Posten der forsvandt

Jeg beklager, at strømmen af jule(post)kort ophørte. Planen var jo at fortsætte lige til jul, men jeg valgte at ændre min billet og rejse hjem til Danmark i hast - og derfor blev det ikke til flere indlæg med historier fra min rejse. Jeg vil ikke afvise, at jeg graver en fortælling eller to mere frem, for der er nok at tage af, men lige nu er mit fokus et helt andet sted.
Hos min familie. Fordi det er det eneste rigtige sted for mig at være lige nu, fysisk såvel som mentalt.

Fabelagtigt fugleliv - Jule(post)kort #19

Oktober 1013
Jeg har egentlig aldrig betragtet mig selv som decideret fugleentusiast, men har altid sat pris på vores fjerede venner - men med årene har jeg været så priviligeret at en række amatørornitologer velvilligt har introduceret mig til flere og flere arter og i dag kan jeg sagtens tage mig selv i at blive ovenud begejstret over at kunne føje nye arter til min personlige liste. Det hjælper selvfølgelig også at rejse i lande, hvor der er masser af variation og hvor man kan komme tæt nok på fuglene til at kunne artsbestemme dem selv uden kikkert.
Australien er simpelthen et slaraffenland for fuglenørder i alle afskygninger. For her findes fugle i alle afskygninger. Bittesmå og kæmpestore, anonymt brune og prangende kulørte, slanke og plumpe, langhalsede og korthalsede, med og uden svømmefødder, i reder og i huler, syngende og skræppende, flyvende og ude af stand til at flyve overhovedet. Alt fra spurve til pingviner.
Kortet viser kun et lillebitte udpluk af hvad jeg har set indtil nu - der er mange flere på min liste, og hver dag kommer der nye til.

SS Yongala - Jule(post)kort #18

Oktober 2013

I et halvt århundrede lå passagerskibet SS Yongala uopdaget på havbunden efter sit forlis i 1911. Samtlige 122 ombord omkom og forliset anses for at være en af de mest tragiske hændelser i australsk maritim historie. Ingen kendte vragets position, og forliset forblev et mysterium indtil 1958, hvor hun blev fundet ud for Queenslands kyst, blot tre timers sejlads fra Townsville.
Havbunden omkring vraget er åben og sandet, der er langt til nærmeste koralrev og derfor har skibet med tiden antaget form af et kunstigt rev. I dag bliver Yongala af mange betragtet som et topklasse-dyk, især pga. den store variation og densitet af dyreliv omkring og på skroget, der ligger på ca. 30 meters dybde - og jeg var da også rigtig godt tilfreds på trods af at sigtbarheden var helt elendig. Jeg havde to dyk på vraget, og det bliver de sidste dyk på denne rejse, så det er bestemt ikke nogen ringe måde at slutte af på. Fra nu af står den udelukkende på eventyr på landjorden - og dem er der allerede udsigt til masser af.

Forårsfornemmelser - Jule(post)kort #17

Oktober 2013
Efter i et år stort set kun at have opholdt mig i troperne, har det været lidt af et fysisk chok at ankomme her til Auckland. Det har taget mig en uges tid for min krop at vænne mig til temperaturforskellen og den tørre luft, samtidig med at jeg har skullet omstille mig fra stillehavsmentalitet og små befolkningstal til det noget mere hektiske tempo i en af New Zealands største byer. Den slags tager tid. Men uanset hvor meget jeg holder af troperne, så kan jeg ikke forestille mig permanent at leve tæt på ækvator, dertil holder jeg for meget af årstidernes skíften. Og derfor er det da også helt fantastisk dejligt lige nu at være vidne til, hvordan foråret holder sit indtog her. Alle vegne pibler det op ad jorden med spirer og spæde blomster, og træer og buske holder sig heller ikke tilbage for at eksplodere i løv- og blomsterpragt. Nogle af planterne kender jeg hjemmefra, men mange af dem er lige så eksotiske for mig, som de planter jeg er stødt på i regnskove og på små atoller rundt omkring. Tag bare den lille Nyrebregne, som er hjemmehørende her! Den ligner ingen anden bregne, jeg nogensinde har set.
Jeg skal desværre ikke være her så længe, egentlig er dette bare et visa-teknisk pitstop, før jeg i morgen rejser videre til Australien, så jeg er glad for at vide, at jeg har udsigt til tre måneder mere i dette slaraffenland, når jeg vender tilbage ved nytårstid. Til den tid er det blevet sommer her, og jeg er sikker på, at jeg nok skal støde på endnu mere frodighed. Jeg glæder mig allerede.

