Fra systembolaget til skurvognen

I selskab med det meste af den Malmöske spritterskare byttede jeg tidligt i formiddags en nævefuld svenske dukater for broderlandske juleøl fra adskillige forskellige len.
Nu skal det lige straks vise sig, om brygget går til de hjemmebyggede, som serveres i skurvognen i aften.
Jeg tror det.

Bliv kørt hjem i din egen bil

Nu har jeg jo ikke en bil. Men hvis jeg havde, ville jeg bruge CityRiders.
De har været noget tid undervejs, men nu kan man endelig bruge CityRiders i København. Konceptet går ud på, at man kan blive kørt hjem i sin egen bil, hvis man har fået for meget at drikke til at kunne køre selv.
Man bestiller ganske enkelt en chauffør, han kommer kørende på en lillebitte sammenklappelig scooter, som kan ligge i sin transporttaske i din bils bagagerum - og så kører chaufføren dig hjem, folder sin scooter ud og kører sin vej på den, mens du kan gå i seng og sove rusen ud.

Jeg synes, idéen er eminent! Selve turen er lidt dyrere end en taxatur på samme strækning, men til gengæld slipper man for at skulle afsted efter bilen dagen efter - eller at skulle tage taxa begge veje.

Man slipper for mange ting ved at bruge CityRiders:

• At køre bil med en promille, der måske er lige i overkanten
• At have bilen stående natten over på et skummelt sted
• At være nødt til at nøjes med et enkelt glas vin
• At diskutere hvem der har tjansen med at køre hjem
• Besværet med at skulle afsted for at hente bilen næste dag
• En hel masse taxikørsel
• P-afgifter hele natten

Du kan ringe på 29 888 900 og booke - så kommer der en chauffør og henter dig, og kører dig hjem i din egen bil. De har åbent torsdag, fredag og lørdag aften/nat fra kl. 20-01 og opererer fra Kbh Ø/V/N/K samt Frederiksberg.


Alle CityRiders er dygtige og erfarne chauffører med Færdselsstyrelsens blå stempel.

Læs mere på http://www.cityriders.dk/

Rettidig ved et lykketræf

 

Jeg har flere gange i løbet af de sidste uger taget tilløb, men hver gang har det været for dårligt vejr til at bakse med det alene. I søndags lykkedes det så endelig at få lagt en ny presenning ud over den agterste del af cockpittet, hvor den gamle presenning var flået i møre laser af to års belastning af vind og UV-stråling. I søndags vidste jeg ikke noget om dagens stormvarsel, men surrede presenningen ekstra godt med tanke på generelt efterårs- og vintervejr.

Om jeg er glad for det nu?

Du må gætte én gang!

(PS: Billedet er ikke fra i dag, men gadegøgleren kunne godt ligne én, der var ude lige nu...)

Stjernedrys over hele sendefladen

Foto: Jesper Grønne

Vi passerer Leoniderne hvert år i november, men det er ikke alle år, meteorregnen er lige kraftig. Jeg var ude den nat i november 2003, hvor det sidste gang var en af de rigtig kraftige meteorstorme, og det er simpelthen en oplevelse jeg aldrig glemmer. ALDRIG har jeg på én nat set SÅ mange stjerneskud - store og små, lange og korte, i alle retninger og alle farver. Og alle så de ud som om, de blev skudt ud af stjernebilledet "Løven" (lat: Leo, deraf navnet Leoniderne). Noget af det mest fascinerende var det, der kaldes jordstrejfere. Det er brændende meteoritter, som flyver henover horisonten næsten parallelt med atmosfæren og har usædvanligt lange og farverige haler.

I år er der nymåne samtidig med, at vi kan opleve denne sværm af stjerneskud, hvilket vil kan resultere i et aldeles spektakulært "show" - hvis man vel at mærke ikke er forhindret i at se himlen for bare skyer. Og så er det selvfølgelig bedst, hvis man ikke befinder sig et sted med en masse lysforurening, fx i en by, for så er det lidt lige meget om det er nymåne eller ej. Ude på landet, væk fra stærke lyskilder er man med andre ord sikret den bedste skueplads for nattens stjernespækkede forestilling.

Så hvis du er til stjernedrys og astronomisk festfyrværkeri har du muligheden lige i disse dage. Sværmen er aktiv frem til d. 21. november med forventet maksimum i dag omkring kl. 16. Det er selvfølgelig ikke det bedste tidspunkt at kigge efter stjerneskud på, men der er mulighed for perioder med forøget stjerneskudsaktivitet hele natten mellem d. 17. og 18. november. Så på med det varme tøj, noget varmt i termokanden og så ud og iagttage et af naturens forunderlige vidundere.

