Der er mange måder at tage styring i sit eget liv på. Nogle gange kan det være godt at sætte sig delmål - fx at forvandle det år, man er i gang med, til noget godt. At gøre sit år til et vinderår. Men ét er som bekendt teori, noget andet er praksis. Derfor kan det være gavnligt med input fra mennesker, som rent faktisk har noget at have det i, når de giver gode råd om, hvordan man skaber vindersituationer.
I aften skal jeg til foredrag med den tidligere letvægtsroer, Victor Feddersen, der i den grad ved noget om at skabe vindersituationer og succes. Feddersen var med til at skabe fundamentet for den mest succesrige danske sportshistorie nogensinde. De erfaringer, han gjorde sig som roer på Guldfireren, har han med succes overført til erhvervslivet, og med et utal af foredrag og teamudviklingsforløb har han været med til at skabe vinderteams over hele verden.
En mand som Victor Feddersen bruger jeg gerne et par timer af min sparsomme fritid på. Tænk hvis jeg lærte noget, jeg kunne bruge? Som fx hvordan jeg vinder mit eget 2009...
29.4.09
28.4.09
Det autonome indlæg
Jeg har et indlæg her på bloggen, som bare lever sit eget liv.
I juni sidste år skrev jeg et indlæg om lidelsen Night Terror, som primært rammer børn, og som desværre ikke er særlig godt undersøgt i Danmark. Netop manglen på information om Night Terror, eller natterrædsel, som det også kaldes, må være årsagen til, at der - ti måneder efter indlægget blev skrevet - stadig er liv i kommentarfeltet.
Statcounter fortæller mig, at der til stadighed er en jævn strøm af søgninger på "night terror", "nightterror", "nights terror" og "pavor nocturnus" (det sidste er lidelsens latinske betegnelse) - og selvom det ikke er alle læsninger af indlægget, som fører til kommentarer, virker det som om, har lige netop dette indlæg tydeligvis har sin berettigelse.
Jeg synes ikke, jeg selv kan bidrage så meget til debatten og har valgt at lade indlægget få sin egen lille autonome hylde, hvor mennesker, som rent faktisk har praktiske erfaringer, kan skrive og debattere. Det er ganske forunderligt at følge - ogdet glæder mig, at en række frustrede forældre til børn, som lider af Night Terror, har fundet et forum, hvor de kan udveksle erfaringer og dele viden.
I juni sidste år skrev jeg et indlæg om lidelsen Night Terror, som primært rammer børn, og som desværre ikke er særlig godt undersøgt i Danmark. Netop manglen på information om Night Terror, eller natterrædsel, som det også kaldes, må være årsagen til, at der - ti måneder efter indlægget blev skrevet - stadig er liv i kommentarfeltet.
Statcounter fortæller mig, at der til stadighed er en jævn strøm af søgninger på "night terror", "nightterror", "nights terror" og "pavor nocturnus" (det sidste er lidelsens latinske betegnelse) - og selvom det ikke er alle læsninger af indlægget, som fører til kommentarer, virker det som om, har lige netop dette indlæg tydeligvis har sin berettigelse.
Jeg synes ikke, jeg selv kan bidrage så meget til debatten og har valgt at lade indlægget få sin egen lille autonome hylde, hvor mennesker, som rent faktisk har praktiske erfaringer, kan skrive og debattere. Det er ganske forunderligt at følge - ogdet glæder mig, at en række frustrede forældre til børn, som lider af Night Terror, har fundet et forum, hvor de kan udveksle erfaringer og dele viden.
27.4.09
25.4.09
Housewarming
Favoritfestskoene er fundet frem, for om lidt skal jeg over og være med til at varme Thereses nye lejlighed. Pedrsn og hun har lavet en velkomst"drink", a.k.a. vodkabanditten, som ærlig talt virker en lille smule skummel - men det skal nok blive en god aften alligevel.
24.4.09
Projekterne i skuffen
Aldrig, så langt tilbage jeg kan mindes, har jeg været så alvorligt ramt af prokrastination. Jeg skrev om det tilbage i juli (JULI!!!!) sidste år, og først nu er det lykkedes mig at gøre noget ved sagen.
Jeg har været gennem en lang erkendelses- og beslutningsproces og er endelig nået til den konklusion, at det er på tide at rydde op i skuffen med ufærdige projekter. Den mail, jeg var nødt til at skrive, har været meget længe undervejs og har været forbandet svær at skrive. Dels fordi jeg virkelig ikke bryder mig om at rende fra aftaler, dels fordi jeg heller ikke bryder mig om ikke at kunne leve op til egne forventninger.
