De uperfekte

Hun går rundt på den modsatte perron og taler i mobiltelefon. Håret er på plads, bukserne er ålestramme og der er kik til et bart stykke solariebrun talje under den korte dunjakke. Hendes - utvivlsomt meget dyre – sylespidse støvler har så høje hæle, at hun ligner en gammel, gigtplaget stork, når hun bevæger sig.

Han sidder overfor mig i bussen og tildeler mig et afmålt nik, inden han igen retter blikket ud mod vintermørket. Han ser ud som om han befinder sig godt i cowboystøvlerne, oilskinfrakken og stetsonhatten. Men der er lidt skæl på skuldrene og leverpletter på hænderne. Højre tommelfinger er pakket ind i et ikke helt frisk plaster.

Hun går foran mig på banegården. Håret er tykt og blankt, ravnesort og misundelsesværdigt for sådan en som mig, med fint, nordisk hår. Hun bevæger sig gennem menneskemængden, som om hun dansede. Let og ubesværet. Hun standser og vender sig for at tjekke togtiderne på skærmen. Næsten hele venstre side af hendes cafe latte-farvede ansigt udgøres af et stort modermærke.

Han er to meter høj, distingveret og gråsprængt. Ulastelig i sin uldfrakke og sine nypudsede sko. Måske har han været i teateret? Alt ved ham emmer af kontrol og balance. Der er ingen pletter, krøller eller revner i lakken. Indtil han begynder at gå og hans højre fod dropper.

De sætter sig overfor mig i S-toget. Det perfekte, renskurede par. Ikke en bums, ikke et hår der sidder forkert. De ligner noget, der er klippet ud af et blad. Et par levende, glathudede mannequiner.
Jeg lader ikke blikket dvæle ved dem. Der er for megen fernis efter min smag.
De er glemt igen med det samme. I modsætning til resten af galleriet.

Jeg holder så meget af dem. De skæve, lidt bulede, kantede og ridsede, kiksede og kejtede. De uperfekte. Dem, der er gået lidt ud af facon. Dem, der skiller sig lidt eller meget ud.
Det er dem, der gør iagttagelsessporten interessant. Ikke de identitetsløse, polerede glansbilleder.