Jeg har en veninde, hvis yngste barn lider af Pavor nocturnus, også kaldet night terror, på dansk natterædsel, søvnskræk eller natteskræk - skræmt barn har mange navne. Hun havde godt nok fortalt mig om det, og jeg var glad for, at jeg var forberedt, men jeg forstår først rigtigt nu hvad det er, efter at have været vidne til et anfald.
I Danmark har man ikke forsket ret meget i fænomenet, mens det i USA har fået langt større opmærksomhed. Faktisk lider omkring 5% af alle børn af night terror, men i mange tilfælde bliver deres lidelser blot tilskrevet voldsomme mareridt eller hysteri. Det er det bare ikke, for børnene befinder sig i stadie 4, altså den dybe søvnfase, når de rammes. Og her drømmer man normalt ikke.
Blod- og urinprøver viser ikke noget usædvanligt, ligesom fysiske undersøgelser intet vil vise, hvis ikke de foretages, samtidig med at et anfald finder sted. Under anfald vil pulsen stige, hjertet vil hamre, mange vil svede og have udvidede pupiller. Som iagttager vil man opleve at barnet græder, råber, skriger, sparker, river, kaster med ting, kaster sig selv rundt, nogen gange med åbne øjne og et helt fjernt blik. Tilsyneladende er de skræmt fra vid og sans.
De kan ikke vækkes – og man bør heller ikke forsøge. Lidt i stil med håndteringen af søvngængere. Man kan blot gøre sit til at de ikke kommer til skade - lægge dem på et tæppe på gulvet, fjerne kasteobjekter, holde om dem, hvis det virker bedre.
Der findes forskellige måder at håndtere night terror på, og jeg tror, man må forsøge sig frem for at finde lige den metode, der virker bedst - og så væbne sig med tålmodighed i visheden om, at langt de fleste børn vokser fra lidelsen inden de fylder fem år. Samtidig kan de frustrede forældre glæde sig over, at børnene kun yderst sjældent kan huske det mindste af, hvad det er, de har drømt.
UPDATE 28. april 2009:
Kære kommentatorer, night-terror-ramte og frustrerede forældre.
Skriv endelig videre! I er mere end velkomne til at bruge kommentarfeltet til jeres erfaringudveksling og debat. Jeg kan ikke selv bidrage med andet end det, vi alle kan læse os til på nettet og har jo ikke egne erfaringer, men har blot været vidne til min venindes søns natteskræk.
Det virker som om, indlægget på en måde bare lever sit eget liv, fordi der er et behov for et sted at udveksle viden med andre, som kender til fænomenet - og det glæder mig på den måde at have bidraget bare en lillebitte smule til øget videndeling om lidelsen.
Så skriv endelig videre!!!
Åh ja, det er rædselsfuldt, når de små pus har mareridt. Vores den yngste led af den en overgang omkring 3-års alderen, men heldigvis var det ikke tilnærmelsesvis så slemt som du beskriver.
SvarSletHåber venindens afkom vokser hurtigt fra det.
Hvor må det være rædselsfuldt, for man gransker nok sin hjerne (som mor) om man er medårsag til disse mareridt...hvad man jo ganske givet ikke er...Py ha håber da for din veninde at det snart ender ..står det mon ofte på?
SvarSletDet lyder skrækkeligt - måske er det næsten værre for forældrene end for barnet? Kan barnet overhovedet huske noget når han/hun vågner?
SvarSletMrsCute - det er så vanvittigt frustrerende, fordi man ingenting kan gøre.
SvarSletAnne, det svinger - i perioder er det hver eneste aften, på cirka samme tidspunkt. Min veninde led selv af det som barn, engang vidste man bare ikke, hvad det var, så hun er blevet scannet og undersøgt på alle leder og kanter uden at lægerne blev klogere. Alt andet lige må det være lettere at håndtere, når man ved, hvad det er - og at det er uskadeligt.
Jens, det havde jeg glemt at skrive - nu er det tilføjet. For nej, heldigvis kan børnene ikke huske noget som helst af hvad der er foregået. Heller ikke min venindes søn. Han er bare sådan lidt søvnig-forvirret, når han kommer til sig selv.
Det lyder voldsomt - hvorfor mon det forsvinder senere hen? Er det fordi vi bliver bedre til at styre vores underbevidsthed jo ældre vi bliver?
SvarSletDet lyder rædselsfuldt, og det må være enormt trættende både fysisk og psykisk for både barn og forældre. Mon ikke barnet også har ømme muskler bagefter efter at have kastet sig rundt?
SvarSletDet var uhyggeligt at læse om, Lotte, jeg har aldrig hørt om det før. Min søn gik i søvne som barn, det kunne også give problemer. Tænk hvor meget der sker inde i hovedet, mens vi sover.
SvarSletJeg har hørt om fænomenet og det er hårdt for forældrene. Mathias blev undersøgt for noget lignende fordi han ikke sov de første 5 år af sit liv...... Men han havde ikke mareridt - jeg håber at den lille familie du kender snart finder ro :-)
SvarSletJeg har tit været fordi her på din blog, bare aldrig fået skrevet en besked.
SvarSletJeg er bare lige nødt til det nu, for min den mellemste led meget indtil hun var 7-8 år. Vi var utrolige bange og nervøse, men fandt aldrig nogen forklaring. Og så bang... så gør du mig klogere. - Tak.
Datteren husker det, ikke drømmene, men følelserne ved opvågning og en vild træthed som dæmpede hende i leg, dagene efter.
Det må bare være forfærdeligt :-(
SvarSletHvor må det være hårdt for forældrene.
SvarSletDet med, at de ikke husker noget, er det på længere sigt eller er det lige efter de ikke kan huske det. Tænker på om barnet kan være bange for at falde i søvn af samme årsag?
Johanne, sådan som jeg har forstået det, er barnet mest af alt bare groggy og lidt forvirret, når det vågner op efter et anfald. Heldigvis.
SvarSletMadame, jeg havde heller ikke hørt om det før, men tænkte at jeg med mit lille indlæg måske kunne bidrage til at flere fik kendskab til lidelsen.
