Jeg skal, som mange af jer allerede ved, ikke holde jul i mit barndomshjem i år. For første gang nogensinde. Og det har taget mig nogen tid at forlige mig med tanken. For lige så nysgerrig, rejselysten, nomadeagtig og frygtløs når det kommer til at prøve nye ting, som jeg på mange måder er, lige så traditionsbunden er jeg, når det kommer til julen.
Rør blot ikke ved min ga-amle jul
Jul, jul, jul, jul, jul
Rør blot ikke ved min ga-amle jul
Jeg talte med min bror (som jo lægger hus til d. 24.) om det, og han fortalte, at der da også havde været palaver på deres matrikel, om hvordan julen skulle smage og se ud. To menneskers forskellige traditioner skal nu fusioneres og blive til noget fælles. Det kan godt være en udfordring. En udfordring jeg ikke selv har stået overfor endnu, men som jeg alligevel har gjort mig en tanke eller to om. Fx er jeg stokkonservativ, når det kommer til juletræet.
I mit univers går træet til loftet, lysende er af stearin og der skal både flagguirlande (fra min fars barndoms jul) og lametta (fra min mors barndoms jul) på. Jeg er ikke specielt nationalistisk, men jeg synes, juletræet ser bart ud uden flagene...det er underligt, som man kan have sine ideer.
Der skal være rød-hvide flettede hjerter, hvide flettede stjerner, små glaskugler i sølv, (Peter har den gren så kær-)trommer, gamle papirsengle og små mus, fugle og truttende basunengle i træ.
Da min bror og jeg var små, var træet selvfølgelig mere kulørt, pyntet med skæve, barnekreerede musetrapper, glanspapirguirlander og kræmmerhuse, men med tiden er det blevet mere stilrent og ligner efterhånden noget, der kunne være taget ud af en Morten Korch-film.
Pynterækkefølgen er heller ikke ligegyldig. Først stjernen, der lige akkurat strejfer loftet, og så lysene, fyrretyve styk. Altid. Hverken flere eller færre. Dernæst flagene, to guirlander - MED uret rundt. Så stjerner og derefter resten, inden der afsluttes med lametta.
Til sidst placeres pakkerne under træet.
Og så venter man spændt på næste dags aften, hvor min far går i forvejen og tænder lysene, mens resten af os tager ud af bordet, laver the og finder konfekt og frugt frem...og så slukkes alt det øvrige lys, inden dørene slås op og man står og lader julefreden og varmen fra de fyrre lys strømme mod sig.
Det er det smukkeste træ, vi nogensinde har set. Hvert år.
I år ved jeg ikke, hvordan det kommer til at se ud, men ét er sikkert. Det går til loftet og der er flagguirlander og levende lys på. For min bror har en rem af huden og har også en tradition eller to, som han vil kæmpe for at holde i hævd.
Er det bare os, der har det sådan?
Jeg har jo kun missede en juleaften hjemme, den aften jeg var på arbejde.
SvarSletDet var ok, selvom juletræet selvfølgelig ikke er pyntes 'som vi plejer at gøre det' ;-)
Nu holder vi hos min søster, men det er SÅ ens, som det var hjemme hos min mor.
Traditionerne er der for at blive, og ellers må vi kæmpe for dem ;-)
Jeg tror næsten alle har nogle ting, der skal ske i julen.
SvarSletJeg holder jul hos min svigerfamilie i år - det gør vi hvert andet år. De andre år hos mine forældre.
Jul hos min svigerfamilie var heldigvis ikke det største chok, som det kunne have været. Selvfølgelig er jul hos ens egen familie allerbedst, fordi der er tingene som de plejer....jul hos en anden familie vil altid have nogle afvigelser. Og selv de små afvigelser kan være at deale med - jeg har dog valgt at fokusere på det, der virker "rigtig"...ellers kunne jeg aldrig holde jul andre steder end hos mine forældre. :)
hhtp/:monasskriblerier.wordpress.com
Jeg er enig - traditioner er værd at kæmpe for - man nogen gange må man give sig, så kunne man fx skiftes til at bestemme over træ og/eller mad.
SvarSletMit familietræ ligner dit meget - dog er juletræstæppet lige så vigtigt - en grov hessiansag med rødt kant bånd og de første vers af Glade Jul broderet rundt.
Mølædt og med musebid i ;)
Men når jeg ikke kan få det - og det kan jeg så ikke - så går jeg gerne i en helt anden retning ;)
Marianne, jeg vidste, jeg ikke var alene om at holde traditionerne i live ;-)
SvarSletJeg tror, du har fat i den lange ende Mona, mht. at fokusere på de "rigtige" ting. Det er så også det, jeg vil forsøge at gøre d. 24.
andrea, hvordan kunne jeg dog glemme at fortælle om juletræstæppet?!?! Det ligner til gengæld dit meget, i sækkelærred og med rød kant. Til gengæld er vores navne, inkl. kattenes (og et enkelt marsvins) navne gennem tiden broderet på og så er der tilføjet små silhouetter af filt.
