(U)hygge på landet

I går tog jeg med brormand hjem, da han havde fri fra arbejde. Vi hentede niecebarnet og yndlingsnevøen i børnehaven og havde en rigtig hyggelig aften. Da ungerne var puttet og fasteren havde læst godnathistorie, gik vi ombord i Maltabilleder og chai og sniksnak om alt muligt. Fem minutter i dynetid gik det op for min bror, at han ikke havde nogen udklædning til den Halloween-fest familien skal til i aften. Ups! Det skulle gå stærkt og det måtte helst ikke koste alverden, så det endte med et slagtet dynebetræk. Og et rigtig godt grin.

- Men man skulle nok have været der...

Farvel til mit smil

Her til morgen er der afsat halvanden time til mig hos min svenske tandlæge. To amalgamsaneringer og første etape på projekt fortands-krone. Og bagefter har jeg en tid hos et nærliggende laboratorium, hvor de vil analysere farven i min tandemalje, så min nye krone kan få samme farve. Min gamle fortand, den skæve og mørke med det manglende hjørne vil om lidt være en saga blot. Lige om lidt vil man ikke længere kunne se, at jeg en gang for omkring 30 år siden knaldede mælketænderne ned i hjørnestolpen på min barnesen, hvilket resulterede i en skade på en af de blivende tænder (og - i følge min mor - også på sengestolpen). Heldigvis er roden sund, så jeg slipper for en stifttand.

Jeg er glad nok for den gamle tand, men emaljen er skrøbelig og tandens dage talte i nuværende tilstand - så jeg har efter lange overvejelser valgt, at det er bedst at få den repareret, inden vi stikker ud på de syv verdenshave. Et af mine skrækscenarier er at stå med en brækket tand flere ugers sejlads fra land. Hvad pokker gør man? Jeg har hørt om rå sømænd, som bare bruger sekundlim, men det synes jeg alligevel lyder både ubehageligt og usundt...så jeg sætter mig lige om lidt i tandlægestolen for om muligt at minimere risikoen for at stå i den situation.

Det begynder først rigtigt at gå op for mig nu, hvor meget jeg egentlig forbinder mig selv med det smil, jeg møder verden med. Lidt underligt at tænke på, at alle - inklusive mig selv - har set mig for sidste gang med mit gamle smil. Jeg har alligevel haft det i over 25 år...

Jeg håber sørme godt nok, jeg bliver glad for mit nye smil også.

Angelinas Røv

NEJ! Jeg forsøger ikke at få en masse ekstra google-hits med den overskrift. Indlæggets overskrift er såmænd den titel, som Christian Himmelstrup har valgt at give sin seneste bog.

Man bør ikke dømme en bog på dens titel, vel? Og det er heller ikke god stil at dømme nogen på udseendet? Heller ikke selvom der er tale om en omgang grafisk biksemad med fem forskellige typografier rodet sammen? Fakta er, at "Angelinas Røv" aldrig på min egen foranledning ville være landet i min indkøbskurv. Heller ikke selvom jeg havde kunnet abstrahere fra dens rædsomme titel og ditto omslag - bagsideteksten tænder mig heller ikke det fjerneste.

MEN nu fik jeg bogen forærende, og en blanding af nysgerrighed og lyst til at gøre op med egne (for)domme fik mig alligevel til at gå i gang med at læse den.

Måske kan Himmelstrup godt skrive. Måske er det bare mig, der er for konservativ. Men jeg kløjs altså i hans fusionskøkken, hvor han blander metafiktion, roadmovie, satire, campusroman, selvbiografi (!?), spændingsroman, krimi og konspirationsteori sammen til ét stort miskmask, der efterlader mig en lille smule træt. Og irriteret. Bevares, der er øjeblikke, hvor han glimter med en knivskarp observation og spidder amerikanerne og terrorangsten, men størstedelen af tiden er det bare rodet. Historier inden i historier inden i historier KAN være interessante, hvis de er velkonstruerede - og jeg er heller ikke nogen tvær modstander af metafiktion som sådan - men Himmelstrups røv(er)historie kæmpede forgæves for at fange min interesse og jeg stod altså af allerede efter første afsnit, da det viste sig, at romanens hovedperson er Himmelstrup selv. Altså kan jeg ikke for alvor førstehåndsberette om bogens sidste to afsnit.

