11.4.08

Rusketrang

Jeg er en af den slags cyklister, som hellere vil bruge min tid andre steder end på cykelstierne i byen. Altså går det stærkt, når jeg sidder i sadlen. Men dog ikke hurtigere, end at jeg stopper for rødt lys og respekterer, at der også er andre trafikanter end mig (selvom det da ville være befriende, hvis jeg ikke havde dem at tage hensyn til).

Der er sikkert nogle, som ikke vil mene, at jeg ligefrem er en forbilledlig cyklist, fordi jeg kører så hurtigt, men jeg kører efter reglerne og orienterer mig tilmed bagud, inden jeg overhaler (hvilket - desværre - er mere end hvad man kan sige om rigtig mange af mine medcykliser). Hvis der ikke er en bil i miles omkreds - og heller ingen børn, der kan se, at jeg gør det, kan jeg godt finde på at sniiige mig over for rødt. Men aldrig, aldrig, aldrig uden at se mig for først. Jeg har meget stor respekt for, hvor sårbar man er, når man sidder på sin jernhest - og cykelhjelmen hjælper altså hverken mod knoglebrud eller overrevne rygsøjler.

Nåmmnn altså, jeg ville give mig selv en ret god karakter som cyklist, ikke perfekt, men over middel - og derfor også med en let tendens til at blive forarget over andre, mindre hensynsfulde og mere usikre af slagsen (især dem, der sender sms'er, mens de slingrer afsted). Men det var godt nok ikke forargelsen, der meldte sig i følelsesregistret i morges.

Scenen er sat, det er tidlig morgen og jeg er på vej på arbejde. Jeg kommer kørende (drønende) ud af Vesterbrogade. Lyset bliver rødt og jeg klikker højre fod ud af pedalen og tager mig et pusterum, imens jeg venter på grønt. Til min skræk ser jeg en pige på 11-12 år køre lige forbi mig, uden at se sig til hverken højre eller venstre ignorerer hun kuløren på lyset i lyskurven og kører over.

DYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYTTTTTTTTTTTT!!!!!
BRRRRREEEEEEMMMMMSSSS!!!!

Der kom en bil. Og den nåede at bremse, inden den ramte hende. Mit hjerte sad helt oppe i halsen og den første reaktion var en ubændig trang til at cykle efter den lille idiot, stoppe hende og RUSKE hende mens jeg skældte hende hæder og ære fra. Imens jeg hvislede nogle borgerlige ord om, at cykelhjelme hører til på hovedet og ikke hængende på styret.

Jeg gjorde det ikke, men det jeg var godt nok vred. Forskrækkelsen udmøntede sig simpelthen i en trang til at skælde ud over at hun havde forskrækket mig sådan. Samtidig med at jeg var gal på hende over, at hun ikke passede bedre på sig selv.

Det er egentlig lidt løjerligt, at forskrækkelse på den måde bliver til vrede...
Kender du det?

20 kommentarer:

  1. Ja, jeg kender det og kommer til huske en situation, hvor jeg var den lille pige på cyklen. Jeg kom drønende ned af en dejlig bakke, hvor man kunne få fuld fart på. For enden af bakken var der en vej på tværs, og jeg fik ikke bremset i tide. Jeg fløj bare over uden tanker for, at der kunne komme en bil på tværs. Det gjorde der netop, bremserne hvinede og en mand steg ud og skældte mig hæder og ære fra - og jeg har aldrig gjort det igen, på æresord ;-)

    SvarSlet
  2. Jep kender også noget i den stil. Når jeg på en mørk vej pludselig opdager en cyklist UDEN lys på. Jeg skælder dem simpelthen hæder og ære fra. "Sig mig lige engang - syntes du, at jeg skulle have på samvittigheden, at jeg kunne have kørt dig ned og slået dig ihjel fordi, DU mener at DU er så hellig at du lyser uden lys på cyklen. Du kan trække resten af vejen kan du. Nu har du komplet ødelagt min aften. IDIOT"

    Ja sådan kan Majsen altså også være. Trods det blide ydre. Det er jo trods alt ment i en god gerning. Og dem jeg har "overfaldet" (3 stk. so far) bliver så forskrækkede. Håber virkelig de lærer, at livet faktisk er ret skrøbeligt. For begge parter.

    SvarSlet
  3. jeg har haft lyst til det, men ikke gjort det, men måske som majsen siger, skulle jeg gøre det, for hvis jeg formår at lægge vægten på hvad de gør ved os andre, så husker de måske senere.

    SvarSlet
  4. Sådanne cykelister ser man hele tiden i København og jeg ligger altså bagerst i feltet :-) - Jeg gider ikke overhale de der prustende hårdt cyklende kvinder med styrhjælmen.
    Det er sjovere at ligge bag dem og se det hele bagfra - især hvormange der viser "dankort automat" og G-streng :-) Fnis......
    Men cykelister i København burde havde kørekort. De kommer modsat på cykelstien oppe på fortovet - køre alt og alle ned. Og det er altså Københavner i alle andre. Folk taler i mobil - nogen med headsæt og det er utroligt hvad man som medtrafikant skal lægge øre til. Forleden kom en kvinde cyklende over Østerbrogade/Nansensgade. Jeg holder for rødt - hun tager den lige over for rødt - med et barn i barnesæde - da tænkte jeg også mit....
    Man skal have nerver af stål for at være trafikant i København..... Og nu vil jeg til at holde øje med dig :-)