Umu-mad og kokosflet - Jule(post)kort #16

September 2013
Glenn er rejst til NZ og jeg er taget tilbage til Samoa, nærmere bestemt den lille ø Manono, hvor jeg har lejet en hytte en uges tid. Jeg har brug for at fordøje de sidste mange måneders oplevelser, skrive, sortere billeder og bare være. Trække vejret dybt ned i fred og ro. Og Manono, øen uden biler og hunde, er virkelig fredelig! Det er anden gang jeg bor her, og jeg blev taget imod med åbne af arme af den lille familie, som driver stedet. Måske handler den varme modtagelse ikke blot om, at det er rart at have kunder i butikken, men også om at jeg udviser ægte interesse for deres liv og gøremål. I hvert fald føler jeg mig meget velkommen og nyder meget, at jeg pt. er den eneste gæst.

I går lærte jeg at flette en kurv at et halvt blad fra en kokospalme. Fain'a, som har lært mig kunsten, hævder at det er første gang en palagi (en hvid) har lært at flette en hel kurv hos dem, men om det, passer ved jeg ikke. Jeg synes bare, det er superfedt at lære den slags, og det tror jeg, han kan mærke. Men der kommer nu nok til at gå lang tid, før jeg fletter med samme hastighed som han og de andre mænd. For i Samoa er det mændene som står for at lave mad i umu (ildsted med vulkanske sten), og til hver umu hører en friskflettet kurv.

En umu laves ved at et bål tændes på et leje af vulkanske sten. Når bålet er brændt ned, så der kun er gløder tilbage, fjernes disse og stenene arrangeres i et lag, hvor man lægger al den mad, som skal tilberedes. I går var det den traditionelle palusami (taro-blade med kokosmælk pakket ind i banan- og brødfrugtblade), tarorødder, brødfrugt og bananer. I søndags var der også fisk. Når al maden er lagt på de skoldhede sten, bliver det hele dækket med en stor bunke bananblade, og efter en halv times tid i dampende hede i umuen er maden klar til servering. Såre enkelt. Og meget, meget velsmagende!

Privat logi - Jule(post)kort #15

September 2013
Jeg foretrækker at se mig selv som rejsende, ikke som turist. Det kan måske lyde lidt snobbet, men for mig er der stor forskel. En af de ting, der adskiller min foretrukne rejseform fra den rejsebureauplanlagte, er lysten og modet til at bruge almindelig offentlig transport og alternative muligheder for logi. Det er der to årsager til, dels vil jeg hellere bruge mine penge på oplevelser end på fancy hoteller og dyre transportformer, dels giver det et helt andet indblik i lokalbefolkningens hverdag og kultur, hvis man ikke distancerer sig og forskanser sig i aircondition. Dertil kommer muligheden for at lære mennesker at kende, som man ellers aldrig ville have mødt.
I Amerikansk Samoa kan man gennem nationalparkkontoret i Pago Pago få kontakt til lokale familier, som gerne vil huse gæster, og på den måde har vi fået arrangeret et "homestay" hos en familie i den lille landsby, Vaitia, på nordkysten af hovedøen, Tutuila. Vaitia ligger klods op og ned ad et stort område, som er udlagt som nationalpark, og familiens mellemste datter tog med os på tur i går eftermiddag og fortalte vidt og bredt om de lokale planter og dyr. Der er noget særligt ved at få lov at se verden gennem børns øjne en gang imellem, særligt når man forstår det meste af, hvad de siger. Alle lærer engelsk i skolen her, og mødet med de tosprogede børn er endt med at blive én lang lektion i samoansk, som begge parter har meget fornøjelse og spas ud af.
Oplevelserne man får ved at bo hos en lokal familie er helt unikke, og jeg vil gerne tro, at det går begge veje. At vi som gæster kan bidrage med noget særligt (ud over den beskedne sum, vi betaler for vores logi), og dermed hjælpe med at udvide en horisont eller to.

Teenagedatteren har lært mig første vers af en sang om et ungt par:

"Savalivali" means go for a walk

"Tautalatala" means too much talk

"Te alofa ia te oe" means I love you

Take it easy: "Faifailemu"

Resten øver jeg mig stadig på.