Men man er vel stadig lidt nysgerrig? Altså gik jeg en tur i googleskoven for at lede efter nogen, der kunne fortælle mig om afsnit to og tre, så jeg ikke selv skulle spilde tid på at læse resten. Hos Information fandt jeg en, der havde læst hele bogen (fordi hun blev betalt for det), men som tydeligvis syntes, det var lige så meget tidsspilde som jeg selv:

Moralens vogter er ikke min tjans, men hele den her lumre måde, alle personer i bogen skildres på, og som jeg oplever kører pr. automatik og stereotype forestillinger om bøsser, sekretærduller, fede amerikanere og så videre, er frygtelig trættende. Den kække tone og liret skjuler ikke, at romanen ikke har det store på spil.

Berlingeren er mere positiv og hævder at Himmelstrup "formår at få læseren på krogen, selvom han er syret". Politiken har tilsyneladende valgt slet ikke at anmelde bogen, på trods af at de har modtaget den en gang i sommer. Jeg kan ikke bebrejde dem.

Det viser sig, at bogens første afsnit skal forestille at være et manuskript, og at skrivestilen ændres lidt i bogens sidste to afsnit, men efter at have bladret på må og få og læst sporadisk videre er der ikke noget, som får mig til at ændre min beslutning. Dette er en af de ganske, ganske få bøger, jeg ikke har læst færdig og som jeg ved, jeg aldrig kommer til at åbne igen.

UPDATE: Anne har også læst bogen - se hvad hun skriver, hvis du vil vil have nuanceret din indgangsvinkel til Himmelstrups bog.

REGN (mandagstema)

Denne mandags tema er REGN. Billedet er ikke fra oktober - det er ikke en gang fra i år - det er fra en sejltur på Lillebælt i juli ´06, hvor vi blev indhentet af et af disse gigantiske sommerskybrud, som ofte følger med et tordenvejr. Det var varmt, og jeg stod iført højt humør og bare tæer i cockpittet med regnen plaskende mellem tæerne.

Regn har aldrig været noget, som stopper mig. Da min bror og jeg var små, var det allerbedste vi vidste at lege udendørs, når det regnede. Hvem har ikke moret sig med at hoppe i vandpytter? Men hvornår har du sidst gjort det?
Med godt regntøj eller sejlertøj og vandtæt fodtøj - jamen så er regnen jo kun en gave. Og hvem holder ikke af den duft af opfriskning, som følger med et godt regnskyl?

"Der findes ikke dårligt vejr, der findes kun forkerte klæ'r"

Se flere bud på tolkninger af temaet.

Ugen der løb

Mandag
Arbejde efterfulgt af 1½ times træning

Tirsdag
Arbejde - og ikke andet derudover end en tur på biblioteket!

Onsdag
Arbejde, derefter ud og spise og en tur i biffen m/veninde

Torsdag
Morgentræning 1 time og derefter arbejde til kl. 23 i forbindelse med bazar

Fredag
Arbejde, svømme 1 km, brunchforberedelser hos lørdagens fødselar

Lørdag
Heldagsfødselsdagsbrunch efterfulgt af en stille aften på sofaen

Søndag
Arbejde på båden om formiddagen, kagekalas hos Sifka om eftermiddagen, seksårs fødselsdag senere på aftermiddagen og til sidst aftensmad hos skippers far

Ugens samlede status
5 timers overarbejde, 3 timers træning, 5 dage med sociale indslag og ca. 2 milliarder kalorier (sådan føles det i hvert fald)

Kagekalas

I dag skal jeg til kagekalas hos Sifka, og jeg glæder mig! Jeg har forventninger om både delikate kalorier, hyggeligt selskab og gode historier. Men først skal jeg lige en tur forbi havnen for at smøre en gang epoxymaling på loftet i kabyssen og spartle nogle gamle skruehuller i en af vægpladerne over kortbordet.

