Når banjobolten brækker

Vi fik - som nogen måske husker - installeret ny motor i båden sidste år i påsken. Allerede på jomfrurejsen fik vi problemer i form af en fejlmelding fra den elektroniske olietryksmåler. Det viste sig, at der var et generelt problem hos Volvo på lige netop denne type kontakt, samt at vi ikke ville kunne få en ny, før de havde løst problemet. Den defekte kontakt blev derfor afmonteret og et ordinært manometer monteret som en midlertidig løsning. Det betød, at vi ikke kunne tjekke olietrykket uden at fjerne trappen i salonen - hvilket i praksis er noget rod - men da vi jo kort tid efter skulle have båden på land, væbnede vi os med tålmodighed og koncentrede os om andre ting.

Forleden skulle jeg så montere den nye - og efter sigende velfungerende - kontakt. Kontakten sidder på en bolt, som skal skrues ind i en såkaldt banjobolt, der er skruet ind i motorblokken, men jeg syntes godt nok, at gevindet gik enormt stramt, og allerede halvvejs inde sad det nærmest fast. Jeg konstaterede sukkende, at mine armkræfter syntes at være svundet fælt ind over vinteren. Altså valgte jeg at ty til det gode gamle trick med at benytte sig af rå kropsvægt og lænede mig godt ind over svensknøglen.
Stille og roligt fik jeg skruet kontakten yderligere et par millimeter ind, hvorefter jeg med hele vægten af overkroppen vælter ind over motoren. Den slags får man skrammer af...

Først troede jeg, det bare var svenksnøglen, der var smuttet for mig, men så opdagede jeg, at banjobolten sad fast på kontakten, som stadig sad i nøglen. Hurtigt blev opmærksomheden flyttet fra de blødende knoer til banjobolten. Til min store hjertebankfremkaldende forskrækkelse, viste det sig nemlig at det kun var noget af bolten, jeg havde afmonteret. Gevinddelen var brækket af og sad fortsat på sin plads - INDE i motorblokken!

Det var lige før, jeg mærkede koldsveden bryde frem - i hvert fald kan jeg garantere, at pulsen accelerede - og det var med tilkæmpet rolig stemme, at jeg i al hast ringede til brormand. Jeg turde simpelthen ikke sige noget til kæresten, før jeg havde talt med sagkundskaben. Den motor har voldt os så mange kvaler, at jeg ikke rigtig kunne bære tanken om at have ødelagt en vital del. Jeg havde intet overblik over skadens omfang, jeg vidste bare, at det her kunne vi ikke klare alene og at motoren var ubrugelig, så længe det ikke blev fikset...

Brormand, som jo (til alt held for os) lever af at montere bådmotorer og udøve marineservice, kunne heldigvis straks berolige mig med, at det slet ikke var spor svært at få sådan en smule gevind ud. Den slags findes der selvfølgelig noget ganske særligt værktøj til. Han spurgte smøret, om jeg slet ikke havde opdaget, at kontakten havde konisk gevind?!?!

DUH!

Nej, selvfølgelig havde jeg ikke hældt x antal kilo dødvægt hen over en svensknøgle, hvis jeg havde vidst, at jeg ikke skulle blive ved med at skrue på skidtet!!!

Efter således at være blevet beroliget, kunne jeg nu fortæller skipper, at jeg havde lavet ulykker, men at de ikke var større, end at de kunne klares med brormands assistance og en ny banjobolt. Han nåede at blive rimeligt gærfarvet i ansigtet af bekymring, inden jeg var færdig med at fortælle, men så gik det heldigvis op for ham, at der ikke var sket noget alvorligt. Han havde endda overskud til at sige nååå, da han så mine skrammer.

I dag var brormand så forbi og vupti, i løbet af tre minutter havde han skruet det afbrækkede gevind ud. Nu kan jeg så vente på, at der ankommer en ny banjobolt og så forsøge mig med endnu en montering. Denne gang skruer jeg ikke helt så hårdt, det kan jeg godt garantere.

Den brækkede banjobolt efter lillebrors redning

Kontakten med gevindet, som jo helt tydeligt er konisk!

