we are all interconnected.
With this in mind, we have created TheWorldFor.com, an interactive web site where people all over the world can cast a vote for the next United States President. We invite all citizens of the world to participate:
http://www.theworldfor.com/
We ask that you please share this site with ALL of your friends and family around the world. In the coming weeks, the site will feature an increasingly diverse and living visualization of world opinion, ultimately aimed to inform US voters as they make their way to the ballot box on November 4.
TheWorldFor.com was developed by a few concerned and hardworking Americans who made this project as a labor of love. We are not affiliated with any group, campaign, or government agency.
Thank you for your attention, your voice, and most importantly, your vote.
Sincerely,TheWorldFor Team
Mit bidrag er væsentlig mere beskedent, men jeg giver det gerne videre:
Dear Friends,
One of the most important elections in United States history will take place this November 4, 2008. While only US citizens may vote in this election, much of the world is watching the race very closely. Faced with a growing financial crisis, climate change and global energy challenges, we all know that an uncertain future will be greatly defined by the next US president. For better or worse, we are all interconnected.
With this in mind, we have created TheWorldFor.com, an interactive web site where people all over the world can cast a vote for the next United States President. We invite all citizens of the world to participate:
http://www.theworldfor.com/
We ask that you please share this site with ALL of your friends and family around the world. In the coming weeks, the site will feature an increasingly diverse and living visualization of world opinion, ultimately aimed to inform US voters as they make their way to the ballot box on November 4.
TheWorldFor.com was developed by a few concerned and hardworking Americans who made this project as a labor of love. We are not affiliated with any group, campaign, or government agency.
Thank you for your attention, your voice, and most importantly, your vote.
Sincerely,TheWorldFor Team
29.10.08
Aften på værket
Jeg tog endnu en runde med malerrullen og rullede så hjemad ad den sædvanlige vej. Eneste spor fra gårsdagens ballade var et par store huller i vejen og nogle glasskår, men sidstnævnte er næsten altid at finde i Prinsessegade, så det overraskede ikke. Trods flere års færdsel ad den vej er jeg dog aldrig punkteret dér, og jeg synes egentlig at det er så hyggeligt at kører forbi denne farverige del af byen.
Nå, men det skal ikke udvikle sig til et debatindlæg om Christiania, for der er dømt fødderne op, ayurvedisk Yogi-te og sidste kapitel i The Accidental (som jeg i øvrigt ikke vidste var oversat til dansk, før jeg skulle lave dette link).
Det bli'r go'.
28.10.08
Gas i gaden
Jeg var ude at male (til en afveksling) på båden her til aften. Hyggede mig grundigt med P1s kulturprogram i ørerne og synet af arbejdet, der fortsat skrider fremad. Vi er lige nu i gang med at male i salonen, og de store nymalede flader udløser store tilfredse smil, kan jeg godt afsløre.
Kl. 20, netop da jeg er ved at binde presenningen til for natten, hører jeg i radioavisen, at den store politistyrke, jeg mødte ved Christania, da jeg cyklede ud til havnen et par timer tidligere, nu har kastet tåregas mod demonstranterne. Belært af erfaringen, vælger jeg at cykle hjem over Kløvermarksvej i stedet. Vejen er længere, men åbenbart mere luftvejsvenlig denne aften.
Kl. 20, netop da jeg er ved at binde presenningen til for natten, hører jeg i radioavisen, at den store politistyrke, jeg mødte ved Christania, da jeg cyklede ud til havnen et par timer tidligere, nu har kastet tåregas mod demonstranterne. Belært af erfaringen, vælger jeg at cykle hjem over Kløvermarksvej i stedet. Vejen er længere, men åbenbart mere luftvejsvenlig denne aften.
27.10.08
Hukommelsens hundestejler
Madame fortalte tidligere i dag om, hvordan hun husker sin barndom i glimt.
Det fik mig til at mindes dette billede, der opsummerer en stor del af de glimt, jeg selv har fra min barndom. Jeg ville have været velhavende i dag, hvis jeg havde fået en krone for hver time, jeg har brugt på moler og bådebroer, iført røjsere og redningsvest, udstyret med spand, fiskenet og en klemme i en snor. Opslugt af rigdommen i det våde element. Jeg har ikke tal på de hundestejler, tangnåle, krabber og søstjerner, jeg har fanget og observeret som barn, men det blev til mange.
Langt de fleste ekspeditioner på molerne foregik i selskab med lillebror, og sådan var det faktisk det meste af tiden, også når vi var andre steder. Indtil vi begyndte i skole, var vi hinandens allerbedste legekammerater. Så fik vi naturligvis nye venner hver især og dermed blev vi mere bare hinandens bedste kammerater. Det er vi stadig. Trofaste og bundsolidariske. Som ærtehalm.
Men vi har ikke fanget hundestejler sammen i årevis…
Men vi har ikke fanget hundestejler sammen i årevis…
Måske man sku’…?
Den søndag jeg IKKE var på havnen
Lørdag var jeg til skøn, skøn fødselsdagsbrunch (denne gang dog ikke i Malmö) til langt ud på eftermiddagen, hvorefter jeg kørte ud til kæresten, der var i fuldt sving med at svejse et nyt vandindtag fast i styrbord side (så vi kan fylde vand på drikkevandstankene). Jeg havde egentlig planlagt en fridag fra bådprojektet, for jeg har været derude efter fyraften hver dag hele ugen, og trængte sådan set til at opleve noget andet - men vejrudsigten for søndag så mildt sagt truende ud, og derfor var lørdag eneste chance for at få lukket skidtet. Vi var derfor nødsaget til at klø på, til vi var helt færdige og hullet i dækket lukket. Det resulterede i, at klokken var 2, dvs. vintertids-1, før vi kom i seng, så der var dømt syvsoveri næste morgen. Da vejrprofeternes profeti så tilmed holdt stik denne gang, var der dømt hjemmesysler.
Jeg slappede derfor af med at ordne fire maskinfulde vasketøj, skrælning og grødkogning af en stor bærepose fyldt med æbler, samt knækning af en hel hær af friske, nyligt sankede valnødder til fryseren (Sisters trick med hammeren modificeres lidt, for i en stenmorter går det let og skallerne bliver hvor de skal).
Jeg fik bagt en stak focacia’er af groft speltmel og med tomatpesto, spinat og ost, læst blogs og gransket krogene i hjernen i forbindelse med skrivningen af nedenstående indlæg. En gang wokmad, en film og et langt bad blev det også til.
Jeg nåede til gengæld ikke at læse en eneste linie i en bog, på trods af at jeg hentede tre nye lokkende af slagsen på biblioteket fredag eftermiddag.
26.10.08
Tig-Tag Tig-Tag
Jeg er blevet tagget af Sister og Maja Kirstine.
Normalt er jeg ikke så meget for disse taggerier, men jeg er på den anden side også en af den slags mennesker, der har svært ved at sidde en udfordring overhørig. Og lidt selvgranskning i de mere kringlede kroge er sikkert ikke helt usundt.
