Kattenes by

Orhan Pamuk beskriver i "Istanbul - Erindringer og byen" nogle af de problemer, som byen gennem tiden har haft med kobler af vilde hunde. I dag har man tilsyneladende fået bugt med hundebanderne og det har muligvis været medvirkende til, at katte i dag er hundene langt i overtal i bybilledet. For der er MANGE. Rigtig mange.

De ser sunde og velnærede ud, er blanke i pelsen og blotte for det jagede udtryk i øjnene, som man tit finder hos vildkatte. Istanbuls katte er ikke sky. Nærmest tværtimod. Og det lader til, at byens indbyggere tolererer dem, fodrer dem og lader dem færdes stort set, hvor de har lyst. På museerne, i moskeerne, omkring fiskemarkedet. Allevegne.

Selvpå caféerne kan man møde dem, liggende dvaske under stole og borde, så gæsterne er nødt til at træde hen over de magelige dyr. Ikke om de flytter sig, hvis det ikke er en idé de selv har fået. Man er vel kat?

Det kan være, der ikke er så mange mus og rotter i Istanbul?

Café Lokum

Meget apropos Julias observation forleden, stødte vi i Istanbul overalt på steder, hvor man kunne indtage diverse afskygninger af lokum (staves også loukoum) - måske bedre kendt som turkish delights.

Jeg elsker den slags skøre navne. Desværre fik jeg aldrig taget et billede af det store skilt midt mellem centrum og lufthavnen, som reklamerede for Derimod.

Morgen i minaretskoven

Man kan ikke opholde sig i Istanbul uden på et eller andet tidspunkt at lægge mærke til muezzinernes bønnekald. Der er så mange moskéer, at man dårligt kan undgå at bo i nærheden af mindst én minaret, især hvis man har booket hotel i den gamle bydel. Den første morgen vågnede jeg med et sæt ved 6-tiden og var mildt sagt forbløffet over, at kæresten kunne sove videre i bønnebrøleriet.

Vi boede lige nedenfor den blå moskés seks imponerede minareter (illustreret med gnidret, rød pil på billedet) og havde såmænd også en lille bonusminaret LIGE uden for vinduet - så at sove fra infernoet må siges at være lidt af en bedrift. En bedrift som jeg så gjorde efter næste morgen, hvor rollerne var byttet om, og det var kæresten, som blev revet ud af sin søde søvn. Den sidste morgen lykkedes det os begge at sove fra dagens første bøn og vågnede først ved vækkeuret.

Eftersom de kristne allerede havde sat sig på søndagen og jøderne på lørdagen, valgte Muhammad fredagen som ugens helligste dag. Fredag er forsamlingsdag, altså den dag, hvor man forsamler sig for at bede ugens allervigtigste bøn, fredagsbønnen. Fredagen betragtes dog - i modsætning til den kristne søndag og den jødiske sabbat - ikke som egentlig hviledag. Efter bønnen bør man fortsætte sit arbejde og tage sig af sine vanlige forpligtelser, fordi dét i sig selv også er en form for tilbedelse.

Da vi jo ankom natten til fredag, fik vores første dag i Istanbul en meget autentisk lydkulisse med de mange interfererende bønnekald. Særligt fascinerende er det at befinde sig midt mellem to minareter, hvor det er forskellige muezziner, som har gang i højtaleranlæggene - gerne med lidt forskydelse.

Selvom jeg ikke forstår et pluk, synes jeg, det lyder smukt. Og tænker, at her kunne de tørre, danske folkekirkepræster nok lære et trick eller to. Tænk, hvis en protestantisk prædiken blev sunget?!

Fly(gtigheds)sikkerhed

Livet er flygtigt.
Den eneste garanti, vi har her i livet, er, at vi mister det en dag.

For fem dage siden fløj vi til Istanbul med Turkish Airways.
I dag fløj 134 passager fra Istanbul med samme flyselskab.
For nogle af disse passagerer blev det deres sidste dag i live.

