Man kan ikke opholde sig i Istanbul uden på et eller andet tidspunkt at lægge mærke til muezzinernes bønnekald. Der er så mange moskéer, at man dårligt kan undgå at bo i nærheden af mindst én minaret, især hvis man har booket hotel i den gamle bydel. Den første morgen vågnede jeg med et sæt ved 6-tiden og var mildt sagt forbløffet over, at kæresten kunne sove videre i bønnebrøleriet.
Vi boede lige nedenfor den blå moskés seks imponerede minareter (illustreret med gnidret, rød pil på billedet) og havde såmænd også en lille bonusminaret LIGE uden for vinduet - så at sove fra infernoet må siges at være lidt af en bedrift. En bedrift som jeg så gjorde efter næste morgen, hvor rollerne var byttet om, og det var kæresten, som blev revet ud af sin søde søvn. Den sidste morgen lykkedes det os begge at sove fra dagens første bøn og vågnede først ved vækkeuret.
Eftersom de kristne allerede havde sat sig på søndagen og jøderne på lørdagen, valgte Muhammad fredagen som ugens helligste dag. Fredag er forsamlingsdag, altså den dag, hvor man forsamler sig for at bede ugens allervigtigste bøn, fredagsbønnen. Fredagen betragtes dog - i modsætning til den kristne søndag og den jødiske sabbat - ikke som egentlig hviledag. Efter bønnen bør man fortsætte sit arbejde og tage sig af sine vanlige forpligtelser, fordi dét i sig selv også er en form for tilbedelse.
Da vi jo ankom natten til fredag, fik vores første dag i Istanbul en meget autentisk lydkulisse med de mange interfererende bønnekald. Særligt fascinerende er det at befinde sig midt mellem to minareter, hvor det er forskellige muezziner, som har gang i højtaleranlæggene - gerne med lidt forskydelse.
Selvom jeg ikke forstår et pluk, synes jeg, det lyder smukt. Og tænker, at her kunne de tørre, danske folkekirkepræster nok lære et trick eller to. Tænk, hvis en protestantisk prædiken blev sunget?!
Lotte,
SvarSletDet er så sjovt at se dine billeder - vi boede stort set det samme sted kan jeg se.
Jeg synes absolut også, at det er fascinerende at høre, hvordan de kalder til hinanden - selvom man lige skal vænne sig til lyden. Men det er smukt! I Egypten var jeg der under ramadanen - så der var morgenbønnen ved 4-tiden... det var lidt hårdt nogle morgener!
Iiih - jeg glæder mig til at se mere... det er som at genopleve det selv!
Sikke spændende billeder, Lotte!
SvarSletJeg har oplevet det samme, som du fortæller om, men i Agadir som ganske ung - det virkede utroligt fremmedartet på mig dengang. Der var skruet godt op for volumen, så vi nærmest blev blæst ud ;o)
Spændende tanke, en synge-prædiken. Der var vist ret meget synge-musik i de gamle barok-kirker. Søndags-messer og oratorier og "passions-spil" etc.etc.etc. og i en visse sammenhæng er det en slags meditation.
SvarSletJeg ved ikke hvor glade folk er for de højtalende muezziner, sikkert lige så glade som naboerne til et kirketårn midt inde i byen (som fx. Lindevangskirken).