Projekt søgelænder

Hvorfor skriver jeg ingenting?
Fordi jeg er for træt om aftenen. Fordi jeg har for travlt med at lege med vinkelsliber om dagen. Og om morgenen sover mine fingre for meget til at skrive. Men nu lysner det heldigvis.

Søgelænderet er et af de projekter, vi hidtil har udskudt "fordi det jo ikke forhindrede os i at sejle"  og fordi det "helt sikkert ville være sjovere at gennemføre et sted i troperne". Og så også lidt fordi vi godt ved, at perfektionister aldrig kommer afsted.

Det famøse søgelænder

Uden ønske om hverken at påberåbe mig en titel som perfektionist eller at udskyde afrejsen endnu en gang, har jeg alligevel valgt at udnytte, at båden står under tag nu. For trods pisseregn og møgregn og skybrud og oversvømmelser, ja så kan projektet gennemføres uden andre større udfordringer end dem, som ens egen krop mønstrer, når man i timevis bekriger rust med en vinkelsliber. I håbløse arbejdsstillinger. Jävla!

Af kom således trælisterne, som i nogen grad har formået at camouflere forfaldet - hvis man da ikke lige lagde sig på dækket og sneg sig til næsvist at kigge op under træskørtet. Da listerne først var pillet af, var der ingen vej tilbage. Og så er dagene ellers gået med time efter times bekæmpelse af stålbådsejerens største fjende. Rusten.

Fjende #1

Helt til det blanke stål måtte jeg slibe mange steder, for at komme helt i bund. Med et svineri uden lige til følge. Og lamme arme.

Nu står den på male-male-malearbejde. Adskillige lag primer, siden et mellemlag og til sidst nogle lag hvid finnish. Det skulle gerne holde yderligere rustdannelse fra døren nogle år fremover.
Og vinkelsliberen er igen forvist til en fjern krog.