Den usynlige invitation

Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære. 

Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme

Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.

Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne

Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.

Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.

Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige

Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.

Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle

Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.

Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle

Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.

Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?

Fuckroaches galore!

Vi har kakerlakker her. Masser. Og jeg deler med de fleste her den opfattelse, at lige netop disse insekter er udpræget ækle. Slet og ret fordi de er mørkets væsner, som både æder alt og bevæger sig overalt - de tramper rundt i skidt og lort og æder gladeligt både sæbe, læbepomade, ørepropper, etiketter og grydesvampe. De kravler rundt og laver bæ på dine nyvaskede tallerkener, din tandbørste og din hovedpude, hvis de kan slippe afsted med det, og de gnaver gerne huller i din dykkermaske og gumler på mundstykket til dit drikkesystem. Kort sagt fortærer de alt, der potentielt kan rumme bare mindste spor af organisk materiale (spyt,  hudceller og -fedt - den slags delikatesser, som vi ikke kan undgå at efterlade til fri konsum). Ud over madvarer selvfølgelig. Man kan sikre sin bolig mod rotter, men kakerlakkerne er det langt sværere at holde ude. Altså må man - med mindre man tolererer deres tilstedeværelse og ikke har noget imod lidt kakerlaklort i munden, når de har besørget på ens tandbørste - prøve at bekæmpe dem inden for hjemmets fire vægge.
Jeg er ikke tilhænger af gift, og da kræene ikke bryder sig om lys og derfor gemmer sig hele dagen, kan de være svære at klaske ihjel. Så en fælde er en god ting. Og det er heldigvis superlet at lave en effektiv en af slagsen med ganske få remedier.

Man tager et syltetøjsglas eller anden beholder med glatte sider - gerne med en åbning, som snævrer ind i forhold til resten af glassets diameter. Herpå afstættes på indersiden af glasset, gerne nogle centimeter fra åbningen, en ring af peanutbutter (som åbenbart rangerer højt på listen over livretter blandt kakerlakker), og til sidst fyldes der vand i glasset til lige under den klistrede ring af lokkemad.
Når kakerlakkerne så kommer og strækker sig efter lækkerierne i glasset, får de overbalance og drøner ned i vandet - hvor de drukner. Og har man først fanget én, skal der nok være flere som følger efter.
I løbet af en enkelt nat lykkedes det mig at fange ikke mindre end tretten - og det vel at mærke i mit eget logi, der blot består af soveværelse og badeværelse. Jeg har end ikke et køkken til at lokke dem ind i rummet, men alligevel er der masser af de små bæster.
Nu virker det dog som om, jeg for en stund har fået has på størstedelen. Jeg fangede tretten i løbet af natten til i går og havde syv mere i fælden her til morgen. Fugle og krabber bliver desuden sært begejstrede for at få serveret sådan et glasfuld døde kakerlakker til morgenmad - så alle er glade (borset fra ofrene).

Post på gammeldaws manér

Der er nu noget unikt over at modtage håndskrevne breve – ikke kun fordi brevet i sig selv er enestående, men også fordi oplevelsen besidder en kvalitet, der ikke helt kan opvejes af en email. Afsenderen har virkelig gjort sig umage. Har sat sig ned med pen og papir og nedfældet ord, har proppet det skrevne i en kuvert, har købt et frimærke og har postet brevet. Det er alt for besværligt for de fleste mennesker i dag, og kommunikationsgangen er også alt for langsom. Emails sparer både porto og papir. Og tid. Og det er nok især det med tiden og umagen, der gør, at et håndskrevent brev, ja selv et postkort med nogle få linjer, for mig repræsenterer noget, som tangerer en decideret gave. Misforstå mig ikke, jeg er en stor fan af elektronisk kommunikation, men det bliver bare aldrig helt så personligt som et fysisk brev. Og hvis man er langt hjemmefra, måske endda helt uden for internettets rækkevidde, så er gammeldags breve ganske enkelt noget af det bedste i verden.

WonderWash

For et par år siden fik vi lidt af et klenodie forærende, men det er først i dag, jeg har fået indviet den. Mest af alt for at teste, om jeg skal gøre en ekstra indsats for at fremhekse opbevaringsplads til agregatet, men også fordi håndklædestakken var i bund og solen skinnede.

WonderWash er en hånddrevet vaskemaskine - en vaskekugle med håndsving om du vil - som man kan vaske op til ca. 2 kg tøj i ad gangen. Uden at bruge ret meget vand. Eller sæbe. Og slet ingen elektricitet.

Det er supersimpelt. Ved at hælde varmt vand i og skrue låget på, vil der opbygges et lille overtryk, efterhånden som den luft, der er i beholderen, opvarmes af vandet og dermed udvider sig. Dette tryk hjælper vaskemidlet med at trænge ind i tøjet og man er kun nødt til at dreje på håndsvinget i få minutter, før tøjet er klar til at blive skyllet. 