Men jeg er simpelthen nødt til at se i øjnene, at de bogprojekter, jeg lavede en aftale med Gyldendal om sidste år, er havnet i en skuffe sammen med andre projekter uden deadline - og at jeg slet ikke har haft overskud til at kigge i den skuffe, endsige har udsigt til at få det lige foreløbigt. Jeg har dels været arbejdsramt (hvilket er positivt) og bådrenoveringen tager dertil fortsat meget af min tid (hvilket den godt snart må holde op med). At jeg så sideløbende hermed også har valgt at træne to gange om ugen og gå på kursus om aftenen for at uddanne mig til yachtskipper af 1. grad har ikke gjort overskuddet til skribentarbejdet større.
Nu, hvor vi kan se, at jordomsejlingen kommer til at blive en realitet inden for et år, er jeg også nødt til at allokere energi og tid til alt det praktiske og administrative i den forbindelse. Altså bliver det (heller) ikke lige nu, jeg sætter mig og skriver bøger. Jeg burde jo have indset det for længe, længe siden, men jeg plejer at nå de mål jeg sætter mig og har et lidt anstrengt forhold til ambitioner, jeg ikke kan indfri...Jeg er frygtelig ked af at måtte skuffe og aflyse, men jeg har langt om længe erkendt, at jeg ikke kan overkomme ALT det, jeg gerne vil. Desværre.
For jeg ville virkelig gerne have skrevet de bøger. Både fordi jeg gerne vil skrive, og fordi jeg synes, det er gode projekter.
Nu venter jeg på, at lettelsen skal indfinde sig. Lettelsen over endelig at have handlet og taget hånd om noget, som havde vokset sig til et åg af dimensioner. Jeg har stadig dårlig samvittighed over for redaktøren. Men jeg har meget bedre samvittighed over for mig selv nu.
Jeg har været gennem en lang erkendelses- og beslutningsproces og er endelig nået til den konklusion, at det er på tide at rydde op i skuffen med ufærdige projekter. Den mail, jeg var nødt til at skrive, har været meget længe undervejs og har været forbandet svær at skrive. Dels fordi jeg virkelig ikke bryder mig om at rende fra aftaler, dels fordi jeg heller ikke bryder mig om ikke at kunne leve op til egne forventninger.
Men jeg er simpelthen nødt til at se i øjnene, at de bogprojekter, jeg lavede en aftale med Gyldendal om sidste år, er havnet i en skuffe sammen med andre projekter uden deadline - og at jeg slet ikke har haft overskud til at kigge i den skuffe, endsige har udsigt til at få det lige foreløbigt. Jeg har dels været arbejdsramt (hvilket er positivt) og bådrenoveringen tager dertil fortsat meget af min tid (hvilket den godt snart må holde op med). At jeg så sideløbende hermed også har valgt at træne to gange om ugen og gå på kursus om aftenen for at uddanne mig til yachtskipper af 1. grad har ikke gjort overskuddet til skribentarbejdet større.
Nu, hvor vi kan se, at jordomsejlingen kommer til at blive en realitet inden for et år, er jeg også nødt til at allokere energi og tid til alt det praktiske og administrative i den forbindelse. Altså bliver det (heller) ikke lige nu, jeg sætter mig og skriver bøger. Jeg burde jo have indset det for længe, længe siden, men jeg plejer at nå de mål jeg sætter mig og har et lidt anstrengt forhold til ambitioner, jeg ikke kan indfri...Jeg er frygtelig ked af at måtte skuffe og aflyse, men jeg har langt om længe erkendt, at jeg ikke kan overkomme ALT det, jeg gerne vil. Desværre.
For jeg ville virkelig gerne have skrevet de bøger. Både fordi jeg gerne vil skrive, og fordi jeg synes, det er gode projekter.
Nu venter jeg på, at lettelsen skal indfinde sig. Lettelsen over endelig at have handlet og taget hånd om noget, som havde vokset sig til et åg af dimensioner. Jeg har stadig dårlig samvittighed over for redaktøren. Men jeg har meget bedre samvittighed over for mig selv nu.
23.4.09
Nu skændes de igen
Det sker næsten hver eneste aften. Nogen gange hører vi dem også tidligt om morgenen, og det går ikke stille for sig. Underboerne skændes så det brager!
Det har stået på i flere måneder, aften efter aften, og det er næsten som om den dårlige energi siver op mellem gulvbrædderne til os, så mange eder og forbandelser flyver der gennem luften i lejligheden under os.
Det værste er næsten, at vi mange gange kan høre ordret, hvad der bliver sagt (råbt!) og nej, det foregår ikke altid i en lige sober tone. Det er som om de bevæger sig rundt i et spændingsfelt og bare venter på en grund til at gå til angreb - og på at den anden endelig skal få nok og kaste håndklædet i ringen. Indtil videre er det ikke sket, og derfor er vi fortsat nødsaget til at lytte til skænderierne.
