20.3.09

Trykkogekunst

Trykkogere har været brugt i Danmark siden 2. verdenskrig, og andre steder i verden er de nærmest standardudstyr i ethvert køkken. Specielt franskmænd og spaniere har en lang tradition for at bruge trykkogere, hvilket Fisker også har fortalt om. Herhjemme bliver trykkogere ikke brugt af ret mange i dag. Og det er lidt en skam. Af flere årsager, som jeg skal komme ind på herunder.

Nogen kan måske huske tidligere generationers trykkogere, der peb og hvæsede og som var småfarlige at håndere - men det er historie nu. Det er stadig muligt at købe disse kraftige gryder, hvor låget kan skrues/spændes fast, så der kan dannes overtryk, når gryden bringes i kog. Men moderne trykkogere er lavet i rustfrit stål og har gode, tætsluttende låg og mange af dem har tilmed mere end én sikkerhedsventil.

Ved at tilberede mad i en trykkoger, kan man få temperaturen op over 100 grader og både forkorte kogetid og spare energi (og selvfølgelig dermed også penge). Ens CO2-samvittighed får det tilmed også bedre, når man bruger en trykkoger i stedet for en traditionel gryde, og det er jo lige vand på min miljømølle.

Vi har købt en 6,5-liters WMF-trykkoger til at have med ud at sejle, fordi det kan give en kæmpe besparelse i gas, som vi ikke har plads til ret meget af om bord - og som vi helst ikke vil løbe tør for midt under en lang passage.
- Men der er jo ingenting i vejen for også at tænke på forbruget, selvom man befinder sig på landjorden. Så i går indviede vi trykkogeren og lagde forsigtigt ud med en pose små rødbeder (som skal bruges kolde i en salat med feta og masser af persille og en dressing af balsamico, olivenolie, sennep, salt og peber - uhmmm). Det gik over al forventning! De var færdige på under den halve tid og præcis så al dente, som de skal være.

Som en sidste lille - men bestemt ikke uvæsentlig - bonus, betyder den kortere kogetid også, at flere vitaminer og mineraler bevares i maden. Jeg gider så godt eksperimentere videre med vores nye kabysven!

Det er selvfølgelig ikke alting, som egner sig til tilberedelse i trykkoger, men det er faktisk ikke småting, man kan proppe i sådan en svend. Miss Vickie er dronningen af trykkogekunsten og jeg må indrømme, at det er som at kigge ind i en helt ny verden...

Vi har købt vores trykkoger i Magasin, fordi vi havde et gavekort, der skulle fyres af, men man kan med fordel kigge forbi fx Simply Natural, Amazon, Emmers eller El-forretningen, hvis man går og pønser på at investere i en af slagsen. På Amazon er der også masser af spændende kogebøger med retter designet til trykkoger.

8 kommentarer:

  1. Hmm, det lyder som om det er værd at overveje at anskaffe sig sådan en. Rødbedesalaten lyder drønlækker :-)

    SvarSlet
  2. Klidmoster, jeg tror, du vil vide at skønne på sådan en fætter! Det er helt vildt, så meget man kan skære af tiden og energien. Når en simreret, som ellers tager 1½ time at lave, pludselig er færdig på ½ time, så er det jo noget, man orker på en almindelig hverdagsaften.

    SvarSlet
  3. Hvor er det spændende, Lotte, jeg vidste ikke, at de stadig sælges, nu i en fornyet udgave. Min mor havde sådan én, som blev flittigt brugt, da jeg var barn.
    Det er jo genialt til jerers brug på båden!

    SvarSlet
  4. Jeg kunne fristes, på grund af det med vitaminer og mineraler, men mad til en person i en 6 liters gryde,( det var det mindste jeg kunne finde) det syntes jeg er voldsomt, på båden er det rigtig smart, for der skal man nu tænke på hvad man kan slæbe med!
    Mkh. Vibeke

    SvarSlet
  5. Jeg er også overbevist trykkogerbruger - her sydpå er det en uundværlig ting! Men jeg kiggede godt nok første gang jeg skulle lære at bruge den... men det er nemlig meget energibesparende!

    SvarSlet
  6. Jeg er dybt misundelig. Jeg har ikke taget mig sammen til at købe en endnu, men skal jeg altså nu hvor jeg ser din.

    Man kan jo lave lækre retter i løbet af ingen tid, og det er nemt at koge bønner, linser og kikærter møre :-)

    SvarSlet
  7. Tak for et spændende indlæg. Det lyder bestemt som noget jeg også vil overveje! Det lyder jo ret genialt.

    SvarSlet
  8. Efter at have sejlet i Middelhavet, lærte jeg også trykkogerens fordele, så nu har jeg 2, en større og en mindre. Og det er ikke småting, jeg laver på dem.
    Bl.a kartoffelmos, risengrød, alle mulige kødretter, fjerkræ, koger grønsager, og sådan kunne jeg blive ved. På nettet kan findes opskrifter, jeg selv har en trykkogebog skrevet af Nanna Saabye, som jeg dog ikke ved om findes mere.
    Nr. 2 trykkoger købte jeg i "Kop & Kande".
    Indkøb af en trykkoger er hurtigt sparet i el.
    Det er ikke alens besparelse på el, men også på tid, og maden smager bedre, fordi kraften bibeholdes + alle nærigsværdierne.
    Bare gå i gang - I vil lære at sætte pris på en trykkoger.
    jullepigen

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!