Ofu, en dramatisk perle - Jule(post)kort #14

September 2013
Det meste af besætningen har afmønstret Orbit, som nu har fået ny besætning og er taget videre mod Fransk Polynesien. De andre er taget hjem til hhv. Danmark, Norge og Finland, men for mig er eventyret langt fra slut. Næste kapitel er netop begyndt i selskab med Glenn, en new zealænder, som jeg arbejdede sammen med på Aldabra tidligere på året. Tilfældet ville, at han skulle arbejde på Samoa i august og var frisk på at rejse rundt sammen et par uger, når hans kontrakt sluttede, og jeg ikke længere skulle sejle. Så her er vi nu, netop ankommet til vulkanøen Ofu i Amerikansk Samoa, en tur med fly fra Samoa efterfulgt af en køretur med en kranvogn og en sejltur med en lille potte af en fiskebåd. Ofu og dens tvilligeø, Olosega, er en del af Manu'a øgruppen, og en stor del af Ofu er udlagt som nationalpark for at beskytte koralrevet, regnskoven og to arter af flyvende hunde, hvoraf den ene er Samoansk Flyvende hund (Pteropus samoensis).

Før jeg lærte Glenn at kende, vidste jeg stort set ingenting om Amerikansk Samoa, og jeg havde aldrig hørt om Ofu - men hvor er jeg glad for, at vi nu er her. Jeg er helt åndeløs over at forsøge at fatte, at der virkelig (stadig) findes steder som dette. Jeg kan uden tøven sige, at Ofu kommer højt op på Top 2-listen over mine favoritter i Stillehavet, i skarp konkurrence med Solomonøerne. Naturen her er simpelthen enestående. Meget dramatisk, dejligt uberørt (der bor sammenlagt 200 mennesker på de to øer, og de er fælles om blot 20 biler - det mærkes), og utroligt smuk. Både over og under vandet. Det kræver lidt planlægning at komme hertil, men hold nu op, hvor er det besværet værd!

Robert Louis Stevenson - Jule(post)kort #13

Requiem

Under the wide and starry sky,

Dig the grave and let me lie.

Glad did I live and gladly die,

And I laid me down with a will.

This be the verse you grave for me:

Here he lies where he longed to be;

Home is the sailor, home from sea,

And the hunter home from the hill.

August 2013
Robert Louis Stevenson, som nok er mest berømt for bøgerne Skatteøen og Dr. Jekyll & Mr. Hyde, ligger begravet på Mount Vaea ved sit hjem i Vailima på øen Upolu i Samoa. Her levede han fra 1890 til han døde i 1894 af en hjerneblødning, blot 44 år gammel. Han slog sig ned på Samoa, fordi klimaet mildnede den tuberkulose, som tvang ham til at skrive mange af sine bøger fra sin sygeseng. Han nød stor respekt blandt lokalbefolkningen, der ikke blot gav ham et samoansk navn, Tusitala (=historiefortæller), men også en begravelse, som var en konge værdig.
Jeg har besøgt hans hjem, som i dag er museum, vandret gennem hans stuer og nydt udsigten fra hans vinduer. Jeg har betragtet billederne på væggene, forsøgt at forestille mig hans liv her og jeg har smilet over historien om hans pengeskab, som han aldrig låste, fordi han havde fortalt de lokale, at der boede spøgelser i det. Bagefter vandrede jeg gennem skoven op på bjergtoppen til hans sidste hvilested, mens jeg sendte en tanke til staklerne, der måtte bære hans kiste herop - selv uden oppakning er opstigningen en udfordring. Men sikke en udsigt han nu har over havet, den gode Hr. Stevenson...

(Ovenstående digt er skrevet af Robert Louis Stevenson selv, og det var altid hans ønske, at det skulle skrives på hans grav. Efter hans død blev inskriptionen omskrevet til en samoansk sørgesang, som stadig synges.)