Det kan vist diskuteres, om vi nu virkelig også var ramt af Murphys lov?
Lige nu synes jeg mest af alt, vi har været heldige...

Kulørt varme i biologens hjertekule

Chef: Der er kommet brev til dig.
Mig: Til mig? (mærketrykkemærke på bulet kuvert)...Hvad er der i?
Chef: Hvor skulle jeg vide det fra, jeg åbner altså ikke din post.
Mig: Hmmmm...(åbner bulet kuvert)...NAIIIIIIIIIIJJJ!!!!!

Jeg skrev for nogle dage siden en kommentar om, at jeg qua min kærlighed til løvfrøer og gekkoer var mere end lun på disse herlige brocher - og årsagen til bulerne i kuverten pryder nu min overvejende sorte garderobe. Forunderligt opløftende med et par humoristiske farvestrejf på en regnvejrsfebruardag som denne. Hvor er det dog dejligt, at der findes sådan nogle kreative og betænksomme bloggere!

En meget betænksom Superskurk har i dag bragt varme til mit hjerte.
Tusind tak skønne Maja!!!

Fødselsdag med forsinkelser, forviklinger og fesen flymad

Det startede med, at Metroen begyndte at køre baglæns, da vi nåede Øresund station. I stedet for at nærme os lufthavnen, fjernede vi os nu fra den. Et stop tilbage, skifte metro, køre fremad igen. Underligt som lidt sne på sporene kan skabe problemer...
Indtjekningen gik fint, vi fik rimeligt gode pladser, og da jeg havde fået afleveret den flaske vand, jeg af gammel vane havde taget med i håndbagagen, kunne vi boarde. Der sad vi så og ventede. Og ventede. Og ventede. Flyet skulle afises, og vi endte med at sidde i flyet i to timer, inden vi lettede. Turen gik fint henover hvidsminkede landskaber i Danmark, Tyskland og Schweiz - men vores videre forbindelse var forlængst fløjet, da vi endelig nåede frem til Zürich.

Frau Kretz i transfer-skranken var et positivt bekendtskab med tør humor, men bortset fra et par vouchers (rabatkuponer?) til lufthavnen (så vi kunne få lidt at spise) og et Happy Birthday sagt med glimt i stemmen, kunne hun ikke for alvor gøre noget for at formilde de tre timer, vi måtte vente på det fly fra Turkish Airlines, som vi var blevet booket om til.
Kæresten var helt ulykkelig og undskyldte meget - det var ikke lige sådan, han havde forestillet sig, at min fødselsdag skulle forløbe. Vi kunne ikke gøre så meget andet end at grine af situationen, spise noget hundedyr lufthavnsmad (de to vouchers, vi havde fået, dækkede heldigvis næsten en trediedel) og vente. Vente. Og vente.

Efter boarding fik vi for hyggens skyld lige lov at vente endnu en time i flyet, inden vi lettere. Årsagen fortabte sig i solnedgangen, som vi havde forventet at nyde i Istanbul, men som nu indhentede os i ostelandet. Flyet lugtede af armsved og hvidløg, og for at sætte lidt ekstra folklorisk kolorit på oplevelsen, lå en af vores medpassagerer mellem stolerækkerne og snuppede sig en lille bøn, inden vi skulle flyve. Stilen var lagt. Flymaden var garanteret fri for gris, og forplejningen var langt mere gavmild end hos Swiss Airlines - så selvom det ikke liiiiige var den fødselsdagsmiddag, kæresten havde planlagt, så endte vi da med at blive forholdsvis mætte af de udkogte grønsager med rejer i ubestemmelig gul sovs. Og vi kunne stadig le af situationen.


Seks timer senere end planlagt nåede vi Istanbul. Mens vi spændt ventede på at se, om vores bagage også var ankommet, ringede vi for en sikkerheds skyld til hotellet for at sige, at selvom vi var meget forsinkede, kunne de stadig regne med at se os. Kæresten havde en fæl fornemmelse af, at Murphys lov ikke helt havde sluppet sit tag i os, men et Yes, yes, fine, your room is ready! fik os til at slappe af, og der gik da heller ikke lang tid, før vi var på vej med en lille shuttlebus til vores hotel. Sammen med vores bagage og med smil på de efterhånden noget trætte ansigter.

