15.4.08

Drivanker - drogue eller sea anchor?

Der er mange beslutninger at træffe, når man vil på langfart. Og nogle gange øges forvirringen, fordi det danske sprog på nogle områder ikke helt slår til.

Vi har længe diskuteret frem og tilbage, om hvorvidt vi skulle have et såkaldt drogue (ikke at forveksle med et dræg) - et agregat af sejldug eller lignende materiale, som man slæber efter båden for at bremse den, hvis man har meget høj medsø (eller hvis man af anden årsag har brug for at bremse båden, fx i stormvejr). Et drogue oversættes af mange med 'drivanker', men det engelske navn relaterer mest til funktionen, altså nedsættelsen af hastighed, mens et sea anchor er designet til at stabilisere båden ved at holde den op i vinden og søen, så bølgerne ikke brækker tværs ind over fartøjet. Et sea anchor kaldes også para anchor, hvilket giver god mening, fordi ankeret mest af alt minder om en falskærm. På sejlbåde skal man bruge et forholdsvist stort et af slagsen, da det skal danne modvægt til vindfanget i riggen.

Vi er enige om, at vi vil have et sea anchor/para anchor og vi har gennem de seneste uger korresponderet flittigt med Fiorentino om størrelse, priser, ekstraudstyr osv. Fiorentino har - i forbindelse med den faldende dollar - valgt at tilbyde gratis fragt til Europa frem til d. 15. april, for at tækkes en kundegruppe, som ellers ofte vægrer sig imod at handle transatlantisk, fordi fragtprisen er så høj. Nu er d. 15. april jo i dag, og derfor var i går den sidste chance for at afgive bestilling, hvis man ville benytte sig af det gode tilbud. Vi vidste godt, hvilket para anchor vi ville have, men kunne ikke rigtig blive enige med os selv og hinanden om, hvorvidt vi også skulle bestille et storm drogue.

For Fiorentinos drogue er blot en af flere typer drogues, hvilket yderligere øger forvirringen. Vi vil jo gerne have det bedste. Samtidig er vi nødt til at tænke på krav til opbevaringsplads, brugervenlighed - og pris. Det er nemlig halvpebret og koster næsten lige så meget som det store para anchor.
Altså brugte vi hele aftenen i går på at læse tekniske specifikationer, erfaringer fra langturssejlere, rapporter fra US Coast Guard osv. osv. - og endte alligevel tilbage ved udgangspunktet. Den dyre løsning er nemlig også den, der fylder mindst under opbevaring og giver indtryk af at være af meget solid kvalitet.

Og nu har vi bestilt både sea anchor og drogue hos Fiorentino...

Sikkerhedsudstyr skal man ikke gå på kompromis med, men man kan også bruge alle sine penge på udstyr og så ikke have råd til at tage ud at sejle - så for os handler det om at finde en balance, hvor vi ikke føler, vi gør noget hassarderet og samtidig heller ikke dræner bunden ud af pengekassen med udstyrsindkøb.

8 kommentarer:

  1. Der er godt nok meget, man skal sætte sig ind i, og det må være kompliceret at finde balancen, så man ikke forkøber sig. I er modige, for det drejer sig jo også om jeres sikkerhed.

    SvarSlet
  2. Tak for super indlæg. Hvad er en dræg?

    SvarSlet
  3. Damn, der er meget at sætte sig ind i. Og mange penge, man kan bruge på alt muligt. Men godt i ikke går på kompromis med sikkerheden :-)

    SvarSlet
  4. Du er vist den skønneste båd -og bådtilbehørs nørd der findes. På den gode måde.

    Tillykke med nyindkøbene.

    SvarSlet
  5. Madame og MrsCute, der ER mange emner, der skal dækkes og nogen af dem, synes jeg er vildt svære atfinde hoved og hale i. Men det er mest sådan noget med motor, generator og strøminstallationer, der forvirrer mig.
    Og ja, man skal ikke gå på kompromis med sikkerheden, men man skal heller ikke ruinerer sig selv - og så undgår man nok alligevel ikke en lille smule kompromisagtige tilstande på nogle andre punkter.

    Sara, et dræg er et lille anker med fire eller flere arme, som man bruger ved eftersøgninger (det trækkes hen over havbunden). I sørøverfilm ser man også dræg, men her er det typisk entredræg, altså de der kroge, som man kaster over på modstanderens skib, så man kan komme ombord hos dem og svinge sin sabel ;-)

    SvarSlet
  6. Tak Majsen. Jeg har ikke noget imod at være en nørd ;-) På nogen punkter sætter jeg nok direkte en ære i at samle på specialviden. Og i det her tilfælde er det en nødvendighed...

    SvarSlet
  7. Damn... Jeg er lost her...
    Nødvendigt for dig... Men for mig er det russisk... *ggg*
    Men så kan jeg så meget andet :-D

    SvarSlet
  8. Bambi, nogen gange synes jeg også selv, det er russisk - indtil jeg af nød (og mange gange også nysgerrighed) har fået sat mig ind i tingene.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!