Alt godt fra øen

Min mor er på lynvisit. Hun pitstopper hos os, inden hun i morgen drager mod Norrköping, hvor min far venter med båden. Og hun havde taget en hel sækfuld godter med fra haven. Det hele er økologisk, af egen avl, og samlet, plukket og gravet op lige inden færgen gik. Der er gulerødder, kartofler, hvidkål, små rødbeder, grønne bønner, salat, rosmarin, tomater, agurker, snackpeber, rødløg, salatløg og scarlotteløg. Og æg.

Om jeg er forkælet? Det kan jeg vist ikke løbe fra ;-)

Om jeg nyder det? Også i den grad!

Om vi kommer til at spise grønt i aften? Det kan du stole på!

Negerfrø?!?!

Hvad får man mon, hvis man lader dem spire?

Glad for hvert eneste slag!

Jeg kom til verden en kold nat i februar '76 og siden da har jeg levet i 17.579.923 minutter.

Det betyder, at mit hjerte har slået mere end 1.230.594.610 gange.

Tak hjerte!
Keep up the good work!

Arret

Han viser mig sit ar. Det synlige bevis på, at livet en dag havde knækket ham.
Jeg spørger ikke ind til detaljerne, de er ikke vigtige. Det som tæller er, at han sidder der, overfor mig, lyslevende. Jeg kan ikke se på ham, at han har sovet dårligt i nat. Jeg ved ikke, at han koldsveder. Men han fortæller mig det og forbløffer mig med sin evne til at sætte ord på noget, der tydeligvis er både tungt og svært. Fordi det i den grad hæmmer ham i hans tilværelse. Men mest fordi det handler om noget, der er usynligt.

Jeg har ikke kendt ham ret længe. Han tilhører mine forældres generation. Alligevel udviser han denne tillid, som jeg synes er overvældende og som får mig til at føle mig ydmyg. Ikke intimideret, selvom sådan et ar jo siger ikke så lidt, nej - nærmere priviligeret. Jeg kender ham ikke godt nok til at vide, om han er tilsvarende åben overfor alle andre, han bare har kendt nogle dage - men intuitivt fornemmer jeg, at vi er på bølgelængde, og jeg skatter denne fortrolige stund med et menneske, som jeg måske aldrig kommer til at se igen, når måneden er omme.

Jeg noterer mig, at arret - det synlige - er helet. Hvordan det står til med de usynlige skrammer, er straks et større spørgsmål. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg gør en større forskel - men jeg er der lige nu.
Og jeg lytter.

Sommerfuglefangst

Citronsommerfugl

Dukatsommerfugl

Græsrandøje

Perlemorsommerfugl

Fredag tilbragte jeg nogle solrige stunder med at fange sommerfugle. Ikke med net, men med kameraet. Det er ikke let uden teleobjektiv eller makrolinse, men så meget desto større begejstring, når det lykkes nogenlunde.

Stille stunder

Det er forunderligt, så hurtigt det kan lykkes at komme mentalt ned i gear. Ned som i HELT ned! Så langt ned, så det føles lidt som en mishandling, at vende tilbage til storby, elektriske apparater, trafik og hektisk aktivitet.

Vi oplevede nogle skønne dage uden telefon, uden radio, uden fjernsyn og uden internet til at forstyrre og distrahere. Vi bevægede os ikke længere væk fra hytten, end at den hele tiden var inden for umiddelbar rækkevidde. Bilen stod weekenden over parkeret oppe i skoven, mutters alene. Vi skulle INGENTING. Planer var der ingen af, vi skulle bare hygge os.

Og det gjorde vi. Med bøger, solskin, vilde hindbær, fotografiapparat, svømmeture i søen, fiskestænger, summende insekter (men ingen knotter og næsten ingen myg, hvor heldig har man lige lov at være?!), varme, havørn, udsigt, vindens leg i birkeløvet og tagrørene, vandmelon, grill - og te i potten.

Ahhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh!

Det var LIGE, hvad jeg trængte til! De mentale batterier har fået et boost og der er kommet masser af god karma på kontoen. Vi burde gøre den slags noget oftere....

Klar-parat-læs

I morgen stikker jeg af til broderlandet sammen med kæresten. For en kort bemærkning trækker vi stikket, flytter fokus fra arbejde og båd og drager af mod svensk idyl i hyten på halvøen i søen i skoven.

