På sidelinjen

Jeg ved godt, jeg ikke er alene, jeg ved, at tusinder andre har været, er og vil komme i samme situation, men det ændrer ikke på, at det gør ondt. Som pårørende er det en anden slags smerte, der er tale om, men den er reel nok. Som en trykken i brystet og en murren i baghovedet ligger den der hele tiden og strides om opmærksomheden med sorgen, bekymringerne, medfølelsen. Og afmagten, der nok er den værste af dem alle. Afmagten, magtesløsheden, den uendelige rejse gennem ingenting. For der er så forsvindende lidt, vi reelt kan gøre for at lindre, for at lette, for at fjerne smerten hos det menneske, som må bære den i sin fysiske form.

Jeg har været på en fantastisk rejse rundt på kloden og i mig selv gennem det seneste halvandet år, og denne forunderlige rejse har givet mig et mentalt overskud, som har rustet mig optimalt til den situation jeg sammen med min familie står i i denne tid – men som jeg nu også trækker grove veksler på. Jeg satte humørpoint i banken i månedsvis, samlede den ene opløftende, berigende og positive oplevelse efter den anden og fik sparet en god portion sammen, men for hver dag, der går, rykker jeg nærmere bundlinjen og bliver mere og mere bevidst om, at der er risiko for overtræk. Hver dag vokser følelsen af sårbarhed og hudløshed, selvom hver dag også er en gave, som vi forsøger at huske at værdsætte. For vi ved ikke, hvor længe dette kommer til at vare. Vi ved ikke, hvad udsigterne er, hvad prognosen lyder på, hvor store chancer vi har for at forblive en hel familie længe endnu. Og sammen med magtesløsheden er uvisheden en opslidende cocktail, som vi hver dag skyller ned med fortrukne ansigter og hængende skuldre.

Vi har hinanden, og vi har et fantastisk netværk, der bakker op, støtter og hjælper. Og vi har et menneske blandt os, som trods livstruende sygdom bevarer optimismen intakt og som de fleste dage formår at se nøgternt på sin situation gennem positive briller. Og jeg tænker, at hvis han kan det, så kan jeg også – men det ændrer ikke på, at det gør ondt.

Drømmer du om at eje en træbåd?

Alting har sin tid. Således er det nu blevet tid for min barndoms skude at skifte ejer.
Hun er lidt af et liebhaverfartøj og efter tredive år i hænderne på min skibstømrerfar, fremstår hun i særdeles god stand. Hun er fuldt udrustet og sejlklar, så det er blot at pakke køjesækken og springe ombord.

Kort fortalt er der tale om en ombygget Lynæsfiskekutter, der i dag er gaffelrigget og udstyret med spil, letvægtsmaterialer i den løbende rig og anordninger, så hun kan sejles af én mand. Men det er ikke en solobåd som sådan - den er faktisk ideel som familiebåd. Der er ikke mindre end syv køjepladser fordelt i tre kahytter (alle med gode madrasser), ståhøjde i kabys og salon, masser af udstyr og gennemtænkte løsninger. Alt udført i gode materialer og høj kvalitet. Og så oser hun af personlighed.

Med i købet følger udførlige beskrivelser af af- og tilrigningsprocedurer, instruktion i brug af motoren samt detaljeret dokumentation af alt, hvad der er blevet lavet af reparationer, renoveringer og forbedringer gennem årene. I tilgift følger en mappe med bådens historie fra den blev bygget i Lynæs i 1939 frem til i dag. Bl.a. kan man læse om og se billeder af hendes karriere som fiskebåd på Sejerø og hendes aktiviteter under krigen og senere som kurérbåd for piratradioen, Radio Mercur, i Storebælt/Kattegat. Som turbåd har hun besejlet både Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Polen.

Lidt detaljer:

• Gaffelrigget Lynæsbåd bygget i eg på eg med klyverbom, som kan rulles ind
• L: 12,5m, B: 4,8m, D: 2,1m
• 100 m2 sejl (storsejl, topsejl, fok, klyver)
• 80 HK Hundestedmotor, 1 cyl., ferskvandskølet
• Klinkbygget jolle og 6 pers. redningsflåde
• Ankerudrustning inkl. spil og david
• Trykvand, to gasblus, gasovn, køleskab
• Kakkelovn og Refleks pottefyr

 - og meget, meget mere...

