Sejladsdrømmen klar til indfrielse

SÅ SKER DET!

Faste læsere vil vide, at det ikke lige blev til noget med den oprindelige jordomsejlingsplan, men det skal ikke afholde mig fra at tage mig selv og mine drømme så alvorligt, at jeg nu vælger at udleve drømmen om at sejle til fjerne og eksotiske destinationer i nogle andre rammer.
Jeg har fået gasteplads på det gode skib, Orbit, de næste fire måneder og skal påmønstre på Chuuk i Mikronesien på mandag. Altså vinker jeg farvel til Danmark i eftermiddag og drager til Stillehavet med bagagen fuld af forventninger til eventyrlige oplevelser på oceanet. Dage fyldt med sol, dykning, sejlads og frihedsfølelse venter forude. Jeg forventer ikke at komme ret meget i nærheden af internet fra nu af og frem til september, da vi skal sejle i nogle af de mest øde områder af Stillehavet (vi skal sejle fra Chuuk via Kiribati og Marshalløerne ned til Samoa) men når det kan lade sig gøre, vil jeg selvfølgelig forsøge at få opdateret jer.

Man kan se masser af lækre billeder og læse mere om båden, ruten, besætningen etc. på Orbits hjemmeside, ligesom det er muligt at følge med på bådens blog og på dens Facebookside.

Eventyret venter!


(Billedet er lånt fra Orbits hjemmeside)

Behovsrevision

Det er ikke let at returnere til den civiliserede verden efter syv måneder i isolation på en næsten øde tropeø. De første dage efter jeg havde forladt Aldabra var jeg decideret utilpas, så overvældet var jeg over konfrontationen med lydene og lugtene af mere end tyve mennesker forsamlet ét sted, med biler, asfalt, skrald, hunde, børn og højhuse - og med mængden af valg. Hvad er det vi skal med 37 forskellige typer yoghurt i supermarkedets køledisk? Eller 20 forskellige par bukser i skabet? Jeg har svært ved at omstille mig til overfloden. Til den konstante strøm af tilbud og reklamer og mærkeligt kunstige behov. For jeg har jo ikke brug for alt det. Det er bare flødeskum på kagen.

Når man lever uden rindende vand og med halvtomme regnvandstanke, sætter man pris på styrtregn og muligheden for en hårvask.
Når man ikke har køleskab og fryser er der mange ting, man anser for at være luksusvarer. Et glas koldt vand fx. Mælk som ikke er lavet af pulver på lunkent regnvand. Ost som ikke smager som og ligner gummi.
Når man bor i en hytte uden dør, bliver man glad for sit myggenet.
Når man befinder sig et sted, hvor der ingen biler eller skorstene er, kan man trække vejret frit og vågne hver morgen uden stoppet næse.
Når man lever uden elektricitet, kan man om natten se en stjernehimmel, som tager pusten fra én.
- men der er også ting, man savner. Jeg savnede at kunne tage telefonen og ringe til mine nære og kære. Og efter de første tre måneder uden internet var det da dejligt igen at have kontakt med omverdenen selvom hastigheden var til at hive sig i håret over. Det var bare interessant at opdage, hvor kort listen var over ting, som jeg gik og længtes efter.

På mange måder føler jeg, at jeg er kommet meget tættere på mig selv i forhold til mine egne reelle behov. Hvad er helt essentielt? Hvad vil jeg bare ikke undvære i min hverdag? Hvor vil jeg ikke gå på kompromis? Alt leve under så forholdsvist primitive forhold som jeg har gjort de sidste syv måneder har skærpet mit syn på min egen rigdom, på hvor umådeligt priviligeret jeg er og på hvor lidt, jeg i virkeligheden har behov for at eje for at leve et liv, der gør mig glad og tilfreds. Jeg kan sagtens undvære alverdens forbrugsgoder. Men jeg sætter stor pris på koldt, rindende vand, elektricitet og en hurtig internetforbindelse.

