1.3.07

Giv den (tåre)gas!

Forestil jer følgende scenarie:

Lotten kommer cyklende fra Skovshoved mod Vesterbro (hun har været på kursus, så hun kan blive dygtig til at navigere). Klokken er omkring 22.30 og hun har efter fem timer på skolebænken bare lyst til at komme hjem og gå omkuld. Lige inden Sct. Hans torv begynder næsen at løbe helt afsindigt og det klør og kradser i gane og svælg - hun overvejer, om hun pludselig er blevet allergisk overfor et eller andet, men kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen, for det er jo længe siden, hun har spist noget - måske er det bare en usædvanlig forkølelse, der er ved at indfinde sig (der er jo også mange, der går og er syge for tiden).

På Nørrebrogade er der tæt af hætter og sort tøj, hjelme med visir og jysk, kortklippet kompakthed, masser af bål og blink, kvælende røg, væltede skraldespande, krøllede cykler, baldrede ruder og løse brosten - præcis som det sandsynligvis vil blive fremhævet i medierne de næste dage og sikkert også uger.
Efter forgæves at have forsøgt at snige sig forbi Blågårds Plads (der er jo laaangt til Runddelen derfra, så der er nok fredeligt nok...forkert!), må den lille kursist - med sit søkort i rulle og stor rygsæk (og sikkert tilsvarende store øjne) - sande, at hun må vende om. Efter nogen zigzaggeri og en større omvej lykkes det at komme over på den fredelige side af søerne og herfra er resten af færden begivenhedsløs.

Omkring Planetariet registrerer Lotten godt nok, at nu løber næsen ikke længere, og kløen er også væk, men det er faktisk først langt senere, hjemme i varmen, at koblingen indtræffer. Med en følelse af at være temmelig naiv må hun konstatere, at hun er blevet udsat for tåregas uden at fatte det - men okay, hun fældede jo heller ikke en tåre, vel!

2 kommentarer:

  1. Lotte..du må også til at holde op med at gå i dine Doc Marteens, elefanthue og læderjakke, når du er på nørrebronx ;)

    Mange knus fra Peter

    SvarSlet
  2. "jysk, kortklippet kompakthed"
    LOL! Elsker den saetning!
    Lyder lidt som... Friis!!
    (men faak hvor jeg hader mit tastatur uden ae oe og aa. Jeg foeler mig saa... gammeldaws :-)).

    Ach! Alpeknus fra Dennis

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!