Heldagsbrunch

Jeg har lige rejst mig fra dette bord (sådan så det altså ikke længere ud, da jeg rejste mig).
En brunch som varer i over otte timer må regnes som en succes - og så er det ikke kun maden, men også selskabet, der tænkes på.
Det døve øre har i dag været vendt mod samtlige af Chopras, Ehdins og Hafsteinsdottirs principper! Og i morgen er jeg bange for, det ikke bliver spor bedre, for da skal jeg til kagekalas hos Sifka og seksårs fødselsdag hos kærestens niece.

Så lige nu ligger jeg på sofaen og puster, min mave er som en ballon og det trykker i mit hovede. Resten af aftenen har jeg givet mig selv lov til at vegetere på sofaen med en film og en god bog. Den slags weekender SKAL der være plads til! Og nøj, hvor har det været hyggeligt!

Amalgam-sanering

Når jeg om en uges tid igen sætter kurs mod Malmö og min tandlæge, er det med to projekter i vente. Det ene bliver en rekonstruktion af en fortand, der lider under en skade, jeg fik som barn. Det andet drejer sig om mine to amalgam-fyldninger, som jeg endelig har besluttet at få saneret. Jeg har kun de to, men jeg vil hellere være foruden, så nu skal de erstattes med plast.

Amalgam har været anvendt til fyldnigner i tænder i mere 150 år. Det består af en blanding af metaller hvoraf halvdelen er kviksølv. Materialet er slidstærkt, holder i årevis og er relativt billigt. Det er grundene til, at man har brugt det så længe - på trods af, at kviksølv er et af de allermest toksiske stoffer, vi kender!
For selvom kviksølv bundet i en amalgamfyldning er mere stabilt end i ren form, frigives der hele tiden kviksølvdampe til mundhulen og dermed lungerne, blodet og resten af kroppen. Især hjernen og nyrerne påvirkes kraftigt. Og hos gravide kan man måle en direkte sammenhæng mellem antallet af moderens amalgamfyldninger og mængden af kviksølv i blodet hos fosteret (ofte højere end i moderens blod). I 1991 publicerede WHO en forskningsrapport om kviksølv, hvori det blev påpeget, at der ikke findes et kviksølvniveau i blod eller urin, som man kan betragte som sikker. Scary!

Kviksølvudskillelsen fra amalgamfyldninger kan forøges bl.a. ved at drikke varme eller syreholdige drikke (fx sodavand), tygge tyggegummi og ved tænderskæren. Og det er altså ikke småting, denne kontinuerlige påvirkning af kviksølv kan forårsage. Jeg har længe kendt til mange af disse ubehagelige facts, men det har alligevel krævet en del overvejelser at nå hertil, hvor jeg vitterligt få de to famøse fyldninger saneret. For der er nemlig også en væsentlig sundhedsrisiko forbundet med en amalgamsanering, fordi der frigives temmelig store mængder kviksølvdampe under udboringen af en amalgamfyldning.

Der kan på 3.-4. dagen efter saneringen komme kraftige fysiske og psykiske reaktioner på kviksølvbelastning, som f.eks. angstanfald, depression, diarre, forstoppelse, hovedpine, hukommelsesbesvær, influenza-agtige symptomer, lavt blodsukker, led- og muskelsmerter, ondt over nyrerne, svimmelhed, søvnløshed, stor træthed og uligevægt (kilde: VitaViva-Info).
Det lyder jo ikke ligefrem tillokkende?!

Men heldigvis kan man gøre en del for at fremme kviksølvs udskillelse og afgiftningen af kroppen - og heldigvis har jeg kun de to fyldninger. Men jeg glæder mig nu til at få det overstået!

Andre som mig?