Jeg har en forventning om, at der nok skal blive tid til en læsestund eller to og har plukket lidt i hjemmebiblioteket.

• Camilla Läckbergs Prædikanen - fordi sommer i Sverige kalder på svensk krimi
• Les Weatheritts Your First Atlantic Crossing - en bog som efter eget udsagn besvarer nogle af alle de spørgsmål, som de andre bøger om samme emne går uden om
• Alaa As-Aswanys Chicago - fordi jeg læste Yacoubians hus og kunne lide den, og fordi jeg har en forventning om at kunne blive lidt klogere
• Den store nordiske flora - fordi min botanikviden er lidt rusten og fordi jeg havner midt i en masse vegetation
• Beth Leonards The Voyager's Handbook - vores bibel. Der er altid noget nyttigt at falde i staver over og bliver klogere på

Vejrudsigten er lidt blandet, gråvejr i morgen, mulighed for regn lørdag - men jeg er beredt!

Samlergenetisk udfordret

Jeg er udstyret med et samler-gen,som ikke kommer bag på nogen, hvis de kender mine forældre. Jeg har samtidig en kæreste, der (med hans egne ord) nærmest er et egern - du ved, samlesamlesamle, gemmegemmegemme, og så have depoter rigtig mange steder!

Anne skrev i går om, at hun har fået taget sig sammen til at rydde op i sit kælderrum - og det indlæg satte nogle tanker i gang. For hvad vi skal stille op, når vi om et år skal leve permanent og udelukkende på båden, det har jeg ikke helt gennemskuet.
Vi er nødt til at finde et sted at opbevare en hel del ting (ALLE mine bøger, ALLE hans bøger, mine symaskiner, hans lysbord, slikautomaten, de udstoppede søpapegøjer, stiletterne, de kinesiske drikkeskåle og tepotter, fotoalbums, dias og negativer, spisestuestolene, et lille hjørneskab, malerier og smykker - alt det, vi virkelig ikke har lyst til at skille os af med) - det bliver lidt af en udfordring, for vi skal finde et sted, hvor tingene kan stå tørt (dvs. ikke i en kælder) og frostfrit (dvs. ikke i en lade, udhus, skur eller lignende) OG hvor der er en forsikring som dækker. Der er faktisk nogle af de pulter-hoteller, man finder rundt omkring, hvor de opmagasinerede ting IKKE er dækket mht. vandskade og lynnedslag! Det er ikke ideelt!

Det ideelle ville være et (gæste)værelse et sted, hos mennesker som ikke tager sig betalt i diamanter, men blot for et symbolsk beløb (eller noget i den stil) vil passe på vores ting, til vi igen bliver landfaste. Men jeg kender desværre ikke længere nogen, som bor på en præstegård, en stor villa eller et lignende sted, hvor vi kan beslaglægge et værelse i 3-4 år... Der må tænkes alternativt.

Og så må vi gøre et seriøst forsøg på at dyrke noget oprydning/udrydning/afhændelse/bortforæring, så det kun bliver det allerallermest nødvendige, vi skal have opmagasineret. Jeg holdt for nogle år siden loppemarked en weekend og fik på den måde ryddet op i kasserne hos mine forældre (måske er jeg også lidt et egern?) - og jeg kan godt se endnu et loppemarked som en mulig måde at skille os af med rigtig mange af de ting, vi begge har samlet og gemt gennem årene.
Og så skulle jeg måske begynde at overveje det der Trendsales?

Med hjælp fra de tre små grise

Vi har sløjfet et stort koøje i styrbord side. Årsagen er en omprioritering af pladsen om læ, så vi får et sted at hænge vores våde sejlertøj uden at det drypper på kortbordet, som det har været tilfældet hidtil. Afskærmningen mellem de to ting består i det halvskot, jeg lavede i januar, men da det vil resultere i en deling af koøjet og da der vil komme til at hænge tøj foran det meste af det, har vi valgt at blænde det af.