Jeg håber også de finder ro Shabby. Det må have været så opslidende for jer i de år, hvor Mathias slet ikke sov...
Gule hus, velkommen til! Jeg forstår egentlig ikke, at der ikke forskes mere i night terror i Danmark - jeg har indtryk af, at der er mange læger, der ikke ved noget som helst om lidelsen, og så er det jo svært at få hjælp. Hvis man i det mindste bare vidste hvad der var i vejen, så kunne anfaldene blive lettere at håndtere. Tror jeg.
Bambi, min veninde glæder sig MEGET til det holder op, for det ER ikke ret sjovt.
Perle, der er enkelte børn, som godt kan huske det, men ellers har de ikke nogen erindring om det og det plejer ikke at have nogen betydning for om de vil falde i søvn eller ej. Heldigvis.
Min datter på 2 1/2 har samme symptomer. Vores læge vidste nu godt hvad det var (og det gjorde vi også, men har også boet i USA nogle år). Derfor har vi ikke været så forskrækket, men væmmeligt er det nu alligevel. Vores læge nævnte, at kan skyldes en aldersrelateret anomali i hjernens elektriske impulser, som kan ligne en form for epilepsi og derfor forklarer, at barnet er ukontaktbart og ikke husker noget bagefter. Det skulle være helt godartet og noget man vokser sig fra. Har dog ikke kunnet finde noget om det på nettet. Selv om der måske ikke forskes så meget i det i dk kan man jo sagtens bruge resultater fra andre lande. Jeg ville dog nødig medicinere mit barn pga denne lidelse, men det kan da godt være, at jeg ville have det anderledes hvis det skete hyppigere (hos os 1-2 gange om måneden).
SvarSletHej alle sammen der skriver om søvnangst/nightterror jeg er i dag 38 år og kan sagtens huske drømmene fra jeg var lille får faktisk kuldegysninger af at læse om det her, og tro mig det er ikke værre for forældrene end det er for barnet !
SvarSletog der var en der skrev at man ikke drømte, sådan oplevede jeg det ikke, det var drømme der var så frygtelige at jeg ikke engang vil skrive om dem her, og ja min læge dengang vidste overhovedet intet om det, men det var jo også i 70erne de burde jo være blevet klogere med tiden . og dem der ikke vil give medicin til deres børn der har søvnskræk har en misforstået opfattelse af barnet ! jeg ville have givet alt for sovemedicin eller smertestillende piller dengang, jeg vidste bare ikke hvad det var, men jeg ville have gjordt ALT for at slippe for mareridt man ikke kan vågne op fra, og når man tror at man er vågen fortsætter man bare med at skrige og kan stadig ikke vågne, jeg foresteller mig at det er sådan det er at være sindsyg. Søvn er noget uhyggeligt noget for nogle.
SvarSletTil Søvnmanden!
SvarSletHvor gammel var du da du havde disse mareridt og i hvor mange år stod det på?
Hvordan håndterede dine forældre det og dig mens det stod på?
Jeg har netop været igennem endnu et søvnrædsel-"anfald" med vores pige på 6½, og sidder og googler efter informatinn i håb om at blive klogere og finde noget, der kan "helbrede" det.
SvarSletDet startede da hun var ca. 3 år, forsvandt i et par år, og nu er det kommet igen - der har været mange tilfælde gennem de sidste par måneder. Det er ret uhyggeligt at være vidne til, men jeg håber, at hun ikke husker det bagefter, og at den rædsel som jeg fornemmer på hende ikke giver men.
Endelig fandt jeg et sted - og så på dansk! :)
SvarSletJeg er mor til en dreng på nu 7 år, der har haft night terror i 3 år. Det startede en måned efter han var fyldt 4. Dengang anede vi ikke, hvad vi var oppe imod - og havde ret hurtig kontakt til vores læge. Egentlig mistænkte vi i starten, at han havde epileptiske anfald. Anfaldene vist sig ved at han pludselig "vågnede" - stod ud af sengen. Han rystede over hele kroppen, svedte, øjnene var store sorte og på en eller anden vis som "gennemsigtige" - Han talte ikke, viste ingen tegn på, at han så eller kendte os. Hjertet hamrede afsted på ham og hans ansigtsudtryk var skræmmende. I løbet af anfaldene kunne hans "rystelser" nærmest gå over i krampe og han kunne sige ting som AV...av... Dagen efter var han som altid. En henvisning til en børnelæge gav os så diagnosen: Night Terror. Anfaldene blev færre og færre - og indtil for en uge siden, har han været helt fri af dem i et år - tror vi.
Han har i den sidste uge så haft hele 4!! Langt mere hyppigt end sidst, vi kæmpede med det :( Så nu er min frygt lige, hvad er det, der sker - burde jo være nu han var ved at være vokset fra det? Men set tilbage, og efter at have kigget på flere udenlandske sider om emnet, er der en ting, der slår mig. Vi oplever nogen gange, at vore søn tisser i sengen - ikke tit, men alligvel. Vi har ikke kunne finde noget mønster, som at han skulle have drukket specielt meget inden sengetid eller andet. Nu har vi så spekuleret på, om det måske kan være små "anfald", hvor han ikke står ud af sengen, og vi måske derfor ikke har opdaget dem?
Nu er vi så kommet til det bekymrende - og det der gør mig mest trist og urolig. Indtil nu har jeg altid trøstet mig med, at han ingen hukommelse har af det, der sker. Men det viser sig, at DET har han :( Om det hænger sammen med, at han er blevet ældre, ved jeg ikke. Idag har han fortalt mig, om "STEMMEN" han hører - og "DET" han ser. Han kan ikke forklare, hvad han ser: Men han sagde selv til mig: "Mor, det er så ondt" - Det skærer altså i hjertet.... ville ønske, jeg kunne glide ind i den drøm ....og jage det hele langt væk!! Han husker ikke, at han står op, går rundt, vil flygte og hvad vi elles går igennem, han husker "kun" stemmen og det!
Ligenu føler jeg mig lidt på Herrens - kan godt tackle anfaldene, men har svært ved at vide, at han opleve den form for ondskab.