Når bølgerne går ekstra højt - som nu til aften - får jeg sådan en lyst til at gå ned og smide en seddel ind ad brevsprækken med spørgsmålet "Hvorfor går I ikke bare fra hinanden?!".
Men det kan man jo ikke, vel?
Det har stået på i flere måneder, aften efter aften, og det er næsten som om den dårlige energi siver op mellem gulvbrædderne til os, så mange eder og forbandelser flyver der gennem luften i lejligheden under os.
Det værste er næsten, at vi mange gange kan høre ordret, hvad der bliver sagt (råbt!) og nej, det foregår ikke altid i en lige sober tone. Det er som om de bevæger sig rundt i et spændingsfelt og bare venter på en grund til at gå til angreb - og på at den anden endelig skal få nok og kaste håndklædet i ringen. Indtil videre er det ikke sket, og derfor er vi fortsat nødsaget til at lytte til skænderierne.
Når bølgerne går ekstra højt - som nu til aften - får jeg sådan en lyst til at gå ned og smide en seddel ind ad brevsprækken med spørgsmålet "Hvorfor går I ikke bare fra hinanden?!".
Men det kan man jo ikke, vel?
Gammelt brød og et brændende bekendtskab
Københavns nok mest fotograferede svanepar dette forår har bygget deres rede 100 m fra mit arbejde. Og eftersom vi næsten dagligt har brødrester, der ellers bare ryger ud, er det nærliggende at slå et smut forbi med lidt til svanemaverne.
Desværre kan man ikke stå og fodre dem ret længe, før en sværm af styrtdykkende, frække hættemåger har spottet et måltid - så for ikke at stresse den rugende svane og hendes gemal, trak jeg et stykke hen ad stien og morede mig med at kaste brødstumper til de adrætte måger, som ni ud af ti gange fangede brødet i luften.
Da jeg havde stået der et stykke tid, kom et par amerikanske kvinder og to børn i størrelse rolling forbi og stoppede for at kigge på svanerne - og på sværmen af hættemåger. Rollingerne kiggede med stoooore øjne, og jeg spurgte dem, om de kunne tænke sig at prøve. Vupti var et brød delt og hver rolling udstyret med foder til de fjerede. Nu er sådan nogle rollinger jo ikke så store, og afstanden fra sti til svane kan være svær at kaste hen over, så flere af deres brødstykker havnede på det grønne stykke mellem sti og søbred. De to amerikanske kvinder havde vist ikke meget begreb om vegetation... i hvert fald bøjede de sig synkront ned for at samle brød op - og stak nalderne lige i nælderne. Ungerne opdagede ingenting, opslugte som de var af svaner og måger, blishøns og rørhøns, brødstumper og kastefærdigheder. Mødrene bed smerten i sig, kastede et par blikke i min retning, skyndede på de små pus og endte med at lokke dem videre ved at sige, at de kunne gemme resten af brødet til de kom hen til ænderne i den næste sø. Langt fra brændenælder med forårsstyrke i nældecellerne.
Tilbage stod jeg der i forårssolen med et lille smil - akkompagneret af latterskrig fra den hætteklædte bande.
22.4.09
Bingovingen skal svinges
Hvad skal du lave onsdag d. 6. maj fra kl. 19:00?
Hvad med at støve den indre mormor af og tage med til banko til fordel for deltagere i World Outgames fra Afrika, Asien, Sydamerika, Mellemøsten og Østeuropa? Outreach arrangerede et tilsvarende arrangement i december, hvor Peter Mygin var vært - og det var en stor succes. Denne gang er det Sandra Day (kendt drag queen), der er vært og hun/han skal nok forstå at underholde.Det koster 100,- at være med og en bankoplade koster 50,-. Det hele går til Outreach-programmet. Lokalet bliver stillet til rådighed af La Oficina, så der er garanti for hyggelige omgivelser.
Har du lyst til at støtte et godt formål, få chancen for at vinde lækre præmier (sidste gang havde bl.a. Irma sponsoreret bæreposer fyldt med delikatesser og der var også et rejsegavekort i spil) og nyde en aften i godt selskab?
Køb billet hos julie@copenhagen2009.org eller på Oscar bar café.
Håber vi ses!
Bingovingevinkelyde
Hvad med at støve den indre mormor af og tage med til banko til fordel for deltagere i World Outgames fra Afrika, Asien, Sydamerika, Mellemøsten og Østeuropa? Outreach arrangerede et tilsvarende arrangement i december, hvor Peter Mygin var vært - og det var en stor succes. Denne gang er det Sandra Day (kendt drag queen), der er vært og hun/han skal nok forstå at underholde.Det koster 100,- at være med og en bankoplade koster 50,-. Det hele går til Outreach-programmet. Lokalet bliver stillet til rådighed af La Oficina, så der er garanti for hyggelige omgivelser.