På hotellet blev vi modtaget af tyk, smilende tyrker med småbitte, runde briller. Welcome to Istanbul. Han viste os hen til vores værelse, mens jeg begyndte at fundere over det besynderlige i, at værelset lå i stueetagen, når vi nu havde booket en hjørnesuite med udsigt (uden for sæsonen kan man være heldig at få op til 40% rabat på hotelværelser i byen, og min kæreste syntes, vi skulle have det lidt godt - jeg syntes, det var lidt ekstravagant, men man skal ikke klage over forkælelse).
Det her var på ingen måde det værelse, han havde bestilt og betalt for. Klokken var kvalme, vi var trætte og rummeligheden rakte ikke til at tilgive, at vi skulle bo i et lille mørkt værelse med fugtskjolder i loftet, bare fordi hotellet var kommet til at lave en dobbeltbooking. Not so happy birthday to me! Nu lo vi ikke længere. Da vores runde tyrkiske bekendtskab ulykkeligt lovede os, at vi som kompensation de to følgende nætter ville kunne overnatte i deres Sultan Penthouse Suite med udsigt til Bosporus, indvilgede vi dog i at overnætte sammen med fugtskjolderne.

I Zürich havde kæresten været forudseende nok til at købe en flaske rødvin - et glas af den fik pulsen ned, og klokken halvto om natten måtte vi grinende konkludere, at min 33. fødselsdag nok mest af alt vil blive husket for, at den ikke på nogen måde gik som planlagt. Til gengæld vil den ikke blive glemt lige foreløbigt!

Selam aleyküm

Jeg er hjemme igen i god behold.
60 ulæste private emails (forhåbentlig ikke lige så mange på job-mailen...), 50 hilsner på Facebook, 240 ulæste blogindlæg og en kalender, der allerede er proppet for det meste af ugen, lå og ventede, da vi ramte dansk jord sent i går.
Det er selvfølgelig dejligt, men også en lille smule mentalt forpustethedsfremkaldende...

Det har været begivenhedsrige, indtryksmættede dage - jeg vender tilbage med ord og billeder, når jeg har fordøjet lidt. Lige nu venter i første række en helt almindelig mandag med arbejde og træning.

Makabert tilbud

Mon kannibaler handler i Føtex???

(Vagten som fortalte mig, at jeg ikke måtte fotografere i butikken, kunne ikke holde masken, da jeg troskyldigt pegede på skiltet og spurgte: "Heller ikke, når det er sådan en underlig tekst?")

Meteorologisk konsultation

Jeg havde ikke forventet at skulle pakke solcreme til den forestående rejse, men jeg havde selvfølgelig håbet på at vi ville blive begunstiget med tørvejr. Vejrudsigten tegner dog ikke udpræget lovende, så for en sikkerheds skyld må vi vist hellere tage regntøjet med.
Men pyt - jeg er overbevist om, at en tur i hamam bare bliver endnu mere fantastisk, hvis vejret er lidt so so.

Silikonen er på plads

Så skete det endelig!

Det har været noget af en udfordring - nærmest lidt af et detektivarbejde - at finde frem til de rigtige produkter, men nu er det endelig lykkedes. Og resultatet er blevet supergodt, så både skipper og jeg er glade.

Vores vandtanke har været lidt af et mareridt at få renoveret, og den lille detalje med at finde nyt pakningsmateriale til lågene viste sig at være meget mere omfattende, end vi i vores vildeste fantasi havde drømt om.
Vi kunne selvfølgelig været sprunget over en hel masse lavere gærder på den tid det har taget at skaffe de materialer, vi ville have, men når det kommer til vores drikkevand vil vi ikke gå på kompromis.
Så vi har i Kalundborg opstøvet fødevaregodkendt 10x10mm gummipakning. Vi har via en venlig ekspedient i Stark allernådigst fået lov at bestille to tuber Sikasil-FDA silikonefugemasse, som ellers kun sælges direkte fra leverandøren til medicinal- og levnedsmiddelindustrien. Og det lykkedes at finde skruer i den rigtige dimension i A4-stål - så må vi leve med, at vi har 150 i overskud, fordi vi kun kunne købe dem i hele pakker og ikke i løs vægt.

