14.2.08

Valenhvadfornoget?

Godt man ikke er nødt til at begrave nogen af sine kære i disse dage. Altså godt i det hele taget, men især godt at det ikke er nu, hvor roser er to til tre gange dyrere end normalt, uanset om de skal bruges til kister eller frierier. Bare fordi nogle snedige blomster- og chokoladeforhandlere har fundet ud af at score kassen på historien om en gammel, helgenkåret munk, der gik med til at vie soldater, der skulle afsted til fronten på trods af forbud herom (altså forbud om ægteskab ikke om krigsdeltagelse).

Jeg kan slet, slet ikke tage det seriøst.
Hvorfor er det lige netop i dag, vi skal huske at fortælle vores kære, at vi elsker dem? For at købe aflad, fordi vi ikke gør det resten af året?
Det håber jeg sørme ikke!

Jeg ville synes, det var pinligt at gøre noget særligt ud af i dag. Pinligt fordi det i mine øjne sender et helt forkert signal. Sådan lidt i stil med 'Jeg glemmer det til daglig, så det er vel nok godt, at detailbranchen kan huske mig på det (og i samme ombæring tjene fedt på denne lille service)'. Det kan næsten ikke blive mere uoriginalt, når kærlighedserklæringer og frierier henlægges til en bestemt dato!

Det skævvrider samtidig vores relationer. For hvad med dem, der ikke får blomster, eller kort eller små hjerteformede chokolader i dag? Betyder det så, at der ikke er nogen, der elsker dem?
Vel gør det da ej! Men hvis nu man er sådan en, der rent faktisk går op i Valentines Day, og ens nære IKKE gør det, så har man da et problem.

Jeg er da heldig, at min kæreste - lige som jeg selv - synes at kommercialiseringen af kærligheden er helt og aldeles rædselsfuld, for jeg ville faktisk ikke blive glad for at modtage en "ekstraordinær", købt kærlighedsærklæring i dag. Fordi det lige netop er i dag. Alle andre dage på året bliver jeg glad for at blive husket på kærligheden, men i dag ville det virke forkert.

Hvor er overraskelsesmomentet henne, når man kan kigge i sin kalender for at se, hvornår man kan forvente en kærlighedserklæring?! Hvor er al den dybfølte omtanke henne, når man en hel uge i forvejen flere gange dagligt gøres opmærksom på, at NU er det tid til at "overraske".

Sikke noget fis!

Jeg stemmer for, at vi gør ALLE dage til potentielle hjerte-dage. Uden at vi ufrivilligt skal overøses med pink og rødt, blomster og balloner, plysbamser og chokolade hvorend vi vender øjet. Lad dog folk selv bestemme og hold op med at indføre den ene amerikanske skik efter den anden her i landet.

Pffff....

Nåmmnn, glædelig solskinsdag til alle jer derude, som jeg holder af :-)

13 kommentarer:

  1. Jamen, kære lotten. Her i huset kan vi ikke være mere enige med dig. Det er lige de ord, der blev sagt her i morges hen over morgenbordet.

    SvarSlet
  2. Også glædelig solskinsdag til dig, Lotte, og jeg er bare helt enig. Og hvad med Mors dag og Fars dag, hvor blomsterhandlerne har et glimrende salg af afladsblomster og -chokolade. Næeh må vi bede om blomster og chokolade på en skæv fredag fx, hvis det er det, vi har lyst til. Dejligt indlæg fra din pen!

    SvarSlet
  3. Mein Gott --du kaere! -vi har ogsaa lige haft den diskussion hernede paa kontoret --en schweizer, en kolumbianer, en kiwi og en dansker-- og vi alle er 100% enige med dig. Saa HVEM er de torskehoveder, der synes at det er fedt med amerikanske lyseroede plyshjerter i dag??
    Suk. Det minder mig om hvor 'pissed-off' Stine F var, dengang hele Danmark sidst i 90'erne begyndte at synes det var pissehyggeligt at fejre Halloween --og dermed 'stjaele' aarets fest fra hende... mischt.

    Og hermed nok sure opstoed denne gang :-)

    SvarSlet
  4. Kære alle tre - jeg tænkte nok, jeg ikke var helt alene. Men lige da jeg havde skrevet indlægget var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt mine ord ville blive opfattet sådan som jeg mener dem.
    Jeg er jo IKKE imod kærlighedserklæringer og blomster, jeg er bare imod at det bliver systematiseret og gjort kommercielt.

    Og Dennis, det var faktisk lige netop Halloween, jeg havde i tankerne, da jeg skrev det med de amerikanske skikke.

    SvarSlet
  5. Jeg er neutral og i tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg mener, men fejrer ikke selv nogen af disse dage.

    SvarSlet
  6. Det er en ærlig sag, jeg forsøger heller ikek at omvende nogen. Jeg undrer mig bare over at så mange mennesker bakker op om noget, der er så fantasiforladt.
    Jeg hørte lige i radioen, at blomsterhandlerne tjener op til NI gange så meget i dag, som på en almindelig gennemsnitlig dag!

    SvarSlet
  7. Hvis nu jeg havde valgt blomsterfaget som profession, ville jeg helt sikkert også holde af denne dag. Det skulle så også være den eneste grund. Og den er faktisk så kapitalistisk, at jeg end ikke bryder mig om den.

    SvarSlet
  8. Tak lotte - lige mine ord - den gik rent hjem. Overalt på strøget idag solgte de røde blomster, balloner, chokolade og rød champagne. Det var kvalmene. Mændene stod i kø - ikke fordi de havde lyst (tror jeg) men af "tvang". Jeg er med på at hver dag er en hjertedag og du er så sandeligt mit i dag

    SvarSlet
  9. Jow, jeg deler også de holdninger. Gælder i øvrigt også mors dag, fars dag og juleaften.

    Jeg har sagt til min kone at hun er vidunderlig og at jeg elsker hende i dag. Men det gør jeg hver dag, faktisk. Det skal ikke få mig til at købe noget skrammel til overpris, dog.

    SvarSlet
  10. Vi ligner hinanden ;-)
    Jeg giver dig ret. Det er godt skrevet!

    SvarSlet
  11. Hørt med hjerte-dage, hver dag, det støtter jeg til fulde. Flot indlæg.

    SvarSlet
  12. Jeg synes egentlig at majsen har en fin pointe. Sådan har jeg ikke tænkt på det før, men man kan vel næppe kritisere blomsterhandlerne for at de gerne vil tjene penge...... Det overraskende er vel at der er mænd som er villige til at betale så meget ekstra for en buket roser.

    SvarSlet
  13. Var i dag i et planteforum (lørdag) hvor der (heldigvis) ikke var solgt ud at røde hjerter og anden valentins diller daller...Jeg tror det tager tid førend vi tager denne dag til os..og det passer mig fint...hellere huske på hinanden på en "skæv" tirsdag/ondsdag :-)

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!