Fokus andetsteds

Først pustede jeg nyt liv i den gamle blog - og så svigtede jeg den på det groveste, mens den lå blotlagt her med alle sine nøgne ord og sprøde følelser.
Men jeg har ikke glemt den, og jeg har stadig lyst til at skrive. 
Fokus har bare været et andet sted.

I december besluttede min mand og jeg, at vi ville give hinanden en ferie i julegave. Midt i januar rejste vi derfor til Kap Verde og det var simpelthen den mest suveræne rejse vi har haft sammen! (Vi har ikke haft så mange, fordi vi ikke har kendt hinanden så længe endnu, men Kap Verde ER virkelig en anbefaling værd).
Ingen af os tog computere med og det var faktisk lidt rart. Men det betød altså også en pause fra bloggeriet.

Da vi så var vel hjemme igen med sol på næserne og lavastøv i skoene, gik jeg i gang med at konstruere vores nye hjemmeside, og den proces har slugt stort set al min tid ved tastaturet, så derfor er det først nu - hvor hjemmesiden netop har fået luft under sine digitale vinger - at igen er tid og overskud til at vie bloggen lidt opmærksomhed.
Og nu er der bare to dage til, at jeg igen sætter mig i en flyver! Denne gang for at rejse til Indien. Mere herom på et andet tidspunkt - jeg ville blot lige give et livstegn og dele et link til vores nye side.

Tag vel imod Lys Over Vand

Den usynlige invitation

Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære. 

Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme

Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.

Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne

Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.

Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.

Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige

Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.

Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle

Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.

Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle

Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.

Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?

Mandagsbussen - ventetid og ABBA for fuld skrue

Mens vi rejste rundt i Amerikansk Samoa skulle min ven, Glenn, og jeg på et tidspunkt overnatte hos en lokal familie, som boede lige på grænsen til en af nationalparkerne. Det kunne ikke være lettere at finde huset, fik vi at vide, vi skulle bare hoppe på den eneste bus, som kørte til Vatia og så stå af efter den femte bro og banke på i det lysegrønne hus.
På spørgsmålet om, hvornår bussen kørte, blev vi mødt med svaret "inden for en halv time" - det samme svar fik vi, da vi havde atter spurgte efter at have ventet en time. Og efter yderligere en time. Sådan er det bare i Polynesien, det kan man ligeså godt affinde sig med og så tage rejsen som den oplevelse, den nu en gang er. Bussen kom jo til sidst! Efter tre timers ventetid, to kopper te og masser af snak med de lokale. Vi kom frem i fin stil og blev kørt lige til døren. Tilmed med et ABBA-remix (af alle ting!) for fuld udblæsning hele vejen. Det var hele ventetiden værd.

Du vælger selv

Hvis du selv kunne vælge frit, hvordan skulle dit 2014 så se ud?

Hvad ville du gerne have mere af end i 2103, hvad ville du gerne opleve mindre af?

Hvor vil du helst være, hvem vil du helst være sammen med, hvilke mål vil du gerne nå?

Hvad var det bedste ved 2013?

Hvornår lo du længst og højst?

Hvad fik dit hjerte til at banke hurtigere?

Hvor og hvornår følte du dig lykkeligst?

Det er så klassisk at gøre status nu. Ved udgangen af et år. Og ved tærsklen til et nyt år. Og her på bureauet gøres ingen undtagelse, for det skader aldrig med lidt refleksion.

Jeg begynder 2014 med tavlen visket blank. Det kan på én gang være overvældende skræmmende, og ufatteligt løfterigt. For hvor tit får man muligheden for at begynde helt forfra? Jeg begynder året med et helt blankt kanvas, som blot venter på mine penselstrøg, venter på at jeg begynder at forme motivet, farvelægger, arbejder med detaljerne. De overordnede temaer som job, bolig og parforhold venter alle på at blive realiseret, mens grundtonen dog allerede er slået an. For mit blanke lærred er ikke skærende hvidt, det er gennemvædet af en solid grundglæde i den varmeste ende af farveskalaen. Jeg går ud af 2013 med en følelse af at være nået ind til kernen af mig selv, af at være så meget i balance, at selv de sværeste udfordringer synes overskuelige. Det har været ufatteligt sundt for mig at trække stikket i over et år. Jeg har holdt sabbat fra hverdagsliv, parforhold og fast bopæl, og har i stedet udelukkende arbejdet for min fornøjelses skyld, tilbragt tid sammen med mennesker, jeg holder af, gjort ting, som var gode for mig, set en masse af verden og fået sat livet i perspektiv. Men først og fremmest har jeg udlevet en række drømme.