Har du lyst til at støtte et godt formål, få chancen for at vinde lækre præmier (sidste gang havde bl.a. Irma sponsoreret bæreposer fyldt med delikatesser og der var også et rejsegavekort i spil) og nyde en aften i godt selskab?Køb billet hos julie@copenhagen2009.org eller på Oscar bar café.
Håber vi ses!
Bingovingevinkelyde
21.4.09
20.4.09
Når man mangler en hånd
- og to menneskers forenede muskelkraft ikke er nok, så er det godt, at der findes folk med både båd og bil. For så kan man få hjælp, selvom det er lørdag og man står på havnen og mangler noget til at sætte en drilsk loftplade på plads.
Af og til må vi virkelig tænke kreativt, men efterhånden som vi har været i gang med projekt bådrenovering i nogle år, synes jeg egentlig også, vi er blevet ret gode til det. I hvert fald lykkedes det os med hiv og sving, en lånt donkraft og et stykke af den famøse fenderliste at få preeeeeesset loftpladen og den øverste vægplade på plads.
Efter at have været afmonteret i mere end et år, og efter at et nyt ferskvandsindtag plus tykkere (og stivere) slange til vandtanken var blevet monteret og tog mere plads op end det gamle, var det komplet umuligt at få genetableret loft og væg i styrbord side af salonen ved håndkraft alene.
Tro mig, vi forsøgte virkelig!
Nu sidder det der i al sin skinnende hvide nymalethed. Og når man kigger på det, kan man overhovedet ikke se, hvorfor det har taget så lang tid. Det hele er gemt bag isoleringen. Men vi ved det, og det er det vigtigste.
17.4.09
Skruer skrues i for fuld skrue
Vi er nået ind i en fase, hvor vi kan samle ting. Montere. Lade dele af salonen komme tilbage på plads. Nogle af dem mere end et år efter, at de blev afmonteret. I dag efter fyraften stryger jeg afsted mod havnen, hvor skipper venter på de ekstra hænder, som monteringen af loftpladen i styrbord side kræver. Det kan synes som et lille skridt for menneskeheden, men det er et stort skridt for os.
15.4.09
Man får da ikke kræft som 33-årig?!!?
- da i hvert fald ikke, når man lever sundt, motionerer, aldrig har røget og ikke har nogen cancertilfælde i familien. Eller hvad? Det spørgsmål har været alt, alt for påtrængende de sidste par uger.
(Til orientering inden videre læsning: Først og fremmest er jeg IKKE ramt af cancer! Dernæst er der tale om et meget langt indlæg, selvom jeg har skåret i det - men bloggen er min ventil og mine ord her trængte bare til at komme ud.)
Jeg havde ikke talt med nogen om det. Faktisk havde jeg valgt ikke at nævne det med et eneste ord, hverken verbalt eller skriftligt. Ikke engang kæresten har vidst besked. Simpelthen fordi jeg ikke ville tilføre energi til noget, der kunne risikere at vokse sig alt for stort og angstfremkaldende. For skrækscenariet lå jo lige til højrebenet. Og jeg kunne absolut ingenting stille op ud over at væbne mig med tålmodighed, mens helligdagene satte en bremse for afklaring.
Jeg ved ikke, om det var rigtigt at disponere, som jeg gjorde – måske skulle jeg have delt det med nogen… men jeg kunne ikke, ville ikke, turde ganske enkelt ikke rette fokus mod det uoverskuelige. Det lykkedes egentlig fint at abstrahere fra det de første dage af ferien, men de sidste dage var min lunte ultrakort og stresshormon bankede rundt i hele kroppen. For selvom jeg gjorde hvad jeg kunne for at bevare reon og en nøgtern indstilling, var fakta desværre ikke til at tage fejl af. Der var ikke tale om en panikhandling, da jeg ringede og fik en tid. Jeg havde følt, mærket efter og observeret gennem mere end en uge – uden at noget var forandret. Den var der, og den var på størrelse med en mandel. Og det var ikke småting, der udspillede sig i mit hoved, da jeg i går eftermiddag tog til lægen sammen med mit venstre bryst.
Hun følte, mærkede efter, spurgte og tog i det hele taget situationen meget alvorligt. Men på en professionel og rolig måde. Hun strøg mig endda over kinden, da det hele med ét blev alt for påtrængende virkeligt. Og hun tilbød mig to muligheder. Et opkald til speciallægeklinikken lige ovre på den anden side af gaden. Eller et tryk på den store røde knap ude på mammakirurgisk på Riget.
Jeg tog imod hendes råd om først at forsøge med forslag nummer et. Lykken stod den lidet kække bi og fem minutter efter sad jeg med en henvisning i et nyt venteværelse, mens tårer og tunge tanker trængte sig på. Pludselig var det på ingen måde muligt at flytte fokus til noget som helst andet. Der blev taget maaaaange dyyyyyyybe indåndinger den næste halve time, indtil det blev min tur.