På Bådehandel.dk ligger en hel stribe detailbilleder af båden, og hvis du har lyst til at se endnu nærmere på hende, vil jeg på det varmeste opfordre dig til at ringe til min far på 26181476 og høre mere om kutteren Connie.
Spred meget gerne ordet og del indlægget her.
På forhånd tak.

Hvis jeg kunne, overtog jeg hende selv! Nu håber jeg bare, at hun havner hos mennesker, som vil få lige så stor glæde af hende, som min familie har haft.

Update 4. februar 2014: Båden har nu fundet en ny ejer.

Posten der forsvandt

Jeg beklager, at strømmen af jule(post)kort ophørte. Planen var jo at fortsætte lige til jul, men jeg valgte at ændre min billet og rejse hjem til Danmark i hast - og derfor blev det ikke til flere indlæg med historier fra min rejse. Jeg vil ikke afvise, at jeg graver en fortælling eller to mere frem, for der er nok at tage af, men lige nu er mit fokus et helt andet sted.
Hos min familie. Fordi det er det eneste rigtige sted for mig at være lige nu, fysisk såvel som mentalt.

Fra skrotskude til hot skude

Nogle damer ældes ikke just med ynde. Nogle kæmper hidsigt mod tidens tand og forsøger at bevare et evigt ungdommeligt look. I løbet af de seneste fire år har Newfoundlandskonnerten, Bonavista, undergået en forvandling, som overgår selv Gitte Nielsens mange plastikoperationer. Og det er ikke så lidt, når man tænker efter... Stort set alt er blevet skiftet ud og skonnerten fremstår nu komplet nyrenoveret og klar til stabelafløbning. Og hvorfor så ikke bare bygge et nyt skib, i stedet for at bruge fire år på at renovere en pilrådden gammel skude? Fordi Nationalmuseets fornemmeste opgave er at bevare og formidle - ikke at bygge nyt. Så fordi Bonavista tilhører netop Nationalmuseet har projektet været af en karakter lidt ud over det sædvanlige. Samtidig har det været åbent for besøgende hele vejen igennem og en kvart million gæster har lagt vejen forbi for at følge med i byggeriet.
Jeg har selv fulgt projektet på sidelinien, siden Bonavista kom på land i 2008, og jeg glæder mig til at se hende blive søsat igen på lørdag, hvor Marstal kommer til at være på den anden ende over begivenheden.
Ses vi?

April 2008 - landsat på Eriksens plads. 

April 2008 - det rådne skæres ud. Dvs. nærmest det hele.

  

Juli 2008

April 2009 - stort set alle spanter er skiftet

April 2009

Februar 2010 - nyt dæk er lagt.

April 2012 - lastrumemt er færdigt.

April 2012
Knæene er noget af det eneste oprindelige, som er blevet bevaret.

April 2012 - næsten færdigmalet

Du kan læse mere om Bonavista og se mange flere billeder ovre hos Marstal Søfartsmuseum.

Davs du!

Aktiv ferie

Påskedagene tilbringer jeg på Ærø. Her står ferien på forårskølhaling - dog ikke af egen båd, men af mine forældres. I år har de den på land under tag, hvilket har været ualmindelig rart, når nu aprilvejret har vist sig fra sin allermest aprilsvejragtige side med både sne, hagl og frost. Jeg fik tjansen med at slibe og male dæk og indersiden af skanseklædningen agter, samt på pladsen, hvor gaskassen plejer at stå.
Det er noget særligt tilfredsstillende over manuelt, synligt arbejde af denne kaliber, og jeg har faktisk hygget mig gevaldigt.

Gaskassepladsen før

Gaskassepladsen efter

I dag fik vi streget nogle af de sidste punkter på påskens dokliste og i morgen kommer den gamle skude tilbage i sit rette element.