Nu er rammerne monteret på lågene, gummipakningen er monteret og det hele er tætnet med silikone - nu venter vi bare på, at silikonen hærder op i løbet af i nat, så vi i morgen kan lægge lågene på vandtankene.

Endnu et punkt kan stryges på doklisten. Og solen har tilmed skinnet hele dagen. Oh happy day!

15 - and counting

Foreløbigt tæller vi 15. Plus 3 'måske'er.

Jeg ser frem til at tilbringe gode, hyggelige timer i selskab med

Madame
Uffe/Monsieur - Stenstropedia
Jens - Blog om bøger
Donald - Tøm papirkurven
Marianne - Mariannes mening
Inger - Sister Bonde
Valdemarsro
Therese - Copenhagen Daily
Karen Ramskov
Kagekonen
Leif
Merete - Knitich
Lisbeth - Troldesofie
Pedrsn

Måske får vi også selskab af

Malou - Klidmoster
Catarina
Grønlandsposten

Der er plads til mange flere - både hvad angår husrum og hjerterum. Så kom glad!

Uha som jeg da glæder mig til næste blogtræf.

Iværksætterfredagsbar

På fredag er det ikke bare fredag d. 13. Det er også dagen, hvor Morgendagens Heltinder og magasinet Iværksætteren inviterer til åbent fredagsbarsarrangement for iværksættere og iværksætterspirer, freelancere, konsulenter og entreprenører, kaospiloter og pionerer, foredragsholdere, forfattere and the like.

Iværksætter-Jesper og Heltinde-Pernille

Det handler om at netværke.
Det handler om at få nye kontakter og pleje eksisterende.
Det handler om at udveksle tips og erfaringer, idéer og røverhistorier.

Går du med en iværksætter i maven eller lever du allerede drømmen ud, så grib en håndfuld visitkort og kig forbi mellem 17 og 20 på fredag. La Oficina lægger lokaler til, og jeg glæder mig.

At vælge sin mølle

Der er så mange ting, man skal tage stilling til, når man vil ud at sejle langt.
Lige nu diskuterer vi vindmøller. Jeg tror, vi har fået kogt udvalget ned til to forskellige modeller efterhånden, men her er vi så også strandet.

Skal det være en Superwind 350?





Eller en Stealthgen d400?

Den svenske 350'er er større og larmer mere end d400'eren, som til gengæld slår fra ved høje vindhastigheder og dermed ikke genererer noget strøm, når det blæser mere end 17 meter i sekundet.

Det er ikke let...

Lidt for ambitiøst!

Der er nu mindre end to uger, til vi tager til Istanbul. Det er mit første møde med byen og med Tyrkiet i det hele taget, og jeg glæder mig meget. Jeg har taget Nilles råd til efterretning og har bl.a. lånt en stak af af Orhan Pamuks bøger som optakt og research til rejsen. Jeg er ved at være færdig med Snow og skal i gang med Istanbul - men på en eller anden måde er det lykkedes mig at låne bogen på tyrkisk! Nok liiiige lidt vel optimistisk at give sig i kast med Pamuk på originalsproget, når de eneste tyrkiske gloser jeg kender er horde, harem, kiosk (kösk), yoghurt, sorbet, turban (turbend), kaftan, tulipan (også turbend), turkis og hammam.

Nu har jeg bestilt bogen på dansk i stedet og håber, jeg får den i tide til at nå at læse den, inden vi skal afsted.

Klimavenligt blogtræf med kulinarisk kolorit

Vi er flere, der har kredset om lørdag d. 28. marts som datoen for et nyt blogtræf i hovedstaden.

