5.7.07

Hot news

I hverdagene sker det af og til, at jeg - at logistiske årsager - sover på land. Nærmere betegnet i en lejlighed på Vesterbro. Således også natten til i dag. I morges lugtede lejligheden bare ikke, som den plejer. Vinduet i stuen havde stået på klem, og lugten, som havde bredt sig, mindede mest af alt om bål. Sådan lidt spejder-/Skt. Hans-agtigt, uden at være rigtig påtrængende.
Jeg undrede mig godt nok lidt over at støde på lige netop den lugt på et tidspunkt, hvor det regner så meget, som det gør for øjeblikket (SÅ! Nu skriver jeg om vejret IGEN! Beklager!), men der var ingen røg, og jeg skulle ud af døren...
Faktisk var det først, da jeg ved frokosttid skimmede dagspressen på nettet, at forklaringen på lugten indfandt sig.
Lige rundt om hjørnet har der været ildebrand i nat og jeg har intet - absolut intet - hørt. Ikke en eneste lille, forkølet sirene har kunnet forstyrre min søvn. Dette kunne lede til at konkludere, at jeg har boet for længe i en by, hvor sirener er hverdagskost. Det kunne også lede til at tro, at jeg ville være blevet en bekymrende dårlig vagthund, hvis det havde været mit lod i livet. Jeg vælger at tro, at jeg nok skal vågne, hvis mit eget liv er i fare.


Skudt i dag, kl. 19.30-ish...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!