Det lyder forjættende og miljøvenligt - og jeg må sige, at jeg efter dagens test ville ønske, jeg kunne finde plads til den lille tøjvaskehjælper. Jeg kom til at putte lidt rigeligt sæbe i, så jeg måtte bruge en del vand til at skylle med, men bortset fra det kan jeg sagtens se pointen. Ikke bare til en båd, men også hvis man ikke vasker så meget tøj ad gangen og/eller håndvasker meget. Indtil videre må vores WonderWash dog tilbage til sin plads i skuret, for jeg kan simpelthen ikke proppe den ind nogen steder ombord.

Hvis du har lyst til at se WonderWash i funktion:

Giv os i dag dit daglige brød

Det er højsæson for dunede dyreunger og her i havnen har vi da også et ynglende svanepar, som i år har fået tre af slagsen.

Hele familien kigger hver dag forbi for at se, om der ikke skulle falde noget brød af, og de er simpelthen ikke til at stå for på trods af, at svanefar både hvæser og strækker hals for at snappe efter tæer og fingre.

Det gør fodringen lidt udfordrende, men også ret underholdende, så lige for tiden sørger vi for at have nogle pakker billigt pitabrød ombord, så vi ikke står med tomme hænder, når vi får gæster.
For kommer vi ikke ud, ja så banker de da bare på - og lyden af et svanenæb på et stålskrog overhører man altså ikke, kan jeg godt afsløre.

Med røven i vandskorpen

Tirsdag morgen bevægede jeg mig på kanten. Helt ufrivilligt vel at mærke. Men udfaldet blev lykkeligvis ikke tilnærmelsesvis så alvorligt, som en konstateret pupildifferens antydede, og efter i et par dage at have slæbt mig afsted i mørbanket tilstand, har jeg nu hævet popo'en op fra den vandskorpe, den slæbte i.

Et kig ind i fremtiden

Østerbro har fået vokseværk. Ud i Øresund vel at mærke. På sigt er det tanken, at der skal bygges et helt nyt kvarter ved Nordhavnen, og i går kombinerede vi et punkt på TO DO-listen med en inspektionstur ud til byggeriet på vandet. Vi skulle have vækket vores påhængsmotor fra vinterdvalen og sejlede derfor et smut ud i gummibåden i skumringstimen.

Der er lang vej endnu, men med tiden skulle det gerne ende med at se sådan her ud:

Mere om den nye Nordhavn her.

Ægte påskekyllinger

Klækket i går. 37 stk. dunbolde med striber som jordegern. En delikat blanding af Orpington og Barnevelder for eventuelle interesserede i fjerkræ.

Nøiiiiiiij! Se, en KRAN!

Måske er det ikke så sært, hvis noget vejarbejde trækker ud?

Hverdag uden hverdagsting

At bo på en båd medfører, at en hel del ting, som de fleste tager for givet, for os antager grad af luksus. Sjovt nok går det hyppigst stillede spørgsmål fra andre på, hvordan vi dog kan holde varmen om vinteren. Vi har det - takket være centralvarme, grundig isolering og lavt til loftet - varmere her ombord, end mange har det i deres lejligheder og huse. Ingen afsavn dér. Men vi undværer mange af hverdagens andre bekvemmeligheder. Heriblandt let adgang til en vaskemaskine.
Og i dag skal jeg altså vaske tøj. I sig selv ikke videre spændende, men det er et større projekt, som pt. involvere en del transport og logistik, og som derfor gerne bliver udskudt til der er samlet tilstrækkeligt vasketøj til, at det kan betale sig. For det, som er hverdagsagtigt for de fleste, er ikke hverdagsagtigt for os. Det blev jeg lige mindet om, da jeg her til morgen pakkede rygsækken med sure sokker og brugte viskestykker.

På listen over ting, vi lever uden, optræder fx:

• Rindende vand - vi har i stedet "trædevand"; en fodpumpe, som vi tramper vandet op af vandtanken med uden brug af el.
• Varmt vand i hanen - vi varmer vand i en kedel på komfuret.
• 220V - det begrænser brugen af elektroniske gadgets, grej og maskiner til kun at omfatte dem, som kan køre på 12V. Vi har adaptere til opladning af computere, telefoner, kameraer og den slags. Og en inverter til når vi virkelig behøver det. 
• Bad - når vi ligger i havn, tager vi bad, hvor vi træner/arbejder. Alternativt bruger vi havnens faciliteter. Når vi sejler, står den på etagevask eller brusebad på dækket med solopvarmet vand.
• Fjernsyn - det er let. Vi havde heller ikke fjernsyn, mens vi boede på land. Vi ser film på computeren.