Er der andre, der kan nikke genkendende? evt. en voksen med Night Terror, der kan fortælle lidt mere uddybende (for som jeg har forstået, så hører de, der har hukommelse af deres Night Terrors en stemme og ser "noget"?)
Pyhhh det var godt at komme af med - og kom måske lidt usammenhængende ;) Men første gang, jeg fortæller "min" historie.
De bedste ønsker til jer alle
Dorte
Kære Søvnmand, Ellen Kathrine, Lisbeth og Dorte
SvarSletDette indlæg er blot skrevet, fordi det undrede mig, at der var så få danske undersøgelser af fænomenet, og fordi jeg i sommer oplevede en venindes søn have et 'anfald' en nat, hvor jeg overnattede hos dem.
Jeg ved ikke mere, end det jeg har kunnet læse mig til på nettet.
Det er ikke rart at læse, at du, Søvnmand, har erindringer om dine rædselsdrømme, eller at din søn, Dorte, også lader til at være bevidst om at der er 'noget' som skræmmer ham fra vid og sans.
Jeg ville ønske, jeg vidste noget mere. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe.
Dorte, du skal ikke tænke på, hvordan du har skrevet - hovedsagen er, at du har fået åbnet for ventilen. Det må være så HÅRDT som forælder at være vidne til, at ens barn er så rædselsslagen og samtidig vide, at der ikke er noget, man kan gøre for at forhindre at det sker igen. Dorte, jeg håber din søn snart vokser fra sin natterædsel!!!
Hej Lotten
SvarSletJeg googlede Night Terror og endte her på din side - var måske kommet lidt af den opfattelse af, at dette var/er en debat?! :)
Netop det, jeg synes, jeg mangler - et sted, hvor man kan udveksle tanker/oplevelser/råd om Night Terror. Langt de fleste, man fortæller om sine oplevelser, kender ikke Night Terror, og sammenligner det måske mest med "almindelige mareridt"?
Egentlig undrer det mig, at der ikke findes debatsider herhjemme - hvis det virkeligt er sandt at op mod 5% af børn lider af Night Terror?!
Men tusind tak for din "medfølelse" - og et eller andet sted, så har du jo allerede hjulpet, blot ved oprettelsen af denne blog.
Mange hilsner
Dorte (der har oplevet N.T fri aften :)
Hej...
SvarSletMin søn var 3år da vi oplevede natterædsel. Han er 5½år nu og har ikke haft det sidden han var 4år. Det er væmligt at værer vidne til. Jeg håber i holder ud til det er over.
Håber snart på noget fagligt om det!
Kh. Mona.
Kære alle
SvarSletMin datter er 17 år - snart 18. Hun havde som barn disse night terrors. Jeg mener at huske det første kom da hun var ca 3 år. Så gik der lang tid, måske et år eller mere før det næste. Så gik der igen nogle år før det dukkede op igen. Da hun var ca. 8 - 12 år fik hun det jævnligt. Nogle gange et par gange på en uge. Det startede ca. 1 time efter hun var faldet i søvn. Skrigende og rædselsslagen af angst. Store åbne øjne uden at se og i panik. Da hun var lille opfattede jeg det som mareridt og lægen sendte hende til EEG (målinger af elektriske impulser i hjernen for at udelukke epilepsi) Den var normal. Så søgte jeg på nettet og faldt over en hjemmeside som beskrev hvordan mælk kunne provokere night terrors. Hun blev testet for mælkeallergi uden resultat. Laboranten gjorde opmærksom på at man godt kunne have mælkeintolerans uden at kunne påvise det på en måling. Hun sagde også at nogle med mælkeintolerans godt kunne tåle kakaomælk!forklaringen må være kemisk? Forsøgvis droppede vi mælken og det gav omgående pote. Anfaldene stoppede simpelthen omgående. Men vi undgik KUN den mælk som hun drak i ren form. Ikke den mælk som var ingrediens i al almindelig mad. Det er dog meget vigtigt at gøre opmærksom på, at man skal konsultere sin læge såfremt man stopper barnets mælkeindtag da substitut må indføres. Efter nogen tid uden komælk forsøgte vi at give hende kakaomælk. Det kunne være et færdigprodukt eller bare mælk med nesquick eller kakaopulver. Det fungerede fint.
Jeg kan ikke huske hvad den hjemmeside hed med oplysningerne omkring mælk og night terrors men I kan prøve at søge.
Min datter kunne godt huske sine night terrors. Da hun var lille handlede det om et dyr af en art - et løvelignende dyr. Da hun var større handlede de om ting der gik for hurtigt som fx et transportbånd der bare kørte hurtigere og hurtigere og det endte altid i kaos og stress. Vi tænkte at hun måske var stresset og vi gjorde alt for at modvirke unødig stress. Men der var ikke rigtig noget i hendes liv som var iøjenfaldende stress faktor. Men det udelukker jo ikke følelsen af stress. Det giver hos alle forældre anledning til selvransagelse, gør vi det godt nok? Og min bedste overbevisning er at det mere handler om kemi og umodenhed i det neurologiske system. Måske voksealder. Grunden til at jeg har de overvejelser er også at hun ofte tissede i sengen om natten. Helt op til 10 års alderen - dog sjældent efter de 6 år. Sengevædningen talte vi aldrig om forstået på den måde at når det skete kom hun bare ind til os og vi skiftede sengetøj pr. automatik næste dag. En nat vågnede jeg ved at hun smuttede ind under min dyne, og jeg sagde lige så blidt: Skal vi to ikke bare lige skifte dit sengetøj for din seng bliver jo helt våd. Det gjorde vi den ene gang og siden har hun aldrig tisset i sengen. Det viste sig at hun i længere tid rent faktisk godt kunne mærke at hun skulle tisse, men hun orkede bare ikke at gå ud på toilettet :-) Den følelse kender man jo godt, men det går jo ikke rigtig. Og da hun indså, at hun skulle op og hjælpe med at skifte lagen etc. så kunne hun ligeså godt stå op og tisse. Så det startede som en umodenhed i kroppen og endte med en vane. Nu er hun en glad og kvik teenager der er ved at tage kørekort og går i 2.G
Jeg håber det kunne hjælpe og trøste nogle af jer. Kærlig hilsen.
p.s.: Jeg søgte på engelsk - fx night terrors and milk intolerance. Kan dog ikke huske mit præcise ordvalg da det er mange år siden.