Man bliver aldrig rigtig god til at stå på ski, hvis man er så forsigtig, at man aldrig falder, man bliver aldrig en hurtig jollesejler, hvis man er bange for at vælte med båden - og sådan er det vist med de fleste ting. For at blive god, for at lære hvor grænserne for ens formåen går, skal man turde at vove pelsen - eller huden på knoerne om man vil.

Tre konstateringer, der kom ud af dette:

• Man skal huske at tjekke, om gevindet er konisk, hvis man synes, det går usædvanligt trægt.
• Jeg er ikke så slap, som jeg frygtede.
• Jeg er glad for, at dette ikke skete ude på en eller anden lille atol, hvor brormand ikke fluks kunne komme forbi med sin værkstøjskasse. Skal jeg begå den slags brølere, er det helt klart smartest at gøre det nu.

Efterspil: Min brors chef (ja, mit lille stunt er selvfølgelig blevet genfortalt i frokoststuen til megen moro) mente, at jeg skulle have haft lov til at stege lidt længere, inden jeg fik at vide, at der ikke var nogen ko på isen. Jeg er faktisk MEGET glad for, at lillebror ikke lavede fis lige netop i den situation!

Kanylekøb

Zette har lige skrevet en skæg lille historie om et suspekt køb af usle øl midt på dagen. Det fik mig til at tænke på en lignende oplevelse jeg havde for nogle år siden i Århus.
Det var dengang, hvor jeg roede ni gange om ugen. Mine hænder så ud derefter - dvs. godt med hård hud og vabler i forskellige stadier. Meget lidt feminint.
Det allerbedste til at prikke hul på vabler med er som bekendt (? i hvert fald for nogen) en kanyle. Den er skarp, steril og kan frembringe et meget fint, lille hul, der lige er stort nok til at tømme vablen igennem, men ikke så stort at alt muligt fælt kan finde ind og skabe problemer. Det bedste er nemlig at lade vablen sidde, så huden danner et naturligt plaster, mens ny hud dannes.

Kanyler kan man være heldig at tiltuske sig hos sin mor, hvis hun er sygeplejerske som min, men når man er løbet tør, og moderen bor langt væk, OG man har nogle vabler på størrelse med tekopper (mindst!), må man krybe til korset og gå på apoteket.

Så stod jeg der - lidt for tynd (fordi jeg jo var letvægtsroer), midt på formiddagen - og havde ikke andre ærinder på apoteket end de famøse nåle. Der blev skulet noget, da jeg fremsagde mit ønske (og i ren og skær provokation med tanke på et par ventende damer i pels undlod jeg at dæmpe stemmen, men bad bare med tydelig røst om at få nogle kanyler) - faktisk så apotekeren så skeptisk ud, at jeg måtte vise ham mine håndflader. Med et ahaaa-udtryk i ansigtet fik han fluks fremtryllet det, jeg var kommet efter, men da denne fremvisning foregik med ryggen til de ventende damer, forestiller jeg mig, at mit dubiøse foretagende har givet anledning til lidt sladder over kaffekopperne senere på dagen.
Tøhø!

Oasevandringer

København er fyldt med små og store oaser, når man kigger rigtigt efter. Og her tænker jeg ikke på Kongens Have, Frederiksberg have og Søndermarken, der i hele sommerhalvåret er tæt tilplastret. Der findes så mange andre - og mere fredfyldte - steder, man kan søge i ly for trafik og larm.

Et af disse steder er haven på det Biovidenskabelige Fakultet (tidligere KVL), på Grønnegårdsvej 15, Frederiksberg. Her findes ældgamle træer, smukke bede, løgplæner og en lille sø med ænder (og lige nu også småbitte ællinger). De fleste af planterne er der skilte på, så man kan orientere sig om navnene, hvis man er interesseret. Man kan også følge med på en gratis rundvisning, fx om aftenen den anden torsdag i måneden.

Haven bruges flittigt af studerende, der dels spiser medbragt mad, dels terper pensum - men reglementet forbyder larm og boldspil, så man er sikret fred og ro, hvis man begiver sig ind i haven.

