17.11.08

Ar eller år?

I kommentarfeltet til Donalds seneste indlæg, faldt jeg over følgende strofe i Johs. V. Jensens digt, Som Dreng skar jeg Skibe:

Ar efter håndværk
har jeg på hænderne

Og jeg kom til at tænke på, at jeg for mange år siden tog en talemåde til mig. Om at man i stedet for at tælle sin alder i år, kan vælge at tælle den i ar.
Ar udenpå og indeni kroppen, ar på sjælen, ar på samvittigheden - det tæller altsammen med i modningsprocessen og siger ofte meget mere om en person, end datoen på fødselsattesten gør.

Kroppens reparationsberedskab er en evig kilde til forundring, men det er jo ikke alle sår, som heler til usynlighed. Selvfølgelig er der situationer, hvor det kan være nødvendigt at forsøge at fjerne fysiske ar. Mennesker kan være blevet så vansirede, at deres livsværdi er forringet i en grad, som retfærdiggør forsøg på at slette sporene. Men for langt de fleste mennesker er dette jo ikke tilfældet. De fleste beholder deres ar. Heldigvis. Jeg synes nemlig ikke, at ar er grimme og finder dem sjældent skæmmende. Jeg opfatter dem i stedet som historier. Som vidnesbyrd om, at liv er blevet levet. Voksne mennesker uden ar, rynker, pigmentforandringer eller andre tegn på, at livet leves, er underligt anonyme og jeg synes, de kan være svære at forholde sig til.

De synlige ar på min egen krop er ikke så meget et udtryk for, at jeg er klodset og fumlefingret, men er nok mere en følge af, at jeg ikke forsigtigt har passet på mig selv. Jeg har brugt mig selv, er ikke veget tilbage for fysisk aktivitet og kan efterhånden begynde at se den slitage, der uundgåeligt følger med en tilværelse som min. Og jeg er endda ikke håndværker af profession.

Der er ingen udvendige operationsar imellem - de ar, andre kan se med det blotte øje fortæller helt andre historier. Jeg har erhvervet de fleste her i landet, men har også nogle, der er kommet til andre steder i verden - minder om hændelser på rejser, som en slags permanente feriesnapshots - og når jeg ser dem, tænker jeg på situationen og på omstændighederne, men aldrig på smerten, der gik forud. Den er glemt og kan ikke genkaldes. Og det er vel i og for sig meget nådigt.

Indeni er der også ar. Gamle og nyere, lægte sår. Nogle er helet smukt og er knapt mærkbare, andre har en knudret overflade, som røber, at sårene har været brudt op undervejs i helingsprocessen. Alle, som har gennemlevet sorgforløb, bærer på indre ar. Spørgsmålet er blot, om helingen har været sund, eller om der stadig er betændelse i. Og det andet, der er essentielt, er, hvordan man forholder sig til disse ar.
Egnes såvel som andres.

Jeg har efterhånden fået patina. Både udenpå og indeni. Der er ikke nogen af mine ar, jeg ikke har fundet fred med og hellere ville undvære. Og jeg er lige præcis så gammel, som jeg gerne vil være lige nu.

Hvor gammel er du? Tæller du alder i år eller i ar? Er der ar, du gerne var foruden?

30 kommentarer:

  1. Til det sidste spørgsmål JA men jeg ser også at det ar måske har gjort mig til den jeg er, og jeg kan egentlig godt lide mig selv som mig anno 2008 :-)
    Lotte, dit indlæg er rigtig godt, det sætter tanker i gang, det danner billeder, og jeg tror jeg kan blive ved med at tænke over det, tak :-)
    Jeg tænker ikke over min alder, men jeg gider ikke lade som om jeg ikke er gammel, for det er jeg, jeg har levet over halvdelen af mit liv formentlig. Ser jeg på min mor, min mormor og min farmor, så døde de i alderen 74 til 80,men jeg vil gerne blive ved med at være nysgerrig på livet, have lyst til livet og måske en dag forlige mig med mine ar.