• Køleskab - om vinteren opbevarer vi ting, der skal holdes kolde, i cockpittet. Om sommeren spiser vi helt automatisk mindre ost, smør og lignende letfordærvelige madvarer. Kød kan vi kun købe i små portioner, og vi kan ikke gemme rester i mange dage. Æg, der aldrig har været på køl, kan til gengæld holde sig i måneder uden for et køleskab (de er bare svære at få fat i, når man ikke bor på landet).
• Fryser - det er faktisk en af de ting, jeg drømmer mest om at få. Men man kan tydeligvis godt klare sig uden.

Jeg kunne fortsætte, men det får vente til en anden dag. Nu skal jeg nemlig afsted på min vaskemaskinevisit.

Dagguffermonstret er løs

Jeg ved ikke, hvor de bliver af. Sokkemonstrets sidekick må have sneget sig ombord, for dagene synes at forsvinde lige så uforklarligt som de enlige sokkers savnede partnere. Der går en del tid med at træne, vi har haft et par fødselsdage, som skulle fejres og jeg har fået min nye Kindle (min gamle kom svært til skade i Thailand); ellers har jeg faktisk lidt svært ved at redegøre for, hvor de vågne timer er blevet af de sidste par uger. Sådan er det nok bare ind imellem...
Ugen, vi lige har taget den første bid af, er dog overplastret med kalenderificerede gøremål, så her er der ingen tvivl om, hvad dagene kommer til at gå med. De næste fire dage står den fx på svømmetræning og førstehjælpsteori, venindebesøg, lægebesøg og priktest, tankegang med en sej dame samt prøve og eksamen (mere om det, når det er overstået - men kryds gerne poter for mig torsdag eftermiddag).

Mine naboer - deres dage glider nok mere i ét end mine

Officielt forår

"Hvad med en travetur i Dyrehaven og frokost bagefter?" lød venindens sms. Det blev så lige til ni timers vandring, caféhygge og samtale. NI! Sådan går det, når solen fordriver gråvejret og man er i godt selskab. Slet ikke nogen ringe måde at fejre årets første officielle forårsdag på.

 

Drivgods

1. januar gik vi den obligatoriske nytårstur - denne gang op til kirken på toppen af Hven og nordpå ud til fyrmesterboligen for herfra at gå retur til båden langs vandet. Netop som vi nåede ned på stranden, begyndte der at flyde balloner i land. Muligvis undsluppet fra en nytårsfest i Danmark og nu på vej i eksil på den svenske knold midt i Øresund.

Men løsslupne balloner er jo affald, omend noget meget muntert af slagsen, så vi samlede alle dem, vi kunne og tog dem med os. Grebet af den foregående aftens stemning endte vi med at binde ballonbuketten fast på båden og sejle den tilbage til Danmark i stedet for bare at smide dem ud.

Det behøver jo ikke at være kedeligt at samle skrald!

Gorillalufteri

Jeg er da ikke en gorilla!

Naboen havde en lang dag på arbejde i går - jeg indrømmer, at der ikke skulle megen overtalelse til for at gå en tissetur med den lille lømmel herover.

Tour de Job

Bloggen bliver nedprioriteret i denne tid, til fordel for marathondistancen indenfor jobsøgning. Ikke fordi jeg synes, det er voldsomt morsomt at skulle battle med de andre sulte arbejdsløse om de usle jobsmuler, der rystes ud på foderbrættet i denne tid, men der er ingen vej udenom. Jeg ryger i aktivering om seks uger, hvis jeg ikke selv finder noget bedre.

Første etape - en opvarmningsmail til hovedparten af mit københavnske netværk - er afsendt.
Der er kommet mange interessante tilbagemeldinger, både med kreative jobop- og forslag, meddelelser om videresendelse til andre netværk og en enkelt konkret opgave. Der er ikke så mange timer i den, men til gengæld kan jeg lave den hjemmefra. Så frem til januar er jeg beskæftiget som tekstforfatter. Tjek!

Anden etape - enkeltstartspurt på jobcenteret - skal jeg til om en uge. Og fordi jeg jo har folkeregisteradresse på Ærø, skal jeg selvfølgelig til møde dér! Det er ikke ligesom med min a-kasse, hvor jeg bare kan bede om at komme til møde i Kbh-afdelingen, for jobcenteret får jo penge for at jeg kommer hos dem. Ergo må jeg en tur til Ærø. Men da jeg alligevel skal holde jul dernede og rejser herfra d. 19., ja så er det jo bare alletiders. Omend stadig fjollet.

Tredje etape - de reelle jobansøgningsbjerge - er jeg i gang med at tage tilløb til. Planen er at spænde hjelmen og søge over en bred kam. Vikariater, tidsbegrænsede stillinger, projektstillinger og den slags ryger også med i puljen. Jeg kan, tør og vil mange ting og er sådan set ikke for alvor bekymret for, om det lykkes mig at finde noget at tage mig til. Det interessante er bare, hvad det bliver.