Ønsketænkning

Wish I was here...

Tænk, der er allerede gået over en måned, siden jeg kom hjem fra Malta. Kun mine endnu svagt sandalstribede fødder og en håndfuld digitale billeder vidner stadig om, at jeg var der.

Kunne nu godt snuppe en uge igen nu. Hvis ellers jeg kunne blive fløjet derned i udstrakt tilstand...

Ukampdygtig

Lige så energisk jeg har været hele weekenden, lige så immobil er jeg pludselig blevet. Kl. 4 i morges vågnede jeg med smerter i lysken. Seriøst mange smerter. Sov-vågne-slumre-vågne-sov til kl. 7 hvor de til sidst var helt umulige at ignorere. To panodiler hjalp ingenting, så det var noget med at væbne sig med tålmodighed og i 47. forsøg komme igennem til lægen. Hun ville heldigvis gerne se mig til en undersøgelse, da hun havde fået negativt svar på, om jeg havde feber. Jeg kunne godt have fortalt hende, at det IKKE er influenza. Jeg havde det glimrende - kunne bare ikke bevæge mit ben, uden at det gjorde ondt. Og da jeg samtidig også kunne svarende afkræftende på, om jeg havde spillet for meget fodbold (det kunne aldrig falde mig ind at spille fodbold!!!), mente hun, det var bedst jeg kom ind og blev tjekket.
Rart at blive taget alvorligt - men er du klar over, hvor svært det er at tage strømper og sko på, når man helst vil undgå at bukke i hoften?!?! Ikke mindst når man har sådan nogle lange stænger, som jeg helt akut er rigtig træt af at være i besiddelse af. Problemet med den her årstid er bare, at klipklapper ikke rigtig er løsningen på den udfordring...

Det lykkedes at blive klædt på og (muligvis en anelse sammenbidt) komme ned at trapperne fra tredje sal og humpe i sneglefart over til bussen, der heldigvis kører næsten lige til både min og min læges dør. Kl. 11 kunne lægen konstatere, at hun ikke kunne konstatere, hvad der var årsagen til smerterne, når jeg nu ikke havde mærket noget i går (for dermed forsvinder linket mere eller mindre til det eneste, jeg ikke plejer at foretage mig regelmæssigt). Hun kunne dog også med stor sandsynlighed udelukke, at der var tale om en dyb årebetændelse/blodprop, som var en af grundene til at hun gerne ville se mig hurtigt. Pyha! Det var da en lettelse, men hvad var det så?

Nu dopet med noget ibuprofen, sendte lægen mig videre til scanning kl. 13 (heldigvis ligger der en speciallæge lige ovre på den anden side af vejen!) hvor det viste sig at være en inflammation i senehæftet til den store lårmuskel. Der er tale om en hævelse og ømhed som en byld et vist sted - og så opstår der strålende smerter hver eneste gang, jeg bukker i hofteleddet. Men altså ikke noget, der ikke kan klares med hvile og smertestillende. Den endelige behandling kan jeg dog først få rede på i morgen, når lægen får scanningsbillederne.

Kl. 14.30 var jeg hjemme igen - og kunne først der for alvor tage hul på dagen.
Nu muntrer jeg mig med at ligge og stå - har fået arbejdet lidt, stående ved kærestens lysbord, der heldigvis kan hæves til en ergonomisk acceptabel højde og har ellers tilbragt en hel del af den tiloversblevne dag på langs. Alle planer om at genoptage træningen i aften, som det ellers var aftalt med min træningsmakker, er blevet skrinlagt.

Det er en stor kontrast til de forrige dages aktivitetsniveau! Og bestemt ikke en situation, der passer damen hér! Men det går heldigvis over.

Dansemus i kedeldragt

Gårsdagens julefest endte tidligt for mit vedkommende. RIGTIG tidligt. Som i klokken fire i morges! Kl. halvfem lå jeg endelig i min seng, med et overtræk på dansekontoen, der har resulteret i varme fodballer hele dagen i dag. Men det var SKØNT!
Jeg stod op kl. 11 og tillod mig i dagens anledning en langsom opvågnen med en powersmoothie, risklatkager og en hel balje god te, før jeg vendte cyklen mod havnen og smeden,som jeg havde i et anfald af kækhed havde lavet en aftale med.