Bedstemorassistance - Meningsfyldt tidsfordriv #8

Tirsdag drog jeg nordpå for sammen med min mor at besøge min bedstemor. Når man har blot en mikroskopisk tåget rest af sit syn i behold og dertil er dårligt gående, er der desværre rigtig mange ting, som er svære at gøre. Altså har vi brugt dagene i Vendsyssel på at afrime fryser, sortere madvarer, rengøre spisekammer, vaske gardiner og den slags, som den gamle dame ikke længere selv kan. Vejret har ikke indbudt til ret meget arbejde i haven, men der er jo tørvejr i drivhuset, så i dag fik jeg givet vinen og roserne derinde en omgang med beskærersaksen. 

Ud røg også de sørgelige rester af sæsonens tomatplanter - da årets sidste tomat var plukket. Jeg kan ikke dokumentere høsten, for den ligger for længst i bedstemors mave, men vi var enige om, at det da var meget godt gået sådan at kunne høste tomat i december!

Der er virkelig noget ved at hjælpe et menneske, som er så taknemmeligt - men det har nu ikke været ren arbejdslejr, vi har også haft tid til at nyde varmen fra brændeovnen, kæle for katten, have besøg, spise (en masse) nystegte æbleskiver og shoppe lidt julegaver.
Det har været nogle gode dage her i det mørke nord. Og det tror jeg også, min bedstemor synes.

Øgler og aber - Meningsfyldt tidsfordriv #7

Nevøen og jeg tog i Zoo i går. Han er i en alder af 3½ allerede en rutineret gæst, som efterhånden kender haven ud og ind. Og han har en fast mening om, hvad han har lyst til at se på.

Lysfest i Tivoli - Meningsfyldt tidsfordriv #3

Fredag d. 11. november åbnede Tivoli for julesæsonen. Men dagen inden var der Lysfest - generalprøven, hvor man kan komme med, hvis man er ansat (eller kender nogen som er) i et firma, der giver billetter til begivenheden, hvor alle forlystelser er gratis, når først man er inden for porten. Min bror havde billetter og inviterede. Jeg havde passet nevøen hele dagen og var med en god dosis racerbanebygning og Nintendospil derfor allerede i børnehoplagear - det blev ikke mindre af, at min bror og jeg tog en tur i Tivolis nyeste rædselsmaskine VERTIGO. 5G og udsigt til Københavns tage med hovedet nedad. Virkelig ikke for sarte sjæle! Men ellers var aftenen på børnenes præmisser og holdt i et mere moderat tempo, hvilket gav god tid til at nyde alle lysene. Og fuldmånen.

I år er juletemaet "Russisk Jul", som bl.a. inkluderer Tivoliversionen af Vasilij-katedralen og dansende bjørne med pakker i hænderne.

Total pærevælling

Grød har fået lidt af en renaissance de senere år, men vælling synes jeg ikke rigtig man støder på hos helsejuntanen. Måske fordi ordet bare er svært at sælge som noget lækkert?
En gang for mange år siden, serverede min mor pærevælling for min oldemor, som var på besøg. Det er nærende og billigt og hører efterårets pærehøst til. Trods en opvækst i små kår på Falster, havde olde aldrig vidst, at pærevælling var noget man kunne spise. Hun havde ikke reflekteret over at ordet kunne betyde andet end det udtryk for et værre roderi eller miskmask, som de fleste i dag nok også bruger det til. Altså var det med en vis skepsis, hun satte skeen i den første - lillebitte - portion, men maden smagte hende i dén grad. Og det smager da også rigtig godt!
Jeg har ikke selv fået pærevælling, siden jeg var barn, men vi havde en halv kasse pærer fra forrige weekends æbleræs stående, og så faldt talen på omtalte vælling. Det endte med et hyggeligt gensmageri.

Opskrift på pærevælling

1 liter vand (kan efter smag og behag helt eller delvis erstattes af mælk)
3 dl byggryn
1 tsk salt
evt. 1 dl rosiner (eller tørrede tranebær, hvis man vil være lidt kæk)
4 pærer skåret i stykker

Bring vandet i kog. Drys grynene i under omrøring og tilsæt salt, rosiner og pærestykker. Kog grøden ved svag varme i 20-30 minutter. Rør i den med mellemrum.
Server med kanelsukker.