Jeg kan så afsløre, at efterhånden som denne lille leg har bredt sig i blogland, har jeg fundet ud af, at jeg deler vaner/særheder med flere. Jeg har nikket genkendende til Nilles vane med at tælle trappetrin og hendes læseri, mens hun går. Jeg deler trangen til systemer og samlermani med Maja Kirstine. Jeg hader ligesom Therese at blive overhalet, når jeg holder for rødt. I lighed med Capac læser jeg flere tekster på én gang – og kan som Irene forsvinde fuldstændig fra omverdenen, mens jeg er i færd med det. Og nå ja, så er jeg lige så sær som SuzyQ, der blogger. Jeg kender faktisk ikke ret mange i min ikke-digitale omgangskreds, der gør det, og betragtes af mange som lidt underlig pga. denne trang.
Jeg er altså ikke alene om at være lidt nutty, men har prøvet at finde nogle af de ting frem, som jeg indtil videre ikke har set afsløret andre steder. Måske er det bare fordi, det slet ikke er så sært...eehhh...??
Jeg elsker virkelig at bruge elektrisk værktøj. Stik mig en vinkelsliber, boremaskine, motorsav, drejebænk – you name it – og jeg har en fest. Og det gør ingenting, hvis jeg får beskidte hænder. Nærmere tværtimod.
Jeg noterer folks fodstilling på pedalerne, når de cykler. Jeg undertrykker dog min brændende lyst til at fortælle dem om energispildet ved at cykle med pedalen midt under foden i stedet for at træde med forfoden.
Jeg er en sucker for havearbejde. Det er ren mentalhygiejne for mig og jeg er vild med at luge, beskære, trimme og pleje. Jeg burde være blevet gartner og drømmer om engang at eje en stor have. Paradoksalt nok har jeg valgt at bo på en båd...
Når jeg sover på højre side, piver min næse. Siges det. Jeg nægter fortsat hårdnakket, at det har noget på sig, selvom det angiveligt kan holde min kæreste vågen. Jeg har bedt ham optage det, så jeg selv kan høre det, men det nægter han til gengæld at bruge sine nattetimer på.
Jeg nyder at tænde op. Pejs, kakkelovn, bål – jeg er synes det er skønt at skabe ild. Det lyder måske som spirende pyromani, men for mig handler det vist grundlæggende bare om en uragtig tilfredsstillelse ved med egne hænder at kunne skabe varme og lys.
I perioder bliver jeg afhængig af hjernegymnastik som tetris, sudoku, kabaler og lignende. For tiden er jeg dagligt et smut forbi Games for the brain hvor jeg hygger med colored lines. Jeg har også altid været puslespil-geek og synes det bedste ved dem er at lægge himlen. Jeg kigger aldrig på motivet på låget undervejs, kun den ene gang når brikkerne pakkes ud.
Nu har legen tilsyneladende været så vidt omkring, at det bliver svært helt at finde nogen, der ikke allerede er blevet tagget, men jeg vil alligevel gøre et forsøg og bede Sara, MrsCute, Lene, Madame, Jens og Grønlandsposten om at dele deres quirks med os andre.
Reglerne er simple:
Normalt er jeg ikke så meget for disse taggerier, men jeg er på den anden side også en af den slags mennesker, der har svært ved at sidde en udfordring overhørig. Og lidt selvgranskning i de mere kringlede kroge er sikkert ikke helt usundt.
Jeg kan så afsløre, at efterhånden som denne lille leg har bredt sig i blogland, har jeg fundet ud af, at jeg deler vaner/særheder med flere. Jeg har nikket genkendende til Nilles vane med at tælle trappetrin og hendes læseri, mens hun går. Jeg deler trangen til systemer og samlermani med Maja Kirstine. Jeg hader ligesom Therese at blive overhalet, når jeg holder for rødt. I lighed med Capac læser jeg flere tekster på én gang – og kan som Irene forsvinde fuldstændig fra omverdenen, mens jeg er i færd med det. Og nå ja, så er jeg lige så sær som SuzyQ, der blogger. Jeg kender faktisk ikke ret mange i min ikke-digitale omgangskreds, der gør det, og betragtes af mange som lidt underlig pga. denne trang.
Jeg er altså ikke alene om at være lidt nutty, men har prøvet at finde nogle af de ting frem, som jeg indtil videre ikke har set afsløret andre steder. Måske er det bare fordi, det slet ikke er så sært...eehhh...??
Jeg elsker virkelig at bruge elektrisk værktøj. Stik mig en vinkelsliber, boremaskine, motorsav, drejebænk – you name it – og jeg har en fest. Og det gør ingenting, hvis jeg får beskidte hænder. Nærmere tværtimod.
Jeg noterer folks fodstilling på pedalerne, når de cykler. Jeg undertrykker dog min brændende lyst til at fortælle dem om energispildet ved at cykle med pedalen midt under foden i stedet for at træde med forfoden.
Jeg er en sucker for havearbejde. Det er ren mentalhygiejne for mig og jeg er vild med at luge, beskære, trimme og pleje. Jeg burde være blevet gartner og drømmer om engang at eje en stor have. Paradoksalt nok har jeg valgt at bo på en båd...
Når jeg sover på højre side, piver min næse. Siges det. Jeg nægter fortsat hårdnakket, at det har noget på sig, selvom det angiveligt kan holde min kæreste vågen. Jeg har bedt ham optage det, så jeg selv kan høre det, men det nægter han til gengæld at bruge sine nattetimer på.
Jeg nyder at tænde op. Pejs, kakkelovn, bål – jeg er synes det er skønt at skabe ild. Det lyder måske som spirende pyromani, men for mig handler det vist grundlæggende bare om en uragtig tilfredsstillelse ved med egne hænder at kunne skabe varme og lys.
I perioder bliver jeg afhængig af hjernegymnastik som tetris, sudoku, kabaler og lignende. For tiden er jeg dagligt et smut forbi Games for the brain hvor jeg hygger med colored lines. Jeg har også altid været puslespil-geek og synes det bedste ved dem er at lægge himlen. Jeg kigger aldrig på motivet på låget undervejs, kun den ene gang når brikkerne pakkes ud.
Nu har legen tilsyneladende været så vidt omkring, at det bliver svært helt at finde nogen, der ikke allerede er blevet tagget, men jeg vil alligevel gøre et forsøg og bede Sara, MrsCute, Lene, Madame, Jens og Grønlandsposten om at dele deres quirks med os andre.
Reglerne er simple:
- Link til din tagger
- Nævn reglerne i din blog
- Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
- Tag seks andre bloggere
- Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget
23.10.08
Gymnastik for muldvarpe
Jeg er nærsynet.
Det har jeg været i 14 år og fra at have været fuldstændig normaltseende, har jeg oplevet en jævn acceleration til det nuværende stadie, hvor jeg ikke kan køre bil eller se en film uden briller eller kontaktlinser. Jeg kan ikke se ansigter klart, før de er ganske tæt på - så tæt at de flestes intimsfære ville blive overskredet, hvis jeg skulle kunne genkende dem uden synskorrektion. 'Elastikken' i øjet er ganske enkelt blevet mere og mere slap - og så længe jeg bruger briller eller linser, bliver det ikke bedre. Præcis som andre muskler, skal man træne dem, hvis man vil styrke dem, ikke pakke dem ind i gips og krykker.
