Kivik-Vantalängan-Verkasjön-Agusa-Torparbron

For godt tre år siden fik jeg en sms med ordene: ’Er du sådan et menneske, som kunne finde på at sige ja, hvis man spurgte, om du ville med på vandretur i Grønland?’. Tre måneder senere tilbragte jeg nogle fantastiske uger med telt og vandrestøvler på verdens største ø. For jeg er ’sådan et menneske’. Og da sms’ens afsender, som i dag bor i Malmö og stadig er bidt af en gal vandresko, igen syntes at trænge til at få friluftsgenet luftet, blev vi hurtigt enige om, at anden weekend i juli skulle øremærkes til noget vandring i det svenske. Det er selvfølgelig en helt anden boldgade end Grønland (den historie får I måske en anden dag), men Sverige er så meget lettere tilgængeligt, både tidsmæssigt og økonomisk – og der er godt nok dejligt i broderlandet.

Det tager 35 minutter at komme derover med toget fra Københavns hovedbanegård. Derfra er der fine forbindelser til resten af landet og i særdeleshed rundt i Skåne. Vi hoppede på et af de lilla pågatåg (hvad sker der for farvevalget?! Påg er skånsk for dreng og alle togene har navne efter kendte mandlige skåninger. Lilla var ikke gået i Danmark…) til Simrishamn, og derfra gik det videre med en (rørende billig) lokal bus til Kivik, hvorfra vi havde besluttet at starte vores tur. Kivik ligger nemlig på Österleden, der er en del af Skåneleden.

Skåneleden er et system af vandreruter bestående af over 1000 km afmærket sti fordelt på 78 forskellige dagsetaper. Den svenske stat ser leden som et middel til fremme af folkesundheden og finansierer derfor den løbende vedligeholdelse af afmærkning, små broer og færiste, der gør det muligt for de vandrende at finde vej. Dog anbefales det på det kraftigste at have et kort med. Der er steder, hvor stisystemet deler sig, steder hvor køer har kløet pælene omkuld og steder, hvor man bare ikke kan finde den orange plet eller pil, som skulle fortælle retningen på ens videre færd. Overordnet er leden dog virkelig godt afmærket og der er gode transportforbindelser til og fra rigtig mange af etaperne. Der er gode lejrpladser og ellers er der jo allemandsret. Undervejs er der tilmed flere steder, hvor man kan overnatte i shelters, gå på toilettet, komme af med affald og få frisk vand, hvis man har den slags behov.

På to dage nåede vi igennem fire del-etaper og 7-8 forskellige vegetationstyper. Det kan nok være, biologen fik støvet sin botanik af og min stakkels vandrefælle måtte lægge øre til mangt et ’nææææh’ og ’ihhh’ og ’se der, det er en Aks-Ærenpris/Bredbladet Klokke/Sand-Nellike/jegskalsparejerforfleremendervarmange’. Forbløffende tålmodigt lagde hun næse til fingernulrede blade af alt muligt fra Bakke-Timian (uhmmm) over Gul Snerre (hmmm) til Skov-Galtetand (bwadrrr), men jeg er nu ret sikker på, at min begejstring over botanikken først for alvor smittede, da jeg spottede de første modne blåbær. Og vilde hindbær. Og små aromatiske skovjordbær (jeg elsker det svenske ord, smultron).

Hvis botanikken var lidt støvet, var det ingenting ved siden af ornitologien, men de strålende blå fjer på isfuglen er ikke til at tage fejl af, og de røde glenter husker jeg fra en tidligere biotur i Skåne. Jeg må så til gengæld leve med, at jeg ikke ved, hvilken slags ørn det var, vi så hænge som en flyvende dør over os. Det er også okay, for den var bare smuk og majestætisk.
Der var sommerfugle, mus, frøer og egern, får og kvæg, men ingen af de elge, som nogen gerne ville møde. Vi fik til gengæld selskab af myg og fluer og flåter, hvor især de sidste slet ikke fattede ’adgang forbudt’-skiltet. Men ingen af de ubudne gæster kunne tilnærmelsesvis spolere glæden ved at være naturnære.
Vi kunne faktisk ikke komme meget tættere på og det var s k ø n t!!!