Vandhundens paradis - Jule(post)kort #12

August 2013
Hvis du har bare et lille legebarn bevaret i dig (nogle af os slæber rundt på et ganske stort et af slagsen), og hvis du dertil er bare en lille smule glad for vand, vil du elske Samoa. Her er rå mængder af vandfald, floder, søer, jordfaldshuller med adgang til havet, huler fyldt med vand og selvfølgelig hele kystlinjen mod Stillehavet. Vi har tilbragt timevis med at springe, svømme, padle, dykke, snorkle, rutche og plaske i det våde element. Blandt de største oplevelser var Te Sua Ocean Trench, et tredive meter dybt hul med underjordisk forbindelse til havet. Vandet i hullet er altså salt og stiger og falder i takt med tidevandet. Her friklatrede vi på klipperne for dernæst at springe i vandet, men mærkelige - og ikke alle lige stilfulde - udspringsformer blev udforsket fra platformen for foden af den lange stige, som fører ned i hullet.
En anden rigtig god oplevelse var en halv dag tilbragt ved og i Togitogiga vandfaldet. Her overmandede de indre legebørn os fuldstændig og sidst på dagen var vi alle rynkede som rosiner og helt udkørte som en flok små børn, der har fået lov at lege i svømmehallen i timevis.
Man sover så godt om natten efter sådan en dag.

Forvirrende Samoa - Jule(post)kort #11

August 2013
Samoa ligger midt mellem New Zealand og Hawaii og udgør dermed en strategisk vigtig landmasse, samtidig med at øerne byder på frodig jord og rige muligheder for fiskeri. I slutningen af det 19. århundrede blev Samoaøerne pga. international rivalisering delt mellem Tyskland og USA, som fik hhv. de vestlige og de østlige øer. Efter første verdenskrig overgik de vestlige øer til New Zealand, og først i 1962 blev de selvstændige (mens de østlige øer fortsat er amerikanske og kaldes Amerikansk Samoa). Samoa blev frem til 1997 kaldt Vestsamoa, men hedder altså nu blot Samoa.
Forvirret? Det er intet imod, hvad jeg blev, da vi ankom forleden. Efter at have konsulteret World Cruising Handbook og Landfalls of Paradise blev jeg i første gang enig med mig selv om, at der var noget galt med min telefon, som ellers normalt har rimeligt godt styr på tidszonerne. Der gik derfor en hel dag, før det gik op for mig, at der var god grund til forvirringen. For blot to år siden, ved udgangen af 2011, sprang landet nemlig d. 30. december over i kalenderen og flyttede vest for datolinjen. Årsagen til dette skal findes i et ønske om at øge samhandelen med Australien og New Zealand. Før ændringen var Samoa 21 timer efter Sydney, mens landet nu blot er fire timer foran. Opslagsværkerne ombord er fra før 2011, mens min telefon er af nyere dato - hvilket forklarer forvirringen.
For at gøre forvirringen total overgik Samoa i 2009 til venstrekørsel. Dermed blev der åbnet op for, at de mange samoanerne, som i dag bor i Australien og New Zealand, kan sende deres brugte biler til Samoa. Men vejene er stadig fyldt med pile og skilte, der skal sikre, at folk nu også husker at køre i venstre side. Vi skal heldigvis ikke køre bil her, og ingen har ændret på reglerne for sejlads for nyligt, så vi tager det helt roligt.

Mariæ himmelfartsdag - Jule(post)kort #10

August 2013
Wallis & Futuna (eller som øerne helt officielt hedder: Territoire des îles Wallis et Futuna) udgør et lille stykke fransk oversøisk territorium midt i Stillehavet. Befolkningen tæller omkring 15.000 fordelt på tre kongedømmer og er tillige katolsk. Vi ankom for to dage siden til hovedstaden Mata-Utu, som ligger på Wallis, og i dag er vi havnet midt i fejringen af Jomfru Marias himmelfærd, 'Assomption de Marie', som er noget af et tilløbsstykke, for her er den kirkelige helligdag krydret med en række ældre traditioner med rod i deres polynesiske baggrund. Bl.a. bringer alle landsbyer offergaver til kongen i form af nyslagtede grise og yams (fra mændene) og tapa (fra kvinderne). Efter en række taler, sange og optog giver kongen gaver til folket (al maden returneres til de respektive landsbyer, hvorefter et festmåltid tilberedes) og herefter er det endelig tid til at danse. Hvert kongedømme stiller med en dansetrup klædt i fineste puds, og det er et syn uden lige at se al pynten på deres dragter blafre i vinden, mens de danser og synger foran kongens hus. Desuden er der gratis mad til alle. Også til os, som kommer som eksotiske gæster. Med maven fyldt med en bizar blanding af traditionelle, polynesiske retter og fransk bagværk, som vi kender det fra Europa, suger jeg til mig af dette kulørte skue og føler mig meget priviligeret over at få chancen for at være her lige i dag. Også selvom jeg ikke er spor katolsk.