Det handler om valg. Om at stå ved sine drømme. Om ikke at give op. Og om at bevare troen på, at karmaloven er i funktion, selv når man ligger og bløder efter endnu et slag. Jeg er ikke specielt sej eller modig, men jeg synes, jeg har fået knubs nok. Og jeg nægter at lade mig slå ud, gider ikke mere pis. Det er et helt bevidst valg. Et spørgsmål om prioriteringer.

Da min verden væltede for halvandet år siden, og alt hvad jeg havde på mit personlige lærred med ét strøg blev visket ud, brugte jeg en uge på at være i chok og sorg efterfulgt af en uge i rødglødende raseri. Jeg har opdaget, at jeg har udviklet en tendens til at blive meget proaktiv i krisesituationer, og jeg brugte da også dette raseri som en drivkraft til at foretage mig noget konstruktivt. Det var en bevidst prioritering ikke at sætte mig i et hjørne og lukke verden ude. Fordi jeg endelig har forstået, at den eneste, som er ansvarlig for min lykke, er mig selv. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Men jeg har fattet det. Og lever nu langt om længe efter filosofien. Jeg kan ærligt stå ved, at jeg har valgt at favne livet og dermed fravalgt at være ked af alle de ting, som jo ellers er helt oplagte at være frustreret over. Jeg vælger, at det er gave at kunne starte forfra i stedet for at være ulykkelig over, at jeg ikke har hverken job, bolig, kæreste eller børn lige nu – for livet ER sgu smukt og godt og alt for kort til at gå og bruge tid på at være stresset og utilfreds.

Der er skønhed allevegne, det gælder bare om at pudse brillerne og indstille fokus. Det lyder så let, og det er det i virkeligheden også – men det er først nu, hvor jeg har lært teknikken, at jeg synes det. De sidste ti år har været en lang indre rejse og jeg har stadig meget at lære og øve mig i, men jeg er på vej og det føles forrygende godt. Så nu er det tid til at træffe nye valg, til at vende tilbage til Hverdagsdanmark og til at øve mig i at finde skønheden her. Jeg skal ud at lede efter job og bolig og håber selvfølgelig også inderligt, at 2014 vil bringe kærligheden ind i min favn. Så kom bare an, du nye år. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Jeg håber, at du, som læser med her, vil få et tilsvarende dejligt 2014 – et år med glæde, overskud, kærlighed, latter, dans og udlevelsen af dine personlige drømme. 

Men husk, du vælger selv!

Kærligst

Lotte

Posten der forsvandt

Jeg beklager, at strømmen af jule(post)kort ophørte. Planen var jo at fortsætte lige til jul, men jeg valgte at ændre min billet og rejse hjem til Danmark i hast - og derfor blev det ikke til flere indlæg med historier fra min rejse. Jeg vil ikke afvise, at jeg graver en fortælling eller to mere frem, for der er nok at tage af, men lige nu er mit fokus et helt andet sted.
Hos min familie. Fordi det er det eneste rigtige sted for mig at være lige nu, fysisk såvel som mentalt.

