Ar eller år?

I kommentarfeltet til Donalds seneste indlæg, faldt jeg over følgende strofe i Johs. V. Jensens digt, Som Dreng skar jeg Skibe:

Ar efter håndværk
har jeg på hænderne

Og jeg kom til at tænke på, at jeg for mange år siden tog en talemåde til mig. Om at man i stedet for at tælle sin alder i år, kan vælge at tælle den i ar.
Ar udenpå og indeni kroppen, ar på sjælen, ar på samvittigheden - det tæller altsammen med i modningsprocessen og siger ofte meget mere om en person, end datoen på fødselsattesten gør.

Kroppens reparationsberedskab er en evig kilde til forundring, men det er jo ikke alle sår, som heler til usynlighed. Selvfølgelig er der situationer, hvor det kan være nødvendigt at forsøge at fjerne fysiske ar. Mennesker kan være blevet så vansirede, at deres livsværdi er forringet i en grad, som retfærdiggør forsøg på at slette sporene. Men for langt de fleste mennesker er dette jo ikke tilfældet. De fleste beholder deres ar. Heldigvis. Jeg synes nemlig ikke, at ar er grimme og finder dem sjældent skæmmende. Jeg opfatter dem i stedet som historier. Som vidnesbyrd om, at liv er blevet levet. Voksne mennesker uden ar, rynker, pigmentforandringer eller andre tegn på, at livet leves, er underligt anonyme og jeg synes, de kan være svære at forholde sig til.

De synlige ar på min egen krop er ikke så meget et udtryk for, at jeg er klodset og fumlefingret, men er nok mere en følge af, at jeg ikke forsigtigt har passet på mig selv. Jeg har brugt mig selv, er ikke veget tilbage for fysisk aktivitet og kan efterhånden begynde at se den slitage, der uundgåeligt følger med en tilværelse som min. Og jeg er endda ikke håndværker af profession.

Der er ingen udvendige operationsar imellem - de ar, andre kan se med det blotte øje fortæller helt andre historier. Jeg har erhvervet de fleste her i landet, men har også nogle, der er kommet til andre steder i verden - minder om hændelser på rejser, som en slags permanente feriesnapshots - og når jeg ser dem, tænker jeg på situationen og på omstændighederne, men aldrig på smerten, der gik forud. Den er glemt og kan ikke genkaldes. Og det er vel i og for sig meget nådigt.

Indeni er der også ar. Gamle og nyere, lægte sår. Nogle er helet smukt og er knapt mærkbare, andre har en knudret overflade, som røber, at sårene har været brudt op undervejs i helingsprocessen. Alle, som har gennemlevet sorgforløb, bærer på indre ar. Spørgsmålet er blot, om helingen har været sund, eller om der stadig er betændelse i. Og det andet, der er essentielt, er, hvordan man forholder sig til disse ar.
Egnes såvel som andres.

Jeg har efterhånden fået patina. Både udenpå og indeni. Der er ikke nogen af mine ar, jeg ikke har fundet fred med og hellere ville undvære. Og jeg er lige præcis så gammel, som jeg gerne vil være lige nu.

Hvor gammel er du? Tæller du alder i år eller i ar? Er der ar, du gerne var foruden?