    SvarSlet
  2. Tankevækkende indlæg! Også jeg bærer ar, både synlige og usynlige. Nogle fysiske ar er væk, mens mindet om dem endnu sidder i kroppen på godt og ondt, med andre er det omvendt. Ingen af dem vil jeg være foruden, for de har været med til at forme mig som den person, jeg er i dag.

    Måske svarer antallet af ar fint til min fysiske alder, men tænker at livssyn også indvirker på, hvordan arene påvirker især sjælen.

    SvarSlet
  3. Jeg synes også, dit indlæg er dejligt og meget tankevækkende, Lotte. Tænker lige nu på, at der også er ar eller oplevelser, der aldrig læges helt, men som man lærer at leve med, sorger der hele tiden er med i éns liv. Nogle af mine værst 'ar' er efter små liv, der ikke nåede at opleve verden. Det har været oplevelser, der ændrede mig for altid. Men de siger nok ikke så meget om ens alder.

    SvarSlet
  4. Lene, jeg tror, din indstilling er rigtig sund. Og ja, vores ar er med til at forme os - det er lidt der jeg vil hen med det, jeg skriver om de ar-løse, der føles anonyme. Mennesker, som har fået skrammer undervejs gennem tilværelsen, er ofte mennesker med kant og karakter - og for mig er I altså mere interessante :-)

    Jeg har også et ar, jeg i årevis gerne havde været foruden. Måske var det i virkeligheden imens det stadig var et sår under heling? I hvert fald er jeg nu nået dertil, hvor jeg kan se, at jeg aldrig ville være blevet den jeg er i dag, hvis ikke jeg havde fået tildelt det sværdhug fra skæbnen (eller hvad man nu skal kalde det).

    Jeg håber, du finder fred med dine ar.

    SvarSlet
  5. Grønlandspost, jeg er sikker på, at du har ret i, at ens livssyn er medbestemmende for, hvordan vi påvirkes af vores ar. Og vel også for, hvordan vi modtager vores ar? Og ikke mindst har vores livssyn indflydelse på, hvordan vores sjælesår heler.

    SvarSlet
  6. Madame, jeg tror der i nogle tilfælde er en hårfin balance mellem hvornår man synes et sår er lægt og hvornår det endnu ikke er et ar. Dybe savn, som efter dødsfald, kan vel godt føles som sår, der aldrig læges helt - fordi savnet aldrig forsvinder. Men måske man skal skelne mellem savnet, der er allestedsnærværende og altoverskyggende, lammende, og savnet, som man kun rammes af fra tid til anden, fordi tiden er gået og såret er begyndt at hele?

    Små liv, der aldrig får lov at blive, kan ikke andet end efterlade dybe spor hos dem, der mister. Men jeg er nok ikke helt enig med dig i, at de ikke siger noget om din alder. For her taler vi jo ikke om den kronologiske alder målt i år. Lige netop fordi du har haft den form for tab tæt ind på livet, forestiller jeg mig, at du må være blevet modnet på det mentale plan. Jeg forestiller mig, at din empati for andre i lignende situationer er stærkere udviklet, end den ville have været, hvis du ikke selv bar på disse ar. Men det er jo bare min tolkning.

    SvarSlet
  7. Lotte, du skriver så smukt, og jeg må nok give dig ret ...

    SvarSlet
  8. Dejligt indlæg Lotte.
    Jeg tæller mit liv i år, mindes det i ar, mærker, aftryk.

    Kan lide at du bruger det udtryk som patina. Sådan ser jeg mig. Med patina.

    Een spurgte engang om jeg ikke var ked af mit skæve ar hen over maven. Men ikke om jeg skatter nogen del af min krop højere end netop denne klodsede stribe arvæv, der vidner om den den livsvigtige hast min første datter forløstes med...

    SvarSlet
  9. Jeg har masser af ar som jeg hellere ville være foruden. Efterhånden er jeg vist også ved at få lidt patina, men det har jeg et meget mere positivt forhold til. Det er nemlig et udtryk for mit liv og et udtryk for at jeg har levet.

    SvarSlet
  10. Når talen falder på ar, får jeg lyst til at græde, måske fordi såret endnu ikke er helet op og har dannet ar?