Når så stor en "lap" skal svejses i, er der en stor risiko for at stålet vil slå sig pga. den varmeudvikling som svejseriet udvikler. Det er der forskellige metoder til, om ikke at undgå helt, så minimere, men vi måtte alligevel have hjælp til at få pladen til at blive helt jævn. Til det kan man bruge et simpelt men snedigt system. Grise! Ikke de gryntende af slagsen, men ekstra hænder om man vil. En slags omvendte skruetvinger som man svejser på og som ikke klemmer, men skubber/trækker emnet på plads.

Det lykkedes over al forventing (ingen af os havde prøvet at bruge grise før!) og efter en omgang maling kan ingen længere se, at der engang har været et stort koøje her. Det er sgi da smart!

When I, then I...

Kender du tanken om, at du

...bliver lykkeligere
...får mere tid
...slapper mere af
...får mere overskud
...kan overkomme mere
...får bedre overblik
...bliver gladere
...får skrevet mere på din blog
...får kommenteret mere hos andre bloggere
...bliver bedre til at planlægge
...kommer til at være mere på forkant med tingene
...etc.

når bare du liiiige får

...ordnet bjergene på skrivebordet
...bund i vasketøjskurven
...lappet cyklen
...overstået den næste måneds møder/gøremål/arbejdsopgaver
...ro til at holde en hel weekend fri
...fundet det rigtige arkiveringssystem
...flow i tingene
...skabt en god rytme
...sovet noget mere
...spist noget sundere
...skruet de sidste skruer i
...etc.

Kender du følelsen?

Husker du at nyde processen? Husker du at stoppe op undervejs og bare mærke efter? Husker du, at sætte pris på nuet - på LIGE NU? Husker du, at være glad for de små ting? For de ting, der sker undervejs på vej til målet? Husker du på, at det er vigtigt at poppe champagnen selvom regnen pisser ned og tidsplanen skrider IGEN?

Jeg er ikke altid god til det. Faktisk har jeg i nogen tid været lidt for fokuseret på ting, der kommer til at ske, når jeg har gjort/gennemlevet/overstået noget andet. Haft øje på målet mere end på rejsen dertil. Det er tid til at hive i bremsen, stoppe op og trække vejret helt ud i de alleryderste alveoler. For tænk hvis jeg faldt lammet om i morgen! Ville jeg så i min paralyserede tilstand kunne ligge og tænke, at jeg havde været glad og tilfreds og levet i nuet indtil i dag? Afhænger min lykke udelukkende af indfrielsen af mine drømme og mål?

Jeg er bange for, at jeg har fået kørt mig selv ud på et sidespor, men jeg trøster mig med, at jeg er bevidst om det og er i gang med at komme tilbage til der, hvor jeg hundrede procent ærligt og med eftertryk kan sige, at jeg er GLAD lige der, hvor jeg er. At jeg trives med mine valg og de vilkår jeg lever med og under lige nu og her. Der vil jeg gerne hen. Og fordi jeg har været der glimtvis, ved jeg, at jeg kan komme dertil igen. Men det kræver en indsats.
- og lige nu kan jeg ikke ærligt sige, at jeg ikke er grebet af ovenstående tankemønster om, at når bare jeg får ordnet/får styr på... SÅ bliver alt bedre.

Kan du?

Nærmere målet

Det meste af sidste uge gik med at arbejde på båden, spise is og arbejde noget mere på båden. For hver aften at gå omkuld under svale lagner for åbent vindue indtil duerne kurrede forstyrrende klokken fire. (Herefter fortsat søvn under knapt så svale forhold!)

Vejret viste sig fra sin bedste side og kun en enkelt tordenskylle lagde os forhindringer i vejen - så vi har nået en masse. Dog har vi også (endnu en gang) måttet sande, at det er meget lidt morsomt at skulle lave noget om, som man troede, man havde lavet færdigt. Således oplevede vi begge, at tingene drillede - kæresten måtte lave nye svejsninger på forlugen, jeg måtte sandblæse pletvist anden gang, fordi det nyblæste stål nåede at få en snert regn og dermed udviklede rust i løbet af få timer. Og så havde jeg boret et hul forkert, som har sat et af delprojekterne flere dage tilbage.
Man kan godt blive lidt træt indimellem...

Men nu går det den rigtige vej igen. I morgen tror jeg, vi når lidt af en milepæl. Erfaringen siger mig dog, at man ikke skal poppe champagnen før skruerne er skruet i. Opfølgning følger.