Kender du det? Du sidder ved siden af nogen i toget eller bussen, som du simpelthen ikke kan få dine øjne fra. Igen og igen søger dit blik dette eller disse mennesker. Og når du møder deres blik, smiler du og de smiler igen. Ikke et ord veksler I, men du føler dig privilegeret over at have mødt dem, glad for at være tilskuer. En lille smule rigere, når I skilles.
Det skete for mig forleden. Hele vejen på min tur med linie B delte jeg vogn med fire smukke, afrikanske kvinder. Dette i sig selv er jo ikke noget enestående i dagens Danmark, men deres udstråling, energien og deres humør gjorde dem umulige at ignorere. De støjede ikke trods deres åbenlyse munterhed - og deres indbyrdes, utvivlsomt kærlige, drillerier gav ellers anledning til mangt et fnis og latterudbrud.
Jeg forstod ikke mange ord af deres samtale. Ind i mellem kom der lidt engelske gloser med stærk accent, men ellers foregik det meste på et ikke identificeret, men ret eksotisk sprog. Det var egentlig ligegyldigt, for der var ingen tvivl om, hvad deres fokus var. Den ene havde ladet sine fletninger klippe af, og nu skulle resterne af hendes ekstensions redes ud af et viltert afrokrus, som efter alt at dømme kun nødigt gav slip. Med hver sin tandstikker sad de øvrige tre og grinede, pjattede, snakkede og redte fletningstumper ud, mens kvinden i centrum sad foroverbøjet med hovedet i skødet på den ene af dem.
De var helt opslugt i dette klanagtige fællesskab, så åbenlyst velkomne i hinandens intimsfærer og en integreret del af hinandens tilværelse. De kendte hinanden, nød hinandens selskab og var tilsyneladende fuldstændig og aldeles upåvirkede af, at de sad i et S-tog omgivet af nysgerrige medpassagerer. Jeg kan ikke forestille mig, at det kun var min opmærksomhed, de tiltrak.
Jeg var meget, meget tæt på at spørge dem, om jeg måtte fotografere dem. De var så fascinerende i deres mutualisme, og de tre sæt mørke hænder begravet i genstridigt krudthår var rene øjenmagneter - men jeg kunne ikke få mig selv til at forstyrre…det ville have været for påtrængende og en overskridelse af en grænse, som jeg muligvis selv er med til at skabe, men som jeg valgte at respektere.
Billedet af dem eksisterer jo alligevel i bedste velgående på min nethinde.
Prøv at forestille dig et tilsvarende scenarium med fire blege, skandinaviske kvinder.
Billedet vil ikke rigtig blive andet end komisk vel?
Jeg kan se det for mig i alle detaljer, og hvor har du ret i, at den samme scene næsten ikke kan tænkes med blegansigter. Afrikanere kan virkelig noget, vi andre har mistet i farten, og hvor er det dog synd for os. Tænk at være en del af et sådant fællesskab!
SvarSletJeg kan som madame sagtens få billedet frem på den indre skærm, og kan også finde et tilsvarrende med hvide piger og det virker altså ikke særlig tiltrækkende... Hvor er det egentlig underligt, for vi har jo også veninder med hvem vi er tætte.
SvarSletJeg er med dig hele vejen... En gang i Miami var jeg en sen aften i en legetøjsbutik med datteren - jeg tror det var et afro-amerikansk kvarter. For ind kom den ene store mørke kvinde efter den anden. Og de bar deres (over) vægt med en helt fantastisk elegance. Jeg prøvede dem kunsten efter, men det virker altså ikke........
SvarSletJeg kender fascinationen af mennesker. Og jeg kan i særdeleshed forstå, hvorfor du ikke kunne holde øjnene fra disse.
SvarSletDin fortælling har været i mit hoved hele dagen. Jeg ser billederne så tydeligt. Sikke et fællesskab og hygge.
SvarSletTak for god beskrivelse og rigtig god weekend.
Vores kultur er desværre efterhånden imprægneret af berørelsesangst - og disse kulturer kan lære os en masse.
SvarSletMin ex er fra Congo - og jeg har levet nogle år i det familiemønster, som er så anderledes end vores... men så levende og givende. Det er så fremmed for os - men så synd at vi ikke nogle gange kan give slip.
Jeg ville heller ikke have bedt om et billede, da det netop er at reducere dem til en seværdighed - de lever bare deres liv på deres måde. Og der er så mange ritualer vi har svært ved at forstå....
Endnu en dejlig observation.
SvarSletI torsdags var det undertegnede, der sad i toget med mine blege hænder dybt begravet i genstridigt krudthår under slet skjulte nysgerrige blikke skudt tværs over midtergangen. :o)
Var jeg rendt ind i dine 3 rejsefæller havde jeg nok bedt om et fif eller to. For jeg er ved at må indse mine begrænsede evner udi kunstfærdig arrangering af krudthår ... der iøvrigt bedre sammenlignes med ståluld til tider.
God Weekend Lotten
Jeg havde altså spurgt om jeg måtte fotografere.
SvarSletDe havde nok sagt nej, men så skidt med det. Så havde jeg da prøvet.
Jeg kan sagtens se et fantastisk fotografi for mig ud fra din beskrivelse.
Dejligt at du kun fotograferede til dit indre album :-)
SvarSlet