Et andet åndehul finder man ved Frederiksbergs Runddel. Her ligger indgangen til Det Kgl. Danske Haveselskabs Have, som blev grundlagt i 1830. Denne have er endnu mere sparsomt befolket og en af dens store styrker er inddelingen i rum, som betyder, at haven virker større, end den egentlig er, samtidig med at man får fornemmelsen af, at man har den næsten for sig selv.

Haven rummer en hel del sjældne planter og mange fine detaljer (heriblandt også en del små statuer af kornfede engle, som nok kan trække smil, hvis man er til den slags).

Eneste umiddelbare minus er lugten af fiskefilet og pommefrites i det allersydøstligste hjørne, som støder lige op til en restaurant (og udsugningen fra dennes køkken). Hørmen er dog meget lokal og forsvinder hurtigt, når man bevæger sig væk fra hjørnet.

Haven er åben hver dag fra solopgang til -nedgang. Og det koster ikke en klejne at besøge den.

Fotosafari

I embeds medfør har jeg nu i to dage været ude at skyde. Væk fra kontor og computer, smurt ind i solcreme og bevæbnet med et dejligt, digitalt Nikon spejlreflekskamera har jeg været vidt omkring i min søgen efter egnede motiver.
Temaet var ikke så overraskende haveplanter. Udfordringen bestod i at finde nogle helt bestemte nogen af slagsen - nemlig dem, vi mangler billeder af i databasen. Sjovt nok har vi allerede fået billeder af alle de almindelige, dvs. nogle af de allermest almindelige har vi så ikke - måske fordi folk ikke tager billeder af helt igennem ordinære ting?! Eller fordi de har tænkt, at de billeder havde vi nok allerede i forvejen?
Summa summarum var det tid for en tur i marken for kontornusseren.

Jeg har NYDT det!!!
Og faktisk var det ikke kun repræsentanter fra planteriget, jeg havde fornøjelsen af.

Don Popfugl her mødte jeg i Det Danske Haveselskabs have ved Frederiksberg Runddel, hvor han spadserer frit omkring - og i Rosenhaven på Allégade stødte jeg på en dame, der var ude og lufte sine to sumpskildpadder. Det er ikke syn, man møder hver dag...

Flere billeder fra min fotosafari følger i morgen. Nu vil jeg nemlig logge af, lave en kop jasminthe og slænge benene i vandret position i selskab med en bog, imens skipper kæmper med lidt hjemmearbejde i form af et logo, han har lovet at lave til en anden skipper.

Rødspætte uden sol

Mens størstedelen af befolkningen tilsyneladende er søgt udendørs i det fantastiske vejr, har jeg brugt weekenden indendørs.
Jeg kan afsløre, at det er en blandet fornøjelse at gå inde i en sort stålbåd og jonglere med glasuld, når solen brager ned udenfor og gør båden til en bageovn! Jeg kan ydermere afsløre, at man efter sådan en dag ligner en rødspætte, fordi glasuld+sved=små røde prikker (der klør). Så jeg kan godt med lidt god vilje godt ligne en af dem, der har slænget de vinterblege ekstremiteter uden tilstrækkeligt højt faktortal. Forskellen er bare, at efter et brusebad og en omgang aloe vera er rødmen allerede på retræte og jeg kommer med garanti ikke til at skalde.

Det har været nogle lange dage på havnen, men jeg har nået en masse og glæder mig til at vise kæresten resultatet af sliddet. I morgen tidlig kommer skipper nemlig hjem fra filmoptagelser fem tidszoner herfra. Så er det slut med at være græsenke. Ti dage er også nok.

Farveløs føde?

GÆT EN VARE!

Jeg kunne simpelthen ikke dy mig for (med et glimt i øjet) at spørge ekspedienten, om jeg ikke skulle hjælpe dem af med denne NN-karton - der var jo end ikke en stregkode, så faktisk kunne de slet ikke sælge den.

Jeg fik lov, men kun ved at love at jeg ikke blev syg af indholdet. Det var jo ikke til at vide om det var en ualmindelig bleg karton mælk, der havde sneget sig over for at mænge sig med den koldpressede æblejuice, hvor jeg havde lokaliseret den.

Nu stod der rent faktisk en udløbsdato pålydende sidst i august, så jeg gættede på, at der nok ikke var tale om et fordærvet mælkeprodukt sp.

