Et biologisk smertensbarn - Jule(post)kort #4

Maj 2013

Guam er Mikronesiens største, tættest befolkede og mest udviklede ø – og næppe overraskende samtidig også den mest kommercialiserede og spolerede. Jeg plejer at sige, at mennesket er den værste invasive art af alle, og på Guam har den menneskelige indflydelse haft meget vidtrækkende konsekvenser. Det amerikanske militær har sat sig på store arealer, som er udlagt til fly- og flådebaser lukket for omverdenen. Turisterhvervet og dermed hotelbranchen blomstrer (bare de japanske turister alene udgør næsten en million besøgende årligt) og rigtig meget land er enten bebygget eller udpint med massiv erosion og blotlagt jord til følge. Dertil er der gennem årene blevet indført en hel række invasive arter af både planter og dyr, hvor især Boiga irregularis, Brown Tree Snake, er berømt/berygtet (blandt biologer i det mindste). Den første gang, jeg selv stødte på omtale af den, var i David Quammens bog, The Song of the Dodo, fra 1996, men problematikken er stadig aktuel. Slangen er oprindeligt naturligt hjemmehørende på Solomonsøerne, men blev introduceret på Guam ved et uheld i 1940'erne, hvor et amerikansk militærskib eller -fly højst sandsynligt havde den med dertil fra Sydøstasien. Slangen er giftig, men udgør ikke nogen større trussel for mennesker. Andre dyr derimod lider under dens tilstedeværelse. Dem der er tilbage altså. For Guam er uhyggelig tyst, når man begynder at lytte efter fuglestemmer. 10 ud af 13 hjemmehørende fuglearter er forsvundet, fuldstændig udryddet fra øen. Det samme gælder seks ud af 12 arter af firben og to ud af tre arter af flagermus. Alt sammen pga. af slangen, der ingen naturlige fjender har her*. I begyndelsen af året annoncerede det amerikanske landbrugsministerium, at man ville forsøge at kontrollere bestanden af slanger ved at nedkaste forgiftede mus fra luften, men resultatet af dette tiltag kendes endnu ikke.

Et andet uheldigt bekendtskab er Bufo marinus, Aga-tudsen, som ikke kom til Guam ved et uheld, men som tværtimod helt bevidst blev introduceret til landet, for at fungere som et biologisk bekæmpelsesmiddel mod en særlig plagsom bille, der skaber problemer i sukkerrørsplantager. Projektet slog fejl, eftersom tudsen ikke kan hoppe særlig højt – til gengæld er den hvinende giftig og æder alt, hvad den kan komme i nærheden af.

Fra et biologisk perspektiv er Guam interessant som det skrækeksempel, øen udgør, men som turistdestination ville jeg til enhver tid vælge et andet sted. Bevares, der er tropisk klima og havvandet er lunt, men med mindre man er vild med the american way og hovedformålet med ens ferie er at bo på hotel og svømme i swimmingpool, vil jeg anbefale at overveje en anden destination.

Tip: Klik på billedet for at se det i fuld størrelse

(*kilde: National Invasive Species Counsil)