Han var allerede i gang da jeg kom derud - noget forsinket af en omvej over Langebro, fordi Knippelsbro var spærret af (for mig) uvisse årsager. Vi fik boret huller i stævnen og testmonteret den nye bov - hold nu op, hvor bliver den bare flot! Det er en langsommelig proces med lige så mange tilpasninger, som den seneste brudekjole, jeg syede, men jeg ved bare, at det bliver godt, så jeg kører gerne ud til båden de gange, der skal til, før smeden er tilfreds.

Da smeden var kørt, gav jeg en hånd med ved optagningen af skippers fars båd og gik dernæst i gang med at udnytte, at det for første gang i lang tid var tørvejr OG lyst, mens jeg var på havnen. Jeg fik slebet den overskydende spartelmasse af de loft- og vægplader, som skal sidde over kortbordet, transporterede dem op i havnens maleværksted og fik pletmalet dem med grundmaling. Nu er de endelig klar til at blive malet, så de kan blive monteret, når jeg er færdig med at isolere. Hvilket jeg føst kan blive, når jeg får lokket en eller andet bilejer til at låne mig en bil, så jeg kan få hentet en balle Isover. For godt nok er jeg ferm til at transportere ting på en cykel, men en hel balle glasuld er alligevel liiige ambitiøst nok.

Og så fik jeg LANGT om længe udbedret den bagerste af de to tilbageblevne presenninger, der udgør 'teltet' over agterskibet. Det har simpelthen blæst for meget til den manøvre de sidste mange gange, jeg har været derude, men i dag artede vejret sig virkelig. Nu er der en vis sandsynlighed for, at jeg slipper for at øse spandevis af vand ud ad cockpittet, hver gang det har regnet (hvilket, nogen måske har bemærket, det har gjort en hel del de seneste uger).

Svært tilfreds med egen indsats kørte jeg hjem over Knippelsbro, der nu igen var åben for passage, mandede mig op til at lave mad og tøffede så endelig ind på sofaen for at nyde resten af min søndag i vandret stilling med min computer og den fjerde Jasper Fforde-bog. I morgen starter en ny tætpakket uge, men lige nu står den på vegeteren.
Ahhhhh!

Fuldtpakket lørdag

Lige nu står den på arbejde, men senere i dag skal jeg til blogtræf på Østerbro. Jeg glæder mig, for erfaringen siger mig, at den slags træf altid er hyggelige  - og at der næsten altid kommer nogen, man ikke kender, ligesom vi efterhånden også er en håndfuld, der har mødt hinanden flere gange. Desværre kan jeg ikke blive så længe, fordi jeg stadig ikke har fundet en metode til at kunne være to steder på én gang - og i aften skal jeg til årets første julefrokost. I går var jeg til surprise-fødselsdags fest for en god ven (hvad giver man til manden, der har alt og selv køber det, han mangler?!!? En overraskelse!!) - så denne weekend er med andre ord af den festlige slags. Det skal der også være plads til.
God weekend derude.

Hvem der bare var i Aalborg...

Som nogle af jer ved, har jeg en adoptiv-orangutan. Hver måned sørger Hr. pbs for at jeg sender et beløb til Zakia og sikringen af hendes fremtid - og jeg har en drøm om, at jeg en dag får mulighed for at tage ned og besøge hende. Indtil da må jeg nøjes med de mails jeg får, som fortæller om hvad hun har lært og hvor fræk hun er blevet.

Jeg har altid været fuldstændig forgabt i de rødhårede aber - og derfor er jeg rigtig ked af, at jeg ikke kan være i Aalberg næste weekend, hvor der er chance for at høre Lone Dröscher Nielsen fortælle om sit arbejde med orangutangerne på Borneo.
Her kan man virkelig tale om en kvinde med passion og vission - en kvinde som på trods af hårde odds og til tider næsten umenneskelige vilkår bliver ved med at kæmpe for sin drøm. Lone er en stor inspirationskilde for mig, fuldt på højde med fantastiske Jane Goodall, som jeg havde den store glæde at møde og lytte til live i 2002. Derfor er det ekstra ærgerligt, at jeg ikke bliver at finde i Aalborg Zoo, når hun er der.

Men hvis der er nogen af jer, som har lyst og mulighed for det, kan jeg fortælle, at det foregår i Aalborg Zoo den 21. og 22. november. Det koster 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn (0-7 år) at komme ind til foredraget og alle indtægter går til Lones arbejde.

Der er kun 100 pladser pr. dag, så bestil med det samme, hvis du vil være sikker på at få en plads.

Se hele programmet og bestil billetter på Aalborg Zoos hjemmeside.

