3.7.08

Ø-møde

For tyve år siden kom et samarbejde mellem to folkeskoler i stand. En på min fødeø og en helt oppe i det skumle Jylland. En klasse fra hver skole blev valgt ud og en brevveksling mellem eleverne begyndte. Jeg elskede det og var vist den mest flittige brevskriver og -modtager, landposten længe havde kendt.

Men vi skulle jo ikke kun skrive breve. Vi skulle udveksle. Først besøgte jyderne øboerne (bondeknoldene) og året efter besøgter øboerne jyderne (byboerne). Det var stor succes, og da vi samtidig var tweens going teens, var der uundgåeligt både amoriner, jalousi og store følelser i luften. Vi var alle mere eller mindre under fysisk og hormonel ombygning, og mange af os var vel af den grund nogle små dramadronninger og -konger, men midt i dette stormvejr fødtes også ægte samhørighed på tværs af landeskel.

Efter de to udvekslinger ophørte det officielle samarbejde mellem skolerne, og det var op til os selv at bevare kontakten. For de fleste gled den ud efter relativt kort tid, på trods af intententionerne og håbene og løfterne om venskaber og kærlighed helt ind i evigheden. Jeg ved i dag, at jeg trak vinderloddet, for jeg og to af jyderne har bevaret kontakten lige siden. Hver sommer i mange år kom de to til Ærø i sommerferien og jeg tog til Jylland i påskeferien. Efter endt gymnasietid tog den ene til USA som au pair, hvor jeg besøgte hende på min solojordomrejse. Senere endte vi alle tre med at studere i Århus og to af os delte endda adresse i næsten fire år. De to jyder tog tilmed den samme uddannelse.

Vi er vokset ind i hinandens familier, kender hinandens søskende og forældre, har fulgt hinandens færden trofast gennem alle årene. Vi har taget del i hinandens sejre og nederlag, forhold, børn, forsøg på børn, nedture og opture. I dag er vi spredt ud over landet, og den heftige brevskrivning fra de første år er skrumpet ind til jule- og fødselsdagskort, sporadiske emails og telefonsamtaler. Men vi har det alle tre sådan, at der kan gå måneder uden kontakt, uden at der går skår af vores venskab af den grund. Dertil har vi for solidt et grundlag.

Vores tyveårs jubilæum skal selvfølgelig fejres og vi har valgt at henlægge til øen i det sydfynske, hvor mine forældre i flere måneder har glædet sig rørende meget til at få alle deres tre piger hjem. Min mor har endog sået ærter, så de er timet til at være modne nu – hun har ikke glemt nogens svaghed for de grønne lækkerier.

Børn er blevet afsat, billetter er meldt booket og i morgen er jeg den der står allerforrest nede ved færgelejet, når to fantastiske kvinder atter sætter foden på ønskeøen. Der er dømt nostalgi, latter, godt mad og varmt og hyggeligt samvær i fire dage. På biblioteket har jeg lånt soundtracket til nogle af vores første fantastiske somre sammen (jeg kunne ikke finde kassettebåndene) og jeg har besluttet, at vi absolut må genoptage fordums succeser på minigolfbanen (hvis det ellers er muligt for den enes højgravide mave).

Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg glæder mig?

9 kommentarer:

  1. Lotte det er guld værd, med sådanne venskaber... pas godt på det, for det kan ikke erstattes...og så i øvrigt god weekend til jer alle tre :-)

    SvarSlet
  2. Hvor fantastisk og lyder til at alle værdsætter det højt.

    Rigtig gode dage til jer alle 3.

    SvarSlet
  3. Iiiiih hvor misundelsesværdigt. Jeg glæder mig på jeres vegne. Rigtig god fornøjelse :-)

    SvarSlet
  4. Fantastisk - kan forestille mig at sidde der og lytte til musikken og tage sig en lille memory lane-tur! Det er virkelig skønt at have sådan nogle mennesker i sit liv... jeg kan godt forstå, at I glæder Jer (inkl. mor)... hav en fantastisk week-end!

    SvarSlet
  5. Det lyder da bare helt vidunderligt - rigtig god fornøjelse til jer alle.

    SvarSlet
  6. Tusind tak alle sammen. Jeg VED bare, at det bliver nogle dejlige dage :-)
    At solen så skinner fra en næsten skyfri himmel og hindbærrene er modne gør jo ikke ligefrem situationen værre.
    De kommer med færgen om en time! Jubiiii!

    SvarSlet
  7. Det lyder bare skønt, Lotte, jeg er også til den slags.

    Ha' en rigtig dejlig weekend!

    SvarSlet
  8. Det lyder rigtig hyggeligt og I er jo superheldige med vejret. I kan vist lige nå en tur i vandet inden det begynder at regne i morgen. Ja, man skulle bo ved vandet, suk.

    SvarSlet
  9. Tak Madame. Vi havde det så skønt!

    Jens, vi var fabelagtigt heldige med vejret på trods af DMI's forudsigelser. Men statistikken siger altså også at vi aldrig har haft dårligt vejr, når vi tre har været på Ærø sammen :-D I de tyve år vi har kendt hinanden kan vi kun mindes at have haft regnvejr en dag og så et par aftener. Det er ret fascinerende i virkeligheden...

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!