Så på en helt almindelig tirsdag i april fik jeg lavet mit livs første mammografi. Jeg kan afsløre, at det gør forbandet ondt. Ens brystvæv bliver klemt fuldstændig splat-ud-agtigt hårdt. Og man sidder fast som i en skruestik. Sygeplejersken fortalte, at det er mindre smertefuldt, når man er ældre og det hele er blevet lidt mere slapt. Jo tak, men det er altså en ringe trøst på den måde at få at vide, at ens bryster stadig er forholdsvis faste. Lige dér ønskede jeg mig tilbage til de år som roer, hvor jeg vejede mindre og der var mindre til at fylde BH'en ud. Eller rettere, jeg ønskede mig langt væk. Ønskede bare, at det skulle være overstået. Men næ nej – for det er jo ikke gjort med fire røntgenfotografier i en vridemaskine. Man skal også igennem en gang ultralydsscanning. Som, selvom den ikke gør fysisk ondt, også er en barsk oplevelse, når det er knuder, der kigges efter.
Jeg havde nok altid haft en forestilling om, at jeg ville ligge og kigge på et lille foster, når jeg en gang skulle prøve at blive scannet. Men der var ikke noget lille blinkende hjerte hér. Der var i stedet to sorte pletter.
Så jeg lå dér, med masser af iskold gelé smurt ud over brysterne (på ingen måde nogen erotisk oplevelse kan jeg afsløre), og gloede op i loftet, mens jeg mærkede mine ører lige så stille fyldes op med tårer, der sev ned ad kinderne. Jeg var sgu bange! Sådan på randen til at blive rigtig grundangst…
Lettelsen var derfor helt ubeskrivelig, da Dr. Skomorowskas ord efter nogen tid sivede ind i min hjerne - at de to sorte pletter, jeg kunne se på skærmen, ikke var svulster, men cyster. Med vand i. VAND!!!
(Til orientering inden videre læsning: Først og fremmest er jeg IKKE ramt af cancer! Dernæst er der tale om et meget langt indlæg, selvom jeg har skåret i det - men bloggen er min ventil og mine ord her trængte bare til at komme ud.)
Jeg havde ikke talt med nogen om det. Faktisk havde jeg valgt ikke at nævne det med et eneste ord, hverken verbalt eller skriftligt. Ikke engang kæresten har vidst besked. Simpelthen fordi jeg ikke ville tilføre energi til noget, der kunne risikere at vokse sig alt for stort og angstfremkaldende. For skrækscenariet lå jo lige til højrebenet. Og jeg kunne absolut ingenting stille op ud over at væbne mig med tålmodighed, mens helligdagene satte en bremse for afklaring.
Jeg ved ikke, om det var rigtigt at disponere, som jeg gjorde – måske skulle jeg have delt det med nogen… men jeg kunne ikke, ville ikke, turde ganske enkelt ikke rette fokus mod det uoverskuelige. Det lykkedes egentlig fint at abstrahere fra det de første dage af ferien, men de sidste dage var min lunte ultrakort og stresshormon bankede rundt i hele kroppen. For selvom jeg gjorde hvad jeg kunne for at bevare reon og en nøgtern indstilling, var fakta desværre ikke til at tage fejl af. Der var ikke tale om en panikhandling, da jeg ringede og fik en tid. Jeg havde følt, mærket efter og observeret gennem mere end en uge – uden at noget var forandret. Den var der, og den var på størrelse med en mandel. Og det var ikke småting, der udspillede sig i mit hoved, da jeg i går eftermiddag tog til lægen sammen med mit venstre bryst.
Hun følte, mærkede efter, spurgte og tog i det hele taget situationen meget alvorligt. Men på en professionel og rolig måde. Hun strøg mig endda over kinden, da det hele med ét blev alt for påtrængende virkeligt. Og hun tilbød mig to muligheder. Et opkald til speciallægeklinikken lige ovre på den anden side af gaden. Eller et tryk på den store røde knap ude på mammakirurgisk på Riget.
Jeg tog imod hendes råd om først at forsøge med forslag nummer et. Lykken stod den lidet kække bi og fem minutter efter sad jeg med en henvisning i et nyt venteværelse, mens tårer og tunge tanker trængte sig på. Pludselig var det på ingen måde muligt at flytte fokus til noget som helst andet. Der blev taget maaaaange dyyyyyyybe indåndinger den næste halve time, indtil det blev min tur.
