20.4.14

Den usynlige invitation


Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære. 
Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme
Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.
Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne
Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.
Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.
Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige
Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.
Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle
Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.
Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle
Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.
Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?



16.4.14

I kølvandet på stilheden


Jeg havde en klar forventning om, at ti dage i afsondrethed, i stilhed, i afholdenhed og i intens meditation ville blive en udfordring. Jeg havde også, om ikke en forventning, så i hvert fald en stærk formodning og forhåbning om, at det ville blive tilsvarende givende. Begge dele skulle vise sig at holde stik. Jeg ved ikke, om det er at overdrive at sige, at det nok er den største udfordring, jeg nogensinde har givet mig selv, fordi oplevelsen var så unik, at den ikke er sammenlignelig med noget andet, jeg har prøvet tidligere. Men én ting er sikkert; udbyttet stod mål med udfordringen.
Det har taget tid for oplevelsen at bundfælde sig, og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den, men jeg lovede jer et indlæg, og det skal I også have. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men der er så mange lag, at det alligevel er blevet en længere smøre. Jeg håber, I bærer over med mig.

Hvordan var det så?
De første tre dage kunne jeg med en vis fascination konstatere, at min hjerne var en abe med ufatteligt energiniveau – den svang sig uophørligt fra den ene tankegren til den næste. Konstant! I TRE hele dage! I det tidsrum skulle vi udelukkende koncentrere os om at observere vores åndedræt (ikke kontrollere, blot observere hvad der skete i næsen), og det giver fuldkommen mening, at man ikke går i gang med den egentlige meditationsteknik før på fjerdedagen, hvor sindet efterhånden er begyndt at falde til ro, og der bliver længere mellem springene fra tanke til tanke.
Det er meget tæt på at være det samme, der skete for mig, mens jeg sejlede rundt ude på Stillehavet. Efter ca. tre dage uden at have set land og med meget få input på kanalen, var det som om, der blev ro i min hjerne, og der dermed blev plads til at få nye idéer. Sjældent har jeg følt mig så kreativ. Og det var nok i virkeligheden min største motivation for at tage på Vipassana-kurset. At forsøge at finde en metode hvorpå jeg kunne opnå samme tilstand – uden at være nødt til at sejle rundt på store oceaner langt fra civilisationen. Og jeg vil vove den påstand, at det lykkedes.

Det siger næsten sig selv, at når man træder ind i halvanden uges total afholdenhed og afsondrethed og samtidig fraskriver sig alle former for kommunikation og underholdning, så er der ikke meget til at distrahere sindet med. Når man så samtidig pludselig bruger ti timer dagligt på at meditere, kan det næppe undgås, at ens tanker på et eller andet tidspunkt bliver henledt på ting, som man ellers ikke tænker aktivt over til daglig; enten fordi de drukner i andre ting, fordi man bevidst afleder sin opmærksomhed eller fordi man simpelthen har undertrykt dem. Så de ti dage er også en oplagt mulighed for at få arbejdet med ting/tankemønstre/sorger/etc. som ligger dybt i én. Selv brugte jeg en del mental energi på at forholde mig til mine følelser i forhold til min fars sygdom, og det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har fået en masse ro indeni på trods af alvoren i situationen – simpelthen fordi jeg nu ikke blot med mit intellekt ved, at jeg står magtesløs, men også kan mærke det – og mærke, at det ikke ændrer på noget at blive frustreret og ulykkelig over det. Giver det mening?

Hvad går det ud på?
Jeg vil ikke gå en masse i detaljer om, præcis hvad man foretager sig i samtlige ti dage, men programmet ligger helt fast, og det er fuldstændig identisk uanset om man følger kurset i Europa, i Asien, i Mellemøsten eller et af de mange andre andre steder, hvor kurset udbydes. Programmet er velafprøvet og har ikke ændret sig i mere end tredive år! En gongong lyder, hver eneste gang det er tid til meditation/måltider/pauser, og hver dag er bygget op over den samme rækkefølge af disse elementer. Det eneste, man skal gøre, er at følge instrukserne. Der var da ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved undervejs, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at overgive mig totalt og uden forudindtagede meninger – og jeg tror, det er den eneste rigtige måde at få det optimale ud af kurset på. Bagefter står det jo frit for at plukke præcis de elementer ud, som giver mening og så lægge resten bag sig, hvis man har behov for det.

Det er med Vipassana som med så meget andet; du er nødt til selv at prøve, for reelt at vide, hvad det handler om. Du kan læse om, høre om og se timevis af video om svømning, men du lærer først at svømme, når du begynder at øve dig. Det samme gælder med Vipassana, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at forklare.
Dog kan jeg kort ridse op:
  • Det er en mere end 2500 år gammel meditationsteknik
  • Teknikken er universel, dvs. hverken religiøs eller sekterisk, og kan dermed benyttes af alle uanset tro og anden overbevisning
  • Teknikken er meget enkel og bygger på selviagttagelse
  • Alle kan lære den og det kræver ingen forudgående erfaring med meditation
  • Bygger på en filosofi om, at al lidelse her i livet tager sit udspring i enten begær/længsel eller modvilje/aversion. Hvis man kan frigøre sig fra disse følelser, kan man frigøre sig fra lidelse. Samtidig er en anden grundpille i Vipassana, at intet her i livet er permanent. Hverken glæde eller sorg, smerte eller kærlighed. Så hvis man kan nå til en sindstilstand, hvor man blot ER og ikke lever i hverken fortid eller fremtid, men simpelthen ER i nuet, skulle man kunne opleve en tilværelse fri for lidelse.

