Klar-parat-læs

I morgen stikker jeg af til broderlandet sammen med kæresten. For en kort bemærkning trækker vi stikket, flytter fokus fra arbejde og båd og drager af mod svensk idyl i hyten på halvøen i søen i skoven.

Jeg har en forventning om, at der nok skal blive tid til en læsestund eller to og har plukket lidt i hjemmebiblioteket.

• Camilla Läckbergs Prædikanen - fordi sommer i Sverige kalder på svensk krimi
• Les Weatheritts Your First Atlantic Crossing - en bog som efter eget udsagn besvarer nogle af alle de spørgsmål, som de andre bøger om samme emne går uden om
• Alaa As-Aswanys Chicago - fordi jeg læste Yacoubians hus og kunne lide den, og fordi jeg har en forventning om at kunne blive lidt klogere
• Den store nordiske flora - fordi min botanikviden er lidt rusten og fordi jeg havner midt i en masse vegetation
• Beth Leonards The Voyager's Handbook - vores bibel. Der er altid noget nyttigt at falde i staver over og bliver klogere på

Vejrudsigten er lidt blandet, gråvejr i morgen, mulighed for regn lørdag - men jeg er beredt!

Samlergenetisk udfordret

Jeg er udstyret med et samler-gen,som ikke kommer bag på nogen, hvis de kender mine forældre. Jeg har samtidig en kæreste, der (med hans egne ord) nærmest er et egern - du ved, samlesamlesamle, gemmegemmegemme, og så have depoter rigtig mange steder!

Anne skrev i går om, at hun har fået taget sig sammen til at rydde op i sit kælderrum - og det indlæg satte nogle tanker i gang. For hvad vi skal stille op, når vi om et år skal leve permanent og udelukkende på båden, det har jeg ikke helt gennemskuet.
Vi er nødt til at finde et sted at opbevare en hel del ting (ALLE mine bøger, ALLE hans bøger, mine symaskiner, hans lysbord, slikautomaten, de udstoppede søpapegøjer, stiletterne, de kinesiske drikkeskåle og tepotter, fotoalbums, dias og negativer, spisestuestolene, et lille hjørneskab, malerier og smykker - alt det, vi virkelig ikke har lyst til at skille os af med) - det bliver lidt af en udfordring, for vi skal finde et sted, hvor tingene kan stå tørt (dvs. ikke i en kælder) og frostfrit (dvs. ikke i en lade, udhus, skur eller lignende) OG hvor der er en forsikring som dækker. Der er faktisk nogle af de pulter-hoteller, man finder rundt omkring, hvor de opmagasinerede ting IKKE er dækket mht. vandskade og lynnedslag! Det er ikke ideelt!

Det ideelle ville være et (gæste)værelse et sted, hos mennesker som ikke tager sig betalt i diamanter, men blot for et symbolsk beløb (eller noget i den stil) vil passe på vores ting, til vi igen bliver landfaste. Men jeg kender desværre ikke længere nogen, som bor på en præstegård, en stor villa eller et lignende sted, hvor vi kan beslaglægge et værelse i 3-4 år... Der må tænkes alternativt.

Og så må vi gøre et seriøst forsøg på at dyrke noget oprydning/udrydning/afhændelse/bortforæring, så det kun bliver det allerallermest nødvendige, vi skal have opmagasineret. Jeg holdt for nogle år siden loppemarked en weekend og fik på den måde ryddet op i kasserne hos mine forældre (måske er jeg også lidt et egern?) - og jeg kan godt se endnu et loppemarked som en mulig måde at skille os af med rigtig mange af de ting, vi begge har samlet og gemt gennem årene.
Og så skulle jeg måske begynde at overveje det der Trendsales?

