Mr. Wang i sving

Mr. Wang: Goda Lotte (han har aldrig mødt mig før, men i telefonen sagde han, at det navn ville han godt kunne huske. Måske fordi det er nemt at sige? Måske fordi jeg deler navn med et is-slik-kage-brand, der er kæmpestort i Asien?).
Mig: Jeg håber ikke, det gør noget, jeg kommer lidt for tidligt?
Mr. Wang: Det okay. Bedre end for sent.
Jeg får et ark papir, jeg skal udfylde med personlig data.
Mr. Wang: Hvad er problem?
Mig: Mine fingre på højre hånd sover. Nogen gange gør det ondt helt op til albuen. Om morgenen har jeg svært ved at knytte hånden, det er som om alle fingre er hævede. Og det føles som om, jeg næsten ingen styrke har i musklerne.
Mr. Wang: Hvor længe du haft det?
Mig: On-off siden '96. Det plejer at komme, når jeg gennem en periode har lavet hårdt fysisk arbejde, for så at forsvinde helt igen, når jeg holder armen i ro. Men nu er det som om, det bare ikke rigtig vil gå over igen. Det har aldrig været så slemt som nu, hvor det kan holde mig vågen om natten.

Mr. Wang mærker på min højre hånd, håndled og underarm.
Mr. Wang: Du falde en gang mange år sidn? Slået hånd?
Mig: Højst sandsynligt, jeg har altid været i aktivitet.
Mr. Wang: Du har problemer med nark?
Mig: Ikke umiddelbart.
Mr. Wang: Du slå hoved mange år sidn. Ja?
Jeg nikker. Mr. Wang noterer. På kinesisk. Jeg konstaterer for mig selv, at jeg synes det er lidt sjovt at få en journal på et sprog, jeg ingen forudsætninger har for at læse.
Mr. Wang: Det er naærv i klem i nark. Ved ann virwl. Det får finger til at souw.
Jeg nikker, det var også hvad doktorveninden skød på efter en telefonkonsultation i aftes.
Mr. Wang: Du ta tøj af, beholde bare biha og unnebåws på. Lægge dig på maw.

Jeg gør, som jeg får besked på ,og kort tid efter er Wang i fuld gang med at finde steder, jeg godt vidste, var ømme, og steder, jeg ikke anede, gjorde lige så ondt, når man trykkede på dem.
Mr. Wang: Du bang for nål?
Mig: Nej, overhovedet ikke (mens jeg tænker, at det da er et pudsigt spørgsmål at stille, når jeg nu frivilligt har henvendt mig til en akupunktør – ved nærmere eftertanke kan det jo også være, han af og til behandler mennesker med nåleskræk, som bare er desperate nok efter at finde en virksom behandling).
Mr. Wang: Jag bruge kun små tynd nål.
Mig: Okay (og i tankerne: er det ikke definitionen på en akupunkturnål?)
Mr. Wang: Du tynd pige. Ikke behøve store tykk nål.
(Nå okay så – mener han det seriøst? Eller tager han pis på mig? Han har indtil videre på intet tidspunkt trukket på smilebåndet, men han er jo også en distingveret, ældre, asiatisk herre. Måske har han den fedeste humor, hvis man ellers kunne forstå den).

Vi spoler lige lidt frem. Jeg ligger nu med en skov af nåle stukket ind i nakke, ryg og lænd.
Fwoupp - fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp- fwoupp. Mr. Wang monterer med en imponerende hastighed en hob af små sugekopper (der har til formål at øge strømmen af chi og øge blodcirkulationen). Det prikker og stikker og føles ret bizart i huden. Men smerten er ikke stor og efter nogen tid fortager den sig. Imens går Mr. Wang ind til en anden klient, der åbenbart tidligere har været i behandling og kender Mr. Wang. Kort tid efter kommer han tilbage og spørger hvordan det går.
Mig: Jeg har det lidt koldt.
Mr. Wang: Det fordi du kun er muskel. Ikke nok fedt.
(Hmmm nå, der er ellers mere subcutant fedt på mig nu, end der nogensinde har været siden 2.g, hvor jeg nåede min maksvægt. (Jeg sender en tanke til KnibeKurt...men det er en anden historie)).

Efter en time får jeg besked på at klæde mig på og komme ud og aftale næste tid. Han nævner det antal behandlinger, han forventer vil være nødvendige for at få rettet op på det, jeg har døjet med i 12 år efterhånden (jeg tager mig den frihed at tolke af hans toneleje, at han synes, det er helt hul i hovedet, at jeg ikke har fået behandlet det før nu – eller også er det slet ikke hans toneleje, men min egen holdning, der afføder den fortolkning?). Først da jeg, uden indvendinger eller overraskelse, siger at det er helt i orden, bløder han op. Jeg ved ikke helt, hvad det magiske ord var, men af den historie han nu fortæller, kommer det frem, at det ikke er alle klienter, der siger ja uden videre. Med skarpladet sprogøre lytter jeg til Mr. Wang, der fortæller en anekdote om en tidligere klient og til og med finder et smil frem til sidst.
Vi aftaler fire tider, to i næste uge, to i ugen efter – og de næste skal vi så aftale senere.

Min ryg, nakke og højre skulderparti ligner stadig - toenhalv time efter endt behandling - noget der er løgn. Fyldt med prikker og røde ringe, samt to store plastre (der hørmer meget autentisk af den urtemedicin, Mr. Wang siger, de indeholder). Jeg har lovet Marianne et billede, men det er ikke lige i bedste kvalitet, for det er mildt sagt svært at fotografere sig selv fra den vinkel (måske hjælper det at klikke det større).
Jeg er fuld af forhåbning om, at der nu er bedring i sigte – og jeg har stor tiltro til Mr. Wangs evner.