Mad til tre voksne mennesker for under tredive kroner. Supernemt og tilmed sundt!
Velbekomme.

Venskabets usvigtelige vigtighed

Det handler ikke om antallet på Facebook. Når det kommer til venskaber er tal så inderligt ligegyldige. Bare fordi man har et stort netværk, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man er beriget med mange dybe venskaber.
Nej, det handler om de ægte venner. Dem som, selvom de sikkert også for manges vedkommende er inkluderet i FB-venneskaren, betyder noget andet og mere.
Den slags mennesker, som på tonen i ens stemme i telefonen kan høre, hvordan man har det. Som sender en efterfølgende mail. Og som ikke lader en dø i synden, hvis man ikke får svaret med det samme.
Den slags mennesker som yder omsorg og empati, som interesserer sig og som, trods en dagligdag fyldt med egne gøremål, finder tid til at udtrykke denne omsorg.

Jeg plejer at tænke på mine venner som den familie, jeg selv har valgt. Den familie, som jeg ikke er blodsforbundet med, men som helt frivilligt har indvilget i at være en del af min tilværelse. De spiller en kolossalt stor rolle. Nogle gange endnu større end man nok lige gør sig klart til hverdag. Der har været flere perioder i mit liv, som jeg ikke ved, hvordan jeg ville have tacklet, hvis det ikke havde været for nogle helt igennem fantastiske venskaber. Især i svære tider har jeg fået understreget, hvor priviligeret jeg er at kende mennesker, der vil strække sig meget, meget langt for min skyld.
Endnu oftere har det dog vist sig i gode, omend meget tidspressede perioder, hvad disse venskaber egentlig kan holde til. Var det Piet Hein som en gang sagde, at det var let nok at føle med en ven i modgang, men at det var meget vanskeligere at gøre det i medgang? Jeg er dybt taknemmelig for at have venner, som ikke slår hånden af mig, fordi jeg begraver mig i projekter, forsvinder fra omverdenen dybt fokuseret på næste mål og i disse perioder ikke bruger helt så meget tid på at pleje mine venskaber, som jeg egentlig gerne ville.
For venskaber SKAL plejes. Det skal jeg være den første til at understrege. Og noget vi jo gøre rigtigt - i hvert fald tør jeg godt rejse ud i verden nogle år uden at være bange for, at vores venskaber visner i mellemtiden.
Det giver en massivt god og varm følelse dybt i hjertekulen. Taknemmelighed og kærlighed.
Og det er mere værd end femtusind "venner" på Facebook.

Så tæt man kan stå, når man støtter hinanden...

PS: Facebook og andre sociale netværk har en anden værdi som bestemt ikke skal underkendes, misforstå mig ikke. Men jeg har venner som har kendt mig i mere end tyve år, og nogle af dem er ikke på FB. Det gør ingen forskel for vores venskab.

Småsysler mens vi venter

Båden er klar til afgang. Jeg er sådan set også klar. Skippers ryg er bare ikke helt klar. Så vi venter. Og venter. Det er åbenbart ikke sådan at få en læge til at kigge på et par røntgenbilleder...
Men ventetid behøver jo ikke betyde kedsomhed, så nu er jeg gået i gang med punkterne på den del af doklisten, som rummer "Nice to have" (i modsætning til "Need to have"-listen, som der heldigvis ikke er ret mange punkter tilbage på). Man kan godt argumentere for, at det igangværende projekt på sigt ville flytte sig til den mere akutte mangeliste, men i det her vejr er der altså ikke meget brug for myggenet. Ikke desto mindre er det et myggenet til forlugen, som er under konstruktion. Billeder følger, når det er færdigt.