Griseri - Jule(post)kort #9

Juli 2013
Svinekød udgør en vigtig del af diæten på mange stillehavsøer, og Tuvalu er ingen undtagelse. Her har man dog - i modsætning til mange af de andre øriger - indset fordelen ved at holde grisene i en vis afstand fra boligen. Godt nok må man så fragte foderet længere, men den generelle hygiejnetilstand er mærkbart forskellig fra fx Kiribati, hvor det er almindeligt at have familiens gris tøjret til et træ lige ved siden af sin hytte. På Funafuti i Tuvalu er der bygget grisestier bag landingsbanen (det er nok lige at stramme den at kalde asfaltstriben for en lufthavn) langs kysten hvorved gødningen fra grisene vasker ud i havet i stedet for ind i lagunen, hvor næringsstofferne ellers ville få svære konsekvenser for økosystemet. På den måde holder man i vidt omfang fluer og generelt svineri adskilt fra bebyggelsesområder. Samtidig er det let at rense kødet, når man slagter - grisen kommer bare en tur på nakken og med et smut i baljen. Så er kødet også saltet og lige klar til at komme over ilden.

Klimaforandringer på klods hold - Jule(post)kort #8

Juli 2013
Vi er i Kiribati, som består af 33 øer og atoller spredt på begge sider af datolinjen. Kiribati var et af de første lande til at gå i spidsen for kampen mod klimaforandringer. Dette er ikke uden grund, for hvis temperaturen i verdenshavene stiger blot 4 grader, vil landet forsvinde under havoverfladen, og befolkningen være tvunget ud i en tilværelse som klimaflygtninge. Landets areal er allerede begyndt at svinde mærkbart ind, og det er begyndt at opkøbe arealer i Fiji, for at have et sted at sende befolkningen hen, når det ikke længere er muligt at leve i Kiribati. New Zealand og Australien er allerede begyndt at modtage tusinder af emigranter, som angiver klimaforandringer og havstigninger som hovedårsag til at de forlader deres hjem på stillehavsøerne*. I frustration over den komplet fejlslagne klimakonference i Danmark tilbage i 2009, inviterede landets præsident verdens store industrilande til Kiribati for at mødes med ofrene for den globale opvarmning, men det ændrer jo ikke på den aktuelle situation.
Jeg har lige nu en følelse, der meget ligner den, jeg rammes af, når jeg ser eller læser om udrydelsestruede arter. Men som for de fleste udryddelsestruede arters vedkommende, fortsætter størstedelen Kiribatis indbyggere ufortrødent med deres hverdag og affinder sig med omstændighederne. Og jeg vælger at nyde og værdsætte, at jeg når at møde befolkningen og se dette ørige, mens det stadig befinder sig over vandet, mens jeg i mit stille sind håber, at det snart er slut med at høre røster, som hævder, at vi ikke behøver bekymre os om klimaforandringer og global opvarmning.

(*Kilde: Rapport fra Columbia University og FN: Mapping the Effects of Climate Change on Human Migration and Displacement)

Pitstop på Kosrae - Jule(post)kort #7

21. juni 2013
Er vel ankommet til Kosrae, som oprindeligt ikke var planlagt som destination. Planen var at sejle fra Pohnpei til Kiribati, men omstændigheder tvang os til at ændre kurs. Vi har fået klaret, hvad vi skulle og kan nu nyde en fantastisk smuk aften på denne lille perle midt i Stillehavet, den mindste af Mikronesiens Forenede Stater. Nu sidder jeg her og puster ud og kigger tilbage på de seneste dages strabadser, mens jeg tænker på, hvor surrealiastisk det føles, at jeg for blot et par dage siden mest af alt havde lyst til at gå fra borde. Mine dagbogsnotater taler for sig selv:

17. juni 
Fik udklareret fra Pohnpei og tog af sted ved 13-tiden. Vi begyndte i sol og fin vind, men lynhurtigt ændrede det sig til vild regn og en kombination af bølger og strøm, der skabte så ubehagelige omstændigheder, at de fleste af os endte med at blive rigtig dårlige. Jeg har aldrig været så søsyg i mit liv!

18. juni
Hang ud over siden i otte timer og lå efterfølgende i fosterstilling i fem timer i cockpittet. Er fortsat meget dehydreret og forsøger at få så meget søvn som muligt. Vandet i tanken smager ikke godt, og jeg har svært ved at få det ned. Føler mig godt nok ynkelig.
Krise: Vi har vand helt op under dørken og ingen fungerende pumpe. Alle mand er i sving med spande og baljer. Heldigvis er der ikke hul i skroget, vandet kommer ind gennem en defekt lænseslange. 