SvarSletKh
P.p.s.:) Min datter begyndte at drikke mælk i ren form igen efter ca. 8 mdr. tror jeg. Hun fik ikke night terror men derimod tendens til intermitterende hård og løs mave. Den dag i dag drikker hun mælk, men ikke så ofte i ren form - altså uden kakao. Der har aldrig været problemer med andre mælkeprodukter som ost youghurt etc.
SvarSletKh igen igen :-)
Ej altså - jeg bliver ved at komme i tanke om ting I måske kan bruge.
SvarSletJeg ville fortælle jer hvad jeg så gjorde for at få hende ud af disse night terrors. Jeg havde læst i samme materiale som ovenstående at måden at håndtere det "sovende" barn på er:
Stryg barnet blødt ned over armene og tal blidt a la: såh rolig mor (far) er her - som man nu siger når man trøster. Hold ikke fast om barnet da det i sig selv kan blive en del af det uhyggelige. Når barnet begynder at respondere på din tale så er hun/han delvis i "drømmen" og delvis vågen. Tilbyd barnet noget koldt at drikke og evt. lidt æble eller andet som skal tygges godt. Dette er for at 'vække' de naturlige funktioner som man bruger i vågen tilstand. Dette er med til at få barnet til at komme hurtigere ud af et night terror. Hvis barnet overhovedet intet husker af noget af det så er der ingen grund til at bekymre barnet med levende beskrivelser! hvis barnet derimod husker helt eller delvist så vis forståelse. Afhængig af alderen kan barnet frygte, at der er noget galt med dem. Min datter var bange for at hun var ved at blive skør. Så jeg forsikrede hende om at det var helt normalt at have det sådan en gang imellem. Og det hjalp faktisk også. Det hjalp også at lade barnet falde i søvn med lyset tændt efter et night terror. Og hvis barnet bliver lagt til at sove alt for hurtigt kan de godt 'falde' ind i det igen. Så tag jer god tid til lidt nathygge og snak om alt muligt andet. Se ikke fjernsyn!
Nu tror jeg ikke jeg kan komme i tanke om mere.
Kh
Jeg er mor til en søn på 8 år, som lider af night terror. Hans anfald kommer dog primært i forbindelse med feber - ligesom han var voldsomt ramt af feberkramper som yngre.
SvarSletEr der andre end os, der har oplevet den kobling?
Hej Sara,
SvarSletJa jeg kender til det! Min søn på 6 har lidt af voldsomme feberkramper og "søvnrædslen" har ligesom overtaget efter kramperne stoppede da han var ca. 3. Vi har lige været igennem en ordentligt omgang med hospitalsindlæggelse osv. Han blev syg og fik meget høj feber + natteskræk. Dagene efter var han ikke sig selv og begyndte at klage over "larm" i hovedet og synsforstyrrelser. Nætterne de sidste par uger har været rædselsfulde med mange anfald pr. nat. Det er dog ved at klinge af nu og han har det bedre om dagen. Lægerne har ikke kunnet give os noget svar på hvad der var/er galt da der ikke er noget fysisk at finde. Sammen med en kompetent person er jeg dog nået frem til, at hans autonome nervesystem simpelthen ikke kan tåle de høje tempeaturer. Der kommer en ubalance som kan give de symptomer som han har haft. Det er 2 uger siden han blev syg og har stadig lidt symptomer om dagen og natteskræk. Vi har fundet ud af, at han ikke skal have for meget stimuli om dagen. Han skal f.eks. ikke blive for begejstret, vred el. lign. Han skal faktisk pakkes lidt ind i vat. Jeg er langt fra ekspert på dette område og synes det er et stort problem at ingen kan info. om hvad der er galt/hvad man gøre men jeg har mine egne små teorier om hvad som hjælper og prøver mig frem. Sara, du må meget gerne skrive her igen hvis du genkender noget - måske vi kan udveksle erfaringer?
Kh Gitte
Hej alle
SvarSletJeg har en dreng på knap 9 år med night terror. Han har i de sidste halvandet år haft anfald ca. en gang om måneden. Ikke så slemt, når man ved hvad det er.
Men her den sidste måneds tid, har han haft 3 nætter UDEN anfald. Virkelig opslidende. De af Jer, der har prøvet det, ved hvad jeg snakker om.
Lægen ved ikke noget om "lidelsen", men kan kun berolige os med at "det vokser han fra".
Jeg Googlede night terror for et par dage siden, og læste om en engelsk kvinde, der var nogenlunde lige så desperat som jeg selv. Hun havde forsøgt alt, undtagen medicin (som jeg ALDRIG vil proppe mit barn med).
Denne kvinde havde hørt/læst om søvnfaser i forbindelse med hypnose - og så en sammenhæng - da det er den samme bevidsthedsfase man er i under hypnose, som under night terror-anfaldene.
Nu har jeg prøvet det selv - og det virker rimelig godt. Hvor anfaldene normalt ville tage ca. 15-20 minutter, tager de nu ca. 2 min.
Her er fremgangsmåden:
Jeg siger med min roligste stemme:
"(Barnets navn), kan du høre mig?" (han svarer "ja"). "Nu tæller jeg til 3... Når jeg siger 1, bliver du træt... Når jeg siger 2, lægger du dig ned... og når jeg siger 3 falder du i søvn igen... Eeeeeet - du bliver træt... Tooooo, du lægger dig ned... Treeeee, du falder i søvn igen.
Samtidig aer jeg han blidt midt på ryggen. Seancen skal muligvis gentages et par gange - men det virker! (for os)...
Jeg håber, nogle af Jer vil forsøge og melde tilbage, med Jeres erfaringer. - og så iøvrigt undskuld at jeg spammer din blog.