Jeg har lige talt med smeden. Mens kæresten er på eventyr, er det mig, der kontaktleddet til vores smed, og jeg har dermed også en hel del at skulle have sagt. Det er en stor tillidserklæring fra skippers side, kæmpestor. Og jeg skønner på den. Men jeg tror nu også, at jeg er tilliden værdig - og smeden er heldigvis super kompetent, så resultatet skal nok blive godt. Han er pt. ved at lægge sidste hånd på vores nye stævnbeslag, der sammen med et ankerspryd, som han også er ved at lave til os, kommer til at danne en helt ny "næse" på båden. Det er lidt af en forandring fra det nuværende look, og jeg er spændt på, hvad kæresten siger til det hele, når han kommer hjem og ser det færdige resultat.

Nå, men smeden ringede. Det har han, med undtagelse af ugen, hvor jeg var på Malta, gjort ca. to gange ugentligt, siden skipper stak sydover. Vi taler som regel længere tid om andre ting end om det aktuelle stykke arbejde, han er ved at lave for os. For jeg har virkelig fået en fan her. Han synes bare, at jeg er så fantastisk! Fordi jeg gør det, jeg gør. Arbejder på båden, tager del i beslutningerne, giver den en skalle og bakker op om alle dele af projektet. Han kan fortælle rigtig mange historier om par, hvor den kvindelige halvdel kun bakker op i det omfang, der omfatter selve sejladsen. Og nogen gange også om drømmene om sejladsen - men aldrig om det praktiske arbejde med båden.
Han hævder, at han aldrig i sine mange år som hverken smed eller sejler har mødt noget par som os, hvor begge parter trækker lige store dele af læsset. Så han tager hatten af og siger lige ud, at han synes, kæresten skal være meget glad for at have en kæreste som mig (det skal han jo sige til min kæreste, men det siger han, at han allerede HAR gjort!). Det kan godt blive lidt for meget, men han er oprigtig, det er der ingen tvivl om - og han forsøger ikke at opnå noget. Han er bare virkelig fascineret over, at der findes sådan en sjælden én som mig.

Det får mig selvfølgelig til at tænke, om jeg nu virkelig også er så usædvanlig...det mener jeg nu ikke, at jeg er, jeg kan bare godt lide at lege håndværker og har været heldig at finde en kæreste, som ikke føler sig intimideret over, at jeg svinger stiksaven lige så godt, som han selv. Det kunne jo også være en forklaring på, at koner og kærester ikke altid deltager særlig aktivt med det grove arbejde på (deres mænds) både. Fordi mændene her får lov at udtrykke noget maskulinitet i et kvindefrit rum. Jeg ved det ikke, jeg gætter bare. Og jeg kender da i hvert fald én anden kvinde udover min egen mor, der heller ikke er bleg for at tage del i det arbejde, der er forbundet med at have båd. Så er vi tre. Men jeg er sikker på, at der er flere endnu.

NATUR (mandagstema)

Denne mandags tema er "natur", og for mig har det været en udfordring at begrænse mig. Fordi naturen spiller så stor en rolle i min tilværelse. Naturen er for mig ikke alene hele grundlaget for mit valg af uddannelse, den er også i min optik ensbetydende med frirum, fristed, forundring og fornøjelse. Naturen er et umådeligt skatkammer af synergier, symbioser og samspil, den er ressourcer, livsnødvendigheder og hele den menneskelige eksistens omdrejningspunkt. Vi kan simpelthen ikke klare os uden. Og alligevel bliver der uophørligt drevet rovdrift på den, vi forurener den og vi udrydder den. JEg ved godt, vi er nødt til at opdyrke jord, men der er mange måder at gøre det på.