Forårsfornemmelser - Jule(post)kort #17

Oktober 2013
Efter i et år stort set kun at have opholdt mig i troperne, har det været lidt af et fysisk chok at ankomme her til Auckland. Det har taget mig en uges tid for min krop at vænne mig til temperaturforskellen og den tørre luft, samtidig med at jeg har skullet omstille mig fra stillehavsmentalitet og små befolkningstal til det noget mere hektiske tempo i en af New Zealands største byer. Den slags tager tid. Men uanset hvor meget jeg holder af troperne, så kan jeg ikke forestille mig permanent at leve tæt på ækvator, dertil holder jeg for meget af årstidernes skíften. Og derfor er det da også helt fantastisk dejligt lige nu at være vidne til, hvordan foråret holder sit indtog her. Alle vegne pibler det op ad jorden med spirer og spæde blomster, og træer og buske holder sig heller ikke tilbage for at eksplodere i løv- og blomsterpragt. Nogle af planterne kender jeg hjemmefra, men mange af dem er lige så eksotiske for mig, som de planter jeg er stødt på i regnskove og på små atoller rundt omkring. Tag bare den lille Nyrebregne, som er hjemmehørende her! Den ligner ingen anden bregne, jeg nogensinde har set.
Jeg skal desværre ikke være her så længe, egentlig er dette bare et visa-teknisk pitstop, før jeg i morgen rejser videre til Australien, så jeg er glad for at vide, at jeg har udsigt til tre måneder mere i dette slaraffenland, når jeg vender tilbage ved nytårstid. Til den tid er det blevet sommer her, og jeg er sikker på, at jeg nok skal støde på endnu mere frodighed. Jeg glæder mig allerede.

Umu-mad og kokosflet - Jule(post)kort #16

September 2013
Glenn er rejst til NZ og jeg er taget tilbage til Samoa, nærmere bestemt den lille ø Manono, hvor jeg har lejet en hytte en uges tid. Jeg har brug for at fordøje de sidste mange måneders oplevelser, skrive, sortere billeder og bare være. Trække vejret dybt ned i fred og ro. Og Manono, øen uden biler og hunde, er virkelig fredelig! Det er anden gang jeg bor her, og jeg blev taget imod med åbne af arme af den lille familie, som driver stedet. Måske handler den varme modtagelse ikke blot om, at det er rart at have kunder i butikken, men også om at jeg udviser ægte interesse for deres liv og gøremål. I hvert fald føler jeg mig meget velkommen og nyder meget, at jeg pt. er den eneste gæst.

I går lærte jeg at flette en kurv at et halvt blad fra en kokospalme. Fain'a, som har lært mig kunsten, hævder at det er første gang en palagi (en hvid) har lært at flette en hel kurv hos dem, men om det, passer ved jeg ikke. Jeg synes bare, det er superfedt at lære den slags, og det tror jeg, han kan mærke. Men der kommer nu nok til at gå lang tid, før jeg fletter med samme hastighed som han og de andre mænd. For i Samoa er det mændene som står for at lave mad i umu (ildsted med vulkanske sten), og til hver umu hører en friskflettet kurv.

En umu laves ved at et bål tændes på et leje af vulkanske sten. Når bålet er brændt ned, så der kun er gløder tilbage, fjernes disse og stenene arrangeres i et lag, hvor man lægger al den mad, som skal tilberedes. I går var det den traditionelle palusami (taro-blade med kokosmælk pakket ind i banan- og brødfrugtblade), tarorødder, brødfrugt og bananer. I søndags var der også fisk. Når al maden er lagt på de skoldhede sten, bliver det hele dækket med en stor bunke bananblade, og efter en halv times tid i dampende hede i umuen er maden klar til servering. Såre enkelt. Og meget, meget velsmagende!

Et biologisk smertensbarn - Jule(post)kort #4

Maj 2013

Guam er Mikronesiens største, tættest befolkede og mest udviklede ø – og næppe overraskende samtidig også den mest kommercialiserede og spolerede. Jeg plejer at sige, at mennesket er den værste invasive art af alle, og på Guam har den menneskelige indflydelse haft meget vidtrækkende konsekvenser. Det amerikanske militær har sat sig på store arealer, som er udlagt til fly- og flådebaser lukket for omverdenen. Turisterhvervet og dermed hotelbranchen blomstrer (bare de japanske turister alene udgør næsten en million besøgende årligt) og rigtig meget land er enten bebygget eller udpint med massiv erosion og blotlagt jord til følge. Dertil er der gennem årene blevet indført en hel række invasive arter af både planter og dyr, hvor især Boiga irregularis, Brown Tree Snake, er berømt/berygtet (blandt biologer i det mindste). Den første gang, jeg selv stødte på omtale af den, var i David Quammens bog, The Song of the Dodo, fra 1996, men problematikken er stadig aktuel. Slangen er oprindeligt naturligt hjemmehørende på Solomonsøerne, men blev introduceret på Guam ved et uheld i 1940'erne, hvor et amerikansk militærskib eller -fly højst sandsynligt havde den med dertil fra Sydøstasien. Slangen er giftig, men udgør ikke nogen større trussel for mennesker. Andre dyr derimod lider under dens tilstedeværelse. Dem der er tilbage altså. For Guam er uhyggelig tyst, når man begynder at lytte efter fuglestemmer. 10 ud af 13 hjemmehørende fuglearter er forsvundet, fuldstændig udryddet fra øen. Det samme gælder seks ud af 12 arter af firben og to ud af tre arter af flagermus. Alt sammen pga. af slangen, der ingen naturlige fjender har her*. I begyndelsen af året annoncerede det amerikanske landbrugsministerium, at man ville forsøge at kontrollere bestanden af slanger ved at nedkaste forgiftede mus fra luften, men resultatet af dette tiltag kendes endnu ikke.

