17.10.07

Duftende minder

Rundt omkring i blogosfæren er jeg efterhånden stødt på mange indlæg om at at tage på sanseture, om at huske at give sig tid til at sanse.
Jeg synes, vores sanser er fantastiske instrumenter, og at de erindringer, som knyttes til de ikke så let reproducerbare sanseindtryk, er dybt fascinerende.
Syns- og lydoplevelser kan ved hjælp af kamera og lydoptager forholdsvist let lagres til eftertiden, mens smag og lugt er så individuelt opfattede, uhåndgribelige og svære konkret at bringe med sig, endsige videregive.

Jeg binder mange minder og fornemmelser op på dufte. Dufte af alle slags, men særligt inden for botanikken. Ud over mandel- og citrusblomster er de største favoritter blandt blomsterduftene nok de oplagte i form af syrener og violer (indbegrebet af forår, længere dage og begyndende varme. Løfter om bare tæer).
Dertil vil duften af de smukke, hvide, formfuldendt enkle blomster fra Frangipani (eller Plumeria, af nogen misvisende kaldet Tempeltræ, men Frangipani er ikke det samme som Gingko) altid røre en række af mine bedste erindringstråde knyttet til blomster.


Frangipani vokser i de fleste egne i troperne, så det er alt sammen minder fra rejser, jeg forbinder med dem. Allerførste møde med dem var i en lille lerskål med vand, der stod ved siden af min seng på Salomonsøerne. Huset stod på pæle og var bygget et godt stykke oppe ad en skråning, hvilket betød, at det første syn, som mødte mig hver morgen, var et tungt åndende Stillehav.
Så duften er for mig knyttet til synet af oceanet, lyden af skrattende miner birds på taget, smagen af pomelo og hjemmelavet yoghurt, afternoon G&T - følelsen af velvære helt ind i knoglerne.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så velsignet blottet for bekymringer siden. De største spekulationer bestod stort set i, hvorvidt jeg skulle købe ananas til 1 eller 2 S$ (som på det tidspunkt stod i 1,75 kr.) – er man ikke privilegeret så?!?

10 kommentarer:

  1. Jo, så er man priviligeret, som du siger. Sikke en oplevelse du har haft - jeg har ikke engang hørt om Salomonsøerne tidligere.
    Det med at dufe sender en lige tilbage til en tidligere oplevelse, kender jeg også. Syrenernes duft betyder min mormors gamle have, lugten af madlavnig af bestemte retter - så er jeg lige tilbage i mors køkken. Det er næsten endeløst, hvad der sender mig på rejse, dog synes jeg mest, jeg sendes tilbage til barndommen. Ren tidsmaskine!

    SvarSlet
  2. Igen et tankevækkende indlæg. Kender også til det med dufte, men af en eller anden grund mest i negativ betydning. F.eks. kan jeg ikke bruge den bodyshampo, som jeg brugte dengang, jeg var sengeliggende i de 6 af månederne af et svangerskab og kun stod op, når jeg skulle i bad. Duften giver mig kvalme.
    Sådan er der også andre dufte, som gør mig ubehagelig til mode.

    SvarSlet
  3. Dejligt indlæg (selvom jeg synes, du taler lidt russik nogle gange (Frangipani, Plumeria, Gingko ect..) eller er det rettere latinsk ;o)

    Jeg elsker duften af friske krydder-urte-planter/blomster (jeg har IKKE grønne fingre) og duften af nyslået græs om sommeren eller duften efter en regn-sommerdag - så frisk, lidt tung, men utrolig ren...

    Tak for inspiration til hvad jeg skal lave med sønnike i weekenden. Vi skal lave dufte-oplevelse med div. dufte (ih hvor jeg glæder mig)

    SvarSlet
  4. Jeg skrev med vilje kun om blomsterdufte, for ellers kunne jeg blive ved. Som både Madame og Michella er inde på, så kan især madrelaterede dufte være forførende og mindefremkaldende. Krydderurter kan noget særligt, det er ikke uden grund, at den stærkt duftende Basilikum har fået sit navn :-) (Tror lige, jeg skriver et lille indlæg om etymologien om lidt).

    Jeg har fokuseret på de "positive" dufte, og det er da også dem, jeg har flest minder knyttet til, faktisk kan jeg ikke i skrivende stund lige komme i tanke om en duft, der har et decideret dårligt minde knyttet til sig - men jeg kan godt forstå, du holder dig fra den sæbe, Johanne ;-)

    OG Michella, jeg synes din ide med dufteoplevelser sammen med sønnike lyder som en rigtig god weekendsyssel. Du behøver jo ikke kaste dig ud i de latinske navne, grin.

    SvarSlet
  5. Uh ja - skrev lige lidt om etymo_et_eller_andet_, så jeg kan blive lidt klogere (og skriv venligst på dansk *haha*)

    Og nej - tror jeg holder mig laaangt fra latinske navne ;o)

    SvarSlet
  6. Og der skulle så stå skrIv og ikke skrEv *tsk tsk*

    SvarSlet
  7. Jeg er miljøskadet - det skal du ikke tage dig af ;-)
    Og jeg er ikke en gang sikker på, om der findes et dansk ord for "etymologi". Det betyder vist noget i retning af "læren om ordenes oprindelse".

    SvarSlet
  8. Faktisk siger blomsterdufte mig overhovedet ingentin - selv om de naturligvis er dejlige. Lugten af rådnende plantedele i sommervarmen derimod ... Straks er jeg tilbage til mine forældres sommerhus lidt uden for Hals. Der var meget kort til stranden, men det sidste lille stykke vej gik ad en sumpet sti med stillestående vand på begge sider, før man kom til klitterne og derefter selve stranden. Der var store guldsmede. - Eller lugten af tømmer og mørtel, når man går forbi en byggeplads ... min murermesterfarfars "stilladsplads", som lå nede bag gården til den ejendom, hvor vi boede fra jeg var 3-4 år, til til vi flyttede til Hvidovre, da jeg var 11. Tja, sådan er vi så forskellige;-)

    SvarSlet
  9. Og godt for det - at vi er forskellige mener jeg. Tænk hvis alle brugte den samme parfume!?
    Jeg tror, jeg husker meget med min næse...og det er ikke kun planter, selvom mange minder knytter sig til dem. Både dem til pryd og dem til gavn.
    Jeg har fx også noget med tang i forrådnelse, noget med tjære og såmænd også noget metalspåner. Og så blandingen af Kings cigaretter og Blå Nivea - dét er min farmor :-)

    SvarSlet
  10. Dejligt indlæg...jeg er så enig - hvad med kælderlugt: glassene på hylden i viktualierummet, æblerne i kassen - eller som en eller anden synger duften af æbler og løbesod - nogen gange kan man slet ikke fyldes nok med en duft, synes jeg....uhm tjære...og både og forår...

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!