Personligt lægger jeg stor vægt på det, jeg forstår som ægte natur. Altså natur, der ikke er (alt for) påvirket af mennesket. I Danmark har vi ikke ret meget af det. Faktisk er klitområderne noget af det eneste, som i dette land får lov at passe sig selv. På Mauritius, hvor billedet her er taget, har mennesket desværre også forvoldt store ødelæggelser dels ved intensiv dyrkning, dels ved at indføre dyre- og plantearter, der ikke hører hjemme på øen og derved har forskubbet biobalancerne, ofte med katastrofale følger. Mange af de hjemmehørende arter er blevet helt eller næsten udryddet, siden mennesket opdagede Mauritius. Fx findes der ikke længere et eneste levende eksemplar af dodoen (Raphus cucullatus), som kun levede på den ene lille ø i hele verden.

Jeg var på den lille ø i Det Indiske Ocean tilbage i 2003 som feltassistent for min gode ven, pHd og tropeentusiast, Dennis, samt for Mauritian Wildlife Foundation - billedet er taget ved Chamarel viewpoint, hvor jeg var med til at lede efter en af de få tilbageblevne populationer af Trochetia uniflora (en meget fin, klokkeagtig blomst, som bl.a. bestøves af gekkoer). Vi fandt bl.a. ud af, at en af truslerne mod arten var de javanesiske makak-aber, som åbenbart syntes, at blomsterknopperne smager herligt. I det hele taget er disse aber noget af en pestilens for mange af de endemiske arter.

Vinklen på fotografiet er ikke så flatterende, men billedet illustrerer meget godt, at man af og til er nødt til at ofre sig for videnskaben og for at hjælpe til med at bevare den natur, der rent faktisk stadig eksisterer. Det er heldigvis ikke helt for sent at gøre en indsats.

Se flere bud på dagens tema her.

Råhygge i kikkerten

Jeg har sat konen stævne på "The Old English Pub" - jeg håber ikke, hun har været der før, for jeg glæder mig til at vise hende, hvad der hænger i loftet.

Hun siger, hun har taget mørbrad ud af fryseren og der er udsigt til rødvin.

Måske lejer vi også en film.

Måske ender det bare i samtaler og udredning af verdenssituationen.

Det er sket før ;-)

Jeg glæder mig! Med den slags venner er det ikke så slemt at skulle savne kæresten.

Oktoberaften på havnen

Efter at have ladet den lille båd i stikken i halvanden uge, var det tid at tage ud og hilse på, tjekke presenning - og sætte lidt varme på! Presenningen har siddet på, siden vi byggede "telt" over båden i efteråret 2007, så den er ved at være mør, og mange steder har vi været nødt til at slå nye øjer i for at kunne tøjre den. Derfor kom det ikke som en større overraskelse, at den havde fået en ordentlig flænge og flagrede som et par blege vinger i blæsten, da jeg kom derud. Det blæser lige nu alt for meget, til at jeg kan gøre noget ene kvinde (jeg har simpelthen ikke arme og hænder nok), så der er ikke andet for end at vente på at vinden lægger sig, og så forsøge at udbedre skaderne så godt det lader sig gøre.

Jeg tror, løsningen må blive at lægge en ekstra presenning ud over den del af teltet, som dækker cockpittet og så gøre alvor af planen om at afmontere den resterende del. Vi har ikke længere brug for tørvejr på dækket, eftersom vi er færdige med svejsearbejdet - og det er vist utopisk at tro, at teltet kan holde til endnu en vinter og stadig gøre gavn til foråret, når vi skal i gang med at male dæk. Samtidig reduceres vindfanget betragteligt, når teltet kommer af, hvilket, med tanke på potentielle efterårsstorme, ikke er helt dumt.

Så her ventes på stille vejr. Og helst af den tørre slags. Tak.

To originaler og et nyrebælte, tak.

Man kan ikke åbne en guidebog om Malta, uden at deres busser er omtalt. Og med rette. Mange af dem er virkelig gamle, de fleste er udsmykket indvendigt med helgenbilleder og slogans som "GOD IS GREAT IS GOD" og chaufførerne kører som maltesere nu gør; hurtigt og halsbrækkende. Men systemet virker. Hver eneste dag kører 85.000 mennesker med bussen på den lille ø, der ikke er større end Langeland! Og man kan stort set finde en bus til alle destinationer af interesse (for de fleste) fra tidlig morgen til sen aften.