Oplægget - sådan som jeg har snuset mig til det rundt omkring hos andre bloggere - er, at vi denne gang laver et sammenskudstræf. Jens foreslog sammeskudsversionen og hvis man tager den tanke og krydser den med et udpluk af alle de blogindlæg, vi i tidens løb er stødt på, som handler om mad og lækre retter, så er jeg slet ikke nervøs for det koncept. Det kunne tværtimod ende med at udvikle sig til lidt af en kulinarisk rejse, et lille eventyr i hverdagen, en lejlighed til at udveksle opskrifter for entusiasterne og en mulighed for at få sat smag på noget at det, vi hidtil kun har set billeder af. Eller måske slet ikke har set endnu. Det kunne også bare være yndlingsbrødet fra den lokale bager, eller en lækker humus fra den lokale grønsagspusher - kun fantasien sætter grænser.

IRL blogtræffene har sat lyd, temperatur, gestik og mimik på mennesker, vi hidtil kun har kendt gennem deres skrevne ord og uploadede billeder. Nu har vi muligheden for at tage endnu et skridt i retning af at lære hinanden (bedre) at kende. Og nye ansigter er selvfølgelig kærkomne - det er så hyggeligt at møde menneskene bag de ord, vi sluger dagligt rundt omkring i blogosfæren.



Hvis der er stemning for det, kan vi tilbringe eftermiddagen/aftenen i stemningsfulde, uforstyrrede og hyggelige omgivelser lige ved søerne - og der er tilmed et flygel, hvis nogen mestrer den slags. Det er muligt at købe drikkevarer, både varme og kolde, med og uden alkohol - det meste af det tilmed økologisk (kaffen er fx nyristet fra Mils Kompagniet) - til fornuftige priser. Vi vil have selskab af en seks meter høj palme (som hedder Oluf), søjler og hvælvet loft - der er med andre ord basis for et anderledes blogtræf (med et mindre øredøvende støjniveau end sidst) hos La Oficina på Suomisvej (fem minutter fra Forum).

Lørdag d. 28. marts er også dagen, hvor Danmark slukker lyset mellem 20.30 og 21.30 - og hvem siger, at man ikke kan gøre det i selskab med en hel flok bloggere? Tænkt på den måde at slå to fluer med ét smæk! Hyggeligt samvær OG støtte til Verdensnaturfondens klimakampagne, Burning Panda, på én gang.

Mit spørgsmål er nu bare: Er der nogen, som har lyst til at være med?
Hvis der er, skal jeg nok reservere sal (og balkon) - jeg HAR tjekket, at der ikke er andre arrangementer den dag og HAR fået lov til at låne lokalerne - nu mangler jeg kun grønt lys fra jer derude i blogland.
Hvad siger I?

Ka' De li' oliven?

Man hører tit om vinsmagninger. Og om whiskysmagning. Hvor tit har I hørt om olivenoliesmagning?
Ikke så ofte, vel? Men det kan varmt anbefales! Især når den krydres med et interessant foredrag om olivendyrkning og en stribe lækre tapas.

Aftenens olivenforedrag og -smagning blev styret med professionel hånd og glimt i øjet af Erik fra Oliviers & Co. på Gl. Kongevej, som er en del af en fransk kæde med over 85 butikker verden over. O&Co. kan noget med oliven - og jeg skal da lige love for, at han kunne fortælle. Bl.a. har jeg lært, at olivenoliekulturen har mere end 8000 år på bagen, at der findes over 6000 forskellige olivensorter, at olivenolie tidligere har været brugt som betalingsmiddel, at Spanien er verdens største olivenolieproducent, at man i oldtiden blev dømt til døden for at beskadige et oliventræ, at der går 10 kg oliven til 1 liter olivenolie og at brownies dyppet i oliven-mandarin-olie smager fantastisk.