Jeg har i en periode brugt nogle særlige, kulsorte helsebriller med huller i til at træne mine øjne med om aftenen, men jeg er ikke flittig nok til at få det gjort. Heller ikke selvom jeg burde gøre det efter en lang dag foran computerskærmen. Der findes masser af andre måder at træne sine øjne på, men det får jeg jo heller ikke praktiseret. Men nu har jeg fundet ud af, at man kan få elektronisk træningsassistance lige her. Jeg ved ikke helt, om det er det, der skal til for at jeg kommer i gang, men nu får det en chance.
Det har jeg været i 14 år og fra at have været fuldstændig normaltseende, har jeg oplevet en jævn acceleration til det nuværende stadie, hvor jeg ikke kan køre bil eller se en film uden briller eller kontaktlinser. Jeg kan ikke se ansigter klart, før de er ganske tæt på - så tæt at de flestes intimsfære ville blive overskredet, hvis jeg skulle kunne genkende dem uden synskorrektion. 'Elastikken' i øjet er ganske enkelt blevet mere og mere slap - og så længe jeg bruger briller eller linser, bliver det ikke bedre. Præcis som andre muskler, skal man træne dem, hvis man vil styrke dem, ikke pakke dem ind i gips og krykker.
Jeg har i en periode brugt nogle særlige, kulsorte helsebriller med huller i til at træne mine øjne med om aftenen, men jeg er ikke flittig nok til at få det gjort. Heller ikke selvom jeg burde gøre det efter en lang dag foran computerskærmen. Der findes masser af andre måder at træne sine øjne på, men det får jeg jo heller ikke praktiseret. Men nu har jeg fundet ud af, at man kan få elektronisk træningsassistance lige her. Jeg ved ikke helt, om det er det, der skal til for at jeg kommer i gang, men nu får det en chance.
22.10.08
Manøvremassage
Da jeg forleden takkede ja til en kollegas massagetid, fordi hun selv skulle på kursus i dag, havde jeg ikke lige overvejet, at Mr. Wang kunne finde på at sætte fire store (meget autentisk hørmende) urteplastre på min ryg, da jeg var der i går.
Kan man godt bede massøren manøvrere udenom?
Kan man godt bede massøren manøvrere udenom?
21.10.08
Amok i mokka
Jeg drikker sjældent kaffe. Ikke fordi jeg ikke holder af smagen, faktisk sætter jeg meget, meget stor pris på en god kop velbrygget mokka. Men kroppen har ikke videre godt af det, og jeg ved af erfaring, at jeg meget let udvikler et afhængighedsforhold til den koffeinholdige drik, så jeg begrænser indtaget til en enkelt højtskattet kop nydelse fra tid til anden. Der kan sagtens gå uger imellem, og dermed er nydelsen så meget desto større, når det sker.
Men i dag har det ikke alene været med nydelsen for øje, at jeg har hældt kaffe indenbords. Jeg har af mangel på andre effektfulde midler brugt kaffen som et forsøg på at sparke lidt gnist i nogle fuldstændigt flade batterier. Jeg har simpelthen været tjenlig til at køre direkte i pit, lige siden jeg kom ud fra Mr. Wangs klinik i formiddag, og trods indtagelse af adskillige kopper stærk kaffe er jeg fortsat dynetrængende så det basker.
Det er ikke første gang, jeg har været træt efter akupunktur, for kroppen arbejder jo videre på højtryk i flere timer efter nærkontakten med nålene, men denne gang er gassen da gået helt af ballonen...
Men hjalp det så? Havde koffeinen den ønskede effekt?
Overhovedet ikke! Jeg har bare fået rumlemave i stedet for.
Men i dag har det ikke alene været med nydelsen for øje, at jeg har hældt kaffe indenbords. Jeg har af mangel på andre effektfulde midler brugt kaffen som et forsøg på at sparke lidt gnist i nogle fuldstændigt flade batterier. Jeg har simpelthen været tjenlig til at køre direkte i pit, lige siden jeg kom ud fra Mr. Wangs klinik i formiddag, og trods indtagelse af adskillige kopper stærk kaffe er jeg fortsat dynetrængende så det basker.
Det er ikke første gang, jeg har været træt efter akupunktur, for kroppen arbejder jo videre på højtryk i flere timer efter nærkontakten med nålene, men denne gang er gassen da gået helt af ballonen...
Men hjalp det så? Havde koffeinen den ønskede effekt?
Overhovedet ikke! Jeg har bare fået rumlemave i stedet for.
19.10.08
Den lille pige i det store løvhav
Hele plænen var dækket, og det gav anledning til lang tids undersøgen af løvets diversitet...
Naturen er forunderlig!
18.10.08
Blogtræf på RizRaz d. 8. november
Donald byder op til blogtræf. Planen er, at vi mødes d. 8. november kl. 14-ish på RizRaz (den blå) i Kompagnistræde.
Kommer du også?
Kommer du også?
Faster i funktion
Hun ligger derinde og sover de uskyldiges søvn nu.
3½ år gammel og en evig kilde til fornøjelse.
Hun er her uden forældre og lillebror, helt alene om al opmærksomheden. Og det er ikke kun hende, der nyder det.
Hun har hjulpet med at lave vaskeægte Lady og Vagabonden-mad, spaghetti especiale med maaaaaange kyydbulla (men Toni, hunde kan ikke snakke!?!?). Niecebarnets bidrag bestod bl.a. i at krydre tomatsovsen med et par barnenæver tørret oregano, som hun selvfølgelig også fik lov at smage på, da hun spurgte om hun måtte (og ja, hun så sjåw ud i hovedet, da det ikke lod sig gøre at spytte det tørre stads ud igen!). Bagefter lærte hun under kyndig vejledning fra skipper at snurre gaflen rundt i spaghettien på ægte italienermanér. Alt imens hun underholdt med at hendes mave var tyk, fordi der var en-to-tre-fire babyer derinde. 'Har du også en baby i din mave?' Skipper måtte indrømme, at det havde han ikke, mens jeg kvalte et grin i parmesanosten.
Vi har hygget med 'Happy Feet' og rottehalekreation med nye blå elastikker med bjælder og lam på (fundet til den rørende sum af 4,74 kr. i Søstrene Grene) - og så var det pludselig tid til at børste tænder i skriggrønt Colgate 'Smiles' og læse en historie om Rasmus Klump og dengang han reddede Prinsesse Nanna. Efterfulgt af et godnat og sov godt. Det er hygge, så det knaser!
3½ år gammel og en evig kilde til fornøjelse.
Hun er her uden forældre og lillebror, helt alene om al opmærksomheden. Og det er ikke kun hende, der nyder det.