Jeg synes traditioner er dejlige og langt hen ad vejen værd at holde i hævd - da især skønne juletraditioner som dem du stemningsfyldt skitserer her.
SvarSletMen selv er jeg vist lidt mere pragmagtisk. Jeg har prøvet lidt af hvert også at holde jul i udlandet uden venner eller familien. Så dumpede jeg ind i en anden familie og lånte lidt af deres traditioner. Jeg har også fejret med (nu ex-)svigerfamilien og insisteret på at gøre det på deres måde (med klipfisk og hele baduljen) men blev alligevel glædeligt overrasket over den juleand svigermor tilberedte til 2. juledag.
Jeg har selv holdt jul for familien siden jeg blev alene med ungerne - det er den eneste tradition jeg vil kæmpe for med næb og klør: at ungerne holder julen med mig som de plejer.
Vores stærkeste familietradition er fældning af juletræ. Pyntet er til gengæld et kompromis der arbejdes på år for år...
Åh hvor er det altså bare hyggeligt at læse om! Sådan var min barndoms juletræ jo også altid! Først hjemme og senere på aftenen hos min mormor, hvor hele familien samledes. Vores juletræstæpper var som Andreas. Men nu er vi så kedelige kun at holde jul tre mennesker samlet, så der er ingen juletræ, snøft, men jeg savner det allerede efter at have læst din beskrivelse af en rigtig jul.
SvarSletOm du er den eneste der har det sådan?
SvarSletNej, det tror jeg bestemt ikke. Jeg tror derimod at det er mig der tilhører en ganske lille minoritet; jeg er nemlig hujende ligeglad med den jul :-)
Nej jeg har det ligeså. Nu har jeg holdt jul de sidste 13 år for min lille familie samt mine forældre. Og det er traditionelt... Jeg håber aldrig nogensinde at min datter ikke skal fejre den med os, snøft..... Jeg har mange traditioner i forbindelsen med jul, men det er mest mine egne. I det man i mit barndomshjem ikke rigtigt fejrede julen - men lysets fest den 21 december....
SvarSletBitten, jeg tror, jeg langsomt er ved at indse, at min jul ikke er urørlig, men så længe det kan lade sig gøre, vil jeg gøre mit til, at den ligner det, jeg holder mest af.
SvarSletDet vigste er jo trods alt, at vi er sammen med dem, vi holder af - ikke om glaskuglerne er grønne er blå.
Og så længe tøsebørnene er børn vil du sikkert opleve, at ikke to træer er ens ;-)
Madame, må jeg anbefale et minijuletræ? Det er mere overskueligt men meget stemningsfuldt alligevel. Da jeg flyttede hjemmefra havde min far lavet en lille juletræsfod og en lille stjerne til toppen. Resten af minipynten har jeg selv stået for.
Lyseholdere til lagkagelys lavet af tyk ståltråd, bittesmå, flettede stjerner og hjerter (dog ikke dobbelte). Små glaskugler og bittesmå træfigurer, som jeg for nogle år siden fandt i Søstrene Migrene ;-)
Enkelte år har pynten ikke været i brug, men i år er noget af det kommet frem og pryder en stor troldhasselgren i en potte.
Allan, det kan godt være du tilhører en minoritet, men det er vel også okay? Min kæreste er ikke særlig vild med jul, men som han siger, så ændrer det sig sikkert, hvis vi en dag får småfolk, der glæder sig over nisser og løjer.
Shabby, jeg husker den første jul, vor min bror ikke holdt jul hjemme - det var helt forkert. Nu er det sket nogle gange efterhånden, og det er nu rigtig hyggeligt alligevel. Men det var sjovere, da vi var børn ;-)
Tak for en super idé med minijuletræet, Lotten, jeg vil straks gå på jagt ;-)
SvarSletVelbekomme - og god jagt.
SvarSletDu er bestemt ikke alene Lotten, men når man er 2, som flytter sammen, mener jeg en ny tradition skal opbygges. Man skal ikke hive hver sine forældres juletræ/traditioner med.
SvarSletDet er gjort her, og nu er det os, som er gamle og vores børn, som snart skal ud og starte deres traditioner.
Sister, jeg tror indirekte at man kommer til at tage nogel af sine forældres traditioner med sig - men man skal vælge dem af dem, der virkelig betyder noget for en, krydre med nogle nye ting og så finde en fælles form. Synes jeg.
SvarSlet