Mange hilsner
Jørgen
wede@toftebovej.dk
Er engang imellem forbi Lottes blog og faldt over denne debat. Fik mig til at søge på youtube, og der er en voksen mand, der har haft kameraet kørende om natten som dokumentation for sine anfald.
SvarSletHan husker, hvad han drømmer.
Link: http://www.youtube.com/watch?v=quVJ5ZeVn_U&feature=related
Jeg har før oplevet dette med min datter på 17 mdr.. Hun skriger, og vrider sig og vil ingenting.. Jeg kan ikk komme i kontakt med hende overhovedet..
SvarSletHar aldrig kendt årsagen før jeg igår oplevede min søn på 4 fik et "anfald"
Han havde 40.4 i feber, og var som besat..
Havde kulsorte øjne, skreg og krampede..
Han talte i vildelse og jeg kunne slet ikk komme i kontakt med ham..
Hold da fast jeg var bange..
4 anfald havde han i nat..
Vagtlægen fortalte om dette fænomen..
Så jeg vil følge lidt med her..
Gode råd og erfaringer modtages med kyshånd
Dejligt at læse om andre der er i samme situation som os.
SvarSletVi har en datter, som fylder 4 år om 2 uger, hun har aldrig endnu sovet igennem og det sidste år har hun haft night terror. Vi har først lige for 2-3 uger siden, fundet ud af at det var night terror og i aften har jeg læst denne blok og vil nu helt sikkert prøve, at undlade mælken og se om det hjælper.
Men en anden ting, vi også har haft glæde af, er at vække hende 15-20 min før anfaldene kommer, da de hos vores datter kommer næsten hver aften på samme tidspunkt nemlig kl. 23, men så lige i aften var der 22.15, så derfor nåede jeg det ikke.... Grunden til, at det hjælper at vække hende, er at hun så ikke kommer ned i den fase i søvnen, hvor disse anfald sker. Jeg læste det på en hjemmeside fra USA, kan ikke huske hvilken. Der står, at man i 2-4 uger skal vække barnet og derefter har nogle helt holdt med deres anfald. Det virker hos os, ja altså lige bort set fra, når hun så alligevel ikke har det kl. 23 ;-) Så derfor vil jeg også prøve det med mælken og så snart jeg er fædig med at skrive her, må jeg også google det. Jeg følger med her og håber for os alle, at det snart går over, for dette vil jeg ikke ønske for min værste fjende. Og jeg var lige ved at knibe en lille tåre, da jeg læste at nogle af jer kan huske jeres drømme, jeg beder virkelig til, at min datter ikke kan mindes dette i hendes vågen tilstand, hun kan i hvert fald ikke fortælle om det.
Vi må støtte hinanden.
Med velig hilsen
Lene
Vores søn på 3 1/2 har noget, som vi tror er night terrors. Han vågner ca. 2-3 timer efter han er faldet i søvn. Han skriger og sparker og råber: av, mine ben. Hver gang er det benene han har ondt i. Hans anfald kommer og går. For tiden har han det 2-4 gange om ugen og varer ca. et kvarter. Det er virkelig hårdt. Vores læge mener det er night terrors (hendes børn har selv lidt af det). Hun har dog alligevel henvist os til både røngten og orsopædkirurg, men uden resultat. Er der andre der har erfaringer med, at der er smerter involveret i "drømmene"? Det har stået i ca. 2 år, så vi er snart ved at være frustrerede.
SvarSletMvh Bettina
Hej, jeg har med succes behandlet Pavor Nocturnus med hypnose. Jeg gjorde det med en kombinations behandling af mor og barn.
SvarSletJeg har kun mine egne teorier at støtte mig til og kun et enkelt tilfælde at bygge erfaringer på, men jeg skal kort give min profesionnelle mening om lidelsen. Du kan selv påvirke situationen men opsøg evt. en hypnotisør eller en anden der er vant til at arbejde med trancetilstande.
Hvad årsagen er skal jeg ikke gøre mig klog på. Underbevistheden går ofte uransagelige veje.
Når et barn vågner i de tidlige søvnstadier er det praktisk talt i den dybeste tilstand af trance du kan komme, stadiet lige før hypnotisk koma. Børn der i forvejen er utroligt sensitive er HYPER sensitive i denne tilstand og vil være meget åbne for alt der forstærker den frygt de er vågnet med.
Som forælder er det nærmest umuligt at være afslappet til de stærke reaktioner der kan være. Men det er netop det der er vejen til løsningen.
Du skal ikke forsøge at hive barnet ud i din virkelighed med gå ind i deres, ved at anerkende deres oplevelse og langsomt arbejde på at forbedre den.
Jeg arbejdede med drengen for at give ham nogle positive associationer (et dyr der kunne beskytte ham i dette tilfælde en dinosaurus) som kan stimuleres udenfor en bevidst/vågen tilstand. dette gøres gennem visualisering
Samtidig fjernede jeg morens ubevidste angst reaktioner på drengens anfald og gave hende værktøjerne til at give positive forslag i "søvngænger" tilstanden.
Det er vigtigt at man er kongruent og afslappet når man giver disse positive forslag. Husk at tilstanden ikke er farlig. Når dit barn er i denne tilstand har du mulighed for at give en masse kærlige forslag som vil gå direkte ind i sindet bare ikke i det bevidste.
Det sjove er at selvom denne knægt ikke kunne huske hvad der var sket næste dag, kunne han natten efter godt huske hvad han havde oplevet sidste nat. Et fænomen der hedder tilstandafhængig indlæring. Forestil dig at afstanden mellem de to tilstande vågen og "søvngænger" er så stor, at der ikke er signal nok til at overføre viden fra den ene tilstand til den anden. ligesom når en mobiltelefon kommer fra langt fra masten og ikke har dækning.
I mit tilfælde blev "andfaldene" hurtigt bedre og forsvandt.
Jeg håber i kan bruge min erfaring til noget, og i er velkommen til at kontakte mig eller henvise.