Hun har hjulpet med at lave vaskeægte Lady og Vagabonden-mad, spaghetti especiale med maaaaaange kyydbulla (men Toni, hunde kan ikke snakke!?!?). Niecebarnets bidrag bestod bl.a. i at krydre tomatsovsen med et par barnenæver tørret oregano, som hun selvfølgelig også fik lov at smage på, da hun spurgte om hun måtte (og ja, hun så sjåw ud i hovedet, da det ikke lod sig gøre at spytte det tørre stads ud igen!). Bagefter lærte hun under kyndig vejledning fra skipper at snurre gaflen rundt i spaghettien på ægte italienermanér. Alt imens hun underholdt med at hendes mave var tyk, fordi der var en-to-tre-fire babyer derinde. 'Har du også en baby i din mave?' Skipper måtte indrømme, at det havde han ikke, mens jeg kvalte et grin i parmesanosten.
Vi har hygget med 'Happy Feet' og rottehalekreation med nye blå elastikker med bjælder og lam på (fundet til den rørende sum af 4,74 kr. i Søstrene Grene) - og så var det pludselig tid til at børste tænder i skriggrønt Colgate 'Smiles' og læse en historie om Rasmus Klump og dengang han reddede Prinsesse Nanna. Efterfulgt af et godnat og sov godt. Det er hygge, så det knaser!
17.10.08
Supah-Lotte komm snart
"Det gør ondt, jarh? Finger sover stadig, jarh?"
Det er faktisk generelt blevet en hel del bedre, men da jeg vågnede i morges sov hele hånden. Heldigt det ikke var i morgen. For jeg havde en tid hos Mr. Wang i dag. Det var femte gang og jeg er således mere end halvvejs igennem behandlingsforløbet - hvis ellers Mr. Wang har beregnet rigtigt. Men som han siger: "Du vent læng, dine naærv sur på darj". Underforstået, at det er indlysende, at det tager tid at rette op på tingene, når der ikke er blevet gjort noget ved det i årevis. Når muskulaturen har kompenseret så meget, at det føles som om, man har beton under huden, så er det ikke så sært, hvis det ikke kan trylles væk med et enkelt besøg eller to - heller ikke hos en lynkineser.
I dag havde han fat i min lænd, forklarede at her skulle der arbejdes lidt med sagerne også. Her ligger en masse energi, der skulle bare ryddes op. Og så ville "supah-Lotte komm snart". Mens vi venter på supah-Lotte, vil jeg forsøge at fokusere på de fremskridt, jeg allerede HAR oplevet.
For fremad, det går det. Og jeg har fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide Mr. Wang. Ikke bare er han kompetent og ferm med nålene, han har også en underfundig og tør humor bag stenansigtet og den finurlige accent. Selvom det fysisk ikke er en fornøjelse, mens det står på, så ser jeg alligevel allerede frem til næste uges besøg.
Og så glæder jeg mig i øvrigt svært meget til at hilse på hende supah-Lotte.
Det er faktisk generelt blevet en hel del bedre, men da jeg vågnede i morges sov hele hånden. Heldigt det ikke var i morgen. For jeg havde en tid hos Mr. Wang i dag. Det var femte gang og jeg er således mere end halvvejs igennem behandlingsforløbet - hvis ellers Mr. Wang har beregnet rigtigt. Men som han siger: "Du vent læng, dine naærv sur på darj". Underforstået, at det er indlysende, at det tager tid at rette op på tingene, når der ikke er blevet gjort noget ved det i årevis. Når muskulaturen har kompenseret så meget, at det føles som om, man har beton under huden, så er det ikke så sært, hvis det ikke kan trylles væk med et enkelt besøg eller to - heller ikke hos en lynkineser.
I dag havde han fat i min lænd, forklarede at her skulle der arbejdes lidt med sagerne også. Her ligger en masse energi, der skulle bare ryddes op. Og så ville "supah-Lotte komm snart". Mens vi venter på supah-Lotte, vil jeg forsøge at fokusere på de fremskridt, jeg allerede HAR oplevet.
For fremad, det går det. Og jeg har fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide Mr. Wang. Ikke bare er han kompetent og ferm med nålene, han har også en underfundig og tør humor bag stenansigtet og den finurlige accent. Selvom det fysisk ikke er en fornøjelse, mens det står på, så ser jeg alligevel allerede frem til næste uges besøg.
Og så glæder jeg mig i øvrigt svært meget til at hilse på hende supah-Lotte.
15.10.08
13.10.08
Lidt mere om helte
For knapt et år siden skrev jeg noget om helte. En af dem var Poul Thomsen. Jeg skal overhovedet ikke tage æren for det, men pudsigt er det, at DR2 nu også har taget fat om heltene. Helt konkret Monopolets helte. Og i går var det Poul Thomsen de portrætterede. Jeg synes, de slap ganske hæderligt fra det, og for mig var det et hyggeligt gensyn præget af uforfalsket, rendyrket nostalgi. Den mand har virkelig formået at gøre en forskel i årenes løb - uden at romantisere det at omgås dyr, det være sig kæledyr, avlsdyr eller vilde dyr, har han kæmpet for dyrevelfærd og respekt for vore venner med finner, fjer og pels - for nu at bruge en vending fra en oversættelse af en anden stor dyreelsker, Gerald Durrell. Durrell vil jeg skrive om en anden dag, for han fortjener om nogen et indlæg for sig selv.
Jeg er ikke blevet biolog for ingenting. Min opvækst har været naturnær og fyldt med nysgerrig udforskning af livet omkring os. Så det kan næppe undre, at Poul Thomsen var en af barn- og ungdommens store forbilleder... Jeg er vokset op med en bedstefar og en mor, der ikke kunne se et nødstedt dyr, uden at tage det med hjem i pleje. Og det smittede. Min bror og jeg har hjembragt utallige udhungrede pindsvin, der ikke var gået rettidigt i hi og endnu flere fugle - påkørte, anskudte eller groggy efter møder med egen reflektion i vinduesruder. Altid for at møde åbne arme, lun halm, sprøjter med sukkervand, loppekure (sådan nogle pindsvin har MANGE lopper), mad og kærlig pleje indtil patienterne kunne sættes ud i det fri igen. Udover det lille dyrehospitals sporadiske beboere har vi holdt katte, mus, kaniner, marsvin, høns, ænder, gæs, fisk og en enkelt skildpadde. Aldrig noget voldsomt eksotisk, selvom jeg dog senere, da jeg var flyttet hjemmefra, i en årrække havde et akvarium med små afrikanske sporefrøer.
På den nærmeste gård havde de køer og grise, får, høns, katte og hunde og jeg har ikke tal på de timer, jeg har brugt derovre sammen med den gamle bondemand. Jeg fik lov at sidde i fodervognen, når grisene skulle have grutning og lærte tidligt fornemmelsen af en kalvs suttereflekser på en hånd at kende. Jeg så lam komme til verden og høns forlade den igen.
Og jeg erfarede, at der medfølger ansvar og arbejde, når man gerne vil holde husdyr.
Jeg er opdraget med respekt for naturen og et kærligt omend pragmatisk forhold til dyr. Meget lig den indstilling Poul Thomsen altid har givet udtryk for. Og det har betydet, at jeg ikke har noget problem med at spise kød, så længe dyrene bare ikke har lidt. De kaniner, vi havde i mit barndomshjem, blev altså spist. Også selvom vi havde kælet for dem under hele deres opvækst. Hvis man er udset til at ende som en steg, må et liv fyldt med leg, kærlighed og god plads da være at foretrække? Skulle jeg vælge, ville jeg ti gange hellere være sådan en kanin, end jeg ville være en lille bling-bling-klædt skødehund i en skuldertaske.
