25.1.09

Hav(ne)blik


Der var godt nok stille derude i dag. Hverken vind eller mennesker bragte liv til havnen, der virkede som om den var gået helt i hi. En enkelt ensom måge cirklede rundt, men ellers var jeg overladt til mig selv og projektet. Kæresten var nødt til at arbejde, så det krævede en vis portion viljestyrke at pakke sig ind og sætte sig på cyklen for at køre de ti km ud til båden, når nu sofaen og Orhan Pamuk lokkede med hyggefimsetimer derhjemme... Men afsted kom jeg, og med P1 som selskab lykkedes det at få mellemslebet og malet det nye halvskot endnu en gang.

Netop som jeg var færdig og havde fået pakket værktøj og maling væk, var der en stemme, som råbte 'Halløj' og pludselig var der liv på havnen. Karen og kæresten og gravhunden Alfred havde taget turen på cykel i selskab med en termokande kaffe og en flok chokolate chip cookies - hvor heldig har man lige lov at være på en januarsøndag?!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!