Frem af gemmerne

Min bedstemor blev 85 i fredags. Hun ønskede ikke, at der skulle laves en masse hurlumhej i den anledning, men vi var dog alligevel en flok af familiens medlemmer, som gerne ville forsøge at gøre dagen til en god oplevelse for den bedagede dame.
Hun kan ikke længere se, kan blot skelne lys fra mørke. Til gengæld er lugtesansen eminent, og hørelsen får elektronisk hjælp, så helt afskåret fra omverdenen er hun jo ikke - men det giver alligevel nogle udfordringer af forskellig art. Som regel tager hun det i stiv arm og med kulkældersort galgenhumor, og denne weekend var ingen undtagelse. Humøret var højt og der var liv og glade dage i det store hus.

For hun nægter at kaste håndklædet i ringen, nægter at flytte fra det hus, som hun og min bedstefar lod opføre i midten af 50'erne. Pyt med, at hun har otte pakker kærgården i køleskabet, fordi hun ikke kan se, hvad der gemmer sig derinde, pyt med at vinduerne ikke bliver pudset, når hun nu alligevel ikke kan se ud af dem. Og pyt med at der er lidt ukrudt mellem fliserne. Det er ikke disse ting, der afgør, om der er kvalitetsfølelse i hendes hverdag.

Til gengæld betyder det alverden, om bogbussen og blindebiblioteket er samarbejdsvillige, om der kommer nogen og kaster sne (selvom det ikke har været noget større problem denne vinter), at hjemmehjælpen hjælper hende med at få høreapparaterne i (for man kan ikke mærke forskel og når man er blind, er det ligemeget, at der er blå tekst på det ene og rød på det andet apparat), og at hun kan få mad udefra (selvom hun ikke kan fordrage de udkogte grøntsager). Og det betyder en masse, når nogen vil tage hende med på tur i haven og fortælle hende hvilke blomster, der blomstrer. For fantasien og erindringen er også intakte.

Min bedstemor mente, at vi bare kunne dække fødselsdagsbordet med de sædvanlige ballonglas, som kan gå i opvaskemaskinen, men hendes stædigste barnebarn bedyrede, at når man fylder 85, må man gerne drikke af de krystalglas, som ellers kun kommer frem juleaften. Hvis ikke man skulle gøre det på sådan en fødselsdag, så ved jeg da ikke, hvornår man ellers skulle.

Til jul er det kun de voksne, der får lov, men da jeg jo aldrig selv har været der juleaften, dækkede jeg med krystallerne hele bordet rundt. Det er noget pjat, at en syvårig ikke må drikke af antikke glas! (Og der skete ingenting, tværtimod tror jeg, at ungerne var meget stolte over at få lov at drikke af de fine voksenglas). Altså skulle der flere glas på bordet, end der har været i hvad der skulle vise sig at være RIGTIG lang tid - i hvert fald at dømme efter de glas, jeg fandt i skabet.

Billedet er desværre lidt rystet, men giver vist alligevel et meget godt indtryk af før- og eftertilstanden. SÅ er det sjovt, at vaske op!

Bordet var smukt og enkelt, og jeg tror, at bedstemor tilgav mig min stædighed.