Der er gået en måned nu. En måned uden dig i verden. En situation som du altid sagde, at du ikke kunne forestille dig. Det er du ikke den eneste, som har haft svært ved.
Jeg havde faktisk prøvet at forberede mig på det. På at du en dag ville takke af og trække dit sidste vejr. På at det kunne ske, mens jeg ikke var hjemme. Men nogen ting kan vi ikke tackle på forhånd. Og det skal man vi jo heller ikke.
Jeg ville bare så gerne have beholdt dig lidt endnu. Jeg havde sådan set frem til at sende dig en stribe farvestrålende postkort fra vores færd rundt i verden. Jeg havde glædet mig til at dele eventyret med dig. Fordi du elskede at få rigtig håndskreven menneskepost. Fordi du ville have sat pris på at få lov at følge med og få stillet nysgerrigheden. Og fordi du selv holdt så meget af rejse.
Farmor, jeg savner dig. Men jeg er også taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at tage afsked med dig sammen med resten af vores familie. At jeg ikke skulle få beskeden langt herfra og være alene om at bearbejde savnet. Jeg er glad for, at jeg nåede at holde dig i hånden og få vished for, at du satte dit personlige punktum af egen vilje, og uden at det trak langt og pinefuldt ud. Smukt og værdigt og omgivet af dine fire børn i dit eget hjem. Det var lige efter dit hoved at tage herfra på den måde. Stærk og stædig som vi alle har kendt dig og elsket dig.
Tak for det hele farmor.
Kære du som læser med her
Normalt er jeg ikke så privat på bloggen, og det er et helt bevidst valg. Dette indlæg er et udtryk for hårdt tiltrængt ventilblogging (udtrykket ydmygt lånt af et menneske, som jeg sætter stor pris på) - jeg savnede sådan til at få sat ord på, men ønsker ikke at forholde mig til kommentarer lige nu og har derfor lukket for kommentarfeltet. Det håber jeg, du forstår og respekterer.