Med hjælp fra de tre små grise

Vi har sløjfet et stort koøje i styrbord side. Årsagen er en omprioritering af pladsen om læ, så vi får et sted at hænge vores våde sejlertøj uden at det drypper på kortbordet, som det har været tilfældet hidtil. Afskærmningen mellem de to ting består i det halvskot, jeg lavede i januar, men da det vil resultere i en deling af koøjet og da der vil komme til at hænge tøj foran det meste af det, har vi valgt at blænde det af.

Når så stor en "lap" skal svejses i, er der en stor risiko for at stålet vil slå sig pga. den varmeudvikling som svejseriet udvikler. Det er der forskellige metoder til, om ikke at undgå helt, så minimere, men vi måtte alligevel have hjælp til at få pladen til at blive helt jævn. Til det kan man bruge et simpelt men snedigt system. Grise! Ikke de gryntende af slagsen, men ekstra hænder om man vil. En slags omvendte skruetvinger som man svejser på og som ikke klemmer, men skubber/trækker emnet på plads.

Det lykkedes over al forventing (ingen af os havde prøvet at bruge grise før!) og efter en omgang maling kan ingen længere se, at der engang har været et stort koøje her. Det er sgi da smart!

When I, then I...

Kender du tanken om, at du

...bliver lykkeligere
...får mere tid
...slapper mere af
...får mere overskud
...kan overkomme mere
...får bedre overblik
...bliver gladere
...får skrevet mere på din blog
...får kommenteret mere hos andre bloggere
...bliver bedre til at planlægge
...kommer til at være mere på forkant med tingene
...etc.

når bare du liiiige får

...ordnet bjergene på skrivebordet
...bund i vasketøjskurven
...lappet cyklen
...overstået den næste måneds møder/gøremål/arbejdsopgaver
...ro til at holde en hel weekend fri
...fundet det rigtige arkiveringssystem
...flow i tingene
...skabt en god rytme
...sovet noget mere
...spist noget sundere
...skruet de sidste skruer i
...etc.

Kender du følelsen?

Husker du at nyde processen? Husker du at stoppe op undervejs og bare mærke efter? Husker du, at sætte pris på nuet - på LIGE NU? Husker du, at være glad for de små ting? For de ting, der sker undervejs på vej til målet? Husker du på, at det er vigtigt at poppe champagnen selvom regnen pisser ned og tidsplanen skrider IGEN?

Jeg er ikke altid god til det. Faktisk har jeg i nogen tid været lidt for fokuseret på ting, der kommer til at ske, når jeg har gjort/gennemlevet/overstået noget andet. Haft øje på målet mere end på rejsen dertil. Det er tid til at hive i bremsen, stoppe op og trække vejret helt ud i de alleryderste alveoler. For tænk hvis jeg faldt lammet om i morgen! Ville jeg så i min paralyserede tilstand kunne ligge og tænke, at jeg havde været glad og tilfreds og levet i nuet indtil i dag? Afhænger min lykke udelukkende af indfrielsen af mine drømme og mål?

Jeg er bange for, at jeg har fået kørt mig selv ud på et sidespor, men jeg trøster mig med, at jeg er bevidst om det og er i gang med at komme tilbage til der, hvor jeg hundrede procent ærligt og med eftertryk kan sige, at jeg er GLAD lige der, hvor jeg er. At jeg trives med mine valg og de vilkår jeg lever med og under lige nu og her. Der vil jeg gerne hen. Og fordi jeg har været der glimtvis, ved jeg, at jeg kan komme dertil igen. Men det kræver en indsats.
- og lige nu kan jeg ikke ærligt sige, at jeg ikke er grebet af ovenstående tankemønster om, at når bare jeg får ordnet/får styr på... SÅ bliver alt bedre.

Kan du?

Nærmere målet

Det meste af sidste uge gik med at arbejde på båden, spise is og arbejde noget mere på båden. For hver aften at gå omkuld under svale lagner for åbent vindue indtil duerne kurrede forstyrrende klokken fire. (Herefter fortsat søvn under knapt så svale forhold!)