Således fik jeg også kørt en hel del med bus, mens jeg var der - og fandt ud af , at busserne er et rigtig godt sted til en omgang people watching, hvis man er til den slags. Nogle passagerer slår alvorsfuldt korsets tegn, når bussen sætter i gang (forståeligt nok, hvis man tror på den slags), andre kan sidde ret op og ned og sove upåvirket, mens de ruskes rundt i hånålesvingene. Der er tykke og tynde, høje og lave, børn og voksne, turister og lokale i én skønsom blanding. Og så er der dem, der er virkelig originale, og som jeg holder mest af at sidde ved siden af både i udlandet og herhjemme (i modsætning til den tendens, som Julia beskrev i går). Jeg holder meget af de skæve eksistenser og af at tale med andre rejsende - hvis lejligheden byder sig og humøret er til det.

Den skønneste af ugens originaler var en gammel (som i jeg er krøbet fire størrelser i forhold til min hud) dame, med sparsomt, hennafarvet hår, lange, brune negle (nej, de var ikke lakederede) og fingrene smykket af masser af ringe. Hendes ene øje var uden for hendes kontrol og det var svært helt at se, hvor hun kiggede hen - måske var hun i virkeligheden en lille, gammel heks? Hele hendes fremtoning var aldeles indtagende og jeg fik det største smil, da jeg sammen med rygsæk og svømmefødder (jeg havde dem ikke på!) fik mast mig ind på den ledige plads ved siden af hende.

Hun kunne ikke ret meget engelsk, og jeg kan endnu mindre maltesisk, men vi fandt dog ud af, at vores destination var den samme - og resten af tiden gik med at sidde og skiftes til at kigge ud af vinduet og smile til hinanden, mens vi blev kastet rundt i takt med bussens bevægelser.

Ikke en eneste hel sætning blev vekslet undervejs, men det var ikke kun solen, der varmede mig på den bustur og efterlod mig glad, da vi nåede frem til busterminalen i Valletta.

Banke banke på...

Malteserne kan noget med dørhammere. Denne lille buket er kameraplukket i hhv. Valletta og Mdina. Og de kan klikkes større, hvis du er nysgerrig efter at studere detaljerigdommen.

Boble(u)virkelighed

Jeg sidder og bladrer rundt i mine digitale Maltaminder. Og har det lidt på samme måde, som når jeg ryster en glaskugle med sne i. Det ser så fascinerende ud og der er smukke, fine ting inde i kuglen - men jeg kan ikke få fat i dem. Fysisk adskildt og i en anden verden. Indkapslet i deres boble af uvirkelighed.

Det føles fuldstændig surrealistisk at pakke sig ind i hansker og halstørklæde i dag, når jeg gik rundt i klipklapper og let sommerkjole i går. Det føles tilsvarende underligt, at træernes løv har skiftet til høstfarver i det øjeblik, jeg var væk fra landet. Det føles i den grad ikke rigtigt at lægge mig til at sove alene. Jeg savner cikaderne, varmen, solen, de bare tæer, snorkelturene, de blomstrende agaver, det krystalklare vand - og kæresten. Det sidste er det værste. Uden sammenligning!

Tænk, den første måned uden ham gik så let, kalenderen var fuld og tempoet højt - men nu føles kulden og mørket nok en tand værre end de egentlig er, fordi jeg rejste hjem til dem alene. Der kommer til at gå yderligere to måneder, før jeg igen får tanket op på kærestekontoen. Tanken er ikke rar - men jeg ved jo heldigvis, at tristessen er forstærket af, at den forgange uge med nærhed og nærvær under sydlige himmelstrøg har været helt igennem prima. Og det er jo godt - ikke på nogen måde skidt.