Et andet uheldigt bekendtskab er Bufo marinus, Aga-tudsen, som ikke kom til Guam ved et uheld, men som tværtimod helt bevidst blev introduceret til landet, for at fungere som et biologisk bekæmpelsesmiddel mod en særlig plagsom bille, der skaber problemer i sukkerrørsplantager. Projektet slog fejl, eftersom tudsen ikke kan hoppe særlig højt – til gengæld er den hvinende giftig og æder alt, hvad den kan komme i nærheden af.

Fra et biologisk perspektiv er Guam interessant som det skrækeksempel, øen udgør, men som turistdestination ville jeg til enhver tid vælge et andet sted. Bevares, der er tropisk klima og havvandet er lunt, men med mindre man er vild med the american way og hovedformålet med ens ferie er at bo på hotel og svømme i swimmingpool, vil jeg anbefale at overveje en anden destination.

Tip: Klik på billedet for at se det i fuld størrelse

(*kilde: National Invasive Species Counsil)

Jule(post)kort

2013 har for mit vedkommende været et år på farten. Op ad mine elektroniske skuffer graver jeg nu 24 hilsner fra min færd, som jeg i løbet af julemåneden vil dele med jer, som trofast følger med her på bureauet. Tænk på det som en slags julekalender, som tager afsæt i mine rejseoplevelser, men hvor den eneste røde tråd er afsenderen. Jeg vil forsøge at holde en vis form for kronologi, men indholdet er meget varieret - det eneste jeg kan garantere er, at det ikke handler om jul før på selve dagen. 

Følg med fra i morgen - første dag kommer til at byde på post fra Aldabra. Fra mig til jer.

Bedre uden bitterhed

Mit personlige mantra har i lang tid været et simpelt "I want to get better, not bitter".

Efter den drejning, min tilværelse tog i juli sidste år kunne det let godt være gået den modsatte vej – havde det været for ti år siden, er der ingen tvivl om, at min håndtering havde været anderledes. Jeg ved det med sikkerhed, fordi det, som skete sidste år, ikke var den første gang, jeg måtte gennemleve et brud, der vendte op og ned på min opfattelse af, hvad jeg ville kunne bære. Første gang klarede jeg det ikke uden hjælp. Denne gang fandt jeg styrke til min videre færd i mig selv og i visheden om, at jeg ikke behøvede at gennemleve samme helvede igen. Fordi jeg nu ved med sikkerhed, at livet går videre. Hvis man lader det. Så jeg besluttede, at mit liv er for værdifuldt til at være ulykkelig. At jeg skylder mig selv at leve det fuldt.

Én ting er at sige det, noget andet er at mærke det. Og ja, jeg mærker det. Mærker at der er overensstemmelse mellem mine overbevisninger og mine følelser. Mærker at jeg er i konstant bevægelse mod et bedre jeg. Et klogere, stærkere, mere helstøbt jeg. Et jeg, der nu oplever en grundglæde over at være til. Jeg er stolt over ikke at være faldet for fristelsen til at ville placere skyld og fralægge mig ansvar. Det ville gøre mig til et menneske, jeg ikke har lyst til at være. Jeg har haft tid til at tænke, reflektere og analysere, men der er en grænse for, hvor meget man kan (og bør) pille i den samme navle. For at komme videre må man løfte blikket og skue fremad. Så enkelt er det egentlig.

