På opfordring af Johanne, får I lige lidt mere fra Frank Jægers hånd. Denne gang "Igennemvandrer vi hinanden":
Igennemvandrer vi hinanden,
stærke blæst, du og jeg,
hvad vil du til gengæld
for din renselses gave.
Saakorn skal jeg kaste ind
i din evigt fygende flugt,
men du er ikke af jord,
og kimen binder dig ikke.
Aldrig skal de brød brydes
som blev korn fra dine
vigende agre, avnerne alene
leger du jublende med.
Intet har jeg at give dig,
mine fodspor maa du slette ud,
at ingen skal se, hvor jeg saa
forstemmende fattig har vandret.
Der er dage, hvor blæsten er min bedste ven og der er dage, hvor jeg gerne var dens bekendtskab foruden. Da jeg var roer, forbandende jeg den, når jeg sejler, vil jeg den gerne - fra den rigtige retning og i passende styrke.
Vinden, den er nok fuldstændig ligeglad.
I dag håber jeg, at vinden blæser fornuft i hovederne på det danske folk, inden krydsene sættes...
Det er et vemodigt digt, meget smukt, men for dystert til mig. Ja, lad os nu håbe, at alle krydserne falder på de rigtige steder i dag. Det bliver da godt nok en valggyser i aften ;-)
SvarSletJeg ved ikke, om jeg synes, det er så dystert endda - ikke i dag i hvert fald. Men der er andre dage, hvor jeg er lige ved at tude, når jeg læser disse strofer.
SvarSletTusind tak :-) Jeg har nu printet begge digte ud. Jeg kan godt li´ at få sådanne ting "smidt i hovedet", så man er nødt til at forholde sig til et enkelt digt af gangen.
SvarSletHvorfor - skal jeg skrive en tekst om en dag (der er så meget, som skal skrives)
Dette sidste digt - er stemningsmæssigt lige mig :-)
Johanne, jeg holder også rigtig meget af dette digt!
SvarSletOg jeg kan sagtens følge dig. Jeg er heller ikke selv typen, der sætter mig og læser en digtsamling fra ende til anden. Jeg 'nipper', bladrer sporadisk, læser tilfældigt - og læser igen hvis noget fanger mig.