Jeg er ikke blevet biolog for ingenting. Min opvækst har været naturnær og fyldt med nysgerrig udforskning af livet omkring os. Så det kan næppe undre, at Poul Thomsen var en af barn- og ungdommens store forbilleder... Jeg er vokset op med en bedstefar og en mor, der ikke kunne se et nødstedt dyr, uden at tage det med hjem i pleje. Og det smittede. Min bror og jeg har hjembragt utallige udhungrede pindsvin, der ikke var gået rettidigt i hi og endnu flere fugle - påkørte, anskudte eller groggy efter møder med egen reflektion i vinduesruder. Altid for at møde åbne arme, lun halm, sprøjter med sukkervand, loppekure (sådan nogle pindsvin har MANGE lopper), mad og kærlig pleje indtil patienterne kunne sættes ud i det fri igen. Udover det lille dyrehospitals sporadiske beboere har vi holdt katte, mus, kaniner, marsvin, høns, ænder, gæs, fisk og en enkelt skildpadde. Aldrig noget voldsomt eksotisk, selvom jeg dog senere, da jeg var flyttet hjemmefra, i en årrække havde et akvarium med små afrikanske sporefrøer.
På den nærmeste gård havde de køer og grise, får, høns, katte og hunde og jeg har ikke tal på de timer, jeg har brugt derovre sammen med den gamle bondemand. Jeg fik lov at sidde i fodervognen, når grisene skulle have grutning og lærte tidligt fornemmelsen af en kalvs suttereflekser på en hånd at kende. Jeg så lam komme til verden og høns forlade den igen.
Og jeg erfarede, at der medfølger ansvar og arbejde, når man gerne vil holde husdyr.
En lille Lotte i sit es - ca. 1980
Jeg er opdraget med respekt for naturen og et kærligt omend pragmatisk forhold til dyr. Meget lig den indstilling Poul Thomsen altid har givet udtryk for. Og det har betydet, at jeg ikke har noget problem med at spise kød, så længe dyrene bare ikke har lidt. De kaniner, vi havde i mit barndomshjem, blev altså spist. Også selvom vi havde kælet for dem under hele deres opvækst. Hvis man er udset til at ende som en steg, må et liv fyldt med leg, kærlighed og god plads da være at foretrække? Skulle jeg vælge, ville jeg ti gange hellere være sådan en kanin, end jeg ville være en lille bling-bling-klædt skødehund i en skuldertaske.
12.10.08
9.10.08
Frankofil hygge
Rygende varme kastanjer, iskoldt økosmør og tempereret Beaujolais - efterårshygge så det basker!
(Jeg beklager det uskarpe billede, men jeg skulle skynde mig, inden der forsvandt flere kastanjer fra fadet!)
8.10.08
Faceless facebook
Det kan af og til være nødvendigt at skrive et 'Er du mon den xxx, jeg kender fra yyy...?', når man søger en bestemt person på Facebook, og der så ikke er tilknyttet et billede til et eventuelt navnematch. Nu er det jo ikke sådan, at samtlige af Facebooks omkring 50 millioner aktive brugere har unikke navne, så når man opretter sig med et forholdsvis almindeligt navn, er det hensigtsmæssigt også at lægge et billede af sig selv på sin profil. Hvis man vel at mærke gerne vil findes.
Jeg mødte en herlig englænder, da jeg var i USA for tolv år siden, men mistede desværre kontakten med ham efter nogle års mailskriveri. Jeg husker ham som en udadvendt person med et stort netværk og tænkte derfor, at der var en vis chance for at finde ham på Facebook. Jeg lavede en søgning og fandt faktisk en enkelt udgave af navnet, men intet billede og måtte derfor forsøge mig med et 'Is it you...?".
I dag har jeg så fået dette svar: "Oh god I wish I was Lotte, but no I'm not the idiot who hasnt kept in touch with you . xx"
Det var da sødt af ham overhovedet at svare, når han nu ikke aner, hvem jeg er. Jeg fandt ikke min gamle rejsekammerat, men jeg fik tværet et smil ud over ansigtet alligevel.
Jeg mødte en herlig englænder, da jeg var i USA for tolv år siden, men mistede desværre kontakten med ham efter nogle års mailskriveri. Jeg husker ham som en udadvendt person med et stort netværk og tænkte derfor, at der var en vis chance for at finde ham på Facebook. Jeg lavede en søgning og fandt faktisk en enkelt udgave af navnet, men intet billede og måtte derfor forsøge mig med et 'Is it you...?".
I dag har jeg så fået dette svar: "Oh god I wish I was Lotte, but no I'm not the idiot who hasnt kept in touch with you . xx"
Det var da sødt af ham overhovedet at svare, når han nu ikke aner, hvem jeg er. Jeg fandt ikke min gamle rejsekammerat, men jeg fik tværet et smil ud over ansigtet alligevel.
Stoppestedet, som blev væk
Movia har (eller hævder at de har) en sms-service, som går ud på, at man kan sende en sms og bede om at få næste busafgang fra et givent busstoppested. Skriv ’S stoppestedsnavn’ og send til 1250. For eksempel ’S kongens nytorv’ og send til 1250. Du modtager nu en sms med de næste busafgange for alle buslinjer fra Kongens Nytorv.
I går tænkte jeg, at jeg da ville prøve - jeg skulle videre mod Rudersdal fra Birkerød Station og ville vide, hvornår bussen gik. Altså tastedede jeg S Birkerød Station og sendte den afsted til 1250.
Tænk, så fik jeg flg. svar retur: Vi har ikke noget stoppested med navnet birkerød station. Prøv igen ! Venlig hilsen Trafikselskabet Movia
Fem minutter senere steg jeg ud af toget, gik over til busstoppestedet og stavede mig igennem navnet på skiltet med busplanen: B i r k e r ø d S t a t i o n
Hvilket i min verden var præcis det, jeg havde skrevet i sms'en.
For en sikkerheds skyld prøvede jeg lige med birkerød station i stedet for Birkerød Station, men fik samme svar som før.
Jeg kan ærligt sige, at Movia ikke imponerer. Og så har jeg slet ikke fortalt om chaufføren i bussen (der overfusede en høflig dame, som formastede sig til at spørge om, hvor bussen kørte hen!).
Nå, men jeg ville jo egentlig bare fortælle, at I ikke skal begynde at lede efter Birkerød Station - Movia siger, den ikke findes.
I går tænkte jeg, at jeg da ville prøve - jeg skulle videre mod Rudersdal fra Birkerød Station og ville vide, hvornår bussen gik. Altså tastedede jeg S Birkerød Station og sendte den afsted til 1250.
Tænk, så fik jeg flg. svar retur: Vi har ikke noget stoppested med navnet birkerød station. Prøv igen ! Venlig hilsen Trafikselskabet Movia
Fem minutter senere steg jeg ud af toget, gik over til busstoppestedet og stavede mig igennem navnet på skiltet med busplanen: B i r k e r ø d S t a t i o n
Hvilket i min verden var præcis det, jeg havde skrevet i sms'en.
