Gensyn på Praslin & La Digue - Jule(post)kort #3

April 2013
Jeg er taget til øen Praslin for at besøge Anna, som jeg lærte at kende, den gang jeg arbejdede på Mauritius. Vi har ikke set hinanden i ti år, men vi klikkede med det samme, jeg steg af færgen. Anna er ekspert i papegøjer og arbejder i naturreservatet Vallée de Mai, som er et UNESCO verdensarvsområde særlig kendt for to ting; Coco de Mer, palmen med verdens største frø, og de sorte papegøjer, som kun findes her. Jeg fik lov til at komme med Anna på arbejde i går og fik samtidig lejlighed til også at hjælpe Terrence, min tidligere kollega fra Assumption, med at opmåle palmer. Jeg kan godt lide på den måde at snigkikke ind bag kulisserne og få lov at se og gøre ting, som den gængse turist aldrig kommer i nærheden af. Samtidig synes jeg, det er rart at sætte de mennesker, jeg kender, ind i en kontekst.
I dag er Anna og jeg taget over til naboøen, La Digue, som indtil for nyligt ikke kendte til anden trafik end oksekærrer, og som fortsat er særdeles fredfyldt. Her er dømt total tropeidyl med hvide sandstrande, palmer og krystalklart vand. Tilfældet ville, at jeg her stødte ind i en anden tidligere kollega, Michel, som var en del af dykkerteamet på Aldabra. Det begynder at gå op for mig, hvor lille Seychellerne er. Efter et halvt år her kan jeg ikke længere færdes uden at støde ind i nogen, jeg kender, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er gevaldigt hyggeligt. Ligesom jeg synes, det er fascinerende, at man kan lade ti år passere og samle tråden op, hvor man efterlod den. Men Anna og jeg er nu hurtigt blevet enige om, at der ikke behøver at gå yderligere ti år, før vi ses igen. Vi har haft nogle gode dage sammen, og jeg har fået lejlighed til at se både Praslin og La Digue med en lokalkendt guide - hvor priviligeret er det lige?

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

Hverdag på Takamaka - Jule(post)kort #2

Februar 2013
Jeg er i fuld gang med feltarbejdet på Takamaka, som udgør den sydøstlige del af den største af øerne i Aldabra-atollen, Ile Grande Terre. Den eneste måde at komme hertil på er med båd efterfulgt af 45 minutters gang i uvejsomt terræn på land eller en times gang gennem uvejsomt terræn i mangrove (hvis vi ankommer via lagunen).
Vi har været i felten i to uger nu og har udviklet en række gode rutiner. Hver dag starter før solopgang, så vi kan nå at spise morgenmad og være klar til at åbne vores net, når fuglene vågner. På grund af terrænet kan vi ikke færdes udendørs i buldermørke, så vi venter oftest på det tidlige morgengry, inden vi begiver os af sted. Indtil frokosttid går dagen med at observere, fange, måle, veje, ringmærke og aflive. Når solen bager lodret ned og kæmpeskildpadderne begynder at søge skygge, lukker vi vores net og går tilbage til hytten for at holde frokostpause. Midt på eftermiddagen, når temperaturen igen er fladet lidt, genoptager vi arbejdet og bliver ved til solnedgang, hvorefter vi dissekerer, fører log, udfylder datablade, tager bad, laver mad, spiser og vasker op, inden vi går omkuld under hvert vores myggenet.

Vi er fire herude ad gangen, to på hvert team, og vi skiftes til at lave mad og vaske op. Det har udviklet sig til lidt af en konkurrence udi i kunsten at kreere nye retter ud af et meget sparsomt udvalg af dåsemad, ris, pasta, linser og couscous. Hver søndag, vores ugentlige fridag, forsøger vi at fange fisk, men ellers er der ikke mange friske råvarer til rådighed. Efter to uger har vi ikke flere æg, kartofler eller løg tilbage, og hvidløgsbeholdningen er også ved at være i bund. Og der er stadig to uger til vi igen kan få forsyninger.