19. juni
Nattens oplevelse var ikke særlig fed, men det er godt at vide, at jeg bevarer roen og overblikket i den slags situationer. Alle virker mere trætte og slidte på dette ben. Vejret er ringere og søen værre.
Tilbringer mange, mange timer i køjen. Bliver kastet rundt, men har dog fået lidt søvn. 
Er nødt til at huske mig selv på, at jeg gør dette frivilligt.

20. juni
Rorvagt 5 til 9. Nu har vi land i sigte. Som det dog gør godt at se Kosrae rejse sig af disen i det grå morgenlys. Glæder mig til en rolig nat og til at mærke fast grund under fødderne. Vi skal bruge en masse tid på at gøre rent og vaske og tørre alt, der fik saltvand forleden nat, så jeg håber, vi får en dag med solskin. Det vil gøre os alle godt, tror jeg.

Pohnpei, våd og frodig - Jule(post)kort #6

Juni 2013
Vi forlod Chuuk i slutningen af maj og efter seks dages sejlads ankom vi i fin stil til øen Pohnpei, som er den højeste, største, mest folkerige og mest udviklede af staterne blandt Mikronesiens Forenede Stater. Nu ligger vi for anker ved Sokeh, for foden af bjergene, der hver dag sørger for, at vi bliver beriget med utrolige mængder regn. Her behøver vi ikke bekymre os om at skulle spare på drikkevandet, for Pohnpei er et af de steder i verden, hvor det regner allermest (der er blevet målt mere end 7600 mm nedbør på et år her!). Til gengæld er her varmt og frodigt, og regnskoven bugner af bregner, vandfald og lianer. Jeg har afstøvet og samlet mountainbiken og har været på et par gode cykelture i det stejle terræn, samt været på et par vandreture i regnskoven, bl.a. til vandfaldet med det tungevridende navn, Liduduhniap (se min lille video her), hvor jeg fik det bedste bad, jeg har fået siden jeg forlod Danmark for halvanden måned siden. Det er unægteligt noget andet end at tage bad med en spand og en kop.
Ellers har jeg brugt størstedelen af tiden på at ro kajak i mangroven og lagunen, og nyder på den måde at kunne komme helt tæt på dyrelivet. Det gør mig altid glad at iagttage isfugle smutte ud og ind mellem løvet i trætoppene. Pohnpei har i det hele taget et rigt fugleliv og kan byde på ikke mindre end fire forskellige endemiske arter, som jeg håber, jeg er heldig at få at se, inden vi igen sætter sejl og drager videre i midten af juni.

Vragdykkernes paradis - Jule(post)kort #5

Maj 2013
Min tid på Seychellerne er slut og jeg kan se tilbage på syv fantastiske måneder. Efter mit korte pitstop på Guam, tager jeg nu hul på fire måneder ombord på den danske båd, Orbit, som jeg netop er påmønstret i Chuuk. Før jeg tog af sted, anede jeg ikke, at der overhovedet fandtes et sted med det navn. Chuuk (tidligere kendt som Truk) er den næststørste af Mikronesiens forenede stater, hvilket dog ikke er ret stort, eftersom Mikronesiens samlede areal er mindre end Møn og Falster tilsammen. Jeg må indrømme, at jeg - trods  min store lidenskab for tropeøer - ikke blev videre betaget af Chuuk. I hvert fald ikke den del af staten, som befinder sig over havets overflade. For her finder man noget, som gør Chuuk til en yndet destination for vragentusiaster.
Jeg elsker at dykke, men jeg har aldrig set mig selv som den store vragdykker - jeg foretrækker langt at se på levende ting - men det afholdt mig ikke fra at suge til mig af undervandsoplevelserne. Og vrag har det jo heldigvis med at tiltrække en del akvatisk liv med tiden. De fleste af vragene omkring Chuuk stammer fra 2. verdenskrig, hvor amerikanerne bombede den japanske base her og sænkede mere end 70 skibe. Mange ligger på så lavt vand, at man som almindelig sportsdykker kan dykke på dem. Vragene er fredede, og betragtes som en gravplads, hvorfor det er forbudt at dykke på dem uden guide.
Det har været spændende sådan at mærke historiens bølgeskvulp, og jeg er glad for, at vi har nået at dykke på så mange forskellige vrag her i Chuuk, men jeg foretrækker stadig til enhver tid at dykke for at se på levende ting.