For en sikkerheds skyld prøvede jeg lige med birkerød station i stedet for Birkerød Station, men fik samme svar som før.
Jeg kan ærligt sige, at Movia ikke imponerer. Og så har jeg slet ikke fortalt om chaufføren i bussen (der overfusede en høflig dame, som formastede sig til at spørge om, hvor bussen kørte hen!).
Nå, men jeg ville jo egentlig bare fortælle, at I ikke skal begynde at lede efter Birkerød Station - Movia siger, den ikke findes.
5.10.08
En weekend i hullet
Denne stump af kølsvinet er en meter dybt.
Til gengæld er det bare 25 cm bredt og 35 cm langt.
Og der er rust i bunden.
Jeg vil overlade det til jeres fantasi, hvordan det er lykkedes mig at nå ned og slibe i hjørnerne, for jeg nægter at lade mig fotografere i den position.
3.10.08
Mr. Wang i sving
Mr. Wang: Goda Lotte (han har aldrig mødt mig før, men i telefonen sagde han, at det navn ville han godt kunne huske. Måske fordi det er nemt at sige? Måske fordi jeg deler navn med et is-slik-kage-brand, der er kæmpestort i Asien?).
Mig: Jeg håber ikke, det gør noget, jeg kommer lidt for tidligt?
Mr. Wang: Det okay. Bedre end for sent.
Jeg får et ark papir, jeg skal udfylde med personlig data.
Mr. Wang: Hvad er problem?
Mig: Mine fingre på højre hånd sover. Nogen gange gør det ondt helt op til albuen. Om morgenen har jeg svært ved at knytte hånden, det er som om alle fingre er hævede. Og det føles som om, jeg næsten ingen styrke har i musklerne.
Mr. Wang: Hvor længe du haft det?
Mig: On-off siden '96. Det plejer at komme, når jeg gennem en periode har lavet hårdt fysisk arbejde, for så at forsvinde helt igen, når jeg holder armen i ro. Men nu er det som om, det bare ikke rigtig vil gå over igen. Det har aldrig været så slemt som nu, hvor det kan holde mig vågen om natten.
Mr. Wang mærker på min højre hånd, håndled og underarm.
Mr. Wang: Du falde en gang mange år sidn? Slået hånd?
Mig: Højst sandsynligt, jeg har altid været i aktivitet.
Mr. Wang: Du har problemer med nark?
Mig: Ikke umiddelbart.
Mr. Wang: Du slå hoved mange år sidn. Ja?
Jeg nikker. Mr. Wang noterer. På kinesisk. Jeg konstaterer for mig selv, at jeg synes det er lidt sjovt at få en journal på et sprog, jeg ingen forudsætninger har for at læse.
Mr. Wang: Det er naærv i klem i nark. Ved ann virwl. Det får finger til at souw.
Jeg nikker, det var også hvad doktorveninden skød på efter en telefonkonsultation i aftes.
Mr. Wang: Du ta tøj af, beholde bare biha og unnebåws på. Lægge dig på maw.
Mig: Jeg håber ikke, det gør noget, jeg kommer lidt for tidligt?
Mr. Wang: Det okay. Bedre end for sent.
Jeg får et ark papir, jeg skal udfylde med personlig data.
Mr. Wang: Hvad er problem?
Mig: Mine fingre på højre hånd sover. Nogen gange gør det ondt helt op til albuen. Om morgenen har jeg svært ved at knytte hånden, det er som om alle fingre er hævede. Og det føles som om, jeg næsten ingen styrke har i musklerne.
Mr. Wang: Hvor længe du haft det?
Mig: On-off siden '96. Det plejer at komme, når jeg gennem en periode har lavet hårdt fysisk arbejde, for så at forsvinde helt igen, når jeg holder armen i ro. Men nu er det som om, det bare ikke rigtig vil gå over igen. Det har aldrig været så slemt som nu, hvor det kan holde mig vågen om natten.
Mr. Wang mærker på min højre hånd, håndled og underarm.
Mr. Wang: Du falde en gang mange år sidn? Slået hånd?
Mig: Højst sandsynligt, jeg har altid været i aktivitet.
Mr. Wang: Du har problemer med nark?
Mig: Ikke umiddelbart.
Mr. Wang: Du slå hoved mange år sidn. Ja?
Jeg nikker. Mr. Wang noterer. På kinesisk. Jeg konstaterer for mig selv, at jeg synes det er lidt sjovt at få en journal på et sprog, jeg ingen forudsætninger har for at læse.
Mr. Wang: Det er naærv i klem i nark. Ved ann virwl. Det får finger til at souw.
Jeg nikker, det var også hvad doktorveninden skød på efter en telefonkonsultation i aftes.
Mr. Wang: Du ta tøj af, beholde bare biha og unnebåws på. Lægge dig på maw.
Jeg gør, som jeg får besked på ,og kort tid efter er Wang i fuld gang med at finde steder, jeg godt vidste, var ømme, og steder, jeg ikke anede, gjorde lige så ondt, når man trykkede på dem.
Mr. Wang: Du bang for nål?
Mig: Nej, overhovedet ikke (mens jeg tænker, at det da er et pudsigt spørgsmål at stille, når jeg nu frivilligt har henvendt mig til en akupunktør – ved nærmere eftertanke kan det jo også være, han af og til behandler mennesker med nåleskræk, som bare er desperate nok efter at finde en virksom behandling).
Mr. Wang: Jag bruge kun små tynd nål.
Mig: Okay (og i tankerne: er det ikke definitionen på en akupunkturnål?)
Mr. Wang: Du tynd pige. Ikke behøve store tykk nål.
(Nå okay så – mener han det seriøst? Eller tager han pis på mig? Han har indtil videre på intet tidspunkt trukket på smilebåndet, men han er jo også en distingveret, ældre, asiatisk herre. Måske har han den fedeste humor, hvis man ellers kunne forstå den).
Vi spoler lige lidt frem. Jeg ligger nu med en skov af nåle stukket ind i nakke, ryg og lænd.
Fwoupp - fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp. Mr. Wang monterer med en imponerende hastighed en hob af små sugekopper (der har til formål at øge strømmen af chi og øge blodcirkulationen). Det prikker og stikker og føles ret bizart i huden. Men smerten er ikke stor og efter nogen tid fortager den sig. Imens går Mr. Wang ind til en anden klient, der åbenbart tidligere har været i behandling og kender Mr. Wang. Kort tid efter kommer han tilbage og spørger hvordan det går.
Mig: Jeg har det lidt koldt.
Mr. Wang: Det fordi du kun er muskel. Ikke nok fedt.
(Hmmm nå, der er ellers mere subcutant fedt på mig nu, end der nogensinde har været siden 2.g, hvor jeg nåede min maksvægt. (Jeg sender en tanke til KnibeKurt...men det er en anden historie)).