Mvh Brian Snitgaard
Hypnoterapeut
www.dansk-hypnose.net
moderens udtalelse:
"Hej Brian,
I aften havde han en lille tur igen, hvor han stod op, men jeg tog ham med i seng igen - og han lagde sig bare ned med det samme, lukkede øjnene (de plejer at være åbne et stykke tid) - rystede lidt - jeg talte lidt til ham i et par minutter, hvor han ikke svarede, og så sov han helt stille og roligt igen!! Så vi kan kun sige, DER ER SKET SÅ STORE FREMSKRIDT - og hvor er det dejligt at have noget at tackle det med!!, (Dreng 7år - Night Terror /pavor noturnus)"
Nu har jeg efterhånden haft lidt mere end en håndfuld børn med Night terror i behandling og alle sammen har haft stor effekt af det.
SletDu kan læse mere på NightTerror.dk, klik her
Jeg sad netop her til aften og søgte efter mareridt og faldt til sidst over ordet night terror, og til sidst denne hjemmeside.
SvarSletJeg er overbevist om, at jeg lider af night terror. Jeg er en pige på22 år!
Da jeg var 16 år, fik jeg mit først anfald (Hvis det er night terror??) Jeg fik fortalt:
At jeg om natten satten mig brat op i sengen og skreg overdrevet højt og panikslagent. Jeg havde lukkede øjne og min søster måtte ruske i mig for at få mig til, at holde op med at skrige. Det var først efter 5-10 min. at jeg fandt ud af, at jeg nu var vågen og at jeg havde haft mareridt der havde vækket hele familien. Der gik udeligere nogle dage, næste en uge før jeg kunne huske mareridtet og lidt af natten, hvor jeg blev vækket. Cirka 3-4 efter havde jeg et ligende 'anfald' hvor jeg ikke skreg men satte mig brat op og blev siddende i lang tid, før jeg lagde mig ned og sov igen.
Der kom ikke flere af så voldsomme mareridt i lang tid. Det skal så lige nævnes, at jeg siden der har haft mareridt mindst et par gange om ugen. Slemme, men ikke så slemme at jeg skriger og ikke kan huske dem.
Men da jeg så var omkring 20 og sov sammen med min daværende kæreste, satte jeg mig brat op i sengen og skreg. Min kæreste måtte ruske i mig, og jeg holdt op med at skrige men var ikke vågen og græd og var meget bange. Kan huske det meget svagt, og husker kun svagt hvad jeg drømte.
Indtil for nylig har det ikke været nogen vildt slemme mareridt. Men der har været 4-5 stk. inden for det sidste halve år.
Jeg har ikke skreget men har sat mig brat op badet af sved. Jeg har ikke været rigtig vågen, men har svævet i en halvvågen/sovende tilstand og grædt og været rigtig bange. Jeg kan hver gang huske, hvad jeg har drømt, når jeg vågner, og drømmene har virkelig været uhyggelige.
Er det blot almindelige, men lidt slemme mareridt eller kan det værre night terror? Jeg er efter det sidste mareridt hvor jeg virkelig var bange og græd og jeg lå og klynkede så min kæreste måtte skubbe til mig flere gange for at få mig til, at vågne, virkelig bange for at sove. Jeg er mega bange for, at få et mareridt mere. Jeg er mest bange om aftenen, når det er mørkt, for det oftest om natten mareridt foregår.
Er der noget jeg kan gøre for, at få dem til at holde op?
Hilsen Koen!
Vi lider også under datterens natteangst. Hun er nu godt tre år og har haft de natlige anfald fra hun var ½-1 år.
SvarSletJeg har den seneste tid Googlet emnet rigtig ofte og bliver mere og mere frustreret over de mange (og nogle gange modstridende)oplysninger jeg finder, så som:
Det er arveligt.
Personen husker intet/personen husker de mest gru-opvækkende drømme.
Det forekommer i alderen 3-4 år, hyppigst hos drenge/Det forekommer lige fra ½ - 24 år
Det aftager med alderen (øh, hvad er udsigten så lige, når man hører om voksne på 24 år der stadig lider af det?).
Det er udløst af stress/man kender ikke årsagen.
Et anfald varer 10-15 min/vores datters anfald forekommer så godt som hver nat og varer nu 15-45 min.
Osv. Osv.
Ingen i min familie har lidt af natte-angst, så arvet er det ikke i vores tilfælde.
Jeg er meget i vildrede med, om jeg skal kontakte en "ekspert" - dels fordi der tilsyneladende ikke findes nogen og dels fordi jeg læser de fleste steder, at der ikke er noget at gøre.
Der er bare ikke noget så frustrerende som de der lægebesøg, der slutter med beskeden "det er en virus".
Som skrevet er vores datter godt tre år og har haft natlige angst-anfald, der er kendetegnet ved alt det I andre også skriver:
Ukontrollérbare skrig. Afvisning af fysisk kontakt / trøst. Umulig at komme i kontakt med osv.osv.
Dog har anfaldene skiftet karakter, efter hun begyndte i børnehave for en lille måneds tid siden.
Tidligere varede anfaldene 10-15 min., nu varer de op til 45 min. og kan forekomme flere gange om natten.
Til gengæld må vi gerne tage hende op og holde om hende nu. - En stor lettelse for os som forældre, for det er jo det man instinktivt gerne vil: Trøste og holde om.
Jeg kan se, at der er en hypnotisør her, der har haft godt resultat med sit arbejde med et natte-angst barn.
Et andet sted har jeg også læst om en der havde haft godt resultat med zoneterapi.
Og Jørgen nævner ogs her på bloggen en øvelse, der tager udgangspunkt i at "nå barnet i den søvnfase det befinder sig i". Det er da værd at prøve.
Tænker: Mon der her i "Foreningsdanmark" findes en forening for forældre til natterædsel-ramte børn?
Hvis det er 5% af alle børn der lider af det, er der måske basis for sådan en!
Vi lider også under datterens natteangst. Hun er nu godt tre år og har haft de natlige anfald fra hun var ½-1 år.
SvarSletJeg har den seneste tid Googlet emnet rigtig ofte og bliver mere og mere frustreret over de mange (og nogle gange modstridende)oplysninger jeg finder, så som:
Det er arveligt.