For mig handler den fysiske rejse, jeg er på, ikke om at rejse væk fra noget, men derimod om at rejse hen imod noget. Indad om man vil. For ved at udvide min horisont, sætter jeg også mig selv og min egen lille verden i perspektiv. Og mine udfordringer blegner jo komplet i forhold til, hvad mange andre må gennemleve. Så ja, det lyder sikkert vældig flot, mit mantra. Men det virker. Det er det eneste, som betyder noget for mig.

Moderløse dyrebørn

I Australien kan man blive ”wildlife carer” på frivillig basis. Dvs. man kan melde sig til at tage vare på tilskadekomne dyr eller opfostre moderløse unger. Og der er hårdt brug for hjælp og hjem til dyr, som har brug for en hånd for at kunne overleve. Især fordi det sidste år var tørt i den våde sæson og endnu mere tørt i den tørre sæson, som nu lakker mod enden. Det betyder, at rigtig mange dyr har svært ved at finde vand og føde og derfor søger tættere på bebyggelser, haver og landbrugsland. De største trusler mod det vilde dyreliv er hunde og biler. 

Alene i Townsvilleområdet, blev seks små kænguruunger moderløse i går, fordi deres mødre blev påkørt. På en uge drejer det sig her i området om ca. 20 døde kænguruer og wallabier, og i gennemsnit bliver der reddet fem wallabier/kænguruer og fem opossummer om dagen lige i øjeblikket. Men også koalaer, fugle, flyvende hunde og flere andre arter har ofte brug for hjælp, og lige nu er der slet ikke frivillige nok til at tage sig af dyrene. I dag var der en artikel i den lokale avis om netop denne problematik. Hvis jeg boede her, ville jeg ikke et øjeblik betænke mig, men straks melde mig under fanerne, men der er desværre ikke rigtig noget, jeg kan gøre som besøgende, bortset fra at donere penge. 

Dog besøgte jeg forleden North Queensland Wildlife Carers hovedkvarter og fik lov til at hilse på en hel flok wallaby-unger og en enkelt opossum. Total overdosis af store øjne, blød pels og nuttethed. 

 Bonusinfo: En kænguru- eller wallabiunge bliver kaldt for en 'joey', mens en helt lille lyserød baby af samme slags bliver kaldt en pinky.

Transit

Jeg er igen på vej. Egentlig har jeg været på vej i over et år, hvis man ikke tæller de fire uger jeg tilbragte i DK i april med. Først syv måneder på Seychellerne, så næsten fire måneder på vej over Stillehavet i båd, efterfulgt af et smut til Amerikansk Samoa og derefter yderlige to uger på Samoa. Fra Samoa tog jeg til New Zealand, mest af alt som en form for transit, fordi jeg skulle time min ankomst til Australien, så det kommer til at passe med de 90 dage, jeg kan få visum i. For planen er at holde jul på Tasmanien.

 

Det har været et rigtig, rigtig godt rejseår, og der er mange af mine oplevelser, jeg gerne vil dele her på bloggen - jeg har bare været så optaget af at opleve, at jeg ikke har prioriteret tid til også at skrive. Min føljeton om livet som langturssejler var en udfordring til mig selv og fik mig ind i en god skriverytme, men da det sidste afsnit var skrevet, røg bloggen tilbage i mølposen. Jeg er dog af den overbevisning, at det kun er et spørgsmål om tid, før der begynder at ske noget her igen. Ikke mindst fordi jeg nu for første gang i meget lang tid kommer til at få adgang til mere stabile internetforbindelser. Jeg lover ingenting, men der er gode chancer for at bloggen også kommer ud af sin transittilværelse.

I dag rejser jeg til Australien.

Å for åbenbaringer

There is a change that takes place in a man or a woman in transit.

You see this at its most exaggerated on a ship when whole personalities change

(John Steinbeck, ”A life of letters”)

Når man sejler, og især når man sejler om natten, er der god tid til refleksion og selvransagelse. Det er, som om sejladsen i sig selv virker som en katalysator for en rejse indad. Måske fordi man bevæger sig med en hastighed, hvor sjælen har tid til at følge med, måske fordi der i timevis ad gangen ikke sker nogen ændringer i det, ens blik hviler på. På oceanet kan øjnene slappe af, intet forhindrer dig i af stille ind på uendeligt, og udover himmelhvælvet staver skyerne en inciterende invitation til eftertænksomhed.

