Genforenet

Efter seks ugers adskillelse var det rigtig, rigtig dejligt at få kæresten hjem igen.
Så enkelt kan det egentlig siges. Men jeg glæder mig nu til, at han har fået indhentet de sidste to døgns mangel på søvn og til, at han lander mentalt også.
Jeg forestiller mig, at det må være lidt vemodigt at sige farvel til de andre efter så lang tid og så mange uudslettelige og intense oplevelser sammen med dem og det stolte skib. Dertil har jeg ikke glemt, hvor surrealistisk det var i sin tid selv at komme hjem fra Grønland til larmen og hastigheden i København. Der går nogle dage, før man er akklimatiseret.

Dagen i dag er passeret i langsomt tempo. Jeg har handlet og læst, han har sovet og pakket lidt ud - og så har vi været på havnen for en kort bemærkning. Mest bare for at bese fremskridtene og for at finde frem til en løsning på koøjeproblemet, som vi begge kan stå inde for. Og ellers har vi lavet så lidt som muligt, hvilket har føltes helt uvant. Lige så langsomt falder der ro over mig og jeg har ikke længere så travlt, for nu er det faktisk fysisk umuligt at nå mere, inden han kommer hjem. Han er her jo nu. Brun i ansigtet og med barkede hænder. Vejrbidt og vindblæst.

Det skal lige sive ind hos mig også.