Det pureste sorte guld, inden det røg i saftkogeren

Imens limen tørrer og røntgenlægen piller næse (eller hvad det nu er han laver i stedet for sit job?), får vi plukket æbler og hyldebær, høstet vindruer og båret potteplanter i vinterhi. Årets gulerodshøst er kommet i grøntsagskælderen, og hvis vejret holder tørt i morgen, står den på rødbederne. Jeg tror sådan set, at mine forældre er godt nok tilfredse med, at vi ikke er kommet afsted endnu, så vores situation lige nu er egentlig lidt af en kliché: at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Ild i haven

Jeg har altid godt kunnet lide bål af den slags, hvor man kan sidde og lade tankerne danse i takt med flammerne. Hvor kinderne gløder, mens køligheden lægger sig på rygstykkerne. Hvor man kan bage et svedent snobrød om man vil, eller blot læne sig tilbage, lægge sig i græsset og se gnisterne stige op for at blande sig med stjernerne på nattehimlen.
Da jeg var barn, havde vi en bålplads i haven, men det er mange år siden, den blev sløjfet til fordel for et bed med rhododendron og blåbær. Men min mor ville egentlig gerne igen have mulighed for at lave et bål og stege en pølse på spyd - det er åbenbart den slags lyster som blomstrer, når man får børnebørn. Så mens sommeren stadig føltes som sommer, fik min mor og jeg anlagt en lille bålplads i haven.

Bålpladsen har været i brug et par gange denne sommer, men den uafladelige regn har lagt lidt af en dæmper på aktiviteten. Måske får de mere gavn af den næste år?

Rig og held på plads

Det er tradition at lægge en mønt under masten, når man rigger en båd. Det skulle efter sigende bringe held, og held kan søfolk vist ikke få for meget af. Der er meget overtro forbundet med skibe og sejlads, noget af det mere fjollet end andet, men detaljen med mønten har jeg altid godt kunnet lide. I mine forældres båd ligger der fire mønter under masten - en fra byggeåret, en fra det år de købte den og en for hver af min brors og mit fødeår.

I dag fik båden sin mast og øvrige rig tilbage på plads. Inklusive en 2somhedsøre fra det år, hvor kæresten er født.

Med ønske om held og lykke.

Monkey Man

Man bliver, i følge min far, aldrig for gammel til at klatre i træer.
Han er i hvert fald ikke holdt op, selvom han er i 60'erne. Det er da sejt!

Road Trip

Jeg ville til Åland. Min far ville med. "Og så kan vi køre i min bil" sagde han.

Så i stedet for at hoppe på et lyntog og fræse til Åland på en dag, har vi taget det lugnt i hans gamle Volvo Amazon fra 1968 og set rigtig meget mere af Sverige, end man kan fra et togvindue. Og ført mange flere lange, gode og dybe samtaler end vi nogensinde tidligere har haft lejlighed til. Man taler så godt i sådan en gammel bil, mens man dutter afsted med en makshastighed på 80 km i timen.
Vi er kun halvvejs igennem turen, men jeg ved allerede nu, at jeg vil værne om disse dage resten af mit liv.

Tour de Au Revoir

Vi vinker til det infrarøde kamera på Experimentarium 

De sidste to uger har været überhektiske, men heldigvis af en karakter, som jeg ikke ville have undværet.
Først en uge i København med reception, barselvisit, besøg, kaffeaftaler, brunchaftaler og middagsaftaler, heldagstur i Experimentarium med niecebarnet, fyraftensøl, familietid, kanalrundfart og sushiorgie samt mange lange samtaler med mennesker, som står mig nær. Dertil indkøbstur i INCO og indløsning af en stak gavekort, som havde hobet sig op, og som ville nå at udløbe i løbet af de næste par år (hammam-massage i Sofiebadet, 2 x boghandel, Axel Music og mad hos BioMio).
Allerede efter den uge var jeg ved at være brugt, men fra hovedstaden gik turen - via et pitstop i Havbro hos gode venner - ufortrødent videre til Århus og endnu flere aftaler, som involverede kaffe, mad, hygge, leg, latter og snak. Samt en hel dag ved Vesterhavet som ren bonus. Det var ikke planlagt, men fristede så meget, at logistikpuslespil og aftalekalender måtte undergå en kreativ rokade, så jeg kunne få en dosis havgus.