Langt fra hverdagen på landjorden, afskåret fra omverdenen, uden elektronisk forbindelse med noget eller nogen. Ingen internet, ingen telefon, ingen fjernsyn, ingen radio – ingen input udefra. Kun dig selv og det, du gemmer i din hjerne og dit hjerte. En oplagt chance for at få afdækket de ting, som virkelig betyder noget for dig. For nogen gange er man nødt til at få ting på afstand for at kunne se dem klart. Man mister så let perspektivet, når man sidder med næsen helt begravet i sine udfordringer, men ved at bringe sig selv på afstand kan man måske se mere klart.

De fleste, som sejler langt, oplever netop en øget grad af reflekteren. Jeg tvivler på, at alle langturssejlere kan sige, at de oplever at få deciderede åbenbaringer, men der er god chance for at de fleste rejser hjem med større afklarethed i bagagen. Vi havde en gast, som afmønstrede før tid, ganske enkelt fordi det gik op for ham, at han faktisk ikke var særlig vild med at sejle på denne måde. Samtidig blev han klar over, hvad det var, han virkelig gerne ville bruge sin tid og energi på. Det krævede stor overvindelse for ham at tage konsekvensen af den selvindsigt, men i sidste ende tog han sig selv alvorligt og købte en returbillet. Det synes jeg, er stærkt.

Selv har jeg i skrivende stund ikke fået nogen egentlige åbenbaringer, men jeg er kommet et skridt tættere på min egen kerne, på hvad jeg virkelig gerne vil med mit liv. Og det i sig selv er lykkelig for. Om jeg var nået til samme konklusion med samme hast, hvis jeg ikke var taget ud at sejle, skal jeg lade være usagt, men jeg er overbevist om, at sejladsen har været en særdeles velegnet ramme om netop min egen personlige rejse. Så her fra skal kun lyde mine varmeste anbefalinger af livet som langturssejler. Prøv det!

Du er nu nået til vejs ende. Dette var allersidste afsnit i serien Langturssejler fra A til Å. Jeg håber, jeg har hjulpet dig til en form for indblik i, hvad det vil sige at sejle langt og i nogle af de ting, som følger med denne livsstil, selvom 29 små afsnit jo kun er en brøkdel af hele historien. Hvis du vil vide mere, er du meget velkommen til at stille spørgsmål, så vil jeg besvare dem i det omfang jeg har mulighed for det.

P for Paskontrol

Når man ankommer til et fremmed land med båd, foregår det lidt anderledes, end når man flyver ind i landet. Der er flere myndigheder involveret, og det tager gerne også meget, meget længere tid. For man kommer jo ikke blot med bagage i form af et par tasker, man ankommer med et helt skib fuld af fødevarer, potentiel smittefare og en hel flok besætningsmedlemmer på én gang.
Typisk skal man tale med både karantænemyndighederne, toldmyndighederne og immigrationsmyndighederne og man må i princippet ikke gå i land, før de alle har været ombord og kontrolleret, at alt er i orden, hamret stempler i alles pas og fået besætningen til at udfylde alle nødvendige formularer. Det kan tage tid. Lang tid. Fx kan man være nødt til at vente til næste dag, hvis man ankommer på en søndag. Eller myndighedspersonerne kan trække tingene ud af ren og skær magtliderlighed.
Globalt er der stor forskel på hvor bureaukratiske og krakilske, de nævnte myndigheder kan være, men som hovedregel hjælper det meget at optræde høfligt og positivt, udvise tålmodighed og konduite. Nogle steder forventes det at skipper ankommer til de behørige kontorer klædt nobelt på, mens man andre steder - som på Chuuk (billedet) - kan slippe afsted med at være iført shorts og bare tæer.