Personen husker intet/personen husker de mest gru-opvækkende drømme.
Det forekommer i alderen 3-4 år, hyppigst hos drenge/Det forekommer lige fra ½ - 24 år
Det aftager med alderen (øh, hvad er udsigten så lige, når man hører om voksne på 24 år der stadig lider af det?).
Det er udløst af stress/man kender ikke årsagen.
Et anfald varer 10-15 min/vores datters anfald forekommer så godt som hver nat og varer nu 15-45 min.
Osv. Osv.
Ingen i min familie har lidt af natte-angst, så arvet er det ikke i vores tilfælde.
Jeg er meget i vildrede med, om jeg skal kontakte en "ekspert" - dels fordi der tilsyneladende ikke findes nogen og dels fordi jeg læser de fleste steder, at der ikke er noget at gøre.
Der er bare ikke noget så frustrerende som de der lægebesøg, der slutter med beskeden "det er en virus".
Som skrevet er vores datter godt tre år og har haft natlige angst-anfald, der er kendetegnet ved alt det I andre også skriver:
Ukontrollérbare skrig. Afvisning af fysisk kontakt / trøst. Umulig at komme i kontakt med osv.osv.
Dog har anfaldene skiftet karakter, efter hun begyndte i børnehave for en lille måneds tid siden.
Tidligere varede anfaldene 10-15 min., nu varer de op til 45 min. og kan forekomme flere gange om natten.
Til gengæld må vi gerne tage hende op og holde om hende nu. - En stor lettelse for os som forældre, for det er jo det man instinktivt gerne vil: Trøste og holde om.
Jeg kan se, at der er en hypnotisør her, der har haft godt resultat med sit arbejde med et natte-angst barn.
Et andet sted har jeg også læst om en der havde haft godt resultat med zoneterapi.
Og Jørgen nævner ogs her på bloggen en øvelse, der tager udgangspunkt i at "nå barnet i den søvnfase det befinder sig i". Det er da værd at prøve.
Tænker: Mon der her i "Foreningsdanmark" findes en forening for forældre til natterædsel-ramte børn?
Hvis det er 5% af alle børn der lider af det, er der måske basis for sådan en!
Kære alle,
SvarSletJeg har en søn på 13 måneder, som netop har fået "diagnosen" natteskræk hos lægen! Jeg får en kæmpe klup i halsen, når jeg læser jeres indlæg, pludselig er der jo rigtig mange, som forstår hvordan vi har det! TAK for det, jeg kunne virkelig også godt bruge nogen at snakke med, som forstår hvor svært det er, og hvor hårdt det har været, før man får at vide hvad det handler om. Min søn startede for en uge siden, oven på flere uger med dårlig søvn pga. hoste, så vi var allerede helt ødelagte og ude i en tynd tråd, han kan jo ikke fortælle hvad der er galt. Og vi prøvede alt, tage ham ud foran spejlet, så han kunne se os og falde til ro, give ham vand og mad, tage ham med i seng osv. Han ville bare ud fra sit værelse, peger på døren og vil væk, jeg ved endnu ikke om han er vågen der. I aftes lagde vi ham i klapvognen i entréen, han vågnede ved midnat og så i seng -så sov han til kl. 5.30, så tror der kan være meget rigtigt i at vække barnet før tidspunktet hvor anfaldene sker. Vi vil i hvert fald prøve det. Jeg kan læse mig til vi er heldige allerede at vide hvad det handler om, vi har også en god læge;) Tak fordi I deler herinde, der burde være mindst lige så meget opmærksomhed omkring det som kolik, tror det er lige svært for os forældre, man ved det bare først, når man har problemet.
God weekend:)
Jeg har en datter på 5½, der af haft nightterroranfald siden hun var 7 måneder gammel. Ofte flere gange hver nat, og jeg genkender til fulde de beskrivelser jeg finder her og andre steder på nettet. Det har været ualmindeligt rædselsfuldt. Jeg læste denne blog for ca. 2 måneder siden og blev inspireret til at fjerne hendes mælk om aftenen. En lille let manøvre - og al nightterror forsvandt som dug for solen! Fanme! Jeg kan stadig ikke forstå det er sandt. Måske det alligevel var tiden, det ville gå over af sig selv, det får jeg aldrig at vide, men jeg må bare sige tak for rådet! Fra nu af er der kun vand efter kl. 16.
SvarSletJeg led selv af night-terror som barn og indtil starten af skolealderen. Jeg husker anfaldene som frygtelige. De var ikke egentlige mareridt med handling - men mere en bestemt følelse og en fuldstændig altopslugende angst. Følelsen er svær at beskrive, men det var som om uendeligt mange store, glatte og meget lette sten tyngede mig ned (hmmmm... lidt som at blive kvalt i kuglebadet i IKEA bare med meget store kugler). Jeg blev aldrig diagnosticeret da man ikke var så opmærksom på det i 1970´erne.
SvarSletMin nu 3 årige søn har lidt af night-terror igennem ca. 2 år og vi har nogle meget lange og svære nætter herhjemme. Heldigvis ved jeg, at man sagtens kan have et godt og rigt liv, selvom man er blevet belastet med sin mors night-terror gener.
God weekend til alle.
Hej alle.
SvarSletSom alle I andre har jeg også haft meget svært ved at finde noget om dette fænomen på nettet.
Min søn fylder 8 i næste måned og har haft disse nattelige "anfald" siden har var ca. 3 år.
Jeg synes at anfaldene er blevet værre og hyppigere i løbet af årene. Han har dog også haft perioder helt uden anfald.
Han vågner typisk med et råb eller højt skrig ca. et par timer efter han er faldet i søvn. Nogle gange kan man forstå hvad han råber andre gange er det sludder og mumlen. Men når man kan høre hvad han råber, er det typisk ting han har oplevet i løbet af dagen han kommer ud med. Han bliver helt svedig og er ukontaktbar. Jeg prøver som regel at berolige ham, men han kan godt have flere anfald i løbet af en nat. Somme tider står han også op og går rundt. Jeg kan til tider finde ham i et helt andet rum i huset. Jeg er meget bekymret for om han kan finde på at gå ud af hoveddøren og derfor stiller jeg hver aften en forhindring op, så jeg er sikker på at vågne hvis han skulle forsøge at gå ud. Det går hårdt ud over både min og min mands nattesøvn, da vi ikke sover ret tungt af "frygt" for disse anfald. Vores 2 andre børn vågner sjældent når det sker, de er måske vant til det også selvom de sover lige ved siden af.