Vel hjemme viste det sig - som håbet - at være en lækker juice. Helt gratis.

Frækhed belønnes!

Farvelademad

Der er mange fordele ved at være voksen (og flyttet hjemmefra).
En af dem er, at man kan spise præcis, hvad man har lyst til. Og i denne uge har de fleste af mine måltider været både flydende og usædvanligt kulørte:

Gul eller rød morgenmad
Grøn frokost
Rød eller grøn aftensmad

Jeg har nemlig støvet blenderen af og er gået smoothie-berserk.
Som den svenske kok fra Muppetshow står jeg morgen og aften og høøødibøøødii-dropper en skønsom blanding af frisk og frossen frugt og grøntsager, HUSK, hørfrø- og tidselolie, ris- og soyamælk, grøn the og krydderier i maskinen. Som inspirationsgrundlag har jeg brugt Kernesund Familie, men nu foregår det mest bare på slump. Brum-brum og fem minutter senere er måltidet gledet ned.

Forleden morgen tænkte jeg (eller var det en lille mor-stemme der talte?), at jeg nok hellere måtte spise morgenmad i stedet for kun at drikke den, så jeg gav mig i kast med at koge en portion af Altid Mæt Grød - men altså...SNORK! hvor tager det lang tid at lave, og bagefter skal man vente på, at grøden er afkølet nok til, at den kan spises. Grødkogning og -indtagelse blev lynhurtigt henvist til weekenderne, hvor der er bedre tid. Og hvor jeg ikke skal ud og cykle en hulens bunke kilometer lige efter. For sådan en portion grød lander solidt.
Men faktisk mætter mine smoothies også forbløffende godt - de giver bare en langt mindre tung fornemmelse i maven.

På arbejde er frokosten nærmest altid grøn (dog med andre farveindslag også) - længe leve en kantineordning med righoldigt udvalg i salatbufeten (så kunne nogen blot ønske sig, at den lune ret var lidt mere fantasifuld...).

Jeg er vild med kulørte måltider!

Naturnatten

De fleste kender - eller har i det mindste hørt om - Kulturnatten.
Men hvor mange er bekendt med, at der nu findes en pendant i form af Naturnatten?

Naturnatten afholdes mellem lørdag den 31. maj og søndag den 1. juni og der er arrangementer på 31 forskellige steder rundt omkring i landet, typisk i naturområder i nærheden af store og større byer. Tanken er, at man ikke skal bruge for megen tid på transport.

Så har du lyst til at sove i en trækrone, lytte til natravnens eller nattergalens sang, fange insekter eller gå med på flagermusejagt bevæbnet med en detektor, der kan omsætte flagermusenes ultralyde til lyde, der er hørbare for menneskeører - så tag de fornuftige sko og ditto tøj på og tag på opdagelse den sidste nat i maj.

Sommerkulør

Hjemløst solskin

Tandløse Lillian siger, at det gode vejr skyldes hendes fødselsdag. Måske siger hun det på alle årests solskinsdage, måske var det virkelig hendes fødselsdag - jeg valgte at tage hendes ord for gode varer og fik en lille sludder, imens jeg betalte lidt ekstra for den måneds Hus Forbi.
De år, jeg boede på Vesterbro, købte jeg næsten altid Hus Forbi af ham med det umulige navn, der står ved Netto i Valdemarsgade. Af og til blev det hos en af sælgerne ved Istedgade-indgangen til Hovedbanegården. Siden har jeg af og til fået mig en sludder med Jakob ved Netto på Christmas Møllers Plads, men ham har jeg ikke set siden en gang i vinter og nu køber jeg Hus Forbi på Christianshavn, hvor den ene sælger ved Super Brugsen også har en lille tjans med at stable indkøbskurvene. I dag havde jeg dog et ærinde i Klareboderne og derfor blev det Lillian på Kultorvet, der fik mine småpenge i kruset i dag.

Jeg holder af mine små samtaler med de skæve eksistenser, og jeg synes Hus Forbi er et rigtig godt koncept, som jeg meget gerne bakker op om. Jeg bryder mig ikke om tiggeri, men når man betaler for sin gadeavis, giver man ikke almisser. Sælgerne selv synes, det er en mere værdig måde at komme til penge på og det er nok i virkeligheden endnu mere vigtigt, end at jeg har det godt med at finde pungen frem. For det handler ikke om beløbets størrelse, men om princippet.

