14.2.09

Silikonen er på plads

Så skete det endelig!

Det har været noget af en udfordring - nærmest lidt af et detektivarbejde - at finde frem til de rigtige produkter, men nu er det endelig lykkedes. Og resultatet er blevet supergodt, så både skipper og jeg er glade.

Vores vandtanke har været lidt af et mareridt at få renoveret, og den lille detalje med at finde nyt pakningsmateriale til lågene viste sig at være meget mere omfattende, end vi i vores vildeste fantasi havde drømt om.
Vi kunne selvfølgelig været sprunget over en hel masse lavere gærder på den tid det har taget at skaffe de materialer, vi ville have, men når det kommer til vores drikkevand vil vi ikke gå på kompromis.
Så vi har i Kalundborg opstøvet fødevaregodkendt 10x10mm gummipakning. Vi har via en venlig ekspedient i Stark allernådigst fået lov at bestille to tuber Sikasil-FDA silikonefugemasse, som ellers kun sælges direkte fra leverandøren til medicinal- og levnedsmiddelindustrien. Og det lykkedes at finde skruer i den rigtige dimension i A4-stål - så må vi leve med, at vi har 150 i overskud, fordi vi kun kunne købe dem i hele pakker og ikke i løs vægt.

Nu er rammerne monteret på lågene, gummipakningen er monteret og det hele er tætnet med silikone - nu venter vi bare på, at silikonen hærder op i løbet af i nat, så vi i morgen kan lægge lågene på vandtankene.

Endnu et punkt kan stryges på doklisten. Og solen har tilmed skinnet hele dagen. Oh happy day!

7 kommentarer:

  1. Jeg kan godt huske historien om sandblæsning og tæring på de utilgængelige steder!

    Materiale-kendskab og forskning er et stort emne.
    Materials-Science-and-Engineering er måske det vigtigste i dag. At I kunne "bryde koden" og skaffe de rigtige materialer skal roses meget højt og skal fortælles rigtig mange steder!!!

    Flot klaret, og godt at det var solskin:-)

    SvarSlet
  2. Må indrømme at din titel ledte mine tanker på afveje. Men det siger måske noget om, at jeg (1) ikke har båd, (2) ikke har renoveret noget som helst i lang tid og ikke tænker i de baner.. Andre forklaringer kan jeg i hvert fald ikke forestille mig! ;-)

    God søndag!

    SvarSlet
  3. Kan I ikke lave en hjemmeside med gode råd til privatpersoner, der vil istandsætte en båd? Og så lige samtidig sælge Jeres restlager af skruer og dimser... sikke et arbejde! Men det bliver jo en livsdrøm, når det er slut!

    Forhåbentlig kan du slippe bådtankerne, når du kigger ud på Bosphorus om nogle dage ;-)

    SvarSlet
  4. Jo selvfølgelig Lotte, det er jo rigtigt, det, som Nille siger, vi skal da finde et site for bådebyggere!

    SvarSlet
  5. Lotte, I kunne jo skrive en bog med gode råd til alle dem, der er vilde med at sejle. I må have lært utrolig meget gennem den tid, I har renoveret båden ...

    SvarSlet
  6. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at se billeder af hele forløbet. Jeg finder det vanskeligt at se dit arbejde for mig...

    SvarSlet
  7. Og så må man gerne grine ad overskriften, ikke?

    SvarSlet

Jeg vil gerne høre din mening og holder meget af kommentarer. Det er ikke altid, jeg er så hurtig til at svare på dem, som jeg ville ønske, men de bliver læst hver eneste én!