Efter en time får jeg besked på at klæde mig på og komme ud og aftale næste tid. Han nævner det antal behandlinger, han forventer vil være nødvendige for at få rettet op på det, jeg har døjet med i 12 år efterhånden (jeg tager mig den frihed at tolke af hans toneleje, at han synes, det er helt hul i hovedet, at jeg ikke har fået behandlet det før nu – eller også er det slet ikke hans toneleje, men min egen holdning, der afføder den fortolkning?). Først da jeg, uden indvendinger eller overraskelse, siger at det er helt i orden, bløder han op. Jeg ved ikke helt, hvad det magiske ord var, men af den historie han nu fortæller, kommer det frem, at det ikke er alle klienter, der siger ja uden videre. Med skarpladet sprogøre lytter jeg til Mr. Wang, der fortæller en anekdote om en tidligere klient og til og med finder et smil frem til sidst.
Vi aftaler fire tider, to i næste uge, to i ugen efter – og de næste skal vi så aftale senere.
Mr. Wang: Du bang for nål?
Mig: Nej, overhovedet ikke (mens jeg tænker, at det da er et pudsigt spørgsmål at stille, når jeg nu frivilligt har henvendt mig til en akupunktør – ved nærmere eftertanke kan det jo også være, han af og til behandler mennesker med nåleskræk, som bare er desperate nok efter at finde en virksom behandling).
Mr. Wang: Jag bruge kun små tynd nål.
Mig: Okay (og i tankerne: er det ikke definitionen på en akupunkturnål?)
Mr. Wang: Du tynd pige. Ikke behøve store tykk nål.
(Nå okay så – mener han det seriøst? Eller tager han pis på mig? Han har indtil videre på intet tidspunkt trukket på smilebåndet, men han er jo også en distingveret, ældre, asiatisk herre. Måske har han den fedeste humor, hvis man ellers kunne forstå den).
Vi spoler lige lidt frem. Jeg ligger nu med en skov af nåle stukket ind i nakke, ryg og lænd.
Fwoupp - fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp. Mr. Wang monterer med en imponerende hastighed en hob af små sugekopper (der har til formål at øge strømmen af chi og øge blodcirkulationen). Det prikker og stikker og føles ret bizart i huden. Men smerten er ikke stor og efter nogen tid fortager den sig. Imens går Mr. Wang ind til en anden klient, der åbenbart tidligere har været i behandling og kender Mr. Wang. Kort tid efter kommer han tilbage og spørger hvordan det går.
Mig: Jeg har det lidt koldt.
Mr. Wang: Det fordi du kun er muskel. Ikke nok fedt.
(Hmmm nå, der er ellers mere subcutant fedt på mig nu, end der nogensinde har været siden 2.g, hvor jeg nåede min maksvægt. (Jeg sender en tanke til KnibeKurt...men det er en anden historie)).
Efter en time får jeg besked på at klæde mig på og komme ud og aftale næste tid. Han nævner det antal behandlinger, han forventer vil være nødvendige for at få rettet op på det, jeg har døjet med i 12 år efterhånden (jeg tager mig den frihed at tolke af hans toneleje, at han synes, det er helt hul i hovedet, at jeg ikke har fået behandlet det før nu – eller også er det slet ikke hans toneleje, men min egen holdning, der afføder den fortolkning?). Først da jeg, uden indvendinger eller overraskelse, siger at det er helt i orden, bløder han op. Jeg ved ikke helt, hvad det magiske ord var, men af den historie han nu fortæller, kommer det frem, at det ikke er alle klienter, der siger ja uden videre. Med skarpladet sprogøre lytter jeg til Mr. Wang, der fortæller en anekdote om en tidligere klient og til og med finder et smil frem til sidst.
Vi aftaler fire tider, to i næste uge, to i ugen efter – og de næste skal vi så aftale senere.
Min ryg, nakke og højre skulderparti ligner stadig - toenhalv time efter endt behandling - noget der er løgn. Fyldt med prikker og røde ringe, samt to store plastre (der hørmer meget autentisk af den urtemedicin, Mr. Wang siger, de indeholder). Jeg har lovet Marianne et billede, men det er ikke lige i bedste kvalitet, for det er mildt sagt svært at fotografere sig selv fra den vinkel (måske hjælper det at klikke det større).
Jeg er fuld af forhåbning om, at der nu er bedring i sigte – og jeg har stor tiltro til Mr. Wangs evner.
Jeg er fuld af forhåbning om, at der nu er bedring i sigte – og jeg har stor tiltro til Mr. Wangs evner.
2.10.08
Ögonblick med överblick
Utsikt från Åsljunga.
Byen er en udørk af en flække, hvor 'Jonnys' og pizzariaet er de eneste lokale indkøbsmuligheder i en syvkilometers radius - men beliggenheden i forhold til naur og bjergtagende udsigter
Byen er en udørk af en flække, hvor 'Jonnys' og pizzariaet er de eneste lokale indkøbsmuligheder i en syvkilometers radius - men beliggenheden i forhold til naur og bjergtagende udsigter
lader intet tilbage at ønske. Bortset fra mere tid til at nyde det.
Høstfarver på heden
I vores broderland har jeg besøgt denne smukke plet. Det er et lille naturreservat på gænsen mellem Halland og Skåne, og der er helt fantastisk lige nu, hvor blåbærbuskenes blade farves okseblodsrøde. For en måned siden var der knald på farvepaletten i de violette nuancer, mens lyngen var på sit højeste. Jeg er ikke i tvivl om, at her er skønt, uanset hvilken årstid, man vælger til et besøg.
1.10.08
Prioriteringens pris
Alle valg har omkostninger. Deres størrelse og omfang varierer, men fakta er, at med alle valg følger en række fravalg automatisk. Når vi vælger vores individuelle vej på tilværelsens landkort, er der pr. definition veje, som vi samtidig afskærer os selv fra nogensinde at vandre ad. Fysisk formår vi kun at være ét sted ad gangen. Forudsætningerne ændres, tiden går, nuet er flygtigt – vælg en dør og gå igennem den og vid samtidig, at andre døre for altid vil være lukkede i deres nuværende tilstand. Sådan må det nu en gang være. Uanset hvor omnipotent og overskudsagtig man kan føle sig.
Nogle valg har dog en større pris end andre. For udenforstående kan det fokus man har valgt, de prioriteringer man laver, og de valg man træffer være svære at forstå – og jeg synes at kunne mærke, at jo mere drastisk, jo mere fokuseret, jo mere målrettet man er, jo oftere er der behov for at forklare sig. Hvorfor? Hvorfor er det nødvendigt? Hvordan kan det være, at det kan være så vanskelligt at begribe, at nogen mennesker ikke går at den slagne vej? Hvorfor ikke bare give sin accept til, at nogle træffer et bevidst valg, som medfører en anderledes livsførelse? Når disse valg ikke er ulovlige eller til skade for nogen, hvorfor så ikke bare bakke op om dem?
Jeg tænker ikke på religiøs fanatisme, sekter eller andet i den liga, jeg tænker bare på helt banale valg, der skiller sig ud fra gennemsnittets. Det kræver kræfter at gå imod strømmen. Det kræver overskud at ville noget andet eller mere.