    SvarSlet
  11. sikke dejligt et indlæg, men også en dejlig kommentarrække der har været her idag...

    Jeg er også rystende trekvart ligeglad med min alder, mit fødselsår kan jeg jo ikke gøre noget ved alligevel,,,jeg kan dog sørge for, at prøve at leve livet...og det med de oplevelser/ar som det giver og har givet..For de oplevelser der i første omgang ikke var rare/sjove/til at leve med, er måske netop dem der gør mig til den jeg er...

    SvarSlet
  12. Dette indlæg er jeg vendt tilbage til flere gange i løbet af dagen. Det er så smukt og indsigtsfuldt... Jeg har ar for ikke at tale om sår som jeg gerne ville være foruden, på den anden side, så er jeg fuldstændig sikker på, at jeg når dette sår er lægt vil komme til at holde af aret, som vil minde mig om det der var... Mine ar og mine rynker er en del af mig og kommet af, at jeg har levet livet fuldt og helt. Derfor ville jeg ikke undvære et eneste, - men rynkerne må dog gerne komme lidt langsommere ;-)

    SvarSlet
  13. Lotte, du rammer det præcist - vi skal bruge arrene til at modnes på det mentale plan. Og hvor skriver du smukt.
    :-)

    SvarSlet
  14. Jeg kan godt se, at jeg er i mindretal, men jeg kan altså ikke deltage i begejstringen.

    Jeg vil hellere mindes uden ar, som altid er skæmmende, og med hensyn til patina har jeg har aldrig brudt mig om alderstegn, hverken på ting eller på mennesker. De er under alle omstændigheder tegn på forfald behøver ikke at være tegn på noget særligt indhold.

    Hvad indre ar angår, håber jeg stadig, at jeg med tiden kan blive mine kvit. Det mener jeg nemlig godt, man kan uden derfor at være tom.

    Sorry :-)

    SvarSlet
  15. Forresten - det siger vel sig selv, at jeg hverken tæller år eller ar.

    SvarSlet
  16. Lotte,

    Jeg har bevidst og ubevidst brugt meget tid de sidste par måneder på netop denne slags tanker - om hvor gammel jeg er - når der står et skarpt hjørne i kalenderen om blot få dage. Men er det virkelig mig - og er det virkelig det jeg skal forholde mig til?

    På nogle måder er det jo - det er et endegyldigt farvel sikkert til en drøm om at få børn. Men som nok allerede har været slukket et stykke tid af praktiske årsager - nu er det bare fødselsattesten, der understreger det.

    Men derudover føler jeg mig ikke min alder - og jeg var indtil for nylig ret sikker på, at jeg fysisk heller ikke levede op til den. Men der er ar - både ude og inde...

    Nogle af de ydre ville jeg nu egentligt godt være foruden - fordi det minder mig om latterligt klodsede ulykker... men det er måske også min personlighed; at have tankerne andre steder!

    De indre ar ville man jo på nogle måder gerne være foruden - ét specielt i hvert fald - men de hører med til livet; og det har været med til at bestemme en helt anden retning for mit 'voksne' liv.

    Dejligt indlæg, Lotte!

    SvarSlet
  17. Du skønne, skønne smukke kvinde. Ar er nemlig det der former os som mennesker og ar er bestemt ikke negativt, men er det der giver klogskab og viden om livet. Jeg kender mange ar som er utrolige flotte:
    Kejsersnitsar, rynker, sjælelig ar, ar på brystkassen efter hjerteoperation, ar på maven efter en peg-sonde, ar på knæene, ar ved lungerne, alle er de ar der har gjort livet bedre :-)

    SvarSlet
  18. Jeg har ikke så mange ar på kroppen. Nogle af dem jeg har, har jeg selv lavet, mest som barn. Andre har jeg fået i forbindelse med arbejdet.