Jeg skal bare lige have lov at fordøje lidt. Ryste kuglen og i tavshed betragte de farvestrålende feriesnapshots, mens jeg husker mig selv på, at det er mentale vitaminer, jeg skal værne om og sætte pris på fremfor at lade dem tone af det savn, jeg mærker så stærkt lige nu. Faktisk er det jo glædeligt, at jeg savner ham. Tænk hvis jeg ikke gjorde...

Returneren

Malta-Frankfurt: Tysk effektivitet og Ordnung muss sein. Planmæssig takeoff, planmæssig landing. Forbløffende velsmagende - og varmt - flymåltid.

Frankfurt-Kastrup: Mere effektivitet og planmæssighed. Dog glemte de lige at få min bagage med.

Kastrup-Nørrebro: Bombetrussel og aflysning af alle tog og metro fra Kastrup. Missede bussen med to minutter pga. blanket-udfyldning i forbindelse med efterlysning af forsinket bagage. Jakke pakket i den forsinkede taske - ventetiden på næste bus blev en temmelig kølig fornøjelse.

Ankomst Nørrebro halvanden time senere end forventet. Men i god behold og glad for at nøglen til lejligheden lå i håndbagagen. Nu bare lidt spændt på, hvornår min bagage dukker op.

Og Malta? Det vender jeg tilbage til. Først en kop te og så en god nats søvn.

Ud på eventyr

Min kæreste er på eventyr. Et sejlende jobtilbud dukkede op, og det var simpelthen for godt til, at han måtte sige nej til det. Eneste betingelse fra min side var, at det ikke gik ud over vores eget bådprojekt, og med en ekstra indsats, svigermors hjælp og indfrielse af tjenester hos venners kontakter lykkedes det at sætte tempoet op i en grad, der betyder, at jeg ikke er nervøs. Heller ikke selvom kæresten først kommer hjem igen til december. Vi har stadig hele foråret til at nå de sidste ting, og nu mangler vi ikke længere så meget.

I morgen flyver jeg til Malta for at mødes med den glade sømand. Han sejlede derned, men så lang tid har jeg desværre ikke til rådighed, så jeg er nødt til at føje en flyrejse t/r til mit CO2-aftryk. Til gengæld har jeg planer om at vandre og cykle rundt på Øen, der ikke er større end Langeland. Jeg glæder mig til en uges afspadsering under varmere himmelstrøg i selskab med min kæreste i et lillebitte land med masser af natur, kultur og historie.

Mere om marint skrald

En stor undersøgelse foretaget af FNs miljøprogram (UNEP) afslører skræmmende ting: Kun to slags affald udgør mere end halvdelen af de marine efterladenskaber i verden. Den ene er forudsigeligt nok. De fleste kender efterhånden til de skrækhistorier, som involverer havdyrs kvælning p.g.a. indtag af plast. Jeg har tidligere skrevet om ophobningen af plastikaffald, bl.a. i det nordlige Stillehav. Så det er ingen overraskelse, at plast er en af de to mest dødsensfarlige typer affald i verdenshavene. Den anden er måske mere overraskende.

Den næstmest almindelige form for havforurening er cigaretrelateret debris. Skodder og scigaretpakker tegner sig i nogle dele af verden for næsten halvdelen af det affald, man finder i havet. Ca. 40% af affaldet i Middelhavet er rygerelateret! I Ecuador drejer det sig om mere end halvdelen af det kystnære skrald! Og i modsætning til hvad mange måske tror (eller vælger at tro), så tager det helt op til fem år, før et cigaretskod er nedbrudt i naturen. Det sker at dyr forveklser skodderne med egnet føde - med forgiftning til følge.

Billede fra NOAA

Affaldet bidrager til en af de mest alvorlige trusler mod de marine økosystemer i dag. På verdensplan dør mindst 1 million havfugle og 100.000 havpattedyr hvert år p.g.a. affald i vandet. Rapportens prognose er ikke ligefrem munter. Strømmen af skrald fra disse to kilder forventes at blive værre, og der bliver desværre kun gjort en middelmådig indsats for at reducere den.

Pisosse!