I dag har jeg rundet 650. Tekster altså. Så mangler jeg bare at skrive ca. 2800 mere.
Jeg sidder hver dag og skriver små tekster om haveplanter til brug i en stor database, som gerne skal være færdig ved årsskiftet. Til hver eneste sort i databasen skal der knyttes en tekst (med specifikationer om udseende, blomstringstidspunkt, optimale vækstvilkår og den slags) og to billeder - så jeg sidder også og beskærer billeder i hobetal.
Og jeg hygger mig faktisk! Nogle ville måske finde det trivielt, men der er jo - i sagens natur - ikke to tekster, som er ens, eftersom der ikke er to sorter, der er det. Og så kan jeg jo ikke løbe fra, at jeg godt kan lide planter - og ikke kun de vilde af dem. Hvis jeg ikke var blevet botaniker, var jeg måske blevet gartner...
Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, at jeg så bor på en båd, hvor det vildeste inden for botanikken, som må slæbes levende ombord, er en potte basilikum eller persille i ny og næ. Men så meget desto mere nyder jeg at kunne beskæftige mig med planter i mit job. Også selvom det for øjeblikket kun er på teoretisk basis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!