Der er mange udfordringer ved at leve så primitivt, som vi gør her på Takamaka - uden strøm, uden rindende vand, uden anden forbindelse til omverdenen end en upålidelig satellittelefon - men der er også mange fantastiske oplevelser givet ved at bo midt i noget af den mest uspolerede, vilde og ufremkommelige natur, jeg nogensinde har oplevet. Her kommer man virkelig tæt på dyrelivet. Selv stjernerne synes nærmere. Så pyt med, at jeg ikke har vasket hår i to uger, fordi vi må spare på ferskvandet - jeg krydser bare fingre for, at det snart begynder at regne.

(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)

På det lave vand - Jule(post)kort #1

Januar 2013
Vi har lige sagt farvel til 2012. Efter den obligatoriske festivitas er hverdagen vendt tilbage til Aldabra, og vi er nu ved at lægge sidste hånd på det store koralrevsprojekt. Hele december gik med at dykke og tage billeder, tælle fisk og filme med et overfladekontrolleret videokamera, så det sidste der mangler for at have kortlagt revet omkring hele atollen er at samle data fra de områder, hvor vandet er for lavt til at dykke, endsige snorkle. Med et GoPro-kamera monteret på et skaft af  PVC-afløbsrør kan vi filme under overfladen selv på meget lavt vand, og det er der kommet både en del interessante billeder og en hel bunke sjove oplevelser ud af. Fx kan man på den måde komme helt tæt på muræner og havskildpadder, mens de spiser.

(Klik på billedet for at se postkortet i fuld størrelse)

Fra fisk til fugle

Det er blevet tid til at skifte felt. Dykkerdragt og undervandskamerahus er skyllet og hængt til tørre for en tid, mens vandrestøvler og kikkert er blevet fundet frem og støvet af.
Jeg arbejder ikke længere som frivillig for Seychelles Islands Foundation, men har nu fået både kontrakt, megalang titel (Invasive Species Technical Officer) og udsigt til lidt i lønningsposen de næste tre måneder. Dermed ændres mine arbejdsopgaver, så jeg fremover skal arbejde med fokus på fugle og altså bliver landbaseret. Tilmed i den anden ende af atollen på det vildeste og mest ufremkommelige sted. Der er udsigt til den ultimative, isolerede vildmarksoplevelse, hvor logiet er en lille enrums-metalhytte med køjesenge og udendørs das. Midt ude i ingenting (dvs. midt i totalt uspoleret natur) uden elektricitet og rindende vand. Køleskab, indendørs bad, vaskemaskine og internet bliver ren fiktion for mine tre kolleger og jeg de næste fire uger, så derfor vil der være stille her på bloggen frem til midt i februar, hvor jeg forhåbentlig har nye oplevelser at fortælle om.
Jeg er sikker på, at det første jeg har lyst til at gøre, når jeg kommer tilbage til hovedøen er at få et bad og noget koldt at drikke, så jeg garanterer ikke for en hurtig opdatering her på bloggen. Men jeg skal nok vende tilbage.

Under overfladen

Jeg befinder mig lige nu ikke bare på verdens største, men også en af verdens mest uberørte atoller. Det gælder også under havoverfladen. Jeg har efterhånden haft fornøjelsen af at dykke på en længere række af smukke lokaliteter rundt omkring i verden og hidtil har Salomonøerne været min klare favorit – men jeg er bange for, at de nu må vige pladsen, for undervandsverdenen her er simpelthen fænomenal. Fordi Aldabra har været fredet i så mange år, og fordi atollen samtidig ligger langt fra traditionelle skibsruter og fiskefarvande, oplever jeg her en diversitet, der (undskyld sproget) sparker røv! Det er simpelthen til at få åndenød over. På den ene side, ville jeg ønske, at alle interesserede ville få muligheden for at opleve dette, men på den anden side håber jeg, at det fortsat vil være alt for svært at få lov til, for kun på den måde kan vi sikre, at revene omkring Aldabra forbliver uspolerede. Som et af de sidste af den slags steder i verden.

Jeg er lige nu en del af et team, som har til opgave at kortlægge koralrevet omkring Aldabra. Det gør vi dels ved hjælp af fiskeoptællinger, habitatbeskrivelser og fotografier langs transekter mens vi dykker, dels ved hjælp af et undervandskamera, som kan hænge under båden. Projektet er betalt af GEF og er temmelig omfattende. 