Så på en helt almindelig tirsdag i april fik jeg lavet mit livs første mammografi. Jeg kan afsløre, at det gør forbandet ondt. Ens brystvæv bliver klemt fuldstændig splat-ud-agtigt hårdt. Og man sidder fast som i en skruestik. Sygeplejersken fortalte, at det er mindre smertefuldt, når man er ældre og det hele er blevet lidt mere slapt. Jo tak, men det er altså en ringe trøst på den måde at få at vide, at ens bryster stadig er forholdsvis faste. Lige dér ønskede jeg mig tilbage til de år som roer, hvor jeg vejede mindre og der var mindre til at fylde BH'en ud. Eller rettere, jeg ønskede mig langt væk. Ønskede bare, at det skulle være overstået. Men næ nej – for det er jo ikke gjort med fire røntgenfotografier i en vridemaskine. Man skal også igennem en gang ultralydsscanning. Som, selvom den ikke gør fysisk ondt, også er en barsk oplevelse, når det er knuder, der kigges efter.
Jeg havde nok altid haft en forestilling om, at jeg ville ligge og kigge på et lille foster, når jeg en gang skulle prøve at blive scannet. Men der var ikke noget lille blinkende hjerte hér. Der var i stedet to sorte pletter.
Så jeg lå dér, med masser af iskold gelé smurt ud over brysterne (på ingen måde nogen erotisk oplevelse kan jeg afsløre), og gloede op i loftet, mens jeg mærkede mine ører lige så stille fyldes op med tårer, der sev ned ad kinderne. Jeg var sgu bange! Sådan på randen til at blive rigtig grundangst…
Lettelsen var derfor helt ubeskrivelig, da Dr. Skomorowskas ord efter nogen tid sivede ind i min hjerne - at de to sorte pletter, jeg kunne se på skærmen, ikke var svulster, men cyster. Med vand i. VAND!!!
Jeg nåede ellers at tænke over mange ting i løbet af ganske få timer...hvordan fortæller man sine nærmeste, at man har fået kræft? Hvordan fortsætter man sit liv? Hvordan er prognoserne for brystkræft nu? Hvad med vores planer for de næste år? Båden? Jordomsejlingen? Fremtiden? Hvad med de børn, jeg ikke har født endnu? Helt ufatteligt mange tanker, som jeg heldigvis ikke skulle til at håndtere i praksis. Nu skulle jeg bare samle mig sammen, tørre tårerne (og geléen) væk og trille tilbage på arbejde. Jeg gik og kiggede lidt på scanningsbilledet (en småbizar ting at få med, når det nu ikke var et foster) og fik pulsen ned igen. Og så fortsatte hverdagen....
Men sikke et wake up call!!
Så for at svare på mit eget spørgsmål i starten: Jo, man kan sagtens få kræft som 33-årig. Kræft er forholdsvis ligeglad med alder, det ved jeg godt. Men jeg har trukket et frinummer og skal lige nu kun forholde mig til to cyster. Og det er alt andet lige temmelig meget lettere!
Har vi mon vundet?
Da vi kom tilbage fra påskedagene på Ærø, lå denne kuvert og ventede på os. Nu er spørgsmålet bare, hvilken konkurrence, der er tale om - og om der mon er fundet en vinder?
Vi har i hvert fald vundet tre billetter...
Vi har i hvert fald vundet tre billetter...
14.4.09
Årets havegang
Donald opfordrede til at jeg viste nogle af billederne fra fotobogen om årets gang i min mors have. Her er et pluk...
12.4.09
Søndag, sol og citronkager
Vi har tilbragt hele dagen på havnen og har fået en masse fra hånden. Vi har slebet, spartlet og malet til den helt store guldmedalje. Efter nogle kaloriemættede dage på fødeøen, var det helt rart at nøjes med en rugbrødsmad...men der har dog også været tid til at nyde en kop te i solen akkompagneret af de sidste af Jens' citronkager. Jeg fik resterne med hjem fra blogtræffet og vi har virkelig holdt hus med dem, men i dag fik de sidste altså ben at gå på. Det kan godt være, at Jens selv syntes, de var aldeles mislykkede - vi ved jo ikke, hvordan de 'burde' have været og er derfor ikke enige. Vi har nydt hver og én i stor stil. Og på sådan en forårssøndag med blink i vandet var de ganske enkelt helt perfekte.
11.4.09
Havegaver
Min mor er Havemenneske med stort H. Hendes have er hendes legeplads og hendes fristed - og derfor var det nærliggende at indfri hendes ønske om en vinterhårfør Camelia. Men jeg har også haft en anden gave til hende i tankerne i løbet af de seneste par år.
Hver gang, jeg har været hjemme på øen for at besøge mine forældre, har jeg taget en runde i haven i selskab med mit kamera. Det er der kommet hundredevis af billeder ud af og for nogle uger siden satte jeg mig for at sortere og udvælge, sætte op og sende afsted til tryk. Resultatet vakte både begejstring og rørelse.