Vejret viste sig fra sin bedste side og kun en enkelt tordenskylle lagde os forhindringer i vejen - så vi har nået en masse. Dog har vi også (endnu en gang) måttet sande, at det er meget lidt morsomt at skulle lave noget om, som man troede, man havde lavet færdigt. Således oplevede vi begge, at tingene drillede - kæresten måtte lave nye svejsninger på forlugen, jeg måtte sandblæse pletvist anden gang, fordi det nyblæste stål nåede at få en snert regn og dermed udviklede rust i løbet af få timer. Og så havde jeg boret et hul forkert, som har sat et af delprojekterne flere dage tilbage.
Man kan godt blive lidt træt indimellem...

Men nu går det den rigtige vej igen. I morgen tror jeg, vi når lidt af en milepæl. Erfaringen siger mig dog, at man ikke skal poppe champagnen før skruerne er skruet i. Opfølgning følger.

Hed affære

I går sad jeg det meste af dagen i det allerforreste rumi skibet - helt derude i snuden, hvor den snævrer helt ind og det er umuligt at bevæge sig ordentligt. Her sad jeg i stegende hede og hyggede mig med at sandblæse alle de rustne pletter væk... Rimelig hed affære jeg har her i min ferie!

Men jeg nåede at blive færdig og i dag er det kærestens tur til at sidder der, for der skal lige svejses en lille lap i dækket, inden vi kan begynde at male.

Jeg tror, jeg snupper en dag i skyggen med en slibemaskine.

Feriegear

En hel uges ferie venter forude.
Sikke meget, jeg skal nå...

Uventet hjælp

I dag indkaldte cheferne til et møde. De mente, det var på tide, at vi fik set filmen "Celebrate what’s right with the world" - dels for at vide lidt om, hvad det er for nogle filosofier, der ligger bag energien og visionen om det sted, hvor jeg arbejer, dels som inspiration til os medarbejdere, så vi kan blive bedre til at gøre tingene endnu bedre, end vi allerede gør. Vi skal fra "good frame" til "great frame" for nu at blive i filmens terminologi, der tager sit afsæt i fotografering.

Filmen er lavet af af Dewitt Jones, tidligere fotograf hos National Geographic gennem mere end 20 år, og den handler først og fremmest om at fokusere på muligheder i stedet for begrænsninger, om at være til stede i nuet og om at se skønheden i natur og mennesker.
Der bliver lagt vægt på en række budskaber:

• Tro på det og du vil se det
• Genkend overflod
• Se efter muligheder
• Slip energien løs og fiks det, der er forkert
• Flyd med forandringerne
• Lad dig selv komme ud til kanten
• Vær dit bedste for verden

Ingen af de her ting er nye for mig. Grundliggende siger Jones ikke noget, jeg ikke allerede ved - men alligevel gik filmen rent ind. Måske fordi filmen er utroligt smuk og appelerede kraftigt til naturelskeren i mig, måske fordi Jones ikke prædiker og formaner men bare brænder igennem med afsæt i sin egen historie - måske allermest fordi jeg trængte til at blive mindet om nogle af disse ting netop nu... For jeg har i en periode mistet mit positive fokus og taget de mørktonede kritikbriller på. Og hvis man vælger at se problemerne, så får man bare flere problemer - hvis man derimod vælger at fokusere på det positive, jamen så oplever man også mere positivitet. Det er såre enkelt.

Regitze fangede en meget rammende indskrift på en mindesten forleden:

Worry can't rob tomorrow of its sorrow. It can only rob today of its joy.

Ingen ved sine fulde fem kan vel være uenige i dette? Hvorfor er det så, at vi er så gode til at bekymre os, fokusere på de ting, der ikke virker og beklage os over det, der går os imod? Når vi nu kunne blive så meget mere fredfyldte, glade, positive - muligvis endda lykkelige - hvis vi vendte brillerne om og fokuserede på de ting, der rent faktisk går godt, de situationer, som potentielt kan bringe os positive oplevelser og de mennesker, som vil os det bedste.