Og hvad koster det så?
Faktisk er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål, for ens deltagelse på kurset (inkl. kost og logi) er der allerede nogen, som har betalt for. Forstået på den måde, at al finansiering er baseret på donationer fra tidligere kursister. Først når man selv har gennemført kurset, kan man få lov at donere – og vel at mærke præcis så lidt eller meget, som man føler for. Man kan vel kalde det en slags 'Pay it forward'. Hvilket er et kæmpe kvalitetsstempel i min optik. Ligesom det også er en understregelse af teknikkens gangbarhed, at man ikke finder en masse reklame for den rundt omkring, men at der alligevel gennem de sidste mere end tredive år er blevet etableret kursuscentre over hele verden, hvor der månedligt gennemføres Vipassana-kurser. Jeg stod selv på venteliste i flere uger, før jeg fik en melding om, at jeg havde fået en plads.

Hvad kræver det?
En ansøgning om optagelse på kurset (findes via kursusoversigten for det enkelte kursuscenter)
Ti dage af din tid, samt en rejse til et af de 154 kursuscentre i verden. Det nærmeste ligger i Ôdeshög i Sverige, ca. fire timers togrejse fra København.
Dedikation. Du skal virkelig ville det. Og du skal turde udholde dit eget selskab og et konstant nærvær af dine egne tanker i samtlige ti dage.


Vil du vide mere, er der masser af information at hente her og på www.dhamma.org – og ellers er du velkommen til at spørge.


7.4.14

Mandagsbussen - ventetid og ABBA for fuld skrue


Mens vi rejste rundt i Amerikansk Samoa skulle min ven, Glenn, og jeg på et tidspunkt overnatte hos en lokal familie, som boede lige på grænsen til en af nationalparkerne. Det kunne ikke være lettere at finde huset, fik vi at vide, vi skulle bare hoppe på den eneste bus, som kørte til Vatia og så stå af efter den femte bro og banke på i det lysegrønne hus.
På spørgsmålet om, hvornår bussen kørte, blev vi mødt med svaret "inden for en halv time" - det samme svar fik vi, da vi havde atter spurgte efter at have ventet en time. Og efter yderligere en time. Sådan er det bare i Polynesien, det kan man ligeså godt affinde sig med og så tage rejsen som den oplevelse, den nu en gang er. Bussen kom jo til sidst! Efter tre timers ventetid, to kopper te og masser af snak med de lokale. Vi kom frem i fin stil og blev kørt lige til døren. Tilmed med et ABBA-remix (af alle ting!) for fuld udblæsning hele vejen. Det var hele ventetiden værd.

31.3.14

Mandags(skole)bussen



Sådan ser en skolebus med respekt for sig selv ud i Pago Pago (Amerikansk Samoa). Stopskiltet slås simpelthen bare ud, når bussen holder stille og losser/læsser skolebørn.

24.3.14

Mandagsbussen - Har du husket mascaraen?


Smukke, lange øjenvipper er de fleste kvinders drøm - og det er åbenbart også attraktivt til busser!
Bussen med disse misundelsesværdige pragteksemplarer kører til daglig rundt på Upolu.

18.3.14

Absolut tystnad


Forestil dig at du ikke må sige noget de næste ti dage. At du ikke må have øjenkontakt med et andet menneske. At du skal afstå fra al kommunikation, underholdning, musik, motion, sex og indtagelse af alkohol/te/kaffe/røg. At du intet må skrive ned. At du ingen øjenkontakt må have.
Forestil dig, at du af egen fri vilje simulerer et liv som munk både i kontemplativ og eremitisk forstand. Forestil dig, at du lader dig isolere fra alt, hvad du er vandt til i din dagligdag - bortset fra dit eget selskab og nærværet af dine egne tanker.
Læg dertil ti timers daglig meditation, tilsæt spartansk, vegetarisk kost og hermed har du den opskrift, jeg har tænkt mig at følge fra i dag og ti dage frem. Mens du læser dette, er jeg på vej til Sverige, hvor jeg har fået plads på et Vipassana-kursus. Jeg har en forventning om, at det bliver halvanden uge, hvor jeg i dén grad vil blive udfordret, hvor jeg igen og igen vil blive presset ud af min komfortzone, og hvor jeg ganske givet gentagne gange vil stille spørgsmålstegn ved min egen dømmekraft. For det kan godt være, der bliver stille omkring mig, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der bliver støj i min hjerne.