Køber du også Hus Forbi?

Jeg gik mig ud om kvælden

Johannes indlæg om gøgens visit fik mig til at mindes en sang, som min mor altid sang (og sikkert stadig synger - jeg har ikke spurgt hende) et par strofer af, når vi hørte gøgen i aftenskumringen. Erindringen kan spille en et puds, men jeg forbinder gøgens kukken med noget både sørgeligt og opløftende. Efter at have gravet lidt lykkedes det at finde hele sangen, og selvom det kun er de to første vers, jeg rent faktisk kan genkalde mig fra barndommen, passer stemningen i sangen meget godt med det, jeg hidtil har forbundet med gøgens kukken om aftenen.

Jeg gik mig ud om kvælden
hvor skoven stod så smuk
mens gøgen sad i ellen
og kukkede kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Jeg spurgte den, hvor mange
hvor mange år endnu?
Den svarede med lange
sørgmodige kuk-kuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Engang skal andre træde
i vore jægerspor
og andre fugle kvæde
i skovens løvsalskor
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Men er du rigtig jæger
med skov og Pan i pagt
da tøm kun glædens bæger
og skøn på mindets magt
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Gik sol i guldglans under
et skær på himlens står
hvor dag i drømme blunder
med roser i sit hår
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Således gode minder
lidt guld i purpur sår
og aldrig helt forsvinder
hin glans fra svundne år
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Vær ej mod aften bange
når dagen går på hæld
og skyggerne bli’r lange
sig sænker fredfyldt kvæld
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Se timeglasset rinder
brudt bli’r hver vandringsstav
men alle lyse minder
dig følger til din grav
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:


Det er da smukt, er det ikke?

Havblik

Mit batteri har været lige så fladt som vandet, så jeg har været afskåret fra at berette om de sidste par dages sejlads. Der har nu heller ikke været meget at berette om - desværre. Romregattaen vil blive husket for at det tog fem timer at komme op til mærket, fordi der stort set ingen vind var. Hvem, der vandt, står hen i det uvisse, for vi valgte at lade være med at sejle tilbage til Flensborg, dels fordi vi ikke ville kunne nå tilbage for sejl inden for den fastsatte tid, dels fordi vejrudsigten ikke lovede ret meget vind til at bringe os de 50 sømil hjem i dag. Altså returnerede vi til Sønderborg, hvor vi gik til ro efter 12 timers magsejlads, der ikke kunne bringe ret meget sved på panden.

Vi troede ikke, det kunne blive meget værre, men i dag har vi slet ikke haft sejlene oppe, for vinden er udeblevet totalt. Altså måtte hjemturen foregå pr. motor, hvilket jo ikke lige er min kop the. Men solen skinnede og selskabet var godt, både ombord og ved siden af båden.
Vi har simpelthen set så mange marsvin i dag! Når en lille, sort rygfinne kløver vandoverfladen så tæt på, at man kan høre udblæsningen fra åndehullet, flækker ansigtet som en træsko og man tager sig i at stå med et fjollet smil på - de små hvaler har samme glædespredende effekt som deres fætre, delfinerne. Og deres svenske navn, tumlere, er så meget mere sympatisk og rammende end det danske. Tumlernes følgeskab var stort set det eneste, der kunne fremkalde krusninger på havoverfladen i dag. Der blev slappet maksimalt af.

Nu sidder jeg i toget på vej retur til storbyens larm. De mentale batterier er blevet ladet op i takt med at den ene sømil efter den anden er blevet tilbagelagt. Det har været helbredende at trække vejret i havluft, at have fødderne plantet på et dæk i bevægelse og at mærke bådens glid gennem vandet. Alt sammen noget, der kan omsættes til motivation i forhold til mit og kærestens bådprojekt. Alt i alt en god weekend, selvom kapsejladserne både fredag og lørdag var nogle tamme affærer.

(Faktisk blev løbet fredag afblæst, da vinden ganske enkelt var for svag)