Oceanista

Nogle vil gerne forklare det med, at jeg er vandbærer af stjernetegn, men personligt er jeg mere af den overbevisning, at min afhængighed tager sit afsæt i min opvækst. At vokse op i nærkontakt med hav sætter spor hos de fleste, men når man samtidig vokser op i et bådebyggerhjem og tilbringer alle sine barndomssommerferier til vands...ja så sætter det så dybe spor, at de for nogle bliver uudslettelige. Hos mig har det resulteret i et aldrig ophørende behov for kontakt. Ikke nødvendigvis hver dag, men plant mig i lang tid langt fra havet, hvis du ønsker at se en del af mig visne.

Om jeg bevæger mig på det eller i det, vandrer langs det eller blot sidder med udsigt til det, om det har form af et stålgråt vindpisket Vesterhav eller en turkisblå tropedrøm, vil jeg altid føle mig draget. Og den fornemmelse er ikke blevet mindre med årene.

Der er en sjælden sjælefred at hente ved blot at sidde og lade blikket vandre uforstyrret over bølgedale og -toppe. At lade pulsen afstemmes med bølgeslagene, at inhalere gusen, at lade vinden kærtegne ansigtet. At lade mine tanker flyde lige så let som havet selv.

At lade havet omslutte mig kan ikke sammenlignes med noget andet. Plastisk og i evig bevægelse føles det som en interaktion med et levende væsen, der får mig til at føle mig som en lille ubetydelig partikel, som en del af et kolossalt meget større hele. Havet yder modstand, men bærer samtidig oppe. Som en uendelig blid omfavnelse, et helkropsligt kærtegn, der ikke udelader en eneste kvadratmillimeter af min hud. Det er det, jeg mærker, når jeg svømmer, snorkler og dykker. En følelse af at være det helt rigtige sted.

Min kærlighed til elementet er grænseløs, og er af den slags, som bygger på dyb respekt. Jeg frygter ikke havet, men er samtidig ingen tåbe. Min omgang med havet er præget af respekt og omtanke, opmærksomhed og et nærvær, som betaler sig tifold tilbage. Og det bedste er, at dette forhold kun bliver bedre af at blive delt med andre.

Hvordan er dit havforhold?

Undervandstænkeboks

Jeg er desværre blevet pålagt forbud mod at skrive offentligt online om mit job p.g.a. frygt for organiseret pirateri. Personligt mener jeg, at den forholdsregel fra British High Commision er lidt hysterisk, men da jeg har underskrevet en kontrakt med Seychelles Islands Foundation hvori denne klausul er indføjet, må jeg hellere holde mund. Så lige nu skal jeg lige tænke over, hvordan jeg kan fortælle jer om mine oplevelser herude, uden at komme på kant med nogen. Mens jeg tænker, sender jeg jer et lille undervandsvink her fra de sydlige breddegrader.

Fra fisk til fugle

Det er blevet tid til at skifte felt. Dykkerdragt og undervandskamerahus er skyllet og hængt til tørre for en tid, mens vandrestøvler og kikkert er blevet fundet frem og støvet af.
Jeg arbejder ikke længere som frivillig for Seychelles Islands Foundation, men har nu fået både kontrakt, megalang titel (Invasive Species Technical Officer) og udsigt til lidt i lønningsposen de næste tre måneder. Dermed ændres mine arbejdsopgaver, så jeg fremover skal arbejde med fokus på fugle og altså bliver landbaseret. Tilmed i den anden ende af atollen på det vildeste og mest ufremkommelige sted. Der er udsigt til den ultimative, isolerede vildmarksoplevelse, hvor logiet er en lille enrums-metalhytte med køjesenge og udendørs das. Midt ude i ingenting (dvs. midt i totalt uspoleret natur) uden elektricitet og rindende vand. Køleskab, indendørs bad, vaskemaskine og internet bliver ren fiktion for mine tre kolleger og jeg de næste fire uger, så derfor vil der være stille her på bloggen frem til midt i februar, hvor jeg forhåbentlig har nye oplevelser at fortælle om.
Jeg er sikker på, at det første jeg har lyst til at gøre, når jeg kommer tilbage til hovedøen er at få et bad og noget koldt at drikke, så jeg garanterer ikke for en hurtig opdatering her på bloggen. Men jeg skal nok vende tilbage.