Som eliteroer i letvægtsklassen oplevede jeg igen og igen at havne i situationer, hvor jeg takkede nej til ting, som jeg – før jeg blev ’sportsidiot’ – ville have takket ja til. Fravalg som ville have været fuldt accepterede og ikke forklaringskrævende, hvis jeg havde været allergisk eller på anden måde syg, hvis jeg på enhver anden måde end ved et frivilligt valg havde været forhindret i at drikke alkohol, spise sødt og fedt, feste hele natten – fortsæt selv listen. Men fravalg som nu, fordi jeg havde truffet et aktivt valg om at dyrke min sport hundrede procent med de omkostninger, det måtte have, fremkaldte løftede øjenbryn og spørgsmål.
Spørgsmål som ’det kan da ikke skade med et enkelt stykke kage?’ ville man da aldrig stille en diabetiker – men det er åbenbart helt legalt at sige til en, der skal holde sig under en bestemt vægtgrænse for at gøre sig håb om medaljer. Jeg vidste, at når jeg sprang et træningspas over, ville næste gang blive endnu hårdere. Jeg vidste, at hver eneste overskudskalorie, som min krop ikke havde brug for, ville blive en pest at slippe af med igen. Og jeg var fuldt ud bevidst om, at mange ikke forstod min prioritering. Jeg måtte samtidig også - i bagklogskabens lys - le ad min egen tidligere manglende forståelse for valg truffet af en ekskæreste, som dyrkede triatlon på topplan.
Og jeg måtte sande, at det ikke er alting, man kan forklare andre.Jeg bad derfor ikke om forståelse, bare om accept. Og jeg fik den fra mange – heldigvis – men det krævede desværre ofte både lange og mange forklaringer.
Og nu er jeg havnet i en lignende situation.
Roningen er lagt på hylden, for omkostningerne voksede alligevel for store til at jeg syntes, jeg ville blive ved med at betale prisen. Kroppen begyndte at sige fra og jeg savnede mit sociale liv, så jeg valgte at stoppe, mens legen stadig var rigtig god. Jeg har ikke fortrudt. I stedet har jeg nu kastet mig ud i et nyt fokuskrævende projekt, der medfører fravalg, som for mange kan være svære at forstå. Hvis man virkelig vil nå sine drømmes mål, kan det af og til være nødvendigt at give sig selv skyklapper på og holde blikket rettet fremad. Der er så mange fristelser, så mange muligheder for adspredelse, ting og beskæftigelser, der kan være nok så dejlige, men som frarøver tid og fokus fra det, man oprindeligt havde valgt at prioritere. Dedikation behøver ikke altid betyde afsavn, men af og til må man bare vælge fra og huske på, hvad det er, man ALLERhelst vil. Og hvis man nu er en af dem, der allerhelst vil noget, der er ikke lige er mainstream, så må man nok bare se i øjnene, at det fordrer en vis evne til at forklare sig, hvis man ikke vil sætte sig selv helt uden for på det sociale plan.
Ens omgivelser behøver ikke forstå ens valg, men det ville være dejligt, hvis de bare ville acceptere dem og de fravalg, de samtidig medfører.
Nogle valg har dog en større pris end andre. For udenforstående kan det fokus man har valgt, de prioriteringer man laver, og de valg man træffer være svære at forstå – og jeg synes at kunne mærke, at jo mere drastisk, jo mere fokuseret, jo mere målrettet man er, jo oftere er der behov for at forklare sig. Hvorfor? Hvorfor er det nødvendigt? Hvordan kan det være, at det kan være så vanskelligt at begribe, at nogen mennesker ikke går at den slagne vej? Hvorfor ikke bare give sin accept til, at nogle træffer et bevidst valg, som medfører en anderledes livsførelse? Når disse valg ikke er ulovlige eller til skade for nogen, hvorfor så ikke bare bakke op om dem?
Jeg tænker ikke på religiøs fanatisme, sekter eller andet i den liga, jeg tænker bare på helt banale valg, der skiller sig ud fra gennemsnittets. Det kræver kræfter at gå imod strømmen. Det kræver overskud at ville noget andet eller mere.
Som eliteroer i letvægtsklassen oplevede jeg igen og igen at havne i situationer, hvor jeg takkede nej til ting, som jeg – før jeg blev ’sportsidiot’ – ville have takket ja til. Fravalg som ville have været fuldt accepterede og ikke forklaringskrævende, hvis jeg havde været allergisk eller på anden måde syg, hvis jeg på enhver anden måde end ved et frivilligt valg havde været forhindret i at drikke alkohol, spise sødt og fedt, feste hele natten – fortsæt selv listen. Men fravalg som nu, fordi jeg havde truffet et aktivt valg om at dyrke min sport hundrede procent med de omkostninger, det måtte have, fremkaldte løftede øjenbryn og spørgsmål.
Spørgsmål som ’det kan da ikke skade med et enkelt stykke kage?’ ville man da aldrig stille en diabetiker – men det er åbenbart helt legalt at sige til en, der skal holde sig under en bestemt vægtgrænse for at gøre sig håb om medaljer. Jeg vidste, at når jeg sprang et træningspas over, ville næste gang blive endnu hårdere. Jeg vidste, at hver eneste overskudskalorie, som min krop ikke havde brug for, ville blive en pest at slippe af med igen. Og jeg var fuldt ud bevidst om, at mange ikke forstod min prioritering. Jeg måtte samtidig også - i bagklogskabens lys - le ad min egen tidligere manglende forståelse for valg truffet af en ekskæreste, som dyrkede triatlon på topplan.
Og jeg måtte sande, at det ikke er alting, man kan forklare andre.Jeg bad derfor ikke om forståelse, bare om accept. Og jeg fik den fra mange – heldigvis – men det krævede desværre ofte både lange og mange forklaringer.
Og nu er jeg havnet i en lignende situation.
Roningen er lagt på hylden, for omkostningerne voksede alligevel for store til at jeg syntes, jeg ville blive ved med at betale prisen. Kroppen begyndte at sige fra og jeg savnede mit sociale liv, så jeg valgte at stoppe, mens legen stadig var rigtig god. Jeg har ikke fortrudt. I stedet har jeg nu kastet mig ud i et nyt fokuskrævende projekt, der medfører fravalg, som for mange kan være svære at forstå. Hvis man virkelig vil nå sine drømmes mål, kan det af og til være nødvendigt at give sig selv skyklapper på og holde blikket rettet fremad. Der er så mange fristelser, så mange muligheder for adspredelse, ting og beskæftigelser, der kan være nok så dejlige, men som frarøver tid og fokus fra det, man oprindeligt havde valgt at prioritere. Dedikation behøver ikke altid betyde afsavn, men af og til må man bare vælge fra og huske på, hvad det er, man ALLERhelst vil. Og hvis man nu er en af dem, der allerhelst vil noget, der er ikke lige er mainstream, så må man nok bare se i øjnene, at det fordrer en vis evne til at forklare sig, hvis man ikke vil sætte sig selv helt uden for på det sociale plan.
Ens omgivelser behøver ikke forstå ens valg, men det ville være dejligt, hvis de bare ville acceptere dem og de fravalg, de samtidig medfører.
Abonner på:
Opslag (Atom)