Når man forlader et land for at drage mod nye destinationer, skal man sørge for at udklarere og betale en udklareringsafgift. Så tropper skipper op hos myndighederne med 'skipsmappen' - alle de nødvendige papirer og certifikater på båd og besætning - og laver en aftaler med dem om, hvornår båden kan få lov at udklarere. På Chuuk, hvor billedet herover er taget, skulle vi lægge til ved en bestemt kaj og være klar kl. 8 om morgenen og kl. 10 var vi på vej ud af lagunen og landet, så det var en smidig operation. Indtil videre har jeg ikke oplevet andet - men det hjælper nok også en del, at Orbit har sejlet så mange år og skipper Ken bare kender rutinen. Det har i hvert fald været let for resten af besætningen. Og mit pas begynder at ligne noget, jeg har lyst til at gemme, når det udløber om nogle år - med masser af fine stempler.

Så nåede du gennem 16. afsnit i serien om livet som langturssejler. På fredag vil emnet lægge sig op ad dagens, fordi det ikke er nok at vise pas, når man ankommer til et nyt land.

E for Eventyrlyst

Det er blevet ret almindeligt at støde på reklamer for eventyrrejser (adventure travelling). Løfter om rejser, som giver dig noget ud over det sædvanlige, som lokker med at de ikke er ordinære charterture, og som skulle give dig en ægte følelse at at være på eventyr. Men jeg må give Troels Kløvedal ret, når han advarer mod den slags reklamer: ”Tro aldrig på et rejsebureau, som vil sælge dig et eventyr, for det er umuligt. Det kan sælge dig en ferie, og i bedste fald i en ramme, hvori du kan opleve noget eventyrligt.” (fra 'Øerne under vinden').

Sejladsdrømmen klar til indfrielse

SÅ SKER DET!

Faste læsere vil vide, at det ikke lige blev til noget med den oprindelige jordomsejlingsplan, men det skal ikke afholde mig fra at tage mig selv og mine drømme så alvorligt, at jeg nu vælger at udleve drømmen om at sejle til fjerne og eksotiske destinationer i nogle andre rammer.
Jeg har fået gasteplads på det gode skib, Orbit, de næste fire måneder og skal påmønstre på Chuuk i Mikronesien på mandag. Altså vinker jeg farvel til Danmark i eftermiddag og drager til Stillehavet med bagagen fuld af forventninger til eventyrlige oplevelser på oceanet. Dage fyldt med sol, dykning, sejlads og frihedsfølelse venter forude. Jeg forventer ikke at komme ret meget i nærheden af internet fra nu af og frem til september, da vi skal sejle i nogle af de mest øde områder af Stillehavet (vi skal sejle fra Chuuk via Kiribati og Marshalløerne ned til Samoa) men når det kan lade sig gøre, vil jeg selvfølgelig forsøge at få opdateret jer.

Man kan se masser af lækre billeder og læse mere om båden, ruten, besætningen etc. på Orbits hjemmeside, ligesom det er muligt at følge med på bådens blog og på dens Facebookside.

Eventyret venter!


(Billedet er lånt fra Orbits hjemmeside)

Behovsrevision

Det er ikke let at returnere til den civiliserede verden efter syv måneder i isolation på en næsten øde tropeø. De første dage efter jeg havde forladt Aldabra var jeg decideret utilpas, så overvældet var jeg over konfrontationen med lydene og lugtene af mere end tyve mennesker forsamlet ét sted, med biler, asfalt, skrald, hunde, børn og højhuse - og med mængden af valg. Hvad er det vi skal med 37 forskellige typer yoghurt i supermarkedets køledisk? Eller 20 forskellige par bukser i skabet? Jeg har svært ved at omstille mig til overfloden. Til den konstante strøm af tilbud og reklamer og mærkeligt kunstige behov. For jeg har jo ikke brug for alt det. Det er bare flødeskum på kagen.

Når man lever uden rindende vand og med halvtomme regnvandstanke, sætter man pris på styrtregn og muligheden for en hårvask.
Når man ikke har køleskab og fryser er der mange ting, man anser for at være luksusvarer. Et glas koldt vand fx. Mælk som ikke er lavet af pulver på lunkent regnvand. Ost som ikke smager som og ligner gummi.
Når man bor i en hytte uden dør, bliver man glad for sit myggenet.
Når man befinder sig et sted, hvor der ingen biler eller skorstene er, kan man trække vejret frit og vågne hver morgen uden stoppet næse.
Når man lever uden elektricitet, kan man om natten se en stjernehimmel, som tager pusten fra én.
- men der er også ting, man savner. Jeg savnede at kunne tage telefonen og ringe til mine nære og kære. Og efter de første tre måneder uden internet var det da dejligt igen at have kontakt med omverdenen selvom hastigheden var til at hive sig i håret over. Det var bare interessant at opdage, hvor kort listen var over ting, som jeg gik og længtes efter.