Så altså, hvis du har gode forslag - eller lige står og mangler en som mig - så sig gerne til.

Rødhalsens endeligt

De seneste dage har jeg haft fornøjelsen af at iagttage en lille Rødhals, som regerede i haven. Travlt optaget af at finde føde og synge - ikke for at lokke en mage til, men tværtimod for at fortælle, at det her fødeterritorium altså var optaget. Fuglen er nemlig skrækkeligt territorial. Samtidig syntes den alt for frygtløs til at kunne tage sig af, at der også bor en kat her på matriklen.

Problemet er så bare, at katte ikke ved, at Rødhalsen er fredet. Eller også er de bare ligeglade...

Duftminder

I disse dage, mens jeg selv går og venter på at komme afsted, er min far ligesom de fleste andre bådejere her i landet i gang med at rigge af. Båden bliver tømt for alt spiseligt og sejl, sengetøj og tæpper kommer hjem til vinteropbevaring.

Inden sengetøj og tæpper lægges væk får de lige en tur i vaskemaskinen. Men inden det sker, sniger mig lige til et snif. Med næsen begravet i farmors hæklede kludetæpper og øjnene lukket, bliver jeg katapulteret tilbage til min barndoms sommerferiesejladser. Min krop mindes følelsen af at blive vugget i søvn i køjen, mens bølgerne slikker om det gamle træskrog. Saligt og trygt.
Det er slet ikke så ringe på sådan en kold efterårsdag.

Hvilken/hvilke duft(e) minder dig om barndom?

Lige ind i solnedgangen

Fredag aften midt på Storebælt.
I det bedste selskab i verden.

Småsysler mens vi venter

Båden er klar til afgang. Jeg er sådan set også klar. Skippers ryg er bare ikke helt klar. Så vi venter. Og venter. Det er åbenbart ikke sådan at få en læge til at kigge på et par røntgenbilleder...
Men ventetid behøver jo ikke betyde kedsomhed, så nu er jeg gået i gang med punkterne på den del af doklisten, som rummer "Nice to have" (i modsætning til "Need to have"-listen, som der heldigvis ikke er ret mange punkter tilbage på). Man kan godt argumentere for, at det igangværende projekt på sigt ville flytte sig til den mere akutte mangeliste, men i det her vejr er der altså ikke meget brug for myggenet. Ikke desto mindre er det et myggenet til forlugen, som er under konstruktion. Billeder følger, når det er færdigt.

Det pureste sorte guld, inden det røg i saftkogeren

Imens limen tørrer og røntgenlægen piller næse (eller hvad det nu er han laver i stedet for sit job?), får vi plukket æbler og hyldebær, høstet vindruer og båret potteplanter i vinterhi. Årets gulerodshøst er kommet i grøntsagskælderen, og hvis vejret holder tørt i morgen, står den på rødbederne. Jeg tror sådan set, at mine forældre er godt nok tilfredse med, at vi ikke er kommet afsted endnu, så vores situation lige nu er egentlig lidt af en kliché: at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

En velgørende tur i æltemaskinen

Siden jeg kom hjem fra Wales i begyndelsen af august har den stået på bådarbejde nærmest uafbrudt. En enkelt smuttur til min gamle bedstemor i Vendsyssel er det eneste afbræk, der har været - og det begynder at kunne mærkes. Kroppen protesterer. Det er ikke nogen ny sang, kroppen har fundet på, den gentager bare de samme gamle, forslidte vers om og om igen. Om arme som værker og fingre, som sover. De trænger til en pause. Og gerne noget behandling.

Her fra øen er der desværre langt til min favoritosteopat, Michala Bendix, i hovedstaden, men til gengæld er det lykkedes at finde et prima alternativ, og jeg har nu et par gange haft fornøjelsen af at overlade mit trætte legeme i Inge Bunde Olins kyndige hænder. Hendes firma, Body Performance ApS, har fast base i Roskilde, men ca. en gang om måneden behandler hun også på Ærø. Hvor heldig kan man være?

Det er altså ikke min arm, Inge har fat i her!
Billedet er lånt fra www.bodyperformance.dk  

Inge er body sds-terapeut. Body Self Development System-behandlinger kan bedst sammenlignes med en form for jitterbug-massage. Der bliver virkelig rystet lemmer! Det er svært at forklare, men det er en slags blanding mellem massage, ledfrigørelse (ikke så voldsomt som kiropraktik) og åndedrætsøvelser. Og det virker! Udover spændinger og led-/muskelsmerter er der en hel række af andre lidelser og udfordringer, som man kan få afhjulpet hos Body Performance. Herfra min varmeste anbefaling.

Og nej, jeg får ikke noget for at skrive dette indlæg - jeg synes bare, at gode oplevelser skal deles.