Et biologisk smertensbarn - Jule(post)kort #4

Maj 2013

Guam er Mikronesiens største, tættest befolkede og mest udviklede ø – og næppe overraskende samtidig også den mest kommercialiserede og spolerede. Jeg plejer at sige, at mennesket er den værste invasive art af alle, og på Guam har den menneskelige indflydelse haft meget vidtrækkende konsekvenser. Det amerikanske militær har sat sig på store arealer, som er udlagt til fly- og flådebaser lukket for omverdenen. Turisterhvervet og dermed hotelbranchen blomstrer (bare de japanske turister alene udgør næsten en million besøgende årligt) og rigtig meget land er enten bebygget eller udpint med massiv erosion og blotlagt jord til følge. Dertil er der gennem årene blevet indført en hel række invasive arter af både planter og dyr, hvor især Boiga irregularis, Brown Tree Snake, er berømt/berygtet (blandt biologer i det mindste). Den første gang, jeg selv stødte på omtale af den, var i David Quammens bog, The Song of the Dodo, fra 1996, men problematikken er stadig aktuel. Slangen er oprindeligt naturligt hjemmehørende på Solomonsøerne, men blev introduceret på Guam ved et uheld i 1940'erne, hvor et amerikansk militærskib eller -fly højst sandsynligt havde den med dertil fra Sydøstasien. Slangen er giftig, men udgør ikke nogen større trussel for mennesker. Andre dyr derimod lider under dens tilstedeværelse. Dem der er tilbage altså. For Guam er uhyggelig tyst, når man begynder at lytte efter fuglestemmer. 10 ud af 13 hjemmehørende fuglearter er forsvundet, fuldstændig udryddet fra øen. Det samme gælder seks ud af 12 arter af firben og to ud af tre arter af flagermus. Alt sammen pga. af slangen, der ingen naturlige fjender har her*. I begyndelsen af året annoncerede det amerikanske landbrugsministerium, at man ville forsøge at kontrollere bestanden af slanger ved at nedkaste forgiftede mus fra luften, men resultatet af dette tiltag kendes endnu ikke.

Et andet uheldigt bekendtskab er Bufo marinus, Aga-tudsen, som ikke kom til Guam ved et uheld, men som tværtimod helt bevidst blev introduceret til landet, for at fungere som et biologisk bekæmpelsesmiddel mod en særlig plagsom bille, der skaber problemer i sukkerrørsplantager. Projektet slog fejl, eftersom tudsen ikke kan hoppe særlig højt – til gengæld er den hvinende giftig og æder alt, hvad den kan komme i nærheden af.

Fra et biologisk perspektiv er Guam interessant som det skrækeksempel, øen udgør, men som turistdestination ville jeg til enhver tid vælge et andet sted. Bevares, der er tropisk klima og havvandet er lunt, men med mindre man er vild med the american way og hovedformålet med ens ferie er at bo på hotel og svømme i swimmingpool, vil jeg anbefale at overveje en anden destination.

Tip: Klik på billedet for at se det i fuld størrelse

(*kilde: National Invasive Species Counsil)

Gensyn på Praslin & La Digue - Jule(post)kort #3

April 2013
Jeg er taget til øen Praslin for at besøge Anna, som jeg lærte at kende, den gang jeg arbejdede på Mauritius. Vi har ikke set hinanden i ti år, men vi klikkede med det samme, jeg steg af færgen. Anna er ekspert i papegøjer og arbejder i naturreservatet Vallée de Mai, som er et UNESCO verdensarvsområde særlig kendt for to ting; Coco de Mer, palmen med verdens største frø, og de sorte papegøjer, som kun findes her. Jeg fik lov til at komme med Anna på arbejde i går og fik samtidig lejlighed til også at hjælpe Terrence, min tidligere kollega fra Assumption, med at opmåle palmer. Jeg kan godt lide på den måde at snigkikke ind bag kulisserne og få lov at se og gøre ting, som den gængse turist aldrig kommer i nærheden af. Samtidig synes jeg, det er rart at sætte de mennesker, jeg kender, ind i en kontekst.
I dag er Anna og jeg taget over til naboøen, La Digue, som indtil for nyligt ikke kendte til anden trafik end oksekærrer, og som fortsat er særdeles fredfyldt. Her er dømt total tropeidyl med hvide sandstrande, palmer og krystalklart vand. Tilfældet ville, at jeg her stødte ind i en anden tidligere kollega, Michel, som var en del af dykkerteamet på Aldabra. Det begynder at gå op for mig, hvor lille Seychellerne er. Efter et halvt år her kan jeg ikke længere færdes uden at støde ind i nogen, jeg kender, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er gevaldigt hyggeligt. Ligesom jeg synes, det er fascinerende, at man kan lade ti år passere og samle tråden op, hvor man efterlod den. Men Anna og jeg er nu hurtigt blevet enige om, at der ikke behøver at gå yderligere ti år, før vi ses igen. Vi har haft nogle gode dage sammen, og jeg har fået lejlighed til at se både Praslin og La Digue med en lokalkendt guide - hvor priviligeret er det lige?