Min ene chef sagde også noget andet, som jeg har taget til mig:

Beware of the turtle - it's only mowing, when it sticks his head out

Med andre ord, vi er nødt til at turde. Turde vove pelsen, springet og risikoen for at fejle, hvis vi vil gøre os håb om at flytte os. Blive klogere. Ændre på tingene. Leve drømmene ud. Teste om visionerne holder. Måske får vi et rap over snuden, måske går det godt. Men talemåden hvo intet vover, intet vinder mister aldrig sin gyldighed.

Jeg trængte til at få vendt mit fokus på flere planer - ikke kun jobmæssigt. Så jeg er glad for denne uventede chance for at stoppe op og tænke efter, sige "nåååå ja, det er jo sådan det er" og love mig selv, at jeg vil vende tilbage til at være et menneske, som ser flere muligheder end begrænsninger. Jeg har været der - jeg ved, jeg kan komme derhen igen.

Du kan se filmen her, hvis du har lyst:

Celebrate What's Right With The World- Watch more Videos at Vodpod.

Eller du kan komme forbi La Oficina d. 25. august kl. 19 til et gratis interaktivt foredrag, hvor den også bliver vist (i original kvalitet) på storskærm.

Warpekno?!

Warpekno...singie...gleroma...manch...elifyi...geeksing...exingo...seaple...oboing...repti...gleece...mergank...spadje...vinvocal...faryopes...auddlog...wazir...

Nej, jeg er ikke ved at øve mig på en fjern stammedialekt.
'Ordene' har jeg samlet gennem nogen tid, for jeg har ikke kunnet undlade at bemærke mangfoldigheden af autogenererede næstenord, som man som blogkommentator fra tid til anden er nødt til at kopiere, for at få lov til at komme til orde. I hvert fald i bloggers form - der er andre blogprogrammer, hvor bekræftelses'ordene' er meget mindre fantasifulde: 5X8y...Fc2P...kQ37... Det er der da ikke meget fantasiføde over, med mindre man forestiller sig at det er navne på fjerne stjerner eller fæle vira?

Nu er der jo også dem (vist hovedsagligt wordpress-brugere?), som selv vælger de ord, som deres kommentatorer skal gentage, for at bevise, at de ikke er spamspyende robotter. Her kan man støde på lyserødtduftende ord som lammeskyer, jordbær, regndans og kindkys (og ja, det ER hos kvindelige bloggere, jeg har fundet ord i den kategori).

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er mest til næstenord, mystiske forkortelser eller bloggernes selvvalgte (som regel meget positive) ord... Jeg hælder nok mest til den første kategori og i stedet for at blive småirriteret over at skulle skrive et antispamord, når jeg bare gerne vil lægge en blogkommentar, har jeg valgt den nysgerrige indgangsvinkel.

Hvilket ord støder jeg mon på næste gang?

Ubåd i farvandet

Vi havde besøg af et stykke dansk ubådshistorie i havnen i dag. Peter Madsen, som er både ingeniør og kunstner, har indtil videre bygget tre undervandsbåde i civilt regi; Freya i 2002, Kraka i 2005 og Nautilus som blev søsat sidste år. Han har gået og bygget dem på Refshaleøen (den gamle B&W-grund) men selvom jeg meget tit cykler den vej, er det altså ikke hver dag, jeg ser ham komme forbi hos os for at tanke diesel!

Nautilus er verdens længste privatbyggede undervandsbåd. Hvis man spørger Peter Madsen, hvorfor han bygger ubåde, svarer han: ”Fordi man kan”.

Jeg gætter på, at det er samme filosofi, der ligger bag hans nye projekt. Nu er han nemlig i færd med at bygge en raket, der skal sende ham en tur ud i rummet!