Hvorfor overhovedet udsætte sig for dette?
Det lover jeg at fortælle mere om, når jeg er hjemme igen.

17.3.14

Rastaman(dagsbussen)


Uanset om man bekender sig til rastafarianismen eller ej, kan man godt blive glad i låget af at lytte til lidt reggae og bumle afsted i en bus i rastafarver.

We separate without segregating
We live without contemplating

The Rastaman is a peace fighter
That tries to make life brighter

Hvis du vil med rastabussen, må du en tur til Amerikansk Samoa.

10.3.14

Mandagsbussen - Maltabussen


Nu har vi i årets første ni uger bevæget os omkring i busser, der alle kører rundt på øer i Stillehavet - nu er det vist på tide, vi prøver en ny destination? Lidt afveksling skader aldrig, men til gengæld skal man være forberedt på lidt af hvert, hvis man vover sig ud i buskørsel på Malta. Bestemt en oplevelse, men af og til en smule nervepirrende. Til gengæld er det rørende billigt!

3.3.14

Mandagsbussen - Når ugen godt må begynde lidt pink


Personligt kunne jeg ikke lade være med at mindes en fabelagtig film fra 1994, da jeg stødte på denne skønne, pink sag på Savai'i. Hvis ikke du har set den, vil jeg varmt anbefale "The Adventures of Priscilla - Queen of the Desert" med Hugo Weaving og Guy Pearce som dragqueens - det er helt sikkert en festlig måde at starte ugen på. Og til jer, som allerede kender den: Den er et gensyn værd!

2.3.14

Et nyt kapitel - med hjertet i halsen


Det er blevet tid til at tage hul på næste etape. Mange ting henligger fortsat i det uvisse, men nu er min base i hvert fald på plads. På trods af, at jeg i lang tid troede, jeg var ved at være færdig med storbylivet (bondeknold som jeg jo er dybest i min sjæl, længes jeg efter jord under neglene og ren luft i lungerne) og havde forestillet mig at bo et andet sted, når jeg kom tilbage til Danmark, har jeg valgt at vende tilbage til København og give byen en chance mere. Det er der flere årsager til, men det som vejer tungest lige nu er, at det er her, jeg har størstedelen af mit netværk og at det umiddelbart er her, jeg kan finde den bedste grobund for fremtidige projekter.
Helt hvordan min hverdag kommer til at forme sig her, aner jeg ikke, og det er vanvittigt spændende på hjertetihalsen-måden. Jeg har besluttet mig for at forsøge at skabe en hverdag, der levner tid og rum til udforskning af et par idéer, som i årevis har ligget og ulmet i mig, men som lige nu stadig mest af alt er netop det; idéer, løstsvævende tanker, visioner og indfald. Jeg har godt nok søgt et par stillinger siden min hjemkomst til DK, men med et CV som mit, der stritter i alle retninger, og en skæv profil, som er vanskelig at rubricere, er det blevet klart for mig, at jeg er nødt til selv at skabe mit drømmejobscenarie. 
Jeg tror fuldt og fast på, at jeg bliver en bedre version af mig selv og et rarere menneske at være i nærheden af, hvis jeg vælger med hjertet og er tro mod mig selv og mine drømme. Altså har jeg valgt IKKE at være på dagpenge, simpelthen fordi jeg ikke magter spændetrøjen, og fordi jeg hellere vil bestride et deltidsjob som ufaglært, end jeg vil tvinges til at søge alverdens stillinger, som jeg ikke ville kunne se mig selv trives i. Jeg har fundet et sted at bo, som ikke vælter budgettet, jeg kan holde det økonomiske skind på næsen med forholdsvis få midler, og jeg har lovet mig selv at lade 2014 være et eksperimentelt år, hvor der skal allokeres tid til at jonglere med idéer, netværke og - måske - iværksætte. Hvis ikke jeg gør det nu, kommer det næppe nogensinde til at ske, for det er lige nu, jeg har helt ideelle forudsætninger for at springe ud, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. Jeg har ingen større forpligtelser, har kun ansvar for mig selv og er ikke trælbundet af store lån, der skal afdrages på - og hvis jeg vil have, at mine idéer skal blive realitet, kan jeg ikke sidde og vente på, at nogen tager mig i hånden og viser mig vejen. Ligesom det gør sig gældende for alle andre, skylder jeg mig selv at tage mig selv og mine drømme alvorligt.
Det er op til mig.

"So many people live within unhappy circumstances and yet will not take the initiative to change their situation because they are conditioned to a life of security, conformity, and conservatism, all of which may appear to give one peace of mind, but in reality nothing is more dangerous to the adventurous spirit within a man than a secure future. The very basic core of a man’s living spirit is his passion for adventure. The joy of life comes from our encounters with new experiences, and hence there is no greater joy than to have an endlessly changing horizon, for each day to have a new and different sun."
Jon Krakauer - Into the Wild