Jeg har lært om smags- og olieforskellen på grønne og sorte oliven, om hvilke forhold der er bestemmende for smagen - udover sorten selvfølgelig - og en hel del om hvilke olier, der passer til hvilke typer mad. Og så har jeg selvølgelig smagt på en hel masse forskellige oliven og olivenolietyper. Fx har jeg fundet ud af, at olivenolie med chili er et fænomenalt match til appelsin, og at jeg godt kunne blive forfalden til gedeost rørt med olivenolie tilsat basilikum. Mums!


Vi planlægger at arrangere en ny smagning om nogle måneder - jeg tror godt, jeg kan garantere, at jeg kommer til at deltage.

Kaptajn Reiter - Prinsernes læremester

Min mors fars far havde i første halvdel af forrige århundrede et gymnastik- og fægteinstitut i Jorcks Passage. Han hadede den samtidige Kaptajn Jespersen af et godt hjerte, for de to var lige ivrige sundhedsapostle og udbredere af gymnastikpædagogiske principper, men Jespersen løb med al opmærksomheden, fordi han gennem sine udsendelser i radioen nåede ud til den bredere befolkning. Jespersens mantra "En sund sjæl i et sundt legeme" blev med tiden allemandseje. Men oldefar var nu ikke ganske uden succes heller.

Alfred Aage Reiter var kaptajn i både den danske og den svenske hær, og et sted i DR's arkiver ligger der et klip, hvor man ser Kaptajn Reiter kommandere en flok rekrutter udendørs i det bare undertøj for at gøre arme-stræk-arme-bøj-øvelser. På sit institut underviste han især det bedre borgerskab - adskillige af datidens fine damer har sprunget rundt i gymnastikgevandter og gjort armsving og knæbøjninger i den store sal under akkompagnement af en gammel håndoptrukken grammofonspiller. Bagefter kunne de få varmt brusebad i omklædningsrummet, hvor en stor gasopvarmet kobberkedel leverede det varme vand.

Oldefar var en gentleman, ingen tvivl om det, og det var (i følge ham selv) et rent uheld, at han en gang kom til at slå en modstander ud ved knockout til en bokseopvisning. For boksning var en ganske anden sag i 20'ernes Danmark end det er i dag. Udover at besidde et vist talent udi boksning var Kaptajn Reiter en glimrende fægter og underviste skam også i denne ædle disciplin. Ikke alle eleverne kom dog til instituttet for at træne. To af dem fik privatundervisning, for blandt eleverne figurerede Kronprins Frederik (senere Kong Frederik IX) og arveprins Knud, som min oldefar indførte i kunsten at håndtere en kårde.
Hans egen hustru trænede også hos ham, og min oldemor havde åbenbart talent (eller også var de kun ganske få kvindelige fægtere i 20'erne?) - i hvert fald kom hun hjem fra Paris med en medalje og havde vakt stor opmærksomhed ved at vinde over den franske mester.

I dag er det lige præcis 70 år siden, der i Nimbs selskabslokaler blev afholdt Jubilæumsopvisning for min oldefars institut. Instituttet findes desværre ikke længere, men gode gamle Nimb i Tivoli har overlevet tidens tand, ligesom disse to små stykker gulnet papir, som min mormor har gemt i alle årene.

Ærbødigst.

Havn i hi

Det er kyndelmisse.
Så vender det snart...

Det SKAL det!

Weekend? Ikke sådan for alvor...

Ahhh, så er det endelig weekend!
Klokken er søndag eftermiddag og jeg er lige kommet hjem fra arbejde. I går var jeg på arbejde i 11 timer, så der har grundlæggende ikke været ret meget weekend over denne weekend. Sådan er det jo en gang i mellem (især når man har et fritidsjob ved siden af sit fuldtidsjob), men jeg er nu glad for, at det ikke er sådan altid. Godt nok besidder jeg et forholdsvis højt energiniveau det meste af tiden, men der skal også være perioder med opladning af både de mentale og de fysiske batterier. Sådan en periode er ved at være tiltrængt nu - i det mindste bare lige resten af søndagen. For i morgen går det jo løs igen...