Tilbage på planeten

Efter næsten tre måneder på Assumption uden internet eller telefonforbindelse til omverdenen føles det helt uvirkeligt igen at have adgang til mail, blog, skype, sociale medier og alle de andre tidsrøvere på nettet. Jeg har haft mulighed for at sende et par sporadiske emails til min familie via sattelittelefonen, men da den forbindelse var både vanvittigt dyr og reelt kun beregnet til nødstilfælde og kommunikation med hovedkontoret, vænnede jeg mig hurtigt til, at det simpelthen ikke var muligt at følge med konstant. Jeg var uden for rækkevidde og kan betro jer, at det faktisk ikke er så forfærdeligt endda.

Take off

Så er det nu. Flyet er ved at blive pakket og om lidt trækker vi stikket til omverden.
Forude venter måneder uden trafik, telefon og internet - omgivet af turkis vand og med højt til himlen.

Om jeg glæder mig?
Det er der vist ingen tvivl om.

Feltarbejde i sigte

Så er det officielt!

Dagen i dag har været fyldt med gøremål og masser af små blæksprutteopgaver, der skulle ordnes inden vi i morgen fylder flyet med udstyr, mad og os selv for at flyve ud til Assumption. Jeg skal simpelthen arbejde for Seychelles Islands Foundation (SIF) vinteren over. Først på Assumption, siden på Aldabra, der er en af de mest uberørte atoller i verden, og som har været fredet som UNESCO verdensarv siden '82. På Assumption er der ingen internetforbindelse, så I vil ikke komme til at høre et eneste lille pip fra mig de næste par måneder. Til gengæld lover jeg at opdatere, så snart jeg ankommer til Aldabra.

For at gøre en lang historie kort, er aftalen kommet i stand via et godt netværk og et sammenfald af omstændigheder, der har resulteret i en ren og skær win win situation. Og dem kan vi godt lide! SIF stod akut og manglede en voluntør og jeg stod jo...ja, det ved I allerede. Altså kom aftalen i stand på rekordtid, hvilket er helt unikt, især for Seychellerne. For tre uger siden vidste jeg ikke, at det her ville komme til at ske - og i morgen får jeg lov til at rejse til et sted på kloden, hvor man ellers ikke kan få lov at gå i land uden tilladelse og acceptabelt formål. 

Weeeeheeee!

Aldabra (øverst) og Assumption (nederst) - billede lånt hos Wikipedia

To små fregner på verdenskortet - led efter dem nordvest for Madagaskar på globussen ;-)

Føniks

For godt halvanden måned siden stod jeg overfor ENDELIG at skulle begynde på den jordomsejling, som efterhånden har været undervejs i mere end seks år. Faste læsere vil vide, at det har været en årrække præget af mange, lange timer brugt på renovering af båden, uddannelse til først yachtskipper af tredje grad og siden af første grad, opsparing, research, indkøb af udstyr, prøvesejladser og andre forberedelser - flankeret af en hel række af udfordringer og forhindringer, vanskeligheder og forsinkelser, som det lykkedes os at overvinde. NU. Nu var vi endelig klar.

MEN, som nogle af jer allerede ved, så valgte min kæreste dagen før den planlagte afsejling at bryde med mig. Med alle de vidtrækkende konsekvenser, sådan et brud nu en gang må medføre. Altså bliver den længe planlagte sejlads ikke til noget alligevel. Lidt af en mavepuster, for nu at sige det mildt. Og selvfølgelig ikke noget, man lige fordøjer med et snuptag. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at give mig selv tid og rum til at mærke og være i det følelseskaos, der naturligt følger i kølvandet på et bristet forhold og deraf følgende knuste drømme og ditto håb for fremtiden - uden at dyrke dramaet, men også uden at flygte for meget fra det. Jeg er samtidig bevidst om, at det er helt essentielt at jeg får reflekteret over, hvilke lektioner der ligger til mig i dette her. Og det er naturligvis ikke allesammen lige rare indsigter. Blot nødvendige.

Der er selvsagt en stor sorg, et sugende savn og et svigt af dimensioner, som her skal bearbejdes, samtidig med at jeg ikke kan se bort fra, at mit liv med ét slag ligger som et helt blankt stykke papir foran mig. Og hvor skræmmende det end kan synes at stå uden job, uden bolig, uden planer og uden kæreste, så står jeg jo også uden store lån, faste udgifter og snærende forpligtelser. Og dertil med en slat på kistebunden.