På mange måder føler jeg, at jeg er kommet meget tættere på mig selv i forhold til mine egne reelle behov. Hvad er helt essentielt? Hvad vil jeg bare ikke undvære i min hverdag? Hvor vil jeg ikke gå på kompromis? Alt leve under så forholdsvist primitive forhold som jeg har gjort de sidste syv måneder har skærpet mit syn på min egen rigdom, på hvor umådeligt priviligeret jeg er og på hvor lidt, jeg i virkeligheden har behov for at eje for at leve et liv, der gør mig glad og tilfreds. Jeg kan sagtens undvære alverdens forbrugsgoder. Men jeg sætter stor pris på koldt, rindende vand, elektricitet og en hurtig internetforbindelse.

Min julegave til mig selv

Jeg har længe, længe, længe drømt en dag at sejle til fjerne, eksotiske destinationer - det er ingen hemmelighed. At drømmen fik sat en deadline på, så den faktisk med rette kunne kaldes en plan, er heller ingen hemmelighed, ligesom det heller ikke er spor hemmeligt, at planen blev så vingeskudt sidste år, så den igen måtte reduceres til en drøm.
I mit nytårsindlæg fortalte jeg om mit løfte til mig selv om at tage mig selv alvorligt (ikke at forveksle med højtideligt, UHA!), og det inkluderer selvfølgelig at forsøge at realisere mine drømme. Altså vil jeg ikke acceptere at måtte skrinlægge sejladsen, og når det nu ikke kan blive med den båd, jeg selv har været med til at klargøre til langturssejlads, så har jeg måttet tænke i alternativer.

Tilbage på planeten

Efter næsten tre måneder på Assumption uden internet eller telefonforbindelse til omverdenen føles det helt uvirkeligt igen at have adgang til mail, blog, skype, sociale medier og alle de andre tidsrøvere på nettet. Jeg har haft mulighed for at sende et par sporadiske emails til min familie via sattelittelefonen, men da den forbindelse var både vanvittigt dyr og reelt kun beregnet til nødstilfælde og kommunikation med hovedkontoret, vænnede jeg mig hurtigt til, at det simpelthen ikke var muligt at følge med konstant. Jeg var uden for rækkevidde og kan betro jer, at det faktisk ikke er så forfærdeligt endda.

Feltarbejde i sigte

Så er det officielt!

Dagen i dag har været fyldt med gøremål og masser af små blæksprutteopgaver, der skulle ordnes inden vi i morgen fylder flyet med udstyr, mad og os selv for at flyve ud til Assumption. Jeg skal simpelthen arbejde for Seychelles Islands Foundation (SIF) vinteren over. Først på Assumption, siden på Aldabra, der er en af de mest uberørte atoller i verden, og som har været fredet som UNESCO verdensarv siden '82. På Assumption er der ingen internetforbindelse, så I vil ikke komme til at høre et eneste lille pip fra mig de næste par måneder. Til gengæld lover jeg at opdatere, så snart jeg ankommer til Aldabra.

For at gøre en lang historie kort, er aftalen kommet i stand via et godt netværk og et sammenfald af omstændigheder, der har resulteret i en ren og skær win win situation. Og dem kan vi godt lide! SIF stod akut og manglede en voluntør og jeg stod jo...ja, det ved I allerede. Altså kom aftalen i stand på rekordtid, hvilket er helt unikt, især for Seychellerne. For tre uger siden vidste jeg ikke, at det her ville komme til at ske - og i morgen får jeg lov til at rejse til et sted på kloden, hvor man ellers ikke kan få lov at gå i land uden tilladelse og acceptabelt formål. 

Weeeeheeee!

Aldabra (øverst) og Assumption (nederst) - billede lånt hos Wikipedia

To små fregner på verdenskortet - led efter dem nordvest for Madagaskar på globussen ;-)