Set i bakspejlet er jeg egentlig lidt forundret over, at det lod sig gøre at få det hele til at gå op på trods af, at jeg havde lagt min lille turne midt i ferietiden. Men det var nok meningen, at det skulle lykkes - for nu går der flere år, før jeg ser mange af dem. Tanken er først for alvor ved at synke ind nu, hvor jeg er tilbage i stilheden på fødeøen. Det er ikke helt til at fatte...

Nu hænger der tre maskinfulde tøj og kæmper for at tørre. Der er fuld knald på varmen, fordi monsunen ikke just indbyder til udendørs tøjtørring - men det skulle gerne nå at være klar til i morgen, hvor jeg igen pakker taskerne. Denne gang for at tage på road trip med min far.

Søster Grønthøster

Hvad giver mand til (bror)manden, der har alt? Han mangler ikke for alvor noget - udover tid. Og tid kan man jo ikke bare smutte ud og købe, så jeg gav ham i stedet et gavekort på en hel dags hjælp i haven. I går blev gavekortet indløst i selskab med hækkeklipper og rosensaks. De har haft huset i ti måneder nu, men har simpelthen ikke haft tid til at tage sig af haven, så der var nok at gå i gang med. Og efter elleve timers arbejde var det da også tydeligt, at der var sket noget. Jeg tror, bortfjernelsen bunken af afklip og ukrudt kommer til at kræve mindst tre køreture med traileren...
Er muligvis nu nomineret i kategorien "Årets mest kærkomne gave" - at dømme efter de mange kram og glade smil fra ikke blot brormand, men også min svigerinde. Så er der virkelig noget ved at give gaver!

(Bare rolig, træet på billedet har jeg ikke klippet i!)

Kære farmor

Der er gået en måned nu. En måned uden dig i verden. En situation som du altid sagde, at du ikke kunne forestille dig. Det er du ikke den eneste, som har haft svært ved. 
Jeg havde faktisk prøvet at forberede mig på det. På at du en dag ville takke af og trække dit sidste vejr. På at det kunne ske, mens jeg ikke var hjemme. Men nogen ting kan vi ikke tackle på forhånd. Og det skal man vi jo heller ikke. 
Jeg ville bare så gerne have beholdt dig lidt endnu. Jeg havde sådan set frem til at sende dig en stribe farvestrålende postkort fra vores færd rundt i verden. Jeg havde glædet mig til at dele eventyret med dig. Fordi du elskede at få rigtig håndskreven menneskepost. Fordi du ville have sat pris på at få lov at følge med og få stillet nysgerrigheden. Og fordi du selv holdt så meget af rejse.


Farmor, jeg savner dig. Men jeg er også taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at tage afsked med dig sammen med resten af vores familie. At jeg ikke skulle få beskeden langt herfra og være alene om at bearbejde savnet. Jeg er glad for, at jeg nåede at holde dig i hånden og få vished for, at du satte dit personlige punktum af egen vilje, og uden at det trak langt og pinefuldt ud. Smukt og værdigt og omgivet af dine fire børn i dit eget hjem. Det var lige efter dit hoved at tage herfra på den måde. Stærk og stædig som vi alle har kendt dig og elsket dig.


Tak for det hele farmor.



Kære du som læser med her
Normalt er jeg ikke så privat på bloggen, og det er et helt bevidst valg. Dette indlæg er et udtryk for hårdt tiltrængt ventilblogging (udtrykket ydmygt lånt af et menneske, som jeg sætter stor pris på) - jeg savnede sådan til at få sat ord på, men ønsker ikke at forholde mig til kommentarer lige nu og har derfor lukket for kommentarfeltet. Det håber jeg, du forstår og respekterer.

Forsinket kyndelmisse

Når fyret løber tør for olie en søndag aften i februar, mens det blæser og sner udenfor, bliver der hurtigt køligt i et stort hus. Så mens min onkel kørte efter nødforsyninger til fyret, proppede vi andre brændeovnen til bristepunktet og tændte lys i alle husets stager. Inklusive min tipoldefars svendestykke.

Nu holder vi lysfest og spiser lagkagerester, mens vinden hyler i granerne omkring huset, og oliefyret gør en brav indsats for at indhente det forsømte.