Jeg kan varmt anbefale en fotobog, hvis man vil give en personlig gave!9.4.09
Tillykke mor
Denne lille smilehulsbegavede krudtugle fylder år i dag. 60 af slagsen har hun tilbagelagt. Jeg håber, der er mange flere i vente for hende og dermed for os, som hun betyder så meget for.8.4.09
Pakket til påske
Jeg er klar.
Gaverne er i hus, tasken er pakket, skraldespanden tømt og opvasken taget.
Jeg snupper sidste del af arbejdsdagen i et tog på vej mod en miniferie i familiens skød. I går ringede niecebarnet. Hun ville lige sikre sig, at skipper også kom med. Hun har en svaghed for ham. Det er hun jo heldigvis ikke alene om. Og vi er vist flere, som ser frem til de forestående forårsdage på Ærø.
Gaverne er i hus, tasken er pakket, skraldespanden tømt og opvasken taget.
Jeg snupper sidste del af arbejdsdagen i et tog på vej mod en miniferie i familiens skød. I går ringede niecebarnet. Hun ville lige sikre sig, at skipper også kom med. Hun har en svaghed for ham. Det er hun jo heldigvis ikke alene om. Og vi er vist flere, som ser frem til de forestående forårsdage på Ærø.
6.4.09
Determineret
Bare en tanke:
Er målrettet bare et andet (og lidt mere positivt klingende) ord for stædig?
Er målrettet bare et andet (og lidt mere positivt klingende) ord for stædig?
3.4.09
Frygten for fiasko
Er det ikke meget en kvindeting?
Den der iboende angst for at fejle, som forhindrer rigtig mange kvinder i at udleve deres fulde potentiale?
Jeg har for noget tid siden læst om en gruppe amerikanske forskere, der havde lokaliseret et center i hjernen, som blev betegnet som "Ups-centeret". Det er et område i hjernen, hvor man kan måle en øget aktivitet, når et menneske begår en fejl (og er bevidst om den). Ups-centeret registrerer ikke bare fejltagelsen, det prøver også at forhindre den i at ske. Historien meldte dog ikke noget om, hvorvidt forskerne havde undersøgt om der er forskel på aktiviteten i ups-centeret afhængigt af, om det er en mandlig eller en kvindelig forsøgsperson.
Se det kunne jeg godt have tænkt mig at vide. For jeg synes ofte, jeg oplever, at især kvinder lader sig hæmme af frygten for at begå en fejltagelse. Jeg synes, kvinder mange gange er hårde ved sig selv i deres forsøg på at leve op til myten om at kunne det hele i første hug.
Som Albert Einstein en gang sagde: Something good always comes out of a failure or a great mistake.
Vidste du, at Edison brugte 38 forsøg på at opfinde den elektriske pære (som nu snart har udlevet sin berettigelse, men det er en anden sag)? Eller at Post-Its er resultatet af en fejltagelse?
Hvorfor er det så, at så mange mennesker, og særdeleshed kvinder, holder sig tilbage for at prøve deres drømme af? Hvorfor er der så mange, som lader de potentielt gode idéer ligge hjemme i skrivebordsskuffen? Hvorfor er der så mange, der ikke bryder sig om at tale i store forsamlinger?
Jeg ved godt, at der er stor forskel på kvinder i dag og på dem, der blev født for bare få generationer siden. Vi har fået det lettere. Vi skal ikke bevise så meget længere, hvis vi vælger en videregående uddannelse fx. Men jeg lider selv stadig af en snert af fiaskofrygt. Jeg har altid været en kanselvvilselv-type, men jeg har også altid villet kunne tingene med det samme. Den kombination kan godt få temperamentet i kog. Og kan sikkert hos nogle ende med at man holder sig fra at prøve nye ting - for hvad nu hvis man ikke har succes med det samme?
Med årene har jeg fået øjnene op for, at man faktisk ofte lærer meget mere af sine fejl, end hvis man bare kunne det hele på forhånd. Det er der jo ikke meget trial and error i. Som min spansklærer sagde til mig sidste år, så skulle jeg jo ikke være på holdet, hvis jeg kunne det hele i forvejen. Det trøstede, mens jeg sad og brød tungen og hovedet med gloser og grammatik. For hun havde jo en pointe.
Der er ingen som helst grund til at frygte at fejle. Slet ikke i vores professionelle liv. Tværtimod skal vi lære at være glade for mange af de fejltagelser, vi kommer til at begå på vores vej gennem livet - fordi vi lærer noget af dem (det bør vi i hvert fald gøre).
Og så skal vi jo også prøve at huske, at en fejl først for alvor er en fejl, når vi begår den for anden gang.
Den der iboende angst for at fejle, som forhindrer rigtig mange kvinder i at udleve deres fulde potentiale?