To ærter

Forestil dig, at du møder et menneske, som simpelthen 'ser' dig. Hele dig. Som synes, du er fantastisk og som ikke er tilbageholdende med at fortælle dig det. Som får dig til at le så meget og så længe, at dit ansigt begynder at gøre ondt. Et menneske, hvis nærvær er så intenst, at du føler dig båret fremad af det. Som udviser omsorg, omtanke og interesse. Som er lige så nysgerrigt, eventyrlystent og legesygt som dig. Et menneske, som du på ingen tid har delt en mængde oplevelser med, som du ved, du vil huske resten af dit liv. Et menneske som du uden tøven stoler på. Som kan lide de samme ting som dig. Som du med lethed kan være både dybt alvorlig og gennemført fjollet sammen med. Et menneske, som du i løbet af få uger har fortalt alverdens små og store historier om dig selv. Sådan et menneske, som du føler, du kan og har lyst til at dele alt med. Som du kan være hundrede procent dig selv sammen med. Autentisk, afslappet og uden filter. Forestil dig det.

Det er en rar tanke ikke?

Kender du udtrykket “like two peas in a pod”? Det kan vel ligestilles med udtrykket “to alen af et stykke”. Jeg har simpelthen mødt en alen skåret af samme stykke som jeg – eller min nabo-ært om du vil. Og det har taget lidt tid at nå til erkendelsen af, at jeg har været så fantastisk heldig at møde en sjæleven frem for et menneske, jeg ønsker at være mere end venner med. For ovenstående kan jo med lethed betragtes som de første symptomer på en forelskelse, og jeg har da også været forvirret over øjeblikkeligt efter vores første møde at være så meget på bølgelængde med dette menneske, at det nærmest føles som en symbiose. Jeg savner den anden ært, når vi ikke er sammen. Glæder mig fra jeg vågner til, at vi mødes for at spise morgenmad sammen, mens vi taler om alt og intet. Sætter pris på at arbejde sammen og føler at vores hjerner supplementerer og sublimerer hinanden. Nyder når vi tager på eventyr sammen. Værdsætter øjeblikkene med fælles stilhed, hvor vi bare er.

Men i dag skal ærterne skilles. Den ene ært skal rejse og den anden ært skal blive. Jeg ved med usvigelig sikkerhed, at jeg kommer til at savne min naboært. Meget. Tanken gør mig lidt vemodig og jeg gruer for afskeden. Jeg har aldrig været god til at sige farvel og denne her bliver en af de værre. Men jeg ved heldigvis, at vi ikke vil miste kontakten, selvom vi ikke kan ses dagligt længere. Dertil har venskabet slået for dybe rødder.

Jeg føler mig voldsomt privilegeret over, at vore veje krydsede hinanden netop nu. Det har givet mig så meget på så mange planer, og jeg føler, at jeg ved at have åbnet så meget op for og delt så meget med et menneske, jeg kun lige har mødt, samtidig har lukket op for muligheden for igen en dag at indgå i et forhold, skulle den rigtige dukke op på arenaen. Det er en opløftende og lovende følelse, og jeg er dybt taknemmelig for at kunne mærke den helt ind i kernen af mig selv.

En lille reminder fra Herr Goethe

Indtil man virkelig helliger sig noget, er der altid tøven, resultatløshed, muligheden for at trække sig tilbage. Hvad derimod angår alle skabende initiativer og handlinger, gælder der en ufravigelig kendsgerning, som man - ved at være uvidende om - kan ødelægge talløse ideer og strålende planer med. Nemlig, at i det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en. En sand strøm af begivenheder udgår fra ens beslutning, som fremkalder alle mulige gunstige og uforudsete sammentræf, møder og konkrete former for hjælp, som intet menneske kunne have drømt om. Derfor - hvad du end kan drømme om at kunne - begynd på det! 
Dristighed rummer genialitet, kraft og magi...


Begynd, og begynd nu!

Goethe (1749-1832)

Fuckroaches galore!