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

Hverdag på Takamaka - Jule(post)kort #2

Februar 2013
Jeg er i fuld gang med feltarbejdet på Takamaka, som udgør den sydøstlige del af den største af øerne i Aldabra-atollen, Ile Grande Terre. Den eneste måde at komme hertil på er med båd efterfulgt af 45 minutters gang i uvejsomt terræn på land eller en times gang gennem uvejsomt terræn i mangrove (hvis vi ankommer via lagunen).
Vi har været i felten i to uger nu og har udviklet en række gode rutiner. Hver dag starter før solopgang, så vi kan nå at spise morgenmad og være klar til at åbne vores net, når fuglene vågner. På grund af terrænet kan vi ikke færdes udendørs i buldermørke, så vi venter oftest på det tidlige morgengry, inden vi begiver os af sted. Indtil frokosttid går dagen med at observere, fange, måle, veje, ringmærke og aflive. Når solen bager lodret ned og kæmpeskildpadderne begynder at søge skygge, lukker vi vores net og går tilbage til hytten for at holde frokostpause. Midt på eftermiddagen, når temperaturen igen er fladet lidt, genoptager vi arbejdet og bliver ved til solnedgang, hvorefter vi dissekerer, fører log, udfylder datablade, tager bad, laver mad, spiser og vasker op, inden vi går omkuld under hvert vores myggenet.

Vi er fire herude ad gangen, to på hvert team, og vi skiftes til at lave mad og vaske op. Det har udviklet sig til lidt af en konkurrence udi i kunsten at kreere nye retter ud af et meget sparsomt udvalg af dåsemad, ris, pasta, linser og couscous. Hver søndag, vores ugentlige fridag, forsøger vi at fange fisk, men ellers er der ikke mange friske råvarer til rådighed. Efter to uger har vi ikke flere æg, kartofler eller løg tilbage, og hvidløgsbeholdningen er også ved at være i bund. Og der er stadig to uger til vi igen kan få forsyninger.

Der er mange udfordringer ved at leve så primitivt, som vi gør her på Takamaka - uden strøm, uden rindende vand, uden anden forbindelse til omverdenen end en upålidelig satellittelefon - men der er også mange fantastiske oplevelser givet ved at bo midt i noget af den mest uspolerede, vilde og ufremkommelige natur, jeg nogensinde har oplevet. Her kommer man virkelig tæt på dyrelivet. Selv stjernerne synes nærmere. Så pyt med, at jeg ikke har vasket hår i to uger, fordi vi må spare på ferskvandet - jeg krydser bare fingre for, at det snart begynder at regne.

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

På det lave vand - Jule(post)kort #1

Januar 2013
Vi har lige sagt farvel til 2012. Efter den obligatoriske festivitas er hverdagen vendt tilbage til Aldabra, og vi er nu ved at lægge sidste hånd på det store koralrevsprojekt. Hele december gik med at dykke og tage billeder, tælle fisk og filme med et overfladekontrolleret videokamera, så det sidste der mangler for at have kortlagt revet omkring hele atollen er at samle data fra de områder, hvor vandet er for lavt til at dykke, endsige snorkle. Med et GoPro-kamera monteret på et skaft af  PVC-afløbsrør kan vi filme under overfladen selv på meget lavt vand, og det er der kommet både en del interessante billeder og en hel bunke sjove oplevelser ud af. Fx kan man på den måde komme helt tæt på muræner og havskildpadder, mens de spiser.

(Klik på billedet for at se postkortet i fuld størrelse)