SAKANA

Sakana, er japansk og betyder fisk. Fisk findes i alle størrelser, farver og faconer.
Sakana er også navnet på et nyt kulturelt og socialt netværk for kvinder i alderen 25 og op - kvinder i alle størrelser, farver og faconer.

Kvinden bag netværket hedder Zoë Escher (tidligere landsholds-kendo-kæmper, uddannet sushikok og finansmogul) - en smuk kvinde på 35 med en vilje af stål og et ønske om at leve sit liv 100% på alle planer (i bedste Sofia Manning-ånd).
Zoë måtte lægge både kendoen og tilværelsen som sushikok på hylden, fordi hendes knæ er slidt op - men i stedet for at sætte sig i et hjørne og være bitter, har hun valgt at sætte sig nye mål. Et af dem er at skabe et solidt netværk for kvinder, der interesserer sig for kultur, skønhed og sundhed (m.m.), og med Sakana er det første skridt taget.

Jeg har foreløbigt tilmeldt mig nyhedsbrevet og følger bloggen - er spændt på, hvad det fører med sig.

Gensyn med Silvametoden

I weekenden var jeg på et kursus, som jeg har ventet på med længsel. Som gammel Silva-kursist kan man gentage kurset gratis resten af sit liv - det er bare længe siden, der sidst har været udbudt et kursus i Danmark, så det var med stor glæde, jeg erfarede, at Silvametoden nu er tilbage i Danmark.

Til de af jer, der ikke ved, hvad Silvametoden går ud på, kan jeg kort opsummere, at det nok er en af de ældste mentaltræningsteknikker, som findes. Vi skal helt tilbage til 1966, hvor alternativerne var få, fx yoga (og LSD vil nogen hævde). Silvametoden kom først med temaer som visualisering, meditation, selvhypnose, loven om tiltrækning og stressmanagement.

Vores hjerner er fyldt med elektriske impulser. I normal, vågen tilstand svinger vores hjerner med en frekvens på mellem 21og 14 Hz (kaldet beta-niveauet). Når vi drømmer (og dagdrømmer) er frekvenzen på gennemsnitligt 10 Hz (kaldet alpha-niveauet). Når vi befinder os i de dybe søvnstadier er frekvensen endnu lavere. Med Silvametoden kan man aktivt få sin hjerne til at nå alpha-niveau - i vågen, bevidst tilstand. Det giver en masse muligheder for at arbejde med sig selv, sin intuition, sine relationer til andre, handlemønstre og rigtig mange andre ting.
Fx lærer man på kurset en teknik til at falde hurtigt i søvn, en til at vågne uden vækkeur, og en til at kunne huske sine drømme.

Silvametoden har givet mig en masse gode værktøjer, men selvom disse virkelig effektive redskaber ligger fint i min personlige værktøjskasse, så kræver det - som med alt andet værktøj - øvelse at beherske dem. Nogle af teknikkerne har jeg brugt lige siden jeg tog kurset første gang i 2007, men en del af dem har jeg ikke fået den fornødne rutine med, og netop derfor var det så fantastisk at få det hele genopfrisket i denne weekend.

Måske kender du eller har hørt om "The Secret"? Men vidste du, at Rhonda Byrnes (som er kvinden bag filmen) er gammel Silvakursist? Og at alle dem, der bliver interviewet i filmen er gamle Silvakursister?
Der er millioner af mennesker, som gennem årene har deltaget på Silvakurset rundt omkring i 107 forskellige lande, og heriblandt finder man bl.a.:

Shirley Maclaine - skuespillerinde og forfatter
Louise L. Hay - forlægger og forfatter til en række bøger om selvhelbredelse
Jørgen Clausen - tidligere administrerende direktør for Danfoss
Wayne W Dyer - forfatter til en lang række bøger om selvudvikling
Maibritte Ulrikkeholm - sangerinde
Jack Canfield - forfatter til bl.a. "Chicken Soup for the Soul"
Thomas Mygind - studievært
Richard Bach - fatter til "Jonatan Livingston Havmåge", "Illusioner" m.fl.

 - samt masser af elitesportsfolk, forretningsfolk og endnu flere helt 'almindelige' mennesker. Metoden kan bruges af alle. Selv børn og teenagere.

Se her, hvad Jack Canfield fortæller om Silvametoden:



Hvis du vil vide mere, kan vil jeg varmt anbefale et besøg på den danske hjemmeside. Er du stiv i det engelske, er der en hel del omtale på Youtube. Og på Google. Og så er José Silvas bøger om metoden selvfølgelig også et sted at starte.

Bedre og bedre