Vi har kakerlakker her. Masser. Og jeg deler med de fleste her den opfattelse, at lige netop disse insekter er udpræget ækle. Slet og ret fordi de er mørkets væsner, som både æder alt og bevæger sig overalt - de tramper rundt i skidt og lort og æder gladeligt både sæbe, læbepomade, ørepropper, etiketter og grydesvampe. De kravler rundt og laver bæ på dine nyvaskede tallerkener, din tandbørste og din hovedpude, hvis de kan slippe afsted med det, og de gnaver gerne huller i din dykkermaske og gumler på mundstykket til dit drikkesystem. Kort sagt fortærer de alt, der potentielt kan rumme bare mindste spor af organisk materiale (spyt,  hudceller og -fedt - den slags delikatesser, som vi ikke kan undgå at efterlade til fri konsum). Ud over madvarer selvfølgelig. Man kan sikre sin bolig mod rotter, men kakerlakkerne er det langt sværere at holde ude. Altså må man - med mindre man tolererer deres tilstedeværelse og ikke har noget imod lidt kakerlaklort i munden, når de har besørget på ens tandbørste - prøve at bekæmpe dem inden for hjemmets fire vægge.
Jeg er ikke tilhænger af gift, og da kræene ikke bryder sig om lys og derfor gemmer sig hele dagen, kan de være svære at klaske ihjel. Så en fælde er en god ting. Og det er heldigvis superlet at lave en effektiv en af slagsen med ganske få remedier.

Man tager et syltetøjsglas eller anden beholder med glatte sider - gerne med en åbning, som snævrer ind i forhold til resten af glassets diameter. Herpå afstættes på indersiden af glasset, gerne nogle centimeter fra åbningen, en ring af peanutbutter (som åbenbart rangerer højt på listen over livretter blandt kakerlakker), og til sidst fyldes der vand i glasset til lige under den klistrede ring af lokkemad.
Når kakerlakkerne så kommer og strækker sig efter lækkerierne i glasset, får de overbalance og drøner ned i vandet - hvor de drukner. Og har man først fanget én, skal der nok være flere som følger efter.
I løbet af en enkelt nat lykkedes det mig at fange ikke mindre end tretten - og det vel at mærke i mit eget logi, der blot består af soveværelse og badeværelse. Jeg har end ikke et køkken til at lokke dem ind i rummet, men alligevel er der masser af de små bæster.
Nu virker det dog som om, jeg for en stund har fået has på størstedelen. Jeg fangede tretten i løbet af natten til i går og havde syv mere i fælden her til morgen. Fugle og krabber bliver desuden sært begejstrede for at få serveret sådan et glasfuld døde kakerlakker til morgenmad - så alle er glade (borset fra ofrene).

Små grønne væsner

Zoanthus natalensis (Grønne Zoanthider) hører til en ofte overset gruppe af organismer, Zoanthidae. De er bittesmå kolonidannende, søanemonelignende livsformer, som umiddelbart virker ret beskedne. Men se lige, hvor fine de er, når man zoomer ind! De er 2-3mm store i virkeligheden.

Ulig søanemoner har Zoanthidae hverken fod eller stilk, men gror direkte på klipperne, hvor de under rette forhold kan dominere større områder. De er almindelige på koralrev, på dybere vand og i en del andre marine miljøer rundt omkring i troperne. Nogle af dem har palytoxin-holdigt væv, og da dette er yderst giftigt for mennesker, skal man omgås de små kræ med omhu. Zoanthus natalensis er dog ikke blandt de giftige, men er nok også en af de mest primitive i ordenen. Fine ser de dog ud.

(For bionørderne, er klassifikationen som følger: Animalia - Cnidaria - Anthozoa - Zoanhtidae - Zoanthidae - Zoanthus)

Et liv på hovedet

Cassiopea (upside-down jellyfish) er en hel særlig slags gople. Den voksne gople lever sit liv på bunden. På hovedet. I modsætning til andre gopler (vandmænd og brandmænd), der bevæger sig rundt i vandsøjlen, bliver Cassiopea bare liggende der på bunden med resten af verden vendt på hovedet.

På øen Picard findes et vandhul, som via underjordiske kanaler har forbindelse med havet. Det betyder, at vandet i vandhullet stiger og falder med tidevandet - og at det er salt. Forbindelsen til havet er for snæver til at større dyr kan passere, og i lige netop dette vandhul har det betydet ophobningen af en hel flok Cassiopea. Forleden gik jeg derhen for at tjekke disse bizarre dyr ud.

 

Og ja, de ligger bare der og er i den grad levende, men meget lidt i bevægelse. Besynderlig måde at tilbringe sin tilværelse på, er det ikke?