Jeg har det rigtig svært med det, da jeg ikke rigtig tør arrangere at han skal sove hos kammerater eller at de skal sove hos os, da det er rigtig voldsomt og højt. Han har også disse anfald , når han overnatter hos bedsteforældre og anden familie, men de er også opmærksomme og informeret om dette. Jeg tænker sommetider om naboerne mon tror vi ikke er gode ved ham fordi han skriger:(
Han kan aldrig selv huske om morgenen at han har haft et anfald. Når jeg spørger om han har sovet godt, siger han at det har han. Jeg er holdt op med at fortælle ham at han har været vågen og har drømt, da han er så stor nu at han faktisk bliver ked at det fordi han er bevidst om, at det er noget han ikke selv har kontrol over.
Udover natskrækken er han en sund, glad og rask dreng med sunde interesser og et godt socialt netværk og han er dygtig i skolen. Han får typisk 10-11 timers søvn hver nat, dog afbrudt af sine "anfald".
Jeg vil næsten gøre hvad som helst for at han/vi skal blive fri for det, dog ikke medisinsk behandling.
Rart at finde et sted at dele det, da jeg ikke kender andre der har børn med søvnskræk.
Mange hilsner
Trine
Jeg kan kun medgive at det er så frygteligt at opleve....
SvarSletMin dreng på 4,5 år har aldrig haft det før, indtil for 4 uger siden.
Han vågner og skriger, skriger sine lunger tomme for luft. Han har åbne øjne og det er panisk angste, hans krop er hele tiden i bevægelse. Hvis han er i sengen sidder han og rokker ellers hopper han rundt eller løber samtidig med han skriger konstant. Jeg kan ikke komme i kontakt med ham. Han har nu været meget hæs i 14 dage så kan konstatere hans stemmebånd er overbelastet af det skrigeri. I starten var det samme tidspunkt om aftenen, men nu begynder det på helt andre tidspunkter.
Det skal siges at han inden det havde det lidt skidt i børnehaven hvor nogen drillede ham, så om det har været medvirkende til at starte det ved jeg ikke. Han havde inden det startede ikke sovet med ble i 2 mdr og aldrig tisset i sengen, det er han begyndt på nu efter det er startet...
Det er rigtig hårdt at se på for man kan ikke gøre meget andet end at være der for ham, og sørge for han ikke kommer til skade eller skader sig selv....
Det har været "rart" at læse herinde for nu føler jeg ikke jeg er alene om det. Ingen i min familie eller venner kender til det.. Håber snart på bedring da det kommer hver aften nu...
Hej alle. Har to piger der begge har været igennem natterædsel. Med den første varede det et halvt år hvro det var virkelig slemt. Kunne ikke trøste hende og hun kunne vandre rundt i hele huset. Og pludselig var det ovre igen. Lillesøsteren startede i forbindelse med skolestart men ikke så voldsomt. Til gengæld har det så varet et par år. Hun går i 2. klasse nu og det forekommer stadig ind i mellem. Men aldrig hvis hun sover sammen med os. Og har fundet ud af at hvis hun ikke får tisset ordentlig af inden sengetid at det så er større risiko for at det kommer.
SvarSletHej allesammen, Jeg var lidt nysgerrig omkring mareridt hos børn/babyer. Da jeg har en søn på 6 måneder og 8 dage, som har grædt helt utrøsteligt og jeg har ikke kunne komme i kontakt med ham. Han virker helt angst og dybt ulykkelig. Han har haft det et par gange hvor man ikke kan vække ham. Ellers lider han "bare" ofte af (det jeg gætter på er) mareridt, da han ofte græder i søvne. Han virker ikke til at have ondt men mere bange. Han har nogle lidt vrøvl med maven, men der opføre han sig helt anderledes. Det er virkelig hårdt når han ikke kan vækkes, for føler ikke jeg kan trøste ham, og det er jo en af hovedeopgaverne som mor.
SvarSletDet skærer i hjertet når jeg læser nogle af jeres oplæg, for det gør ondt når man kan se sit barn have det skidt, på enten den ene eller anden måde. Ville ønske jeg kunne tage hans sted, så han slap for de unødvendige grumme oplevelser.
Jeg har altid lidt meget af mareridt og gør det stadig i en alder af 26, men mere end mareridt er det heller ikke.
Det skal så siges at jeg har diagnosen skizofreni,(som jeg er velbehandlet for) så jeg kender bestemt til det at være hunde red og sidde og vugge af skræk.
Det er ikke noget jeg ville byde min værste fjende.
Håber der snart vil komme noget mere fokus på night terror, for der er ikke meget viden omkring herom.
Hav en god jul.
Hilsen Louise.
Jeg har en datter på 10 som skriger de mest frygt indgyende skrig. Det forfærdeligt at opleve sit barn i sådan angst... min datter husker intet. Kun engang hvor det omhandlede en kæmpe edderkop. Jeg harsøgt meget på dette emne, da min datter i forvejen er udsat og ville se om det havde en forbindelse. Men syntes det er svært at vurdere. Et sted står der det er arvelig og fremprovokeres af stress.andre at det er et umodent nerves system.
SvarSletJeg har en datter på 10 som skriger de mest frygt indgyende skrig. Det forfærdeligt at opleve sit barn i sådan angst... min datter husker intet. Kun engang hvor det omhandlede en kæmpe edderkop. Jeg harsøgt meget på dette emne, da min datter i forvejen er udsat og ville se om det havde en forbindelse. Men syntes det er svært at vurdere. Et sted står der det er arvelig og fremprovokeres af stress.andre at det er et umodent nerves system.
SvarSlet