Jeg er alene om at holde skansen i dag. De andre holder enten ferie eller arbejder hjemmefra, så jeg har hele det store, lyse kontor for mig selv. Det er ikke så ringe, for så kan jeg lytte til de radioprogrammer jeg har lyst til (længe leve P1), og få meget mere fra hånden, end når de andres telefoner hele tiden ringer.
Til gengæld betyder det også, at jeg pludselig må udfylde nogle andre jobfunktioner udover dem, der er mine til daglig. Det kommer der nogle sjove telefonsamtaler ud af, men indtil videre er det vist gået meget godt.
Jeg vil tage mig den luksus at holde lidt tidligere fri og låne firmabilen hjem, så jeg kan nå forbi Krydsfinér-Handelen i Rødovre, inden de lukker. Vi har nemlig planer for påsken og det kommer næppe bag på nogen, at det handler om båden og renoveringsprojektet. En ny, fin bordplade i rustfri stål skal monteres i kabyssen, og til det skal vi bl.a. bruge teknisk krydsfinér, også kaldet aeroplan birk, som fås i helt ned til 0,4 mm tykkelse.
Teknisk krydsfinér er bare ikke gængs lagervare i almindelige trælaster og byggemarkeder, så netop i sådan en situation er det rigtig rart at kende nogen med et CVR-nr. (for Krydsfinér-Handelen sælger ikke til private).
Jeg glæder mig sådan til at komme i gang igen!
Jeg elsker altså at læse om dine (jeres) projekter og at du ikke er bange for tage fat :-) Rigtig god fornøjelse med bordpladen
SvarSletGod fornøjelse med båden her i påsken, Lotte! Men er det vejr til at arbejde, når det er så koldt?
SvarSletTak Shabby. Det her bådrenoveringsprojekt har nu stået på i et år og det kommer sikkert til at vare et år endnu inden vi er helt klar - så det er dejligt, der er nogen, som ikke har noget imod at høre om det ;-)
SvarSletMadame, vi er ikke tilfredse med vejrudsigten, men der er da heldigvis varme på i maleværkstedet, hvor jeg planlægger at tilbringe noget tid her i påsken.Og ellers er det vist bare noget med en masse varmt tøj - og skoldhed the til at sørge for den indre varme.