Jeg har for noget tid siden læst om en gruppe amerikanske forskere, der havde lokaliseret et center i hjernen, som blev betegnet som "Ups-centeret". Det er et område i hjernen, hvor man kan måle en øget aktivitet, når et menneske begår en fejl (og er bevidst om den). Ups-centeret registrerer ikke bare fejltagelsen, det prøver også at forhindre den i at ske. Historien meldte dog ikke noget om, hvorvidt forskerne havde undersøgt om der er forskel på aktiviteten i ups-centeret afhængigt af, om det er en mandlig eller en kvindelig forsøgsperson.
Se det kunne jeg godt have tænkt mig at vide. For jeg synes ofte, jeg oplever, at især kvinder lader sig hæmme af frygten for at begå en fejltagelse. Jeg synes, kvinder mange gange er hårde ved sig selv i deres forsøg på at leve op til myten om at kunne det hele i første hug.
Som Albert Einstein en gang sagde: Something good always comes out of a failure or a great mistake.
Vidste du, at Edison brugte 38 forsøg på at opfinde den elektriske pære (som nu snart har udlevet sin berettigelse, men det er en anden sag)? Eller at Post-Its er resultatet af en fejltagelse?
Hvorfor er det så, at så mange mennesker, og særdeleshed kvinder, holder sig tilbage for at prøve deres drømme af? Hvorfor er der så mange, som lader de potentielt gode idéer ligge hjemme i skrivebordsskuffen? Hvorfor er der så mange, der ikke bryder sig om at tale i store forsamlinger?
Jeg ved godt, at der er stor forskel på kvinder i dag og på dem, der blev født for bare få generationer siden. Vi har fået det lettere. Vi skal ikke bevise så meget længere, hvis vi vælger en videregående uddannelse fx. Men jeg lider selv stadig af en snert af fiaskofrygt. Jeg har altid været en kanselvvilselv-type, men jeg har også altid villet kunne tingene med det samme. Den kombination kan godt få temperamentet i kog. Og kan sikkert hos nogle ende med at man holder sig fra at prøve nye ting - for hvad nu hvis man ikke har succes med det samme?
Med årene har jeg fået øjnene op for, at man faktisk ofte lærer meget mere af sine fejl, end hvis man bare kunne det hele på forhånd. Det er der jo ikke meget trial and error i. Som min spansklærer sagde til mig sidste år, så skulle jeg jo ikke være på holdet, hvis jeg kunne det hele i forvejen. Det trøstede, mens jeg sad og brød tungen og hovedet med gloser og grammatik. For hun havde jo en pointe.
Der er ingen som helst grund til at frygte at fejle. Slet ikke i vores professionelle liv. Tværtimod skal vi lære at være glade for mange af de fejltagelser, vi kommer til at begå på vores vej gennem livet - fordi vi lærer noget af dem (det bør vi i hvert fald gøre).
Og så skal vi jo også prøve at huske, at en fejl først for alvor er en fejl, når vi begår den for anden gang.
2.4.09
Optimist eller bare fumlefingret?
Hurra! Der er gået feriepenge ind.
Hurra! Der var overskydende dukater i skattekisten.
Hurra! Der er overskud til at spare op af!
Der kan med andre ord flyttes noget fra budgetkontoen til opsparingen, og det føles rigtig godt, når jeg nu er i gang at spare op til en sejltur, der skal strække sig over flere år.
Logge ind, taste-taste... Hvorfor virker det mon ikke? Min netbank har altid virket upåklageligt, hvorfor vil den så ikke nu? Der går faktisk et øjeblik, før det går op for blondinen (=mig), at hun har tastet et nul for meget og forsøger at overføre EN HALV MILLION KRONER! Som om der nogen sinde har stået en halv million på min budgetkonto...og jeg ikke en gang en lille kassekredit.
...Det er da egentlig meget rart at vide, at min konto ikke kan overtrækkes med flere hundredetusinde!
Hurra! Der var overskydende dukater i skattekisten.
Hurra! Der er overskud til at spare op af!
Der kan med andre ord flyttes noget fra budgetkontoen til opsparingen, og det føles rigtig godt, når jeg nu er i gang at spare op til en sejltur, der skal strække sig over flere år.
Logge ind, taste-taste... Hvorfor virker det mon ikke? Min netbank har altid virket upåklageligt, hvorfor vil den så ikke nu? Der går faktisk et øjeblik, før det går op for blondinen (=mig), at hun har tastet et nul for meget og forsøger at overføre EN HALV MILLION KRONER! Som om der nogen sinde har stået en halv million på min budgetkonto...og jeg ikke en gang en lille kassekredit.
...Det er da egentlig meget rart at vide, at min konto ikke kan overtrækkes med flere hundredetusinde!
Abonner på:
Opslag (Atom)