    SvarSlet
  5. ja, jeg kender også følelsen : at vrede tager over, når man er forskrækket...bagefter giver det stof til eftertanke synes jeg.
    Du lyder som en betænksom cyklist,fortsæt med det
    god weekend

    SvarSlet
  6. Hvor kan jeg følge dig... jeg prøvede det for nyligt som fodgænger, hvor et barn løb efter fodbolden - midt ud på gaden. Alle får et chok - tilskuere, de implicerede ... men ikke 'hovedpersonen'! Det kan gøre mig gal, at de ikke tænker - og det at 'skælde ud' ville vist blot have været en god måde at få pigen til at tænke... jeg ved godt, at de har mange ting i hovedet i den alder... men de vil vel hellere have livet foran sig til at udføre de tanker!!!!

    SvarSlet
  7. Ja for pokker jeg kender det....
    Du burde nu have rusket i hende... Så hun også havde haft det med i bagagen...

    SvarSlet
  8. Du sku ha gjort det. Kørt efter og skældt ud. Det virker ret stærkt, når man får en - velmenende - skideballe af en vild fremmed. Og jo, jeg kender det. Det er nemt at blive vred, når man blir bange. De store følelser ligger meget tæt på hinanden.

    SvarSlet
  9. Lotte, hun skulle ha' haft den skideballe, skulle hun!

    SvarSlet
  10. Jeg kender det også; hvis det hjælper med en opsang, så er det OK at forskrække pigen med nogle udråb.

    Jeg er ikke sikker på, at det virker; jeg ved ikke, hvad der vil kunne kurere sådan noget. Jeg har selv både været på cyklen og i bilen.

    SvarSlet
  11. Du kan tro jeg kender det; alt for godt.

    Forleden kom jeg kørende i bil på en villavej. Ud af den blå luft foran mig triller pludselig to små drenge på små cykler med støttehjul og cykelhjelm. Jeg bremsede og holdt heeelt stille til jeg var sikker på, at de også holdt stille og blev holdende. Jeg spejdede og kunne se en mor med en barnevogn et stykke væk. Jeg overvejede at stå ud og gøre hende opmærksom på hvad der var sket (eller... der skete jo ikke noget, men hvad der KUNNE være sket!) Gjorde det dog ikke, men burde måske have haft gjort det.

    SvarSlet
  12. Dumme møgunge - og du burde have ladet din vrede komme ud - så hun kunne forstå, at sådan gør man ikke.
    Det værste er, når ens unger bliver væk, og når de så dukker op, skælder man dem ud, fordi man selv var bange. En gang fik jeg svaret: Det er ikke mig der er væk, det er jer. Nååååå ja.

    SvarSlet
  13. Jeg ved ikke, om det havde ændret noget, at jeg havde skældt hende ud - andet end på min egen indestængte rasen. Men det kan nu godt være, at jeg kommer til at tale med store (velmenende) bogstaver, hvis jeg kommer i en lignende situation en anden gang.

    SvarSlet
  14. Jeg mindes da mobilsamtaler hvor du sad på cyklen mens vi snakkede ;)

    SvarSlet
  15. Peter, der er forskel på at føre en (forpustet?) samtale i et headset og på at sende sms'er, mens man cykler ;-) Mener jeg...

    SvarSlet
  16. Angående dit spørgsmål. Jeg tror ikke du behøver spørge mange forældre om de kender til at forskrækkelse og efterfølgende lettelse kan føre til ruske- og udskældstrang. Ikke nødvendigvis altid den meste hensigtsmæssige reaktion - ikke desto mindre meget almindelig.

    Jeg deler iøvrigt i vid udstrækning din cykel-holdning og er voldsomt begejstret over de obs-plakater med "find én fejl" jeg så opsat rundt omkring i KBH for nyligt, omend det er lidt trist at det vitterligt er nødvendigt.
    Vi skylder alle at passe på, os selv og hinanden.

    SvarSlet
  17. Bitten, jeg er meget enig.

    SvarSlet
  18. Helt enig lotte, jeg skulle bare drille lidt. ;)

    Og jeg kan sagtens genkende følelsen af "for pokker"..

    Når man arbejder med 160 unge mennesker hver dag er den en følelse man rigtigt tit får.

    SvarSlet
  19. Peter, jeg opdager lige, at jeg faktisk savner dine drillerier...
    Og jo, jeg kan levende forestille mig, hvor ofte du må stå med den følelse ;-)

    SvarSlet
  20. Jeg ligger også forrest i feltet når jeg kommer drønende på min cykel - med hjelm! Men jeg ser mig også tilbage inden jeg overhaler og jeg kører ALDRIG over for rødt. ALDRIG! Det er der mange som gør, men jeg overhaler dem jo igen inden de er nået mange meter foran mig.

    For nogle år siden sad jeg i en bus på Nørrebrogade. Der kom en cyklist fra Elmegade som drønede lige over i den hensigt at fortsætte af Stengade. Men så langt kom han ikke. Han blev ramt af bussen, fløj op og smadrede ruden på bussen og så havnede han under den! Han overlevede selvfølgelig ikke. Stakkels, stakkels chauffør. Det er måske hårdt, men jeg har ikke ondt af cyklisten. Jeg skammer mig lidt over det, men - hvem helvede drøner tværs over Nørrebrogade for rødt???????? Det var en særdeles ubehagelig oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!