    Indeni... der er ar. Ar, som jeg er så stolt af, at de er hele så flot! Ar, som ind imellem går lidt op, men som jeg godt kan klare at puste på igen.
    Jeg har faktisk ikke nogle virkelig slemme ar, hverken uden på eller indeni. Men de ar jeg har, har formet mig!
    Alder tænker jeg ikke på, og dog. Jeg føler mig ikke 'så gammel' som min alder siger jeg er.

    SvarSlet
  19. Bitten, det ar henover maven er jo en evig påmindelse om en berigelse af dit liv, som ikke kan beskrives.

    SvarSlet
  20. Jens, jeg er ked af, du har ar, du ikke bryder dig om. Tror du, du finder fred med dem med tiden, eller vil du for altid ønske, du havde været foruden? Har de ikke formet dig til den du er i dag?

    SvarSlet
  21. Sifka, måske der stadig mangler noget heling, som du skriver? Ar der trækker tårer har man i hvert fald ikke fundet fred med (endnu). Giv tid...

    SvarSlet
  22. Anne, jeg synes også at kommentarrækken har været dejlig og meget nærværende. Åbenbart rammer mine ord noget i mange, hvilket jo glæder mig, fordi det er tanker, der selv ligger mig meget nær.

    Jeg er helt enig i, at alder i år er uinteresserant - tænk blot på vores blogfælleskab! Det går ikke blot på tværs af regionale og nationale grænser, men krydser også umærkeligt henover alderstrin - som ellers nok kan agere som barriere i andre sammenhænge.

    SvarSlet
  23. Kagekone, som du selv siger - når såret først er helet op og har efterladt et ar...da er det tid til at nøjes med at mindes det, der var. Heldigvis er vores hukommelse ofte så fint indrettet, at den primært fokuserer på det, der var og gik godt.

    SvarSlet
  24. Donald, tusind tak! Jeg er vist ikke den eneste, der har den indstilling til ar - selvom jeg ikke deler den med alle, smil...

    SvarSlet
  25. Rasmine, du skal ikke undskylde. Kommentarfeltet bliver bare mere interessant, når der tilkendegives alternative meninger. Debatten bliver mere berigende på den måde.
    Jeg har ikke noget imod modenhed - jeg synes der går en grænse for, hvornår man kan kalde det decideret forfald. Det er i mine øjne det, man ser hos mennesker, som giver op. Som lader stå til. Derimod synes jeg, at begrebet 'at ældes med ynde' i høj grad har sin berettigelse. Helt glatte, fejlfri ansigter virker identitetsløse på mig - uden karakter.
    Plastickirurgi er en fantastisk opfindelse til rekonstruktion, men jeg synes, det misbruges i en grad, der er helt ude af proportioner. For ikke at tale om botox!!! Nej, giv mig rynker i stedet for ansigter uden mimik, fordi de er stivnede i kampen mod alderens tegn.

    Mht. indre ar, så er man dem vel ikke kvit, før man har slettet dem fuldstændigt fra hukommelsen? Mener du, at man kan det? Handler det ikke bare om at finde fred med dem?
    Jeg siger jo ikke, at mennesker uden skrammer på sjælen er fuldstændigt tomme eller uden empati - jeg tror bare, at ens indlevelsesevne øges, når man selv har prøvet kræfter med livets skyggesider.

    SvarSlet
  26. Nille, jeg synes, det er gode tanker, du har gjort dig. Og mange af dem, kan jeg sagtens følge. Mit biologiske ur tikker og jeg har valgt at kaste mig ud i et projekt, der nødvendigvis må overdøve denne tikken - men det er MIT valg. Og jeg vælger at tro, at jeg gør det rigtige.
    Så længe vi gør det, der føles rigtigst for os, så kan vi vel ikke gøre det meget bedre, kan vi?

    SvarSlet
  27. Shabby, hvorfor undrer det mig ikke, at du skriver som du gør, smil. Du ved præcis, hvad jeg mener, og jeg tror på, at du og jeg er meget, meget enige.

    SvarSlet
  28. Marianne, som du siger - de ar vi har er med til at forme os.
    Du skriver selv om savnet efter din far - det er et ar, du altid bære med dig. Og som er med til at gøre dig til præcis den, du er i dag.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!